Poul Heinrich Riis-Knudsen

Til start i dag skal vi endeligt huske at henvise vores mange uendeligt  kultiverede læsere til en “auktionarisk” lækkerbidsken, nemlig det eneste rigtige maleri af den kendte kunstner Bjørn Nørgaard, benævnt “Chokoladebilledet”:
https://bruun-rasmussen.dk/m/lots/1EDC3BA115F6?utm_campaign=1940&utm_content=item-link&utm_medium=email&utm_source=seller-letter
For udover den universelt nyttige tekst om chokoladens fremstilling på billedet, så er det osse tilfældigvis indtil videre VORES billede. Og en smule reklame må der vel være plads til, selv om jeg naturligvis formelt ville henføre omtalen til decideret “oplysning” af den mere højpandede kulturelle slags..Og om ikke andet, så er billedet skidestort!

Ellers skal der fra denne plads lyde en afgjort beklagelse over, at vor ven Thomas` lille hifi-hyggeforum hifi2you ikke er iblandt os længere. Der var ellers mange hyggelige stunder indtil alt forsuredes i idelige personangreb og anden efterhånden åbenbart uundgåelig forum-rituel halv-psykotisk adfærd. Og enhver samfundskonstruktion, selv et mikro-kosmisk billede af det som alle fora jo er, bliver ideligt nødt til at forsvare sig mod sine fjender. Som naturligvis er dem, der ikke blot rudimentært fatter, at de ikke selv naturligvis er Guds bedste gave til alle andre og at andre som en naturlig selvfølgelighed har forlenet disse “herrefolk” med alle de skønne evner og analytiske redskaber, som de så unådigt har berøvet andre. Og når man ikke formår at beskytte sig mod disse psykotiske ødelæggere, så ender man som hifi2you og FN`s klimakongres. Nemlig i nedlæggelse eller en kommende klimatisk-begrundet terrorbølge. Det er svært at forestille sig noget mere ildevarslende end Greta Thunbergs forvrængede forstyrrede fjæs!

Helt anderledes var det dengang i 1970-erne, hvor man i det dengang uhyre velfungerende konsensus-prægede civile danske samfund formåede at inkludere selve den danske rigsfører for det danske nazist-parti i det danske samfund. Han hed med passende andagt overfor de sydlige forbilleder indenfor bevægelsen Poul Heinrich Riis-Knudsen og passede såmænd et helt almindeligt offentligt, borgerligt job på trods af sine skal vi sige det, lidt alternative politiske synspunkter.

Det er vanskeligt at forestille sig, at noget sådant var muligt i en ikke videre fjern fortid, men det var det-inden altid voldsparate fascistoide antifascister ændrede dette billede for altid. Datidens civile samfund formåede uden vanskeligheder at “inddæmme” Poul Heinrich og hans iøvrigt ikke videre muntre følgesvende og det uden hverken vold eller retssager eller andet metoo-krænkeri. Ligeledes udgav man jo også dengang på et respektabelt dansk forlag uden politisk diskussion en anden bestseller fra 1930-erne i en ny dansk oversættelse, selveste “Min Kamp” Som man iøvrigt utroligt nok stadig kan købe, dog næppe udstillet  i nogen fysisk boghandel uden at risikere at  få vinduerne smadret i bedste og stolteste nazi-tradition. Fascister er fascister uanset om de er røde eller sorte-eller brune, selv om de brune vist bare ikke var brutale nok.

Tilbage til Poul Heinrich, der snart skulle blive en slags helt og det var bestemt ikke hverken tilsigtet eller politisk spor opportunt. Manden forelskede sig nemlig i noget så ikke-arisk som en palæstinensisk flygtning, og selv om selveste SS jo havde stolte traditioner for at opstille muslimske såkaldte “æres-ariske” regimenter, så holdt Poul Heinrich fast i kærligheden og blev ekskluderet af sit eget parti.
Han levede senere stilfærdigt og forhåbentligt lykkeligt og har altid for denne skribent stået som det måske bedste eksempel på, at kærligheden kan overvinde alt.

