Panegyrik

Nu er dagens overskrift nok ikke et aktivt ord i ret manges ordforråd, dertil er det både for gammeldags og højstemt til det måske lidt overspændt komiske. Det dækkede jo oprindeligt en så overdreven hyldest og ros til en person, ja vel nærmest en slags lovsang, at det allerede tidligt fik den bibetydning at blive synonymt med skamros. Det blev simpelthen for meget for selv de ellers feststemte romere, alt dette panegyriske pladder, og det forstår man bestemt godt. Det var hård kost dengang og det er bestemt ikke blevet bedre i dag.

Vi tager den her med i dag, fordi vi oplever en formodentligt ellers relativ fornuftig kunde hos en af vores kolleger gå fuldstændigt i selvsving og almindelig grassat, som da Hitler fejrede sejren over Frankrig med en lille dans, over, at vedkommende forhandler har fået leveret varen til ham direkte pr. bil. Helt eventyrligt! Der er åbenbart ifølge kunden tale om noget, som simpelthen indtil videre (forhåbentligt da) har været hans livs absolutte højdepunkt. Nu kunne noget jo tyde på, at han er født efter den tid, hvor udbringning var en selvfølge, for det var det altså helt tilbage dengang, hvor man også fik post 2 gange om dagen. Det er ikke ret længe siden ellers. Det er fantastisk i denne verden, at folk udviser en så himmelråbende mangel på proportionssans. Vi forhandlere er nemlig hverken særlige helte eller særligt åndssvage. Det vil sige, enkelte er måske, men det tager vi en anden gang.

Ret beset er det vel en ganske elementær logistikopgave, som vi opererer med, hvor en vare skal fragtes fra punkt A til punkt B, ca. 200 km. Det er denne heltemodige og fantastiske bedrift hele dette moderne panegyriske epos drejer sig om, næsten et tilstrækkeligt forlæg for en moderne udgave af “Odysseen” Varen kan fragtes i et køretøj, som er større end en kabinescooter, altså heller ikke ublu krav her og ganske sjældne er biler jo ikke i Danmark. Da de allerfleste tillige har et kørekort er alle forudsætninger opfyldt for starten på en eventyrlig rejse på altså godt halvanden time og et benzinforbrug på måske 20 liter. Det skal så lige med, at vi taler om et overordentligt kostbart apparat til måske 50.000,-, som udover at være for tungt til posten måske skal sendes med GLS eller fragtmanden, den ene del dyrt og begge måder besværlige for både afsender og modtager.

Rent faktisk kan det nemlig sagtens betale sig for forhandleren at bringe en vare, hvis den ellers er dyr nok og dækningsbidraget er højt nok, og det krav er da så rigeligt opfyldt her. At sammenligne det med almindelige konsumprodukter, som den oprindelige skribent gør, hvor der er absolut nul-service at hente, tyder jo heller ikke på stor omtanke hos den oprindelige trådstarter. Der er jo grænser for, hvor langt man kan køre med en DVD, som man tjener en 50-er på, men man kan altså køre ganske langt med et produkt, som man tjener 25.000,- på, også fordi skidtet skal forsikres ekstra hos fragtmanden. I vores egen verden kører vi omkring 35.000 km. om året og levering er varer er simpelthen langt hovedparten af dette. I den allernærmeste fremtid skal vi til Sjælland med en masse dyrt isenkram, altså flere hundrede km., og vi forventer naturligvis, at vores kunder opretter en højstemt tråd til vores pris a la “Fragtmanden kom IKKE igen, men det gjorde Poul M. helt personligt, og jeg fik endda en autograf!”

Selvfølgelig gør vi ikke det, ligeså lidt som vi forventer , at Klejtrup Musikefterskole, Tørring Gymnasium, Jim i Silkeborg og alle de snesevis af andre, som vi personligt har leveret varer til indenfor de seneste par dage gør det. Vi gør jo sådan set bare tingene på den måde, som giver os selv den nemmeste hverdag og kunderne den største tilfredshed, andet ville vel heller ikke være ret klogt. Det er ganske svært at sige, om man skal grine hysterisk eller græde stille over den mand, som har fået sit “kick of a lifetime” af at få en skidedyr forstærker bragt, meget kan han vel ikke have oplevet. Selv ville vi nok bare sige, at “it´s all in a day´s work” altså egentlig en selvfølge, for det er det, det er, hverken mere eller mindre.

Ellers forsætter farcen om den lokale radikale byrådspolitiker Ibrahim Gøkhan. Som nævnt i går påstod Gøkhan, at det var en medforfatter til læserbrevet, som altså var kopieret fra en anden tekst, som havde gjort det. Nu siger denne påståede medforfatter så, at han aldrig nogensinde har læst det omtalte indlæg, ja faktisk siger han også, noget bemærkelsesværdigt, at han slet ikke kommer med oplæg til Gøkhan. Gøkhans netværk hjælper nemlig tilsyneladende kun med at rette debatindlæg til sprogligt, som den angivelige kopist udtrykker det. Måske vi er ved at være ved sagens kerne efterhånden og det er måske derfor, de lokale Radikale har været tavse som friske østers. Gøkhan er ved efterhånden at arbejde sin uformåenhed helt ud i 3. potens. Ikke blot kan han ikke skrive nogetsomhelst meningsfuldt. Han kan heller ikke finde nogen, der kan. Derudover kan han ikke engang finde på en en undskyldning som holder bare det allermindste, når han tydeligvis indlysende uberettiget anklager sit netværk for at være ansvarlig for sine egne indlysende bøffer. Den her sag går fra at være jammerligt til det noget værre. Måske de politiske partier skulle bruge simple indskolingsprøver ved valg af kandidater. Disse findes jo allerede, selv om p.t. omkring 30% dumper ved prøven i børnehaveklassen. Desværre er prøven tydeligvis endnu ikke indført for politikere.

Gøkhan gokker igen

I dag har vi ladet dagens tekst om den lokale radikale byrådspolitiker Ibrahim Gøkhan stå nederst en dag ekstra som baggrund. Nu har han nemlig svaret i JP, og sikke dog et svar. Vi bliver desværre nødt til at citere en del i dag, og vi skal allerede nu forberede eventuelle læsere på, at offermentaliteten og opfattelsen af egen uskyld i denne ellers simple sag med fingrene i fedtefadet giver sig ganske kvalmende udtryk. Om manden er ligeså dum som han lyder er vel ikke bevist, men bestemt mere end sandsynliggjort.

