Portrætter fra provinsen

Det er så i dag, hvor vores lille virksomhed vil blive portrætteret fra professionel journalistisk hold og i den anledning vil vi naturligvis forsøge at præsentere vores strømlinede og fremtidssikrede organisation på allerbedste måde. Hvordan det så lige kan forenes med massevis af papkasser med fladskærme og printere og bunker af kabler på vej ud bliver så måske en kunst. Vi ser dog positivt på sagen, for var det ikke den amerikanske historiker Barbara Tuchman, som i sit mesterværk om den amerikanske frihedskrig “The First Salute” skrev de passende ord: “Man is not a clean machine” Dengang betød det godt nok, at man ved passende vindretninger kunne lugte et sejlskib inden man kunne se det i horisonten, måske i sig selv ikke nogen egentligt delikat tanke. Til gengæld er det alligevel en mindeværdig observation formuleret på sædvanligt og uforglemmeligt “tuchmansk”. Læs for din Guds skyld hendes værk “The Proud Tower”, det værk som selv det eneste rigtigt gode bud på en dansk “polyhistor”, Erling Bjøl, aldrig ville have kunnet skrive. Ikke fordi han ikke var god, Tuchman var blot bedre.

Nu er det svært at køre en regelret og forudsigelig og gennemplanlagt virksomhed på et marked, som er i totalt opbrud og det er en udfordring. Det, som måske tidligere har været en ubetinget styrke kan nu være blevet til dødsensfarlig svaghed. Lad os tage en analogi fra den aeronautiske verden, hvor den engelske flyverhelt “Battler” Briton jo huserede i utallige “Kampflyverserien” til 50 øre. En Spitfire flyver helt essentielt ligesom en Boing 747 jumbojet og deler vistnok endda samme eneste egentlige strukturelle fejl, nemlig en lidt besværlig “håndtering” (“handling” kaldte “Battler” det vist dengang i datidens sort/hvide univers) Det begrænsede sig heldigvis til såkaldt “taxi-ing på jorden, hvor begge vist trak lidt til siden. Til gengæld er begge fly skidegode til at flyve ligeud og det er er jo praktisk nok. Hvis man altså lige præcist skal ligeud. Allerede under “Slaget om England” var det faktisk lidt af et problem, at selv den dengang allerede noget antikverede tyske Messerschmitt BF 109 uden særligt besvær kunne dreje indenom en Spitfire. Det kunne den, fordi den ikke var nær så god til at flyve ligeud som en Spitfire, den var simpelthen en overordentligt ustabil flyvemaskine og derudover temmeligt livsfarlig på jorden. Spitfiren med sin klassiske aerodynamik forsøgte at tilpasse luftkampene i retning af den klassiske ballet med glidende pirouetter og forudsigelige regler og det hele. Det hele blev dermed blot ganske ja, forudsigeligt og Spitfirens stabilitet blev dens nemesis. Alle piloter mindes med vemod de skønne timer i denne vidunderlige flyvemaskine, men det var Hurricanes og senere Mustangs, der bøffede de fleste tyskere. Luftens uskønne “Landcruisere”..

Senere hen (meget meget senere, hvorfor har jeg aldrig helt forstået) blev det efterhånden anerkendt, at en god og manøvredygtig kampflyver faktisk ALDRIG kunne designes ud fra klassiske idealer om flyvedygtighed. Jo nærmere man kunne designe i retning af “ligegyldig ligevægt/ultimativ ustabilitet”, jo bedre blev resultatet. I dag er SAAB Gripen og de andre nye jagere i stand til i praksis at flyve baglæns uden problemer. Manøvredygtigheden er så blevet øget på bekostning af den klassiske flyvedygtighed, ja faktisk udelukker det ene det andet. Vi tror faktisk, at de organisationer og virksomheder, som hidtil har fejret triumfer gennem forudsigelighed og stram organisation fremover som en Spitfire vil se sig udklasseret på mange områder af dårligere flyvende (og mere ustabile) maskiner som Bf 109. Klassiske normer som ISO 9002 og alle de andre er gode og pålidelige som en jumbojet, men vi tror faktisk på, at en virksomheds success i fremtiden kommer til at minde om fremtidens luftkampe: For at komme videre fremad eller opad skal man simpelthen være i stand til også at kunne flyve baglæns, og det endda i en Helvedes fart. Ja, det bliver nok i virkeligheden vigtigere at kunne flyve hurtigt baglæns og manøvrere frit end det bliver at kunne flyve hurtigt fremad.

Nu er det her faktisk ikke en helt original opdagelse, for faktisk lancerede Hawker jo sin Harrier “jump jet” helt tilbage i 1960. Dengang blev den betragtet som et kuriosum og temmeligt latterlig, fordi den kun lige akkurat kunnet flyve lige godt Mach 1, altså lydens (relative, husk det!) hastighed. Efterhånden dæmrede så erkendelsen af, at dette produkt med sin næsten “ligegyldige stabilitet/ustabilitet” faktisk var et banebrydende produkt. 50 år og i tjeneste endnu overalt er helt vanvittigt for en flytype. Det var naturligvis fordi den varhelt “rigtig”, nemlig fordi den var helt “forkert” og skide-ustabil. Dog er det muligvis mere originalt at overføre de her analogier på økonomien, men vi tror nu ikke desto mindre på det. I vores lille virksomhed har vi nu ganske længe prioriteret ultimativ manøvredygtighed over total kontrol og forudsigelighed. Om det er klogt vil fremtiden vise. I det mindste demonstrerer disse dage nu med al ønskelig tydelighed, at lynhurtig responstid på uforudsigelige problemer udover at være uhyre personligt stimulerende kan give uventede opgaver. Som for eksempel i går og det endda adskillige gange. 

Tænk dog blot, at nogen kunne være så kloge som altså os! Nåh, men enhver motorsportsentusiast ved jo også, at de biler, der traditionelt vinder det amerikanske “Indianapolis 500”-racerløb heller ikke kan køre nogen andre steder. Banen er nemlig oval og hele løbet består af bløde venstresving. DÉR kan man sagtens vinde i en bil bygget som en klassisk Spitfire, nemlig én, der er skidegod til at køre ligeud, ja faktisk kan man slet ikke vinde der i en normal Formel 1-racer, fordi den er alt for svær at styre. Desværre er verden derude blevet så meget anderledes, at stabilitet nærmest er blevet det egentlige problem. Verden uden for Indianapolis-banen er blot blevet endnu sværere at forcere og vi forudser biler med centermotor og masser af bak-gear. For at komme videre fremad.
Det samme som “Battler” Briton gjorde: Fuld gas på Merlin-motoren og væk, væk, væk! Så gør det ikke så meget, at man flyver ligeud bare man flyver hurtigt nok.
God weekend!

Kabler, kabler, kabler!

