Måned: marts 2011

I dag er der indtrådt en mindre forsinkelse, da den ellers trofaste arbejds-jernhest udviklede lidt “takke over-itis” vel nok på grund af uvant hårdt dagligt slid i den seneste tid. Det gav en lille forsinkelse, som på grund af resten af dagens båndlagte betydelige travlhed desværre rammer denne plads.
Det værste er så blot, at den kun delvist forløste overskudsenergi så senere på dagen skal brændes af på den anden cykel. Heldigvis har Metro langt ude i de sydlige industrikvareterer vistnok et eller andet uundværligt tilbud lige præcist i dag siger madammen..

Det var jo den trago-elskelige danske sørgmodige humorist, Robert Storm Petersen, som udtalte de så sande ord: “det er ganske let at blive svær(i betydningen FLÆSKE-svær red.), men det er usædvanligt svært at blive let” Nu var Storm P.`s måske eneste bedste ven bilen Casimir, som han omhyggeligt holdt passende opstaldet under krigen og ofte besøgte, for at den ikke skulle føle sig alt for ensom og forladt, og det var der jo ikke rigtigt megen motion i. Garagen var derudover ganske tæt på hans bolig.
For andre som denne allerede fra drenge-ben så barske og velbyggede skribent er det heldigvis noget lettere og allerede forekommer de bekendte hushøje bakker langt mere rimelige. Vi forventer det bliver bedre allerede i løbet af dagen, måske mere senere. 25 kg. forstærket stålcykel skal lige morgenluftes lidt først, vi ses ved 9-tiden!

Hele dagen i dag er fyldt ganske godt op med kundebesøg, både her og der og alle vegne. Derfor vil vi fare frem og tilbage allerede lige her fra morgenstunden. Måske der lidt senere bliver mulighed for at kommentere den russiske præsident Putins helt forventelige kommentarer til alliancens fremfærd i Libyen. Lige i dette tilfælde er det svært at “kloge sig” med, hvem der kunne forudse det, for det burde alle forlængst have kunnet, ja allerede inden det første angreb. Der er simpelthen ingen fortilfælde for internationale indgreb af denne karakter på dette tidlige tidspunkt af et reelt klan-opgør internt i et land.. Det nærmeste man kommer er situationen i 1960 i Congo, men der var der altså døde et par millioner mennesker inden FN-aktionen. Og ligeledes et par millioner siden, ja for tiden dræbes der dagligt langt flere i de fortsatte konflikter i Congo end i Libyen. det er bestemt ikke særligt positivt, men det er sådan det er. Taktisk kan en intervention sagtens ændre tingene, strategisk sker der blot ingen fundamentale ændringer.

Som enkelte kan huske fra “Tin Tin og Picaroerne”, så kan man i visse kulturer det ene øjeblik med ildhu råbe “Leve Alcazar, død over Tapioca!” og det næste øjeblik er råbes i lyset af nye efterretninger som en naturlig selvfølge “Leve Tapioca, død over Alcazar!” Slutbilledet i denne tegneserie hvor den tvivlsomme helt general Alcazar vandt magten er både forudseende og trøstesløst, i den henseende var tegneren med den let-betændte fascistoide fortid Hergé en sand séer: Bevæbnede soldater under det nye frelser-styre patruljerer stadigvæk blandt slum-beboerne på losse-pladsen. Den Tin Tin-støttede folkelige Picaro-oprørsbevægelse havde sejret fuldstændigt og alligevel tabt det hele.
Den eneste forskel er nok, at Libyen qua sine enorme råstofreserver og minimale befolkning ikke ender på nogen fattig losseplads, men ellers er forholdene desværre de samme uanset hvem der vinder.