Overskriften lyder: “Jeg har været naiv”, og det kunne måske indikere, at han var blevet klogere, for som han skriver: “Jeg har nu grundigt undersøgt sagen omkring, at jeg skulle have brugt andre personers tekst i mine indlæg” Nu drejer det sig heller ikke om en fuldtidsforfatter, mere om en ikke altfor velformuleret tandlæge (som fjumrer helt uhørt meget i byrådssalen), så man skulle jo også tro, at en undersøgelse af sagen omkring ens egne samlede værker skulle være til at overse. Man kunne vel reducere det til, at han nok ikke selv havde forfattet teksten, hvis denne var logisk eller sammenhængende. Vi kan håbe det er det, som han er nået frem til.

Denne uvildige undersøgelse altså af Gøkhan selv har nu afsløret, at teksten er kopieret af en person fra Gøkhans netværk, som hjælper ham med at skrive. Det står jo i en vis modstrid med Gøkhans udtalelser fra i søndags, hvor han afviste sagen totalt. Det er ganske vanskeligt at afvise noget, som man slet ingenting ved om, men det gjorde han naturligvis alligevel. Nu går han altså så langt som til at indrømme, at han ” betragter sagen som en teknisk fejltagelse, hvor jeg fremover vil være mere på vagt” Igen er det svært at se denne specielle tekniske vinkel på ren afskrivning og måske endnu sværere at se, at denne mand uden nogen viden eller formuleringsevne skulle kunne gennemskue, om noget er sakset ordret. Det er principielt særdeles vanskeligt at være på vagt overfor noget, som man intet aner om. Umuligt ville de fleste nok sige.

Det er naturligvis heller ikke nogen stor sag for Gøkhan, for “..der er ikke noget specielt i, at man lader sig inspirere af andre menneskers tanker” Nej, det er ganske sandt, men det er altså stadigvæk heldigvis ganske ekseptionelt, at man kopierer hele tekstsider uden blusel og gør dem til sine egne. Vi taler altså her om analyse på niveau for en hjælpeklasse for retarderede encellede organismer, idet han fortsætter: “Omkring de andre indlæg (læs:afskrifter fra andres tekster overfor de oprindelige kilder i massevis), som JP Århus fremhæver, har jeg ikke kunnet finde ud af, hvad der er sket” Det var nok denne vinkel, han skulle have valgt fra starten af, nemlig at plædere uskyldig på grund af problemer i den redaktionelle computer eller virus i sin egen. Igen, manden har ikke bare den allerringeste ide om, hvad det hele går ud på.

Ikke desto mindre mener han ganske paradoksalt og tilsyneladende ellers ret fornuftigt, at “Problemet kan nogle gange også være, at debatredaktionerne redigerer i ens indlæg, så vigtige detaljer går tabt” Det har bare ikke frygteligt meget med denne sag at gøre, og Gøkhan fatter helt åbenlyst ikke, at hvis avisen netop havde redigeret teksten, så ville genkendeligheden af forlægget måske have været mindre og Gøkhan ville være sluppet. Når noget er formuleret godt nok retter avisen jo nemlig ikke og det var de her tekststykker altså, helt tydeligt i modsætning til tidligere hjælpeløse forsøg fra Gøkhans egen hånd. Han ved åbenbart en del om røde streger. Det kunne være morsomt at studere hans tandlægeeksamens-papirer lidt.

Når man gennemlæser det her aldeles hjælpeløse indlæg kan man ikke undslippe den tanke, at hvis det her er det bedste, som dansk lokalt folkestyre kan byde på, så er udbredt politiker-lede da til at forstå. Hvordan i Himlens navn nogensinde en mand af denne tvivlsomme kaliber er blevet opstillet for Venstre er en gåde af de helt store, men begrebet opportunisme kommer vi jo nok ikke uden om. Det allerværste er, at han selv nu overhovedet ingenting fortstår, ja mindre end ingenting faktisk. Det er nemlig altid de andres skyld, og han har blot selv været naiv.Nej, Gøkhan, det er det ikke, og du er ikke spor naiv, blot helt umådeligt dum. 

Alfahanner

Nu er det faktisk ikke særligt tit, at lederartiker i vores jydske hovedavis Jyllands-Posten ligefrem bliver markedsledere i meningsløshed, (der regerer Tøger og hans håndgangne svende enerådigt og urørligt ovre på Rådhuspladsen i København), men i dag byder på et eksempel. Overskriften er “Alfahanner” og hele lederartiklen omhandler til al overflod alt muligt andet, nemlig den perfekt udseende og perfekt styrende leder med fuld indsigt, altså simpelthen det perfekte menneske. Markedet skulle efter sigende sukke efter disse perfekte mennesker.

Hvad det lige har med de fra dyrepsykologien så kendte dominerende alfahanner blandt menneskelige halv-og helaber at gøre, det er sandelig et godt spørgsmål. En alfahan er jo netop ikke karakteriseret ved nogensomhelst fysiologiske karakteristika eller hårfarve og er dermed heller ikke blandt den menneskelige population påvirkelig af påklædning og mode. En alfahan er simpelthen den dominerende han i en flok, og sådan er det, alt andet med alfahannen som trendsætter er simpelthen noget forvrøvlet snak. Hele alfahan-institutionen er jo netop bygget op på, at der ingen vice-alfahanner findes. Det er ikke muligt at gå i mesterlære hos en alfahan hos nogen dyreart, da det er i modstrid med hele institutionen. Hvis man som opkomling kommer for tæt på, så får man en på skallen. Det eneste man så kan lære er vist, at man jo må være på rette vej opefter. 

En alfahan er alfahan til evig tid, og denne evighed varer lige præcist indtil han bliver fjernet fra sin plads.Hele denne proces er i sit inderste væsen revotionær og kan aldrig blive evolutionær. Man kan sagtens i sine jobbeskrivelser forsøge at diskriminere overvægtige og ikke-moderigtige personer i håb om, at kontrol med egen krop nok er en væsentlig komponent i alfahan-adfærd, og på den måde kan man håbe på at få den rigtige leder. På den måde ville man da i det mindste kunne få kropskontrol-freaks som den gamle oprindelige anorektiske fotomodel Twiggy og forstyrrede tvangstankemestre som David Beckham op i chefstolene, men det ville altså næppe være alfahannerne, som kunne findes med denne test. Det er heller ikke hverken den største hund eller den med de pæneste pletter, som behøver at være førerhunden i flokken. Det ved hunde naturligvis, og det burde lederskribenten måske også.

