Når man sover i timen.

Nu er politi og politik jo altid lidt af det samme og ikke mindst, når man som politimand nærmer sig topstillingerne. Hvis man blot var den ihærdige og pålidelige politimester Striks, kendt fra Mickey Mouse, ville man jo sikkert også som topchef fortsat være politimand.
Derfor kan man selvfølgelig være ganske sikker på, at alle de rigtigt politifolk forlængst er blevet sorteret fra i ansøgningsbunkerne allerede længe inden man når toppen indenfor politiet. Man kunne jo også alt for nemt risikere, at politichefen måske på utidig vis ville fungere som pression for et bedre og mere effektivt politi ja eller blot støtte sit personale bare en gang imellem. Det er naturligvis aldeles uønsket og det sker da naturligvis heller ikke. Den risiko er altså ganske minimal, og med den kendte mediedarling, politidirektør Per Larsen, har man vist fået den helt ideelle kransekagefigur. Hans profil ligner nu godt nok mest en af de rotteagtige eksistenser, som befolker Mickey Mouse-universet indenfor skurkefaget når vi lige ser bort fra Pegleg Pete, alias Sorteper. Sådan en mand ville qua sin fremtræden næppe finde et lignende job indenfor det private, og det er nok ganske heldigt.
Når antallet af røverier som i Danmark stiger fra godt 500 til knapt 700 på et år og forretningerne efterspørger mere politi på gaden, kunne man måske som lægsperson tro, at samme Larsen ville bifalde denne ide, men det er naturligvis overhovedet ikke tilfældet. Han er jo netop ikke repræsentant for politiets interesser, han er blot chef, egentlig en underlig konstruktion, hvis den altså havde været tilfældig.
Dette trænede politiske dyr slipper nemlig foran et rullende kamera på DR 1 i går af sted med at sige, at “butikkerne har da vist sovet i timen” uden at det på nogen måde gøres den mindste smule klart, hvordan man kan forhindre et røveri i sin forretning på anden måde end ved ikke at være der, altså at lukke. Så er det jo nemlig rent teknisk set ikke røveri, kun tyveri, det må være det han mener. Til gengæld har hans politi jo vist sig ganske effektivt til at fange butiksejere, som enten forsvarede sig mod det 7. uopklarede væbnede røveri eller lagde billeder fra overvågningskameraet i butikken af røverne ud på nettet. Om så en opklaringsprocent på tæt ved 100 i tilfældene af selvtægt/nødværge hos butiksejerne helt opvejer opklaringsprocenten på nærmere 0 for forbryderne synes vi måske ikke helt herfra.
Derudover begås der jo ifølge samme Larsen “kun mellem 1 og 2 røverier om dagen” i hele det store Danmark, så derfor kan politiet vist alligevel ikke gøre noget mener han helt alvorligt. Alene denne formulering er noget symptomatisk. 1.98 er vel mellem 1 og 2, men vist kun for en politisk udviklet person som Per Larsen, andre ville nok bare kalde det 2.
Det er en pudsig ting at se en politidirektør nedgøre et stejlt stigende problem og fastholde forbudet mod overvågningskameraer lige udenfor butikken, selv om mange butikker jo betaler husleje også for fortovet og tankstationer jo gerne må filme løs overalt. Når man ingenting gør selv er det altså patetisk for en politidirektør ikke at indse, at der må andre midler til, men almindelige regler for anvendt fornuft bider naturligvis ikke på politiske dyr.
Almindelig fornuft bider nu heller ikke på vores venner journalisterne, selv ikke de mest prestigeagtige af slagsen ved TV-Avisen. I går var den glædestrålende nyhed nemlig, at man fra samtlige danske muslimske organisationers side nemlig åbenbart helt demokratisk (eller hvordan den slags nu foregår, demokratiet fungerer indenfor islam nu med en næsten udemokratisk forrygende hastighed, således at utallige mennesker uhyre hurtigt åbenbart helt ensstemmigt kan beslutte sig til at blive uhyre vrede, ganske beundringsværdigt) at udpege et nyt centralt organ. Det må være det bedste eksempel på det eksempelløst effektive demokrati, hvor ellers netop beslutninghastigheden jo ikke plejer at være superhurtig. Dette er vel i virkeligheden selve demokratiets væsen..
Dette nye centrale organ skulle være en service til medierne, som ifølge den veltalende og uhyre velvillige talsmand skulle sikre, at medierne kun behøvede ringe et sted hen, så ville de få den helt rigtige og autoriserede sandhed.
Ikke overraskende for undertegnede labbede den blot mikrofonholdende journalist dette i sig som manna fra himlen, selv om ret beset alle alarmklokker burde være begyndt at ringe hos selv en skolepraktikant ved Fjerritslev Ugeavis på allerførste arbejdsdag. Det er simpelthen sådanne idioter, som burde bortvises omgående (ikke praktikanten altså). 
Det bliver han jo nok ikke, for det er er jo præcist denne åndelige dovenskab, som er helt kendetegnende for den ganske ensrettede danske journaliststand ved de elektroniske medier. For den er der jo alligevel kun 1 retspolitisk ekspert (Eva Smith), 1 samfundsekspert, (Johs. Andersen), 1 ekspert på USA (Carl Petersen), den helt neutrale og aldeles uvildige Islam-ekspert den nu udsprungne muhammedaner Jørgen Bæk Simonsen etc., så det er jo selvfølgelig et fremskridt kun at have endnu kun et sted at ringe hen for at sikre den mest alsidige og kritiske nyhedsdækning.. Det sikrer jo også det allerbredeste demokrati at have den eneste og dermed bedste kilde eller også gør det ikke. Det rigtige svar her er vist “ikke” Politisk bekvem åndelig dvale er vist en rigtigere betegnelse for disse journalisters indsats ligesom ham der Larsen. Selv ikke i den kolde krigs tid kom man helt derud, hvor østtyske og russiske officielle talsmænds udtalelser stod som den eneste sandhed, selv om Lasse Budtz kom landsforræderisk tæt på. Hvad mon det her så er?
Det var så historien om en mand, der hed Larsen, som rigtigt blev til noget ligesom admiralen i operetten “H. M. S. Pinafore” De gjorde lige meget nytte, nemlig absolut ingen, men admiralen kom heldigvis for England og flåden vistnok aldrig ud og sejle. Desværre er Per Larsen og de andre larsener blandt journalisterne daglige politiske realiteter for os. Dem, der burde være endt som ham Larsen fra sangen om Larsen men til gengæld mod alle odds endte med bånd og stjerner på, ak ja.
Og så er det jo stadigvæk at minde om vores 25-års jubilæum i Universitetsbaren under Stakladen fra kl. 12-vi ses! 

Reception og hvad sagde vi?

