At tage stilling eller ikke at tage stilling

Så kom Århus atter på landkortet, selv om magistraten nok gerne ville have været det foruden. Det drejer sig naturligvis om dønningerne efter bortvisningen af tegneren Kurt Westergaards kone fra en kommunal børneinstitution, som rigtigt tog fart efter at vi omtalte den i går morges.
Vi bilder os nu ikke ind, at det var derfor selv om sagen dengang blot var en lillebitte parantes i Jyllands-Posten. Sagen er nemlig i sig selv så himmelråbende, at enhver burde kunne se det, og det kunne man altså også, ihvertfald mange, men ikke alle. Kommunen kan for eksempel ikke, og det er da et problem.
Nu har både rådmand Louise Gade (som bevisligt IKKE var orienteret) og borgmester Wammel godt nok sendt blomster til fr. Westergaard efter at beslutningen om den indlysende ulovlige bortvisning (ja, vi gættede naturligvis rigtigt i går, det var heller ikke svært) var blevet omgjort.
Den ansvarlige kommunale topchef, altså en ikke-politiker, Ole Kiil Jakobsen, udtalte således de særdeles ildevarslende ord:”Det er ikke normalt, at man diskuterer personalesager i en større kreds..Og det har været vores opfattelse, at dette er en helt almindelig personalesag” Nu er det vel også uden for det fagretslige system klart, at en personalesag udelukkende kan dreje sig om, hvordan medarbejderen gebærder sig på sit arbejde, ikke om vedkommendes familieforhold eller eventuelle bøjler på tænderne og andre mere personlige forhold. Denne mand, den øverste administrative chef i kommunen, har stadigvæk ikke forstået, hvad det hele drejer sig om.
For det første har han deltaget i et møde med lederen af institutionen og en repræsentant for forældrene og som den gode chef han var/ikke var/er for fr. Westergaard var hun naturligvis ikke inviteret. Ret meget mere offentligt kan det vel ikke rigtigt blive eller nedrigt for den sags skyld. Der er tale om et skoleeksempel på noget, som i private virksomheder burde være bortvisningsgrund, men for chefen altså. Her blev man så enige om at blæse højt og flot på hele det fagretslige system (man undlod dog at skride til offentlig stening, men det kunne man med samme ret have besluttet) For at det ikke skal være løgn, afholdt samme magistrat i aftes, altså længe efter, at bortvisningen var blevet annulleret af politikerne, et orienteringsmøde med forældrene i børnehaven.
Nu kan man vel i sig selv undre sig over, hvad der kan være at orientere om, når nu ledelsesretten ikke ligefrem er et forældreanliggende. Hvis forældrene hellere vil passe deres børn selv i denne eksklusive institution med 20 (!) børn, så står det dem vel frit for. Vi mener ikke at være vidende om nogen institutionel pasningspligt for forældrene. I det her særdeles eksklusive men altså også ganske hysteriske og udemokratiske kvarter har alle involverede givetvis fint råd til det.
Til gengæld er det ganske bemærkelsesværdigt, at ingen af de angiveligt bekymrede forældre offentligt har givet deres bekymring til kende, og det er vel sådan lidt dobbelt-ynkeligt. Man er ikke modig nok til at sige til fr. Westergaard, at man er bekymret, og man er heller ikke modig nok til at sige, at man efter bortvisningen ikke er bekymret mere og man er da slet ikke modig nok til nu at sige, at man nok er bekymret igen. Det er ret beset det allermest bekymrende.
Det må være foruroligende denne morgen for alle ansatte i Børn-og Unge-sektoren i Århus Kommune at vågne op og vide, at Ole Kiil Jacobsen stadigvæk er deres øverste chef. De har jo ikke noget valg, selv om man vel nok i efterspillet til denne Århus-Gate vil opleve et længere sygefravær for samme Jakobsen. Det har vi andre heldigvis, et valg altså. Vi skal jo for eksempel huske IKKE at overnatte på noget SAS-Radisson hotel, hvor det lokale af slagsen jo fornyligt også smed familien Westergaard ud af sikkerhedshensyn. Det publicerede de underligt nok heller ikke og det var nok klogt dengang. Det er det blot ikke længere, for alle nødtørftigt begravede løgne blæser altid tilbage i hovedet på folk igen. De blot endnu værre når de kommer tilbage.
Det er heldigvis ganske let at finde dette hotel, som står som en skamstøtte lige ved siden af det lokale musikhus. At tænke sig, at vi selv fornyligt overvejede et Radisson-hotel i Dublin, fy for Helvede da! Det skal ikke ske igen.
Til gengæld kunne det være interessant at undersøge, hvordan i alverden sådan en sag som den med fr. Westergaard er kommet direkte på den allerøverste kommunale chefs bord når nu sagen fornyligt med den nu dømte pædofile medarbejder trods gentagne alarmer og klare beviser ikke gjorde. Nu kan vi ikke google Ole Kiil Jacobsen på TDC Oplysningen (sådan en eksisterer åbenbart ikke og bare det var sandt!), men mon han privat bor mere end et par hundrede meter fra institutionen? Ellers spiller han givetvis golf med en, der gør nu da tennis er udenfor sæsonen. Velkommen til bananrepublikken Århus!
Vi under bestemt Ole Kiil Jacobsen samme behandling, som han helt bevidst gav fr. Westergaard, men det er nok lidt for meget at håbe på i et demokratisk samfund. Heldigvis da.