Nu får undertegnede sommetider på hatten for at udstille det, som vi herfra ser som dumhed og dårskab hos vores venner på de forskellige hifi-fora, men da vi ikke kan skrive der, må vi jo så få afløb for vores indestængte morskab her. Der er nemlig altid massevis af muligheder for grineflip i timevis. Et af de morsommere eksempler ser vi hos en fyr, som tilsyneladende ganske relevant spørger efter, hvor i Danmark man kan købe TEAC Esoteric-produkter. Nu er det måske selv for mindre ånder en overkommelig opgave at google “TEAC” og “Esoteric”, selv om man endelig skal huske at gøre det samtidigt. Det er måske allerede der, at kæden er faldet af. Hurdlen for denne ungersvend kan så yderligere have været, at han ikke i sin lidenskab har husket at trykke på “Søg sider på dansk”, for ellers kommer de 2 danske forhandlere da ind øverst. Hvis det her skal være svært, er der vist ikke noget, som er let. Ingen alfahan i svøb her. 

Heldigvis kunne en af de mest aggressive og udfarende hanner i flokken, nemlig Carsten Christensen fra Viborg, ham med “Podium Sound”, så hjælpe i denne søgen. Han må jo være trænet i at støtte sin flok så tåbelig den end måtte være, selv om den vist indtil videre er noget lille (Hej, Novisad!). Hele denne søgen endte dog med at den stakkels fyr allernederst fra det intellektuelle hierarki efter støtten fra alfahan-institutionen konstaterede, at det da vist var alt for dyrt med det der Esoteric, nok mest fordi det ER dyrt. Nu ved vi jo ikke herfra, hvad fjolset havde forestillet sig ved at søge på dette mærke, som repræsenterer et seriøst bud på verdens bedste CD-mekanik, men der er vist mest tale om en overraskelse af samme kaliber som det ville være, at en søgning på “Rolls-Royce” (husk her “Sider på dansk”) kunne afsløre, at puha, hvor er de biler dog dyre. 

Her i huset har alfahun-institutionen desværre afskaffet den ellers i ungkarletiden herskende eneste alfahan, så vi kan ikke viderebringe nogen personlige erfaringer. Vi må dog håbe, at der hos den danske importør af den netop testede Montana-højttaler på Hifi Musik findes en rigtig barsk alfahan. Der skal tilsyneladende rigtigt meget til for at denne ifølge testen aldeles ligegyldige højttaler uden nogensomhelst stærke sider til 25.000,- stykket med fornuftige mellemklasseenheder til at blive en succes på det danske marked. Om så den danske agent har formået ansætte den barskeste bavian i flokken som sælger ved vi selvfølgelig ikke, men hvis der skal bananer på bordet er det altså det, der skal til. 

At “gøkhe” den af

Nu var det i min barndom altid morsomt, at den ene halvdel af komikerduoen Laurel and Hardy hed “Gokke”, for enhver rask dreng vidste dog fra den allertidligste pubertet, hvad det ord betød. At “gokke” kom vistnok aldrig til at betyde at forsøge at efterligne Oliver Hardys vraltende gang a la kejserpingvin men forblev derimod en dulgt hemmelighed på drengeværelserne.

Dengang i dønningerne efter det rene kristne liv, hvor Olfert Ricard som den sande stridsmand for Kristus var gået i spidsen med de obligatoriske kolde afvaskninger mod syndige tanker, var alle drenge nemlig blevet tudet ørene fulde om, at man blev dum af at “gokke” og det endda fra fremtrædende lægehold. Om det er derfor undertegnede aldrig fik en Nobel-pris vides ikke, men det kan ikke afvises. 

Disse nok universelle betragtninger om det simple drengeliv kommer i hu i denne tid, hvor den tidligere lokale venstrepolitiker men nu radikale Ibrahim Gøkhan er blevet afsløret i at afskrive hele tekstsider ganske verbatimt og præsentere synspunkterne som sine helt egne. Nu ved vi godt nok ikke trods indgående studier hvad “gokke” hedder på tyrkisk, men der er jo mange ø-er på tyrkisk så måske en bogstavelig oversættelse faktisk er mulig?

Under alle omstændigheder burde det være tid til at prøve at lancere udtrykket at “gøkhe den af”, altså rask væk planke andres meninger helt uden at ville indrømme det. Ibrahim Gøkhan har nemlig totalt afvist, at han ikke selv skulle være forfatter til alle sine tekster, selv om et totalt sammenfald af ord og småfejl over en A4-side mellem hans tekst og de forskellige oprindelige forlæg ikke ligefrem selv med den skarpsindigste statisktiske analyse på nogen måde kan betegnes som tilfældig. Tåben har simpelthen ordret skrevet side op og side ned af og vil alligevel ikke indrømme det. Det er bemærkelsesværdigt selv i politik. Andre steder ville det være kriminelt.

Når man som de lokale radikale svarer med “Ingen kommentarer!” på spørgsmål om denne nyskabelse “at gøkhe den af” ved enhver jo straks, at den er helt gal. Intet mod- eller medspin kan forplumre denne sag. Nu er Gøkhan rent faktisk uddannet tandlæge og altså principielt en halv-akademiker, men det har åbenbart ikke smittet af på hans politiske præstationer i byrådssalen, som har været præget af en betydelig sproglig og begrebsmæssig hjælpeløshed. Selv i et byråd, der som de fremmeste og bedste borgmesterkandidater blot kan mønstre Wammen og den nye allerede noget fusende komet Gert Bjerregaard fra Venstre, har han altså afgørende skilt sig ud som en af de allersløveste knive i skuffen. Måske er han faktisk endda en af de sløveste knive i den skuffe nedenunder, hvor de rigtigt sløve knive opbevares. Det er sløvt.

Indtil videre har ingen godt nok undret sig over, at denne lettere begrebsforvirrede mand har kunnet begå disse små mesterværker i stringent prosa, som han har fremført som sine egne, selv om enhver jo ved, at topkarakterer i skriftlig dansk normalt ikke ledsages af absolutte bundkarakterer i mundtlig. Det var altså heller ikke tilfældet her, ikke engang ganske lidt. Til gengæld ved vi intet om hans skriftlige evner, han har jo nemlig intet skrevet, men mon ikke de svarer fint til de mundtlige som hos alle andre?

Men igen, det allermest bemærkelsesværdige i denne sag er stadigvæk, at “gøkheren” Gøkhan overhovedet ikke vil indrømme, at han har planket alle sine indlæg fra ord til anden. Det er måske dumt at lade sig afsløre i den her slags uselvstændige skriftlige aktiviter, men det er altså en hel del dummere helt åndssvagt at fremture med, at man skam selv har fundet på hele denne her fristil, som godt nok er helt identisk med den, som ens storebror afleverede til den samme lærer sidste år. Det er ikke bare en ommer, alle andre steder ville det være borvisningsgrund.. Der er simpelthen noget, der ikke passer, og det her er vist noget af det. Andre ville måske endda bruge ordet løgn.
På den anden side er det jo også en vis storhed i, at man måske kan komme til at lægge navn til et begreb. Lord Sandwich vidste jo som bekendt ikke selv, at det var en sandwich han fik, og Lord Cardigan tog jo heller ikke fra starten sin cardigan på selv om det altså var det, som de begge to gjorde.

