Oh, at være de store fisk i verdens mindste akvarium

Nu er det vel ikke ligefrem Nobelpris-værdig banebrydende forskning at afsløre, at blandt verdens mere succesfulde virksomheder ikke er alle, der er primær-producenter. Ihvertfald ikke af ret meget andet end “tom marketing-luft”, ikke voldsomt imponerende eller nærende for denne skribent, som fik rigelig vesten-vind på den flade føde-ø Endelave. Fy-føj-fa´en! Ikke meget mere revolutionerende er det vel at afsløre, at blandt de MINDRE men stadigvæk kendte vare-mærker er ENDNU færre, der laver NOGETSOMHELST selv. Andet end succesfuld marketing siden så (relativt) mange kender dem. Ikke engang denne lille super-effektive og strømlinede virksomhed er helt nogen undtagelse, vi laver heller ikke alverden. Selv eller overhovedet, vælg selv!

Denne enkle (men ganske sjældne) sammenhæng mellem kommerciel succes og (manglende) størrelse er til gengæld altid baseret på ABSOLUT MINIMAL egen produktionsindsats. Det siger vel ligesom sig selv, at den vigtigste medarbejder i ethvert firma er en effektiv SALGS-medarbejder. Man kan spare på alting, men hvis man sparer for meget på salg og marketing, ryger firmaet firmaet ad Helvede til. Det er nok derfor alle overlevende firmaer principielt ikke gør det, og de, der troede, at kvalitet solgte sig selv, er ikke længere hos os, så det gjorde det nok ikke.

Produktionen kan til gengæld sagtens spares HELT VÆK, og det bliver den så hyppigere og hyppigere. Der bliver selv i mindre virksomheder flere og flere marketing-ansatte “story-tellere”, som beretter om en glorværdig og ærefuld produktions-fortid uden nødvendigvis at nævne, at det er en forlængst afsluttet historie. Det kan skyldes, at firmaet i mellemtiden er skrumpet så meget, at man reelt ikke længere kan fremstille noget, og det er jo en ærlig sag. Når der iøvrigt ingen alternativer er, er den nødvendige kurs naturligvis den rigtige.

Det kan naturligvis også skyldes, at man aldrig har haft andre planer end at “berige” verden med sit eget marketing-vindfrikadellesnak for ja, altså mest for at berige SIG SELV. Det er naturligvis også ganske OK, det er blot knapt så ros-værdigt at tro på alt sludderet. Som kunde altså.

Vi har mange gange i disse spalter været inde på betydningen af de såkaldte “hifi-kabler”, som er absolut af kæmpestor betydning, ja ganske vital. Desværre er det altså udelukkende for SÆLGERNE af kablerne, men dem er der til gengæld osse 2 af. Nemlig de oprindelige primære producenter (uhyrligt få) og alle design-bureauerne (uanstændigt mange). Som med produktion af salt og sukker og cement er primær kabelproduktion helt vildt kapitalintensiv og kræver en investering i milliardklassen inden det første phono-kabel er klart. Nok derfor ingen gider lave det selv og en yderligere komplicerende faktor er så, at når man så er i gang med en løbende kabel-produktion, så får man ikke en skid for sine produkter. Et sted skal “ikke-producenterne” af hifi-kabler jo spare, og på marketing kan det ikke være.

Alt det foregående er naturligvis almindelige selvfølgeligheder for ethvert nogenlunde fornuftigt tænkende menneske, men det betyder naturligvis ikke, at alle køberne/hifi-tosserne, ser det således. Eller blot forstår en skid af nogetsomhelst. Klinisk konstaterbar hifintusiasme er som al kærlighed en lettere psykotisk tilstand, hvor alle proportioner forsvinder. Heldigvis (eller U-heldigvis), går den sidste normalt over, mens den første ulykkelige tilstand hos enkelte (mænd, nærligligt nok, genus-endemisk på samme måde som prostata-problemer) kan vare forfærdeligt fornuftsstridigt længe.

