Martinus

Et af menneskelivets mere fundamentale vilkår er vel, at man må forsøge at forlige sig med sin herkomst. Og at den slags søgen er dybtliggende ser man vel bedst af adoptivbørns søgen efter genetiske forældre. Der er dog også en anden side af denne normale søgen efter sandheden om ens umiddelbare forfædre, som er noget mere sjælden, nemlig den, hvor man forsøger at overbevise sig selv om, at ens ellers ifølge sædvaneretten juridisk udlagte  forældre da umuligt kan være ens rigtige forældre. Den første søgen vil vi benævne som normal og rimelig, den sidste vil vi nok snarere benævne som små-psykopatisk egocentrisk. Fordi den jo naturligvis stiller det prosaiske spørgsmål, om ens forældre dog kunne skabe et så ubegribeligt vidunderligt åndeligt væsen som én selv.

Et af den slags mennesker er den i mangel af bedre benævnelser den “mystiske “tænker” Martinus fra Sindal. Vi er blevet opmærksom på denne flittige skribent efter erhvervelsen af vores vidunderlige lystejendom i Dronninglund, der ligger rimeligt tæt på Sindal, hvor denne forunderlige person kom fra. Og hvor der endnu den dag i dag er et lille “museum” på mandens fødested. Og derudover kommer denne skribents morfar OG mormor faktisk også fra Sindal, flere mulige implikationer og konspirationsteorier lidt senere.

Denne “Martinus”, som han allerede tidligt forsøgte at kalde sig, HED faktisk Martinus til fornavn, men derudover havde han tillige sit dengang lovpligtige efternavn Thomsen. Og da manden allerede som ung dreng mente sig kaldet til andet og uendeligt meget større  end det daglige slid på familiens husmandssted, såedes således tidligt den tanke i drengen Martinus Thomsen, at han da umuligt kunne være sine forældres ægtefødte søn. Da der dog trods alt endnu  fandtes et kim af fornuft i den senere noget noget tågede tænker af idiotiske tanker Martinus så mente han dog kun, at det var hans far, det var galt med. For moderen var jo ligesom fastlagt, men allerede som lille forestillede Martinus Thomsen sig indædt, at hans far måtte være den lokale godsejer. For hvordan kunne det store åndelige væsen, som Martinus Thomsen allerede dengang mente sig selv at være, dog ellers kunne eksistere. Narrehatte findes tydeligvis i alle aldre omend denne Martinus thomsen slet ikke var spor dum. Ikke bare det allermindste og da overhovedet ikke bare noget der lignede hans senere proselytter!

Han MÅTTE da være kommet af noget større, når han nu mente sig i stand til at leve det liv i arbejdsfri åndelighed, som han så inderligt attråede. Så han gik i gang med sine plattenslagerske semi-kristne mysticistiske skriverier, der dog for eventuelle interesserede udelukkende fortjener klinisk interesse. Og det bliver ikke bedre af, at der stadigvæk findes en lille sluttet kreds af Martinus-tilbedere i Danmark. De er dog heldigvis næsten ligeså få som de mere ekstreme danske hifitosser. Universelle kosmologiske forklaringer om Verdensaltets sande sammenhæng  solidt funderet på tågetanker er tydeligvis altid salgbare.

Allerede tidligt forsøgte Martinus Thomsen at øge sin tilsyneladende åndelighed ved at forsøge at slippe af med sit prosaiske efternavn. Det er nok faldet ham ind, at Jesus kun blev til Jesus fordi han så vidt vides ikke nogensinde hed jesus Thomsen. For Martinus mente sig i stand til at skabe en komplet ny kosmologi, et vanvidspræget projekt, som netop derfor selvfølgelig tiltrak proselytter. Og det mirakuløst nok allerede tidligt i et omfang, der allerede fra den tidlige ungdom ved velynderes subsidiers hjælp gjorde Martinus Thomsen fysisk arbejdsfri til sin død.