Nærdemokrati

Nu er der naturligvis noget smukt og ægte dansk ved nærdemokrati, hvor brugerne af en kommunal ydelse kan påvirke processen med det formål at øge kvaliteten. Man kan således hos forældre skillinge sammen til et lille køleskab i den kommunale skoleklasse for at undgå lumre madpakker, og enhver burde jo kunne se, at det var en god ide.
Det vil sige, dette er ikke muligt, da skolen desværre ikke har råd til at bekoste elforbruget og så faldt dette forslag desværre ned på det allerede snavsede gulv. Næste gang skal man nok ikke regne med noget større engagement fra forældrenes side, ja man behøver vel næppe fra skolens side kalkulere med nogen næste gang. Man kunne ellers ved at have sagt ja her måske få frivillige forældre involveret i transport af eleverne til arrangementer udenfor skolen i skoletiden, hvor man allerede har sparet transporten væk. Der skal ikke megen vilvilje til fra institutionen for at opnå meget, men der skal altså lidt.
Det har man heldigvis fundet ud af i en daginstitution i Århus-forstaden Højbjerg. Her har man nemlig ladet en gruppe af forældre på ægte demokratisk vis bestemme, om en medarbejder skal kunne arbejde der, og det må vel betegnes som et afgørende demokratisk gennembrud. Det er jo altid dejligt at se en forældregruppe på skærpet udkig efter pædofile medarbejdere, som jo ellers altid er beskyttet af det fagretslige system.
Det drejer sig nu ikke om i dette tilfælde om pædofili. Næh, sagen drejer sig om konen til tegneren Kurt Westergaard fra Jyllands-Posten, som arbejder der som vikar. En gruppe forældre har helt uformelt, mest fordi man jo ikke blot uden grund kan bortvise en medarbejder (heller ikke altid med) fået Århus Kommune til at bede fr. Westergaard om ikke at møde på arbejde på grund af den risiko for børnene, som de mener hun udgør. Der er tale om en nærdemokratisk beslutning, som ret beset ikke blot ikke kan træffes på legal vis, den er givetvis også helt uden fortilfælde.
Nu kan man vel imødese en eksklusion af de yngre medlemmer af familien Westergaard fra de uddannelsesinstitutioner, hvor de måtte befinde sig af sikkerhedshensyn og hvad med Kurt Westergaards brødre og øvrige familie? Der bliver helt sikkert tale om en vældig masse fyringer og bortvisninger med helt samme begrundelse. Måske man ligesom med sparegrisene i bankerne bare skulle gøre det forbudt i Danmark at hedde Westergaard eller Kurt?
Vi taler vist ikke blot om en isoleret indbildt trussel mod nogle børn i en daginstitution. Truslen er vist noget større mod demokratiet i det hele taget, når Århus Kommune på denne måde med en telefonopringning en sen aften til tegnerens kone med krav om diskretion meddeler denne beslutning.
Man kunne vel forestille sig det ramaskig der ville udbryde fra arbejdstagerside, hvis det her var sket i det private erhvervsliv. Det bliver interessant at se, om pædagogernes fagforeninger BUPL eller PMF eller hvem der nu organiserer fr. Westergaard tager den her.
Omvendt, hvis de IKKE gør det, kan man vist med ligeså stor ret forbyde både BUPL og PMF, som man kan bortvise tegnerens kone, så har de nemlig slet ingen berettigelse.
Nærdemokratiet er vist ikke brudt igennem alligevel, men panikken er til til gengæld kommet til de fine forstæder.

Ukuelig optimisme

Sommetider ser man i erhvervslivet økonomiske modeller anvendt, som må give en smule panderynken hos alle økonomisk uddannede og ansvarlige. Nu er det jo efterhånden ganske længe siden, at det har været særligt økonomisk gunstigt at producere noget som helst, men efterhånden er skredet ved at ske til, at det heller ikke rigtigt kan betale sig længere blot at drive en servicevirksomhed. Det er der til gengæld et middel for, det hedder nemlig at sælge franchise.
Nu er franchise jo ikke akkurat et nyt begreb, selv om åbenbart ganske få (herunder ingen autonome) jo ved, at Seven Eleven og McDonald allesammen er selvstændige danskejede franchiseforretninger. Nu er mange af disse franchisetagere jo sikkert tilfredse med arrangementet vel mest fordi der jo faktisk er visse fordele forbundet med det udover alle udgifterne.
Det betyder selvfølgelig ikke, at alle franchiseideer er gode, ja sommetider er det ganske svært ikke at komme til at skrupgrine over oplæggene. Den nyeste vi har set drejer sig om et koncept til en kvalitetskantine til kontorbyggerier. For at sådan noget skal kunne kapitaliseres, skal det naturligvis hedde noget med sanse- det ene det eller det andet, og det gør det så. Vi er jo allesammen åh så følsomme, så langt så godt.
Konceptet for disse in-house cafeer er således, at den ansatte for en 50-er skal kunne få en kulinarisk kvalitetsoplevelse, og for at sikre dette, har man i pilotprojektet i et kontorhus fra franchiseudbyderen ansat ikke mindre end 2 kokke og yderligere 2 ansatte. Kvaliteten skulle altså være sikret, og det skal den såmænd også nok være. Der er nu også sikkerhed for noget helt andet, endnu større sikkerhed faktisk. Lad os studere tallene lidt.
I omtalte pilotprojekt er der ialt 40 medarbejdere i kontorhuset, som altså giver en potentiel bruttoindtægt på incl. moms 40 gange 50, ialt 2000,-. Denne teoretiske bruttoindtægt er næppe opnåelig på blot mellemlang sigt, da enkelte jo nok ind imellem fremfor de kunstneriske og lettere opstyltede retter (uden anderledes “kunst” er der jo ikke noget koncept) vil foretrække god dansk mad som pølsebrød fra den lokale allestedsnærværende Seven-Eleven.
Til gengæld er cafeens muligheder for at vinde markedsandele fra andre cafeer qua sin beliggenhed ikke-eksisterende. Ikke helt overraskende for neutrale observatører har dette pilotprojekt indtil videre givet et underskud på 1.6 mill. kr og det endda ikke et helt regnskabsår.
Det fede ved det her regnestykke er i lighed med lignende kalkulationer for danske film, at der skal helt sindssygt mange mennesker til at opnå break-even rent økonomisk. Ja, det kan faktisk ikke rigtigt tænkes nogensinde at komme til at løbe rundt. Det kan jo nemlig være helt ligemeget, om man har 40 kunder om dagen eller 100, der jo heller ikke overhovedet kan betale lønudgifterne foruden alt det andet. Eller 200. Eller 300. Regnestykket er ligeså simpelt som en dansk film, som med en bruttoindtægt på 15 kr. pr. solgt billet og et budget på 10 mill.. Her kan det jo også være temmeligt ligemeget, om man sælger 10.000 billetter eller 100.000 og dermed altså sikrer 150.000 henholdsvis 1.5 mill, der er alligevel mega-underskud.
Det er der selvfølgelig også for det her koncept, og at købe en franchise forekommer at være det nærmeste denne skribent indtil videre har set noget, der umiskendeligt ligner et pyramidespil. Hvordan man i et erhvervstillæg i en førende dansk avis kan komme på den forunderlige ide at tage sådan noget her alvorligt, tja det er langt hinsides denne skribents beskedne fantasi. Det er faktisk ligeså fantastisk som at tage gårsdagens statistik i samme avis, som vi derfor har bibeholdt nedenfor, helt alvorligt.
Når regnestykker er så simple, at selv ens senile tante kan regne dem ud, så skulle man jo tro, at antallet af franchisetagere til disse koncepter skulle være begrænset, men vi får vel se. Når den økonomiske analyse i Jyllands-Posten ikke rækker til at gennemskue det er det da godt, at de fleste har et senilt familiemedlem som helt sikkert kan. Bare spørg!