Atter en dag vil vi henslæbe i loddekolbens svagt rødt-lysende skær. Foran venter godt og vel 150 kabler i alskens længder og stik-konfigurationer med forskellige krympeflex-tekster. Lige denne beskæftigelse er selvfølgelig meget passende, når nu næsen er influenza-rød på både denne skribent og den skønne fru Olsen. Desværre bliver dagen også en udfordring rent logistisk, fordi vores ellers rummelige Omega-stationcar kommer til at køre noget overfyldt frem om tilbage mellem Bakkegårdsskolen i Trige, Rønbækskolen i Hinnerup, Frederiksbjerg Beboerhus og så lige den obligatoriske Danmarks Journalisthøjskole-tur. Nå ja, og så lige et par ture rundt på Århus Universitet og en guitar til en skole i Frederiksværk og 15 Samsung LCD og et par Canon-printere osv. osv. Ja, vi rækker faktisk fra produktion af et eneste lillebitte jack-kabel til effektpedaler til hele bilfulde af sager. Vi tror selv, at tingene nok hænger sammen. Selv om vi faktisk allerhelst i dag ville putte os med en loddekolbe og pleje influenzaen…

A propos vores tekst i går om følgagtige intellektuelle, skal vi lige henvise til et tidligere ugeemne på “DetBatter”-siden, som vi har hevet frem af glemslen. For os at se er det jo nemlig konstant de intellektuelles opgave og ret beset eneste eksistensberettigelse konstant at stille spørgsmål ved den konventionelle sandhed. Den dag, hvor de svigter her, bliver de til et præsteskab, som ligesom kristne og muslimske og andre forstyrrede fundamentalister virkelig bør vække til folkelig modstand. Engang var der noget her i byen, der hed “Klub Kronstadt” som vist skulle mindes det revolutionære oprør i Leningrad i starten af den russiske revolution. De dumme matroser i fæstningen Kronstadt deroppe tog nemlig alle de proklamerede kommunistiske frihedsidealer ganske bogstaveligt, dumme og naive som de var. Det varede så lige indtil den dengang ganske ny-etablerede Sovjet-magt satte alle militære midler ind på at smadre dette oprør mod, ja Sovjet-magtens egne officielt proklamerede idealer. Det viste sig så i det efterfølgende blodbad, at det naturligvis ikke var noget, som man skulle tage bogstaveligt. Idealer var tydeligvis ikke virkelige og da slet ikke virkeligheden.

Sådan er verden sommetider så pudsig. De, der taler allerhøjest og allerhyppigst om frihed og værdighed er så de, der allermest tydeligt forråder samtlige frihedsidealer og almindelig værdighed og endda enhver anstændighed. Det er jo et interessant faktum, at man aldrig nogensinde har kunnet tale om såkaldte “nazistiske intellektuelle”, fordi en kritisk nazist naturligvis på samme måde som en “stalinistisk intellektuel” straks forsvandt i lejrene. Hvis man derimod blot opererede indenfor de totalitære regimers normale “modus operandi”, så gik det men det gik jo så blot ikke længere at kalde sig intellektuel, bestemt et farligt og kedeligt dilemma. Sort (eller rød) og følgagtig eller bare stendød! Heldigvis er tingene anderledes i dag: Nu kan alle danske intellektuelle sagtens sige alt muligt, ja mangfoldigheden kan virkeligt blomstre. Hvordan kan det så være, at de ikke gør det, men at de allesammen siger det samme indskrænkede og inderligt politisk korrekte pladder? Endelig ingen dansk “kulturrevolution” her. Nå, den kinesiske såkaldte “kulturrevolution” var jo så heller ikke andet end en gang morderisk “narrefixxe”, så måske nogen alligevel lærte noget af at gå på universitetet. Nemlig at dagens “frie ånder” altså var morgendagens “naturgødning”…

Hvor blev forskellene mellem læsere af Politiken og Information dog af i denne “politisk korrekte smelte-digel” og hvornår blev det ganske uhørt at diskutere, om de ellers rigtige mennesker på éns eget samfundshold måske alligevel kunne have forkerte eller blot interessante synspunkter? Eller blot en lille smule udfordrende? Det er ALDRIG nogensinde de intellektuelles opgave at SVARE på de store spørgsmål, det er derimod deres forbandede pligt at STILLE spørgsmålene. Ellers kan de godt pakke sammen og søge ind til Folkekirken eller gå i sharia-lære hos Reino/Abdul fra Djursland.

In Vino Veritas

Nu er den såkaldt “Lille Latinprøve” efterhånden blevet noget grav-rusten hos denne skribent, og derfor er det noget uklart, om det dér ord “in” nu styrer dativ eller ablativ eller muligvis endda laksativ. Betydningen er nu stadigvæk ganske klar på dette gamle latinske fyndord om det fornuftige i at søge efter sandheden i vinen. Senere udvikling har jo godt nok vist, at sandheden ligeledes kan søges i øl og blandt lettere Bacardi Breezer-dopede unge mennesker, men videnskaben var dengang i den romerske oldtid ikke kommet længere end til vinen. Her i huset er vi i denne tid gået i ekstra-aktivt hjemmebrygger-“mode” med en ugentlig produktion på 45 liter i håb om bedre at kunne finde denne uhyre flygtige sandhed. Om det vil lykkes har vi absolut ingen ide om, men vi tror på værdien af enhver søgen og så er det næsten ligemeget, hvor søgt det er. Også kun næsten.

Det KAN nu også blive FOR søgt. For eksempel fik vi i går en opfordring til at deltage i en fuldstændig ligegyldig afstemning om vistnok omkring hvilken person der skulle være “Årets Dansker” som den største forkæmper for ytringsfriheden. Det kunne jo måske have været interessant nok, men det oplæg, som vi modtog, var nu nærmere sammenligneligt med det hjælpeløse “Oprop”, som nazistiske Heinkel 111-ere kastede ned over Danmark om morgenen den 9. april 1940. At tage dette nye “Oprop” alvorligt var bestemt ikke nemmere end dengang og man behøvede hverken søge sandheden i vinen eller i den hjemmebryggede øl: Løgnen stod der for alle at se. Hele historien gik ud på at forhindre, at den århusianske tegner Kurt Westergaard ved en beklagelig fejl måske i dette ellers sædvanlige Politiken-inspirerede plot mod almindelig anstændighed alligevel ville kunne vinde. Jamen hvor galt kan det dog gå, tænk blot hvis almindelige mennesker ville vise sig at være lodret uenige med medie-magthaverne og deres forlængst forudfattede konklusioner, det ville næsten ikke være til at bære i et rigtigt demokratisk samfund. Galt har tydeligvis været svaret. og så udemokratisk som folk jo er, når de ikke er klogere. Så kloge som ja, lige præcist én selv.

Nu er Kurt Westergaard jo ikke nogen helt overhovedet for os. For at være helt skal man jo som flere gange omtalt på denne her side have et valg, og det har Kurt jo ikke (længere) På samme måde som tidligere den Fatwa-dømte Salman Rushdie er der jo nemlig ingen appel-mulighed eller benådningsmuligheder overfor de islamiske dødspatruljer, Westergaard hænger som en anden luftkaptajn Stefan Rasmussen deroppe i sin overisede jet og kan blot forsøge at lande læs:overleve, ret mange andre valg er der jo ikke. Som et andet fynd-ord fra oldtiden, nemlig Cæsars ord ved floden Rubicon, “iacta est alea” er der ingen vej tilbage. Westergaard er vist blot en ellers temmeligt anonym blad-tegner, som er blevet suget op i en medie-hvirvelstorm uden redningsmuligheder. Det kan aldrig gøre ham til helt, men til gengæld er det nemt at se, hvem der er skurkene.