Nej, vi taler ikke om de fortsatte danske bombardementer i Libyen, stadigvæk med anvendelse af det, som de danske nyhedsmedier stadigvæk på denne side af opdagelsen af alle de uskyldigt dræbte kalder præcisionsbomber. Sådan noget kalder man vist osse de bomber, som man selv kaster, de andres er nærmere sådan en slags terrorbomber. Måske forsyningen slipper op den dag sandheden afdækkes om krigens rædselsfulde bagside. Indtil da kan man sagtens forholde sig køligt og klinisk til det, men senere kunne det da være interessant at se de interneringslejre i Benghazi, der burde rumme de mange tilfangetagne tilhængere af Gaddafi, som den danske DR-jubeltåbe af en reporter så ivrigt berettede om. Nå, de bliver sikkert behandlet korrekt efter alle humænitære konventioner. Selv om disse måske ikke længere er helt relevante, da de vist kun omhandler levende..Alt er muligt, blot mystisk vi ikke har set interviews med alle de glade befriede tidligere Gaddafi-tilhængere.

Tilsyneladende er der dog visse principper i den allierede kampagne. Man vægrer sig vist stadigvæk ved at forsyne de såkaldte oprørere/frihedskæmpere med våben med den noget løjerlige begrundelse, at man derved ville overtræde FN`s våbenembargo mod Libyen. Måske der nærmere er tale om et kommende anfald af lettere “kolde fødder”, for sandt og sige ser det heller ikke på de evigt gentagne pressebilleder af festende og fyrende oprørere ud til, at det ligefrem er våben, man mangler. Slet og overhovedet ikke, bang-bang, evigt og altid lige op i luften, nogen må da vist overtræde en ammunitionsembargo et eller andet andet sted..?

Nej, kampagnen gælder atter engang dén mod fedtet. Så ud på landevejen det går, lige nu. I år skal fedtet altså have det, som det vist mest var svenskerne, som fik, nemlig “da-da”!

I dag vil vi for en gangs skyld droppe alle sikkert alligevel formålsløse diskussioner om, hvor heldigt det da er som nævnt i morgennyhederne, at de danske fly i Libyen bruger såkaldte “præcisionsbomber” Så kan man jo blot håbe, at man inden affyringen har alle relevante informationer om målet (svært grænsende til det umulige) OG at folk på stedet står ganske overordentligt bomstille. Ikke noget pjat med mødre med barnevogne., der pludseligt fjoller rundt på en lang trappe som den uforglemmelige scene i Sergej Ejsenstheins sovjetiske stumfilm og senere genbrugt effektivt i Brian de Palmas “The Untouchables” For det skal jo med, at alle andre naturligvis også og i adskillige årtier har brugt identisk teknologi, ja selv de krigsvante israelere gør det med de ellers ret kendte problematiske resultater. De rammer helt givet det, som de sigter på men hvad det så er kan sommetider være vanskeligt at vide med nogen rimelig vished.

. Det eneste nye er vel nok, at danskerne indtil videre delvist tror på, at når man bruger “præcisionsbomber”, så rammer man præcist. Og det gør man naturligvis også. Et eller andet, eksempelvis som på Balkan den ellers ganske statisk-stillestående kinesiske ambassadebygning. Det er jo ikke uden grund, at man historisk helt berettiget har benævnt “military intelligence” som “a contradiction in terms”

Nå, belært af smertelige erfaringer i går vil hele familien ganske ufortøvet begive sig ud livets vildsomme landeveje. Det blæste rigeligt meget her i går, og vi vil så nødigt komme for sent på arbejde, som det desværre skete i går.
Det kan være vi kan nå at samle lidt op senere, dårskaben derude holder jo ingen pauser selv om vi gør. Ja, den accelererer vel nærmere for tiden næsten hurtigere end selv en hastigt tiltagende fysisk form muliggør for denne skribent…