Jeg kom til at tænke på det der med at lade kærligheden klare integrationen af inkommensurable kulturelle størrelser,  fordi vores lokale mangeårige radikale kultur-rådmand tilfældigvis nyligt blev lykkeligt gift. Og da de glade og altid redebont politisk korrekte “radikalere” jo står for uendelig inklusion og ditto forståelse for det for os andre totalt uforståelige, så er det da interessant at se, hvor langt kærligheden kunne føre den glade kulturrådmand hen i integrationsmæssig henseende. Ikke at det på nogen måde er min personlige sag, tilfældet fortjener  et kulturforenet-analytisk projekt:
https://stiften.dk/aarhus/Raadmand-hemmeligt-gift-under-budgetforhandlinger/artikel/602315

Tjah, Poul Heinrich talte om total segregering indtil han ofrede alt for kærligheden-ham den anden her snakker vist bare  om total inklusion og vovede selv intet. Enhver kan vel her udpege sin favorit, jeg ved, jeg har en..

ATC SCM 100

I dag er som alle andre i ægteskabet med min underskønne kone en glædens dag-bare endnu bedre. Vi får nemlig et sæt ATC SCM 100 i bytte på naturligvis noget andet ATC. “Naturligvis”, fordi ATC er særdeles vanedannende på den helt usædvanligt fede måde-selvfølgelig fordi der ingen erstatning er for ingeniørmæssig kunnen og produktionsteknisk omhu. Og selv om ægte kvalitet altid er under pres fra dagens vildtvoksende voodoo-industri indenfor pseudovidenskabeligt tilbehør som for eksempel Paul McGowans grinagtige “info-torial”-hjemmevideoer for PS Audio, så er der enkelte bastioner tilbage for den ægte rettidige ingeniør-omhu.

Nå, men vi vil glæde os til at både den gamle og den nye ejers glæde over disse herlige arkaisk-udseende ATC-skrumler, der i lige linie er blevet produceret siden starten af 1980-erne. Og hvor selv de allerældste eksemplarer fra nu snart 40 år siden stadig uhyre økonomisk kan opgraderes til nyeste specifikation. Og hvor selv fremragende elektronikprodukter lanceret i 1996  som SCA2 og SPA2-150 forstærkerne stadigvæk kan fås. Den slags giver denne skribent ubetinget tillid og kolossal ejerglæde og er vel selv i en verden i historieløs og uvidende irrationel søgen efter bæredygtighed igennem en syntese af hjernelamme enkeltsager det fremmeste eksempel på sand rettidig omhu med ressourcerne.

I det hele taget er ATC-produkterne den totale beroligende antitese til al den voksende kollektive neurose, der som en selvskabt pest gennemsyrer især det lokale hifi-samfund. Hvor alt hver eneste dag hvert eneste år altid er på vej, ja , egentligt hvorhen? Svaret burde vel være et andet og bedre sted, men sandheden er nok nærmere bare et ANDET sted end det allerede tvivlsomme og dermed utålelige, som man befinder sig i nu. For ingen kan jo overhovedet nyde musik blot et eneste øjeblik mens tankerne kører om lige dét der anslag ikke kunne lyde bare lidt bedre. Vi har det alle i os, vi hifitosser, der er blot mange, der aldrig kommer ud af hifi-feberens kroniske sygdom blot et eneste lille øjeblik. Og afslappet får lyttet til blot en eneste enkelt plade-aldrig og jo mere de så hævder det, jo dummere er de altså at høre på.