Atter minder vi om vores 25-års jubilæumsreception den 1. april i Universitetsbaren under Stakladen på Nordre Ringgade fra kl. 12.
Gårsdagens ord om den nye danske film kom inden de første anmeldelser og var som skitseret udelukkende baseret på traileren og udtalelser om filmens tilblivelseshistorie fra Nimbus Film m. m. Kort tid efter kom naturligvis de første anmeldelser med den endelige dom og det er vanskeligt at se det som andet end en endelig dødsdom over Nimbus Film. Med gennemsnitligt omkring 3 af 6 narrehatte garderer de fleste filmanmeldere sig blot overfor deres filmbagland, selv om det i mange anmeldelser ret tydeligt fremgår, at det vist ikke er det fede. En udtalelse som den af Johs. Christensen om, at “hvad rager de egentligt mig (Citronen og Flammen)” og “sval og omstændelig” om filmen generelt fortæller jo ikke akkurat om nogen synderlig filmisk kvalitet. Der er vist tale om 3 af de små narrehatte her. I gamle dage med “Ingrid og Lillebror” og anden seksualforskrækkelse hed selskabet bag “Cirkeline” jo som bekendt Fiasco Film (er der nogen som kan huske den brølende kanin?). Det kan man også sagtens tillade sig at kalde firmaet, når man netop ikke har det, mens det er svært at have andet end en smule sympati for det oprindelige sen-yuppie filmselskab Nimbus Film, som under tidligere omtalte Ramskous ledelse med denne film lukker og slukker. Det værste er så, at når alle faresignaler er synlige lang tid i forvejen, så fortsætter man alligevel ufortrødent ud over kanten. Køre kan de godt nok, de Nimbusser, også nedad.
Nedad går det bestemt ikke for Hennes og Mauritz, men det skyldes nu nok glimrende produkter til en OK pris snarere end dybden af den økonomiske analyse, som er refereret i JP´s erhvervssektion. Her nævnes det nemlig, at nok falder indtægterne fra det amerikanske marked på grund af dollarfaldet, men til gengæld er dollarfaldet også en fordel for H&M, fordi deres råvarer fra Kina også falder, da de afregnes i dollars.
Nu er det jo ubestridt, at eksporten til USA for alle verdensomspændende virksomheder som H&M giver et mindre provenu på grund af dollarfaldet, men det er nu vanskeligt at se, at det skulle være en større fordel for nogen and for andre, f. eks ligeledes svenske IKEA med mindre man altså har USA som største marked (det har de slet ikke!).
Til gengæld er 2. del af denne “økonomiske” analyse aldeles meningsløs, da praktisk talt al tekstilproduktion foregår i Kina, og at dollarfaldet og følgende faldende indkøbspriser naturligvis er en fordel for alle. Når noget er det, er det jo ikke nogen reel fordel for nogen, det burde ligesom sige sig selv. Hvis man som økonomisk analytiker ikke gennemskuer denne ellers elementære sammenhæng på halvabe-niveau er det vist begrænset, hvad man i fremtiden vil kunne bidrage med. Blot synd for denne journalist, Jens Erik Rasmussen, at jobbet med at lave statistikker om tirsdagen i JP allerede er optaget af en mand med tilsvarende analytiske evner. Han ville ellers udfylde jobprofilen fint. Tænk blot at skulle være dum nok for at få et job og så alligevel opdage, at der allerede er optaget af en, som er dummere endnu! Det må være en træls oplevelse helt på højde med den følelse, som den amerikanske troubadour Tom Lehrer engang udtalte: “Is is a sobering thought, for example, that when Mozart was my age, he´d been dead for two years”
Eller skal vi da sige tak for den pæne besøgsartikel hos os, som kan læses på Hifi Musik og så har den foreløbigt kun kostet et par Flensburger-pilsnere og et par kopper cappucino. De har nemlig ikke endnu oplyst nummeret på deres liechtensteinske bankkonto. 
Det var forresten som det også fremgår ganske tydeligt ikke undertegnede, men fru Olsen, som fandt den tudsegamle Sheffield-plade frem. Det knytter det sig forresten en lille historie til. For temmeligt længe siden brugte vi nemlig denne plade til at teste mikrofonindgangene i div. transportabelt optageudstyr. Dagen efter kom en kommende kunde og ven så tilfældigvis forbi med den samme “musik” på CD. Denne lød til gengæld så dårligt, at forskellen kunne høres ude på gaden med lukkede døre af vores akustiske ekspert fru Olsen.
Siden dengang er LP-en så blevet halet frem til særlige lejligheder, selv om vi faktisk ellers ingen “audiofile” plader har. Til gengæld skal vi på det bestemteste advare mod at spille denne LP på andet end anlæg med den allerstørste dynamiske kapacitet. CD-en kan til gengæld spilles helt fint på en ghettoblaster. 
Det var så det, vi havde valgt at bringe i dag, udvalgt blandt meget andet sludder. Vi ses på tirsdag! 