Nå, det lykkedes ham aldrig helt at slippe af med et efternavn, selv om det vistnok endte med et blive til Martinus Martinus, naturligvis ikke et helt tilfredsstillende udfald for vor tvivlsomme helt i dag, for Jesus hed squ da ikke “Jesus Jesus”. Nå, men til sidst døde Martinus Martinus mæt af dage og vellevned og efter at have frembragt mængder af skriverier, der i tosserimæssig henseende  får selv L. Ron Hubbards “Scientology” og Mormons Bog til at ligne decideret hardcore naturvidenskab. Og Halfdan rasmussens “Vrøvlevers” til at blive decideret højpandede. Altså topmålet af et uendeligt indbildsk fjols blandt tåbelige proselytter, som man vist skal helt frem til Uffe Elbæk og Alternativet i dag, for helt at finde paralleller.

Alligevel findes der stadigvæk mennesker, der mener sig i stand til at indse de ting, som ingen andre gør. Tag nu for eksempel denne skribent, som allerede mens dette skriveri pågår er ved at dyrke den kætterske tanke, at jeg måske OGSÅ er et produkt at denne avledygtige godsejer fra Sindal. For selv om jeg fysisk genske ligner min far og af sind min mor, så MÅ der da være en storhed gemt i denne skribent. For jeg vil altså også så gerne frelse Verden.

Nå, Martinus Thomsen var jo ikke spor dum, kun hans tilhængere, men blot en naragtig tosse. Og sådanne findes der jo til enhver tid. Indenfor vores eget fag findes de selvfølgeligt hovedsageligt indenfor den mere og mere fakta-resistente del af hifitosseriet. Hvor indbildsk indsigt fortrænger alle indvendinger til mysticismens overdrev.
Og at vi mennesker med synets hjælp og hjernens hjælpeløse adfærd overfor genkendelse af også ganske fiktive mønstre er totalt ubegrænset, har vi tidligere nævnt på denne plads. det var dengang på et AES-møde, at Dolby Labs` chefudvikler Poppy Crum spillede Led Zeppelin baglæns. Og efter den tid er blindtest blevet en endnu mere nødvendig forudsætning for vurdering af lydmæssige effekter. Ikke at den ikke var det før..Kan man overhovedet gradbøje “vital” til superlativ?

For når man ved en synet test kan lave en så idiotisk konnotation, så ophører alle muligheder for teoretisk kritisk sans omkring lytteindtryk under synede forhold.
At der så også derude findes folk, der ser high end-branchen som de sidste idealisters paradis, fordi man ikke mange kan blive mangemillionærer, er måske også sådan lidt “Martinus-tilhænger”-agtigt. Altså meninger baseret på rent kontrafaktiske forhold. For mage til almindeligt anarkistiske forhold som indenfor den mere esoteriske del af high end hifibranchen skal man da lede længe efter. I et kaos af indlysende vildledende (om overhovedet nogen) regnskaber og årtilange bevidste unddragelser af både told og skat og dertil trusler om anmeldelser til forsikringsselskaber og trusler om stump vold og sågar pædofili er vi et stykke vej fra erhvervslivets almindelige moralske habitus. Og det inkluderer både danske Bank og Nordea, ellers ikke akkurat novicer i slyngelstreger. Men at tro på, at producenter af high end hifi som synderligt sanddru og inderligt idealistiske er altså ren “Martinus”-tosseri!

Der findes faktisk  en enkelt rigtig idealist indenfor high end hifi, som denne skribent kender til, nemlig Peter Lyngdorf, der har kastet hundredevis af millioner kroner i diverse højtflyvende (eller måske mest bare fejlslagne) audioventyr. Og han fortsætter med det. En stor cadeau til Peter herfra!
Der er til gengæld afgrundsdybt  langt fra ham og til de mere brådne og  rådne kar i branchen

125 dB

I min alder er hver dag tiltagende betydningsfuld. For det første er antallet af resterende  dage som levende væsen på denne jord tiltagende begrænset, ja faktisk synes hele verden at accelerere omkring en. Ikke mindst arbejdsmæssigt markerer denne tid noget af de mest fortravlede, som denne skribent på trods af mange års erfaring og vel også deraf følgende beskeden ophobning af rutine og almindelig  fornuftig stress-håndtering har lidt vanskeligt ved at overkomme. Og så når man ligefrem som i går bliver berøvet sin musikalske underholdning her i kælderen, fordi det på grund af længere restordre blev nødvendigt at sælge en Furman P2300 balanceret strømfætter fra inventaret. så ophører næsten alt. Musikken gør det ihvertfald, selv om den denne morgen er delvist retableret, så den sovjetiske pianist Maria Judina atter kan velsigne mig med sine æteriske fortolkninger af ellers velkendte klassikere. Som efter udsættelse for  Judina bliver underligt ligegyldige , når de fremføres af ellers uhyre kapable pianister.

