Ren genialitet eller…?

 
Posted by Picasa

Inden vi allerede fra starten i dag går i gang med teknisk krævende reparation af en lyseffekt (mest fordi det er noget ubeskriveligt ragelse, ellers ville det have været uhyre simpelt), blot et billede af den nyligt monterede JBL 2405 alnico-spaltetweeter. Læg isæg mærke til det man antageligt slet ikke kan se, nemlig at den fine 2405 “står” på en Audioquest Sorbothane-fod og at de anvendte forhåndenværende støttekabler er af det for tiden særdeles succesrige fabrikat NKT. Der havde den i situationen helt afgørende konkurrencefordel, at de lå i rullevis lige for hånden. Sorbothane-foden er udvalgt efter ganske de samme kriterier.

Om det så er særligt oxygenfrit kobber, der anvendes her, burde være af mindre betydning, da den udelukkende forhindrer, at diskanten falder ned på gulvet og vist ikke ellers indgår i kredsløbet. Ikke at det dog naturligvis vil afholde de mere rabiate fjolser derude fra at hævde, at man naturligvis ikke kan afskrive selv uhyre perifere deles afgørende indflydelse på resultatet. Som når mange påstår, at de oplever en lettere klaustrofobisk effekt af at lade deres ellers uskærmede kabler løbe i et metalrør. Om det så er korrekt eller ej vil vi lade stå, selv stemmer vi “ej!”, men den slags fornemmelser er altid meget mere indlysende når man lige ved omstændighederne. Her er den ellers i naturvidenskaben nødvendige dobbelte blindtest naturligvis bandlyst som i alt andet indenfor skøre hobby.

Nu er det en smule problematisk at anvende en diskant i en højde af 2 meter i den resliserede nær-lytteposition, og det har nødvendiggjort en anden modifikation. Spaltetweeteren sidder nemlig på tværs, således at prismet er parallelt med horisonten. Det skyldes ikke helt overraskende for de få kendere, at den spreder helt vildt den ene vej og ikke ret meget den anden vej.½ Desværre er den teknologiske udvikling endnu ikke kommet til det stade, hvor der er opfundet en passende vinkling af diskanten uden at den dratter ud over kanten på grund af sin næsten ikke-eksisterende flange.

Ja ja, der skal jo også være genialitet nok til en anden god dag, lidt på samme måde som den legendariske sovjetisk/ukrainske stangspringer Sergej Bubka heller aldrig satte de verdensrekorder, som han kunne. Fordi han godt vidste, at det skæppede bedre i kassen at hæve rekorden med en enkelt centimeter af gangen og så blot gøre det så mange flere gange. Ialt 35 verdensrekorder satte denne unikke og indtil videre uslåelige idrætsmand på denne profitable salami-metode. Han må have spist nogen gode ting i sin sovjetiske ungdom uden at det nu vist tjener noget formål at rode for meget op i det. Ligeså lidt som de ikke meget mindre mistænkelige verdensrekorder i længdespring, som også har stået lidt rigeligt længe: Beamons 8.90m. i 23 år og Powells 8.95 m. indtil videre i 20 år..Mærkeligt at ingen af så mange udøvere indenfor en sport lige kan give den den ekstra centimeter. Indenfor visse kvindeidrætsgrene havde man dog pli til simpelthen fra en kant at slette kvindelige atletikrekorder fra de dopingalderens fremmeste og grimmeste årti, 1980-erne..

Tilbege til skruetrækkeren, der kæmper en hård kamp for at løsne de her selvskærende skæve skrammelskruer. Gad vide hvordan jeg får det her lort samlet igen, livet er fuldt af udfordringer…Heldigvis er vi meget klar!

Ævl og ævler

 
Posted by Picasa

Her i landsdelen udtales det skrevne ord “æbler” som “ævler” og lad blot fo en enkelt gangs skyld være en smule ærlige på denne side: Jeg er en personlig stor ynder af æbler og måske denne erkendte last til tider smitter en smule af på narrativet på denne side. På dialektalt midtjydsk!

Ret meget ævl er der så til gengæld ikke ved den nyudnævnte danske såkaldte eksport-ambassadør (bemærk dette spritnye ord!) til Kina. Mærkeligt at det normalt på dansk hedder “i Kina” når nu den nyudnævnte overhovedet ikke er taget af sted endnu, det engelske “to P.R.C” ville dække noget bedre. Til gengæld bliver der så givetvis så meget mere tale om “ævler” ved udnævnelsen af fru frugtavler Ritt Bjerregaard til denne ærefulde post. Hvis den altså er det, de andre udnævnte “forlængste” (obs: et andet spritnyt dansk ord!!) ex-politikere og ex-erhvervsfolk Dyremose og Fischer-Boel er vist efterhånden efter et langt og usædvanligt bjergsomt politikerliv nok ca. ligeså “sultne” efter success som fodboldstjernen stenrige Ronaldo er efter at score en krone i pant for en funden flaske.

Anderledes med Ritt, som er ganske kendt for en langt mere vedholdende form for personlig bjergsomhed, nok i virkeligheden hendes største og uoverstigelige forhindring mod toppen. Ikke at hun formelt kom ganske tæt på, for det gjorde hun, der var blot stadigvæk uoverstigeligt langt op til det sidste trin for Ritt. Og det er måske meget godt, meget værre eller bedre end de andre afdankede politikere her er hun naturligvis ikke. Hvad de så skal der er ganske svært at sige. Success i disse job kræver simpelthen en SULT, som ingen af disse velbjergede mennesker har haft ganske længe.