Hifi-tosseri og musiknydelse er og bliver gensidigt eksklusive, når den ene er der, kan den anden ikke være der. Og selv om situationen allerede var eskalerende-gal for måske 10 år siden, så er det da fuldstændigt sort derude nu, hvor intet emne er så simpelt, at det ikke totalt kan forsludres af snakkehovederne. Tag for eksempel det ellers umiddelbart fornuftige i at klæbe blygummi under en pladetallerken for at dæmpe den klingende metallyd i den omhyggeligt støbte og afbalancerede pladetallerken. Sådan et tweak kan alle, der har udført det på deres egen pladespiller altid sagtens høre. Det kunne jeg såmænd osse selv dengang jeg selv udførte det på min sagesløse ERA Mk. 6 pladespiller i 1970-erne.

Det var nu mest fordi pladespilleren efter min placebo-betagelses ophør udviklede en betydelig støj fra centerlejet, der simpelthen gav både slør og rummel fra slidte leje-flader-altsammen forårsaget af den umulige afbalancering af det påklistrede blygummi. Et totalt indbildt problem var løst, et reelt katastrofalt problem var skabt. Og selv om det heldigvis ikke altid går så galt, så spiller man altså STADIGVÆK nul plader i sådan en fase-for sin blotte fornøjelse skyld altså. Og med skam og melde var det først efter jeg fik en Linn LP12, at pladespillerproblematikken fik lov at hvile et årti og roen indfandt sig. Og da så vores SME 30-pladespillere kom til fra 1995, så faldt der PERMANENT ro over sagerne. Og det er jo denne tilstand, som vi håber og tror den kommende liebhaver til et sæt uhyre rimeligt-prissatte ATC SCM 100 vil henfalde i.

For siden 1996 har vores eget primære anlæg bestået af ganske de samme fundamentale komponenter-ATC SCM 300A aktive højttalere, SME 30-pladespillere og ATC SCA 2 forstærkere. 23 år not out, se DET er noget, som vi under enhver. Og som naturligvis godt ved mange af de mest aktive debattører overhovedet ikke ønsker sig. For hvordan er det foreneligt med at være entusiast, hvis man samtidigt er helt TILFREDS med sit isenkram, som allerede Quads Ross Walker udtrykte det for adskillige årtier siden?
Desværre har den hyppige net-kontakt uden tilsvarende naturlige  fysiske samværs-inhibitorer ført visse /særligt outreret aktive personer ud på sociopatiens yderste overdrev. Og det gælder naturligvis både indenfor klimatossernes yderste proportions-resistente overdrev som indenfor hifi, der efterhånden  ikke lader geoengineering-.tossernes psykotiske konspirationsteorier noget efter.
For intet kræver længere beviser og kan dermed ikke modbevises. Alt er muligt, blot troen er redebon nok!
Derfor: Køb et sæt ATC SCM 100 og lad være med at kikke dig hverken frem eller tilbage.
Og spil så den musik, du har forsømt i alle årene.

Kejserens nye klæder

Det kan ofte være en slags “den tænkende mands byrde” at være udrundet af en akademisk fortid fra dengang altså, hvor blot en lillebitte del af en ungdomsårgang kom til at frekventere universiteternes hellige haller-som denne skribent jo er og dårligt kan gøre ugjort nu snart 40 år efter dimissionen.