Det er mærkeligt, som tidsmæssige og kunstneriske referencer således kan ændres selv i min høje alder. Men heldigvis er der da nogle ting, som ikke forandres. Og også naturligvis andre ting, der måske BURDE forandres uden at vi midaldrende mennesker er helt klar til det. Og jo dermed næppe nogensinde bliver det.
Tag nu for eksempel torsdagens besøg af min gamle skolekammerat fra barndommens ø, selveste uforlignelige Hans Henrik. Lykkens og privilegiernes  og kvindernes pamfil, hvis der ellers nogensinde har været sådan en. Denne Hans Henrik er på trods af en særdeles priviligeret opvækst aldrig blevet voksen nok til at værdsætte alle de klassikere, som denne skribent har dyrket siden 1972 indenfor musikken.

I stedet er han som de sikkert fleste musikalsk gået mere eller mindre i stå i sen-puberteten. Måske der lige der opstod andre og mere presserende homonalt bestemte interesser? Måske denne skribents manglende held hos kvinderne gennem betydelige dele af livet har været den egentlige baggrund for den musikalske interesse-jeg er da tydeligvis ikke blevet distraheret af livets andre mere kødelige tilbud som Hans Henrik.

Tilbage til denne superhyggelige aften med min farverige barndomsven. En aften, der blev præget af gensyn med både musikalske minder og osse en hel masse andre uden videre almen interesse. Og så har vi vist endda rundet en hel del op.
Alligevel var det da med en vis bæven, at jeg fyrede op under de nye co-favorithøjttalere (sammen med de store ATC-er) hos min frue, de imposante Vitavox Black Nights. De fremkaldte en vis muligvis høfligt villet interesse hos HH, men det var først efter at de blev substitueret med de store klassiske Thunderbolt-horn, at det brede grin virkeligt kom frem. Et par fræsende live-guitarsoloer fra Jimi Hendrix var tydeligvis noget, der bekom manden!

Det var tydeligvis en slags sonde direkte ned i barndommens begejstring, for jeg skal da live for, at volumenknappen efterfølgende under afspilning af diverse Pink Floyd fik en helt uvant ekskursion med uret. Faktisk har jeg aldrig nogensinde selv spillet blot noget, der ligner ligeså højt, som HH gjorde i torsdags.Og en efterfølgende “logning” af niveauet med en præcisions-målemikrofon afslørerede peak-niveauer et godt stykke over 125 dB. Og selv om disse klassiske højttalere har en ret begrænset belastbarhed, så var der stadigvæk en en 6-7 dB at give af, men det blev så ikke nødvendigt. Ihvertfald ikke denne gang.

Det forunderlige var så, at det ikke engang var trættende at lytte til ved disse sindssyge niveauer. Og det vildeste var næsten, at den lydmæssige homogenitet over hele niveua-spektret var så entydig. For når noget som “Gone, Gone, Gone” fra Krauss og Plant-pladen lød grimt højt (og DET gjorde den, helt vanvittigt vildt faktisk), så gjorde den det naturligvis osse ved mikroskopiske niveauer. Som den iøvrigt osse gør på vores ATC SCM 300A-ere, der lyder den blot knapt så godt og grimt og fuldstændigt fantastisk rigtigt, når der spiller RIGTIGT højt som i torsdags.

Så skred referencen for “rigtigt højt” altså også her i min høje alderdom. Og tak skal lyde til HH for ufortøvet og helt uforknyt at bane vejen mod nye akustiske horisonter, hvor denne skribent aldrig tidligere har været.
Tilbage til Judina og Mussorgskij, mens ørerne regenerer til HH`s næste besøg.
PP Vi skulle måske lige henvise til de nylige kommentarer til sidste uges emne. Kan dog kun anbefales psykisk rimeligt stabile personager..