En forunderlig beslutning fra den pressede statsminister om på denne måde at fremstå som den bredtfavnende landsfader og udnævne gamle stjerner fra det brede politiske spktrum uden at det garanteret kommer til at gøre nogen forskel. Det vil sige, lidt gør det nok. For mon ikke sandsynligheden for, at fru frugtplantageejer Bjerregaards sikkert lidt små-skurvede æbler fra Otterup-kanten vil blive at se på det kinesiske marked vil være ganske stor? Damen med den mangeårige EU-erfaring burde sagtens kunne få en sær-eksportstøtte til et så indlysende godt eksport-projekt, så fremover bør man nok omskrive det gamle ord om “følg pengene” til “følg æblerne” Ikke at der lige i dette tilfælde er nogen forskel.

Lige i dette tilfælde findes der faktisk historiske eksempler på, at det engang kunne betale sig at fylde kufferten op med frugt og grønt, tage flyveren over flere tusinde kilometer, sælge sagerne og flyve tilbage med god personlig fortjeneste. Det skete helt regulært i Sovjetunionen, hvor avlere fra Kaukasus på denne måde tjente fremragende på at flyve til Moskva og sælge varerne.I lighed med med den forunderligt subsidierede EU-eksport, hvor ingen pris alligevel er helt som den ser ud, så kostede flyvebilletterne dengang i Sovjet for enkelte heller ingenting. Og de gør de så helt givet heller ikke for Ritt og hendes “ævler”. Og intet projekt er dog for de særligt udvalte mennesker mere ædelt end end eget.

Sådan noget er naturligvis til at forstå og en naturlig del af den menneskelige natur, ikke at det gør Løkkes valg mere begribeligt.
Nå, tilbage til dagens motiv, der må betegne en anden absolut nyskabelse. Det vil sige, det er kun her i huset, at er en nyskabelse, metoden med at pege diskant-sektionen på en højttaler op i luften har været anvendt tidligere. Man kunne nævne Carlsson, Spica og danske Kibri, der alle havde det til fælles, at de mest mindede om sværtkalibrede 1. verdenskrigs-morterer. Ligeledes svært var og er det at tage især de 2 sidste her alvorligt, salig Carlsson havde dog som ligeledes salig Egon Olsen “en plan” med galskaben.

Nå, det har vi så også delvist, altså en plan med at den anvendte JBL 1-tommes driver på sit 2344-negerballehorn, peger lidt opad. Højttaleren er nemlig i lyttepositionen lige det laveste og på denne måde opnås et praktisk og nyttigt “zoom” af lyden fra delefrekvensen på 800 Hz. Det ret lille horn er ganske vist ude i fuld “deflektion” ved denne lidt lave delefrekvens, men til konstruktørens forsvar skal det siges, at den ganske lille JBL 4890-kasse med 14-tommers 1400 PRO-bas desværre ikke rent fysisk understøtter fysisk større horn. Mest fordi de “drysser af” den lillebitte understøtningsflade.
Derudover er lyden her i den noget sparsomt møblerede spisestue blevet ganske god som den jo naturligvis altid vil være, som man selv har medvirket. Tro kan som bekendt sagtens flytte bjerge-tror vi da nok! Som bjerregaard´sk bjergsomhed “ævler”..

20 db

 
Posted by Picasa

Billedet i dag er af vores firmas seneste klargøringsprojekt: En hel del af en endnu større bunke horn og drivere, dem, som vi med stolthed og glæde hjembragte i forgårs. En hel del kunne tyde på, at U.S.Navy havde overskudsudsalg på marine-maling fra 2. verdenskrig dengang disse ting blev produceret. Det er naturligvis intet problem for dette søulke-ætling, langt snarere en positiv kvalitet. Og kvalitet, uha, de her tsager ligefrem “emmer” af det!Det er næsten lige før vi kan tage vores marinemaler-motiver ned i vores dagligstue. Hvis vi havde haft nogen forstås, de her horn signalerer simpelthen “stolte skumsprøjt”. “Oh Boy!”, som Anders And ville have udtrykt det. Hvis han altså havde været amerikansk, og det var han jo osse.

Inden vi ufortøvet vil give os til at pudse lidt på disse støvede klenodier med hænder ikke meget mindre rystende end dengang denne skribent for første gang tog imod den daværende lettere bly (ikke meget, blot mere!) frk. Dahl Olsen, så en lille kommentar til de seneste forslag til nye støjgrænser for vindmøller. For mage til intetsigende indslag som det i morgenens DR Update skal man dog lede længe efter. Og som den opmærksomme læser vil have bemærket, så kom dagens avis osse i dag lidt sent, så der blev ekstra tid til at spilde tiden. Og sikke dog det lykkedes!

For det første stod den paphovedede journalist og labbede hjernelamt i sig som en naturlig kendsgerning, at vindmøller jo støjer mere om natten, som en lokal konsterneret nabo fremsagde. Nej, måske ikke helt overraskende for selv naturvidenskabeligt interesserede blandt hvirvelløse dyr (regnorm etc.), så er det GRÆNSERNE for tilladelig støj, der varieres over døgnet. Støjen eller manglen på samme er naturligvis den samme. Og så til de nye grænser: Forslaget går ud på kun at tillade 20 dB i stedet for de nuværende 35 dB. Lad os nærstudere denne indlysende procentuelle nedgang i den tilladelige støj på lige under 50%. Eller hvad det nu er, for hvem ved hvad her?

