Inden vi allerede fra starten i dag går i gang med teknisk krævende reparation af en lyseffekt (mest fordi det er noget ubeskriveligt ragelse, ellers ville det have været uhyre simpelt), blot et billede af den nyligt monterede JBL 2405 alnico-spaltetweeter. Læg isæg mærke til det man antageligt slet ikke kan se, nemlig at den fine 2405 “står” på en Audioquest Sorbothane-fod og at de anvendte forhåndenværende støttekabler er af det for tiden særdeles succesrige fabrikat NKT. Der havde den i situationen helt afgørende konkurrencefordel, at de lå i rullevis lige for hånden. Sorbothane-foden er udvalgt efter ganske de samme kriterier.
Om det så er særligt oxygenfrit kobber, der anvendes her, burde være af mindre betydning, da den udelukkende forhindrer, at diskanten falder ned på gulvet og vist ikke ellers indgår i kredsløbet. Ikke at det dog naturligvis vil afholde de mere rabiate fjolser derude fra at hævde, at man naturligvis ikke kan afskrive selv uhyre perifere deles afgørende indflydelse på resultatet. Som når mange påstår, at de oplever en lettere klaustrofobisk effekt af at lade deres ellers uskærmede kabler løbe i et metalrør. Om det så er korrekt eller ej vil vi lade stå, selv stemmer vi “ej!”, men den slags fornemmelser er altid meget mere indlysende når man lige ved omstændighederne. Her er den ellers i naturvidenskaben nødvendige dobbelte blindtest naturligvis bandlyst som i alt andet indenfor skøre hobby.
Nu er det en smule problematisk at anvende en diskant i en højde af 2 meter i den resliserede nær-lytteposition, og det har nødvendiggjort en anden modifikation. Spaltetweeteren sidder nemlig på tværs, således at prismet er parallelt med horisonten. Det skyldes ikke helt overraskende for de få kendere, at den spreder helt vildt den ene vej og ikke ret meget den anden vej.½ Desværre er den teknologiske udvikling endnu ikke kommet til det stade, hvor der er opfundet en passende vinkling af diskanten uden at den dratter ud over kanten på grund af sin næsten ikke-eksisterende flange.
Ja ja, der skal jo også være genialitet nok til en anden god dag, lidt på samme måde som den legendariske sovjetisk/ukrainske stangspringer Sergej Bubka heller aldrig satte de verdensrekorder, som han kunne. Fordi han godt vidste, at det skæppede bedre i kassen at hæve rekorden med en enkelt centimeter af gangen og så blot gøre det så mange flere gange. Ialt 35 verdensrekorder satte denne unikke og indtil videre uslåelige idrætsmand på denne profitable salami-metode. Han må have spist nogen gode ting i sin sovjetiske ungdom uden at det nu vist tjener noget formål at rode for meget op i det. Ligeså lidt som de ikke meget mindre mistænkelige verdensrekorder i længdespring, som også har stået lidt rigeligt længe: Beamons 8.90m. i 23 år og Powells 8.95 m. indtil videre i 20 år..Mærkeligt at ingen af så mange udøvere indenfor en sport lige kan give den den ekstra centimeter. Indenfor visse kvindeidrætsgrene havde man dog pli til simpelthen fra en kant at slette kvindelige atletikrekorder fra de dopingalderens fremmeste og grimmeste årti, 1980-erne..
Tilbege til skruetrækkeren, der kæmper en hård kamp for at løsne de her selvskærende skæve skrammelskruer. Gad vide hvordan jeg får det her lort samlet igen, livet er fuldt af udfordringer…Heldigvis er vi meget klar!