High Noon for Hillie Bill!

Vi beklager denne forsinkelse, der dog som nævnt skyldtes de tidkrævende men såre lykkelige omstændigheder i forbindelse med fejringen af denne skribents foreløbigt lige godt 14 års samliv med den underskønne fru Mathiasen. Fremover vil vi bestræbe os på at ramme det traditionelle udgivelsestidspunkt, nemlig mandag morgen på denne plads.

Ellers dækker den vel forlængst glemte overskrift i dag over et kommende hyggeligt gensyn. For muligvis den enkelte derude, som måtte vandre i vankundighed omkring oprindelsen af citatet, så er det naturligvis fra den udødelige forlængst afdøde danske tegner Bo Bojesen, der i mange årtier spiddede bl. a den danske politiske scene med sine føljetoner om især “Venstre-vikingernes Saga” om den store danske statsmands Erik Eriksens omskiftelige liv og alle de herlige figurer omkring ham. Kostelig læsning for historisk bevidste.

Nå, men efter Eriksens afgang blev det danske politiske etablissement i Bojesens streg til en westernby med tumbleweeds og alting, hvor sheriffen, den noget vankelmodige Hillie Bill (naturligvis kalkeret efter Hilmer Baunsgaard, den første rigtige “damernes ven” blandt de kvindelige vælgere i dansk politik) med Skytten Karl og alle de andre forsøgte at holde de socialdemokratiske rødhuder fra det politiske fad. Det skulle vise sig at blive en vanskelig tid for skikkelige Hilmer, der slet ikke havde nutidens radikale profiler Lidegårds og Østergårds totale skruppel- og princip-løshed  og mangel på enhver blot rimelig anstændighed.

Netop derfor holdt datidens politikere med deres ægte overbevisninger osse i meget kortere tid sammenlignet med deres nuværende politiske fæller. De brændte simpelthen sig selv op i kampen for ægte overbevisning, vel efterhånden et fy- eller måske bare et ukendt fremmed-ord i nutidens politik. Den konservative partileder Aksel Møller døde blot alt for ung, mens hans bror Poul blev halvinvalid ligesom statsminister Baunsgaard. Principper koster tydeligvis på den helbredsmæssige bundlinie, mens nutidens principløshed som Lidegaard og Østergaard belønnes med sluttelig topstilling i det evigt skattefrie kleptokratiske paradis EU.

Nå, tilbage til dengang det var før, og Hillie Bill endnu var statsminister og denne skribent boede på sin føde-ø Endelave. Det var så tilfældigvis sammenfaldende med, at en vis af udseende og intelligens urimeligt overpriviligeret dreng ved navn Hans Henrik flyttede til øen sammen med en underlig mikrobe af en lillesøster, der dog senere voksede sig både både langt  pænere og mere interessant-ikke mere om det ifald konen kikker med. Sådan er verdens gang så svær at forudsige-altså KORREKT forstås.

Det var denne hans Henrik, der med sin beocord 1100 monofoniske spolebåndoptager førte denne skribent ind i hifiens sirenesangs-befængte univers, som jeg aldrig senere formåede helt at slippe ud af. Alligevel kan man dog ikke helt undgå at mærke forsynets indgriben dengang der på Endelave, for hvis min karriere havde været anderledes ville jeg naturligvis aldrig på min daværende arbejdsplads indenfor audio have mødt den smukke fr. Dahl Olsen, der netop disse og heldigvis osse andre behov indenfor min ekspertise. Altsammen altså i yderste ende forårsaget  af denne Hans Henrik.

Og så vil tilfældet, at netop i dag kommer min barndomsven her søreme på besøg her i huset. Det er angiveligt for at lytte til de i de allersnævreste kredse uhyre berømmede Vitavox-højttalere, men mon ikke det nok skal blive helt hyggeligt endda?  Han er ihvertfald blevet omhyggeligt instrueret i kun at tage musik med kvindelige solister med beskedet akkompagnement med for ikke unødigt at stresse vores store truthorn. Ingen hifientusiast er jo for alvor villig til at modtage omgivelsernes uhildede dom. Selv om vi med bæven må være forberedte på, at han muligvis endda på denne plads vil delagtiggøre den måbende offentlighed i sine oplevelser..Gys!

