Når der kun er et skud i bøssen.

I dag vil vi causere lidt over det fænomen, som på godt engelsk hedder ”one-hit wonders” Vi må her tilstå at være blevet inspireret af den lokale filminstruktør Åge Rais-Nordentoft, selv om vi godt nok for at inkludere ham på passende vis bliver nødsaget til at indføre den muligvis sociologisk nyskabende kategori ”no-hits wonders” Vi mener dog, som det vil ses, at der faktisk er en del tidligere eksempler på med fuld ret aldeles oversete stjerner, så lige her skal han ikke føle sig alene. Disse hedder godt nok for overskuelighedens skyld næsten allesammen Ricky, men det er vel også et pænt navn.
Nu skal begrebet ”one hit” i dag ikke begrænse sig til pladeindustrien, selv om vi naturligvis vil skøjte lidt rundt der på sædvanlig polyhistor-maner. Her bruges ordet polyhistor om en, som har et bredt kendskab uden dog nødvendigvis at vide det hele, selv om det i vores tilfælde kommer uhyre tæt på. I idrætsverdenen findes der massevis af eksempler på, at atleter på dagen har udrettet noget, som de senere aldrig nogensinde er kommet i nærheden af. Et godt eksempel var den amerikanske længdespringer Bob Beamon, som i 1968 sprang 8.90 i Mexico. Han nåede aldrig blot i nærheden af dette i resten af karrieren, og det gjorde andre forresten heller ikke i ganske mange år. Et andet eksempel er den danske fodboldspiller Erik Dyreborg, som i en landskamp mod Norge scorede alle 5 mål i Danmarks sejr. Erik må efterhånden have forbandet de urealistiske forventninger til ham i datidens traumatiske sommerforlystelse, landskampene mod Sverige. Dem vandt vi aldrig, for der var nemlig ikke mere i Erik. Først noget senere skulle Vordingborg med Morten Olsen komme på fodbold-verdenskortet, men det er en helt anden historie. Erik og Bob havde ganske tidligt i karrieren haft deres dag, og det var så det.
I filmindustrien med de store budgetter ser man sommetider aldeles spektakulære debuter, som så desværre aldrig nogensinde senere materialiserer sig i noget som helst andet end ligegyldigt bras. I modsætning til mange andre kunstarter gælder det jo for film, at man ikke normalt får lov at debutere, hvis ideen og oplægget ikke er godt nok. Det er ikke som musik, som vi senere skal behandle. Der er talent overhovedet ikke noget krav. Som eksemplet Rais-Nordentoft viser, er det i øvrigt heller ikke noget uomgængeligt krav i dansk film, hvor et kendskab til støtteordningernes absurde edderkoppespind til gengæld i visse tilfælde kan være tilstrækkeligt. Så gør det knapt så meget, at de filmiske færdigheder lader en del tilbage at ønske.
Det er det altså i den normale ustøttede film nødvendigt at starte med talent, og der er vel næppe en anerkendt filmskaber, hvis debut ikke falder naturligt ind i rækken af egne større eller mindre mesterværker. Det er bare kun en nødvendig, ikke en tilstrækkelig forudsætning for stjernekarrieren som instruktør at have det ene succesfulde skud. For det meste følger der for enhver instruktør ganske vist en mere eller mindre jævn række af rimelige film, men for enkelte slap inspirationen op efter nr. 1.
En ellers habil instruktør, som efter en særdels lovende start blev til ingenting, er Mike Nichols. Nu er der godt nok ikke mange 1960-er film uden John Wayne i titelrollen, som holder helt hjem den dag i dag. Det gør Nichols´ mesterværk ”The Graduate”-Fagre Voksne Verden til gengæld. Helt ulig de allerfleste amerikanske Stephen King- filmatiseringer er Anne Bancroft som Mrs. Robinson nemlig rigtig FARLIG. Slutscenen er stakåndet spændende den dag i dag, men desværre var det så Nichols´ eneste bud på varig storhed. Alle hans senere værker var ren spild af tid for alle entusiaster. Mike havde haft sin dag som den herostratisk berømte engelske cykelrytter Tom Simpson, som havde ”krudtet” sig lidt rigeligt med amfetamin og alkohol og døde på en bjergetape i Tour de France nogenlunde samtidigt. Godt nok er Nichols vist endnu ikke død, men kunstnerisk var hans tid forbi ikke meget mindre endegyldigt end Tom Simpsons var.
