Valg på valg

Vi vil på denne plads ønske alle vores faktisk ret så mange hundrede læsere tillykke med det nyligt overståede forhåbentligt gode valg. Hvordan medierne har kunnet oppiske en så tilsyneladende meningsfuld debat om et så aldeles meningsløst “valg” (der i sin inderste essens mest minder om et valg i den forgangne Sovjetunion med 106% stemmer på Brezhnev-iøvrigt sandt!) er en gåde for denne kætterske skribent. Ude i den europæiske omverden ser deltagelsen noget anderledes ud end de ca 2/3, der stemte i Danmark. Og langt de fleste helt givet om noget, som de absolut intet anede om. Og et tilstrækkeligt ukvalificeret valg er altså ikke andet og mere værd end en lotto-kupon-denne her kan blot koste meget mere end den potentielle gevinst.

Ude i resten af Europa ser tallene unægteligt noget anderledes ud. Og selv om vi i Danmark foragteligt og hånligt plejer at betragte de føderale valghandlinger i USA med de dertilhørende ikke vanvittige stemmeprocenter, så er Europa på det her overstatslige plan MERE end godt med. Og det vil sige SKIDT, rigtigt skidt.
http://www.europarl.europa.eu/elections2014-results/da/turnout.html
Tydeligvis har de fleste europæere fattet, at en demokratisk valghandling i et inderligt skindemokratisk tiltagende selvsupplerende kleptokratisk system ikke giver nogen mening. Og næppe mere ægte demokratisk  end tiden inden 1. verdenskrig i det kejserlige Tyskland med det kæmpestore Socialdemokrati i Rigsdagen. Det så altsammen så såre godt ud indtil det viste sig ikke at være anden end en tom demokratisk skal.
Men ligefrem at bruge krudt og kugler på at gennemanalysere det forløbne valg for derigennem at postulere meningsfuldhed svarer vel nogenlunde til at lave en kortvarig massivt  mediedækket kampagne i Ebeltoft for at få folk til at tabe sig. Mon sprællemanden Chris MacDonald har været forbi fornyligt for at kontrollere senfølgerne, vi gætter på nej. Og medierne allermindst, deres hukommelse er efterhånden ikke-eksisterende.

Nu er denne skribent heller ikke velsignet med nogen særligt imponerende hukommelse, selv om min kone og muligvis osse enkelte andre måske ville mene det. Og sandt er det muligvis, at denne skribent er velsignet med den særlige version af hukommelsen, der måske kunne benævnes “random access/ROM”-udgaven. Det vil sige, at der straks og aldeles uden nogensomhelst forsinkelse er adgang til gemt information på “alle hylder” og dermed kan jeg til enhver tid huske alle kunders køb til enhver tid med samt personlige detaljer om arbejde, kone, børn og alder. Osv. osv., langt det meste af det ting, som til tider giver min kone spat-altså den slags, der ikke klør!

Det er antageligt denne egenskab, der har medvirket til at gøre min akademiske fortid og senere elektroniske langvarige nutid til en smal sag for denne skribent. Og det er måske denne mange årti-lange frihed for den daglige kamp, der har været den største årsag til et langt og lykkeligt liv. For når noget går godt så kommer det til at gå bedre endnu og det har det så osse gjort indtil det nu er kulmineret med min underskønne frue Pia Mathiasen.

Alligevel vokser denne skribents fornemmelse for egen storhed ikke fuldstændigt vildt ind i himlen. Og det er jo osse meget heldigt siden der nu heller ikke objektivt er den store begrundelse for, at det skulle være muligt. Helt anderledes er det så med en enkelt anden derude på de efterhånden totalt øde og tomme esoteriske “hifi-sletter”, der fremturer med selvskabte definitioner og okkulte syner langt hinsides kendt videnskabelighed med en ildhu, der ville tjene en bedre sag.