Disse må så pludseligt have fået noget kolde fødder overfor den almindelige danskers kritiske sans efter den danske imam Abdul Wahid Petersen og hans stenings-interview fornyligt. Denne ellers ganske grafiske udstilling af en total dedikation til de vildeste og mest brutale overgreb i islams navn førte naturligvis ikke til den allerringeste eftertanke i danske politisk korrekte kredse. Der findes der ikke noget så absurd politisk projekt, at det ikke betingelsesløst kan støttes, blot det støttes af de politisk korrekte personer, og hvad kan dog være mere politisk korrekt end et sammenrend af folk fra Uffe Ellemann over redaktør Seidenfaden til den lokale Rune Engelbreth-Larsen, nej vel? Iøvrigt interessant, at Ellemann har haft så stor success med at “afsværge” sin politiske fortid så totalt, for det er normalt ikke engang teoretisk muligt, når man tidligere har været såkaldt “borgerlig” Det er ihvertfald aldrig nogensinde tidligere lykkedes. Det går til gengæld ganske automatisk, hvis man aktivt har støttet Pol Pot og hans morderiske regime med penge eller ved at donere passende skarptslebne spader til “bæredygtig slagtning”. Der er der automatisk syndsforladelse, for man var jo blot “idealist”

Det er straks noget helt andet med et par forstyrrede mænd, som i dag modtager en anderledes hård og retfærdig straf. De er nemlig udvist af Danmark for at have spredt nazistisk musik (hvad det så lige præcist er) Nu kunne man jo tro, at der var tale om nogle af de højlydt-heilende mod-demonstranter fornyligt i København mod en vistnok pro-israelsk fredsdemonstration, men sådan er det ikke lige præcist. Så langt rækker retfærdigheden trods alt ikke.
Det drejer sig i stedet om et par fjolser, som vist kun har udbredt musik og vist ikke rigtigt andet. Nå, men de bor vist nede i Sønderjylland et sted og man regner vist ikke med lokale optøjer eller yderligere terror i Tønder i den anledning, så dem kunne man godt smide ud. Det kan naturligvis være lidt svært at forstå, at der er så stor juridisk forskel på udbredelse af musik og praktisk udførelse af nazismen med heilen og dødstrusler og det hele, som det skete under demonstrationen i København, men sådan er der så meget, vi ikke forstår. Næsten ligeså lidt som vi fortstår de mennesker, som tager dette hjernelamme “Oprop” rettet mod tegneren Kurt Westergaard alvorligt. Mange af dem er ellers det, der i gamle dage hed “intellektuelle” og endda kunstnere. Der er tydeligvis gået nogen inflation i begreberne siden.

Nå, men kritisk sans og uddannelsesniveau hænger vel i dag sammen nogenlunde som dengang i den skolastiske middelalder med Thomas Aquinas. Han var vist osse blot en doktrinær dødbider ligesom dagens “kritiske ” ligegyldige “skønånder”. Det sjoveste er så næsten, at disse billedkunstnere nok hellere må se at få afbildet de nøgne mennesker, som de overhovedet kan nå, for vi ved jo, at bestemte kulturkredse kan tage anstød af sådan noget vestligt dekadent snavs. Hensynene tager sommetider ganske groteske former. Fornyligt så vi jo den nye praksis overfor de blade, som man tilbød tilfangetagne somaliske pirater på danske orlogsfartøjer. Dér havde man møjsommeligt klippet alle de letpåklædte kvindelige modeller ud for ikke at “støde” fangerne unødigt. Det kunne de måske ellers have haft ganske godt af men dette er naturligvis et politisk ukorrekt pip, så det går vi selvfølgelig noget stille med.

Det værste er ikke, at stupide idioter kæmper for en sag, sådan nogle er der altid. Det mest tragiske er derimod, når kunstnere kæmper for den ultimative kunstneriske ufrihed. DET er fandeme åndssvagt! Nå, men kommer nu nok til at hjælpe dem ligeså lidt som dengang i Nazi-Tyskland. Både de nøgen-naturalistiske og de abstrakte kunstnere dengang røg alligevel ad Helvede til under den fængende fælles-betegnelse “entartet” Vi kan så åbenbart blot vente på, hvad det kommer til at hedde denne gang. Det gode er så, at det denne gang er noget lettere at spotte totalitarismens håndlangere. Lige dér i éns egen mailbox..Og helt uden vin eller andre stimulanser

Røde næser.

På grund af influenza bliver teksterne i disse dage lidt uregelmæssige. Måske man blot burde have ligget underdrejet lidt tidligere, men så klog er man(d) naturligvis ikke. Det værste er, at vi ellers i de kommende dage skal levere varer som åndssvage både noget i Nord og meget i Syd. Samtidigt ligger der en større studieforkabling og -indretning og venter. 

Tilsyneladende har verden maget det således, at vi i disse halsløje tider (fysisk, bestemt ikke firmamæssigt, no siree!), skal løbe allerstærkest for blot at stå stille på stedet. Meget betegnende er denne de “røde næsers tid” så tilfældigvis sammenfaldende med, at vi venter på en hel bunke store pianorøde ATC SCM 50 og 100. Når solen spejler sig i dem kan man jo heller ikke længere se, at ens egen næse faktisk ER rød. Det ville den jo nemlig være blevet alligevel. 

Det bliver helt vemodigt som med hundehvalpe at se disse lavstammede beslutsomt-udseende monstre finde plads derude i studierne. Heldigvis er der en ordentlig bunke på vej, så mon ikke vi kan snige os til en tid at iagttage den spæde forårssol spejle sig i den røde pianolak? Vi kan jo heldigvis altid påstå, at de ikke er kommet endnu..

Ellers har de seneste dage budt på op til flere bilfulde monitors til en stor lokal institution, og så har Biblioteket yderligere øget deres ATC-bestand. Sammen med et større PA-anlæg i forgårs til et lokalt gospel-kor må vi jo sige, at det er noget svært at se pessimistisk på fremtiden. Det skulle da lige være det der med den røde næse…

Nå, men det går vel over igen engang, selv om det kan forekomme vanskeligt at tro på. Lidt på samme måde som det for et par måneder siden forekom som særskilt fremragende ide at støtte det økonomisk igennem adskillige år styrt-blødende General Motors med massiv statsstøtte. En støtte, der nu surprise-surprise er forsvundet i det bundløse hul, så GM helt forventeligt atter er akut konkurs-truet. Hvis det her er det bedste man fra staten kan op med, så bliver det en lang vinter.. Heldigvis barsler man fra den danske regering med at udsætte momsbetalingen, og det er fint nok for mange men nok ikke for staten. Som vi allerede tidligere har ymtet, er der antageligt allerede ganske mange, der både i sidste og denne momsperiode har taget lidt forskud på denne lovgivning. 

Meget betegnende for den økonomiske teoris stade på dette tidspunkt regner man fra statens side kun med at miste godt en milliard i tabte renteindtægter ved denne udskydelse af momsen. Det kan naturligvis håbe på kommer til at holde stik, men mon ikke man ved denne forlængede kreditgivning til allerede forlængst terminalt syge virksomheder kan regne med et tab på måske et 3-cifret milliardbeløb? Det tror vi, men som så meget andet i denne situation er et tab jo naturligvis ikke et tab, før det er blevet bogført.

Nu skal man jo selvfølgelig ikke give op på forhånd, selv om ens forretningskoncept og idégrundlag er fuldstændigt dødssygt, selv om det måske ville have været en rigtigt god idé. Derfor kommer det til at tage lidt ekstra tid inden vores eget professionelle marked finder sin “nye stabilitet”, men mon ikke “den økonomiske tyngdekraft” vil vise sig aldeles ubønhørlig?- det tror vi! 