En af alle tiders mest sensationelle debutfilm var ”Strictly Ballroom” af den australske reklamefilm-instruktør Baz Luhrman. Hele historien, castingen og filmsproget var og er så outreret udtryksfuldt, at ingen selv efter 117. gennemsyn kan undgå at knibe en tåre i slutscenen, hvor den ellers ret vat-pikkede helts far spillet af en aldeles hysterisk velspillende Barry Otto begynder at klappe. Denne film er så vild, at ingen nogensinde vil kunne glemme den.
Det er heller ikke sikkert, at Baz Luhrman selv har kunnet, men det har bare ikke hjulpet ham særligt. I sine senere film som ”Romeo and Juliet” og særligt ”Moulin Rouge” har han godt nok fremturet med sin larmende reklamefilm-kunst i en forfinet udgave. Det hjælper bare ikke det mindste, fordi historien og følelserne er helt tabt på gulvet. Det er ganske tankevækkende, at selv ikke den mest ubetydelige biperson i ”Strictly Ballroom” var mindre end totalt overbevisende i sit spil og sin casting, mens ingen overhovedet og da slet ikke hovedrolleindehaverne i de senere film har været andet end tomme skabeloner i store buldrende farveladefilm. Men sikke dog et godt skud, han havde, det ene, som der altså viste sig at være i bøssen. Hvis du har set den med din daværende kæreste eller nuværende kone glemmer du det aldrig.
I disse dage har en anden filminstruktørs seneste værk haft premiere, nemlig Thomas Vinterbergs nyeste epos. Som bekendt debuterede Vinterberg med ”Festen”, som det måske er en smule uartigt at nævne lige efter ”Strictly Ballroom”, for trods sine uomtvistelige kvaliteter har den samme eftersmag som en Nestea Peach: Sød, men også lidt vammel. Den er dog ellers ret god og ikke mindst gennemarbejdet. Det har hans senere film så desværre ikke været, faktisk har de kulminerende med den sidste mest været tomme skabeloner, som så forsøges kompenseret med massive reklamekampagner.Den seneste brillererer vist mest ved at være en remake af en million gamle danske folkekomedier uden deres charme, og så er det bestemt en mangel, at en af alle tiders bedste skuespiller i denne genre, Karl Stegger, af visse oplagte naturlige grunde kan være med. Den vigtigste grund er, at han er død, og det er bad news for Vinterberg. Stegger kunne antageligt have reddet filmen i land, som han egenhændigt reddede utallige andre mislykkede folkekomedier, når nu instruktøren som her i Vinterbergs tilfælde tydeligvis ikke kunne. Giv en skærv til denne skammeligt oversete skuespillers fanklub, ”Steggers Vidner” Karl var stor, det er Thomas bare ikke længere. Hasta la vista, Thomas!
Med dette spanske stikord bevæger vi os over i grænselandet mellem film og musik. Enhver rigtig western foregår jo ganske tæt ved den mexicanske grænse, og Howard Hawks´ mesterværk ”Rio Bravo” var som navnet antyder ikke nogen undtagelse. Nu var Hawks en billed- og situationensskaber som uhyre få andre, og han havde masser af skud i bøssen, som en næsten uendelig række mesterværker viste. Det havde en anden af filmens medvirkende, nemlig den ærkeitalienske supercrooner Dean Martin selvfølgelig også. I en scene i filmen på sheriff-kontoret, som er omgivet af skumle skurke, giver Dean Martin en prøve på sine umådelige tekniske færdigheder som sanger. Her får Frank Sinatra kamp helt til stregen, for Dean er god. Helt sindssygt god faktisk.
Det med syngeriet er der naturligvis intet særligt ved. Datidens landeplage var jo tanketomme Elvis-film, hvor hovedpersonen ustandseligt med større eller oftest overhovedet ingen grund sang løs. Allerede dengang var ”product placement” åbenbart blevet opfundet, for netop i ”Rio Bravo” havde man til lejligheden opfundet en mindre rolle til et af tidens allerstørste teenageidoler, nemlig Ricky Nelson. Hans ”sang” på sheriffkontoret i samme scene introducerer begrebet ”no-hits wonder” I selskab med Dean Martin er manglen på ethvert udtryk hos Ricky Nelsom simpelthen ligeså stort, som hvis Peter Gantzler skulle spille overfor John Wayne. Der er en verden og et mandfolk til forskel begge steder og tale om den totale overmatchning. Der var forresten massevis af stjernefrø på den tid, som næsten alle sammen hed Ricky, havde sort hår og uvægerligt ikke kunne synge. Som Ricky Nelson i ”Rio Bravo” kæmper tappert men ganske ulige med en sang, som rækker over en lille halv oktav, således var alle de andre Ricky-er glemt næsten inden de var blevet lanceret. Det var gamle Bing Crosby, som sagde, at en sanger var langt vigtigere end den sang, han skulle synge, og det viste sig også her korrekt, godt nok med omvendt fortegn. Det var simpelthen fuldstændigt umuligt for disse talentløse ungersvende at finde nogen sang, som de kunne synge, uanset dennes kvalitet. Alt har dog nok ikke været spildt for dem, for der er jo altid visse sidegevinster ved at være stjerner, og flere af dem ser da også ret glade ud på billederne. De har nok ikke hørt en af deres egne plader lige for nyligt. Det er der forhåbentligt for verdensfreden heller ikke andre, som har.
