Måned: oktober 2020

Regnskabets time er nær!

Nu overrendes denne lille semi-okkulte virksomhed bestemt ikke af kunder. Ja, de fleste dage kommer der ganske få, sjældent over et tocifret antal. Ikke desto mindre er og har der i mange måneder stået godkendte værnemidler i form af næsten antik håndsprit til rådighed for alle og enhver. Og det er den gode gamle slags, der helt tilfældigt blev tilovers fra en leverance engang til en offentlig institution, fordi batch-størrelsen ikke passede. Så det er bestemt ikke fordi denne skribent nogensinde har haft nogen synderlig tro på midlets effektivitet mod mikrober og eventuelle vildfarne mindre gnavere i husstanden.

For for det allerførste fordamper lortet på 2 sekunder, så allerede fra starten er der absolut statsgaranti for, at fingerspidser ved negle og i det hele taget alt andet end dele af håndfladen beholder den gode gamle og gennemprøvede flora og fauna, der har tjent alle primater så glimrende gennem årmillionerne. Og at selv dette ret milde organiske opløsningsmiddel så efter ganske få anvendelser medfører kronisk kløe i rynkerne ved samlingen mellem hånd og fingre er så nok den sikreste garanti for, at næppe nogen derude bruger dette såkaldte værnemiddel på den nesste måde, der virkeligt ville hjælpe. Nemlig ved at skrue låget af og hurtigt tømme indholdet ned i en skål, skarpt efterfulgt af hele hånden for øjeblikkelig og længere  nedsænkning i dette hudfjendtlige fluidum. DET ville batte-en lillebitte smule. Alt det andet svagpisseri med et par strint her og der har naturligvis absolut zero virkning.
Nå, det har denne begavede skribent naturligvis sagt til alle og enhver i mange måneder, så der er ikke rigtigt noget “synk” i vores Plum Hånddesinfektion. Men at det ligefrem skulle vare indtil i sidste uge inden en overlæge i dermatologi endegyldigt fik en iøvrigt privat  plads i medierne til at punktere myten om andet end deciderede negative virkninger af hånd-afspritning, var da overraskende. Vi er helt oplagt tilbage til det flere gange på denne plads nævnte formålsløse antiluftskyts mod de tyske bombefly under Blitzen på London. Dengang gjaldt det helt oplagt osse om hellere at ramme helt ved siden af end slet ikke at ramme. For på trods af over en million affyrede granater, ganske vist i total blinde uden radarsigte op i den kulsorte nattehimmel, var der simpelthen ikke et eneste tysk fly, der blev skudt ned. Men folk sov roligere, fordi der blev gjort noget, uanset af det var aldeles virkningsløst altsammen. Symbolpolitik fra den allernederste ligegyldige skuffe, både skyderiet og spritten.
Og så tilbage til den beskedne kundestrøm her i virksomheden, der heldigvis ikke har nogen sammenhæng med hverken firmaets aktivitetsniveau aller lønsomhed. Men det skal bestemt heller ikke lyde som om, at vi ikke gerne vil have fysiske kunder i biksen, langtfra. For hvis der ikke kom nogen, så ville jeg jo aldrig SELV have tid til at drikke kaffe.Så kom frit frem, alle I derude, kaffen er (næsten) klar!
Ellers er vores årsregnskab ved at være afsluttet, og på trods af corona og de ovenfor skitserede ganske vist ubetydelige ekstraudgifter til håndsprit, så ser det da rigtigt rigtigt fint ud.. Og jo bestemt ikke akkurat dagligdag i branchen for tiden og slet ikke i den professionelle del af branchen. Et eller andet må vi jo da gøre rigtigt udover i udpræget grad at spare på håndspritten..
Vi har selv i corona-perioden oplevet en tydelig vækst i vores ganske vist ikke voldsomt store salg af hifi, der ellers bestemt ikke er et område, vi aktivt prioriterer blot det allermindste. Dertil er konkurrencen fra mange danske virksomheder indenfor især det såkaldte “seriøse segment” jo hårdere end den, vi oplever indenfor den professionelle branche. For i denne sidste er det jo normalen, at regnskaberne rimeligt afspejler realiteterne i virksomheden. Sådan burde det naturligvis også være, for det er jo ganske svært for en kiosk med lovlige midler og med betaling af  moms og skat og ægte pantmærker at konkurrere med andre kiosker med colaer fra Polen med påslistrede falske pantmærker, slik fra fætterens rottebefængte depot og arbejdskraft fra stamme-medlemmer på støtten. 
Der skal være allerhelst rimeligt ens konkurrencevilkår, og helt sådan er det lige knapt indenfor den danske hifi-branche. For på trods af, at især mange mindre operatører bedømt ud fra brugtannoncerne og de obligatorisk manglende kviitteringer tydeligvis handler 2på jysk”, så er der blandt de få andre operatører med offentligt regnskab tale om nogen kreativitet i regnskabsføringen. Vi skal opfordre eventuelt interesserede til at google yndlingsvirksomhedens navn plus ordet “proff” samtidigt.
Dette vil give nogen indsigt i en branche, der kun for de allerfærrestes vedkommende kan beskrives med ordet “rettidig omhu” indenfor redelighed og regnskab. Reglen er snarere forunderlige transaktioner eller regnskaber så ringe, at virksomheden umuligt ville kunne fortsætte-hvis altså regnskaberne viste det sande billede af pengestrømmene. Det går de så nok næppe-overhovedet ikke!.
Men hov, hvad er det lige der sker for Hifi Freaks? Det ligner ikke regnskabets time. Eller rettere, det gør det måske, nemlig mest, at regnskabet IKKE er afleveret..
Men ellers må jeg til at pakke atter en stor bunke fjernundervisnings-udstyr, et af tidens absolut største salgshits. Og tilfældigt eller bare heldigt en af virksomhedens kernekompetencer. Aktiviteterne kan så passende ledsages af musik supporteret  husstandens allernyeste elektroniske medlem: En Project Power Box til vores nyligt indkøbte bittelille Project RS2T-drev. Om jeg kan høre forskel på den nye lineære strømfætter fremfor den tidligere switchmode-sag aner jeg ikke, jeg har endnu ikke spillet på det. Men næppe meget eller overhovedet noget.
Men under alle omstændigheder, så ser det da bedre ud. For Power Boxen er jo trods alt på trods af identisk størrelse med drevet ganske billig. Og når man så lægger priserne sammen og dividerer med 2, så er gennemsnitsprisen jo trods alt noget mere rimelig end den lille enlige box til 20k….
Det er så muligvis osse det fornuftigste, der er at sige om gårsdagens indkøb-altså