I mellemtiden vil vi så tømme paller med røde næser og det hele og glæde os over, at selv hende der den alt-for-forbandet-tit citerede trendforsker Emilia von Hauen nu åbenbart har indset, at der er sket et rigtigt “paradigmeskift” derude. I stedet for ligegyldig shopping helt ligegyldige steder går “trenden” nu mere i retning af mening, fornuft og støtte til nøje udvalgte mennesker og virksomheder i sit forbrugsvalg. Jamen hør-hov, det er jo lige en præcist en korrekt beskrivelse af vores egen lille virksomheds kerne-kompetence. Det var sandeligt heldigt på denne måde at blive en integreret del af en ustoppelig ny “trend” Tilfældigt er det til gengæld ikke. Vi har jo trods alt blot med vores eget bud på “rettidig omhu” (og det længe inden det blev moderne) praktiseret dette uhyre simple koncept gennem mere end 25 år. Røde næser eller ej..

I dag har vi iøvrigt atter sat et sæt af vores gamle Quad ESL 63 for enden af vores EAR 549/ATC SCA 2-afspillekæde, fruens absolutte favoritter. Hvis nogen skulle undre sig over, hvad der er sket siden 1981, (hvor ESL 63 kom og EAR-en havde været der et stykke tid allerede) og så nu, er svaret selvfølgelig: Absolut ingenting! Personligt glæder jeg mig alligevel til de dér røde fætre…

Parkering

Dette er en mærkedag for Århus, fordi det jo er i dag, rådmand og tidligere borgmester og almindelige usædvanlige hædersmand iøvrigt, Flemming Knudsen, holder sin afskedspeception. Nå, når han nu er en helt usædvanlig hædersmand kan han jo naturligvis ikke være særligt almindelig, og det er han selvfølgelig heller ikke. I det tiltagende strømlinede politiske univers befolket af tiltagende strømlinede typer og ditto spin-doktorer (oftest kaldet pressechefer-det er nu ganske det samme!), er en politiker af Flemming Knudsens kropslige og almenmenneskelige tyngde en ren dinosaur. Hans trivelige fremtoning er jo i den grad mod tidsåndens tiltagende koncentration på “kontrol”, som fortsætter uanfægtet af finanskrisen. Lettere korpulente mænd som Knudsen og undertegnede er simpelthen ikke på mode for tiden. Det umiddelbare og frembusende menneske Knudsen, som i den grad kan “brænde igennem” og totalt dominere mindre forsamlinger, er jo grad en “antitese” til politisk professionalisme. Knudsen elskede at præge tingene og han elskede naturligvis også magten til det. Hvis han ikke havde haft en smule politisk brutalitet var han naturligvis aldrig blevet borgmester. ligesom Obama jo heller ikke blev amerikansk præsident uden at være et temmeligt dumt svin. Forskellen til mange mere anonyme politikere var vel nok især, at Knudsen som tidligere tiders politikere faktisk lod sig påvirke af de umiddelbare indtryk, han modtog. Han var et levende menneske midt i al politikken.

Nu var hans velmagtsdage i politik jo til alt held også lige inden presse-kontakten blev totalt professionaliseret. Paradoksalt nok er festlighederne for Knudsen så i dag tilrettelagt af , ja ingen andre end hans pressechef, så han kom altså til at opleve den totale professionalisering, ak ja.. Vi glæder os til lige selv at kikke forbi, men vi undte måske Knudsen med de utallige berøringsflader i alle kredse en reception på en sommerlig fodboldbane med unger og madammer og det hele og fodbold og masser af fadøl og levende musik hen på aftenen for denne afgående kæmpe fremfor en masse honorationes, som mosler rundt som sild i en tønde oppe i en tætpakket rådhushal. Dér ude i solen med shorts ville den gamle idrætsmand have funklet for alvor, mens han nok i menneskemylderet forbliver lidt for anonym. Denne karismatiske mands karisma fortjener bedre, men sådan skulle det altså ikke være.

En hel del karisma skal der nu nok osse til for at sikre success for et nyt indslag i det århusianske detailhandelsmønster. Nu har vi tidligere omtalt det stadig igangværende ombygningsbyggeri af lokalerne i Klostergade, hvor Dansk Audio Teknik engang lå, som noget nær topmålet af kommercielt lys-sind læs: vild optimisme. Lokalerne er ved at blive vældigt pæne, men om det så er tilstrækkeligt til at tiltrække flokke af lettere midaldrende koner med udsigten til at forkøbe sig i endnu en variation over temaet “semi-ukendte designercowboybukser” har vi ingen ide om. Vi ville dog nok ikke selv sætte alt for meget på en sikker success. Alligevel forekommer udsigterne dog relativt lyse og ihvertfald i forhold til et nye indkøbsparadis, der åbner i denne weekend.. Butikken hedder det særdeles tydelige og simple “thevicshop”, som jo naturligvis forklarer alt. Nå nej, det gør det måske nok ikke, faktisk overhovedet ingenting. Butikken er ellers mega-stor, 1200 m2, og ganske tilsvarende stort anlagt. Konceptet er ganske tilsvarende: En sammensmeltning af mode, møbler, interiør og livsstil. Selv om det godt nok lyder lidt som noget, man har hørt før. Tit. Frygteligt tit og det både sammen og hver for sig.

Nu ville enkelte måske spagfærdigt indvende, at vi her måske lige præcist remser de 4 kerne-ingredienser op, som i friværdiens seneste overflods-bobleøkonomi har haft den allerstørste opblomstring. Tilsvarende tyder alting på, at det under krisens kradsen selvfølgelig er fuldstændigt de samme brancher, som rammes allerførst og allerhårdest. Vi har tidligere nævnt den gabende tomme designerlampe/møbelbutik på Vesterbro Torv med de skrigende grønne udsalgsskilte på den fine butik. Dér går det tydeligvis ikke ret hurtigt, og mon ikke det kommer til at gå nogenlunde ligesådan her? Ganske vist har man fornuftigt nok allieret sig med en “international investor”, men alligevel er der noget, som nærmest “emmer” af problemer. Bestyreren fortæller nemlig, at man “primært henvender sig til etablerede familier og folk over 30 år” Så langt så godt, selv om hun nu ligeså godt kunne have sagt “kvinder” I erkendelse af, at kun de færreste børn og for den sags skyld almindelige hetero-seksuelle mænd måske kun sjældent finder besøg i “livsstilsrum” særligt interessante har man nemlig indrettet et legerum til børnene. Samtidigt er der indrettet en cafe, hvor de købedygtige koner kan parkere deres mænd med en kop kaffe og en avis (!!!) Sindssygt spændende.

