Lidt for stille

Vær blot rolige derude, det er bestemt ikke aktivitetsniveauet i vores lille virksomked, der på nogen måde kan betegnes som stilfærdigt. Nej, det er sådan mere denne tids mere end almindeligt drøvtyggeragtige åndelige aktivitets-niveau. tag for eksempel den alt for forfærdeligt forudsigelige danske medie-reaktion på det ganske nylige voldsomme jordskælv i Nepal. De tidlige første prognoser på dødstallet  lyder på ca. det samme som nylige gæt på ofrene for den asiatiske jule-tsunami og  jordskælvet i Haïti, nemlig de samme ca. 100 ulykkelige tilbagevendende i disse syge medie-gæt. Ganske mærkeligt, at disse interpolationer af total manglende viden om nogetsomhelst altid giver samme forudsigelige og desværre både ligegyldige og ganske forkerte resultat.

Disse gæt på ofrenes antal er ligeså kronisk og forudsigeligt forkerte som budgetterne for ethvert større offentligt anlægsprojekt. For nej, et voldsomt jordskælv som det i selv tyndtbefolkede Nepal KAN slet ikke have 100 ofre, tallet må nødvendigvis være meget meget større , sandsynligvis en faktor 100. Nå, men det finder man næppe nogensinde ud af, og under alle omstændigheder er den vestlige fokus alligevel udelukkende på de nødstedte vesterlændinge på tiltagende møgbeskidte (i ordets allerbogstaveligste betydning) Mount Everest. Når man er færdig her er Nepal overladt til sig selv igen, længere er verdens kapacitet for  katastrofe-fokus nemlig ikke. 
Og hvis man skulle være i tvivl, hvornår har nogen så sidst hørt noget om Haïti. Det sker tidligst næste gang, der kommer en naturkatastrofe eller måske atter en menneskeædende præsident af den stedsegrønne Duvalier-familie, hvor jo det haïtianske familie-kleptokratis grundlægger “Papa Doc” havde dette ry for alternativ animalsk fødeindtagelse. Nå, der er så mange ting, denne skribent ikke forstår. Allerede dengang under jordskælvet på Hispaniola (som øen indeholdende Haïti og Den Dominikanske Republik jo hedder) var det uendeligt påfaldende, at rystelserne på denne ganske lille ø kun medførte katastrofer i Haïti og  nærmest slet ikke udenfor hovedstaden Port-au-Prince. 
Mon ikke vi ret trygt kan regne med, at der osse udenfor byen var masser af ødelæggelser efter det voldsomme skælv, blot som i Nepal ingen til at rapportere om det. Og nu er alle reporterne jo taget permanent hjem og det for mange år siden og det sker såmænd snart igen osse i Nepal. 
Nyheder er i det hele taget noget mærkeligt noget, aldeles uden eftertanke eller blot den mindste smule kritisk sans. Tag for eksempel en nylig spørgeundersøgelse omkring størrelsen af kontanthjælpen. Måske ikke fuldstændigt overraskende for andre end alle de professionelle analytikere blandt den evigt snakkende klasse (den, der permanent befolker min egen absolutte “hade-kanal”, DR2) viste det sig jo, at der både blandt rød og blå bloks vælgere var et flertal for at et  loft for kontanthjælpen.
Jamen, der kan man da bare se visdommen eller alternativt “bagstræberismen” i folkehavet, men hvor dumt er det alligevel, at spørgsmålet egentligt osse er? Helt usædvanligt idiotisk ville denne skribent mene, For er vi ikke helt inde i kernen af et lands sociale og økonomiske “maskinrum” af den nødvendige sociale sammenhængskraft, hvis man ikke forstår, at ubegrænsede gaver til dem, der ikke yder, naturnødvendigt vil føre til, at de heller aldrig hverken i nuværende slægtsled eller næste kommer til det! For hvorfor skulle de dog det, betale sig kan det ikke, ja det kan det jo allerede ikke nu, som det klart demonstreres på Brande-kanten. Der er der mangel på arbejdskraft, der heldigvis afhjælpes af indvandrere. 
Det er nu ikke den slags, som medierne har fokus på,nej i Brande  taler de vist mest tysk og polsk blandt de nyansatte. Det er ikke fordi der ikke findes f. eks. danske danske svejsere i området, for ikke så længe siden var der trods alt talrige større metalvirksomheder i området. Næh, som med avisbudene her i området er der bare ingen danskere, der gider skifteholdsarbejde længere, selv ikke til overenskomstmæssig løn, så uden indvandring var Brande på skideren.  Ligesom Japan snart er med sin vanvittigt accelererende  befolkningstilbagegang. Vi kan så bare håbe på, at Japan får den positive gavn af den kommende indvandring som Brande.
For indvandrerne ER naturligvis en kæmpegevinst for ethvert samfund hvis de altså kommer for at lave noget og ikke bare er kommet for at FÅ. . Desværre er netto-nytteværdien af mange indvandrere ikke overraskende ca. den samme som den tvivlsomme gevinst, de gamle fyrede medarbejdere fra forlængst hedengangne sydjydske firmaer som Brdr. Gram er for det midtjyske industrivenetyr i Brande: Ikke noget videre  (og så har vi vist endda rundet op)
Så vi er bestemt ikke det mindste indvandrerfjenske på denne plads. Faktisk har Danmark ikke tidligere i historien haft andet end kolossal gavn af indvandrerne: Tyskere, jøder flere tyskere, franske huguenotter, norske hunger-flygtninge, hårdtarbejdende gæstearbejdere fra Balkan og Mellemøsten.
Problemet er så bare når de nye indvandrere begynder at at efterspørge det samme som flere og flere danske udenfor arbejdsmarkedet gør. Nemlig ro og fred fordi det er en uhyre lille økonomisk marginalgevinst ved at tage de der skide besværlige jobs med at svejse og køre med aviser.
Eller gøre rent eller eller..
Og nej, det er ikke indvandrerne, det er galt med, det er såmænd OS…