Ingen, givetvis. Ikke at det er vanskeligt at finde ud af, man kan såmænd blot “google” ordet “20 dB” og finde ud af, at dB-skalaen er en såkaldt logaritmisk skala. Det ved garanteret kun promiller af den danske befolkning og næppe nogen af dem har tydeligvis en journalistisk uddannelse. og hvad betyder det så? Ja, det betyder simpelthen, at da ingen åbenbart aner, hvor lavt 20 dB i virkeligheden er, så er man i fuld færd med at indføre en lov, som IKKE ALENE ikke kan holdes teoretisk, den kan HELLER IKKE måles! Fordi den nye støjgrænse simpelthen ligger den naturlige baggrundsstøj. Og her taler vi simpelthen om en totalt vindstille nat ude midt på en ubeboet hede-strækning i Gylland et sted uden så meget som en bil i flere kilometers afstand og i den korte periode mellem fuglenes sang og flagermusenes hørbare efterårs-parringsskrig.

Allerede nu ligger den lovlige støjgrænse noget nede i baggrundsstøjen fra landligt liv og her behøver vi overhovedet ikke inkludere menneskelig aktivitet, naturen genererer ganske uden fossil hjælp rigeligt 40-50 dB naturlig baggrundsstøj. Sådan et lovforslag som det her er simpelthen skideåndssvagt og svarer ret nøje til at forbyde radioaktivt lyn-stereliserede krydderier (hvilket faktisk pga muligt farlige svampeangreb fra selv omhyggeligt håndterede råvarer giver ganske god mening, da som bekendt selv lever/nyreskader forårsaget af visse svampe som opdages i tide stadigvæk ikke kan helbredes). Og så tillade, at folk bor i tætsluttende ikke-ventilerede bygninger med massevis af den radioaktive og langt mere dødelige luftart Radon, der givetvis dræber langt flere danskere hvert år end trafikken gør.

Nå, det problem med de 20 dB eksisterer heldigvis ikke her i huset. Hvor vi aldrig nogensinde kommer blot i nærheden af denne grænse. Selv den kombinerede baggrundsstøj her lige foran JBL-horntragten af tomgangssus og små-brum fra mcIntosh MC-2600 forstærkeren i vores lettere DC-inficerede miljø er nemlig betydeligt højere.
Og så lige a propos DC/såkaldt jævnstrøm: De danske hifi-fora har vi ikke behandlet et godt stykke tid, mest fordi der ingenting er at skrive hjem om. Eller blot OM.. Intet sker der og det er jo ganske gennemsnitligt og har været det i årevis.

Et af de hyggeligere fora, som vi ofte lige kikker forbi, er vintagehifi.dk Desværre er det eneste aktiv et forum, men det får så række. For langt det meste får folk fornuftige svar, men ind imellem ryger der en “finke af fadet” Lad os tage en aktuel tråd om den udødelige hifi-klassiker, effektforstærkeren Quad 303, et virkeligt stilikon som den står der malet OGSÅ i åbenbar militær overskudsmaling. I modsætning til vores nye JBL (og også ældre Quad, som ligeledes var malet med tydelig brug af sømilitær overskudsmaling fra Royal Navy), så er der fra 1967 til midt i 1980-erne mest anvendt ditto fra Royal Air Force. Sådan nærmest lidt smudsigt-olivengrøn, som sikkert har været anvendt til bemaling af oversiden af jagerbombere som Hawker Typhoon og den senere lidt mindre (pilot) livsfarlige udgave, benævnt “Tempest”.

Tilbage til DC. En venlig sjæl nævner lidt pudsigt, at nåt man naturligvis nænsomt skal renovere disse gamle hifi-antikviteter, så skal man huske at checke DC i forstærkeren. Det er normalt også “god reparatør-latin” men nu lidt ligegyldigt i dette tilfælde. Fordi denne helt tudsgamle og enkle og overskuelige forstærker fra 1966 helt visuelt oplagt er forsynet med 2 stk. 3300 mikrofarad kondensatorer i udgangen til højttaleren. Hvorigennem med statsgaranti INGEN DC nogensinde slipper igennem. Det er iøvrigt delvist derfor kondensatoren sidder der. Den anden grund er den ligeledes noget prosaiske, at man anvender et ligeså tudsegammelt og simpelt princip i den ligeledes uhyre enkle “single rail”-strømforsyning.
Nå, det gode i denne her sag er så i lighed med de nye støjgrænser for vindmøller, at man ikke kan måle det og så laver man næppe nogen ulykker. Eller lykke..

Januar, 1951

 
Posted by Picasa

I går var en særdeles tilfredsstillende dag i vores lille fremgangsrige firma. Nu kan lykkeligt gifte mænd jo aldrig nogensinde have andet end særdeles tilfredsstillende dage og hvis de ikke har haft det, kan de jo alligevel ikke fortælle om det. Dertil er “hymens lænker” for stramtsiddende. Alligevel var i går dog speciel.
For det første mindede ordretilgangen mest om den fra Mosebogen så kendte beretning om “Græshoppers Mængde” uden dog helt at have samme plagsomme karakter. Faktisk ret præcist det modsatte. Meget værre blev det så heller ikke af, at vi fra et landsdelsteater hjembragte en veritabel bilfuld JBL, ja bilen var faktisk så fuld, at denne skribent måtte sidde med det sidste på forsædet, sikkerhedsmæssigt en bestemt noget betændt affære.