I den ægte kærligheds første fase kan den attråedes mindste faretruende skift i sindsstemning sagtens til enhver tid overskygge ny-udbrudte atomare verdenskrige, så meget bliver alle proportioner forrykket og forvrænget. Ikke meget bedre er det indenfor den “sande” hifi-entusiasme, (her set i modsætning til den “ægte hifi-entusiasme”, vi mindes de tyske kultfænomener “Der echte Heino” og “Der wahre Heino”, noget af det morsomste denne skribent nogensinde har oplevet. Og det eneste tyske vellykkede forsøg på humor. Det er forrygende skægt og det tager vi mpske op en anden gang, hvis forkalkningen ikke æder det..

Når man længe nok har siddet og gloet betaget på diverse spin-doktorers og andre marketingmedarbejderes flittige skriverier om hifi-kabel(ikke)producenternes forrygende produkter, som får salig “Dr Wolle” til at rulle rundt i sin kvaksalvergrav af skam over sin manglende skamløshed, så sker der noget med éns virkelighedsopfattelse. Som at ligge på stranden en sommerdag helt tæt på de bittesmå sandskorn, som på forunderlig vis nu forekommer kæmpestore. Som også den gigantiske tangloppe, der sidder i blæretangs-opskyllet, fy for den lede. Hvorfor mon dette frygtindgydende monster selv ser så bange ud med sine plirrende antenner derinde i halv-skyggen?

De kendte ting forekommer i dette nye perspektiv kæmpestore og på den måde bliver hifi-entusiasternes forvrængede virkelighedsopfattelse skabt. Og så tilbage til de små kabel-firmaer igen. En vis “Wymax” skriver noget intellektuelt udfordrende på hifi4all: “Og så kan “små firmaer” vist også diskuteres… Tara Labs og Audioquest (2 af de mest kendte kabel(ikke)-producenter red.) er ganske vist ikke store globale koncerner, men helt små er de vist heller ikke.”

JO, DET ER DE, helt vildt bittesmå, disse verdenskendte firmaer er faktisk rene “tanglopper” i den virkelige virkelighed. Som en helt usædvanligt sober mand skriver efterfølgende på samme forum:
“Begge er listet med 0-25 ansatte:
http://www.jigsaw.com/id199867/tara_labs__company.xhtml
http://www.jigsaw.com/id191507/audioquest_company.xhtml
Hvor mange af disse er mon ingeniører som forsker og produktudvikler?”
Når man ser ting tilstrækkeligt ensidigt er al rimelighed i proportioner naturligvis væk. Det indlysende svar er naturligvis, at ABSOLUT INGEN i disse kendte og succesfulde firmaer er andet end marketing-medarbejdere og blisterpak-operatører.

Sådan er det, fordi det ikke kan være anderledes, storytellingen har her fuldstændigt erstattet produktet, som der overhovedet ikke er noget af. Længere. Sådan har det nemlig ikke altid været. Engang for godt 30 år siden fremstillede pionererne indenfor hifi-kabler, firmaet Monster Cable nemlig noget selv. Hvor meget vides ikke og det er osse ligemeget. Hvorfra ved vi det så? Det gør vi, fordi vi netop på en højttaler til reparation har antruffet noget gammelt Monster-kabel fra filter til terminal. Dette kabel er FULDSTÆNDIGT GRØNT og gennem-korroderet og INTET selv stærkt flus-holdigt bly-loddetin bider overhovedet på det. Samtidigt er de aktive halogener i den forstørrende gennemsigtige plastickappe (for at kablet kunne se tykt ud med minimal råvareforbrug!) fuldstændigt gået i opløsning som tyske flødekarameller på bagsædet af bilen i sommerheden. INGEN anstændig professionel producent ville have lavet sådant noget lort, så den nødvendige konklusion er nok, at Nöel Lee og Monster Cable lavede det selv.
Nu er verden så blevet bedre i den forstand, at disse fadæser undgås. Det er vist også det eneste rigtige fremskridt indenfor hifi-kabler. Fordi de alligevel fremstilles af de samme fåtallige/færretallige producenter og det ligegyldigt hvor gigantisk man så forestiller sig at tangloppen er, “Wymax”! Det er stadigvæk en skide tangloppe.

Arbejde, æv!