I stedet bliver det så altsammen til en slags “hifi-svedjebrug”, hvor blot ‘en eneste person efterhånden formår at generere “klik” og svar fra efterhånden blot en håndfuld andre. Og det simpelthen på tværs af samtlige 3 danske fora, det er altså en ret vild udvikling over uhyre kort tid og en stensikker recept på at nedlægge enhver hifisnak udenfor Facebooks ekkokamre. For som svedjebrug i den brasilianske urskov, så er det her en irreversibel proces-når først den tropiske urskovs ultratynde muldlag og troskyldige menneskers ægte hifinteresse bliver smadret af egomane narrerøve, så er det slut prut finale forbi. Og hvor meget forbi det er  kan man næsten ikke forestille sig. Men jeg vil heller ikke opfordre eventuelt fagligt legitimerede til at undersøge det, dertil er situationen derude for deprimerende. Som EU-valgresultatet…

Nå, men heldigvis er der osse betydelig gemytlighed til stede her på hjemmefronten efter ankomsten af en “lille ny” Der er tale om en SME 10 pladespiller med en SME IV arm på, bestemt en sjov lille fætter. For nok er en SME 30 pladespiller ikke ret stor, men den her er altså MEGET mindre.
Så i denne tid er vi i gang med at lytte til den ofte omtalte lyd-af pladespiller-løbeværket altså, hvor alle derude i en selvsupplerende suggererings-psykose mener at vide, at der en så og så meget mere “dynamik” eller “kulsort baggrund” eller “pace, rhythm and timing” på et egentligt ret uskyldigt og for manges vedkommende tilforladeligt konstrueret pladespiller-VÆRK”

Der må bare ikke være blot et eneste lement indenfor hifi, der er uden større betydning og hvis klangmæssige bidrag så langt fortaber sig ned i sumpen langt uden alle de andre langt mindre ideelle  komponenters bidrag.Det være sig en såkaldt “bleeder-modstands” størrelse og materiale, et absolut “first” indenfor moderne okkult hifi.eller hvadsomhelst andet. Alt går tilsyneladende en kolossal forskel ALT.
Blot mærkeligt, at denne skribent har så forbandet svært ved at høre forskel på en SME 10 og en SME 30 i en position ganske langt væk fra vibrationer fra højttalerne-tættere på ville situationen antageligt være noget anderledes. Nå, men det er den så ikke og vores identiske pick up/preamp combo, der danner den øvrige kæde for meningsfuld sammenligning afslører ret endegyldigt, at forskellen er uhyre minimal.
Og det er altså en kedelig konklusion når der nu står 3 stk. SME 30 og glaner..

Og som det nederste billede viser, så tager vi de sammenlignende lyttetests uhyre seriøst.Og vi vil iøvrigt opfordre alle vores læsere til denne mere traditionelle form for indsamling af lyderfaring fremfor at lade sig påvirke af de(n) sidste uhellige tosse derude.Og det selv om det måtte føre til, at man ikke kan høre alle de forskelle, som alle andre angiveligt derude i alle ekkokamrene  har overbevist sig om eksisterer.

Politiker-lede eller blot medie-ditto?

Nu er “lede” ikke en følelse, som denne skribent normalt er opfyldt af, selv om pressedækningen i denne tilsyneladende uendelige valgkamp allerede forlængst burde have fremkaldt den. Og det er ikke engang politikerne, der for mig at se er de værste-det er jo trods en god generation siden, at den alvæsentligste rekruttering til alle partiers topposter blev “homogeniseret” til at omfatte ganske få formelle uddannelser. Så politikerne er de samme skruppelløse egomane idioter uden virkelig ægte overbevisning om nogenting, som de har været siden med lidt selektivt-god vilje regeringen Baunsgaard.

Desværre er de politiske ultimative gevinstmuligheder efterhånden blevet så kolossale, at den sidste mulige ægthed, der måtte være blevet glemt i et hjørne af politiker-overbevisningen, forlængst er blevet gemt varigt væk. Og gevinsten er den, der får selv den gamle venstrefløj til at glemme alle idealer: Et skattefrit liv i sus og dus i EU-apparatet med nålepenge i spandevis til hele familien og en sluttelig personlig pension, der i den normale verden normalt rækker til den samlede udbetaling til alle pensionisterne  på en ganske lang gang på et sædvanligt alderdomshjem. Og når så deres unger som Mette Frederiksens og Thorning-Schmidts og alle de andres aldrig har gået i normale skoler og gymnasier, så er den førhen folkelige forankring forlængst fløjet.