Nu er ingen forpligtet ud over deres evner, og måske Ibrahim Gøkhan ikke blot har “gøkhet den af”? Som sagt, dele af lægevidenskaben mente engang, at uskyldige aktiviteter på drengeværelserne var skadelige for hjernen. De kan have haft ret selv om de altså måske ikke stavede det helt rigtigt. Arme Gokke!

Minder og anden tidsspilde.

Sommetider dukker der ubehagelige spøgelser op fra ens fortid på de underligste steder. Det kan være uhyggeligt nok at møde gamle og forgræmmede ekskærester på åben gade (og det er det også, Jetxx, gid du må vælte på cyklen og slå dig slemt-man bærer vel ikke nag!), men sommetider bliver det endnu værre. Så bliver man nemlig konfronteret med en hel livsepoke, som vel i bedste fald kan betegnes som totalt spild af tid og i værste fald… Det eneste positive at sige er vel, at det efterhånden er længe siden. Så længe siden at det kunne være løgn, men det er det desværre ikke.

Det drejer sig om tiden på Slavisk Institut på Århus Universitet fra 1975-79. Dette kommer i hu netop i dag, fordi den tidligere institutbestyrer, nu forlængst emeriterede lektor Thomas Petersen skriver dagens kronik i JP om de glade politiske vækkelsesdage, som det var undertegnedes tvivlsomme fornøjelse at være delvis deltager i. Det var jo tiden, hvor både studerende og lærere byggede politisk-ideologiske luftkasteller ganske mange etager udover de sikkert ellers ligeså idiotiske fantasifostre, som studerende og andre intellektuelle til alle tider vel har konstrueret (men altså tidligere og senere trods alt nok knapt så høje). Det var vel ikke Thomas Petersens ansvar, at studietiden blev, som den blev, men han gik nu heller ikke akkurat forrest i kampen mod datidens massive kollektive fordummelse. Nu var institutlederen, Knud Rahbek Schmidt, nu også et fremtrædende medlem af DKP, så fordummelsen havde mange årsager.

Nu var det ikke fordi undertegnede ikke kunne følge med i studierne, det var nemlig uhyre nemt. Det var det især, fordi det meste af tiden gik med at diskutere så stupide og hjernedøde politiske paroler, at der ikke blev tid til at stille det ellers rimelige spørgsmål om, hvordan den daværende sovjetiske leder Leonid Breznjev kunne få 113% af stemmerne. Dette var en kendsgerning, som skulle tages særdeles alvorligt. Man kunne sågar blive professor som en mine medstuderende, den nu afdøde Ole Nørgaard blev på at beskrive denne fuldendte demokratiske praksis, som Sovjetunionen praktiserede. Lige i det her tilfælde kan man heldigvis ikke sige, at det var de bedste, der døde først, som det ellers alt for ofte sker. Sikke dog noget hjernedødt pladder, du blev livslang professor på. Sikke en tid og tænk at nogen dog tog det alvorligt. Adios, Ole, håber du har det varmt!

Resten af studiet gik mest med fra sidelinien at betragte de forskellige tidevandsbølger af politisk dårskab, som med passende andagt blev fremført af de forskellige fraktioner af studenterpolitikere helt fra Komm S (de doktrinære kommunister) og helt over til KAP (de Mao-tro) med alskens idioter ind imellem. Sikke dog et bredt spektrum! Det eneste som helt minder om det i dag er vist spektret af acceptable politiske meninger på det Frie Gymnasium. Monumental ufrihed forklædt som frihed. Undertegnede var i denne sammenhæng noget marginaliseret.

På et tidspunkt blev det nok på trods af de lokale attraktioner i form af instituttets piger med hårduske under armene og andre steder og undertegnede lavede lavede det afsluttede speciale på de 5 dage, hvor pigerne i bofælleskabet var bortrejst. Det var vel ret beset noget makværk, men bestemt ikke dårligere end det, som andre var flere år om at lave-det siger desværre heller ikke særligt meget! Slet ingenting faktisk. 

Til gengæld blev bifaget efter erkendelsen af, at universitetsstudierne dengang aldrig ville blive mere udfordrende end foredrag på Folkeuniversitetet alligevel, gennemført på 1 år, iøvrigt en rekord, som ikke kan slås. Lidt havde Thomas Petersen og ligegyldige institut altså alligevel gjort. jeg havde lært at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt. At det så havde taget 5 år at opnå denne ellers ret elementære erkendelse er en helt anden sag og jo faktisk ikke hans skyld. 

Kort tid efter blev eksamensbeviserne makuleret sammen med alle billederne af de gamle kærester, og et nyt og bedre og ikke mindst mere meningsfuldt liv begyndte. Det gik så lige indtil i dag, hvor fortiden kom tilbage i al sin gru som hos Arnold Schwarzenegger i “Total Recall”. Desværre var det ikke film, men den skinbarlige virkelighed men den går nok over igen. Kronikken er røget i vores makulator sammen med alle de andre minder fra en svunden og spildt tid.

Som Storm P.´s vagabond engang sagde: Nu har jeg kun minderne tilbage, og dem er der ikke meget ved!”
Om studieårene bare var spild af tid? Da man jo ikke i sobre fora som dette bruger bandeord må svaret vel i sin korthed være ja, helt og aldeles!