Et ægte ”one-hit wonder” er den i øvrigt stadigt aktive Freddy Breck, som i 1970-erne med sin specielle udgave af slavernes kor fra Verdis opera ”Nabucco” scorede et giganthit over store dele af verden. I modsætning til en af alle tiders største tyske stjerner, den allestedsnærværende Heino med sin lyse hårpragt og basedow-øjnene bag de mørke solbriller, som også dengang var på toppen og som forresten godt kunne synge, (ganske vist ikke særligt godt, men alligevel), havde Freddy Breck indtil da mest levet op til sit navns næsten enslydende ækvivalent på dansk ved sin enestående talentløse diktion og en stemme, som gav Ricky Nelson kamp til stregen i ultimativ mangel på kvalitet.
Genistregen her bestod i at tage Verdis glimrende og vældigt pompøse musik og så lige give den en ”twist” med lidt ekstra messingsuppe a la ”Wir fahren gegen Engeland”, kendt fra utallige radioudsendelser fra dengang i starten af 1940-erne. Det var en magtfuld recept, muligvis mest fordi den med betydelig succes maskerede Brecks stemme, og mange lyttere dengang har såmænd nok pligtskyldigst atter en gang klappet hælene sammen ligesom i de gode gamle dage, når de hørte ”sangen”. Det blev i alt fald et giganthit, og det menes endda, at adskillige tyske badegæster på deres luftmadrasser vestover i fralandsvind ved Henne Strand ved den jyske vestkyst har skrålet med på ”Wir fahren gegen Engeland” frit efter Breck, mens de forsvandt i horisonten. Sådan kan en sang få en større mening og brancheskredet fra musik til rejsebranchen blive en realitet.
Det karakteristiske ved de allerfleste ”one-hit wonders” er jo, at de næsten uden undtagelse er glemt. Inden æraen med downloads af enkeltnumre fra nettet var det normalt en forudsætning for en bredere eksponering overfor det pladekøbende publikum, at man som debuterende kunstner havde materiale til i det mindste en hel plade, dengang den hed en LP. Denne kunne ofte være ned til totalt en halv times musik, men selv for senere meget kendte bands som Oasis rakte materialet jo også kun lige til at fylde en enkelt plade.
De blev dog kendte alligevel, men selv om de med rette er glemte i dag med deres trælsomme og insisterende kopi-af-alt-muligt-musik er der dog en, som er meget mere glemt. Det er Jilted John, hvis samlede materiale i alt rakte til en ensidet single. Det var et nummer, som i genren engelsk hverdagsrealisme aldrig senere er overgået. I 1978-79 blev det kult som senere Las Ketchup, og titelnummeret ”Jilted John” og bagsiden, den ikke særligt vellykkede ”Goin´ Steady” vil fra den nærmeste fremtid blive benyttet til demobrug. Som det var blevet obligatorisk udgav Jilted John naturligvis også en LP for at vise, at han var en seriøs kunstner, men det hjalp heldigvis ikke det allermindste, det var han nemlig ikke. Han blev arketypen på en ”kunstner” med kapacitet til et og absolut kun et skud i bøssen, hverken mere eller mindre, men hvilket skud! Aldrig er en uforglemmelig kunstner så eftertrykkeligt blevet glemt.
En mere lokal kunstnerisk manifestation, som også må komme ind under begrebet ”no hits-wonder”, er de med rette oversete og vistnok ellers helt glemte ibens. Ideen til konceptet for denne gruppe var måske heller ikke den allerstærkeste: Man tager en helt umuligt forvrøvlet fistelstemme-bøssesanger og lader ham fremføre egen ubehjælpsom gymnasie-lyrik med et par kammerater af samme formidable kaliber. Der er ikke meget musik, som ikke i et et aller andet omfang ( godt nok tit i ringe grad ) har medvirket til at udvikle ens kritiske sans, men altså ikke lige ibens. De opfyldte i uhyre sjælden grad deres potentiale: De blev overhovedet ikke til noget andet end det ultimative ”no-hits wonder”, men det er dog også noget. At opnå det ultimative, nemlig at få realiseret sin totale mangel på talent til en tilsvarende succes rent kunstnerisk er jo også en slags udtryksform. Senere er den desværre blevet mere normen end undtagelsen, men det er vist en helt anden historie.