Alt gik dog smertefrit under fru Mathiasens kyndige kørsel og alternativet ville heller ikke have været til at bære. I den fuldt til-stoppede bil var der nemlig utrolige klenodier fra en forlængst svunden tid. For eksempel et par “state of the art”-PA højttalere anno dazumal fra inden der rigtigt fandtes sådan noget, helt tilbage i starten af 1970-erne. Dengang gjorde man blot som her: Tog et sæt JBL L 200 Studio Master højttalere, malede dem sorte, satte en solid metalgrill og lidt ophængsøjer på og i og så monterede man osse lige den nødvendige 077-diskant, som man forunderligt nok glemte i den originale L 200. .

Denne fremgangsmåde har simpelthen kostet en halv krig, men løste opgaven indtil den som alle andre gamle væddeløbsheste blev pensioneret ud på et lager uden at der dog som med hestene blev lavet lim eller andet af dem. Der stod de så og gloede vantro på nutidens vankundighed helt til i går, hvor vi befriede dem fra trældommen. At denne fine højttaler engang blev skiftet ud giver ingen mening, men at vi nu er i gang med at restaurere dem, se dét giver mening. Og osse en vis mulighed for firmaøkonomisk-meningsfuldt at udfylde den tid, som vi så desværre alt for sjældent har, men det er dog skønt også professionelt at kunne del-beskæftige sig med disse herlige ting.

Med i bilen var osse 4 stk. af nogle løjerlige træ-gespenster, som lignede noget halvforkølet hobby-sløjdarbejde. Den påklistrede label afslørede dog noget ganske andet. Udseendet var ganske vist det samme og så alligevel slet ikke. Det her var simpelthen et ekko fra en fortid helt tilbage fra overskriftens 1951. Hvor selveste Dr. Smith fremlagde sine teorier om sit såkaldte “Smithorn” Det kaldte kan det nu ikke selv, men det kom det hurtigt til efter at Paul Klipsch havde lanceret sit “Klipschorn”. Dr. Smith var mindst ligeså genial som Klipsch, men nu er den akkumulerede statistiske sandsynlige for at så udbredt navn brillierer jo også ganske stor..Ja, han var måske endda klogere end Klipsch, da han vist efterfø’lgende ikke beskæftigede sig særligt med audio. Ikke at det gør hans præstation mindre, blot hans eftermæle bedre.

Ja, sandelig om vi ikke fik hele 4 stk. JBL 2397 træ-læbehorn, som var og er berømmet (uden at vi dog selv kan deltage helt i det enstemmige kor endnu, jeg har aldrig selv hørt dem) for en særligt “blød tone” Denne model er helt vanvittigt upraktisk derved, at de store tynde læbeformede træ-flanger overhovedet ikke kan fikseres på nogen fornuftig måde uden at brække i tusind stykker. Det var ikke noget problem dengang de blot blev anvendt i den professionelle biografbranche, men det har til gengæld givet betydelige problemer i det her teater hvis man skal tro besværet med at fremstille de sværgods-beslag, som stadig hænger på horntragtene. At sige vi glæder os til at høre dem er sådan lidt mildt udtrykt.

Nå, der var osse masser af andre ting: Hartsfield-horn med akustiske spredelinser, 077/2405, 2440, 2420 og -21 superduper alnicodrivere og 2350-horn og jeg ikke hvad ellers.
En rigtigt, rigtigt god dag “på fabrikken”, altså. Selm om fruen godt nok siger, at det bedste man vist kan bruge de her helt usandsynligt grimme JBL-træhorn til, er at fyre med dem i pejsen. Ak ja, kvinder. Desværre kan de sommetider have fat i noget, og denne min skønne frue overstråler i denne henseende, som i alle andre, alle andre. Jeg håber nu ikke hun får fat i dem her men de skal nu gerne spille noget godt så grimme som de er!

Vi skal lige minde eventuelt vildfarne …

intellektuelt-inklinerede læsere om, at altså er på førstkommende fredag, at DR K genudsender et par af de mere brilliante afsnit af den allerede brilliante hollandske dokumentarserie “InEuropa” Ren blændende dobbelt-brillians, det her! Vi andre hard core-beundrere af samme serie har naturligvis allerede set afsnittene i mandags, men husk nu lige at hoppe på og hvis du har set serien før, så se den igen, man kan jo vist ikke blive for klog. Muligvis for klog til sit eget bedste, men det er vist noget andet.

Denne hollandske super-serie har simpelthen givet denne ellers principielt formelt historie-uddannede person række efter række at den slags “blitz-glimt” af ny indsigt og erkendelse, som er ganske mindeværdige. Ligesom de vel osse efterhånden bliver sjældnere og sjældnere, ikke nødvendigvis, fordi man bliver klogere og klogere, næh snarere fordi serier som denne i sig selv bliver sjældnere og sjældnere. Ligegyldigt hvad man troede man vidste om ungdomsoprørene eller Rote Armee Fraktion, så bliver man klogere.

I det netop genudsendte super-afsnit om den engelske minearbejderstrejke i 1984 var det således påfaldende at se den indædte beslutsomhed, som den engelske premierminister Thatcher besluttede at tage den afgørende konfrontation med de engelske minearbejdere. Når man så hvordan de strejkende Yorkshire-minearbejdere sendte tusindvis af bøller rundt til andre miner og kraftværker for at lukke England totalt ned, var det virkeligt vanskeligt ikke at fatte sympati for staten. Selv om kampenen mellem politi og demonstranter var beskidt. Måske skidtet smittede af fra minearbejderne, hvis arbejdsforhold i de helt underkapitaliserede og i mindst et århundrede totalt konkurrence-udygtige engelske miner var helt håbløse, rigtigt beskidt blev det. Og bestemt godt hjulpet på vej af en af verdens mest farlige og samlige dybt latterligt-inkompetente fagforeningsledere, Arthur Scargill.