Spor

I dag vil vi fundere lidt over begrebet “spor” i det lokale miljø. Nu er spor jo mange ting, og når en pige, som går på byens hovedgade,Strøget i Århus, bliver overfaldet af 3 andre piger, som sidder på en bænk, efterforskes sagen ifølge det lokale politi som “alle andre voldssager”. Andet ville vel næppe være at forvente, selv om denne sag mulighed har en “twist” 
Selv om omtalte pige godt nok gik i tøj af et bestemt mærke, som i autonome kredse identificeres med højreradikale sympatier, var det vel næppe nogen fyldestgørende grund til at smadre 5 af ofrets tænder for de 3 sortklædte kæmpere for alles frihed og naturligvis især deres egen. 
Denne gang vandt de altså over al anstændighed (anderledes nægter vi at omtale afstumpet vold) og derudover er det påfaldende, at ingen mænd greb ind i dette brutale overfald på befærdet gade udelukkende blandt piger. Desuden er det også meget uhyre interessant, at medierne ikke undrer sig over, at piger rent faktisk kan smadre hinandens tænder, det er nemlig næppe muligt i såkaldt normalt håndgemæng. Alle vi andre, som ellers kun er trænet i den ædle klassiske disciplin kro-boksning mere eller mindre efter Queensberry-reglerne, ( det der med ikke at slå på dem, der ligger ned), ved jo, hvor forbandet godt tænder sidder fast. Det forbliver således en påstand fra undertegnede, at læsionerne i dette overfald ikke kan være sket ved knytnæveslag, kun ved spark. Sporene i denne sikkert uhyre energiske jagt efter de 3 misdædere peger altså mod de anvendte kampstøvler med stålindlæg omkring størrelse 37, hvor der bør kunne findes de relevante DNA-spor.
Århus Politi er nemlig for nyligt som måske bekendt tidligere nået frem til et gennembrud ved hjælp af særdeles kostbare DNA-analyser på en iøvrigt sagesløs chausse-sten (ofte fejlagtigt benævnt brosten-prøv at løfte, endsige kaste med sådan en!). DNA-analyser dengang ved gentagne rudeknusninger af den skyldige sten afslørede jo den højreorienterede voldsmand, som åbenbart på grund af forseelsens politiske karakter mod det iøvrigt tomme lokale for rudeknusningen fik 14 dages fængsel. Hvis han i stedet havde smadret samtlige 1500 ruder i et drivhus havde han nok næppe heller ved gentagelse fået samme drakoniske straf. Nå nej, den sag ville aldrig nogensinde være blevet efterforsket. Det kunne være sjovt at få og vide, hvor mange drivhuse der skulle til for at opfylde dette politi-væsentlighedskriterium.
Som det lokale politi dog siger om de fortsatte sporadiske rudeknusninger: “Vi ser meget, meget alvorligt på denne sag” Hvorfor man ikke i stedet kanaliserede lidt af denne nidkære indsats over mod voldelige politiske overfald midt på strøget, hvor spark med sømbeslåede støvler vel strengt taget udover at være potentielt livsfarlige vel heller ikke er politisk ganske uproblematiske, (der var vel i kæmperses selvopfattelse tale om voldelig politisk kamp), tjah, det forstår vi ikke helt. Vi skal selvfølgelig lige understrege, at vi bestemt ikke engang ganske lidt støtter nogensomhelst politisk ekstremisme, rudeknusninger eller vold eller noget som helst andet. Ligeså lidt som vi støtter politiets prioritering af de her sager. Der er altså nogen spor, som er vigtigere end andre. For de interesserede kommer der Detektiv Monk i TV i aften. Den er godt nok ikke ret god, men dog alligevel bedre end det andet her.
Elektroniske spor er sommetider som lys fra en fremmed galakse. På grund af lysets begrænsede hastighed kan den oprindelige galakse forlængst være forsvundet, når lyset endelig kommer frem til betragteren. Således er det med Dansk Audio Teknik. Som et spøgelse og som et minde om forlængst svundne og bedre tider lever deres hjemmeside endnu sit helt eget vitale liv på nettet. Det er så, hvad der er tilbage når alt andet er væk ligesom skyggen af fordampede fodgængere på fortovet i Hiroshima.
Andre og mere problematiske spor har en af de mere uduelige lokale politikere, Ibrahim Gøkhan, efterladt. Denne politiske vendekåbe er byrådsmedlem nu i den radikale gruppe, mens han fornyligt blev valgt for Venstre. Nu er dette ikke i sig selv bemærkelsesværdigt, men det er der til gengæld noget andet, der er. Samme Gøkhan er nemlig nu blevet knaldet i at citere hele A4-sider af Venstres principprogram verbatim i både læserbreve og kronikker og anden kvalm offentlig fremfærd. Meget tyder på, at selvstændige tanker fra denne mand skal søges med nogenlunde samme betydelige politi-indsats med sporhunde som det ville være at finde nogen tilsvarende hos admiralen i “H. M. S. Pinafore”, som jo som bekendt aldrig stod til søs. Om skibet gjorde husker vi ikke, men admiralen gjorde da ikke.
I sit nye reformerede liv har samme Gøkhan så lagt stilen helt om. I stedet er han nemlig blevet afsløret i tilsvarende helt verbatimt at sakse hele sider fra en radikal ungdomspolitikers skrifter som sine egne. Når man som Gøkhan tydeligvis ikke er den skarpeste kniv i skuffen er det da godt, at han så til gengæld har den skarpeste saks fra samme skuffe til at klippe andres synspunkter ud som sine egne. Vi taler vist bare her om en lidt ynkelig mand, som så gerne vil være noget, som han helt tydeligt aldrig kan blive. Heldigvis fældede de elektroniske sporhunde ham. Spor er noget mærkeligt noget.