Dagens statistik

ADVARSEL: Dagens tekst er meget kedelig! (måske)
Vi har jo adskillige gange tidligere gjort lidt grin med den ugentlige statistiske oversigt i JP´s udenrigspolitiske tillæg. Faktisk har der hidtil aldrig været nogen mening eller rimelighed i statistikkerne, og denne uge er absolut ingen undtagelse.
Det er efterhånden ved at blive sådan, at der er et element af barndommens “Find 5 fejl” over de her idiotiske statistiske overgreb mod enhver sund fornuft, så meget blæser røgen billedligt talt den ene vej, mens flaget vajer til den anden side osv, som alle børn kan huske.
Lad os kort undersøge dagens statistik, selv om der vel er tale om et emne, som kun interesserer et absolut mindretal om overhovedet en eneste i hele Danmark. Det drejer sig nemlig om tobaksrelaterede dødsfald i Indien (!!!) Det grafiske materiale består så af 2 søjlediagrammer med fuld skala på 600.000, som viser, at 580.000 mænd og 90.000 kvinder forventes at dø af tobaksrelaterede sygdomme i Indien i 2010 (!!!!!!!!) Meget informativt og faktuelt og sindssygt ligemeget.
Vi har altså en statistik, som ingenting viser om nogenting og så er det endda ikke sket endnu, bedre kan det næsten ikke blive. Påstanden er så (og den citeres efter et anerkendt medicinsk tidsskrift), at hver 10. inder i 2010 vil dø af tobaksrelaterede sygdomme. Det er til gengæld statistisk sprængstof, for som det også nævnes i denne artikel, er kun 1/10 af befolkningen i Indien rygere, så derfor omtales denne ellers iøjnefaldende sammenhæng selvfølgelig ikke. Torskepande!
Det vil altså i virkeligheden sige, at ALLE indiske rygere rent statistisk vil dø af rygerrelaterede sygdomme, da rygning jo formodentlig er en del mindre skadelig for ikke-rygere end for rygerne i vel-ventilerede tropiske og subtropiske omgivelser, og det er da en nyhed af de helt store eller måske er indiske cigaretter noget kraftigere. Det kunne det unægteligt tyde på og det er de vist også nede i syden omkring Goa så vidt vi ved. Men ligefrem 100% dødelige?. Ikke engang Union Carbide klarede det i Bhopal i gamle dage, ikke engang tilnærmelsesvis, og der var jo endda også tale om live-forsøg med helt rigtige indere.
Derudover er det også bemærkelsesværdigt, at de anslåede samlede 670.000 døde i 2010, hvis død altså skulle skyldes rygning, overhovedet kan komme til at udgøre 1/10 af det samlede antal dødsfald.
Dette skyldes jo ret banalt, at der er godt og vel 1.1 mia. indere, og der er faktisk tale om en befolkning, som ikke er vokset særligt i det seneste par årtier. Befolkningspyramiden er altså ikke specielt bred forneden p.g.a. mange børn, ja i virkeligheden er der slet ikke tale om en pyramide.
Derfor er en samlet dødelighed ud af 1.1. mia. mennesker på blot 6.7 mill. hvert år jo ikke alverden. Det kræver jo således knapt 160 år med en årlig dødsrate på de nævnte 6.7 at udrydde samtlige indere, og det er dog noget udover at det jo naturligvis heller ikke er korrekt.
Det interessante i de her statistikker om tirsdagen i JP er, udover deres indlysende underholdningsvædi og stimulerende virkning for omtanken, at de aldrig nogensinde har været bare den allermindste smule korrekte, ALDRIG!. Aner man bag al denne tilsyneladende ligegyldige og trivielle information et super-humoristisk mastermind, som med alle for hånden liggende statistiske midler forsøger at kvikke hverdagen op for alle JP-læserne på denne triste årstid?
Det tror vi, mest fordi alternativet med, at forfatteren Christian Nørgaard Larsen selv tror på det han skriver, er temmeligt trist. Så er han nemlig væsentligt dummere end vandfast krydsfiner, som det hed i min barndom uden at jeg nogensinde helt forstod, hvad dette ideelle materiale til højttalerkabinetter egentligt havde gjort. Vi glæder os allerede til næste tirsdag!