Han fortjener titlen for i sin super voldeligt/demagogiske totalitaristiske pamper-magtfuldkommenhed fra starten ikke at have sikret opbakning fra alle landets minearbejdere, ellers en ren formalitet. Som sande magtmennesker som naturbarnet Arthur så naturligvis ikke behøvede overveje, hvorfor dog bøvle med det der skide demokrati. Den relative “borgfred” mellem minearbejder-grupperingerne varede godt et døgn, altså helt præcist indtil Arthur lige sendte en stor flok af sine værste bøller (“bully boys” er altså et herligt engelsk underdrevet udtryk) til minerne i nabo-skaberne for lige helt bogstaveligt at banke de ikke-adspurgte endnu tvivlende minearbejdere på plads. Hvilket helt forventeligt sendte de truede direkte over i regeringens lejr. Skidegodt gået, Arthur idiot! Og så osse lige det at starte konflikten sidst i marts, lige ved afslutningen af den engelske fyringssæson, der er jo noget lunere derovre noget mere sydpå, som man måske husker.
Selv om Maggie Thatcher ikke ligefrem var en umiddelbart sympatisk person, så var det nu svært ikke at fatte sympati for hende i denne situation. Hvor hun tog det længe udsatte og derfor blot så langt mere uundgåelige “skrald”. Og så hjælper det selvfølgelig også altid på placeringen af sympatien, at modparten er så helt vildt vanvittigt meget MINDRE sympatisk.

Den store klargøring

Her til morgen står den på lidt fysisk grov-manipulation her i huset. Store rum og ledige flader giver stærkt forøgede muligheder for fysisk aktivitet af den allermest truende slags. Nemlig den form, hvor ting skal bæres frem og tilbage for efterfølgende at blive transporteret tilbage og frem igen. I gamle dage kunne man have benævnt denne tingenes kaotiske tilstand med “borgerkrigslignende Beirut-tilstande” med sager overalt.

Alt er altid alligevel i evig transit uden at have nogen nødvendig adresse eller blot adressat, som selve livet. Vi er vist bare helt tilbage i livets helt basale og eksistentielle vilkår her for slet ikke at tale om ægteskabets ditto..Nå, freden indfinder sig vel engang uden at det dog er helt klart, hvordan det skete dengang i Libanon og Beirut og om der blev fred i denne by, som engang var hele Mellemøstens finansielle omdrejningspunkt. Og endte som en bunke sønderskudte stående ruiner, en afgjort cadeau til fortidens top-kvalitetsbyggeri, forårsaget af århundreders stor velstand. Man kommer næsten i samme åndedrag til at mindes de allieredes kolossale vanskeligheder ved at smadre bjergklostret Monte Cassino under 2. verdenskrig, hvor selv bølge efter bølge af bunker af bombemaskiner kun kunne udrette gradvis skade mod det fantastik velbyggede middelalderlige fæstningsbyggeri.

Hvis det da ellers har fundet sted, denne fredelige udvikling, etnisk og klans/trosmæssigt baserede borgerkrige hører normalt aldrig op. At man så fra verdens samlede forsamling af mediemennesker glemmer det gør så hverken situationen værre eller bedre eller blot anderledes. Nettoudviklingen svarer lidt til dén med at flytte sofaen frem og tilbage og så lidt frem igen, nogen større reel forskel er der næppe tale om.

Ellers skal vi straks i gang med større strategiske omforandringer her i huset. I forbindelse med installation af en række nye vinduer skal denne skribent finde al sin forlængst hengemte ex-havnearbejderstyrke frem for at flytte rundt på mange særdeles tunge ting. Når denne skribent i spejlet sørgmodigt betragter sine lidt patetiske pind-arme efter forårets fedt-kampagne er det forhåbentligt en trøst, at styrken ligger i en fra familien stærk ryg. En nylig flytning af ganske tunge ting blandt både ellers stærke og unge håndværkere af den helt rigtige og særdeles aktive og arbejdsomme slags fornyligt viste dog, at den gamle styrke i det mindste delvist var der endnu.
Og så bliver det vist ikke bedre for stærkt tiltagende mid-aldrende mænd. Altid gennemsnitligt: Lidt dårligere end i går, og lidt bedre end i morgen. Vi må vist hellere få fremskyndet det her flytteri! Under alle omstændigheder er livet én lang fortsat og aldeles irreversibel proces mod det evige nattemørke i lighed med det sikkert forlængst glemte udtryk om den engang så stor-blomstrende Beirut. “Good Bei-rut”
Nå, selv ikke skyerne udenfor er så alligevel kun af det dårlige. Det drypper så fint på køkkenhaven. Alting er godt for et eller andet blot man kikker omhyggeligt nok efter åbenbart.