Nu vil end ikke denne skribent hævde, at Gaddafi er et af Guds bedste børn, ikke engang et af de bedre og så det forresten ganske ligegyldigt hvilken Gud med mulig undtagelse af Belzebub selv, som vi tager med. Der er nu næppe heller nogen tvivl om, at han i den samlede verdenshistories uendeligt grusomme arsenal af folkemordere er noget af en veritabel “let-myggevægter”, som det muligvis stadigvæk hedder i drengeboksning i de helt lette vægtklasser. Ikke engang i sin egen grusomme er han noget særligt, i denne konflikt er der nok næppe så mange ofre som for de forskellige kurdiske krige i Tyrkiet, Iran eller Iraq. Hver for sig forstås for slet ikke at tale om ofrene i Darfur, Liberia og Zimbabwe. Og og, rækken er trivielt og grusomt lang.

Nå, men nu proklamerer de danske nyhedsmedier så glædestrålende, at Danmark endeligt, endeligt bomber løs. Man bomber naturligvis ikke MENNESKER, nej man bomber selvfølgelig Gaddafi og det er så åbenbart helt i orden. Det hjælper også en hel del, at man slet ingen korrespondenter har i Tripoli, blot i Benghazi, hvor der nu stadigvæk stædigt mangler alle de i sådanne konflikter obligatoriske billeder af døde kvinder og børn. Nå, men det er så måske i Tripoli og der er det tilsyneladende ligemeget. Mærkeligt med denne nye danske “offervilje”, den har ellers traditionelt lammet enhver anvendelse af blot rimelig magt eller tvang, tænk blot på den eskalerende skandaløse pirat-situation.

Det her burde senere virkeligt kunne anskues som et skoleeksempel i folke-forførelse, hvor alle er med for en tid. Som næppe bliver lang men til gengæld vil så skulle skamme sig så meget længere derefter. Når DR TV med næsten seksuel vellyst fokuserer kameraet på et bælte hos en af de utallige frihedskæmpere, som fest-fyrværker løs ovenpå de sønderskudte rester af en kampvogn, som de næppe selv har “bøffet”, så er vi lidt langt ude. Bæltet viser bunker af granater og andre godter fra det store internationale våbenmarked, men i den gode sags tjeneste er alle, der er med lige for tiden naturligvis ideelle allierede. Muligvis ikke til evig tid, historien har altid vist, at afvæbningen efter en borgerkrig altid varer længere end krigen. Vi taler altid om årtier…

Nå, men den danske journalist med de strålende næsten seksuelt-skinnende og ophidsede øjne fortæller glædestrålende, at frihedskæmperne bag ham allesammen støtter op om Danmark og ønsker endnu flere bomber over Gaddafi, hurra hurra. Så lang tid man stadigvæk ingen døde viser, så går det fint, men desværre bliver efterspillet så derefter så blot så meget længere og smerteligere.
Om ikke andet så vil det ske den dag i den meget nære fremtid, hvor det går op for alliancen, at den effektive tabsfrie intro-strategi, som man har valgt i dette tilfælde, kun vil tjene til at forlænge det anderledes blodige efterspil og så er det iøvrigt ligegyldigt hvem der vinder.
I den spanske borgerkrig døde der masser af mennesker. De fleste døde blot efter at krigen var afgjort og forlængst forbi. Ikke at det gjorde nogen forskel for de døde. Man kan sagtens blande sig ind, i en borgerkrig kan man blot aldrig have nogen idé om at kunne blande sig ud igen..

Og så er de humanitære aspekter på kryds og især tværs af en borgerkrig ikke engang det værste i dette tilfælde. hvor risikoen for en “Omvendt Iraq-Gate” er ganske tæt på 100% Problemet er helt banal, hvad i alverden de allierede dog efterfølgende skal gøre ved alle de milliarder eller bunker af guld, som alle Afrikas og Mellemøstens og Asiens nationale herskere altid har tiltusket sig efter længere regeringspeioder. Sådan noget er måske osse noget snavs at snakke om, fordi vel ingen mistænker kongerne i Kuwait og emiraterne og Saudi-Arabien for kun at have tjent deres multi-milliardformuer ved at gå med aviser som dreng.