ikke så meget

Dwight D. Eisenhower

 I dag vil vi fundere over skyld og straf og statsmagt, unægteligt en stærk kop the. For uden at ønske at fremstå unødigt pessimistisk, måske snarere på den noget optimistiske side af realistisk, så har pøbelvældet og den indre skånselsløse skinhellige svinehund VIRKELIGT vist sit sande grumme væsen her verdens ellers lykkeligste land. For nu kan hele den skidne kloak af den mest snavsede del af danske folkesjæl på tværs af alle partier forenes i en blodrus uden lige. Og det er bestemt ikke fordi den europæiske historie i de seneste 1000 år ikke har budt på grumme historier, men selv under de mest grusomme heksejagter berørte grusomhederne trods alt kun en lillebitte del af befolkningen.

Denne gang er det anderledes, selv om bålene er afskaffet-og på sin vis er alting blevet værre. For selv den mistænkte heks derude sækken i søen kunne dog helt lavpraktisk bevise sin uskyld ved simpelthen at drukne-sådanne bekvemme udgange gives ikke længere for nutidens mandlige hekse. For jo, denne gang er ALLE MÆND ikke blot potentielle krænkere, men i allerhøjeste grad osse reelle. For pøblens og folkedomstolens høje moralistiske “tættekam” har denne gang klart defineret naturligt og uundgåelige interaktioner mellem mænd og kvinder som eklatante krænkelser på linie med mangeårige grove incestuøse overgreb på små børn, fordi krænkelser åbenbart ikke kan gradbøjes. Én gang “følt”, så er man(d) i den permanente folkedomstols saks. Og iøvrigt kommer sammenligningen med incest IKKE fra denne skribent, men fra en søkaldt “krænkelsesforsker” fra RUC. Mærkeligt som den slags pludseligt springer frem som trolde af æskeri løbet af en månde på samme måde som alle verdens millioner af “klima-forskere”, der osse sprang frem fra et ellers studenter-tomt i årtier studentertomt studium