Nye prioriteringer

 
Posted by Picasa

Dagens billede viser i forgrunden en stol fra den danske kvalitets-producent “Skipper Furniture” i Roslev. Den er ligefrem så gammel, at man nok må regne med, at de sikkert selv har fremstillet den og ikke blot “re-badged” noget østligt OEM-bras. Alene den kendsgerning, at dette ganske fritsvævende og tyngdekraft-udfordrende design kan holde til denne skribents betydelige vægt indikerer en betydelig anvendelse af rettidig omhu. OG kvalitets-bøgetræ. Derudover er den fantastisk god at sidde i og derfor en ideel hifistol. Og så har vi forresten masser (ialt nu fire og altid klare til flere) af de her stole, senest er der tilkommet 2 i går.

Til al overflod er de uhyre pladskrævende, disse forlængst udgåede modeller, men det er de JBL-biografhøjttalere, som ses i baggrunden, jo osse, så det er næsten et match lavet i selve Himmelen. Lidt omrokering her på værkstedet har betydet en ikke ganske ueffen lydlig forbedring udført som den jo altid er og nødvendigvis må være (når denne skribent er indblandet) med lige del genialitet og kompetence. Læg derfor især mærke til det anvendte “halvtag” af højttalerdæmpemateriale, som afgørende dæmper uheldige reflektioner fra vores betonloft. Et rent indkik i selve troldmandens værksted.

Derudover lyder det ifølge fruen en del bedre med den lidt større afstand til højttalerne, ja faktisk udbrød hun spontant lige inden hun rejste sig, at det kunne blive for meget at sidde og høre den irske super-sanger Christy Moores live-CD fra et tilrøget værtshus på Vicar Street. Selv røgen får de her skrumler tydeligvis med, måske derfor hele familien er lidt hæs og småsnottet for tiden. Hifi af allerhøjeste kaliber..

Ellers kunne vi udover den store stole-afhentningstur til Odense i går af disse herlige uønskede danske designklassikere glæde os over regnvejret. Vi med hus og nyanlagt køkkenhave har jo forlængst skrinlagt alle ungdommens drømme. Ihvertfald dem, der indebærer forceret udvikling af hudkræft ved solbadning, en proces, der iøvrigt især for denne skribents vedkommende vedkommende afgørende lettes af, at den dertilhørende intense stank af lettere svedet orne-flæsk ikke er voldsomt behagelig. Regn er nu altid godt for vores helt nytilsåede arealer med selleri og gulerødder og andre sager.

Tilbage til dengang på det lille værtshus på Vicar Street i Dublin. Vi kan lige nå at larme lidt inden dagen for alvor starter, og især guitaristen Declan Sinnott bag den altdominerende forgrundsfigur Christy Moore fyrer “kanonen” af et par gange. Selv ellers kapable danske guitarist-modstykker som Lars Hybel og Knud Møller kommer til at stå lidt stille i denne hårde sammenligning. Der er virkeligt tale om sand kongenialitet i samspillet her mellem Christy på manisk rytmeguitar og altså så Sinnott på guitar og allestedsnærværende Donal Lunny på samme dog lidt mere tilbagetrukkent.
Lige nu “logger” vores SPL-meter 110 dB i stolen fra “Skipper Furniture” og viserne på den tilsluttede McIntosh MC-2600 “vimrer” kun omkring de 10 watt. Herligt at være hus-og haveejer og også selvom det altså IKKE regner.
Hvor nyttehaven uforknyt gror videre uanset hvor unyttige hus-herrens sysler ellers måtte forekomme at være. Og er!

Go`e gamle og glemte Assad!

Nu kommer min smukke frue hjem igen senere i dag, og det er jo “godt nok”, som vi med forhåbentligt klædeligt jydsk lune og sans for underdrivelser sagde, der hvor jeg kommer fra. At fraværet så har æret sammenfaldende med et betydeligt kvalitets-spring her i vores firma-demorum er en anden og ikke helt tilfældig sag. Ved en omrokering er det således blevet muligt at opnå godt 3 meters afstand til de gigantiske JBL 2360A-horntragte med aldeles afgørende forbedret lydmæssig integration mellem enhederne. Med tilsvarende jydsk sprogbrug er det blevet “helt godt” Måske også fordi en dæmpning af diskanten med 5 dB har fjernet lidt af det værste hvæs..

Om det så direkte er fruens fortjeneste eller blot kronisk indesneethed fra denne skribent, som prompte ved den først givne mulighed sender mig ned lyd-tweak afdelingen med brug af sækkevogn og alting er lidt uklart. Klart bedre er det dog blevet. At den indlysende lydmæssige forbedring i højttalerens såkaldte “fjernfelt” overhovedet ikke er overraskende, snarere ganske uundgåelig, gør naturligvis ikke den lettere “hanekyllinge-agtige” stoltseren hos denne skribent mindre. Men nu er fruen her jo så heller ikke til at få mine præstationer ned i den rigtige størrelse..

Ellers gider vi ikke længere rigtigt at se danske TV-nyheder, så det er ikke et tilfælde at vi ikke ret tit længere omtaler disse. De personlige ofre ved at sidde og krumme tæer er alt for risikable for iskias-nerven, vi foretrækker massivt portvins-misbrug i længere tid hvis vi alligevel skal udvikle podagra. Ikke mindst i lyset af dækningen af begivenhederne i Nordafrika er savnet af disse evindeligt postulerende/politiserende paphoveder af udsendte reporteretil at leve med. I stedet er vi begyndt at lytte til BBC World Service langt mere end tidligere. Ganske let, da jeg ikke siden min pure ungdom har hørt det. At tænke sig, at der et sted derude ganske nær os findes rigtige reportere og rigtige journalistiske færdigheder og kritisk sans og alting. Alle de ting, der forlængst er glemt i det rådne danske mediebillede. Så forlængst forglemte, at man må korse sig.