Lige den sidste definition af målgruppen er måske det allermest kiksede i hele det koncept. Ret meget mere røvsygt kan man da næsten ikke forestille sig et sted for en familieudflugt udenfor Bilkas cafeteria og mon ikke det for de allerfleste modvillige mænd på byens cafeer trods alt er alle kvinderne på stedet, som overhovedet trækker dem af huse? Naturligvis er det det, og udsigten for den sagesløse mand til at sidde bænket i en dødssyg capuccino-cafe midt i dette indkøbscenter med andre mænd i dette mindst ligeså dødssyge “shopaholic”-skæbnefællesskab, svarer vel ret nøje til den måde, mænd ellers kun mødes på hospitalernes fødegange. Denne gang har mændene heldigvis mulighed for øjeblikkeligt at forsvinde ned på byens “rigtige” cafeer nede ved åen. Det kunne de jo ikke derude på fødegangen, men det kan det nu og det gør de garanteret. Når man allerede fra starten er så opmærksom på, hvilke massive problemer der er ved at skulle “holde” mændenes og børnenes interesser burde man måske have reguleret sit koncept lidt. Måske have indrettet sig ved siden af en golfbane eller en gokart-bane? Om det så ligefrem giver en større tilfredsstillelse for den købemætte frue at se familiens kollektivt sure fjæser efter en totalt spildt eftermiddag i et gammelt DSB-værksted i den indre by er måske osse noget usikkert. Vi glæder os allerede til at se, hvor store udsalgsskiltene kan blive på den ellers ret flotte bygning…Butikken “satser på oplevelser”, som det hedder i dagens avis. Vi tror nu mest på, at det primært kommer til at blive en oplevelse for den “internationale investor”, men vi får se. Vi kan jo håbe på han er islænding og har brug for lidt ekstra fradrag.

Joe Jordan vs. David Beckham

Rekrutteringen af professionelle fodboldspillere er sandsynligvis nogenlunde ligesom den var dengang, der var noget der hed “Tips-Lørdag” helt tilbage i 1970-erne. Eller for sags skyld altid. Som med professionel boksning er det kun uhyre sjældent, at man ligefrem rekrutterer “the Brightest end the Best”, som man sagde om præsident Kennedys administration. Om så boksere i gennemsnit er dummere end fodboldspillere er muligt, men da man jo for det meste først hører interviews med boksere på toppen af deres karriere, hvor deres hjerner med stor sandsynlighed minder noget om hvalrossen Skægs (ham fra “Rasmus Klump”), livret nemlig plukfisk, er jo svært at vide. Måske osse lidt ligemeget, alt for kloge er de næppe fra starten og meget bedre bliver det helt sikkert ikke. Til gengæld er der andre fysiske forskelle.

Ligegyldigt hvor meget lægetilsyn der er ved professionelle boksekampe er det ganske uundgåeligt, at selv den sejrende bokser efter en kamp med sine begyndende blomkåls-ører og ansigtstræk, der efter talrige flænger og efterfølgende syninger ligner en glat barnenumse, skiller sig noget ud fra andre. Man kan altid se, hvem der er bokser og hvem der ikke er og uanset om de senere som Hans Henrik Palm så skifter branche til business. Det kunne man også tidligere med fodboldspillere, nemlig dengang der var rigtige fodboldspillere til. Dengang der var “Tips-Lørdag” og dengang den berømte og berygtede centerforward Joe Jordan huserede hos Leeds United. Dengang var han med rette berømt, selv om af naturlige grunde blev tilsvarende berygtet, da han i 1978 skiftede til ærkerivalerne Manchester United adr, evig skam få ham, forræder-svin!

Nu var det selvfølgelig ikke fordi fodboldspillere nødvendigvis dengang heller så særlige “fodboldagtige” ud, men nogen af dem gjorde nu alligevel. Det gjorde Joe Jordan for eksempel, for han var nemlig det, som dengang og muligvis osse nu hedder “target man”. Han var altså den, som man lossede lange bolde ind til og så skulle han med sine dengang imponerende 1.77 m. (englænderne var og er jo noget lavstammede, han ville nemlig stadig være langt over gennemsnitshøjde) heade bolden ned til de andre angribere. Det betød som med stregspillere i herrehåndbold i dag, at Jordan i hele kampen i alle kampene var i permanent nærkamp med særdeles håndfaste forsvarsspillere, som med næsten alle midler forsøgte at bremse ham. Alligevel var der naturligvis grænser for hårdheden, grænser der selvfølgelig senere forlængst er blevet afløst af psykopatisk kontinentalt inspireret vold, men det er en helt anden sag. Udlændinge, altid!

Joe Jordan gav og tog uden at kny og blandt de ting, som han ofrede på fodboldens alter, var tidligt i karrieren sine fortænder, som forsvandt i mudderet på en engelsk vinterbane et sted. Nu var Jordan heller ikke med fortænder særligt pæn at se på, så alle fansene kunne sagtens forstå, at den modspiller, som havde sparket dem ud, sagtens kunne have troet, at den runde ting dernede i æltet var en fodbold. Jordan var nu ligeglad og bar aldrig nag, selv om han anskaffede sig et sæt forlorne tænder. Dem var han til gengæld lidt øm over, så når han skulle spille, tog han dem altid ud igen. Han vidste jo af smertelig erfaring, hvor udsatte de var for en centerforward. Ingen brugte nogensinde Joe Jordan som foto-model for andet end et par lokale pubs og det kunne man godt forstå. Hans åndsevner var ganske gennemsnitlige for en fodboldspiller og det var godt nok, altså ikke altfor imponerende med klassiske akademiske standarder. Nå, i det mindste blev det ikke nødvendigt som den nok i dag glemte episode med Michael Laudrups studenter-eksamen at give ham 13 i sidste fag for at han overhovedet kunne få et gennemsnit over det dengang krævede minimum 5.5. Mærkeligt, det var ellers et pudsigt tilfælde, dumpekandidater brillierer ellers aldrig særskilt, det er vel derfor de er dumpekandidater…..Til gengæld var den nu 57-årige Jordan en rigtig mand, ihvertfald mens han spillede i Leeds.

Helt anderledes skulle det blive med en anden proletarknægt, som også blev stjerne i Manchester United, nemlig bøsse-ikonet David Beckham. Det sidste er iøvrigt en kendsgerning, ikke en værdidom herfra og det forstår man godt. Alt for forbandet godt. Nå, men den unge Beckham havde uomtvistelige talenter med en bold, ganske vist i en helt anden retning end Joe Jordan. Som tidligere Johnny Giles på verdens bedste hold nogensinde, Leeds United heja-heja!, var det Bechhams opgave at sende lange bolde ind mod modstanderens mål. DET var Beckham rigtigt god til, mens nærkampe og kropskontakt var ham inderligt imod. En noget underlig bøsse-dreng, ham Beckham og et endnu mere usandsynligt ikon. Ja, han blev endda et egentligt “brand”

Nu kan man måske sige, at verden lige i dette tilfælde har været noget nøjsom, for at høre eller læse et interview med denne faktisk med rette uhyre beskedne og stilfærdige mand virkeligt er noget af en øjenåbner. Beckham er nemlig ganske bevidst om sine evner, d.v.s. altså de aldeles manglende af slagsen. Han er simpelthen et af de allermest usandsynlige idoler, denne verden nogensinde har set, men til gengæld har han så de fortænder, som Jordan manglede. Selv med den ellers tilsyneladende uslåelige målestok for ubegrænset dumhed, som den tidligere danske fodboldspiller Mark Strudal demonstrerede som med-kommentator fornyligt, så er Beckham altså helt vildt meget mere enfoldig og helt usammenhængende at høre på. Nå, men det ved han godt og det er jo meget godt.

