Far og datter

 
Posted by PicasaDenne vinter har været ganske krævende i vores lille virksomhed. Vintervejret har gjort budcykelturene både kortere og mere besværlige end sædvanligt og derudover går de ud over skribentvirksomheden her. Når både alting tager længere tid at udføre på grund af det dårlige føre derude og at aktiviteten samtidigt er på et ganske uhørt højt niveau, ja så er der vist kun at drømme om sol og sommer igen.  OG fortsat høj aktivitet naturligvis, mennesket er dog et mærkeligt dyr, som kræver alt og intet mere end det umulige..

Derfor et billede fra sidste eftersomme af den /relativt) stolte far, Folmer Hund, med sit både seneste og sidste afkom, Fine Hund.Det er sådan noget, der bør minde selv travle forretningsmænd som undertegnede om, at der mere til livet end at fare rundt og gå og gø åndssvagt. Der er osse behov for afslapning og eftertænksomhed og kærlighed. Lige for tiden får denne kærlighed nu mest udløb i dagtimerne med at lytte til  og fifle med vores små nye højttalerskrumler, vi skal jo arbejde. Det nu er herlig ting at ens interesser og arbejdet i den grad kan “amalgamere” for nu at bruge et ord, som næppe mange udenfor tandplombe-industrien kender til. Og vel næppe engang mere der, selvom vel nok ikke alle der skal dø af deraf forårsagede organiske kviksølvs-forgiftning helt er væk endnu.
Ak ja, man kan hverken leve af kærlighed eller amalgam, men men kan dø både med og uden, er livet dog ikke paradoksalt. Og så kan og må  man jo trøste sig med den mangeårige JBL-designer, John M. Eargles, sidste bedrifter, der ligeledes først blev skabt i hans allerseneste manddomsperiode. Der er sådan lidt “aftægts-hobbyaktivitet” over den måde som disse store biografhøjttalere blev designet og installeret i det Samuel Goldwyn Theater, som huser uddelingen af årets Oscars i disse timer Nemlig de ganske forrygende JBL 5674, der først blev lanceret i den allerseneste slutning af det seneste århundrede, var han allerede var næsten 70. Der er tydeligvis et liv efter de 56, rart at vide for denne halvgamle skribent.  Lyden her i vores værksted er efterhånden så fed, at selv fruen i huset nikker billigende og tro os, der skal noget til! Og det skal der forresten osse for at få gamle reserverede Folmer Hunde-far til at ligge stille og tæt på lille fine Fine Hund. 

Tak til Svend!

 
Så starter den prosaiske hverdag atter op med leveringer og monteringer og anden spas. Vi skal atter engang huske at takke vor gamle fotograf-ven Jakob for de fine afbildninger af vores “pro temporære” referencelydsystem i kælderetagen. Eller måske som selv den relativt uopmærksomme kikker vil have bemærket, 2 systemer. Som den gode fotograf, som Jakob er, er det ganske svært at få et fornuftigt billede af diverse størrelsesforhold, og derfor har vi indforskrevet en ferierende med-entusiast, Svend, til denne nødvendige perspektivering. Denne høje flotte mand er ganske som denne skribent 2 m. høj, og dermed burde det med ønskelig tydelighed klart fremgå, at det højttalerne altså ikke. Ikke helt ideelt med en højde på lydkilden på næsten 2.5 m., en afstand mellem dem på en god meters penge og en lytteafstand på under 5 m. til herlighederne, men derfor er det altså helt fantastisk alligevel. En ting er helt sikkert: Sådan er der aldrig nogensinde før i den elektroniske musikgengivelses historie noget, der har lydt-den oprindelige akustiske begivenhed bestemt ikke undtaget. Men det her er altså for fedt-hvis man altså godt kan lige fedt…

“Når lyset bryder frem”..

er ikke kun en tudsegammel sang af en mand, der hedder Knud Torben Grabow (om det gør ham til det oprindelige forlæg for det engang så populære udtryk en “knudemand” er uklart, noget knudret har denne Knud nu altid været). Nej det er også et højtideligt, lidt for mange gange gange gentaget. ganske vist, løfte om endelig at få taget nogle billeder af vores nye kælder-monitorsetup. På grund af de lidt håbløse lysforhold bliver vi dog nødt til at vente en times tid.
Nemlig på, at lyset bryder frem.