Det er så, hvad det er, det er der desværre intet nyt i. Lidt værre er det, at hele presseapparatet omkring Christiansborg forlængst er blevet indfedtet i samme medie-politiske “rænke-komplot” For mens det tidligere for politikerne for absolut enhver pris gjaldt om at styre UDENOM enhver pinlig opførsel eller udtalelse, så gælder det nu for mediernes faste politiske stab om aldrig nogensinde at grave for dybt. For tænk dog, hvis en alt for ihærdig kulegravning af en nok så betændt politisk sag kunne komme til senere at være i vejen for journalistens EGEN karriere. For intet parti vil vel efterfølgende ansætte en tradionel kompromisløs journalsit af den gamle “terrier-slags” for tænk blot, hvilke dulgte hemmeligheder en sådan efterfølgende vil kunne bruge imod partiet.

Så langt hellere ansætte en aldeles ligegyldig flittig  “flytter” af ligegyldige ord-det er så langt bedst for både medier og journalistens karriere.Og det er skræmmende at se , med hvilken lethed folk flytter rundt indenfor “mediokratiet”, der forlængst har solgt ud af al kritisk arvesølv.
Se blot den uhyre fotogene Christine Cordsen, der i adskillige årtier har spildt både usigeligt meget  spalteplads og ikke mindst min tid og abonnementsbetaling i JP med sine fuldstændigt konfliktfrie politiske betragtninger fra Christiansborg.

Alt det, som hun skrev, lignede til forveksling lignede det, som det sikkert var: Lette eller slet ikke omformulerede pressemeddelelser-ikke underligt, at damen var god for nærmest utallige totalt meningsløse spaltemillimeter.. Nå, men nu har hun så fået et job på DR som ak ja, “politisk analytiker”-antageligt sidste trin inden skattefriheden. Hun har nu osse været en “god pige” hele vejen igennem og hendesteoretisk krav på anerkendelse omkring Tamil-affæren ligner kun en yderligere forlængelse af almindelig hævngerrigt luder-journalistik.

Hendes efterfølger på JP som politisk kommentator , Marchen Neel Gjertsen, er en videreudvikling af samme kedelige type. Nemlig en journalist, som formodentligt af ren bekvemmelig dovenskab og med sigtet konstant rettet mod egne ultimative karriere-horisonter altid kan forsyne den umættelige malende mediemaskine med totalt ligegyldige “analyser” og betragtninger over, ja absolut nul og niks. Alt foregår med den flittige 12-talspiges totalt tomme blik uden kant, ægte overbevisning og hun gør ikke engang blot det allermindste for at dølge tomheden.

Så jo, denne skribent er forlængst holdt op med at følge de daglige permutationer af politikernes gavebod, følgagtigt forvaltet af magtens journalistiske vandbærere, hvor alle bare drømmer om egen karriere. Og man længes næsten tilbage til fortidens mere skarptskårne skurke indenfor mediebehandling som Karl Rove og Peter Mandelson og min egen helt personlige “helt”, Lee Atwater.

Atwater var spindoktor for Bush d.æ og se for Guds skyld det filmportræt af manden, der findes. Ingen selvfed karriere-liderlig “12-talspige” her, ren uhæmmet vildskab. Hvilket jo så også straks efter valget førte ham ud på et politisk sidespor, fordi det var ca. ligeså nyttigt at have denne vanvittigt talentfulde mediemand med om bord på det præsidentielle skib som det ville have været at have en armeret horn-mine til at trille tilfældigt rundt dækket under en storm. den slags risikerer medierne så desværre ikke længere med de nye generationer af medie-ludere. Hvoraf hovedparten iøvrigt er kvinder med samme ægte overbevisning som Cordsen og Gjertsen, dvs. nul og nix.

Måske derfor ikke fuldstændigt overraskende, at jeg og antageligt osse de allerfleste andre oprindeligt anstændigt politisk interesserede forlængst har droppet valgdækningen. Der er i den samlede dækning præcist den samme sandhed som i sovjettidens “Pravda” (der jo på russik betyder “sandhed”) og  samme nyhedsværdi i samme forlængst kuldsejlede stats andet store medie “Izvestija” (der jo betyder “nyheder”) Måske ikke det allerbedste udgangspunkt for fortsat sammenhængskraft af det danske samfund, alle disse principløse 12-tals piger og mediernes almindelige kritiske forfald.