Den kosmiske tomhed

Nu kan enkelte læsere af denne side måske med en vis ret have taget anstød af undertegnedes vedholdende kritiske udtalelser om Helle Thorning-Schmidt, men i aftenens interview i Nyhedsmagasinet på DR levede hun til fulde op til de største (læs:laveste) forventninger.
Det er faktisk uhyre sjældent at se en journalist på DR forsøge at få et svar fra en oppositionspolitiker på det spørgsmål, som alle seere vel har haft, men det skete altså. Det simple spørgsmål, som aldrig blev besvaret af Thorning-Schmidt og sikkert aldrig bliver det, er “Hvad vil Socialdemokratiet gøre?” En sådan præstation af Thorning-Schmidt sender garanteret partiet mindst 5 procentpoint ned, og det allerværste er, at fr. Thorning-Schmidt helt sikkert ved gensyn med interviewet vil synes, hun gjorde det mægtigt fint. Der er lidt tidligere sovjetisk generalsekretær Breznjev over det her. Midt i en fortvivlet og kritisk fødevaresituation i 1970-erne vistes der blot billeder på sovjetisk TV af vajende modne kornmarker. Man glemte blot at fortælle, at over halvdelen af høsten helt forventeligt og uundgåeligt gik tabt hvert år på grund af inkompetence.
Det blev som bekendt aldrig bedre i Sovjet og det gør det heller ikke i Socialdemokratiet så længe Thorning-Schmidt erstatter indhold og reel kommunikation med gentagne og inderligt forudsigelige floskler afleveret på sin ligeså inderligt utroværdige kvikke/pænepige facon.
Engang sagde selveste den store skuespiller Robert de Niro, at han var en uendeligt kedelig person, når han ikke spillede mafia-massemorder eller andre af sine store filmroller. Han var ingenting selv, sagde han, kun noget i kraft af sine roller. Han var kun god til at træde ind i rollerne, fordi han ingenting var selv, mente altså de Niro.
Nu ved vi ikke, om den lokale skuespiller ved Århus Teater, Niels Ellegaard, helt kan regnes i de Niros klasse, men i et portrætinterview i en lokal søndagsavis er forudsætningen om den personlige profil udenfor teaterrollen da ellers klar. Han har da tydeligvis en del af de Niros personlige kvaliteter, selv om de Niro vistnok er en passioneret frimærkesamler.
Dette udmærkede menneske Ellegaard har nemlig “altid interesseret sig for indretning af hjemmet” og han flytter “tit rundt på billederne i vores hjem” som en anden evig hifi-tweaker.
Naturligvis vil han aldrig bringe masseproduceret kunst ind i hjemmet, fordi “det simpelthen er for sjæleforladt..” Hvor mange eksemplarer et nummereret litografi så skal have for at blive massekunst vides ikke, ellers et uhyre spændende spørgsmål eller bare snork…
Derimod er det næste han ønsker sig en ny stor amerikansk røremaskine, men det er så fordi at den “står også udstillet på Museum of Modern Art i New York” Man skal jo heller ikke i sin indretning gå på kompromis med den gode smag, og hvad er dog mere anerkendt end apparater udstillet på et kendt museum? Den vil givetvis også hjemme hos Ellegaard komme til at stå i en perfekt symbiose med alle de omhyggeligt udvalgte danske møbelklassikere og alt det klassiske kunsthåndværk i det perfekte hjem med den gode smag. Sporer man en vis misundelse fra denne skribent i al denne ultimativt gode smag? Ikke rigtig, det minder mest om et perfekt klunkehjem fra sidste århundredeskifte i sin gennemførte sjælløse gode smag med masser af hæklede overtræk til sofa-benene.
I gamle dage trak man på smilebåndet over alle de gamle damer, som lavede deres kunstfærdige haver om til et “statement” for den gode smag. Det skulle vi måske ikke have gjort, smilet altså, for disse kedsommelige gamle damer havde måske i virkeligheden potentiale til at udfylde alle de store film-og teaterroller med sand storhed ligesom de Niro og Ellegaard, når de nu ikke kunne aftvinge større interesse i deres privatliv. De fik bare aldrig den rolle, som de helt tomme og beredte ville have kunnet udfylde perfekt.
Om der skal kedsommelige mennesker til at skabe stor film-og teaterkunst vides ikke med sikkerhed. En del kunne tyde på det. Til gengæld er det en nødvendig forudsætning for politisk succes, at man også som selv den allerdårligste eller mest kedsommelige skuespiller(det er jo bedre) orienterer sig efter anmeldelserne.
Det er her, Helle Thorning-Schmidt falder igennem med sit indøvede indholdsløse speed-snak om absolut ingenting overhovedet. At høre hende på TV er som at opleve en koncert med et amatør-boyband med ét eneste nummer, nemlig det eneste som de kunne i “X-Factor”, som selv ved energisk gentagelse genererer kedsomhed, kedsomhed og endnu mere kedsommelighed. Farvel, Helle, den gik vist ikke, den der performance! Du kunne kun ét nummer, og allerede mod slutningen af den første afliring blev det trælst at høre på. Hver efterfølgende gentagelse kostede så 2 procentpoint i meningsmålingerne. Du kan selv læse anmeldelserne.
Det er blot altsammen ligemeget, for hun gav alligevel det eneste nummer hun kunne.

