Så er alting printet vedrørende årsregnskab, og den skrappe revisor Anders har været på besøg til den årlige status over vores lille virksomhed. Til alt held eller hvordan man nu skal udtrykke det, så er vi ikke så fattige, som vi har været, men vi er så tilsvarende heller ikke så rige, som vi forhåbentligt bliver engang. Det vil på mindre gådefuldt dansk sige, at alting går efter budget og planer og personlige preferencer omkring dagligdagens dont og aktivitetsniveau, så der er både penge til samtlige leverandører, løn og sågar den sædvanlige overskud/opsparing i den fornuftige størrelse.
Om det så er fordi vi er dygtige eller de andre bare er dummere er sagen lettere uvendkommende-selv hælder vi naturligvis til den første antagelse, selv om den sidste med forgangne 4Sound som fremmeste eksempel nærmere peger på det sidste. Den glædelige realitet er dog, at vi finansielt og forretningsmæssigt er i smult vande. Og det er jo godt nyt for især kommende udbydere af diverse Vitavox-antikviteter.
I det hele taget er det der nostalgiske element i de fleste/alle mennesker altså noget mærkeligt noget. Selv om dagens nostalgi-flip er et af de mærkeligere af slagsen. Som muligvis tidligere nævnt på denne plads har vi købt en gård ved Dronninglund til glæde og adspredelse og andet heste-hold. Denne kendsgerning ville være fuldstændigt ligegyldig hvis det altså ikke var og iøvrigt osse er en ubestridelig geografisk kendsgerning, at vi kun bor et par kilometer fra den noget forfaldne flække og engang noget mere blomstrende stationsby Præstbro.
Jeg kom til at tænke på dengang omkring 1990, hvor Præstbro for denne skribent havde en noget anden betydning. Det var nemlig derfra denne skribent indkøbte en bunke nye Radford-rørforstærkere fra salig Peter Falborgs dødsbo, som det for denne dengang noget ludfattigere skribent tog adskillige år at betale for. Det var nu ikke fordi disse Radford/Woodside-sager var noget særligt, hverken lydmæssigt og da ganske særligt ikke ligefrem samletekniske udstyrsstykker. Faktisk spillede de ganske middelmådigt og ikke mindst meget, meget, meget ringere end en 25 år ældre RIGTIG Radford, en STA100.
Til gengæld svarede den ynkelige og totalt amatøragtige samlekvalitet ganske godt til lyden og det var måske meget godt, at denne skribent ikke dengang var helt så klog, som han senere blev. Derfor var det måske osse godt, at jeg ikke vidste noget om rør-bias dengang, der jo er en vital forudsætning for optimal og ikke mindst stabil funktion af rør i traditionel push/pull. Det var naturligvis osse derfor de ellers udmærkede Svetlana -rør viste sig ganske svigt-agtige og udviklede røde “hot spots” for et godt ord. Eller uden for den sags skyld. For med da- og nutidens uundgåelige tolerancer på rør, som man jo jo kun delvist kan “parre” sig ud af, så var der dømt rådden lyd og endnu ringere stabilitet.
Og sådan viste det sig også at være, for selv om denne skribent så forfærdeligt inderligt og gerne ønskede, at skidtet spillede fantastisk, så var John Widgerys produkter uanset hans forbindelse med legendariske Arthur Radford altså håbløse og grinagtigt realiserede. Men troen og den følgende overbevisning hos denne skribent på, hvor fabelagtigt godt disse blikapparater med deres selvskærende skruer og endnu mere “-skærende” lys i varierende intensiteter fra de håbløst fejl-belastede rør spillede.Når de altså ellers spillede, hvilket var undtagelsen snarere end reglen og at jeg havde adskillige såt at substituere med gjorde kun glæden større i ganske ringe omfang indtil betagelsen endeligt helt forsvandt. Sikke dog noget mageløst bras!.
Nå, men det var blot indledningen til dagens lille tur ned ad selv-forblindelsens “Memory Lane”, hvor denne skribent jo naturligvis som alle andre også har færdedes. Og måske stadigvæk gør, hvis man skal tro revisor Anders` vantro udtryk efter at være blevet udsat for Lucinda Williams` liveplade fra the Fillmore. Måske vores nuværende isenkram udover holdbarheden ikke er så forfærdeligt meget bedre end datidens Radford/Woodside og al begejstringen over de fantastiske Vitavox-horn som dengang blot er fantasifostre?
Alt er naturligvis muligt, men helt så galt er det nok næppe, jeg synes ihvertfald det lyder fint og RÅT; RÅT, RÅT og det kører netop nu, mens konen er ude. Herligt!