Til slut i dag vil jeg berette om den vanskeligste fejlsøgning, som jeg nogensinde mindes at have været ude for.Det skete i forbindelse med installationen af de nye Vitavox S5-enheder i vores store truthornssystemer. For efter blot med slukket forstærker at have skruet driverne på og tilsluttet dem, så var der efter efterfølgende tænding af 8-kanalsforstærkeren absolut nul lyd.
Nu var gode råd dyre , men løsningen burde være enkel: For nok var der ingen lyd i effekten, men der var fint blinkeri i kilden for effekten, et dbX 4800 diigitalt system,  Og det gjaldt både indgang OG udgangene. Så det måtte naturligvis logisk være effektforstærkeren, der efterfølgende blev ombyttet til en identisk-UDEN ÆNDRING! Stadig ingen lyd.Og stadig ingen indikation for fejl på nogen af forstærkerne, ellers normalt let at se.

Nå, så måtte det jo være dbx 4800-eren, der havde muted, så prompte blev denne osse byttet med en anden ditto. Stadig ingen lyd men masser af signal indikeret osse ind og ud af dbx-en. Mystiskere og mystiskere. Og så lige for at være på den sikre side prøvede jeg så lige med en 3. identisk identisk kombination med identiske enheder (jo, vi har mange) -stadig ingenting.Andet end altså indikret output på filtret, både ind- og udgange.

Så gik der efter nu timers arbejde en lille prås op for denne skribent. For nok ver der da signal indikeret, det var blot ikke nær så KRAFTIGT, som det plejede at være. Og når man skruede op på forforstærkeren, så øgedes niveauet (det visuelle forstås på filtret) ikke. Og så fandt jeg endeligt fejlen:Det var forforstærkeren, der åbenbart lukkede et formodentligt støjfyldt frekvensspektrum ud, som filtret GODT kunne behandle, men som forstærkerne pure NÆGTEDE. Og når den slags foregår lydløst uden klikkende relæer eller nogen indikation på forstærkeren (der ellers er rigeligt fornynet med indikatorer for samme eventualitet) så er det altså svært.
Eller rettere, det var svært for mig, måske ikke fuldstændigt det samme …

Den alt-lammende neurotiske tvivl om altings sande sammenhæng

Nu er det naturligvis ikke noget nyt, at alting er af lave og at alting var bedre før. Men noget er der alligevel sket i retning retning af en decideret “neurotisering” af alle mennesker, sågar osse de mere engang så flegmatiske af slagsen. For med alle de såkaldte “sociale” mediers enorme gennemslagskraft er al fordybelse og sammenhæng for de allerfleste mennesker i den allerstørste del af tiden totalt smadret og atomiseret. for hvem har dog tid til at læse blot et par sider i en murstensroman eller blot høre en enekelt sats i en symfoni uden indtil flere gange at have skævet til sin telefon. For tænk blot, om man var ved at blive afkoblet i livets store jernbane og man var overladt til egne tanker..

Det er der naturligvis intet nyt i, enhver må jo kæmpe med sine egne distraherende dæmoner for at finde den personlige fordybelse. Og at den slags er blevet sværere er vel uomtvisteligt, selv betydelige ånder som denne skribent kæmper dagligt med distraktionen for blot at høre en enkelt plade eller 2-uden altså at pad-en ligger og blinker åndssvagt ved siden af. Og når den slags afsavn kan synes svære for denne skribent vil jeg da ud fra, at mange kæmper med det samme. For intet menneske er vel en ø, som den store digter ca. skrev, selv ikke dem, der kommer fra en sådan ø.

Nå, men det lykkes dog rutinemæssigt og dagligt at opnå et par timers musikalsk fordybelse for denne skribent, selv om jeg indrømmet undertiden må tage mig sammen. For fristelsen til at se, hvor langt idiotien indenfor hifidiskussionerne er nået siden i går er sommetider stor. Nå, men heldigvis er fristelserne til at at følge med næsten helt væk og det skyldes  ikke kun denne skribents jernvilje-det hele er ved at blive så håbløst uinteressant.

For når man først som en mangedobbelt-anonymiseret person blandt de efterhånden  under 10 aktive skribenter på samtlige  åbne fora tilsammen begiver sig ud langt hinsides enhver elektronikteori og direkte ind i metafysikkens mærkelige verden, så bør enhver stå af straks. Og det er de så heldigvis osse, for når enhver komponent og enhvert kabel og enhver sammenhæng og sammenkobling og plasticwrap og placering osv. osv. i denne tosses tossede univers betyder noget, så er vi derude, hvor selv de sygeste konspirationsteorier forekommer helt fornuftige i sammenligning.