Lidt realisme

Som enkelte måske har bemærket, fik undertegnede lidt på hatten i går for ikke korrekt at have estimeret den samlede købekraft i Århus Hifiklub, som skulle være ganske kolossal ifølge et medlem. Som forretningsdrivende er der intet, som er mere frustrerende end at se, at andre allerede har sat isvognen op det allermest ideelle sted på badestranden, men vi kan jo ikke allesammen være lige kloge desværre. Trist for os, godt for de andre, men som gode sportsmænd kipper vi naturligvis med svabergasteren i erkendelse over andres held og dygtighed.
Nu er folketællinger udover at være et historisk temmeligt nyt begreb også de allerfleste steder i verden forenet med en betydelig usikkerhed, for eksempel påstår vist ingen, at USA`s befolkning kan bestemmes præcist, ikke engang indenfor millionen.
Anderledes er det i Danmark, hvor man har et rimeligt præcist bud på antallet af indvandrere, nemlig tæt ved 300.000 plus nogle illegalt importerede ægtefæller m/k (ikke forfærdeligt mange, man får jo så ikke sociale ydelser). Af dem er temmeligt tæt ved 200.000 muslimer. Det afholder naturligvis ikke tågehornet fra Enhedslisten Asmaa i lige bekvemt at nævne som en faktuel oplysning, at der er “200-300.000” muslimer i Danmark. Det er sandsynligvis sandt på samme måde som “200-900.000” ville have været.
Betyder det her overhovedet noget? Ja, det gør det, fordi den menneskelige opfattelsesevne som ofte belyst gennem hvor meget folk husker af TV-Avisen ( typisk næsten teoretisk tæt på ingenting) kun husker den allersidste information. Det er et durkdrevent trick kendt fra den danske venstrefløjs velmagtsdage at overdrive antal groft. For Asmaa er ærindet vel mest at se, om der kan gå lidt “Ærkebiskop af Canterbury” i den danske debat. Som bekendt udtalte denne agtværdige englænder, at der helt sikkert ville komme sharia-lovgivning i Storbritannien og mon ikke den lokale biskop Kjeld Holm snart melder klart flag og hejser “Jolly Roger” i sit fortsatte felttog fra sin beskyttede bolig og stilling mod de gamle danske frihedsbegreber? Det var da godt Villy Søvndal “sprang ud” i ugens løb når nu Enhedslisten ikke gjorde, og mon ikke det er for sent nu? Det eneste mulige spring for dem er vist langt ned under spærregrænsen.
Ugens morsommste hændelse er dog indenfor retspolitikken. En lokal guldsmed har lagt billederne af et groft røveri i sin butik, hvor både guldsmeden og en ansat blev slået og sparket, ud på nettet. Måske fordi nogen kunne genkende sparketeknikken er røveren nu fanget efter et anonymt tip.
Det er guldsmeden desværre også, da Datatilsynet nu harmdirrende er gået ind i sagen med det fundamentale dybt demokratiske spørgsmål om, om røveren på forhånd havde godkendt, at overfalds-videoen blev lagt på nettet. Da røveren så vidt vides ikke høfligt havde lagt sit visitkort på disken inden han bankede løs, er svaret nok givet på forhånd. Ret beset er det vel et af den slags offentligt formulerede spørgsmål, som giver begrebet “komplet idioti” en helt ny og grænseoverskridende betydning.
Nu er der åbenbart forskel på krænkelsen af den stakkels forfulgte (ret grove, må man sige) forbryder, for i forbindelse med eksplosionerne i et par solcentre i ugens løb viste TV da billeder af et par yngre mørkhårede mænd i fuldt firspring, selvom de sikkert ikke i meget højere grad havde givet deres skriftlige accept til offentliggørelsen end røveren i guldsmedeforretningen. Dengang var de da vist ikke blevet arresteret, men de lagde måske en fuldmagt på brandtomten, som man jo vist så ofte ser, hvem ved? Man kommer næsten også i lyset af denne smukke humanistiske danske virkelighed til at tænke på de stakkels forfulgte James-brødre og Billy the Kid og alle de andre, som i Det Vilde Vesten havde alle “Wanted!” plakaterne hængende overalt uden skriftligt at have godkendt det. Med undtagelse af Frank James var de fleste nemlig analfabeter og det er nogen af dem fra solarie-attentatet sikkert også iøvrigt. Hvem skulle nu have troet, at det var en kriminel fordel at være det?
Det var filosoffen Karl Popper, som for mange år siden skrev om “The Open Society and Its Enemies” Med venner som Kjeld Holm og Datatilsynet behøver det da vist ikke fjender, det var nok det, Popper mente. Ret meget længere væk fra Poppers banebrydende tanker kan man da vist ikke komme, men nu var det jo heller ikke akkurat frihed og fornuft, som blev prædiket på universiteterne dengang undertegnede, biskop Kjeld Holm og tydeligvis alle kontorcheferne fra Datatilsynet gik der. Desværre er så langtfra alle senere blevet klogere.
“Torden og Lynild!”, som man kunne udbryde i kor med en bramfri tegneseriefigur af sømandsæt.