For hvis nogen mandlige læsere på denne plads vil kunne stille sig op og sværge på, at deres liv selv ad dydens allersmalleste sti ikke har indeholdt mindst snese- eller hundredevis af køns-krænkende handlinger a la Frank Jensen og Morten Østergård, så glæder jeg mig til det. Og husk, at I i al evighed er sårbare for enhver ting, som I måtte have lavet i kådhed selv tilbage i folkeskoletiden. Selv vil jeg gerne melde mig som skyldig i et helt livs permanent og ihærdigt og ikke mindst overlagt misbrug af kvinder. For jo, jeg har utallige gange  (godt nok mest i det sidste årtusind, men forældelsesfristen er jo nyligt afskaffet) både lagt hænder på bage og lår og sågar andre steder uden at fremvise NEM ID eller andre formildende omstændigheder. Og måske knapt så mange gange, men stadigvæk snesevis, så er jeg blevet udsat for lignende afskyelig adfærd fra kvinder. Det var tider!-ANDRE og gode tider!

Heldigvis forestiller de færreste sig nok, at denne eksplosive krænkelsesadfærd ændres blot det allermindste  blandt teenagere og unge mennesker, for trods alt er den fysiske afprøvning af en mulig kommende sexpartner jo principielt svær at skemalægge. Og når der så heller ikke er landspolitisk “mønt” og mulig ministerforfremmelse involveret i fumlerierne udenpå tøjet, så melder man naturligvis heller ikke manden. Ikke før, altså, der er indlysende strategiske politiske fordele ved afsløringen. Og selv om afsløringen er den aldeles banale, at der i alle menneskelige sammenhænge er mere eller mindre åbenlyse og ikke mindst uundgåelige seksuelle undertoner involveret, så er det i nutiden ikke længere nogen formildende omstændighed. Selv om man måske i smug kunne tænke over, hvorfor næppe nogen heteroseksuel  har en bedste ven af det modsatte køn. 

For der opstår altid lige dét der lille akavade øjeblik i de forskellige køn, der forhindrer sjælefællesskab udenfor en form for parforhold. Been there, done that! Og så skal vi endeligt tilbage til manden i dagens overskrift, der jo var noget så sjældent som en ægte amerikansk helt osse i Europa på trods af, at han bar selve “Skændselens Mærke” og det ligefrem stolt og åbenlyst. Han var nemlig noget så afskyeligt som republikansk præsident, endda som den første valgt det maksimale antal gange. Og Eisenhower havde gjort sig hårde og dyrekøbte erfaringer som allieret øverstkommanderende under 2. verdenskrig med hanekyllinger og primadonnaer som Patton og narrehatten over dem alle, Montgomery. Han vidste om nogen, hvad der var det muliges kunst.

Og at han kunne være hård viste han, da han uden nogen diskussion satte føderale soldater ind for at sikre en sort pige sikker skolegang i datidens raceopdelte og uroplagede  sydstater. Og flere gange derefter bankede lokale guvernører så meget på plads, som det var muligt indenfor konstitutionen. Der var dog en kamp, som selv denne fredens krigshærdede mester aldrig tog: Kampen mod pøblen-ligeså lidt, som vores statsminister kommer til at tage samme ellers nødvendige  kamp i den forudsigelige fremtid. Eisenhowers forbandelse hed mccarthyismen, datidens klare pendent til nutidens sygelige selvsupplerende krænkelseskultur.

For ikke engang jødeforfølgelserne i nazi-Tyskland havde helt samme vilkårlighed som nutidens nyfigne slet gedulgte frydefuldt-kriblende jagt på seksuelle krænkelser. For der er ingen historiske beviser på, at nogen blev anklaget som jøde uden at være det-der var allerhøjst et par certificerede jøder, der var gift med nazi-ledere, hvis papirer blev “bortkommet” Anderledes med den frådende magtliderlige psykopat McCarthy, hvis vanvittige anklager aldrig indeholdt blot den allerringeste substans. Og selv om han lovede navne og detaljer om alle forræderne især i datidens amerikanske forsvar og udenrigstjeneste, så kom der aldrig blot ét 

Nå, men præsident Eisenhower vidste godt, at mod angst og pøbelhysteri havde han ikke en chance-så var det nemmere at knægte ikke meget mere eller mindre psykopatiske Ku Klux Klax-aktiviteter i Syden. Og at mccarthyismen og ikke mindst McCarthy forsvandt som de sorte fugle i Hitchcocks “The Birds” skyldtes udelukkende, at mandens fremtræden i en længere direkte TV-transmitteret retssags mod det amerikanske militær totalt fremmedgjorde hans tilhængere. For netop pressens daværende ubestikkelige professionalisme viste sig at være retsstatens bedste bolværk mod pøbelvælde. Og da McCarthy havde diskvalificeret sig selv forsvandt pøbel-symptomerne.