Som en nødvendig og uundgåelig konsekvens af gårsdagens dårskab med at rulle til København efter endnu et unikt antikt hifi-produkt til samlingen i huset er vi noget underdrejede af arbejde i dag. Foran os ligger bunker af kabeltromler og andre spændende råmaterialer, som skal bruges i morgen på en højskole ved Vejle. Vi taler om en veritabel bil-fuld, så det kommer til at tage nogle timer. Nå, det går vel altsammen endda.
Det værste er næsten, at al denne i denne sen-ferietid noget upassende lettere frenetiske arbejds-aktivitet kommer til at ske foran netop de nyerhvervede fine møbelsnedker-fremstillede boxe, som vi hentede hjem i går. Disse står blot som mæleløse iagttagere nu her godt 40 år efter de blev født og ser som den sidste lille gruppe mohikanere på en ny og anderledes tid. Hvor al viden og videnskab forlængst er forduftet til fordel for snak om kabler og anden pladder. I ugens række af brmærkelsesværdige citater fra hifi4all skal vi lige i dag snappe en absolut “killer” med tak til “Pierre:: “Ja glem guruerne og dem som udtaler sig om noget de ikke har prøvet. Sidst nævnte er faktisk de værste syntes jeg”

Vi lader lige så stille denne måske på overfladen muligvis fornuftige bemærkning klinge ud i det tanke-tomme rum, hvor den rettelig hører hjemme. For det giver naturligvis ingen mening overhovedet at hævde, at alle meninger og synspunkter og hjemmegjorte forklaringer på alting er ligeværdige eller lige gode. Eller blot forklaringer på nogen ting overhovedet udover mulige klinisk-psykologisk let konstaterbare symptomer. Tro kan aldrig erstatte viden og så er det forresten ligegyldigt hvor fast man tror på det. Det kommer måske, men det er en anden og langt værre sag.

Nej, “Pierre”, de værste er dem, der udtaler sig positivt om noget, som enhver idiot burde kunne udelukke på forhånd. For eksempel, at en hundelort-sandwich helt givet uden test smager ad Helvede til. Jamen hvad så med én med kattelort. Eller kamellort, mulighederne er ganske talrige. Og fægtning i totalt selvforskyld blinde giver næppe nogen olympiske medaljer. Højst respekt blandt ligesindede fjolser/gourmeter med speciale i dyre-ekskrement-madder.
Så lidt tid og så meget eklatant tidsspilde. Og atter engang tak til “Pierre” og alle I andre, som giver folk som undertegnede mulighed for at samle hifi-klenodier op for småpenge, fordi de her stupide synspunkter yderligere diskvalificerer allerede marginaliserede eksistenser. Som denne skribent altså også er og ikke alt for stolt af dem efterhånden. Herligt og skræmmende.

Tur til Sjælland

Alt, alt for tidligt i dag tager denne skribent på en tur til København. Ja, det sker faktisk så tidligt, at dagens visdomsord først udkommer senere, hvis ellers der er netforbindelse på den “tasmanske djævel”, hurtigfærgen Århus-Odden. Der er naturligvis “business as usual” og vi må vel også allerede kunne afsløre, at det vigtigste mål med turen er at sikre sig atter et af den slags produkter, som næppe nogensinde kommer over vores såkaldte “høje kælderniveau” her i huset.

Dette niveau har måske noget overraskende ikke noget med den visuelle fremtoning at gøre. Nej, det drejer sig for som vel de færreste ægtemænd er det forundt om LYDEN. Udover at fru Dahl Vikkelsø Mathiasens dom om kvalitet er ganske in-appellabel er den også ganske korrekt, og de gange, denne skribent noget forsigtigt har “pippet” lidt såkaldt “dissens” er denne blevet totalt jævnet med jorden. Efterfølgende har det så altid vist sig, at fruen med den uhildede hørelse havde ret, alt for forbandet meget.

Denne gang har vi dog større forhåbninger. For det første har hun udtrykt uventet positiv holdning til lydgengivelsen fra vores prototype-opstilling hernede i vores “hifi-hule”. I al beskedenhed må man også sige, at selve den enorme skala, som dette ekstremt højeffektive horn-system giver, altid vil være imponerende. Der er naturligvis som med al anden lydgengivelse masser af ulineariteter og frekvensområdet er for at sige det noget mildt begrænset.