Når der rigtigt sker noget

En af de tidligste forløbere for indkøbsforeninger var som bekendt Lærernes Indkøbscentral, LIC, der sikrede lærere og andre lignende tvivlsomme eksistenser (hov, jeg er forresten selv lærer) rabatpriser på mange varer. Det var jo fint nok for mange producenter af bedre isenkram til køkkenet at levere til LIC, fordi der trods alt ikke var nok lærere til at man fik nedsat hele sin bruttoavance og det gjorde jo alt andet lige deres produkter mere respektable at de stod i mange såkaldt pæne hjem.
Denne oplagte ide har så et par af vores kolleger indenfor hifibranchen snuppet men vist med et lille “twist”. Som den magtfulde formand (der er ihvertfald ingen andre der skriver på siden overhovedet, så lad os kalde ham Formand Simon med stort “F” og uden efternavn som Mao-hvad mon han iøvrigt hed til efternavn?) meddeler på vores lokale Århus Hifiklubs forside, så er der indgået rabataftaler med en del leverandører for klubmedlemmer.
Nu kan man på samme klubs hjemmeside med fotos fra seneste års vistnok eneste arrangement, nemlig generalforsamlingen (!) fornyligt overbevise sig om, at klubbens samlede købekraft selv akkumuleret af alle vistnok 4 tilstedeværende og selv suppleret med en energisk indsamling af tomme flasker måske ikke er den allerstørste.
Ikke desto mindre har som sagt adskillige leverandører, nemlig 2H Audio ( med de helt grinagtige Harmonic Technology-kabler) og sågar Dansk Audio Teknik valgt at tilbyde 20% rabat til alle 4 klubmedlemmer. Hvis der skulle være brug for at undersøge, om prisstrukturen i audiobranchen er noget rådden kunne man jo prøve at forestille sig, at Brugsen gav samme rabat til alle medlemmer. Det gør de underligt nok ikke.
Det er simpelthen himmelråbende hjernedødt for leverandørerne af disse audioprodukter at annoncere med rabat til helt thalidomidhånd-få klubmedlemmer, som ingenting køber (til gengæld snakker de sikkert helt vildt meget) Der er ganske enkelt ikke nogen mere effektiv måde at være til grin på for den almindelige kunde end at vide, at en eller andet bumset dreng (svært at se på billederne, da de er slørede-tintede med vilje måske?) kan købe dem 20% billigere.
Regnestykket er simpelt. Hvis man kan give 20% rabat er priserne for høje og det er de helt givet også inden for tilbehør. Til gengæld er betjeningen og kompetencen uhyggeligt ringe, så fortjenesten ryger ikke kun på grund af rabatten, men også fordi kunderne ikke gider vente i al evighed på intet svar både pr. telefon og mail.
Hermed er cirklen fuldendt. Det bliver yderligere nødvendigt at hæve prisen på f. eks. en presset blik-højttalerenhed til en femmer i indkøb til 500,- i udsalg. Det gode for Århus Hifiklub er så, at de snart vil kunne få 30% i rabat på ja absolut ingenting. Det bliver fede tider.
Nu har 2H Audio som omtalt sat en af sine venner med netnavnet Brok, redaktionsmedlem på hifi4all, og et andet par af vennerne til at køre nogle salgstråde for sine produkter, og det er sikkert en bedre ide. Det giver da i det mindste 4 salg til vennepris, men mon lige læsningen af disse indforståede pusse-nusse tråde på baby-sprog giver meget mere?-vi tror det ikke.
Det ville til gengæld rigtigt rykke, hvis man satte den radikale retspolitiske ordfører Simon Emil Ammitzbøll til at være mere aktiv i TV. Nu har hverken Venstre eller De Konservative mange store kommunikatorer a la mesteren Villy Søvndal (læs:ingen!) men det har De Radikale altså men også her med et “twist”
Ammitzbølls helt enkeltstående kommunikationsform er nemlig i den grad målrettet mod en vistnok stadigvæk seksuel minoritetsgruppe, som mest tæller smagsdommere i TV, mandlige indretningseksperter af luksushjem og andre modeskabere og naturligvis fred med det. En heteroseksuel mandlig haute couture-modedesigner er jo også noget sjælden.
Bagsiden er så ligesom med organiseret rabat til Århus Hifiklub, at flertallet af kunderne og vælgerne naturligvis fravælger denne åbenlyse leflen for bestemte grupper og heldigvis for det da.
Nu vil vi naturligvis ikke kunne postulere nogen sammenhæng mellem Ammitzbølls vælgere og kunderne til de særdeles tykke kabler fra Harmonic Technology med den underlige hovedlignende gevækst af indbygget elektronik ude for enden men umiddelbart er da et pudsigt sammenfald rent visuelt.

”Manden der greb ind”