Til sidst skal vi i da lige lykønske Thomas ovre på hifi2you med den nyeste stjerneskribent, den flere gange omtalte “lydjørgen”. der forener en ifølge egen omtale stringent videnskabelig uddannelse og elektronisk tilgang med noget, der mest ligner religiøs fanatisme, hvor intet er, hvad man mener det er. Og ingen test længere er anvendelig især da ikke en relativt uskyldig blindtest, der ellers i almindelig videnskab er aldeles uomgængelig. Og indenfor film- og billedverdenen sjovt nok i modsætning til den stupidere del af hifiverdenen er “the final arbiter”

Nå, sådan er det ikke med “lydjørgen” og de heldigvis uhyre få af hans slags, der vist mest videnskabeligt hælder til noget, der mistænkeligt  minder om middelalderens “teleologiske Guds-bevis”. Hvor der basalt ikke kræves nogen videnskabelige resultater for at hævde eksistensen af fænomener og i yderste instans Gud. Altsammen noget, der forgår i ens syge fantasi, hvor al logik løber løbsk. Og fantasislotte opstår funderet på ren tosseri.
At kommunikere med den slags mennesker om teknik turde være totalt spild af tid og intet af det forløbne synes at modbevise dette..
Nå nej, “beviser” er jo et meningsløst ord indenfor high end hifi såvel indenfor andre religioner…

Beovox 901

Ved denne tid er det præcist 47 år siden, at denne skribent fik sit allerførste elektromekaniske anlæg til reproduktion af musik. Der var tale om den magtfulde Beomaster 1200 “regnestok-receiver” med ikke ubetydelige 2 gange 15 watt. Og det var endda sinus-effekten, datidens som nutidens mere elastiske såkaldte musikeffekt var nærmest skræmmende 2 gange 20 watt. Denne fine receiver overholdt ganske komfortabelt datidens indrømmet heller ikke videre voldsomt krævende tekniske reference for teknisk excellence, den oprindelige tyske norm DIN 45 500.