Sådan lyder det så til gengæld ikke, men det skyldes vist mest, at puklerne i ekstremerne i nogen grad kompenserer for nærliggende frekvensområders totale fravær. At kalde vores nye “venner” blandt RIGTIGT store hornhøjttaler-systemer her for verdens bedste højttalere ville være en vits, men de kandiderer helt bestemt til titlen “Verdens Sjoveste”. Den veritable “op-skalering” af den akustiske begivenhed, disse bæster frembringer, er på samme måde skræmmende realistisk og helt, helt ude i skoven. Al perfektion i én akustisk henseende har en enormt høj pris i andre henseender, men i det mindste var man dengang ærlig med hensyn til sine data-opgivelser. 35 hz til 22 khz plus minus 10 dB er givetvis ganske korrekt, men sådan lyder det selvfølgelig. Det lyder nemlig samtidigt MEGET bedre og osse MEGET værre. Som selve programmaterialet, måske da!

Som sagt, vi vender tilbage med nyt snarest. I mellemtiden vil jeg så selv besøge en af de sidste tilbageværende “fyrtårne” i den danske hifi-industri i det stor-københavnske. Udover den overdrevne hovedstads-dialekt, som medvirker til at denne lille mand for os mere robuste jyder fremstår en smule komisk lille og tynd, er han nu en rigtigt fin fyr. Og hvis han spiser noget mere kan han måske med tiden opnå de noget mere ideelle kropsmål, som denne skribent besidder, han har da tiden foran sig endnu.

Vi kan så blot håbe, at han ikke i noget synderligt omfang vil vælge at satse på det danske marked, for DET bliver han garanteret ikke (tiltrængt) federe af. Nå, det er han vistnok også osse for klog til. Og folk derude på de danske fora altså alt, alt for indskrænkede. Se blot den skala, indenfor hvilken selv garvede danske (heldigvis) tidligere hifi-anmeldere som Jan Nielsen bevæger sig i i en tråd på hifi4all, der hedder “Glem guruerne” cit.”Med andre ord – hvis du mister evnen til at bruge din fantasi og din kreativitet, så går al udvikling i stå!”
Hvis det lyder fornuftigt er det helt sikkert fordi du ikke har fulgt udviklingen på dette forum. Det betyder nemlig i denne sammenhæng blot, at alting er lige godt, alle selv de allermest u-informerede lamme meninger bør man “undersøge” og intet er så dumt, at ikke alt, alt for mange tager det alvorligt. INTET kan på forhånd afskrives og denne form for total “kreativitet” giver vi altså herfra ikke en skid for. Derfra hvor jeg kommer, kaldte man ligegyldig snak for “luft og vind-frikadeller”, og det her kvalificerer vist ganske godt til titlen.

Ingenting kommer nogensinde videre i hifi-branchen ved andet end af en KOMBINATION og kompetence OG kreativitet. Den vigtigste sans er altid en veludviklet kritisk sans overfor al tåge-ankken og formummende mørke-mænd. Den ene del uden den anden er ligemeget og en hjemme-amatøranmelder som Jan, der bruger tid på at “teste” sit nyindkøbte Vipera Kina-phonokabel til 300,- i forhold til sit (forhåbentligt nominelt, ellers fik hifianmeldere squ for meget i løn eller osse fik de naturalier) sindssvagt dyre Jorma-kabel til måske 75-100.000,- til gavn for, ja ingenting.
At tage sådan noget snak alvorligt, ja det er altså alvorligt!

At leve drengedrømmen ud.

Inden fruen og jeg sætter af sted på cyklen (altså på hver sin) her til morgen for at pleje vores allerede slanke kroppe og nå godt ned i normalvægt-området, lige lidt info om livet her. Allerførst skal vi lige huske at spørge, om der ikke tilfældigvis findes nogen med en stationcar, som skal fra København til Jylland i de nærmeste dage, for så vanker der en dusør. Ovre på øen står der nemlig et par store højttalere, som vi naturligvis slet ikke kan leve uden og som denne skribent attrår med nogenlunde samme intensitet som jeg i ungdommen ønskede mig en Kreidler Florett-raketknallert. Og en en kæmpestor McIntosh-forstærker med de kendte blå “blink-metre”, med samme held i alt, alt for mange år. Ikke overraskende prisen taget i betragtning.