At denne basale menneskelige adfærd så ikke kan fjernes viser sig i disse dage. For selv om enhver med hånden på hjertet ved, at ikke alene KUNNE disse navnløse anklager ramme en selv, de VILLE osse gøre det, hvis nogen havde noget ud af at skade én. Og med nutidens sammenspiste mediestøttede polisike sammenrend af politikere og politiserende medier, så kan krænkelses-pøbelvældet ikke bekæmpes. Altså med andet end omtanke, altid det allerførste offer for pøbelaktiviteter.

Og man kunne engang grine af “Monty Python and the Holy Grail”, hvor blot råbet “a witch” omgående fik pøblens hysteri i kog. Knapt så sjovt er det så i nutidens politisker heksejagt, hvor Jensen og Østergård ikke blot “strippes” for alle politiske  poster, men også mister alle både nuværende og fremtidige muligheder for nogensinde efterfølgende at få et kvalificeret arbejde. Eller for den sags skyld noget arbejde overhovedet, en tjans som pedelmedhjælper næppe engang undtaget.

Og sådan var det ikke engang i hverken nazi-Tyskland eller i Sovjet i 1930-erne. Slemt, men ikke SÅ terminalt inappellabelt.For denne ulyksalige er pressen IKKE med som kritisk modspiller, snarere som lummert-liderlig opvigler!

Tanker og tænksomhed

I de senere år har et udtryk indenfor dansk grebet om sig, som indtil for ret få år siden var ganske ukendt. Og dette sidste ganske berettiget, da det både VAR og ER aldeles en aldeles håbløst skrupforkert og absurd sproglig konstruktion. Udtrykket er “Jeg tænker..”er så desværre mest blevet endnu en skamstøtte over et forlængst kuldsejlet uddannelsessystem, der ikke har turdet korrekse selv særskilt umulige sproglige misforståelser. Ikke underligt, at danskere med selv en hjemlig universitetsuddannelse  aldrig nogensinde  kan lære korrekt engelsk eller for den sags skyld mere prosaisk for den seneste generation  skrive endelsen “-r” i præsens-verber. Altså på dansk.