En ny dansk film

Og så er det jo på tirsdag den 1. april i Universitetsbaren fra kl. 12, at vi fejrer 25-års jubilæum.
I forne tider var Nimbus-motorcyklerne jo helt synonyme med fornuft og pålidelighed, mens navnet i nutiden måske er knapt så pålideligt, men måske stadigvæk ganske forudsigeligt. Lad os tage Nimbus Film, selskabet bag den nye danske gigantfilm “Flammen og Citronen” (eller var det omvendt?-nå, det er vist ligemeget), som har premiere i dag.
Nu er en gigant-produktion i Danmark jo med et budget på under 50 mill. jo ikke helt sammenlignelig med store udenlandske ditto med 20 gange så stort budget og det er der desværre også meget andet i denne sammenligning, som heller ikke er. Nu for eksempel muligheden for at tjene penge. Som vor helt, den særdeles velskrivende journalist ved JP, Michael Enggaard har berettet, gav alle Nimbus´ 6 produktioner sidste år underskud, altså i den grad pålideligt som en rigtig Nimbus. Om den her nye kommer til at tjene penge er et meget åbent spørgsmål. 
Af naturlige grunde har undertegnede ikke set filmen, da den jo altså har premiere i aften, men en sikker indikation plejer at være, at hvis traileren er tilstrækkeligt amatøragtig og ubehjælpsom, så er filmen kun uhyre sjældent meget bedre, oftest i virkeligheden en hel del værre. Traileren er ganske vist bedre end den kommende danske ridderfilm med damernes ven David Owe (ikke småpigernes ven Jeppe Kofoed, han burde vel for attraktionen i det mindste have haft en birolle for at prøve at sælge et par ekstra børnebilletter) Dén film har til gengæld tilsyneladende potentiale til at blive allertiders største ufrivilligt komiske
danske filmsucces siden “Reptilicus” Vi glæder os ganske meget!
Særligt komisk ser “Flammen og Citronen” godt nok ikke ud og så måske alligevel. Ihvertfald hvis man har haft planer om at tjene penge på det. Nu skulle man jo tro, at med en tidligere programchef doe DR, Jørgen Ramskou, ved roret i produktionsselskabet skulle man jo have tilstrækkelig kompetence, men det er tydeligvis ikke ganske tilfældet. 
Siden ansættelsen af Ramskou har man nemlig ikke præsenteret en eneste rentabel film hos Nimbus, og det beviser blot, at en manglende evne til med rettidig omhu at omgås licensbetalernes penge i jobbet ved DR ikke nødvendigvis bliver bedre i det sammensurium af mere eller mindre halvoffentlige og halvprivate midler, som muliggør en film.
Nu kunne man måske naivt tro, at hvis blot tilstrækkeligt mange mennesker går i biografen og ser den film er alt godt. Ramskou taler selv om 350.000 som et succeskriterium. Som tidligere nævnt i disse spalter er det nu noget vanskeligt at se denne logik, fordi hver solgt billet blot giver 15 kroner brutto til produktionsselskabet og forresten kun det halve i Biografklub Danmark (hvor denne film nok bliver et større hit).
350000 solgte fuldprisbilletter giver for de regnefærdige blot 5 mill. bruttoindtægt og for sammenligningens skyld var det sidste år kun den evige “feel-good”-saga om “Anja og Viktor”, der overhovedet kom derop. Man kan vel forudse, at denne film nok især vil finde sit publikum blandt mange midaldrende, som nok primært vil se den i Biografklub Danmark. Regnestykket bliver således ved 50/50 af hver billettype, at blot alle danskere ser filmen mindst én gang, er alle udgifterne dækket ind. Da statens bidrag ikke skal betales tilbage vil det give Nimbus Film tæt ved positiv egenkapital igen, hurra. Det er nok et lovligt optimistisk scenario.
Derudover er der så DVD-salg og salg til fremvisning i andre lande, MEN: Emnet er jo ikke akkurat nyt og selv om der tilsyneladende er introduceret en specielt dansk amatørisme i filmproduktionen, som desuden er lavet som et kludetæppe af tilsyneladende temmeligt tilfældige filmoptagelser alt efter hvornår der var penge i kassen, så er der næppe basis for den store eksport.
Man må jo huske på, at de allerfleste store filmproduktioner har ganske få filmdage, sjældent mere end 4-6 uger IALT og det kan jo sjovt nok kun realiseres, hvis filmprojekter har været ordentligt planlagt. Til eksempel var der kun 3 uger afsat til at filme det store epos “Rob Roy” med Liam Neeson.
Det har det her helt givet ikke været, og mon ikke vi ser Nimbus Film for sidste gang agere i det danske filmmiljø? Det var så dagens visdomsord om en film, som denne skribent ikke har set og mange andre sikkert også vil lurepasse lidt på ihvertfald indtil den kommer i TV. Desværre er salgsprisen for en film til TV og dens succes på DVD altid afhængig af den succes, som den havde i biograferne. Ingen særlig succes der giver altid fiasko. Det lidt specielle ved den her film er så, at selv betydelig succes i biografen (som nok ikke er særligt sandsynlig) alligevel med stor sikkerhed gør det her projekt rentabelt, end ikke noget der ligner.
Om det så er kunstnerisk uafrystelig oplevelse ved vi naturligvis ikke, men der er vel garanti for, at Mads Mikkelsen i en af hovedrollerne spiller solidt og stabilt som ja, Mads Mikkelsen. Ham kan man altid regne med ligesom man åbenbart også kan med den gamle kommunist Jørgen Ramskou, det er blot på lidt forskellige måder. Den ene ser lidt forslået ud, men har vel fået sin hyre, mens den anden bare ser lidt slidt ud. Bankene ligger vist bare lige på den anden side af weekenden til Ramskou og Nimbus Film. Sjov økonomi, den danske filmbranche har altså lige indtil den ikke har det mere.

Lidt selvransagelse

Ja, 25-årsjubilæumsreceptionen er stadigvæk den 1. april i Universitetsbaren under Stakladen på Nordre Ringgade.
Nu var det måske lidt af en overraskelse, at den socialdemokratiske udenrigspolitiske ordfører så hurtigt efter sine seksuelle eskapader i sidste uge blev meldt sygemeldt. (ja, det var vist sådan det skete)
Normalt plejer eventuelle seksuelt overførte sygdomme jo at have en noget længere inkubationstid og som alle afrikanske mænd jo ved, kan man ikke få AIDS, hvis bare pigerne er unge nok.
Om det har været sådanne tanker, som har motiveret den belæste Jeppe Kofoed ved vi naturligvis ikke, faktisk heller ikke, hvem der meldte ham syg. Det kunne måske ellers være interessant, for han deltog jo som bekendt i gårsdagens socialdemokratiske gruppemøde, og han så nok noget betuttet, men altså ikke synderligt syg ud, men har nok måske funderet overden den gamle morsomhed om, at AIDS, der opdages i tide, HELLER ikke kan helbredes.
Nu kan man jo ikke afvise, at han faktisk har været syg eller afkræftet, da der jo, som den danske fotomodel Helena Christensens tidligere kæreste, sangeren i bandet INXS Michael Hutchence så grafisk demonstrede, er der seksuelle aktiviteter, som i heldigste fald efterlader kvælningsmærker på halsen og i værste fald det, der er værre. Værre gjaldt jo som bekendt for Hutchence selv.
Det er dog næppe akkurat den slags variationer, som erfarne mænd som samme Kofoed benytter overfor purunge piger, så måske han rent faktisk var blevet lidt forkølet. Det var nu tydeligvis ikke akkurat nogen ønskesituation for den socialdemokratiske gruppe, hvor næstformand Mette Frederiksen med sin sædvanlige altid beredvillige forlorne intensitet sagde, ja vist mest, at han skulle tage hjem igen og blive ved med at være syg, til stormen forhåbentligt var drevet over.
Der var ingen, som fik en kommentar fra Helle Thorning-Schmidt, og det er selvfølgelig ikke tilfældigt. SÅ dum er hun ligegodt ikke. At denne seneste affære med Jeppe Kofoed så blot dækker over et gammelt problem med denne klæbrige fætter er til gengæld ganske tydeligt. Nu er Jeppe Kofoed trods alt kun 34 år, men allerede for 12 år siden, i 1996, blev samme Kofoed ellers permanent strøget som underviser på disse kurser, fordi han også dengang, surprise-surprise, havde ganske de samme og ligeså heftigt forfulgte interesser for beundrende partimedlemmer blandt de særdeles unge modeller. Det er altså en beundringsværdigt ung alder at have for en gammel gris. Igen, hvis han havde været en fin fyr, havde de andre mandlige deltagere såmænd ligesom trommeslageren i et succesband stillet sig tilfredse med den næstpæneste pige (efter at forsangeren havde været der og sikret sig den pæneste), men sådan gik det ikke dengang, og sådan gik det så altså heller ikke i påsken.
Nu er sådan nogen interesser som dem her vel ikke diskvalificerende i almen omdømme, men det er de altså for politikere. En rundspørge blandt skoleelever i aftes gav ham da også fingeren-måske han skulle have nøjedes med den selv…Selv Frankrigs præsident Sarkozy har jo haft en katastrofal start på sin præsidentperiode på grund af sin kærligsheds-kuller med Carla Bruni. Man forventer ikke, at ledende politikere ikke tænker på sex, men man kan vel med rimelighed forvente, at de tænker på andet. Her kan man have sin tvivl om den unge Jeppe fra de vistnok åh så hårde kår. Ifølge krøniken tog den Jeppe som ung allerede sin del af ansvaret i sin brudte familie, ja han skulle vist næsten have haft en medalje. Senere er det så mere end ansvaret han har taget, men altså ikke rigtigt ansvaret for det.
Af den eneste grund, nemlig at han vistnok sent opdagede det med pigerne, har han stadigvæk ubetinget støtte fra sin indfødte bornholmske opstillingskreds. DSU-kurserne har tydeligvis ikke været holdt på Bornholm, ellers ville et pat tykke maver her og der nok have nedsat valgbarheden omend ikke frugtbarheden noget.
Igen, når nogen som Jeppe Kofoed i en alder af 22 år bliver udelukket fra DSU-kurserne på grund af overdreven seksuel aktivitet (overdreven, fordi det udover ikke at være tilladt er imod DSU´s egne tydeligt ophængte regler), tja så er det altså ikke fordi det ikke forekommer alle steder, for det gør det.
Det skyldes udelukkende, at samme Kofoed er en uhyre lidt sympatisk person. Ellers ville sådan noget indre-partisnavs nemlig aldrig nogensinde være kommet frem. Når man ser et af nutidens ellers mindst sympatiske politiske dyr, nemlig Socialdemokratiets opportunist par excellence, Henrik Sass som i går kommenterede Kofoed-sagen, kan man godt nok se, at konkurrencen i partiet om at være det allerdummeste svin er temmelig intens. Indtil vi ved mere om Sass er Kofoed dog vores foreløbige kandidat, syg eller ej eller altså blot med slidmærker og moderat blodunderløbning.
Det er jo også en slags sygdom, men det kan klares med Fucidin, Jeppe, men det ved du vel.