Nu var heller ikke alting dengang helt som det så ud. Nok var omtalte Kreidler datidens hurtigste knallert med en logget topfart på noget over 200 km./t., men man var dog loyal nok i reklamerne til at sige, at det var sket på bane og med pace og næppe altså fra en anden Florett. Det betød altsammen ingenting og denne lykke varede så indtil den dag man opdagede, at selv denne supertunede fartdjævel af en knallert faktisk kunne være blevet overhalet med nogen sikkerheds-margin af en simpel cyklist. Verdensrekorden for hastighed på cykel er nemlig intet mindre end 245 km./t. og altså garanteret ikke sat med Kreidler Florett-pace. Sikke dog drømmene ramlede sammen med dén oplysning, at verdens hurtigste cykel var hurtigere end (datidens) hurtigste super-knallert.

Det betød naturligvis altsammen slet ingenting i den datid, der var den eneste eksisterende nutid (eller tid overhovedet) dengang. Ligeså lidt som det betød noget som man stod der og lurede ind af sprækkerne til pigernes omklædningsrum på Endelave Havn hvilken vej deres bryster pegede hen det meste af en menneskealder senere. Hvis de altså havde haft nogen, minderne er noget uklare i den retning, så det har de vel næppe haft. Ikke at det havde gjort nogen særlig forskel, de var alligevel fuldstændigt uopnåelige dengang og selv om det næppe længere er tilfældet, så vil deres mænd helt sikkert “hellere have en mad”, som folkeviddet så rammende udtrykker det. Sådan er livet vist bare, først går det opad, hænger ligesom lidt og tænker sig om, og senere går det nedad og bliver så hængende dér.

Som omtalt fornyligt fik vi for et stykke tid siden en McIntosh MC-2600 59 kgs.-effektforstærker på 600 watt, og nu har vi så sjakret os til en ditto MC-2500 med samme kampvægt, dog denne gang med noget mere patetiske 500 watt. Disse forstærkere skal bruges i sommerens store højttalerprojekt med Altec-Lansing “Voice of the Theater”-teaterhorn med nyindkøbte Westrex 10-cellede horn og megamonstermellemtonedrivere. Når jeg får lært at uploade billeder på denne side skal vi nok lade offentligheden følge med i dette ret beset noget komiske projekt. Komisk fordi det næppe nogensinde kommer over eller blot i plan med jord-højden her i området. Det er nemlig helt ubeskriveligt grimt og selv om det spiller langt bedre end forudset (siger fruen med lidt mere behersket entusiasme, forventningerne var næppe direkte astronomisk høje), så har vi dog systemer som spiller bedre. Endnu da, vi har nemlig ikke lavet det sidste “tweak” med et ATC elektronisk delefilter og altså den lille store nye Mac. Til den tid vil begejstringen overhovedet ingen ende tage og det naturligvis uanset hvordan det kommer til at lyde.

Håbet er altid lysegrønt og ligegyldigt hvor det altsammen ender er det altså ganske imponerende at opleve den utrolige realistiske SKALA, som disse truthorn reproducerer. Bas er der ikke alt for meget af og diskant endnu mindre, men det indimellem er godt grænsende til vel i virkeligheden bedre end selve virkeligheden. Som dengang vi i vores drengefantasi digtede bryster på de piger vi belurede. Med bagklogskabens uendelige klarsyn var vi dog undskyld. For det første var der absolut intet andet at glo på derovre på den lille ø (måske en lidt sølle forklaring) og derudover gik vi altså i klasse sammen på Endelave Skole (noget bedre som retfærdiggørelse skulle jeg mene).

Oppe i vores stue har der i den seneste tid indsneget sig en noget uventet gæst, der måske kan vise sig at være permanent. Det drejer sig en meget, meget bred og ganske overordentligt lavstammet skabs-stor højttaler fra denne skribents (og dermed også de tidligere omtalte bade-nymfers) absolutte storhedstid midt i 1970-erne, en Altec Lansing Model 19. Den står der mest fordi den glimrende matcher husets pianette i højden og træsorten, mindre på grund af den fremragende lyd, som er sådan lidt mildt udtrykt i den “let pågående ende”. Lyden er dog alligevel acceptabel siger fruen og det er ingen ringe ros fra den kant udover at den ikke kan appelleres til nogen højere instans og derudover plejer at være ganske korrekt. Måske hun bare er ved at blive sjæle-blød i nogenlunde samme tempo som resten af kroppen hærdes af daglige lange cykelture. Der er jo en vis balance i alting som allerede den oldgræske filosof Herakleitos sagde det, godt nok lidt anderledes, denne forgænger for opdagelsen af betydningen af “forbundne kar”. Udover at han vel selv betragtede sig som old-græker og da givetvis slet ikke dengang han var yngre.