Problemet i Libyen er meget specielt. Libyen har naturligvis som alle andre tyndtbefolkede olierige stater ingen indfødte fattige haft. I Libyen har der været adskillige millioner gæstearbejdere til at servicere landets kun godt 5 mill. indbyggere. Hvis man som forventet finder en helvedes bunke milliarder så er problemet naturligvis hvad man skal gøre med dem. At finansiere felttoget, som dagens JP foreslår, er det dummeste og værste man kan gøre, fordi man derved øjeblikkeligt vil strate endnu en mellemøstlig 2Dolkestødslegende” Den om, at det altid er en andens skyld at det gik gak så galt som det gik.

Alternativt kan man naturligvis give alle pengene til libyerne selv med indlysende total national destabilisering til følge. Ren Anders And og den uhyre illustrative historie om “Skillinger fra Skyerne”, intet samfund heller her kan på kort sigt overleve en sådan omvæltning. Fattige lande kan umuligt absorbere så meget fri kapital, rige lande som Libyen kan endnu mindre, forskellen er vist blot akademisk.
Alternativt kan man naturligvis måske INGENTING finde eller blot lade som om, man ingenting har fundet. Begge dele er ligeså selvmorderisk-problematiske fordi alle ved, at alle midlerne er ét eller andet sted og det medfører fuldstændigt samme dolkestøds-konspirationsteori. Det eneste der er værre vil være at de allierede finansierer deres felttog med de beslaglagte midler, for så er det hele jo blot nationalt røveri. Og i fin lokal tradition grobunden for endnu en legende a la “Zions Vise” om de onde og feje, der undergravede de tapre. Hvem det så iøvrigt var og er. Altid mærkeligt nok én selv..

I dag er der så dømt “sommer” her i huset, da vores nyligt indkøbte Mercedes (næsten)-“Sølvpil” skal iføres sommer-dæk. Det bliver så spændende, om de allerede formidable køreegenskaber yderligere forbedres, men det kan vist kun en test afgøre- og -sløre.
Vi skal osse lige huske at sige tak for det helt fantastisk vel-koreograferede og -producerede link for et par dage siden til Top Gear-køreturen med Jeremy Clarkson i en Reliant Robin. Check Streetfire.net og skriv blot “Reliant Robin”, så popper tingene op. Vi skal advare om nærliggende risiko for semi-hysteriske latteranfald. Virkeligt flot lavet, den her køretur og især de velmente råd fra Reliant-klubben i South Yorkshire om den nødvendige fremgangsmåde og iøvrigt eneste mulige for passage af rundkørsler er fantastisk. Det her klip må have været virkeligt morsomt at lave og det skinner igennem. Ren automobilitisk slapstick! Og så varede produktionen af denne fødte “dødskører” guddøde os ind i dette årtusind. Se det, lov det nu, det er kosteligt!

Ellers er det som bebudet atter dømt morgen på landevejene på den 25 kg. tunge citybike med forstærket stel og brede dæk. Når man ser på denne skribents lidt sørgelige (grænsende til det lettere ynkelige) præstationer hidtil på de kendte bakker er det mest nærliggende at sammenligne med den nyligt lånte lidt bryst-svage Nissan Micra. hvor heller ingen ned-gearing rigtigt hjælper på nogetsomhelst. Nå, det kan jo skyldes, at det laveste af de 9 gear jeg har, som kan anvendes, er det 4., som allerede er ret højt. Formen er på vej og heldigvis er sommeren endnu et stykke væk og dermed badebukse-sæsonen.
Det er squ godt, at man er gift, ellers ville chancerne ude på markedet nok være til at overse. Jeg må af sted, jeg skulle jo gerne kunne bibeholde min imponerende maskuline udstråling, som for tiden skæmmes en del af en semi-pyknisk facon. Når selv de grålige skæghår som piggene på en oppustet pindsvinefisk kommer til at sidde synligt længere fra hinanden på grund af ekspanderende basunengle-kinder, så er det altså lige op over. Bakkerne, med fuld kadence.