Et ualmindeligt dumt svin 

Vi skal atter i dag for dem, som har fået en skriftlig invitation uden adresse til reception for vores 25-års jubilæum den 1 . april lige minde om, at det foregår i Universitetsbaren under Stakladen på Nordre Ringgade fra kl. 12.
Nu er det jo i den danske variation af det, der engang i politologisk jargon blev kaldt “The Permissive Society” ikke altid ens gerninger, som fælder f. eks. en politiker. Lad os for eksemplets skyld tage den kuldsejlede socialdemokratiske politiske ordfører Jeppe Kofoed.
Samme Kofoed fortsætter naturligvis blot en tradition over mange tusind år, hvor magt bevisligt er den allerstørste mandlige seksuelle attraktion og traditionen har da også været fortsat af mange andre socialdemokratiske tidligere ledere og næstformænd. Disse sidste har godt nok mest genbrugt tidligere kvindelige bekendtskaber mellem hinanden, og det har nok været ganske klogt. Det gennemgående træk har dog som i hønsegården været, at alle kvinderne omkring disse magtfulde mænd altid har kaglet allerhøjest, når den altid for tiden mest kraftfulde hane har galet. Magtforholdet mellem mændene har så naturligvis ændret deres attraktion hos kvinderne.
Nu kommer Nyrup jo selv fra Esbjerg, hvor Jeppe Kofoed mødte sit foreløbige og sikkert endelige politiske Waterloo på en lille værelse med en 15-årig pige, og det har naturligvis begrænset hans muligheder for at lave alt for mange skandaler, Nyrup altså. Han har givetvis ellers været fristet, Esbjerg Højskole er jo også et velegnet sted.
Omvendt var Jeppe fra Bornholm på vestjydsk Ibiza-tur og udsat for den naturlige beundring, som selv middelmådige magtmennesker får fra mange kvinder. Alt det her er der intetsomhelst unaturligt i. Som alle foredragsholdere og musikere ved lignende lejligheder kan berette om, at der altså mere end én tag-selv buffet ved sådanne lejligheder.
Nej, det eneste rigtigt bemærkelsesværdige i denne sag er, at allerede natten mellem fredag og lørdag, hvor disse altså ikke-ulovlige seksuelle aktiviteter fandt sted (nogen af aktiviteterne kan naturligvis have været ulovlige i visse knapt så frisindede amerikanske stater, men det ved vi faktisk ikke noget om), blev hændelsen indberettet til den centrale ledelse i partiet. Det er imponerende, at man har kunnet få kontakt overhovedet midt i påskeferien. Man har virkeligt været oppe at køre over den her sag.
Når noget siver ud så hurtigt, ja næsten omgående igennem helligdagenes nyhedsblackout, fortæller det én ting og kun én ting: Jeppe Kofoed er simpelthen en helt utroligt dumt svin! Han har tydeligvis under sit foredrags-besøg på Esbjerg Højskole gebærdet sig ikke ulig den tidligere sovjetiske sikkerhedschef Lavrentij Berija og med ganske de samme interesser i purunge piger. Man kan sagtens gøre folk meget misundelige og lettere forargede ved at liste af sted med den omtalte pige, men det er altså kun, hvis man er et tilstrækkeligt ubehageligt menneske, at man kommer i fedtefadet for det. Hvis man er en fin fyr bidrager det jo kun yderligere til éns status blandt både mænd og kvinder at være skørtejæger, så det har han altså ikke været.
At hele partiet så beredvilligt ofrer ham, mens Venstre jo som bekendt fór lidt mere lempeligt med ham, som havde beluret småpiger i et motionscenter, fortæller vel også samme historie.
Jeppe Kofoed er tydeligvis i samme sympati-liga som den tidligere pakistanskfødte SF-ordfører, som jo fornyligt foretog ganske samme rutchetur uden sikkerhedsnet. Nu er politisk uenighed jo ikke ligeså udtalt mellem politiske modstandere udenfor TV-rampelyset, hvorman sagtens kan være gode venner. Det har man altså bare ikke kunnet være med de her 2 yngre mænd, og selv om man sagtens kan tale om dansk hykleri og bornerthed, er det altså ikke hovedsagen lige i disse her affærer.
Der drejer det simpelthen om mennesker, som tydeligvis i deres nærmeste omgivelser og eget poltisk parti opfattes som uværdige moralsk, menneskeligt og på anden vis. De er altså selv efter poltiske målestokke nogle rigtigt dumme svin. Det siger en hel del, men nu siger de altså heldigvis ikke selv mere. 