Nok snak for i dag. Vi vil lige citere den absolut mest grinagtige bemærkning vi har oplevet her i vores ferie og den er fra Nerds. dk og tilskrives en vis “Chr. R.” I På dette forum beder denne glade fætter om måske i længere tid (måned/måneder) at låne en forstærker, mens hans egen er til service og altså AF HELT TILFÆLDIGE MENNESKER Allerede det er vel noget komisk, for ethvert rimeligt serviceværksted ville vel med sådanne store reparationsregninger blinkende lokkende forude gerne låne en uspecificeret forstærker ud i mellemtiden. Det ville vi selv så det ville alle følgeligt nok, det plejer at være den sandsynligste statistiske sammenhæng.

Og SÅ kommer “killer”-bemærkningen fra vor ven Chr. R., som får al debat og almindelig hjælpsomhed med hensyn til muligt forstærkerudlån til øjeblikkeligt at klappe i med samme hastighed som en kammusling, hør blot: “Ja, jeg (altså Chr. R. red.) har ikke tiden til at køre alt for langt, så derfor skulle forstærkeren gerne befinde sig i eller tæt på Storkøbenhavn.” Den eneste grund til at han ikke nævner gadenavnet er givetvis den hysteriske angst for at få besøg. Ikke af tyveknægte, i det hele taget naturligvis. Anden forklaring gives ikke i lyset af den stejlt styrtende tyve-tækkelighed af hifi. På grund af den totale overbefolkning af lamme tåber indenfor interessen.
Ak ja, vi vidste godt, at der var et betydeligt element af almindelig virkeligsflugt i hifi, men mage til mageløs stupiditet skal vi dog heldigvis endnu lede lidt efter, men mon ikke det kommer?. Når det efterhånden er ved at blive sådan, at alene afstanden ud til lokummet er ved at blive lige det længste fordi man sidder og drømmer om, at en eller anden vidtfremmed kommer og afleverer en låneforstærker. Heldigvis er verden dog endnu sådan, at man bliver nødt til at gøre en lille smule selv. Ikke at det formentligt har gjort nogen forskel for vor ven her, som garanteret ingenting har fattet. Heller ikke hvorfor vores citat i dag afsluttede denne “tråd” endegyldigt.
Kommer der ikke snart nogen og forærer mig en McIntosh mere, det ville være rart, ja ligefrem naturligt og passende. Så meget for drengedrømme og andre dumme drømme.

“De sekundært traumatiserede”

Allerførst skal vi huske at takke for den udtalte og udviste utålmodighed med denne sides sommerslummer. Det er rart at være savnet (lidt) og det er rart at være tilbage (meget).
Nu kommer denne skribent af en æt af ramsaltede sø-ulke, som vel få læsere af denne side har kunnet undgå at bemærke. Lidt stolte er man vel altid af sin families bedrifter og vel altid så meget mere, når man nu ikke selv i noget videre omfang har kunnet medvirke til at forøge ættens ry. Ranke har de gamle Mathiasener stået ved skibs-roret rundt det forræderiske Kap Horn som sømænd til alle tider vel altid har gjort. Det var også vældigt hensigtsmæssigt da rattet altid var et godt sted at hage sig fast når en særligt lumsk bølge eller “forkert sø” bragede ind over det åbne dæk. Enkelte blev skyllet overbord, men det var rent statistisk dem, som IKKE holdt fast om rattet. Det var tydeligvis en genetisk klog beslutning af min far at blive netop styrmand, en meget medvirkende årsag til, at denne skribent er her i dag. Vist i virkeligheden én af den slags, der er både nødvendig og tilstrækkelig.

Nu var min far aldrig nærmere involveret i aktive krigshandlinger end at han som ung mand sejlede med den tidligere engelske korvet “H. M. S. Thetis” (opkaldt vistnok efter en hav-nymfe af samme navn, deraf opkaldelsen, dog uden dét der med “his/her Majesty´s ship”) Meget bekvemt havde det på forunderlig vis stadigvæk eksisterende danske admiralitet (forunderligt fordi besætningerne havde sænket samtlige danske flådeskibe i 1943, så flåden bestod en en enkelt tudse-gammel motor-torpedobåd, som var undsluppet lige i krigens start til Sverige) omdøbt skibet til blot “Thetis”. Grå maling var der på denne tid mere end rigeligt af og det var indenfor selv den mest lamme sømands muligheder at male “H. M. S.” over, som det var sket.