Hvilket så bringer os tilbage til det egentlige, nemlig sammenligningen mellem de 2 spillere. Det siger sig selv, at den noget uhygiejnisk udseende Joe Jordan trods sit fighterhjerte aldrig nogensinde ville kunne blive et stort idol i dag. Dertil ville han simpelthen være for grim. Det grimmeste man kan slippe af sted med at være i engelsk fodbold i dag, er vist at ligne stjernen Wayne Rooney. Hans udgave af maskulin skønhed er heller ikke noget, man nok kan eksportere ligeså lidt som man kunne med Jordan. Ville Beckham så have kunnet blive blive et fodbold-ikon som den højtbeundrede “target man” Joe Jordan i 1970-erne? Naturligvis ikke, selv en mester som altså hans elegantier-pendant Johnny Giles var kendt som en af de hårdeste spillere på Leeds’ kontant kæmpende hold. Hvis Giles kun havde spillet bolde ville fansene aldrig have accepteret ham. De ville selvfølgelig med rette have råbt “bøsserøv” efter ham, hvis han som senere Beckham aldrig nogensinde tacklede igennem. Så var det iøvrigt ligemeget, om man tabte eller vandt.

Som sagt, vi ser kun uhyre sjældent fodbold mere og kun for at se, hvor meget verden er gået af lave siden de gode gamle dage. Når man så sammenligner “jernmanden” Jordan med “bløddyret” Beckham, hvordan kan så overhovedet være i tvivl. Nå, men det er vi jo så i øvrigt heller ikke.

Velstandens vegetabilske vildskud

Inden vi i de følgende dage (muligvis) vil bevæge os tilbage til de velsignede tips-lørdage anno dazumal, vil vi lige viderebringe de små glimt af optimisme, som der altid er, når kunstige konstruktioner som den nylige hysteriske velstands-pyramide styrter sammen, som det jo sker i denne tid. Lad os tage et emne, som nok de allerfærreste nogensinde har overvejet og det nok mest fordi, der ikke rigtigt har været noget at overveje. Det betyder ikke, at dette ubegribelige fænomen ikke har været synligt for enhver, for det har det. At det overhovedet har været der tyder til gengæld på, at samfundet i den igangværende renselses-proces ikke nødvendigvis udvikler sig negativt. Det ville faktisk have noget værre, hvis sådanne vildskud var blevet permanente i det danske samfund. Vi taler naturligvis om kontorindretning, altid et brændende interessant emne.

Vi kan nemlig i dagens avis læse, at det lokale firma Decoplant har overtaget en konkurrent i Vrå. Firmasammenlægninger i denne tid er som banksammenlægninger aldrig noget positivt tegn, men sammenlægningen i dag er alligevel muligvis en undtagelse. Disse firmaer har nemlig beskæftiget sig med “beplantning” af kontorer. Det vil sige, ca. en gang om ugen er der ankommet en behørigt behandsket herre med en nippe-saks og har fjernet brune blade på de planter, som firmaet har fået placeret derude i de forskellige kontor-landskabers ørkenmiljøer. Ved samme lejlighed har planterne fået et skud vand, så deres endelige snarlige undergang er blevet udskudt en smule i disse miljøer med relative luftfugtigheder langt under 20%. 

Det har sikkert for medarbejderne i disse kontorer været underholdende at se planternes forlængede dødskamp og det har tillige givet arbejde til mange mennesker. Man kan næsten forestille sig sådan en “blad-nipper” fortælle om sin spændende dag på jobbet derhjemme over aftensmaden til den beundrende frue: “Og så tog jeg bare lige saksen og klippede det yderste af spidsen af bladet af!” Konen må næsten have været ved at boble over af seksuel begejstring efter beskrivelsen af denne manddoms-dåd. Ret meget anderledes har det selvfølgelig ikke været for alle de specialist-firmaer, som har løst tilsvarende højtspecialiserede opgaver indenfor diverse kontorer. Der har jo været Amdi Kaffe og alle de andre, som har løst den åbenbart ellers umulige opgave at sikre, at der var udrikkelig pulverkaffe i den af firmaet skidedyrt leasede kaffemaskine. Lige her kan det faktisk have været svært på det frie marked at have købt kaffe, som smagte så rædselsfuldt så måske de gjorde en smule nytte. Om ikke andet fjernede Amdi og de andre da dette sprøjt fra markedet.

Der er vel også stadigvæk firmaer med speciale i at opstille cola-maskiner med ildelugtende-og smagende kulsort koncentrat for alle de firmaer, som ikke kunne finde ud af at købe et par kasser Coca-Cola i Netto for en tiendedel af prisen. Vi spår dog ikke disse firmaer nogen videre glorværdig fremtid og mon ikke det sagtens kan betragtes som et sundhedstegn? Det synes vi faktisk, for i et samfundssystem, som skriger efter manuel indsats på så mange områder er det edderbroderemig åndssvagt, at så mange menneskers arbejdsindsats år ud og år ind er gået til så fuldstændigt latterlige beskæftigelser som at sikre, at personalet fik den ringest mulige kaffe til den højest mulige pris. Eller altså at de fik mulighed for konstant at iagttage en sølle forhutlet plantes sidste døds-rallen. At firmaerne helt tydeligt tænker sig en ekstra gang om, inden de fortsætter dette iøjnefaldende og helt idiotiske overflods-forbrug, er da rigtigt fint, synes vi. Ud over det indlysende positive i, at så mange mennesker, som hidtil har været beskæftiget med det her certificerede idiotarbejde, slipper fri og kan få noget fornuftigt at foretage sig. 

Heldigvis for dem er selv lediggang en del mere fornuftigt og så endte den her historie jo godt. I det hele taget er det altid spændende at se skønheden og perspektiverne i krise og ulykke. For eksempel skriver en kernesund dansk pige på verdensturné med det danske gymnastik-verdenshold fra sine oplevelser i Indien i dagens JP. Nu ser vi godt nok kun hovedet på billedet, men det ser nu rigtigt landpige-agtigt sund og noget lactal-fed ud, og gymnastik er vel stadigvæk en landlig syssel. Man får næsten åndenød af hendes observationsevner, for som hun skriver: “..en cola koster 1.50,-, så I kan forestille jer, hvad man kan få for en femmer i Indien” Ja, det kan vi godt ud fra denne grafiske beskrivelse, man kan nemlig få lige godt og vel 3 colaer. Det kan man forresten også i Pöetcsh-grænsekioskerne med mindre man vælger et af tilbuddene, for så kan man nemlig få 4. Hvis man ikke lige tænker sig alt for meget om forekommer det vel logisk nok det dér med et “cola-index” men….. Ligesom kaffe og cola og planter altså indtil fornyligt har forekommet fornuftigt derude i kontorene. Selv om det altså skreg næsten ligeså meget til himlen som planterne gjorde efter at få et ordentligt sted at være.
Nå, mon ikke vi ser det videreførende firma inderfor disse overflødige kontorplanter Decoplant bevæge sig videre på markedet mod den allersidste fusion, nemlig den med Skat? Det tror vi og for planternes ve og vel håber vi det næsten osse.

Mere tipsfodbold

I forbindelse med gårsdagens dybsindige tekst om alskens sort/hvide fodbold-minder (som allerede er falmet til en slags brun/grå nuancer som fastbrændte billeder på et gammelt billedrør-det ER længe siden) vil vi forsætte lidt ad samme tangent. Det er faktisk noget underligt for en opvoksende ung mand at opdage, at den sport, som forekom som den mest interessante på denne jord og alle de nære og fjerne galakser over tid blev så fuldstændigt ligegyldig, som det viste sig. At det skulle ende så galt skal vi helt tilbage til Derby Countys hjemmebane dengang, Baseball Ground, for at indse. Eller alle de andre midtengelske mudderhuller: Portman Road i Ipswich, Molineux i Wolverhampton, St. Andrews i Birmingham m.m. fl. Det var alle steder med en historie med en lang og ubrudt fødekæde tilbage til denne essentielle arbejder-sport. Derfor var der småt med egentlig fodboldkunst i reportagerne fra kampene dengang i 1970 ville mange nok mene ved en genudsendelse i dag, men hvor ville de dog tage fejl. Som i David Lynch’ film var der osse dengang meget mere end det, man måske lige så. Der var nemlig INTENSITET.