Når tidevandet ikke vender

Nu kommer undertegnede fra Endelave, en ø midt i Kattegat på 13 km2 og godt en kilometers bredde. Som det sikkert osse var tilfældet for børnene i stenalderens Ertebølle-kultur foregik en stor del af barndommens lege ved havet. En yndlingsbeskæftigelse dengang var altid at forsøge at lave stenforstærkede sanddæmninger mod det indstrømmende og ubønhørlige tidevand. Selv med den mest udviklede barnlige ingeniørkunst lykkedes det nu aldrig at standse tidevandet og heller ikke bønnerne, sikkert næret af datidens søndagsskole-besøg hos Indre Mission, om inspiration fra Moses om at stoppe tidevandet som han skilte Det Røde Hav, hjalp rigtigt nogensinde. Nu man tænker over det, hjalp de vel i virkeligheden overhovedet ikke. Tidevandet vendte aldrig før det selv ville.
Denne dyrekøbte lektion fra barndommen, baseret på ganske utallige forsøg på at afvende det uafvendelige, har for undertegnede vel nok været en sund basis for resten af livet. Ihvertfald har det vaccineret effektivt mod at tro på luftkasteller og anden ønsketænkning. Det kan selvfølgelig også være, at al barndommens stirren ud over det tomme hav kan have ført til en livslang moderat depression, som man vist tit støder på hos finnerne i polar-mørket. Selv vil jeg helst opfatte det som omtanke.
Dette kommer i hu i disse dage, hvor tidevandet og tidernes øvrige ugunst har opslugt mit gamle firma Dansk Audio Teknik ikke meget mindre endegyldigt, end barndommens sandslotte blev kvast under bølgerne. I disse dage pilles skiltene ned fra butikken, og det er uendeligt trist. Det eneste positive er faktisk, at de skilte, der pilles ned, er ganske overordentligt grimme og faktisk et resultat af et tidligere ledelses-forsøg på at “oplive” denne ellers ganske traditionelle håndværksvirksvirksomhed.
Desværre hjalp det hele ligeså meget som at blande blåmuslingeskaller i sin sandvold mod Kattegat. I stedet skulle man i bagklogskabens klarsyn naturligvis have bygget ovenpå de styrker, som firmaet dengang uomtvisteligt var i besiddelse af. Resten er nyere historie og mere end sørgelig, og nu er der altså blot en glat marmorfacade tilbage, som ligeså lidt som højvandets glatte overflade afslører, at her lå engang forsvaret mod tidevandet. Som Leonidas og spartanerne ved Thermopylæe er der kun historien tilbage.
Af ovenstående kunne man måske få det indtryk, at vi her i Pouls Audiobutik er pessimister, men vi vil nu vælge at kalde det realister. Vi tror nemlig stadigvæk på, at vi kan ændre tingene selv om oddsene er hårde. Se cyklerne på gaden for eksempel. De altid populære Winther-cykler til børn, alle Politiken-læsernes yndlingsmærke, er jo blot de allertarveligste og dårligst forarbejdede kinesiske rustbunker med kilebolte, som vist ellers gik fortjent af mode for 40 år siden. De mere voksne vælger så i stedet et tilsyneladende svensk kvalitetsprodukt med en distinkt intellektuel signalværdi, nemlig cyklen fra Kronan.
Selv for en overfladisk betragter uden eksamen i cykelmekanik er disse næsten fra starten gennemrustne vrag af det argeste affaldsjern kun holdt sammen af tyk maling som paneringen på en fiskefilet simpelthen et monument over folks kritiske sans eller især mangel på samme. Tænk at være en anstændig cykelhandler og se sine kunder vælge sådan noget bras. Sådan noget lort kan man garanteret ikke sælge i Nørre Snede eller Sdr. Omme, men altså ganske let her i oplyste Århus.
Det kræver altså al den akkumulerede erfaring fra barndommens sandslotte at forsøge at standse dette ubønhørlige fald i folks kritiske standarder og viden om nogetsomhelst. Her tror vi, at vi har en chance af nogenlunde samme størrelse, som England havde i eftersommeren mod Nazityskland. De havde som bekendt ingensomhelst chance, men tog den altså alligevel og vandt. Lige der vendte tidevandet nemlig, tilfældigt og vældigt heldigt.
Det er nok for os, men nu sælger vi heldigvis heller ikke cykler…Der vandt vandet vist!
Vi har iøvrigt i dagens anledning ladet nekrologen over Dansk Audio Teknik stå helt nederst i dag.

Blåvand melder huk!

Så er vores lille firma atter kommet i Stormens Øje på hifi4all og sikke det dog går ud over den ungarske puszta. Anledningen var ellers en helt anden, nemlig faktisk en tilfreds kunde, som ville berette om vores forholdsvis anstændige form for professionalisme. Off topic har vi i øvrigt på vores debatside postet et svar til Kenneth vedr. ikke-salget under “Store spørgsmål..”
Vi har trods alt været i branchen i godt et par årtier og har haft hundredevis af de samme kunder i hele perioden. Vi er altså ikke certificeret åndssvage eller blot håbløse sælgere. Tidens dom kan hverken diskuteres eller appelleres, højst anfægtes en smule.
Hurtigt fortabte den stadig igangværende tråd sig dog i ganske underholdende betragtninger over denne skribents særdeles beskedne evner som sælger (den sved!) og reklamemand (det gjorde til gengæld slet ikke ondt!) suppleret med lidt teorier om Poul, som vistnok ville være Gud. Denne sidste drøm har vi ellers forsøgt at “cloake” ligesom et rumskib fra Klingon fra “Star Trek”, men ligesom der har de små ændringer i Kosmos´ struktur åbenbart afsløret os for de skarpsindige. Mange ønsker åbenbart at jeg som Ikaros ville prøve at flyve derop til mit forbillede, men jeg lider faktisk af moderat højeskræk, så det sker nu næppe..
Vi fik også fra vores gamle ven Erla et kursus i kildekritik, som ellers for undertegnede med en universitetsgrad i netop historie jo ellers aldrig bliver en helt triviel ting, så det er naturligvis modtaget med tak. Vi fik også historien om de ulyksalige modificerede Tannoy-delefiltre, som gav skarpe kommentarer herfra mest fordi der lige præcist i dette tilfælde kun er én måde at gøre det på, nemlig 1000 hz 6/12 dB asymmetrisk for de teknisk kyndige for at opnå den eneste korrekte fase. Hvordan han realiserede denne asymmetri i sine eksperimenter kræver måske lidt mere kildekritik eller måske nærmere selvkritik men det var da godt han nåede tilbage til de oprindelige 1000 hz. Hvorfor han så startede overhovedet forbliver en gåde udenfor enhver kritik, lad det være kilde- eller selv-ditto.
Vi fik også en på snotten fra vores gamle venner fra Århus Hifiklub, som bestemt ikke helt uden ret kan føle sig lettere forulempede. Det er nu ikke fordi vi på nogen måde er blot det mindste overbeviste om, at Århus har fået den hifiklub, som den fortjener, men der er vi nok uenige med formanden, og andet ville vel også være forunderligt. Der er ingen erstatning for massevis af aktivitet (aktivitet opgøres ikke i timer, men i oplevelser), og en biltur til Viborg 60 km. og en god halv time væk som eneste projekt i 1-2 kvartal er ikke altfor imponerende for denne skribent. Det er nok anderledes for andre. Hvis det havde været vores mål at handle med disse købelystne aktivister har vi da vist fejlet på miserabel vis. Det var det heldigvis ikke kan vi da nu afsløre.
Ellers er det en stadig kilde til forundring, at så mange af de mennesker, som vi aldrig har mødt eller forhåbentligt nogensinde kommer til at se, kun kan anskue vores skriverier som reklame. Det kan selvfølgelig være, at vi ved et tilfælde er kommet til at opfinde den helt unikke mod-reklame, men indtil videre har det da ikke rigtigt givet noget mersalg og det satser vi faktisk heller ikke på. De daglige ord og betragtninger kan vi jo se læses af helt fantastisk mange mennesker og det er dejligt, mest fordi fordi vi oftest lægger en halv times arbejde i det. Der er blot andre bevæggrunde. Og nej, vi er IKKE en hifibutik. Mht vores gamle ven Mugabe er der jo blot at sige, at når de danske elektroniske medier som en åbenbar selvfølge lægger plads til denne geriatriske psykopats sindssyge udgydelser uden nogensomhelst kommentarer iøvrigt føler vi det som vores simple pligt som borgere at kommentere det. Alt andet ville være uanstændigt og er det. Hvis man har evnerne har man nemlig også pligten og særligt, når TV-journalisterne helt åbenlyst ikke har evnerne. Eller blot ikke gider.
Det er nu ikke fordi vi forventer, at sundt tænkende og kritiske mennesker på nogen måde skal være enige med os i hovedparten eller blot dele af vores synspunkter. Hvis vores betragtninger blot kan medvirke til at klargøre folks egne meninger har vi nået vores mål. Hvis alle var enige i alt hvad vi sagde var der vel ikke nogen grund til at læse det. Det er folk så til alt held ikke.
Nej, Poul er ikke Gud, selv om tanken om at lave en T-shirt med dette tryk oprindeligt indgik i overvejelserne. I stedet er vi blevet mere beskedne og er i stedet gået over til et noget mere moderat slogan, som vi dog nok ikke forventer vil blive modtaget ret meget anderledes. Det lyder nemlig: “Poul er også Gud!” Det bliver nok et hit på samme måde som hvis vi fik lavet nogen med det af Erla foreslåede slogan “Poul er Göbels” og ja, Goebbels var en særdeles gemytlig mand, Erla! Desværre også noget helt andet.
Nej, de her betragtninger over livet er mest for at give undertegnede et intellektuelt frikvarter og lidt muligheder for som James Joyce at lade sindet vandre i en “stream of consciousness”. Man skal vist være i risikogruppen for akut børnefjernelse for at opfatte det som reklame.