Desværre rakte mine uhyre beskedne økonomiske midler dengang i 9. folkeskoleklasse ikke til helt at købe højttalere i samme stratosfæriske kvalitet som receiveren. Derfor blev der kun plads til den daværende absolutte bund-model i B&O´s program, den teknisk og enhedsmæssigt ganske beskedne Beovox 901. Der til denne allerede dengang spirende hifi-entusiast fortrydelse lige netop IKKE kunne overholde DIN-normens krav til højttalerens frekvensgang. Altså den reviderede norm, den oprindelige norm “krævede” kun rimeligt lineær frekvensgang fra 100 til 12.500 hz, og DEN kunne denne stolte ejers Beovox 901 sagtens klare.
Det var straks meget værre med den daværende gældende voldsomt skærpede DIN-norm, der krævede et frekvensomfang i bassen til under 50 Hz, ganske vist med den ikke ganske ubetydelige tolerance “minus 8 dB” Nå, men helt derned gik altså trods alt ikke min første højttaler og derfor var der således ikke tale om decideret hifi, og det ærgrede jo denne dengang ret præcist 47 år yngre mand voldsomt. Og naturligvis så meget, at den allerførste opgradering til et SEAS 30-byggesæt med 87H domediskant og en komisk 25TV-EW 10 tommer bas, jo allerede tidligt blev plantet blandt blandt pubertetens andre og noget mere presserende tanker og drømme. Åh, Anna Sofie…!
Nu var der ikke noget særskilt håbløst eller teknisk inkompetent ved designet af denne lille Beovox-højttaler. Man havde blot sparet sig lidt mere end halvt ihjel med hensyn til enhedernes uhyre beskedne kvalitet. Men spille, det kunne de dog og hidbragte megen glæde dengang der var temmeligt meget længere mellem opståelsen af elektronisk attrå til denne blev opfyldt. Typisk mange år i stedet for nutidens sommetider få minutter.. Ikke underligt, at så mange af de allersidste få hifi-tosser bliver så forskruede i roen, ingen kan jo holde til at være på evindelig søgen uden noget ophold. For dem bliver selve søgeadfærden målet i sig selv, og det er der jo ikke rigtigt megen musik i..
Nå, men fordelen ved de uhyre beskedne Beovoxer dengang var jo, at opgraderingspotentialet var nærmest fuldstændigt ubegrænset, for uanset hvor denne spirende hifientusiast dengang nærmest kikkede hen, så ventede DIN 45 500 hifinormens æggende klistermærker næsten ligesom når man i sin purere ungdom lurede ind igennem sprækkerne (altså dem i væggen, der desværre uvægerligt var vandrette..)  til pigernes omklædningsrum. Alt, hvad man kunne se eller købe, var bedre end det man havde. Så i den henseende var købet af de allerførste beskedne Beovox 901 en ubetinget succes.
Nu 47 år senere må man så glad konstatere, at selv om disse Beovox 901 var udført med yderste sparsommelighed med hensyn til kvaliteten af komponenterne, så var de dog alligevel en beritabel teknisk tour de force sammenlignet med visse af nutidens mere bizarre markedsføringstiltag indenfor højttalerindustrien. En kær gammel ven gjorde mig i går opmærksom på denne fantastiske højttaler
https://www.soundandvision.com/content/zu-audio-cube-speaker-system
Og selv om ordet “fantastisk” måske mest skal bruges i sammenhæng med, at det på fantastisk og ganske mirakuløs vis antageligt lykkes at SÆLGE nogen af de her små æsker, så er frekvensmålingen altså LANGT LANGT fra at kunne opfylde min ungdoms DIN 45 500-norm. Man skal således være noget af en supersælger for at skubbe ret mange af de her teknologiske misfostre over disken med deres frekvensgang, der falder som en sten allerede fra 300 hz.Sådan noget har jeg ligegodt aldrig nogensinde set, det er simpelthen direkte skræmmende komisk. Og det er ikke meget bedre for anmelderens side at mene, at de bør bruges sammen med en subwoofer, for hvilken subwoofer kan overhovedet selv med samme tekniske analfabetisme bruges til 300 hz…?
I sammenligning med det her mageløst-ringemålende bras er selv en Beovox 901 altså veritabel high end hifi. Selv om den altså slet ikke oprindeligt måtte bære det fine glittede skilt dengang i 1972. Og det bedste bud herfra er osse, at selv de små kubiske terninger fra en anden ikke videre ambitiøs højttaler, Bose AM-5 eller for den sags skyld en Tivoli-transistorradio vil måle og ikke mindst LYDE langt, langt bedre end de her Zu-fætre til en betydelig bagatel af 11.500,- Ganske vist for et sæt, men den eneste fordel ved det er vist, at det gør den senere uundgåelige tur til genbrugspladsen for elektronikaffald lidt mere meningsfuld, da der jo er lidt mere at smide ud af..
Og at man stadigvæk 70 år efter Gilbert Briggs`grundlæggende værk om højttalere, der beskrev umuligheden af anvendelsen af kvadrater eller kuber i dimensionerne for højttalerkabinetter, stadigvæk bruger disse idiotiske sammenfaldende mål er da ligegodt utroligt. Og det er jo givetvis udfasningerne fra de kabinetdimensionelle reflektioner inde i kuberne her, som forårsager de helt vanvittige frekvensudsving i mellemtoneområdet, og man fatter ganske enkelt ikke. at  produktet overhovedet i “testen” får blot en eneste stjerne. Med en mellemtone, der får bassen til at ligne en decideret “damphammer” (altså en helt uden damp!) for store deles vedkommende brillierer mest ved sin totale fravær. Det er altså vildt, det her, og tak Peter for dette glimt ind i det forhåbentlige toppunkt af nutidens hifi-dårskab.
Og 4 stjerner af 5 mulige er da på den baggrund næsten det mest kriminelle…