For det kan være til tider næsten ubærligt for en gammel historielærer at iagttage, at verden på trods af talrige æoner og generationernes gang alligevel ikke synes at blive den mindste smule klogere. Det er en til tider ubærligt hård erkendelse at se så mange unge søge deres identitet i blot én eneste sag, som de så efterfølgende forfølger som den aller-eneste, der betyder noget. Og så har vi naturligvis ikke endnu bare set begyndelsen på alle de utallige kommende  volds- og terrorhandlinger, der i den snarlige fremtid vil blive udført af ellers velfriserede vestlige unge i klimaets eller veganismens (måske endda vaginismens?) eller eller en vilkårlig anden sags perspektiv-og videns-løse navn. Og det bliver slemt.
Nå, men heldigvis er den den seneste gode (altså ikke kvalitativt, blot lidt mere end én) generation lovligt undskyldt, fordi de ikke blot i den allerringeste grad er bibragt nogen historisk eller blot rudimentær samfundsmæssig indsigt, så de kommende historieløse terrorister er undskyldt på samme måske let morbide måde som de børn, der ryger med deres bombebærende mødre i Mellemøsten. For det er jo altid lettest at fordybe sig i en sag, hvis perspektiver man er velsignet uvidende om, ja nærmest direkte vaccineret imod nogensinde at fatte rækkevidden af. Fordi man blot har grebet det første, helt vilkårlige,  halmstrå og gjort dette til selve livets mening. Som at stille sig op foran en McDonald franchisebutik i København (naturligvis efter passende kollektiv træning og klassisk indoktrinering-hurra, så er man jo noget i sit religiøse fællesskab!)  og tro, at man bekæmper , ja, hvad egentligt? Næppe nogen aner det, og medierne spørger ikke, og hvorfor skulle de dog osse det, de ved jo heller ikke bedre end at tro, at hele virkeligheden og livets mening sker her og nu og lige netop der, hvor man lige præcist SELV er…
Pudsigt tilfælde med denne multi-ego centrerede verden, skulle man vel mene med den humanistiske dannelses-distance, som denne skribent mener sig i stand til periodisk at mønstre. For trods alt er jeg fra en anden tid, hvor jeg over 3 årtier fortærede mindst en bog om dagen, åndeligt altså, og hvor der var tid til fordybelse. Ja, man lyttede endda til musik uden at lave noget andet som for eksempel at læse alenlange beskrivelser på diverse hifi-fora om duelundismens evige velsignelser når nu bagsiden af disse sysler var en helt anden langt mindre velsignet og langt mere kvalmende.
Desværre betyder den nye historieløshed i Danmark (for det er da heldigvis primært et dansk fænomen, primært et produkt af Ritt Bjerregaards og kohorters uddannelsespolitiske svigt, i vores nabolande er situationen omkring historisk/litterær dannelse som med bistandshjælp-systemet et FULDSTÆNDIGT andet), at historiens lange linier bliver ENDNU mere komisk tydelige og synlige.
Tag for eksempel det klassiske latinske udtryk “panem et circenses” som næppe nogen uden den “Lille Latinprøve” og måske næppe heller mange MED, længere har som aktivt ordforråd. Det er ellers påfaldende, hvor direkte ordret denne gamle politiske praksis med at påvirke og bestikke den folkelige stemning selv i vore dage fortolkes. For de samme midler, der virkede i førkristendommens Rom virker naturligvis fint i dag, ja måske i virkeligheden endnu bedre.
For tilsyneladende kan man for ren nådsensbrød  (panis på latin betyder jo som enkelte bekendt “brød”, vi skal undlade for eventuelt ikke-latinkyndige læsere undlade at forklare den kasus-form, der får det til at blive til “panem”) købe folk. OG dette illustreres vel bedst ved en nylig indvielse af en ny bymidte i denne skribents anden hjemby, Dronninglund. 
Nu er begrebet “bymidte” jo et noget elastisk begreb i provinsen og da især i en mindre provinsby som Dronninglund, som dette TV-klip vel mere end antyder.
For den nye højt besungne centrale plads langt den gennemgående landevej er simpelthen den lille legeplads-dominerede prut-plads, som der panoreres hen over, når kameraet kortvarigt kører til højre. De nordjyske medier og kommunen besynger ellers denne nyskabelse i en grad, der får sirenernes sang til at lyde falsk som Florence Foster-Jenkins. Og det selv om næppe blot en eneste forbipasserende vil bemærke den og det uanset hvor mange år og utallige projekt-millioner, som der er skudt i dette totalt usynlige projekt-det er simpelthen INTET hverken at se eller opleve. Nada, nukl, nix! 
Det vil sige , det er der måske nok alligevel, for efter en nøjere besigtigelse i sidste weekend, så er hovedattraktionen åbenbart nye lysere fliser. Og se, DEM skal man nu nok få øje på, ikke mindst vil der i den kommende tid være masser af lokale, der får når øjenkontakt med dem, lige idet de knalder skallen ned i disse fliser. For de er simpelthen så skæve, at selv normalt førlige personer er i udpræget fare for at banke tåen ind i dem med efterfølgende styrt som sandsynlig ledsager.
Det er simpelthen noget af det værste sjusk-byggeri udenfor ellers netop i denne kedelige henseende normalt ledende Århus, som jeg nogensinde har set. Og det er der naturligvis osse mange hundrede andre, der OSSE har set uden dog at gøre meget væsen af det. Og så er vi tilbage til det der romerske værk og “brød og cirkusser”, for i forbindelse med indvielsen var hovedattraktionen/den eneste attraktion udover et lokalt amatør-fritidsorkester, et BRØD. Godt nok et såkaldt “landgangsbrød”, vist osse et ord,der udenfor Vendsyssel er gået i den Store Glemmebog. Og mere skulle der åbenbart ikke til for at opretholde den lokale kollektive illusion om, at alting var på plads og i orden og at alt var såre fint og flot. Giv folk lidt gratis at æde, så flokkes de og hylder og ærer magthaverne.
Og glemmer det mageløse håndværksmæssige sjuskeri og totalt hjernelamme og helt usynlige projekt…Og der er desværre ikke en lille dreng, der kan gennemskue den kommunale maskerade.
Historisk viden er sommetider deprimerende, ja faktisk for det meste..
Eller bare viden-NOGEN viden..