Som sagt, min far sejlede rundt i stadigvæk noget sømine-inficerede områder uden at få videre mén af det med en mulig undtagelse af en mindre høreskade forårsaget af sprængningen af diverse miner, korrekt sømilitært udført med små-kalibrede håndvåben. Man havde nemlig ikke fået mere end et par stykker af de kæmpestore granater til den enlige 10 cms.-kanon, der stod på fordækket, og som var skibets hovedbevæbning, mest fordi det var det eneste. Sådan rigtigt realistisk var det hele vel måske ikke som militærtræning aldrig er og heller aldrig nogensinde kan blive.

Ganske realistisk havde krigen dog været for adskillige onkler i ætten, der havde sejlet med konvojer over Atlanten (farligt!) og osse konvojer til Murmansk og Archangelsk i Sovjetunionen) (næsten selvmorderisk farligt i perioder med tabsprocenter på 75). De sidste konvojer var karkteriseret af, at der ingen opsamling var for eventuelle overlevende torpederede sømænd. Ikke at der var forfærdeligt mange af disse, det gav vel lidt sig selv når hovedparten af lasten bestod af benzin og forskellige former for ammunition. Ikke at det nok synderligt har opmuntret besætningerne, men sejle, det gjorde de. På trods af til tider umulige odds.

Lidt statistisk fornuftsstridigt kom de allesammen hjem igen efter krigen og forblev sømænd. De var godt nok allesammen blevet lidt rigeligt nervøse ved pludselige høje lyde ombord, som tydeligvis mindede dem om bragene fra de torpedoer, der aldrig ramte dem selv, altid skibene ved siden af. Årene til søs med permanent og uhyre berettiget uophørlig dødsangst forfulgte dem dog hele livet. Eller rettere, det må det vel have gjort, dengang var krigsmedicinen så meget i sin vorden, at man slet ikke havde opfundet ord som “post-traumatisk krigssyndrom”. Det eneste ord, man havde, var “granatchok” og det kunne de jo ikke have, da der ingen granater havde været. Helt normale blev de vist aldrig, men det havde nu ingen af dem heller været inden de tog afsted, så det gik altsammen endda.

Det var måske også heldigt for min egen far, (hvis dette udtryk ellers er særligt passende), at han heller ikke selv havde den viden vi har i dag, dengang han som ung mand var med til at bjærge de søndersprængte lig fra den lille færge til Endelave, der i 1944 løb på en mine. Der havde ellers været både skolekammerater og familie ombord, men alligevel fortsatte han fiskeriet derude blandt horn-minerne. Han røg måske lidt rigeligt, men om det var for at dulme sine traumer ved vel ingen og nu er han død, så det er lidt sent at spørge. Han var ellers en mægtigt flink mand, min far, traumatiseret eller ej.

Og hvorfor så alt dette familiære sludder i dag, hvor solen skinner aldeles ufortøvet. Ja, mest fordi der i den senere tid har været en for denne skribent lidt pudsig debat om de såkaldte danske “krigsveteraner” For denne skribent har dette ord i sammenhængen mest til fælles med folkemorderen Mugabes udgave af de heltemodige horder af ja, altså “krigsveteraner”, der nu 30-40 år efter at de ved en ellers helt ublodig magtovertagelse i Rhodesia (hvad gør dem så til permanente krigsveteraner kunne man vel spørge?) stadigvæk overfalder enlige hvide farmere. For at blive veteran kræves vel helt basalt en krig?

Og så kommer vi langt om længe til dagens sag, for de danske krigsveteraner vi taler om i denne tid, er jo IKKE dem fra Afghanistan. Disse er stadigvæk i hæren og ikke i spil endnu. Nej, de dybt traumatiserede danske veteraner, som har fyldt godt op her i den traditionelle danske nyhedsfattige “agurketid” er indtil videre alle dem, der SLET IKKE har været RIGTIGT I KRIG. For så vidt vi i dagens argument vil vælge at sige, at man KUN kan være i krig, når man selv bliver beskudt for dødelig alvor. Døde ved trafikulykker og vådeskud tæller ikke med, sådanne har der nemlig væretog det behøver man slet ingen krigshandlinger for.