Ovenstående er den danske titel på en hyldestbog om den engelske premierminister Chamberlain efter mødet med Hitler i 1938, hvor han jo som bekendt alt andet end greb ind. Sommetider kan det også være vanskeligt at vælge den rette fremgangsmåde. Vi har sakset et godt bud på en passende behandling af de unge brandstiftere.
Ifølge én “..skulle de smides i en bus og slås med en kæp-i overført betydning-hele vejen til Nordafrika. Dér skulle man sætte dem til at bygge skoler i et halvt år. Og så skulle de køres hjem igen og slås med en kæp hele vejen” Det er godt nok lidt uklart, om slagene med den overførte kæp den ene vej skulle være mere smertefulde end slagene med den rigtige kæp den anden vej, men det lyder da ellers som en fin løsning. Taleren fortsætter: “De (unge red.) skal børstes mod hårene. Rundkreds-pædagogik virker i hvert fald ikke”
Nu er denne løsning jo noget radikal og temmelig rabiat og temmeligt ultravoldelig i en dansk kontext, hvor det er strafbart at udøve nogensomhelst form for vold mod børn, men altså nok ikke mod politi og brandfolk. De fleste ville vel også gætte på, at de sorte fætre Krarup og Langballe fra DF stod bag, men det er altså den danske imam Abdul Wahid Petersen, som står fadder til disse genopdragelsesforslag. Han er vist noget af en hård nyser og kunne med sin tidligere erfaring som skoleleder nok ruske op i det danske skolesystem.
Han er dog naturligvis også en blød mand og har selvfølgelig ikke noget mod ytringsfrihed, kun mod “misbrug af ytringsfrihed” Samme Abdul er forresten nu gift med en marokkansk kone efter sit vilde ungdomsliv med danske kvinder, og det har fået os til at fundere over, om der findes eksempler på, at et dansk par m/k nogensinde er konverteret sammen sådan lidt i stil med Leonardo DiCaprio og Kate Winslet i stævnen på “S. S. Titanic”
Der er jo ellers en god grund for mænd til at konvertere til islam som Abdul Wahid Petersen, når de har løbet hornene af sig. Så undgår de jo alle de midaldrende kvinder og al deres snak om nye køkkener og designermøbler. De konverterede danske kvinder man møder ser nu i den sammenligning lidt mere end halvforstyrrede ud og det er vel heller ikke nogen hindring, måske endda en nødvendig forudsætning. Det kan jo efter konverteringen være vanskeligt at se om disse danske kvinder ser ligeså dumme ud, som de lyder. Mændene derimod har jo da noget ud af det som de jo så ofte har uden at kvinderne har det. Blot en tanke…
Ellers er der jo i morgen premiere på en film af en af de tunge og kontroversielle instruktører, nemlig Niels Arden Oplev. Endelig tager dansk film livtag med den religiøse undertrykkelse, hvor den kvindelige hovedperson bliver forhindret i at opnå den sande kærlighed af den grusomme religiøse bevægelse, som hendes familie er en del af.
Det er da bedre sent end aldrig, at de danske intellektuelle melder sig ind i kampen mod de religiøse mørkemænd, der står i vejen for kærlighed og menneskelighed og thumbs up for den modige instruktør Niels Arden Oplev, som vel fremover må forvente at skulle leve under permanent politibeskyttelse.
Hvis det altså ikke havde været fordi Oplevs film guddødemig handler om Jehovahs Vidner, som udover at være militærnægtende pacifister vel også kommer noget under dræbersnegle som trussel mod nogetsomhelst. Jehovahs Vidner er et minisamfund med masser af gruppepres som alle andre landsbysamfund, men det er altså også et samfund helt uden bortførelser, trusler om nogetsomhelst, vanæresmord, ja helt renset for fysisk vold.
Det er sandelig modigt af den uforknytte Oplev at kaste sig over et så sprængfarligt og risikabelt emne med så stor personlig risiko. Man kan næsten helt håndgribeligt forestille sig den ubeskrivelige rædsel hos Oplev, mens han sidder derhjemme og venter på de mulige repressalier fra de ultrareligiøse anti-voldelige pacifister i Jehovahs Vidner. Det kunne jo være, at en af dem i sin aftenbøn kom til at ønske sig, at Oplev kom til at træde i hundens madskål. Ret meget vildere bliver det nok ikke.
En noget sølle fyr, ham Oplev. Han greb vist ikke ligeså lidt som Chamberlain gjorde. Der var ellers nok at tage fat i begge gange, ja det var faktisk bemærkelsesværdigt, at man overhovedet kunne gribe forkert, når der nu var så meget rigtigt at tage fat i.
Det skal da lige med, at Neville Chamberlain allerede året efter erklærede Tyskland krig. Mon ikke Oplev snarere fortsætter med endnu en relevant debatfilm om en stor afrikansk fugl, hvis foretrukne opholdssted er med hovedet under jorden, men altså desværre stadigvæk med den store kuglerunde krop ovenfor. Lige i den retning er han da enestående kvalificeret.

Et talerør for den zionistiske CIA-konspiration

Sådan vil vi nok ikke herfra udlægge de efterhånden meget skarpe udtalelser af Villy Søvndal om hans afstandtagen overfor ekstreme islamiske bevægelser som Hizb ut-Tahrir, men det er der da nok nogen, der vil. Vi venter da så vidt vides stadigvæk på udtalelser fra Enhedslisten i den anledning. Nu kan vi selvfølgelig ikke afvise, at det særdeles drevne og dygtige politiske dyr Villy Søvndal har nogen meninger, selv om det jo siden den første Muhammed-krise har været noget svært at identificere dem positivt. Denne gang ser det nu ud til, at han vil stå fast. Med udtalelser om Hu-T om, at de kan “gå ad Helvede til” er det vel ret beset sensationelt at se en politiker afskære sig totalt fra et muligt tilbagetog og det giver da bestemt respekt.
Anledningen, nemlig den seneste offentlige demonstration fra Hizb ut-Tahrir var nu også temmeligt ildevarslende, også i sammenligning med tidligere fortilfælde syd for den danske grænse.
Fra talerstolen lød der f. eks: “Vesten bør vide, at muslimerne er ved at fravriste deres politiske vilje fra dem og den dag, kære muslimer, vil der blive gjort regnskab for alt det, vi ikke har glemt”
Som bekendt blev en bølle i Kalundborg sat i fængsel for blot at sige, at man havde kamphunde og våben, men tilsyneladende er en sådan åbenlys trussel fra Hu-T om en gentagelse af “De lange knives nat” fra Nazityskland blot blevet en almindelig kommunikationsform for denne fredelige civilisation. Der blev ihvertfald ikke arresteret nogen, og herefter er det jo svært at forstille sig, man kan udtrykke større trusler end denne, så måske det blot ikke er strafbart.
Derfor skal der da herfra lyde en endnu større tak til Villy Søvndal, som måske langt om længe kan mønstre dele af den danske traditionelle venstrefløj til kamp mod alle religiøse autoritære projekter, som alle har det til fælles med Nazi-Tyskland, at det flertalsgivende valg bliver det allersidste. At det ikke er sket tidligere er fuldstændigt uforståeligt for denne skribent men det er da dejligt, at det sker alligevel.
Det bliver så spændende at se, om Villys gennemslagskraft i SF er nok til at forhindre en splittelse, men mon ikke denne bedste danske politiske kommunikator i dette årtusinde (ja, det er han, ubestridt!) har dækket sig af i baglandet. En ny tid åbner sig som i “Ringenes Herre” hvor desillusion og defaitisme hos menneskene afløses af fælles fodslag mod den ultimative fjende mod det åbne samfund. Ret meget anderledes kan man vist dårligt fortolke udtalelserne fra disse religiøse mordorske mørkemænd.
På Cuba tager man det i mindre etaper efter Castro har takket af. Der har man heldigvis allerede den bedste kandidat ved hånden, nemlig sikkert helt tilfældigt Fidel Castros bror Raul, som er en ung fyr på kun 77, der som den naturligste ting helt i tråd med afrikanske kleptokratier overtager familiefirmaet Cuba. Mon ikke vi også her snart kommer til at se en ny morgenrøde rejse sig? Som den tidligere sovjetiske leder, Leonid Breznjev, der som bekendt samlede på luksusbiler ligesom Castro blev spurgt om af sin mor, da han viste de flotte biler frem:”Hvad nu lille Leonid, hvis de Røde kommer tilbage?”
I Danmark er de Røde kommet tibage og de hedder Villy. Heldigvis. Som i “Ringenes Herre” tog det sin tid inden Villy med ørneprofilen sprang ind i kampen som de store ørne, men det er forhåbentligt ligemeget nu.