For eksempel er det ret fantastisk, hvor hurtigt selv de mest uforglemmelige ting glemmes. Lad os tage det gode traditionelle personligt ejede land Syrien. Her har den letgenkendelige Assad-familie med en karakteristiske “habsburgske” hage-konstruktion holdt landet i et jerngrab i mange årtier. Og det gør de stadigvæk selv om der kl kæmpes for sagen.

Det er der nu ikke noget nyt i, det har altid været tilfældet i det som Libyen både trosmæssigt splittede og uhyre klan-dominerede land. Ja, faktisk har det været langt værre end nu, men det har alle glemt åbenbart. Ikke at det er å forfærdeligt længe siden og bestemt heller ikke, fordi den brutale begivenhed dengang blev mørkelagt blot den mindste smule. Antallet af dræbte blev snarere overdrevet end underdrevet af styret dengang med gamle Assad i spidsen. Man skulle ellers tro at der var dræbte nok til at man ikke havde behøvet det!

Vi taler om den syriske hærs totale artilleri-bombardement af en by, som man havde besluttet vist var centret for et opgør mod styret. Byen hed Hama og året var helt tilbage i den journalistiske før-forhistorie, i 1982. Man havde muligvis ret og efter at byen var blevet fuldstændigt tilintetgjort med 155 mm.-granater og jævnet med jorden, var det alligevel ligemeget. Omkring 25.000 mennesker, mænd (færrest) kvinder (flere) og børn (flest) blev dræbt under fuld vestlig pressedækning i dette rene folkemord, som i skal frem til Balkan-krigene med omkring 200.000 døde for at matche. I Syrien gjorde man blot ingenting dengang, ja, man fortrængte vist nærmest bare de ellers utvivlsomme kendsgerninger. Som man osse kommer til det i dag, fordi man allerede i Libyen har spillet sin eneste lillebitte trumf i sin iøvrigt helt uspilleligt svage hånd.

Nu førte dette folkemord faktisk til en slags væbnet fred i Syrien. Styrets helt overdrevne grusomhed viste sig måske ikke ganske overraskende at skræmme eventuelle oprørere og som bekendt lærte Saddam Hussein fint af lektien, og det har da virket til i dag. Og så bliver man i verdenssamfundet overraskede over, at det syriske styre slår hårdt ned på oprørerne. Jamen det gør man, fordi det virkede så fint sidst og såmænd kommer til at gøre det igen.

Nå, der er heldigvis også lyspunkter. Mange hidtil ukendte akademiske iagttagere og pludseligt opdukkende mellemøsteksperter begynder ellers endeligt at se visse problemer ved den direkte overgang fra løse oprørsgrupperinger direkte til vestligt demokrati. Denne erkendelse burde måske være kommet lidt tidligere og da især fordi FN og NATO jo ligesom har spillet det eneste tilgængelige kort i Libyen. Lige ud i luften!
Noget af det sjoveste i denne ellers overhovedet ikke blot den mindst morsomme situation er så, at håbet STADIGVÆK er stort for en demokratisk udvikling i kæmpestore Ægypten. Begrundelsen er til gengæld pudsig: Fordi militæret i Ægypten har taget magten, så er der dermed skabt ro og tid til at etablere fred og ro og alle de fornødne demokratiske instrumenter til en fredelig overgang til demokrati. Hvis det lyder begavet er det fordi det er så forførende stupidt.

Fordi militæret naturligvis ikke har blot den allermindste interesse i nogensinde at afgive magten. Ikke den reelle magt, som det trods alt igennem tiderne med Nasser, Sadat og Mubarak (vi taler her trods om 59 år) har siddet fast på. Trods alt var alle 3 formelle herskere militærfolk, men blot den “fremmeste” blandt de militære herskere.
Anderledes bliver det naturligvis ikke fremover. Formelt vil der naturligvis komme en form for parlamentarisk demokrati i Ægypten, det er god PR og ermed i sig selv godt. Problemet er blot, at den kommende demokratiske udvikling blot af det ægyptiske militær vil blive anvendt som et Amagerbanken-agtigt “skraldespandsselskab” som man kan give skylden for alle Ægyptens fortsat helt umulige og ganske uløselige økonomiske problemer.
Det skal lige med, at dagens mistræstige betragtninger her har vi selv deduceret os frem til. Ikke at det er svært men ingen andre har altså kylden for eventuelle faktuelle fejl.
Derudover skal vi lige huske at minde eventuelle snarligt bortrejsende om, at på mandag genudsendes det måske mest suverænt komponerede afsnit af allerede generelt suveræne “InEuropa”. Denne gang er emnet den engelske minearbejderstrejke i 1984. Se det eller bedre, se det 2 gange. Og sluk og luk så efterfølgende permanent for de danske TV-nyheder.

Krydstogt

Fra i går til i morgen er husets morgenduelige frue på en fortjent rejse til Oslo. Vi håber at den officielle forklaring om en tur med en “veninde” holder, turen er ialtfald velfortjent i disse travle tider. Herhjemme sidder så blot tilbage denne bestemt ikke mindre travle skribent og kikker på 3 andre forlængst landsatte langfartssejlere, som nu er på permanent landlov.