Lidt statistik og mere fest

Nu begynder det altså at blive alvor, folkens. Om præcis en uge fra kl. 12 starter vores uformelle reception i forbindelse med undertegnedes 25-års jubilæum i Universitetsbaren under Stakladen på Nordre Ringgade. Giv os endeligt et pip, hvis du kan komme eller alternativt kommer du eller I bare alligevel. 
Alt dette bringer jo unægteligt tankerne tilbage til situationen for 5 år siden, hvor også et par hundrede mennesker kikkede forbi og hvor er situationen dog forandret! Dengang havde undertegnede faktisk ikke været i det store drømmeland for oilskinsjakker, moleskinskjorter og høje filthatte, Australien endnu, jobbet var et andet og resten af livet var endnu mere anderledes. Lykken lå stadigvæk langt ude bag horisonten.
Alt skulle blive anderledes. I mellemtiden har undertegnede adskillige gange besøgt Brenton og Wendy og alle de andre langt derovre i landet på den anden side og allervigtigst, familien Dahl Olsen har infiltreret vores lille ungkarlehybel. Endelig ville skæbnen eller tilfældet, at jobbet hos Dansk Audio Teknik i stedet blev til Pouls Audiobutik, og i optakten til denne festlige stund skal vores tak da lyde til Kenneth Bræmer, ejeren af firmaet Wavehouse og medejer af Dansk Audio Teknik, uden hvis støtte og konstante hjælp siden dette sikkert aldrig ville være sket.
Nu er det jo allerede tirsdag, og dermed er det tid for den vanlige statistik i Jyllands-Postens udenrigstillæg. Nu skulle man jo efterhånden tro, at man måske efterhånden havde udtømt mulighederne for totalt forsludrede og ligegyldige og på anden vis fejlagtige statistikker, men den gode “journalist”Christian Nørgaard Larsen klør ufortrødent på i sin sædvanlige og uforlignelige stil.
I dag omhandler statistikken vejsidebomber i Afghanistan, helt givet et væsentligt konversationsemne i utallige danske hjem med eller uden Thorning-Schmidts kakkelborde. I introen fortælles om det lovløse Afghanistan, hvor mellem 8 (regeringens opgivelse) og 36 (FN´s opgivelse) af 364 distrikter er “stort set utilgængelige” for regeringen og evt. ihærdige nødhjælpsarbejdere. Hvad denne noget tågede grænsende til det lettere retarderede definition “stort set utilgængelig” dækker over kan enhver vel dømme om. Ret meget mere uklare kan begreberne da vist ikke blive.
Til gengæld er der andre lyspunkter i Afghanistan, hvis man da ellers skal tro dagens statistik. Den viser på et søjlediagram skaleret fra 0 til 200, at der i 2006 var 123 selvmordsattentater i Afghanistan og i 2007 169. Nu er det i denne statistik jo tydeligt, at Afghanistan må være et uendeligt farligt sted at være, og det er ikke uventet også konklusionen i JP.
Nu er der ikke meget der tyder på, at Afghanistan ligefrem er mellemøstens lykkeland, det sagnomspundne Shangri-La, men lad os lige kikke lidt på denne statistik. Afghanistan er nemlig ikke blot et stort og uregerligt land, der er osse over 20 mill. indbyggere. Omregnet til danske tal bliver risikoen for at blive dræbt af en selvmordsbombe i Afghanistan i følge de seneste danske statistikker nemlig dermed en hel del lavere end risikoen for at blive myrdet i Danmark. Som bekendt er Danmark mordmæssigt et af verdens absolut fredeligste smørhuller, så lige præcis denne kendsgerning gør altså, at selvmordsbombere kun kommer til at påvirke den forventede livslængde i Afghanistan ude omkring 4. decimal efter kommaet i den forventede livslængde i hele antal år.
Overskriften i JP lyder ellers uhyre fængende “Det farlige Afghanistan” Det farligste er vist som altid at tro bevidstløst på sådan en statistik, hvor enhver idiot vel burde kunne se, at dødeligheden i Afghanistan som følge af almindelige trafikuheld helt givet er mange gange større, måske og sandsynligvis mindst 25 gange.
Vi glæder os allerede til næste tirsdag og denne gang altså af 2 grunde. 