Lad os for eksemplets skyld tage et af datidens storhold Arsenal. Dengang i 1970-erne og endnu over et årti frem (og selvfølgelig knapt et århundrede tilbage), var der ingen farvede spillere på Arsenals særdeles uskønt, men aldeles effektivt spillende hold. Der var heller ingen østeuropæere, men da de jo allesammen sad permanent indespærret inde bag Jerntæppet var det selvfølgelig logisk nok. Det med negrene var lidt sværere at forstå, for osse dengang var der masser af dem, som lavede ballade nede i Brixton og andre slum-forstæder. Det var så inden islam tog over som markedsledere og trendsættere i den retning for hvem har dog hørt om neger-optøjer i de seneste årtier? Det mest eksotiske indslag på Arsenals hold var en enkelt skotte.

Liverpool var et andet storhold i 1970-erne, og der var heller ingen udlændinge udenfor De Britiske Øer med, ikke engang en eneste. Der var godt nok en, der hed Alan Hansen, men han var nu også bare skotte. Han var nu ellers høj nok til at være sådan en slags “æres-dansker”, så ham holdt vi med når Liverpool altså ikke lige spillede mod Leeds. Liverpool med Hughes og Heighway og Toshack og Keegan og de andre spillede fodbold med en intensitet, som kvaste selv måske langt bedre teknisk funderede sydeuropæiske hold. Det var sikkert derfor, vi skidegodt kunne lide dem: Fordi de kunne vise de dér slikkede spaghettidrenge i deres designer-shorts, hvad fodbold virkelig gik ud på. De fleste ville selvfølgelig sige, at det gik ud på at vinde, men man ville have taget fejl dengang, for det gjorde det ikke nødvendigvis. Måske i virkeligheden slet ikke. Og da slet ikke for enhver pris!

Hele fodbold- og fankulturen dengang i England var simpelthen fundamentalt en helt anden end i dag. Som endnu i enkelte steder i skotske lavere rangerende provinsklubber var en sejr uden “fight” ingenting værd. Det var naturligvis derfor, at der i disse basalt set ligegyldige tipskampe på umulige baner virkeligt blev “knoklet igennem”, for det var nemlig det, publikum var kommet for at se. Ikke nødvendigvis brilliante finter og da ikke overhovedet ikke angribere, som forsøgte at “filme” sig til straffespark og så var det iøvrigt helt ligemeget, om “filmstjernen” var fra ens eget favorithold. Når en spiller dengang lå ned kunne man være sikker på, at det var fordi han ikke kunne stå op, og derfor forekom det jo naturligt i publikums kollektive opfattelse fornuftigt nok. Samtidigt var der en tydelig kontinuitet i holdopstillingerne, som gjorde identifikationen med holdene let. Det skulle altsammen ændre sig.

I dag er Arsenal hver anden lørdag mindst et hold fuldstændigt uden englændere. Til gengæld er der bunker af franskmænd under den franske træner (bvadr!) (mon de æder frølår i pausen?) og sågar en dansker og adskillige østeuropæere og negre. Den gamle hjemmebane Highbury er selvfølgelig meget passende blevet forladt til fordel for et nyt stadion, som bærer det delvise sponsor-navn “Emirates” I denne nye form for fodbold er gammeldags “fight” erstattet af ren “show” udført af primadonnaer med multimillion-lønninger, som aldrig ville vige tilbage for ligesom skurken Maradona at lave det afgørende mål med hånden. Sådan et mål ville aldrig have været muligt dengang i 1970-erne og det vidste alle. En sådan synder mod selve fodboldens væsen ville nemlig øjeblikkeligt blive forvist af klubbens fans som en anden børnelokker uden mulighed for appel. Man ville gerne vinde, men sådan ville man altså IKKE vinde, aldrig nogensinde!

Det vidste alle vi, der sad og gloede på det, naturligvis godt. Hele fodboldens skønhed lå i kampen og så var det mindre væsentligt, hvem der vandt. Det var også mindre væsentligt, hvem der scorede, for det var alligevel for holdet og gav ikke nødvendigvis en mega-bonus, men mest udgifter til en omgang til holdkammeraterne i omklædningsrummet bagefter. Det må vi altsammen have fornemmet i disse uhyre intense og tit uskønt spillede kampe.
I dag er al intensitet så væk, og stjerne-spillerne hopper som kåde men sårede vårharer himmelhøjt op i luften og falder så ned med smertensskrig så forfærdelige, som var de blevet tacklet af næsehornet Brutalis. Er det underligt, at man aldrig gider se fodbold mere? Prøv for sjov om mandagen i avisen at se, hvem der har scoret i den engelske Premier League og ikke mindst hvor langt der er mellem engelsk-klingende navne. Det bliver en del bedre i den næstbedste række, League Championship og endnu bedre nedefter i rækkerne. Fodbolden bliver muligvis teknisk/ekvilibristisk dårligere, men til gengæld bliver det “rigtig” fodbold med fight og det hele igen. Det allersjoveste er så, at det har englænderne selv indset for mange år siden. Derfor er publikumsinteressen i de lavere rækker fuldstændigt ude af proportion med Premier League. Der kommer nemlig til en kamp i den 3. bedste engelske række tit op til halvdelen af, hvad der kan være på mægtige Manchester Uniteds hjemmebane. Fordi folk stadig gider se fodbold og ikke gider alle de udenlandske primadonnaer med deres designer-overtræksbukser og sågar handsker. Det forstår man, fordi man så tipsfodbold. Sikke kloge vi blev!

“A Capacity Crowd”

Denne morgen er atter en tid for tiltrængt tunge tanker. Efterhånden som tiltagende alder får de fleste begivenheder i ens liv til at forsvinde længere og længere bagud med lynets fart som et stykke slikpapir kastet ud fra en hurtigfærge til Sjællands Odde, bliver det sjældnere og sjældnere, at erindringen pludselig alligevel bliver helt håndgribelig igen. Dette sker ganske uden kontrol og udenfor enhver forudsigelighed og i dag har den egentlige katalysator i denne begivenhed været ordet “Pride Park”, som var nævnt i dagens sportstillæg. Nu er der næppe mange danskere, som forbinder det her navn med noget som helst og det er ikke spor underligt, det gør jeg nemlig heller ikke selv. Ja, indtil i dag har jeg faktisk aldrig hørt navnet, som er både åndssvagt og misvisende. Enhver ved nemlig med den rette “guidning”, hvad det burde have heddet. Hvis det altså havde været noget helt andet, nemlig det rigtige, det som alle midaldrende mænd kender. Det, der hed “Baseball Ground”

Vi taler i dag om den engang så kendte og forkætrede hjemmebane for den engelske fodboldklub Derby County. Den var kendt især i Danmark dengang i mine formative år i 1970-erne, fordi datidens eneste TV-fodboldtransmissioner om vinteren var de såkaldte “engelske tipskampe”. Af kontraktlige grunde blev de normalt allesammen transmitteret fra det engelske Midland, altså Wolverhampton, Birmingham og altså Derby. De fleste klubber deroppe var præget af mange “fodbold–arbejdsmænd” og det bar banerne præg af og ingen steder var det værre end i det permanente mudderhul Baseball Ground. Allerede fra først på efteråret, som altså tydeligvis kom noget tidligere til Derby end andre lokaliteter i England, var den minimale Baseball Ground en permanent mudderpøl. Den eneste ændring der skete resten af sæsonen var de få gange, hvor mudder-Helvedet frøs til skyttegravslignende is-formationer. Nogle ville sikkert i dag kalde det kunst a la det kendte “Ishotel”, vi andre kaldte det nu kun det mere passende “tips-fodbold”, for det var lige det, det var.