Møjsommeligt på vej op ad tilsyneladende uendeligt lange bakker med uvægerligt tilnærmet eksponentielt stigende kurveform er det, at man kan komme til at forbande, det som em Nobelpris-taher i litteratur engang kaldte “The Winter of Our Discontent”. På dansk hed bogen det ligeledes noget løjerlige “Vort Mismods Vinter” så den må vel have været godt oversat skulle man synes.
Derudover er der vist ellers ingen cykel-scener i bogen, ja i virkeligheden handler den slet ikke om vinter, men derfor er der jo ingen grund til at undlade at demonstrere sin uhyre belæsthed selv om dette til tyder nødvendigvis medfører et noget søgt narrativ eller almindelig mangel på kontext

. Under alle omstændigheder var vinteren her i forstaden alt, alt for god og ernæringen alt for rigelig og ordet “mismod” i denne forbindelse er altså først fremkommet på den første stigning, hvor denne skribent ellers forunderligt nok har sin absolut “cykliske”-spidskompetence. Nå, erfaringsmæsigt afløses de nuværende noget tunge ben af uhyre atletiske ditto om en god uges tid, men ventiden er altså lang, når man som her har noget godt at vente på. Ellers ville den jo også både være uendeligt lang og føles om muligt uendeligt fjern, og da især, når der ikke rigtigt er noget godt at vente på.
Nå, alle bakker ophører et sted og den lethed, hvormed de i den kommende tid vil blive forceret, vil øges. trods alt har denne skribent før været der, hvor han er i dag rent “huld-mæssigt” og kommer der såmænd nok engang igen. Sådan er livet og særligt mid-alderen jo ligesom.

Ellers fortsatte de uhyrligt krigsliderlige TV.reportager fra Libyen endnu en dag af givetvis ikke fra nu ret mange. Dertil er enigheden i denne alliance af uhyre forskellige motiver alt for indlysende labil. Efter dødspornografien med det styrtende fly gik turen denne gang til jubelscener omkring en udbrændt kampvogn, en ditto lastbil og sågar en sodsværtet bus. Hvad lige den sidste havde indeholdt og hvordan den eventuelt positivt måtte være blevet identificeret som fjendtlig af fjerne målsøgende missiler fremfor blot at have indeholdt skolebørn er ikke til at vide. Især en fyr, der svingede lystigt med en uaffyret panserbrydende “Panzerfaust” foran vraget varslede fint for denne ny-realistiske opfattelse af verden. Hvor heltene paraderede sejrrigt foran de kampvogne, som vist ellers franske fly havde smadret. Som ved den danske befrielse yngler frihedskæmpere og helte alarmerende hurtigt under tilstrækkeligt gunstige og demokratisk uheldige omstændigheder.

En dag eller måske et par endnu er alt sådan lige meget pressemæssigt. Den kritiske dækning af de i luften vildt skydende til lejligheden benævnte “frihedskæmpere” bestod sporadisk i at sige, at det vist var lykkedes nogle af soldaterne i kampvognene at flygte inden de blev ramt. At disse så nok som det er god sædvane i slige situationer er blevet pløkket af modstanderne gik man let henover. Faktisk har pressedækningen fra Benghazi-området som jeg endnu har set ikke afbildet et eneste regeringsvenligt lig-trofæ.

Der skal nu ellers i god mellemøstlig nok være rigeligt af dem og den sædvanlige vellyst ved at vise disse ex-fjender frem er antageligt kolossalt stor, men man får unægteligt en noget bedsk smag i munden i retning af, at man blot fra medierne ikke bringer disse billeder. For som i alle borger-, klan- og stammekrige så ER de der og det har de altid været i én ubrudt stolt tradition fra oldtidens Grækenland og gennem Romerriget. Med eller uden pressedækning.