Fantasier

Det er jo smukt at drømme om bedre tider, og det gør det forsmåede folketingsmedlem Kamal Qureshi osse. Efter at være blevet fyret på blankt papir som ordfører for SF udtaler dette elskelige menneske, at han “..glæder sig til at vende tilbage til mine ordførerskaber så snart som muligt” Denne principfaste og ærefulde mand har tydeligvis ikke bemærket, at selv i et parti som SF, som er hurtigere til at skifte retning end en gammel Morris Mini Cooper med legendariske Erik Høyer ved rattet er Qureshi blevet nylig fortid. At han ikke har opdaget det selv er så noget andet. Imponerende, at SF så kontant gør op med partiets frontfigur overfor en betydelig vælgergruppe. Hvornår mon der i den sammenhæng kommer konspirationsteorier frem om hvordan det zionistiske CIA har infiltreret SF?
Den hast og konsekvens, hvormed SF`s ellers ret inkonsekvente folketingsgruppe tog total afstand fra Qureshi taler vel ret beset om en person, som selv med sædvanlig politisk målestok er en helt usædvanligt kedelig karl. Det bliver forresten spændende at følge historien om den angivelige snyd under Qureshis lægestudium. Det kan vel næppe være en sag, som det bliver overvældende svært at be- eller afkræfte. Ret beset er det blot underligt, at Qureshi, hvis han altså har snydt, hvilket alt jo tyder på, ikke øjeblikkeligt er blevet permanent bortvist fra studiet, men altså har fået et ekstra semester ligesom man ser i skiskydning, hvor dem, som plaffer forbi skiven, blot tager en ekstra tur rundt.
Sådan en afgørelse som den med Qureshis tydeligvis acceptable snyd kan vist ikke tænkes afsagt uden en vis mængde ydelser den anden vej, så man burde måske også følge bananerne her, det er altid en god taktik.
Noget tyder jo ihvertfald på, at den samfundsmæssige analyse i forbindelse med bølleoptøjerne indenfor SSP-samarbejdet har nået nye bundrekorder. Nu er det sket, som alle vidste naturligvis ville komme, nemlig at det endeligt er blevet opdaget, at det hele naturligvis er en konspiration, fordi volden i virkeligheden er forårsaget af politiet, som vistnok har visiteret nogle af disse flinke unge mennesker, helt uretmæssigt naturligvis, mens de var på vej til deres næsten færdiggjorte studium på universitetet i atomfysik. Det vi ser er blot deres retfærdige harme.
Det er endnu ikke klart i denne hjælpeløse analyse fra disse hjernelamme SSP-medarbejdere, om man bag politiet kan ane en zionistisk inspireret amerikansk CIA-konspiration, som jo ellers altid er anvendelig i mange kredse, men mon ikke det skulle være tilfældet? Det er jo altid en anvendelig, acceptabel og derudover helt tilstrækkelig forklaring.
Hvis der ikke iblandt SSP-medarbejdere landet over kommer en reaktion mod disse udtalelser a la SF vs. Qureshi, så kan vi da opfordre de bevilgende myndigheder til hurtigst muligt at spare SSP væk.
Vi tror noget mere på den lokale bokser fra Gellerup Reda Zam Zam, som blot bemærker, at de voldelige unge er ligeglade med Muhammed. De er desværre endnu mere ligeglade med de politiserende uduelige nikkedukker fra SSP og det burde vi måske også være, hvis det altså bare ikke var fordi det drejer sig om offentligt ansatte. Lad dem selv rydde op eller fyr hele bundtet!
Alligevel er det dog en god dag, hvor omtanken har fået det lidt bedre, selv i SF. Det bliver rigtigt spændende at se, om der er en ansat i undervisningssystemet, som har fået en pludselig indtægtsfremgang på samme tid som Qureshis snyd blev behandlet. Det kunne det måske godt ligne lidt. Meget.