Baseball Ground var som sagt så lille som en fodboldbane overhovedet må være og selv om det på trods af navnet næppe nogensinde har været spillet baseball der (englændere er altså underlige), så var det alligevel et minde, der vil forblive i erindringen længe efter, at andre uforglemmelige minder forlængst er ganske forglemt. Ikke mindst en af engelsk fodbolds allerbedste venstre-fløje, Leighton James var uhyre seværdig på sit lillebitte jordstykke derude helt ved sidelinien, hvor der endnu stod et par forhutlede græsstrå. Midtbanen befolket af arbejdsmænd som Colin Todd og Archie Gemmill og Kevin Hector mindede mest om 1. verdenskrigs belgiske måne-landskaber med ankeldybt mudder. Forrest huserede en af alle tiders allergrimmeste fodboldspillere, den tidligere Arsenal-spiller Charlie George. Føj hvor han dog var grim. Nå, han scorede heldigvis aldrig mod verdens allerbedste fodboldhold nogensinde, Leeds United. Han blev nemlig altid personligt dækket op af jernmanden Norman Hunter og et par ture gennem mudderet gjorde altid Charlie lidt mere tam. Og osse pænere, fordi alt mudderet jo skjulte hans usigelige grimhed.

Intet godt varer dog evigt og heller ikke det sagnomspundne Baseball Ground. Der var ellers altid trods lettere sen-feudale forhold på tilskuerpladserne altid “capacity crowd” til alle kampene, dvs “udsolgt til sidste plads” Det skyldtes selvfølgelig mest, at der ikke var ret mange pladser ved den diminutive bane, men det gav naturligvis en unik stemning, som forplantede sig igennem datidens sort/hvid TV-transmissioner. Hvad der noget vanskeligere lod sig transmittere var at se forskel på de 2 holds spillere. Ret hurtigt blev det for det meste ret umuligt at se forskel på nogetsomhelst uanset om det ene hold som mægtige Leeds jo spillede i hvidt mod Derbys mere latterlige klubfarver. I mudderet blev alle katte alligevel brune men det betød altsammen ingenting, spændende var det og da ikke mindst om der pludselig op af et uset mudderhul dukkede en mand med den afgørende lange tå. Det må være det, der gjorde det hele så elementært spændende. Det kan ikke have været sublimt fodboldspil, som aldrig nogensinde havde den mindste chance. Ligegyldigt hvor meget den danske kommentator Niels-Christian Niels-Christiansen (har nogen nogensinde hørt et latterligere navn til denne allerede dybt latterlige mand?) fablede om sine kontra-faktuelle fysiske teorier om bolde, der “sjuttede og fik mere fart”, så blev alt hængende i mudderet. Altid og uden undtagelse. Det mudder, som var og blev attraktionen ved Baseball Ground. Det og så at der ikke var andre valgmuligheder dengang under DR’s monopol. Og nu hedder det hele så Pride Park og verden er helt af lave, ak ja. Selv Leeds Uniteds rødhårede skotske indpisker fra dengang Billy Bremner jo for efterhånden en del år siden død og scenen blev overtaget af udenlandske primadonnaer med brilliantine-hår og designer-overtræksbukser, fordi det er åh så koldt om vinteren. Det var det også dengang før i tiden, dengang var der blot mænd til og de kom allesammen til Baseball Ground. Det gør de så ikke længere andet end i minderne. Dem kan selv nye navne ikke lave om på.

Indledningen i dag tjener udelukkende til at sige, at vi i dag og adskillige dage frem kommer til at køre vores ellers rummelige Omega-stationcar til fuld “capacity” som publikum på datidens Baseball Ground altid var der til sidste plads. Vi har næsten begravet os fuldstændigt i ordrer, som altså i de kommende dage skal leveres. Det bliver ganske hårdt men selvfølgelig også ganske sjovt. Det var så hvad vi havde valt at bringe og det altsammen forårsaget af den skide ligegyldige “Pride Park” Iøvrigt tabte Derby selvfølgelig, fjolser! Og udlændinge har de osse med og masser af dem. Bløddyr, som aldrig ville have klaret at spille på den rigtige bane, den, som hed Baseball Grund, og hvor der altid var en “capacity crowd” Dengang pigerne aldrig havde BH på. Sikke minder!

Serverproblemer

Enkelte vil nok have bemærket, at vores side i de sidste par dage har set mere end almindeligt hjælpeløs ud. Det skyldes vistnok vedligeholdelses-arbejde hos vores komponent-leverandør, for vi har da ihvertfald ikke kunnet komme i kontakt med vores side selv.
Nå, men nu er det blevet lidt sent i dag, så vi må bede om forladelse indtil i morgen. I mellemtiden kan vi anbefale lidt forsinket funderen over, hvorfor ingen danske politisk korrekte intellektuelle overhovedet protesterede mod den rituelle stening af en 14 årig pige i Somalia. Hendes forbrydelse var ellers til at tage og føle på: Hun var nemlig blevet voldtaget af en gruppe mænd og derfor blev hun naturligvis stenet selv, hvor logisk er det lige?

De kuede danske intellektuelle kunne ellers have gjort det ganske straffrit uden frygt for islamiske repressalier, for der står så vidt vides overhovedet ingenting om stening i Koranen. Det var åbenbart ellers en ganske udbredt form for mellemøstlig familiehygge i mange kulturkredse dernede i oldtiden men altså ikke religions-specifik. Det har de nok ikke vidst og lidt ræd er man vel altid. 

Det allermest uhyggelige ved denne her historie med steningen af den 14-årige pige er så næsten ikke engang, at den altså finder sted i vores tid uden de ringeste protester fra hverken FN’s impotente meningstyranner eller Jørgen Poulsen og Anders Ladekarl og de andre professionelle tågehorn. Nej, det allerværste er, at man dernede i Somalia under denne stening har taget så klare hensyn til endelig ikke at krænke anstændigheden. For ikke at eventuelle mandlige stenkastere skulle kunne tage anstød af nøgne bryster fra den efterhånden knuste og hovedløse pige begravede man hende med respekt for den fraværende anstændighed i jorden helt til halsen.
Herfra er vi da åbne for, at der findes endnu mere vanvittige eksempler på sygelig hensynstagen derude til fordel for ubeskriveligt afstumpede og grusomme bødler overfor deres uskyldige ofre, vi kan bare ikke selv komme i tanker om det. Man får faktisk kvalme blot ved tanken om at det skulle være muligt..
Sjovt at sådan noget slet ikke er interessant for FN-konferencen i Durban. At det ikke er det er vel det største problem, for hvad er dog så?