For trods alt var det allerførste, som man fik at vide i engelskundervisningen i 5. klasse i min barndoms folkeskole på Endelave, at “I think” IKKE betyder “jeg tænker” men i praksis alt muligt andet.Synes, mene, antage. formode, bare ALDRIG “jeg tænker” Nå, men en sprogligt ikke-stimuleret og grammatisk analfabetisk ellers formelt højtuddannet  ungdom har nu så endeligt opnået et så latterligt lavt sprogligt  niveau, at “I think” så endeligt er kommet til at betyde det, som det så IKKE betyder. Men på den anden side er det vist også et stykke tid siden ret mange danskere forstod, hvornår “forrige år” var. Det er ellers en banal sproglig distinktion i alle beslægtede sprog, hvor underligt nok ingen derude synes at være i tvivl om forskellen på “letzte/vorige” og “last/previous”. Men forskellen på “sidste/forrige” (og alt muligt andet godt fra den sproglige skattekiste), det er godt nok for umuligt for den seneste generation af inderligt uuddannede nærmest analfabetiske dansklærere.
Nu udvikler dansk sig jo ihvertfald principielt hele tiden, selv om den forlængst gennemførte totale grammatiske afvikling indenfor undervisningen jo nok i den forudsigelige fremtid har medført en sproglig forarmelse, som til gengæld er et helt specifikt dansk fænomen, der ikke kendes indenfor engelsk eller tysk eller i vores andre nabolande. Vi er landet i terminal sproglig fattigdom, hvor selv det engang normative Dansk Sprognævn nu trods aldrig flere tildelte ressourcer eller myriader af medarbejdere blot tager den sproglige fattiggørelse ad notam. Og dagens laveste sproglige  fællesnævner er allerede i morgen en helt umulig sproglig barriere.
Og hvad tænker folk så, alle de mange derude, der starter de fleste sætninger med “Jeg tænker..” Tydeligvis ganske tæt på overhovedet ingenting og i det allermeste da allerhøjst én ting af gangen. Tag nu for eksempel den nylige pøbel-sammenstimlen om en importeret kamp mod den tilsyneladende ikke blot latente, men tilsyneladende totalt altomfattende danske racisme. Der var vist nærmest ingen eksempler på nogen, der var rene nok for de fromme jakobinere, der stod i spidsen for denne i hele sit væsen ekstremt had-hyldte kampagne. Hvor ingen hvide kunne undslippe arvesynden som den blev defineret af den frådende pøbel. 
Dengang i “urtiden” for en god måneds tid siden troede man vel, at det her da umuligt kunne blive værre, men det kunne det. Endda med en større kvantesprings-faktor.Det eneste positive er næsten, at nutidens selvpromoverende “selfie-generationer” kun kan koncentrere sig om det seneste fænomen. Og denne gang kan alle altså være med, bare man er kvinde. For mon der findes en eneste kvinde i dette land, der ikke mindst et større to-cifret antal gange er blevet udsat for traumatiserende krænkelser af den slags, som “über-skurken” Morten Østergård er blevet sendt ud i kulden for. Og mon der findes en eneste normalt fungerende mand, der ikke til de allerfleste af ungdommens fester har lavet den slags “krænkelser” som en mere eller mindre nødvendig del af det kejtede kurmageri i muntert drikfældigt lag?
Selv kan jeg (naturligvis mange, mange år inden jeg mødte min kone) komme i tanke om ting, som ikke blot ville gøre mig til en permanent politisk paria, men tillige ville forhindre mange genrationer af efterkommere i nogensinde at opnå offentligt ombud udover muligvis at bestyre en ølkasse til en kollegiefest. Og der sidder så alle narrehattene m/f og spiller fromme i en grad, der gør det vanskeligt at forstå, at de fleste af dem i 30-40-erne trods alt har formået at få børn. Man tør næsten ikke tænke på alle de krænkelser, der må være gået forud. Både hænder her og der og det, der er værre. Og da ikke mindst langt langt værre end det, som Østergård er dømt for af den store kvindelige folkedomstol.
Nu er det jo ikke nogen nyhed, at der er forskel på mænd og kvinders muligheder for “scoring” af en ganske vist kortsigtet partner i almindeligt festligt lag. En kvinde kan ALTID få en i ethvert blot lidt større, mens en mand som hanner i alle andre dyrearter må berede sig på adskillige afslag pr. succesoplevelse. Sådan er spillet og derfor er der til evig tid i et normalt fungerende samfund af forskellige køn “dømt” uundgåelige “hænder mig her og der” For det er jo en nødvendig del af almindeligt kurmageri, at hunnen skal nødes som til at gå videre til “hovedretten” ligesom til en familiespisning på en kro. Naturligt kurmnageri ER simpelthen en serie af afvisninger indtil den sidste..
Sådan er der så meget, og selv om min gamle bekendt Morten Østergård bestemt ikke er min kop the, en typisk politisk røvhuls-opportunist som alle de andre, så er sagen her helt syg. Og tjener kun til at dække over de rigtige svinehunde derude på samme måde som det at nægte sit plagende barn en is ved kassen i grusomhed slås i hartkorn med overgreb på børn. Alt drukner i støj på linien.
Det eneste, som man vist kan lære af det her er, at kvinderne i det Radikale Venstre endegyldigt er “sprunget ud” som værdige og fuldgyldige konkurrenter  til de værste eksempler på MANDLIG politisk “røvhuls-mentalitet” Afvisningen af Martin Lidegaards kandidatur blot på baggrund af kvindesnak på gangen er da i sin essens grænseoverskridende uhyggelig.
Det er muligt, at det kan være svært at synkronisere almindelig liderlighed blandt kønnene-egne feltstudier i ungdommen tyder afgjort på det. Mens uhæmmet magtliderlighed og intriger helt tydeligt ikke er noget kønsspecifikt. Alle tricks gælder, selv de allermest beskidte og denne gang med det nye krydderi “kvindesladder”men tak, Stampe, Rod, Nielsen og Robsøe for anskuelighedsundervisningen.
Der var nogen, der blev “kalif i stedet for kaliffen” Blot var kaliffen denne gang ikke ejegod som kalif Harun al-Raptusch i tegneserien, men storviziren var til gengæld en led harpe.