Vi taler om de kære 3 stk McIntosh-monsterforstærkere, der står og små-knurrer lige her ved mit venstre øre. Som de allerfleste af deres æt udenfor amerikanske mega-stadioninstallationer har disse allesammen tjent på forlængst ophuggede luksuslinere. Heldigvis har behjertede mennesker reddet disse klenodier fra det aftaklede skib. Selv om maritime eksperter nok måske vil sige, at vi ikke anvender dette ord baseret på det forlængst glemte ord “takkelage” helt korrekt.

Disse få krakilere ville formelt have ret, da ordet “takkelage” har sin oprindelse dengang alle skibe førte sejl, udover at “aftakle” dengang” var noget man rutinemæssigt gjorde, mens skibene var i vinterhi eller (for orlogsskibes vedkommende) i lettere mølædt såkaldt “mølpose” Hvor de ørkesløse inden indførelsen metal-forhudningen af disse træskibe lå indtil pæleorm og pælemuslinger havde ædt dem. Og det gik stærkt dengang længe inden skibsmalings-producenten Hempel kom på banen. Hempels fantastisk virksomme produkter fra gamle dage ligger stadigvæk som aktive giftbomber på bunden af alverdens havne og får PCB og DDT og andre svært nedbrydelige eller selv-ophobende gifte til at minde om vitaminpiller. Det er vist også glemt som alle de hæderkronede gamle sejlerudtryk og derudover er der heller ingenting at gøre ved det alligevel.

Aftaklingen, som ellers oftest var midlertidig, blev således alligevel ofte ligeså permanent som den er blevet for disse stolte McIntosh-forstærkere. Og godt det samme i dette sidste tilfælde. Det giver jo ligesom lidt bedre mening når man nu er henvist til sorger og andre savn efter den skønne frue. For vi har naturligvis instrueret hende passende i at kikke nøje efter, om der på skibet fra København til Oslo endnu muligvis forefindes et par af disse apparater.
At savnet på denne måde bliver delvist meningsfuldt gør det så desværre ikke mindre…

“Komm in meinen Wigwam”

 
Posted by Picasa

I dag et billede fra vores primære CD-afspilningsstation. Alene det, at det er den eneste CD-afspiller i huset gør den med rette fortjent til denne fortjenstfulde titel. Samtidigt giver billedet et afgørende bevis for, at vi i jagten på den helt perfekte lyd ingen midler skyer (skyr?) for at opnå den perfekte lyd. Til gavn prim ært for os selv naturligvis men vel sekundært også et sted for vores kunder. I den henretning er det et naturligt krav, at vi i high fidelity-kvalitet kan afspille den musik, som vi formoder man lytter til derude foran kakkelbordene for nu at citere en fremtrædende socialdemokrat. Der nu tydeligvis selv næppe nogensinde havde set et kakkelbord men derfor så meget mere imponerende, at hun overhovedet kendte ordet.

Overskriften i dag må enhver læser “lade” seksuelt som han m/k vil. For os at se er det en sangtitel emmende af erotisk energi med så slet skjulte seksuelle allusioner, at de vel i virkeligheden slet ikke er skjulte overhovedet. Ret meget mere åbenlys kan opfordring til kønslig omgang vist næppe fremføres. Så meget mærkeligere er det naturligvis, at denne skummelt-sjofle åbenlyse seksuelle opfordring er titlen på et mega-hit med den basedow-øjede tyske Schlager-König” Heino. Tyskerne er ellers ikke siden ungdommens verdenshit-film i den ellers såre sjældne genre “Nazisploitation” med “Hunulven Ilse fra SS” kendt for nogen syn særlig glubende seksuel appetit som folk betragtet.

Nå, nu var disse film slet ikke tyske overhovedet, men det menes Heino at være. Uden at vi dog er helt sikre. Til gengæld er vi ganske sikre på, at hans i Tyskland kendte og elskede superhits som “Karambo, Karacho, ein Whiskey” og bogstavtims-mesterværker som “Ja, ja, Katja, die hat ja” (prøv lige at sige denne titel højt) er ganske hård kost for ethvert hifi-anlæg. Denne særdeles mellemtone-centrerede musikform er en ren tortur ikke kun for lytteren. Nej også højttalersystemernes mellemtoneområde belastes på en måde, som disse med garanti aldrig tidligere har oplevet.
Historien bag denne herlige plade med den forførende titel “Hit-Mix” er, at denne skribent mod højtidelige løfter om at tage den af ved grænsen fik lov til at købe den engang på en tur til Flensburg. Den forudgående forudsætter jo, at jeg rent faktisk fik lov til at spille starten af Heinos fyrige og mandige “mix” hele vejen ud fra parkeringspladsen og de næste ca. 4 km. til grænsen.

Aldrig har fruen tilbagelagt denne korte strækning i en så forrygende fart i den ellers i motorisk henseende noget anæmiske nyligt afdøde Opel Omega. Om det så var Heinos inciterende rytmer og suveræne barytonstemme eller blot længslen efter at slippe for samme har vi aldrig helt fundet ud af. Noget slukørede tog vi efter første nummer CD-en ud igen uden at høre nogen aktive protester fra fruen. Og der har den så ligget, frændeløs i sit farvestrålende cover, indtil i dag, hvor fruen er taget på en kombineret varelevering- og krydstogtsrejse til hovedstaden. Og NU, NU skal den have ud over vores værksted, ja den får allerede gas fra nu af.
Mærkeligt, hundene plejer ellers begge to at ligge hernede under skrivebordet, gad vide om vi overhovedet har fået dem lukket ind i dag. Meget mystisk. Umba-umba-umbaumbaumbapa!!
+