Nå, men ellers var det da spændende at studere disse vildt-omkring-sig-skydende demokratiske fundamentalister eller hvad de nu bliver til, hvis de nu vinder, disse vestligt-støttende morgendagens demokrater. I tydeligvis ganske aller-spædeste form, men man skal vel være optimist her om foråret, ikke sandt.
Desværre her i det tidligste forår ved selv den største jubel-optimist desværre godt, at nattefrosten stadigvæk stikker sit frosne fjæs frem igen.
Og var selve udtrykket “demokratisk fundamentalisme” ikke indtil for ganske nyligt ligefrem et skældsord blandt vestlige intellektuelle? og nu er alle så forunderligt nok enige om, at det nok skal gå i retning mod det ideelle demokratiske nybrud,, som de spontane demokratiske frihedskæmpere selv siger.
Hvis troen kan flytte bjerge så er der vel en chance, ellers vil vi nok desværre ikke holde vejret. Blot så underligt, at man ikke anvender metoden ved anlæggelsen af nye motorveje, så det kan den nok egentligt ikke.
og demokrater er heller ikke nødvendigvis de våbensvingere, som man tilfældigvis lige støtter i dag. Desværre, lige meget hvor meget man lægger ordene i munden på dem er det kun deres senere adfærd, der tæller, vi får se. Bang-bang!
Demokratiets mismodige forår venter derude.

Godt 2 måneders tvungen cykel-lediggang i forbindelse med den forgangne strenge og glatte vinter har atter gjort vores lille familie lidt rigeligt trivelig. Ja, andre ville vel for et enkelt mandligt familiemedlems vedkommende med nogen ret karakterisere denne som lettere halv-kvabset. De øvrige i husstanden er sluppet noget lettere uden dog ligefrem at være blevet det. Lettere, forstås. Kun vores hunde sewr ud år efter år fuldstændigt som de plejer og det er mærkeligt, de cykler nemlig overhovedet ikke. Måske man blot skulle lære at stå og gø tanketomt ud i luften, det er tydeligvist ret slankende.
Heldigvis er musklerne forholdsvist intakte inde bag det sub-cutane fedtlag, eller rettere, det håber jeg da, fordi dagen i dag er den første af en del i de følgende par måneder, hvor badebuksemoden skal grundlægges. Der er vist en 15 kg. ophobet flydende krops-fedt som med nogen fordel kunne udrenses og det vil det blive, lidt jern-mand er man vel altid.

Det kan så også medvirke til, at éns kvalme over nyhedsdækningen af krigen i Libyen måske kan dulmes lidt. I det her lys forstår man langt bedre, hvordan civilbefolkningen opildnet af hysterisk opvigleri kunne juble, mens alle landenes unge mænd vandrede ud i “Den Store Krig”. Den, der noget senere blev døbt den “Første Verdenskrig” Og alle andre dybt retfærdige krige som de vel allesammen er, blot perspektiverne er forskelligartede og forskruede nok.

Når man i dag åbner JP og på en helside får alle tekniske data og bevæbning og bomber og sager for de involverede vestlige kampfly i kampen mod Gaddafis antikverede sovjetiske fly og helt utrænede piloter giver det virkelig patriotisk kvalme. Og så kan det iøvrigt være ligemeget, hvor mange forskellige nationer som har tilsluttet sig denne intervention. Enighed er der overhovedet ingenting af og alle spiller med forfærdeligt mange ubekendte og det gælder både USA, Frankrig og Rusland. For slet ikke at tale om de arabiske lande, hvis dagsorden er så helt anderledes igen-igen.