Glæde og tristesse 

Så er vi ved at gå ind i den allersidste uge inden vores 25-års jubilæumsreception den 1. april fra kl. 12. Den foregår som bekendt i Universitetsbaren under Stakladen, Nordre Ringgade, og vi glæder os til at massevis af gamle kunder og venner. Det er altid forunderligt, når kunder uden tøven som Thomas G. i lørdags tydeligt kan huske den allerførste handel med en Ortofon-pickup i Radiohuset Expert for 18 år siden og dem er der heldigvis masser af. De gode tanker er nu til enhver tid det, som varmer allermest.
Gode tanker og ønsker skal der også herfra i dag lyde til Det Radikale Venstre, det får de vist brug for. Det må nu ikke opfattes som utidig sympati, mest som et ønske om, at de fortsat vil som hidtil vil kunne illustrere, hvordan politikerlede opstår og trives i allerbedste velgående.
Nu er det ikke den særdeles slidte partileder Margrethe Vestager, som fortjener særlig opmuntring, og det ville nok heller ikke hjælpe. Den givetvis nødvendige taktiske afstandtagen fra den regerende kommunikationsmester Villy Søvndal og SF sker nemlig på et punkt, som de radikale aldrig ville have bemærket, hvis det altså ikke var fordi Villy og hans kohorter allerede havde besat punktet.
Det skærer næsten i hjertet at høre det gamle humanistiske frontløberparti at tale om manglende økonomisk ansvarlighed på helt traditionel borgerlig vis og det virker nok allermest rørende, fordi det for blot et par uger siden i den sædvanlige oppositionelle overbudspolitik i den offentlige finansiering heller ikke hos de radikale ville have afstedkommet blot den allermindste omtanke. 
Det virker således noget påtaget, at præstedatteren Vestager nu springer ud udenfor sit sædvanlige fokusområde værdipolitikken, men det fortæller vel også om et parti, som i sin vidfavnethed er sprækket på kryds og tværs. SF har endelig taget den tiltrængte værdipolitiske tete i oppositionen og det nok for den forudsigelige fremtid, og det efterlader Vestager med de sørgelige resterende muligheder.
Den radikale sårbarhed ses vel ikke mindst af, at en af alle tiders mest utæmmede vilde politiske dyr, nemlig den radikale ordfører Simon Emil Ammitzbøll er sprunget ud med et af alle tiders mest absurde forslag. Nu behøver samme Ammitzbøll jo på ingen måde springe ud kønspolitisk i sin uhæmmede og utæmmelige og helt ulidelige (selv med politisk målestok) selvpromovering. 
Hans forslag går jo ellers ud på, at de radikale vil kunne løse alle deres problemer ved at udskifte de ældre og erfarne folketingsmedlemmer med nye yngre som surprise-surprise Simon Ammitzbøll selv. At en partileder ikke formår at banke sådan en hjernelam idiot på plads siger vel allermest om den radikale krise. Udover at denne aldersdiskriminerende udtalelse burde efterprøves hos Det Danske Institut for Menneskerettigheder (det bliver den givetvis ikke-det er jo vennerne der taler), fortæller det vel om et parti, som er blevet ædt op indefra i sin åh så forstående holdning til alt, bare det er antizionistisk, antiamerikansk og anti-Fogh. Nu rækker forståelsen så ikke uventet helt til at nedlægge partiet og de fleste partimedlemmer.
Det giver jo noget af en stor favnfuld til sidst at skulle omfatte så megen forståelse, og så springer den altså allerede forlængst udsprungne Simon Emil Ammitzbøll ud som en trold af en æske med sit forslag om ungdommens særlige kvaliteter fremfor viden og erfaring. Der står den ikke særligt gamle, men helt udslidte Vestager helt uden autoritet og ideer i en verden, som med eksprestogsfart er kørt forbi de radikale.
Heldigvis for Danmark forventer vi ikke exorbitante Ammitzbøll med sit ekstremt overdrevent åbne kropssprog helt a la de fra TV så kendte indretningfolk til liebhaverhjem (fy for Helvede! Undskyld! red.) få nogen særlig magt. Det er forhåbentligt ikke noget, der virker bredt i et samfund med en almindelig udbredt form for seksualitet, som medfører avl af børn. Det håber vi da ikke.
Farvel, Margrethe, du skulle nok ikke have været formand hvis du ikke kan smide Ammitzbøll ad Helvede til, og nu er det alligevel nok for sent. 

Lidt ligemeget

Vi har mange gange tidligere været inde på, at hvis vores kolleger på de danske netbaserede fora skal sikre sig aktivitet og dermed reklamekroner, er der altså ingen erstatning for at have noget, som folk gider læse. Der er altså heller ingen erstatning for fascination i branchen, og det ER altså ikke særligt spændende at læse anmeldelser af fuldstændigt ligegyldige kinesiske mellemklasseprodukter som Prima Luna og op til flere Vincent/Sintron-apparater eller den 117. variation over en pæn lille højttaler med et par Scan-Speak enheder til tilsammen nogle hundrede til kun knapt 30.000,- i udsalg.
Hvis man skulle være i tvivl kan man jo altid studere antallet af kommentarer til de egentligt OK, men altså tillige aldeles ligegyldige tests af ganske ligegyldige apparater, som uvægerligt er ganske tæt ved 0. Vi er faktisk ved at nærme os samme gennemslagskraft og gennemtrængning som de esoteriske jazz-anmeldelser på Hifi Musik, som set over de seneste 10 stykker blot har afstedkommet en enkelt forkølet kommentar. Man kunne med nogenlunde samme succes have bragt vejrmeldingen for Scoresbysund dag efter dag, det kunne måske med lidt held gå hen at blive kult. og så ville man måske også bedre kunne forstå evt. forkølede kommentarer, da der jo er temmeligt koldt deroppe. Det kan det andet her altså ikke, blive kult altså, og artiklerne fra Jazznet brillerer kun som billigt/gratis fyld på en iøvrigt gabende tom side. Man bliver på denne høje helligdag næsten helt religiøs og man kommer uvægerligt til at tænke på indledningen til Det Gamle Testamente:”Og Jorden var øde og tom” Tekst og ide eller ret megen fremdrift er der ihvertfald ikke og så er der i formuleringen vist taget stilling til påske-freden.
Nu er hifi jo en decideret bolche-forretning, og derfor er det interessant at studere de uhyre få tilfælde, hvor hifi og den øvrige og mere virkelige verden kolliderer. Vi ser et interessant tilfælde i disse dage med B&O og deres ICE-division. Nu er det godt nok svært at sige, at man kan være mere selektiv i sin nyhedsinformation end hifibranchen, men ICE kommer nu ganske tæt på.
Enhver ved vel efterhånden, at B&O leverer disse forstærkermoduler til både Audi og sågar Aston-Martin, da det jo har været publiceret vidt og bredt. Det må altså gå stjernegodt for B&O med det fantastiske vækstpotentiale i denne division, som nu tidligere direktør Torben Ballegård-Sørensen begejstret omtalte som et nyt guldæg for B&O.
Efter al denne hurlumhej kom det som noget af et chok, da samme Ballegård-Sørensen for nyligt blev fyret på så gråt papir, at det tangerede en bortvisning. Bestyrelsesformand Jørgen Kvorning sagde vel ikke direkte, at Ballegård-Sørensen havde mistet fokus og jordforbindelse i fastsættelsen af den fremtidige kurs, men han kom nu ganske tæt på.
Det kan man nu også sagtens forstå, og finansanalytikerne har vel ikke alle lige helt overvejet, præcist hvor ICE-divisionen står. Det er som om 1990-ernes IT-bobleøkonomi stadigvæk har et lille reservat her hos ICE. 
Man taler hele tiden om en glorværdig fremtid, men udsigterne forekommer nu for undertegnede noget tvivlsom. Nu er der jo ikke ligefrem tale om en ny teknologi længere, da den allerede var praktisk færdigudviklet og blev solgt omkring år 2000. Netop derfor kan den altså ikke vedblive med at være “lovende”, for som med den forlængst kuldsejlede danske højteknologiske Danionics-batterikoncern som forbillede viste, betyder et stagnerende og faldende salg (som ICE har oplevet)uvægerligt, at der er kommet andre spillere på banen.
Hvis man ikke skulle vide det, er ICE nu oppe mod Sony , Yamaha, Philips (Hypex) m.m. fl., som forlængst har færdigudviklet lignende teknologier.
Det er interessant, at finansanalytikerne stadigvæk mener, at ICE-divisionen med B&O selv som langt den største kunde skal kunne blive en komet indenfor branchen. Når man ikke har kunnet slå igennem med et sikkert udmærket produkt indenfor næsten 10 år er det altså simpelthen fordi, det aldrig vil lykkes nogensinde. 
Fik vi forresten lige nævnt omsætningen for ICE-divisionen? 111 mill. kr. med måske 3/4 til B&O selv…
Med B&O på vej til 5 mia. kr. er det vist lidt optimistisk at tro på, at ICE kan overleve på det frie marked. Desværre, men man har ligesom iøvrigt den eneste oprindelige konkurrent Tripath helt tydeligt ikke kendt sin besøgelsestid med at stille sig tilfreds med at sælge licenser (som man forresten netop er begyndt på, blot i 23. time) Der er desværre nok en tid for alting, og denne her tid er vist bare gået for ICE. Man burde måske have studeret Dolby lidt bedre. De insisterede IKKE på at levere chips (som ICE forresten ikke selv laver), blot licenser helt fra starten. Det viste sig at være fornuftigt. Det gjorde det andet ikke.
Denne altvidende finansanalytiker har talt! 