Status nu med P.S.

Så er alting printet vedrørende årsregnskab, og den skrappe revisor Anders har været på besøg til den årlige status over vores lille virksomhed. Til alt held eller hvordan man nu skal udtrykke det, så er vi ikke så fattige, som vi har været, men vi er så tilsvarende heller ikke så rige, som vi forhåbentligt bliver engang. Det vil på mindre gådefuldt dansk sige, at alting går efter budget og planer og personlige preferencer omkring dagligdagens dont og aktivitetsniveau, så der er både penge til samtlige leverandører, løn og sågar den sædvanlige overskud/opsparing i den fornuftige størrelse.

Om det så er fordi vi er dygtige eller de andre bare er dummere er sagen lettere uvendkommende-selv hælder vi naturligvis til den første antagelse, selv om den sidste med forgangne 4Sound som fremmeste eksempel nærmere peger på det sidste. Den glædelige realitet er dog, at vi finansielt og forretningsmæssigt er i smult vande. Og det er jo godt nyt for især kommende udbydere af diverse Vitavox-antikviteter.

I det hele taget er det der nostalgiske element i de fleste/alle mennesker altså noget mærkeligt noget. Selv om dagens nostalgi-flip er et af de mærkeligere af slagsen. Som muligvis tidligere nævnt på denne plads har vi købt en gård ved Dronninglund til glæde og adspredelse og andet heste-hold. Denne kendsgerning ville være fuldstændigt ligegyldig hvis det altså ikke var og iøvrigt osse er en ubestridelig geografisk kendsgerning, at vi kun bor et par kilometer fra den noget forfaldne flække og engang noget mere blomstrende stationsby Præstbro.

Jeg kom til at tænke på dengang omkring 1990, hvor Præstbro for denne skribent havde en noget anden betydning. Det var nemlig derfra denne skribent indkøbte en bunke nye Radford-rørforstærkere fra salig Peter Falborgs dødsbo, som det for denne dengang noget ludfattigere skribent tog adskillige år at betale for. Det var nu ikke fordi disse Radford/Woodside-sager var noget særligt, hverken lydmæssigt og da ganske særligt ikke ligefrem samletekniske udstyrsstykker. Faktisk spillede de ganske middelmådigt og ikke mindst meget, meget, meget ringere end en 25 år ældre RIGTIG Radford, en STA100.