Endnu er krigen helt i lioghed med den første Kuwait-krig udelukkende fjerne TV-egnede billeder af død. Når et fly skydes ned er det blot reduceret til det rene computerspil, plaf-plaf, hurra, du er død. Og det er der så nogen, der er. Og når franske kampfly “rister” et par af Gaddafis tanks er det OSSE stadigvæk helt abstrakt. Ingen billeder af svitsede unge mænd uden træning beordret ud i en krig, som de aldrig har haft indflydelse på eller øvelse i. Nå, det skal nu nok komme, det gjorde det dengang i Iraq og dengang afsluttede de grusomme billeder krigen.

Nu er der ikke i militærhistorien nogen krig, der nogensinde er blevet vundet ene og alene i luften, selv om det i Serbien blev forsøgt ganske massivt og langvarigt. Når man som i det her tilfælde så ikke har planlagt nogle land-aktioner, så er der virkeligt lagt op til problmer. For hvcad er mulighederne. Ja, de er desværre ganske simple. Enten forbliver Gaddafi ved magten og det gør han, hvis han blot i nogle uger kan forsinke et totalt militært sammenbrud. Man behøver næppe være nogen fag-uddannet spåmand for at gætte, at både Rusland og Kina og den Arabiske Liga længe inden vil agere fredsmæglere.

Punkt 2 er så i virkeligheden nok det værste og mest grusomme scenario, som næppe mange analytikere tør tænke på og da slet ikke ytre. For hvad nu hvis de helt kaotisk organiserede3 oprørere skulle vinde, hvad så? Et mere end 100% sandsynligt gæt er vel en rituel nedslagtning af alle Gaddafi-støtterne som det skete i civiliserede Frankrig ved befrielsen, hvor over 100.000 blot forsvandt ved summariske og helt tilfældige standretter.

Hvis de allierede med hele deres sammensurium af slet dulgte egen-interesserede motiver ikke indleder en landkrig, så opstår denne helt traditionelle “Lange Knives Nat” simpelthen naturnødvendigt. Det mest skræmmende er så, at en kortvarig allieret landgang så blot vil forsinke det her, som basalt er en traditionel stammekrig, løse det vil den ikke.
Det er triste udsigter, det her og det ligegyldigt om man vælger det ene eller det andet. For tænk nu, om de ædle oprørere, som man støttede, viser sig at være ligeså grusomme og grund-korrupte som dem, de gjorde oprør imod? Eksemplerne i nyere tid i regionen er ellers ganske legio, ja der er faktisk ingen positive eller blot neutrale eksempler: Somalia, Eritrea, Iraq, Afghanistan…

Problemet er i al sin menneskelige enkelthed: Jo mere jo flere lande og personer angiveligt er enige, jo mindre er i virkeligheden enige om. Når alle så er enige ved man med sikkerhed, at de i virkeligheden ingenting overhovedet er enige om. Alt bliver reduceret til kortsigtet taktik. At spille med i dette er helt risikofrit for Kina, Rusland og Den Arabiske Liga, de kan simpelthen ikke tabe og derfor spiller de naturligvis med indtil de holder op og DET gør de snart, vær vis på det!. Ligeså lidt som de aktive allierede krigsførende kan vinde. Krig er altid beskidt, men politik er blot altid værre. For ville man have grebet ind i det befolkningsrige men oliefattige Ægypten, hvis kampvognene var ruller mod demonstranterne?
Svaret blæser i vinden og derudover kan det såmænd sagtens nås endnu.

Det er med betydelig begejstring, at vi denne morgen beskuer vores carport. I stedet for min elskelige og kære svigermors med ubegribelig venlighed udlånte diminutive Nissan Micra holder i stedet en mægtig Mercedes. Den er ikke ganske ny, men til gengæld er den så ny for os, og det er vel i virkeligheden det, som tæller. Lidt ligesom på mirakuløs måde at anskaffe sig på fordelagtigste vis en nyere brugt men velholdt kone. Helt spritnye modeller indenfor begge områder er udover at være uopnåelige jo også både dyre i indkøb og drift og heldigvis heller ikke akkurat attraktive, tilsammen en formidabel forhindring.