Professionalisme

Andetsteds på dette site foregår forberedelsen, godt nok temmeligt ensidigt, til det ultimative hifi-showdown, vistnok sådan lidt a la filmen “Alien vs. Predator”, hvor monstrene fra Podium altså skulle tage kampen op mod dem fra ATC.
Nu var filmen vistnok ikke voldsomt vellykket, hvis man skal tro anmelderne. Det skal man godt nok ikke altid, men et flertal af dommene på mellem 0 og 1 stjerne indikerer dog normalt ekstrem forsigtighed. Helt god er den så kun uhyre sjældent om nogensinde. Man kan normalt heller ikke argumentere særligt længe for kvaliteten af en af denne skribents absolutte yndlingsfilm, nemlig den tyske kultinstruktør Just Jaeckins mesterværk “Gwendoline and the Lost City” efter at have overværet flertallet af det allerede uhyre sparsomme premierepublikum udvandre fra biografen.
På trods af anmeldernes nedsabling er det nu ellers en ganske spændende film med flotte lokale og særdeles eksotiske filmoptagelser af talrige særdeles nødtørftigt påklædte yngre kvinder iført dekorative kostumer langt hinsides Jean-Paul Gaultiers fatteevne. Handlingen er der ikke så frygteligt meget ved, men de eksotiske indslag er alt rigeligt for denne skribent-desværre altså ikke for ret mange andre. Når vi låner den ud kommer den altid frygteligt hurtigt tilbage igen, men måske bare konen har kikket på omslaget-kvaliteten burde jo ellers tale for sig selv og det gør den også, nok mest i undertegnedes fantasi desværre.
Det burde den måske også i sagen om Podium Sound om den canadiske pianist, som vist helt tilfældigt emigrerede til netop det sted i hele verden, hvor alle patenterne til NXT-højttalerprincippet var ved at blive samlet, nemlig Huntingdon, England. Det var jo så der åbenbart, at han efter vel efterhånden 15 års research opfandt den revolutionerende højttaler. Pudsigt at det altså var ham der skulle gøre det lige der, men det var det altså…Tilfældighed på tilfældigheder.
I modsætning til det arbejdede Bill Woodman fra ATC adskillige år hos Goodmans Loudspeakers og det var der, han udviklede de designs, der er gængse stadigvæk hos ATC. Goodmans valgte nemlig, at de ikke ville producere dem, fordi de var for dyre, og resten er historie. Woodman er ret beset blot en ekstremt stædig og dygtig ingeniør, som evolutionært har udviklet videre på allerede fremragende designs fra Goodmans. Denne historie er der godt nok ikke så mange sensationelle opdagelser og charisma i, men den er til gengæld sand. 
Banen burde således være kridtet op til giganternes møde og det var da også lige ved at blive en realitet, da Schmidt Audio på vores forum offentligt lovede at indkøbe et sæt ATC som negativ reference. Desværre skrinlagde han helt uden nogen forklaring næsten øjeblikkeligt ideen igen uvist hvorfor, det kunne ellers have været rigtigt sjovt. ATC har ellers traditionelt en god brugtværdi men det varer jo nok desværre kun indtil Podium nedsabler dem..
Det er vel også det for lægmænd mest interessante i den her historie, som måske på handelsskoler kan fungere som atter et eksempel på, hvordan man IKKE skal sælge varer. For eventuelle tungnemme læsere her skal det med, at vi naturligvis mener Schmidt Audio, ikke os selv (naturligvis ikke, kan man forestille sig os som andet end fejlfrie?-hm., måske..)
Nu har vi nu aldrig nogensinde udfordret JBL eller Martin-Logan til det uofficielle verdensmesterskab i hifi og de har vistnok heller ikke udfordret hinanden og det er der muligvis en grund til. Man kan nemlig ikke sælge varer til andet end nære venner og særlige bekendte måske fra miljøer af alternativ seksuel observans ved blot at stille sig op som forsvarer alle de fornuftsstridige fortræffeligheder stående på en omvendt balje og råbe helt vildt højt om Doc Doxeys nye mirakelmedicin, som læsere af “Lucky Luke” måske vil kunne erindre inde under den vigende hårgrænse. 
Som med Mike Oldfields “Tubular Bells”, som ikke blev kommercielt promoveret overhovedet, er det blot at vente, indtil kvaliteten (forudsat der er nogen) af produktet genererer en større og større niche i markedet. Hvis et produkt som “Tubular Bells” har en distinkt kvalitet er meget muligt, men pladen fil altså succes uden at Mike Oldfiels stillede sig op og råbte sig helt pæonrød i hovedet om alt den herskende værdiløse musik og andres dårlige smag eller måske netop derfor. 
Et produkt og kundens opfattelse af dets kvalitet hænger jo i lille Danmark i betydeligt omfang sammen med samme kundes opfattelse af sælgeren, mest fordi der er så få. Hvis man anskuer professionalisme som andet end evnen til at leve af en ting som også blot en smule accept af, at de fleste (langtfra alle desværre) kunder har en intelligens og en kritisk sans på niveau på eller højere end en regnorm, ja så må man altså lære at forstå visse tekniske indvendinger uden konstant at ryge i det røde felt. Det er ikke krig, det her, det er bare hifi.
Det er heller ikke særligt professionelt for så vidt at professionelle lever af deres troværdighed, ikke andet. Hvis den personlige troværdighed hos forhandleren så krakelerer lidt har man jo altid sine løjtnanter, der kan komme til undsætning. Det bliver det nu ikke bedre af, selv om det måske på kort sigt kan se sådan ud.
Måske det her bare er en branche langt udenfor enhver professionalisme og pædagogisk rækkevidde med alt for mange fritidsfiskere? 
Måske, der findes da ihvertfald på mange lystfiskerhistorier. En af de historier, som er sand heldigvis, er, at vi af en gammel kollega har fået fingrene i næsten 4 Altec-Lansing 904 duplex-højttalere. Der er desværre ikke nogen følgehistorier om store musikeres tilbeden af disse højttalere, som blot er fremragende og sober ingeniørkunst. Det er nok derfor Altec-Lansing ikke lever mere, og det er måske desværre derfor, så mange andre new science-firmaer gør. Det første var nemlig uvægerligt vældigt dyrt, det sidste er ikke. At fremstille, altså, salgsprisen er jo noget helt andet. Desværre! Det var vist det der med den gamle verden mod den nye. Et oplæg til en thrillerfilm “Science vs. Scientology” måske? Mærkeligt, for man kan vel ikke være scientolog og jøde samtidig, og en mand ved navn Katz er næppe muslim, men sådan er der så mange løse ender, når troen erstatter kendsgerninger. 