En anden og mere varig ting, som vi og datidens københavnske Dansk Audio Teknik “arvede” fra Peter Falborgs dødsbo i Præstbro var et andet pudsigt delvist ditto skod-agentur. Det drejede sig om den spanske producent af højttalerenheder, Beyma, der dengang primært excellerede i billige enheder. Og selv om selv de bedste højttalerenheder i forhold til de publicerede salgspriser altid har været uhyre økonomiske at købe at fra primær-producenten, så var de her Beyma alligevel helt usædvanligt gunstigt prissat. De kostede simpelthen håndører i indkøb, sikkert osse den oprindelige grund til, at vendelboen Falborg oprindeligt tog agenturet. De er jo traditionelt noget påholdende på de kanter, dog tydeligvis ikke med udsalgsprisen, som man kan se af de byggesæt, som Falborg markedsførte i firserne.
Disse Falborg-designede Beyma-byggesæt kostede altså RIGTIGE penge og en datidspris på 4000,- for 40 år siden svarer MINDST til 20.000,- i dagens købekraft. Og det var altså pr. STK: for enheder, hvoraf ingen kostede over 100,- fra Beyma, selv om der så ganske vist var hele 3 stk. inkluderet.. Det var hifiens gyldne tider med hensyn til generelt pris-røveri, som salig Falborg så desværre ikke oplevede meget af. Man kunne ellers godt have undt ham en lidt større portion fra datidens hifi-tagselvbord.
Og grunden til at denne skribent ved så meget om Beyma-enhedernes kvalitet og priser dengang er jo altså, at jeg selv har arbejdet hos distributøren i 14 år. Ingen af Beymas enheder dengang i 1990 bar præg af andet end ekstrem økonomisering med priser og kvaliteter, selv om det i slut-halvfemserne blev lidt bedre med især deres bedste coaxial-højttalere. Der dog blev ladt håbløst i stikken af deres egne dedikerede delefiltre, men det er en anden sag til en anden dag.
I lyset af af den uhyre beskedne kvalitet af disse Beyma-enheder er det derfor noget af en opvågnen at opleve, at der på det seneste er opstået en ganske vist endnu bittelille kult omkring salig Falborgs produkter. Efter sigende skulle et 40 år gammelt amatørkit med skodenheder bare spille helt fantastisk godt og langt, langt bedre end alt muligt andet, ikke mindst JBL.Ikke mindst tyngden af bassen med sin 2 1/2 tommes svingspole skulle nærme sig det direkte arbejdsmiljø-skadelige.
Tjah, man må høre meget, inden ørerne falder af af vrøvl og andet hifi-indbildning. . Selv formåede jeg dog efter kun godt 5 år at komme videre i mit hifi-liv fra min personlige betagelse af af ganske vist ANDRE skodprodukter fra dødsboet i Præstbro.
For selv om Radford/Woodside altså var sølle, så var samtidens Beyma altså ringere endnu. Bør undgås for enhver pris eller måske bedre: Sælges til “2-mas” i Ålborg, der ganske fornuftsstridigt aktivt efterspørger disse ynkelige enheder”
Been there, done that! Og alt, alt for længe selv.
P.S.
Nu er denne skribent (gang nr. 1381, Peter!) ikke fuldstændigt immun overfor kritik og da særligt ikke, når den fremføres af litterært dannede mennesker. Der går let lidt “Doc Holliday” vs. Johnny Ringo i filmen “Tombstone” i mig, når jeg angribespå sand intellektuel vis..
Det er nu ikke fordi kritik fra de snakkende klasser på nogen måde er mere vedkommende eller blot væsentlige end samme fra renovationsarbejder Hansen, absolut tværtimod- det er mest fordi ingen så hurtigt kan hade og nære afsky som den intellektuelle og især litterære verden, hvor ellers skikkelige Peter QR vist altid har færdedes.
Alligevel bruger han ordet “perfid” og ovenstående vist ellers absolut bagetelagtige skriveri, og det vil vi vælge at tage som en kompliment-mest fordi interesse fra de snakkende klasser på denne plads altid er både velkommen og paradoksal. Så, tak, Peter! Man kan altid kende den sande intellektuelle på intensiteten af afskyen!
Til gengæld bliver jeg så nødt til at replicere uden ellers synderlig sammenligning udover den reneste vantro over en bemærkning i dag på Peters gamle forum, vintagehifi.dk. Det burde ellers være en af den slags dagligdagens uhyre tvivlsomme triumfer, der ellers i almindelig afskyelighed burde vække enhver til at tage stilling.
For når man i en formodentligt velgørende genbrugsbutik med sandsynligvis ulønnet personale spotter et sæt ret attraktive højttalere til blot 350,- sæt, så er det efter mine ganske vist måske ud-daterede moralbegreber direkte uanstændigt at købslå om prisen og yderligere søge en rabat på et produkt, der er adskillige gange mere værd.
Og at man så på forum efterfølgende ligefrem praler med sin sin stor-dåd i retning af simpel personlig vinding overfor den ældre dame i butikken (andre ville kalde det snyd), så er bunden nærmest nået. Og ingen reagerer blandt disse ældre mænd på forum..
Og det gjorde Peter Q. så naturligvis heller ikke. Trist at begrebet “intellektuel” efterhånden er synonymt med manglende evne til at se og fatte det ellers indlysende..
Tillykke, “Trikker”!
http://vintagehifi.dk/forum/viewtopic.php?f=557&p=112133#p112133