Som den holder der ved siden af den lillebitte Nissan Micra er en Mercedes E270 CDI T en veritabel tank af en vogn. Turen i går til Thisted for at afhente vidunderet var virkeligt en øjenåbner i bilteknologi og da ikke mindst, hvor gigantisk-grelle disse kan være. Som i dette tilfælde, selv om det naturligvis heller ikke giver megen mening at sammenligne en bil med en nypris på over en million til en med samme på under 100.000,- stærkt afgiftsudhulede danske kroner. Om den nye så er 10 gange er måske tvivlsomt, men mere end 9 gange er den da. Turen derop føltes uendeligt lang i den lille blik-madkasse med køreegnskaber, der fra 100 km./t. mest mindede om barndommens ligeledes uforsvarlige kørsel ned ad stejle bakker i en løbsk sæbekassebil. Hjemturen var ren luksus og efterfølgende søgte den nybagte luksus-brugtbilejer straks atter ud på landevejene for at teste vidunderet.

Med avanceret klimaanlæg og parkeringsfølere og automatgear og ergonomisk/elektrissk sædeindstilling og en acceleration næsten som den raketslæde, hvormed oberst Paul Stapp testede grænserne for menneskelig acceleration (af den slags, hvor den udsatte efterfølgende havde noget at berette), er vi i drømmeland i dag. Så mangler der kun en tur til Scantune i Galten for at “oppe hypperne” lige de sidste 30% til næsten “vertical take-off capability” Alt i alt en fed bil, som allerede er i gang nu her fra morgenstunden med at afvikle alle de beklagelige hængepartier, hvor en Micra ikke har været rummelig nok. Vruuumm!, vi må nu osse huske at lægge penge til side til fartbøderne. Efter i de senere år at have haft en positiv audio-indikation af, hvor hurtigt vi kørte (når vi nåede grænsen på motorveje ophørte enhver samtale samtidigt af pga støj), så er det noget anderledes i denne kørende dagligstue.

Så er det, man her på sin fødselsdag sidder og undrer sig over, hvorfor i alverden vi ikke har gjort det her noget før, for vi kører trods alt over 30.000 km. om året. Alene forskellen i brændstofforbrug, som underligt nok er til denne her kraftige models fordel i sammenligning med den nyligt voldsomt-pludseligt afdøde Opel Omega, ville faktisk have kunnet betale den ikke vanvittigt store forskel i anskaffelsespris. Noget dumt kan vi godt selv se nu og så¨må det jo være ganske let at se.

Nå, derudover er der nu ikke tale om noget “statement” i god smag, vi har blot købt en fed arbejdsbil. Anderledes kunne man have gjort det, hvis man i stedet havde anskaffet den fornyligt re-lancerede 3-hjulede engelske Morgan-racerbil. Denne replica af en tudse-gammel klassiker anvender såmænd en Harley D-motorcykelmotor i stedet for den oprindeligt monterede engelske Matchless-ditto. Udover det, så ER der samtidigt tale om en replica IKKE af en bil, men naturligvis af en motorcykel. For grunden til, at man hos Morgan sammen med datidens giganter Morris og Austin og mange andre mere mistrøstige firmaer som Reliant lavede 3-hjulede biler var jo den ret prosaiske, at der så afgiftsmæssigt VAR tale om motorcykler. Som der ingen afgifter var på.
Nå, det kan nu sagtens være sjovt at køre en tur i denne nye Morgan med en acceleration på 4.3 sek. til 100, men megen stabilitet er der nu næppe i den ved en dobbelt undvigemanøvre. Ingen stabilitet overhovedet er nok det bedste gæt, her er selv en noget alternativt-styrende Micra bedre. Og tro os, DEN er rigelæigt spændende allerede…