Rigtige krigshandlinger, der direkte har involveret danske soldater på Balkan, har man så heller ikke oplevet. Den meget publicerede “Operation Bøllebank” fortæller vel mere om drengedrømme blandt voksne mænd end egentlige realiteter med kampvogns-kommandøren med grinagtigt cykelstyrs-skægprydelse og alting, næsten som man som dreng oplevede i “Commando”-krigstegneserien. Ingen danske soldater blev dræbt ved aktive krigshandlinger på Balkan, mest fordi der jo i modsætning til Afghanistan ingen var, men sikke dog mange traumer, der kom ud af det alligevel. Ikke at der ikke var krig, det var blot i al hovedsagen den civile befolkning, det gik ud over i denne borgerkrig, den grusomste af alle krige. Fordi enhver afslutning af én krig altid er en mulig og endda sandsynlig indledning til den næste og fordi ingen af krigens humanistiske love gælder. Snarere tværtimod..

Sommerens paradoks for denne skribent består så i, at de eneste, der åbenbart er blevet rigtigt traumatiserede i denne sag er de danske soldater, der trods alt kun har set en ganske lille del af grusomhederne. Og absolut ingen af disse er begået mod danskerne. Hvis man skal tage denne klynken fra fjerne passive deltagere i krigshandlinger som et problem (og det skal man tydeligvis siden alle gør det), så er der godt nok mange, der er blevet traumatiserede og så er vi slet, slet ikke kommet til situationen i Afghanistan endnu, hvor der er RIGTIG krig mod danskerne med døde og sårede.

At det så naturligvis er civilbefolkningen på Balkan, der er de egentligt traumatiserede, burde naturligvis være klart. Det er jo trods alt deres familier, der er blevet slagtet og deres hoveder, der er blevet spillet fodbold med. Heldigvis har man i den moderne videnskab opfundet et helt nyt traume-begreb, der hedder et “sekundært traume”. Det er så meget bekvemt sådan et, de danske krigsveteraner lider af og jo især i betragtning af, at de dårligt teoretisk kan lide af primære traumer i samme omfang som de rigtige krigsførende i denne beskidte borgerkrig, som alle krige på Balkan altid har været.

Inden vi nu i dag bliver beskyldt for urimelig kynisme skal vi lige klarificere, at hele øvelsen i dag mest består i at klare begreberne. Det giver for os INGEN MENING at behandle hele den danske Kosovo-hær som mere eller mindre kollektivt traumatiserede og da slet i lyset af, at Afghanistan er LANGT værre. Der skyder man på danskerne for at dræbe, det gjorde man ikke på Balkan. Næppe en eneste dansk soldat har set mord på civile men sikkert en del har set ofre. Som Falck-reddere og politi. Det er bare i sammenligning med civilbefolkningens oplevelser dernede som at læse en krigs-tegneserie og at opfinde udtryk som “sekundære traumer” som beskrivelse for de danske “krigsveteraners” samfunds-deroute er altså nærmest at “pisse” på folk. Nemlig på dem, det det gik ud over og da ikke mindst på alle de helt reelle problemer, der kommer hjem i den nærmeste fremtid fra Afghanistan. De RIGTIGE og traumatiserede krigsveteraner. Det er dumt at råbe “ULV!” når det er man ser, er en spidsmus, mens ulvehylene i det fjerne er øredøvende. Ulvene og de rigtigt traumatiserede skal nok komme, de er her blot ikke endnu.
For nogle år siden talte man om et andet og ganske nyt traume, som mange sikkert kunne nikke genkendende til. Det hed “kronisk træthedssyndrom” men om det havde en “sekundær udgave” mindes vi ikke. Det måtte ellers kunne være ganske “trættende” at se på alle de andre trætte mennesker, som slæbte sig rundt. Som fuglene i Hitchcocks film forsvandt dette syndrom vist pludseligt, sådan går det heldigvis for det meste. Der er trods alt reelle problemer nok og sommeren holder vel op engang. De egentlige sekundært traumatiserede ofre her er vel i virkeligheden sandheden og virkeligheden…?