Til gengæld svarede den ynkelige og totalt amatøragtige samlekvalitet ganske godt til lyden og det var måske meget godt, at denne skribent ikke dengang var helt så klog, som han senere blev. Derfor var det måske osse godt, at jeg ikke vidste noget om rør-bias dengang, der jo er en vital forudsætning for optimal og ikke mindst stabil funktion af rør i traditionel  push/pull. Det var naturligvis osse derfor de ellers udmærkede Svetlana -rør viste sig ganske svigt-agtige og udviklede røde “hot spots” for et godt ord. Eller uden for den sags skyld. For med da- og nutidens uundgåelige tolerancer på rør, som man jo jo kun delvist kan “parre” sig ud af, så var der dømt rådden lyd og endnu ringere stabilitet.

Og sådan viste det sig også at være, for selv om denne skribent så forfærdeligt inderligt og gerne ønskede, at skidtet spillede fantastisk, så var John Widgerys produkter uanset hans forbindelse med legendariske Arthur Radford altså håbløse og grinagtigt realiserede. Men troen og den følgende overbevisning hos denne skribent på, hvor fabelagtigt godt disse blikapparater med deres selvskærende skruer og endnu mere “-skærende” lys i varierende intensiteter fra de håbløst fejl-belastede rør spillede.Når de altså ellers spillede, hvilket var undtagelsen snarere end reglen og at jeg havde adskillige såt at substituere med gjorde kun glæden større i ganske ringe omfang indtil betagelsen endeligt helt forsvandt. Sikke dog noget mageløst bras!.

Nå, men det var blot indledningen til dagens lille tur ned ad selv-forblindelsens “Memory Lane”, hvor denne skribent jo naturligvis som alle andre også har færdedes. Og måske stadigvæk gør, hvis man skal tro revisor Anders` vantro udtryk efter at være blevet udsat for Lucinda Williams` liveplade fra the Fillmore. Måske vores nuværende isenkram udover holdbarheden ikke er så forfærdeligt meget bedre end datidens Radford/Woodside og al begejstringen over de fantastiske Vitavox-horn som dengang blot er fantasifostre?

Alt er naturligvis muligt, men helt så galt er det nok næppe, jeg synes ihvertfald det lyder fint og RÅT; RÅT, RÅT og det kører netop nu, mens konen er ude. Herligt!
En anden og mere varig ting, som vi og datidens københavnske Dansk Audio Teknik “arvede” fra Peter Falborgs dødsbo i Præstbro var et andet pudsigt delvist ditto skod-agentur. Det drejede sig om den spanske producent af højttalerenheder, Beyma, der dengang primært excellerede i billige enheder. Og selv om selv de bedste højttalerenheder i forhold til de publicerede salgspriser altid har været uhyre økonomiske at købe at fra primær-producenten, så var de her Beyma alligevel helt usædvanligt gunstigt prissat. De kostede simpelthen håndører i indkøb, sikkert osse den oprindelige grund til, at vendelboen Falborg oprindeligt tog agenturet. De er jo traditionelt noget påholdende på de kanter, dog tydeligvis ikke med udsalgsprisen, som man kan se af de byggesæt, som Falborg markedsførte i firserne.

Disse Falborg-designede Beyma-byggesæt kostede altså RIGTIGE penge og en datidspris på 4000,- for 40 år siden svarer MINDST til 20.000,- i dagens købekraft. Og det var altså pr. STK: for enheder, hvoraf ingen kostede over 100,- fra Beyma, selv om der så ganske vist var hele 3 stk. inkluderet.. Det var hifiens gyldne tider med hensyn til generelt pris-røveri, som salig Falborg så desværre ikke oplevede meget af. Man kunne ellers godt have undt ham en lidt større portion fra datidens hifi-tagselvbord.
Og grunden til at denne skribent ved så meget om Beyma-enhedernes kvalitet og priser dengang er jo altså, at jeg selv har arbejdet hos distributøren i 14 år. Ingen af Beymas enheder dengang i 1990 bar præg af andet end ekstrem økonomisering med priser og kvaliteter, selv om det i slut-halvfemserne blev lidt bedre med især deres bedste coaxial-højttalere. Der dog blev ladt håbløst i stikken af deres egne dedikerede delefiltre, men det er en anden sag til en anden dag.