Colosseum..

..blev det ikke til i de seneste dage, hvor vi har været bortrejst til Ditmarsken og Holsten på en lille ferie, men til gengæld kom vi ganske tæt på det tilsvarende mægtige monument på de kanter, nemlig “Der Kohloseum”, det store kålmuseum. Tysk humor er måske i virkeligheden helt OK. Vi beklager de periodiske udfald på denne side, men der var ikke rigtigt net derude på fladmarsken.
Atter hjemvendt skal vi da lidt forsinket delagtiggøre vores trofaste læsere i endnu et par vigtige højdepunkter. I den altid interessante statistik i JP er vi i denne uge nået til et emne, der sikkert allerede har været diskuteret rundt omkring kakkelbordene i ganske lang tid for nu at citere vores tidligere så kommende socialdemokratiske statsministerfrø. Det drejer sig naturligvis om antallet af bådflygtninge fra Somalia-området til Yemen på sydspidsen af den arabiske halvø. Endelig har JP fundet noget interessant, jubi eller hvad?
Tjah, statistikken siger, at i januar februar 2007 kom der 2946 bådflygtninge til Yemen, mend der i samme periode i år kom 8713 personer. 113 mennesker har angiveligt mistet livet og 214 er meldt savnet på sejlturen. 
Som altid er statistikken her af større underholdnings-end informationsværdi på denne ellers lidt triste baggrund. For det første er Yemen en seriøs kandidat til verdens mest lovløse statsdannelse uden central organisation overhovedet, så hvordan denne statistik overhovedet er kommet i stand vides ikke. Der er et element af teoretisk umulighed her og så har vi vist udtrykt det lidt mildt.
Befolkningstallet i Yemen kendes for eksempel ikke men anslåes blot op til nærmeste million af mangel på bedre. Hvordan man så præcist har kunnet tælle antallet af illegale flygtninge er ret bemærkelsesværdigt, især fordi de jo naturligvis undgår enhver kontakt med myndighederne, som jo forresten ikke er der. Det gør jo den præcise optælling noget vanskelig og det er måske noget mildt udtrykt.
Det måske dummeste i denne statistik er stadigvæk, hvordan man har opgjort tallet af druknede og savnede. Det er jo ganske svært at anmelde et savnet familiemedlem for en illegal til en ikke-eksisterende statsmyndighed, men det anfægter som altid overhovedet ikke vores trofaste journalist her. Opgørelsen af det præcise antal druknede i disse hajfyldte farvande er så blot endnu et eksempel på menneskelig forestillingsevne omkring det absurde. Når ingen overhovedet bekymrer sig om de illegale levende laver man altså ikke lokal statistik omkring de døde. Som bekendt aner heller ingen overhovedet antallet af illegale immigranter blot indenfor 10000 fra Nordafrika til Spanien eller Italien på månedsbasis og endnu mindre antallet af druknede og savnede. Statistikken omkring de savnede hæmmes i Europa jo også noget af, at de, der melder folk savnede jo så ligesom ikke er illegale længere og dermed sendes tilbage. Vi er altså noget ude på det åbne hav her statistisk set. Incitamentet til at anmelde er således næppe særligt stort eller vel nærmest ikke-eksisterende. Om det her er en dum statistik? Ja, det er det i fin tråd med den stolte tradition omkring tirsdagens åndelige lavpunkt, som JP er ved at fastslå med syvtommersøm. Måske man burde flytte disse ugentlige statistikker om på bagsiden med vittigheder og andre tegneserier, men man har nok skønnet, at disse ufrivillige statistiske vittigheder er så meget morsommere end de tegnede, at det ikke ville være forsvarligt.
En anden spændende statistik viser, at salget af danske vinylplader er steget med næsten 50%. Hvis det ikke giver basis for at tale om en renæssance for den analoge lyd, hvad skulle så gøre det? Direktøren for pladeselskabernes sammenslutning IFPI, den gamle grand prixpige-charmør Jesper Bay kan således oplyse, at salget i december af vinylplader var dobbelt så stort som forrige år. Hvor vildt kan det næsten blive?
Ikke særligt vildt desværre. En af landets førende vinylpladebutikker, Route 66 med afdelinger i København og Århus, sælger således blot 300-400 eksemplarer af de mest populære titler, noget mindre altså end de 300000 eksemplarer af Kim Larsens “Midt om Natten”.
Nu er vinylplader jo heldigvis blevet dyrere med en normalpris omkring 200 kr, og med et salg på 400 stk. er vi dog oppe på 64000,- excl moms. Så skal der bare nok sællerter til men der falder kæden helt af. Det samlede salg i Danmark af nye vinylplader var nemlig ialt 488.000,-. Det vil sige, at det pladekøbende publikum blot køber 3200 plader IALT på årsbasis! 
Det vil igen sige, at en by som Ålborg med en befolkning på 100.000 tilsammen årligt køber omkring 60 nye vinylplader. Det er vist tal, som er lige på kanten af det statistisk signifikante og noget mindre end den lokale Shell-tank i Hasseriis sælger af det nye album med Kandis. Hvis man anskuer det som et afgørende gennembrud, at borgerne i Ålborg altså statistisk er gået fra at købe 40 og til altså hele 60 LP/maxier på et år er man altså lidt i petitesseafdelingen. Den eneste renæssance man her kan håbe på er vist, at nogen af de involverede i disse jubelmeddelelser får deres skolepenge tilbage. Det samlede antal danske fuldtidarbejdspladser i den nye danske vinylrenæssance er lige præcist 0, hverken mere eller mindre. Ret meget mindre kan en industri altså ikke blive rent statistisk set.
At tale den større er ligeså håbløst som at overtale ens slappe lem til fornyet aktion, som de fleste mænd vel har prøvet en enkelt gang. Jo mere man prøver jo mere umuligt bliver det og jo flere argumenter man finder på, jo mere komisk bliver det hele.
Derudover skal vi atter minde om 25-års branchejubilæet den 1. april i Universitetsbaren under Stakladen fra kl. 12. Stik os en mail hvis du kommer!