Barske tider for gamle mænd!

Så overlevede denne ydmyge skribent atter det årligt tilbagevendende tyske “Schnitzel-helvede” i Frankfurt. Det er dog forunderligt, så meget man før en begivenhed som en professionel musikmesse kan glæde sig og så samtidigt bagefter blive så uendeligt træt. Ikke af selskabet med den herlige festabe Niels Riis, uden hvilken der slet ikke havde været hverken fest eller tur, nej, sådan nærmere bare lidt langvarige tømmermænd efter dagevis i uendeligt festligt lag. Især de utallige og hyppigt supplerede whiskysjusser på Tannoys stand var en udfordring for både balance og lever. Man ved, at man er et farligt/rigtigt sted, når det bliver helt normalt at have en sjus i hver hånd samtidigt og ikke mindst hele tiden.. Og selv om wienerschnitzlerne ikke i år helt nåede tidligere tiders hverken størrelse, mængde eller almindelige herlighedsværdi, så var det en fin tur alligevel. Alene selskabet garnaterede det, så om vi desværre ikke mødte denne skribents eneste “branche-hadeperson”, Kenneth Bremer. Man skal naturligvis ikke hade alle sine medmennesker, men det er vel osse sygt at elske dem alle, og det gør jeg så bestemt heller ikke. Kun næsten.

Det var nu ellers ikke fordi vi ikke kikkede efter den lille ligeledes overordentligt trivilige  Bremer, men det har tydeligvis og måske ikke ganske overraskende været lettere for denne lille mand at spotte 2 kæmpestore ganske brede mænd i mængden af lavbenede asiater end det har været at finde ham for os. Jeg har ellers længe drømt om atter at møde ham igen, så jeg endelig kan fortælle ham sandheden. Nemlig at jeg OVERHOVEDET IKKE agter at hilse på ham nogensinde igen. Nå, denne vel i virkeligheden osse noget trivielle og ganske ligegyldige sandhed er åbenbart ilde hørt. Han slap ihvertfald denne gang.

Nå, men ellers var højdepunktet på udstillingen  mødet med Ben og Richard fra ATC. Hyggelige, innovative  og kompetente no-nonsens ingeniører af den helt rigtige støbning. Sådan en slags “Chuck Yeager`e” for ingeniører ligesom udødelige Sam Shepard i sit livs rolle som testpiloten, der blot kunne se de andre astronauter score kassen og berømmelsen i TV. Den slags ingeniører , for hvem alle tweak-fjollerierne derude er lige præcis det de er, nemlig den skinbare selvmorderiske hifibranche-galskab. Noget, betyder naturligvis noget i udviklingsarbejdet, det er blot ikke det, som hifitosserne tror, som disse engelske hædersmænd vantro-hovedrystende bemærker. For når ingen ved noget om nogenting blandt tosserne derude, så er alt lige godt og dermed er absurditeten indtrådt. Som når hifiverdenens fokus for tiden ligger på en forvokset fransk ghettoblaster kaldet Devialet Phantom som den ultimative lyd-generator.

Nå, den slags går heldigvis ikke i den professionelle branche, hvor generel substans i påstandene om et produkt skal kunne underkastes et rimeligt “peer review”, og det udrydder de værste vildskud. Branchens absolut ubetinget kabler er f. eks dem fra mikroskopiske Vovox i Schweiz, hvis for branchen noget astronomiske priser vist mest skyldes scheizerfrancens himmelflugt forenet med et bud på verdens højeste lønninger for kabelmontering. Der er dog alligevel ingen af latterligt overprissatte Vovox` produkter med det karakteristiske flettede bomuldsbetræk, der alligevel til slutbrugeren koster 1000 kr.(naturligvis godt hjulpet på vej af valutane seneste fritstilling med følgende 50% kurshop), men det er lige rigeligt tæt på den reneste skinbarlige galskab synes mange.