Når en epoke slutter

Sommetider slutter historiske epoker uden at nogen mennesker tilsyneladende bemærker det. Sådan en begivenhed fandt sted i går, da Dansk Audio Teknik i Århus lukkede og slukkede og det er bestemt ikke uden et vist vemod for denne skribent. Nu lever navnet fra det engang så succesfulde firma blot videre som en aldeles ligegyldig blindtarm på K.T. Radio i København som et kun alt for branchetypisk firma uden nogen service (prøv at ringe eller maile til dem!) eller kompetence, men det må enhver naturligvis vurdere. 
Nu kan man altid bagefter fundere over, om Dansk Audio Teknik havde eksisteret i dag, hvis undertegnede og de dengang nye ejeres veje ikke dengang for nogle år siden skiltes, men vi skal bestemt heller ikke underkende, at markedet i de senere år er blevet noget mere kompetencekrævende. De dyder, som var nok til succes engang for ganske få siden, forekommer i dag næsten paradisiske som minder om noget fra en anden planet i en anden galakse. Det dengang nye koncept for Dansk Audio Teknik, som fik vores veje til at skilles, ville sikkert ganske få år tidligere have haft glimrende muligheder og måske især i en anden by, men som tiden og tingene udviklede sig var projektet vist allerede fra starten som en isflage på vej ned langs Grønlands kyst mod Golfstrømmens varme. Der er i dette tilfælde tale om det, som den gamle tegner Bo Bojesen sagde om en Anker Jørgensen regering i en tegning om Anker som kaptajn på en lille jolle under en isvinter: Et fartøj med ganske ringe maskinkraft. Simpelthen den allerringeste.
Herfra tror vi desværre ikke, at denne lukning vil give os flere kunder, men det er nu nok mest fordi vi har fået de allerfleste i forvejen. Andet ville vel heller ikke være at forvente efter 14 år med undertegnede som spydspids nærmest døren i det gamle firma. Dansk Audio Tekniks fornyelse lykkedes altså ikke og havde vel heller aldrig i det nye konkurrenceklima nogen reel chance, og jeg er glad for ikke selv at have været med på denne sidste rejse. Det er nu en lidt trist dag alligevel.
Heldigvis kan vores venner på JP altid medvirke til lidt forhåbentlig ufrivillig komik. I erhvervsafdelingen sidder der en journalist, som hedder Kay Rasmussen. I lighed med alle små lokalaviser til hver en tid, som altid har haft en identisk funktion, er det Rasmussens opgave at berette positive ting fra det lokale erhvervsliv og så er det forresten fuldstændigt ligemeget, hvor meget det går ad helvede til. Det er altid underholdende at læse Kay Rasmussens 117. artikel om den nye “spændende” og helt ligegyldige og givetvis fra starten allerede forlængst dødsdømte konceptbutik (overvej det lige-det må godt nok være tidligt!) med genbrugs-designertøj eller danske møbelklassikere etc. Altså kort sagt meget fantasirige koncepter, næsten helt københavnske.
Der er aldrig noget kritisk ord fra denne venlige mand eller nogen fornuft for den sags skyld. I dag beretter han så glædestrålende om, at den nye hovedforlystelse i Tivoli Friheden, åbenbart virker fint. Overskriften lyder: “Tivolis Cobra fungerer” og så er der et billede af en fuldstændigt rusten rutchebane. Miraklet er altså ikke sket, billedet er nemlig fra en prøveopstilling hos producenten i Italien. Da det er et still-billede ved vi faktisk ikke positivt, om den også kan køre. Belært af IC 4-tog ikke-leverandøren Ansoldo-Breda ved vi jo, at computergrafikken kører bedre end de ikke-eksisterende tog, men måske passer det faktisk.
Rasmussen fortsætter med at fastslå, at banen nu vil blive skilt ad igen i de kommende dage for at blive sendt til ( uhyre tiltrængt) sandblæsning og lakering i festlige farver, som beskrives grafisk. Han er jo den fødte optimist, og flotte farver spreder altid glæde. Derefter vil den blive pakket på 32 vognlæs fordi man ikke vil risikere at sende med jernbane ifald en af vognene skulle blive rangeret forkert. Hvad forskellen så lige er på at en af lastbilerne måske forulykker spørges der naturligvis ikke om(han er jo flink og ukritisk grænsende til det komiske, nej langt udover) men ret mange overflødige dele sender man vel ikke med til dette forvoksede Meccano-byggesæt.
Det allermest komiske i dette journalistiske makværk er så, at han stadigvæk her den 22. april videregiver som et faktum, at rutchebanen forventes at være klar midt i maj. Han har nok fået lidt mere end en frikort til Friheden må man da håbe. Hvis han ikke har, er det da først rigtigt slemt.
Forresten forsøgte vi selv at få ham til at omtale den store begivenhed, da dette firma åbnede, men dengang havde han ikke tid, men nu har vi heller ikke frikort. Om det ville have hjulpet Dansk Audio Teknik at have ham inde over ved vi jo af gode grunde ikke. Ligeså meget som det kommer til at hjælpe Friheden ville nok være det bedste gæt. Vi må jo huske på, at landets allerstørste rutchebane allerede står i det nærliggende Djurs Sommerland.
Sommetider er konkurrencen bare så hård, at man aldrig har haft nogen chance. Det hjælper jo ikke at tænke på det latinske fyndord “Carpe diem” (grib dagen for de få ukyndige) hvis der ikke har været nogen dag at gribe efter eller, endnu værre, hvis man fra starten har været født med thalidomid-arme. 
Det eneste positive ved det er vist, at så kan det heller ikke være nogen skam at give op. Adios!