Det mest fornuftsstridige blandt alle de andre fornuftsstridige tosserier er det dog, at nogen hifientusiast påstår, at blot noget er tilstrækkeligt godt (det vil selvfølgelig sige mandens og få ihvertfald teoretisk mulige kumpaners EGET system-det er vært at vide, da manden er totalt anonym), så er alle enige. GUD ER DE DA EJ, det kan man da ikke teoretisk være, når der er så vanvittigt langt mellem kvaliteten at selv de allerbedste anlæg og den oprindelige akustiske begivenhed, at enhver med selv et dårligt høreapparat kan høre forskellen. Udenfor rummet forstås. Rummet for forbedring er kolossalt.

Og det er så der, det går rivravruskende galt for særligt modtagelige tosser, der simpelthen kronisk begraver sig i et ligeledes kronisk og neurotisk “forbedrings-ræs” Uden mening eller udsigt til forøget musiknydelse uanset hvor meget tosserne selv argumenterer for, at et bedre anlæg giver større musikalsk udbytte. Gud gør det da ej, det eneste der gør det er selvfølgelig ro og indre parathed til FULDSTÆNDIGT at glemme musikanlægget. Og det har altså INTET at gøre med dets kvalitet, den slags foregår udelukkende i lytterens hoved. Ingen ro, ingen ægte nydelse eller fordybelse. INGEN, ALDRIG!

Så hvis man ønsker at opleve musikalske neuroser, så skal det selvfølgelig helst være dybt indlejret i musikken, man skal helst ikke selv medbringe dem-måske derfor, at denne skribent er så bjergtaget af Shostakovich` s musik, der bestemt besidder denne egenskab til nærmest overmål. Det er dog samtidigt en glimrende lakmus-prøve på, om jeg foran de store Vitavox-horn kan få bugt med mine egne småneurotiske tanker om, at der i stedet stod et sæt Vitavox-bestykkede Living Voice-horn til en bagatel af 5 millioner foran. Altså samtidigt med det nødvendige bas-modul til et par millioner oveni, fordi Living Voice hornet er alt for lille. I stedet for altså de her Thunderbolts, der har kosten under en tusse pr. stk.

Den slags går heldigvis hurtigt over, og hvis man lige mangler et skud almindelig afstivning eller måske snarer straks-afvænning fra det evigt opædende hifi-ræs, så kan man jo kikke på de forskellige video-reportager fra den netop afsluttede High End-hifimesse i München. For mage til ligegyldigt “blingeri” skal man dog lede længe efter og at ønske sådan noget svarer vel til at have våde drømme 
om nutidens Kim Kardashian. Nå, men den evige jegt på skønheden gennem utallige plastiske operationer og nutidens hififorbedrings-psykoser er vel uhyre nært beslægtede..Tragisk men svært at stoppe uden betydelig selvdisciplin og nettet muliggør netop totalt og kronisk løbsk-løb for svage sjæle.

A propos “svage sjæle”, så havde denne skribent besøg af en gammel god ven, der for adskillige årtier sider købte nogen Tannoy-enheder. De er så nu her godt 30 år efter brændt totalt af, desværre sammenfaldende med, at Behringer, ejeren af Tannoy-brandet, forlængst har lukket og slukket for alle reservedele. Og da disse i de senere år allerede var blevet absurd dyre (læs: 5 gange så dyre som feks ATC), så har ingen i hele verden naturligvis haft noget på lager-INTET!

Dette kunne jeg så blot meddele den engang ellers så såre skikkeligt-fornuftige fyr. No chance siree! Men alligevel om han da ikke efterfølgende  har åbnet en profil på et vintage-hififorum med det selvsamme spørgsmål, som han altså allerede én gang har fået et uhyre entydigt svar på. Nej, man kan STADIGVÆK ikke købe reservedele og at fortsætte en tilstrækkeligt frugtesløs søgning er squ bare direkte dumt.
Næsten ligeså dumt som at lade den evige selv-suggererede psykotiske søgning efter den evigt flygtige hifi-sandhed komme konstant i vejen for enhver musiknydelse. Eller for den sags skyld at læse tossernes (tossens?) tosserier i stedet for at .lytte.