Nej, intet er helt så godt og sikkert og trygt, som det var engang, men det er nu alligevel dejligt at opleve en branche som f eks. professionel audio, hvor der hersker en rimelig respekt for både produkt, kunde og almindelig rimelighed. Der forhåbentligt vil forblive sådan min tid ud.
Og med folk som Ben og Richard fra ATC skal det såmænd nok gå, vi er ekstremt stolte over at gøre vores lille “bid” i denne fortsatte kamp..!

På grund af en forfærdeligt snarligt opkommende musik-messe..

er vi lidt “på den” i dag. Den forløbne uge har budt på en ordentlig bunke større ordrer, der så altså i denne uge skal monteres/samles/leveres/instrueres i ca. dobbelt tempo på grund af accelererende tidsmangel. Og lige her går fordelen ved en 32-årig ret solid brancheerfaring nogenlunde op med den aldersbetingede svækkelse af denne nu 59-årige gamle skribent, altså kun NÆSTEN! Så altså TRAVLT, TRAVLT, TRAVLT!
Der er ganske godt styr på tingene, når jeg selv skal sige det (erfaringen fornægter sig naturligvis ikke her), men der skal altså laves temmeligt mange detaljerede styklister for at det hele skal kunne gå op i den sidste ende. Og det skal det jo, da det jo er det, der er vores egentlige produkt her i vores ydmyge virksomhed.
Og det er så det, vi vil gå i gang med nu. Eller rettere, vi har været i gang i nogle timer allerede.

Koner søges til lettere og såre vel-behageligt arbejde!

Det har dog været en velsignet påske her i den spædeste start af forårets personligt-fysiske “anti-slaphedskampagne” En desværre såre sikkert tilbagevendende begivenhed med samme skræmmende regularitet som det kommende ikke spor behagelige syn af en lettere fedladen ældre mand i shorts. Hvor denne skribent dog altså som altid før og siden vil forsøge at mildne indtrykket af totalt menneskeligt forfald en smule. Det plejer at hjælpe, så det gør det nu nok igen..! Alle cyklerne er pumpede og de første par hundrede kilometer er dækkede. Hvis der altså overhovedet er noget, der hedder det.

Imidlertid er dagens vigtigste budskab et ganske andet. Min smukke kone har nemlig endeligt fået plantet sine heste lige ved Moesgård Skov (ja faktisk kun en låge derfra), og i den anledning efterlyder vi (altså mest HUN) en pige/dame m/k  til at hyppe lidt rundt på en af krikkerne. Så dermed er terningerne kastede, Hvis du eller I eller nogen andre kender nogen, der måtte have lyst til at medvirke i denne såre behagelige fysiske adspredelse, så sig endelig til. Der er den behagelige bivirkning ved det her “hesteri”, at udover at konerne kommer solbrændte og glade tilbage, (vel aldrig at kimse af) så er der osse en afgjort ændring af konsistensen i ballerne på samme koner efter længere rideture. Gensidige gevinster for enhver hifi-interesseret mand-åh jo, næsten ligesom at få nye afkoblinger under sit elektroniske isenkram! Gladere koner med fastere baller, come on, guys, alt at vinde!

Ellers starter dagen med et betydelig bilfuld Tannoy-højttalere til en større lokal uddannelsesinstitution efter at vi onsdagen inden påske leverede en hel kassevognfuld ATC i København, så jo, det går squ egentligt meget godt. At der så osse i vores afdeling for voluminøse vintage-hifihøjttalere er ganske god gang i den er kun en behagelig bonus.
Og ikke mindst frigør det en smule plads til vores videre eksperimenter indenfor “hornologiens” mere ekstreme udtryksformer.
Og apropos det: Her gik vi og var glade og stolte over, at det vist kun var os, der havde en stak JBL 5672 stående. Og viser det sig så ikke, at der i en ganske vist ekstremt udsøgt mindre biografsal i København står ikke mindre end 5 stk,. af de her skrumler bag lærredet. Da lærredet ikke ligefrem er af de bredeste, så står højttalerne faktisk ENDNU tættere sammen, end vores egne gør her.
Imponerende, DET var det, og måske osse en smule beroligende at vide, at der findes (eller i dette specielle tilfælde nok snarere FANDTES, installationen er nemlig ikke helt ny) andre rigtige entusiaster derude, der bare har sat det her op uden kommercielle hensyn overhovedet!
Biografsalen har nemlig overhovedet ikke nogen offentlig adgang!
Siger vi glade her og giver den lige lidt ekstra gas med vores egne bio-skrumler!
Og fuck alle de små prut-højttalere, det her er “the Real Deal”!