I lyset af af den uhyre beskedne kvalitet af disse Beyma-enheder er det derfor noget af en opvågnen at opleve, at der på det seneste er opstået en ganske vist endnu bittelille kult omkring salig Falborgs produkter. Efter sigende skulle et 40 år gammelt amatørkit med skodenheder bare spille helt fantastisk godt og langt, langt bedre end alt muligt andet, ikke mindst JBL.Ikke mindst tyngden af bassen med sin 2 1/2 tommes svingspole skulle nærme sig det direkte arbejdsmiljø-skadelige.
Tjah, man må høre meget, inden ørerne falder af af vrøvl og andet hifi-indbildning. . Selv formåede jeg dog efter kun godt 5 år at komme videre i mit hifi-liv fra min personlige betagelse af af ganske vist ANDRE skodprodukter fra dødsboet i Præstbro.
For selv om Radford/Woodside altså var sølle, så var samtidens Beyma altså ringere endnu. Bør undgås for enhver pris eller måske bedre: Sælges til “2-mas” i Ålborg, der ganske fornuftsstridigt aktivt efterspørger disse ynkelige enheder”
Been there, done that! Og alt, alt for længe selv.

P.S.
Nu er denne skribent (gang nr. 1381, Peter!) ikke fuldstændigt immun overfor kritik og da særligt ikke, når den fremføres af litterært dannede mennesker. Der går let lidt “Doc Holliday”  vs. Johnny Ringo i filmen “Tombstone” i mig, når jeg angribespå sand intellektuel vis..
Det er nu ikke fordi kritik fra de snakkende klasser på nogen måde er mere vedkommende eller blot væsentlige end samme fra renovationsarbejder Hansen, absolut tværtimod- det er mest fordi ingen så hurtigt kan hade og nære afsky som den intellektuelle og især litterære verden, hvor ellers skikkelige Peter QR vist altid har færdedes.

Alligevel bruger han ordet “perfid” og ovenstående vist ellers absolut bagetelagtige skriveri, og det vil vi vælge at tage som en kompliment-mest fordi interesse fra de snakkende klasser på denne plads altid er både velkommen og paradoksal. Så, tak, Peter! Man kan altid kende den sande intellektuelle på intensiteten af afskyen!

Til gengæld bliver jeg så nødt til at replicere uden ellers synderlig sammenligning udover den reneste vantro over en bemærkning i dag på Peters gamle forum, vintagehifi.dk. Det burde ellers være en af den slags dagligdagens uhyre tvivlsomme  triumfer, der ellers i almindelig afskyelighed burde vække enhver til at tage stilling.

For når man i en formodentligt velgørende genbrugsbutik med sandsynligvis ulønnet personale spotter et sæt ret attraktive højttalere til blot 350,- sæt, så er det efter mine ganske vist måske ud-daterede moralbegreber direkte uanstændigt at købslå om prisen og yderligere søge en rabat på et produkt, der er adskillige gange mere værd.
Og at man så på forum efterfølgende ligefrem praler med sin sin stor-dåd  i retning af simpel personlig vinding overfor den ældre dame i butikken (andre ville kalde det snyd), så er bunden nærmest nået. Og ingen reagerer blandt disse ældre mænd på forum..
Og det gjorde Peter Q. så naturligvis heller ikke. Trist at begrebet “intellektuel” efterhånden er synonymt med manglende evne til at se og fatte det ellers indlysende..
Tillykke, “Trikker”!
http://vintagehifi.dk/forum/viewtopic.php?f=557&p=112133#p112133