En hædersmand og en haleneger

Vi bliver jo sommetider anklaget for at være for negative, og det vil vi i dag råde bod på, ihvertfald delvist. Vi vil nemlig starte med en af menneskehedens allerstørste svøber, nemlig Robert Mugabe i Zimbabwe, historiens største massemorder. Her i landet med den tidligere omtalte Tvind-aktivitet “Total Control og the Epidemic” og deres næststørste ejendomskompleks er resultatet af valget for et par uger siden nemlig som bekendt endnu ikke offentliggjort. 
De, der måtte have set denne forfølgelsesvanvittige senile psykopat på TV i weekenden forsøge at skabe ydre fjender (i det her tilfælde Storbritannien), som skulle konspirere med Mugabes egne politiske modstandere er da nok ikke ligefrem blevet overvevist om, at Zimbabwe er det nye oplagte investeringsmål i Afrika. Enkelte har vel set de fornyligt offentliggjorte billeder af den i sit sidste leveår aldeles vanvittige Lenin, men her har vi altså en sort udgave af samme. Nu er det vel ikke helt politisk korrekt at citere kaptajn Haddock fra Tintin længere, men sikke dog en haleneger!
Heldigvis for ham er han han ikke alene, slet ikke endda. Det er nemlig uhyre vanskeligt at fornemme nogetsomhelst pres fra nabostaterne, her især Sydafrika, om at offentliggøre valgresultaterne. I mellemtiden kan han fortsætte med at torturere og tæve politiske modstandere og trykke nye stemmesedler og lægge i de uoptalte stemmeurner, som hans apparat har helt kontrol over, og det gør han naturligvis. Han ved godt, at den bedste måde at skabe frygt på er at sende de ydmygede og kvæstede ofre tilbage i det totalt ødelagte samfund til skræk og advarsel for ligesindede, og det gør han så. Det slipper han af sted med, fordi alle de andre afrikanske nabostater gør fuldstændigt ligesådan, de fleste ganske vist p.t. på et lidt lavere brutaliserings-niveau. Hvis Mugabes og Mbekis mål er for al forudsigelig fremtid er at fjerne al investering i de uhyre store dele af Afrika, som ikke er af større betydning som råvareproducent (og dermed af mulig interesse for Kina), ja så er det vel en ubetinget succes. At Mugabe måtte udrydde halvdelen af sin egen befolkning i processen har ikke medført nogen rynkede øjenbryn men nu er han jo heller ikke amrikaner. Han er vist alligevel ikke den eneste haleneger dernede eller andre steder for den sags skyld.
En noget større hædersmand er vor egen Steen Thorhauge, den danske konstruktør af fine rørforstærkere. Mens andre danske forhandlere høster helt uvisnelig hæder for at bytte højttalerenheder til en 20-er hos fjolser, får samme Thorhauge kun kritik, når kunder ved en lige dele tåbelig og vedholdende indsats formår at brænde både rør og udgangstransformatorer af. For de ikke-teknisk interesserede sker sådan noget kun, hvis man selv (kunden) er tilstrækkelig åndssvag og fremturer med at belaste forstærkeren helt sindssygt forkert i længere tid. 
Det er så sket for en ef de epigrammatisk kortfattede mestre i hifi-kommentarernes allermest ligegyldige kunst, nemlig Novisad. Han er nok eks-eksil-jugoslav eller hvad-hm., han har ellers et ganske dansk navn. Efter gentagne gange helt åbenlyst at have brændt sine forstærkere fra Thorhauge af ved vedholdende forkert brug (hvor Thorhauge uden at kny reparerede, det ville vi næppe selv have gjort) lykkedes det dog til sidst for Novisad at ryge Thorhauge ud som en ræv fra en rævegrav. Han ævlede nemlig løs om, hvor besværligt det var at have rørforstærkere, som hele tiden gik i smadder nu han havde set lyset fra vores venner ovre i Viborg, Podium Sound. Sikke dog et fjols at fremture med tåbelighederne. Thorhauge kom altså endelig frem og forelagde det, som vist bare er sandheden omkring de afbrændte rørforstærkere. Han han givetvis gjort sit allerbedste, men det har bare overhovedet ikke været nok. Ingen kunne have gjort det bedre og færre (altså ABSOLUT ingen!) kunne have gjort det godt nok til, at kunden åbenbart havde forstået nogetsomhelst. Det har så stadigvæk ikke.
Overfor sådanne monumentale fjolser som Novisad, som endda er utaknemmelig over fremragende service fra producenten og så blotfremturer i sin stupiditet, tja, der er der vist heller ingen redning. Vi under Thorhauge nogen bedre kunder fremover, det bliver nok heller ikke svært. Til gengæld under vi Podium Sound alle de kunder af denne kaliber, som de kan få.
Ellers fortsætter den spændende debat om digital konvertering fra AES/EBU til SP/DIF. Der er jo tale om to ret forskellige digitale standarder, som dog er vældigt lette at konvertere. Det vil sige, det er de kun, hvis man er opmærksom på hele 3 ting, som man vist sagde med Kinder-æggene. Der er nemlig problemer både med impedansen, balanceringen og signalniveauet. Impedans og balancering/debalancering er ikke noget problem, og kan naturligvis realiseres passivt med et simpelt modstandsnetværk.
Det kan forskellen i signalstyrke også, men desværre altså kun den ene vej. Forskellen i impedans er nemlig ubetydelig, og derfor kan det desværre ikke lade sig gøre at anvende ellers fine diagrammer til at øge signal-niveauet med et modstandsnetværk. Der SKAL altså en rigtig transformator til og der er forresten ingen vej uden om. At den så også løser balancerings-og impedanstilpasningen perfekt er da kun heldigt.
Hvorfor i alverden forsøge at undgå den uundgåelige og korrekte løsning på et problem, når den nu er den eneste mulige? Fordi vi er i hifi-branchen naturligvis. Eller i Afrika. Under alle omstændigheder er forsyningen af halenegre og åndspygmæer tilsyneladende nærmest ubegrænset.