Der kan være en storhed i nederlagets øjeblik, hvis man har kæmpet godt, og særligt den angelsaksiske verden har været god til at ære sine uheldige helte, som kæmpede og fejlede. Vi skal da lige kippe flaget for Erik Dyreborg, Bob Beamon, Mike Nichols, Freddy Breck, Jilted John og Baz Luhrman, som kom, scorede og gik.
Tak atter en gang til Åge Rais-Nordentoft for inspiration til ugens klumme. Nu står der godt nok ikke skrevet i Danmarks Riges Grundlov, at statsstøttede kunstnere nødvendigvis skal have noget på hjertet udover berettiget utilfredshed med mangel på endnu mere støtte, og det lever han da fuldt op til. På denne måde realiserer han muligvis i virkeligheden sit potentiale maksimalt. Det er jo også muligt, at denne skribent er misundelig på den geniale titel på samme instuktørs ”Tre ryk og en aflevering” og så alligevel. Undertegnede og vores 13-årige papdatter så dette makværk fornylig som research, og den gode nyhed for eventuelle interesserede er, at den nu ligger øverst i skraldespanden her ved nr. 4, som forresten tømmes tirsdag.
Desværre er der altså også en del rigtige kunstnere, som kun oplevede en enkelt aflevering, men enhver scoring tæller dog i livets store spil, når det altså ikke er direkte i skraldespanden.

Gensyn med vennerne: “The Big Chill”

Nu er det nok ikke så frygteligt mange, som husker et af den da ellers lovende mesterinstruktør Lawrance Kasdans få mesterværker “The Big Chill”. Den danske titel “Gensyn Med Vennerne” er udgangspunktet for dagens emne, som handler om denne forfatters gensyn med vennerne, de elektroniske af slagsen altså. Det er, som mange sikkert vil mene, ganske heldigt, fordi folk som undertegnede vel ingen venner har, og så ville emnet nok blive lidt jammerligt kort. Heldigvis er antallet af gamle elektroniske venner jo en funktion af egen alder, så det bliver bare bedre og bedre. Faktisk lidt ligesom sex. Det sidste bliver godt nok vist kun ganske sjældent bedre med alderen, selv om den samlede mængde muligvis stiger, så sammenligningen halter muligvis en smule.
 
Det er nu ikke altid, at gensynet med disse engang så gode venner fra den elektroniske verden spænder helt heldigt af. I virkeligheden afslører en tur ned af Mindernes Alle i bagklogskabens ubehageligt klare lys kun ganske få guldkorn. I Kasdans filmtitel med dens brug af “chill” kan det faktisk være noget af et koldt gys at gense vennerne. I virkeligheden var de måske ikke så frygteligt gode, vennerne altså, men det var nu det, der var. Heldigvis klarede fantasien resten. Det gjorde den forresten også i ens folkeskoletid, hvor ens største og ganske uopnåelige og naturligvis aldeles ugengældte kærlighed voksede sig så stor og bred, at hun næppe kunne passe ned i sin kontorstol størrelse XXXL på sit arbejde i et svensk supermarked, som en nyere klassekomsammen afslørede. Det vidste man heldigvis ikke dengang og bestemt godt det samme.
 
Det gjorde man heller ikke med et af de allerbedst markedsførte mærker på den danske hifi-scene i 1970-erne, nemlig Marantz. Godt nok havde gamle Saul Marantz solgt sit livsværk allerede i 1960-erne til Superscope, som snart flyttede al produktion til Japan, og allerede der burde man måske have fattet mistanke. Alligevel var Marantz noget, alle raske Foska-drenge drømte om dengang. For yngre læsere var Foska datidens hippeste havregryn, og alle drenge kan huske den stipidt fjollet leende fregnede dreng, som var deres gennemgående figur.
 
En af alletiders og ialtfald datidens allerbedste hifikøbmænd Fritz Sø stod for markedsføringen af Marantz såvel som af Quad, Ferrograph og ikke mindst Maxell. Han formåede at skabe en illusion af opfattet kvalitet hos os bumsedrenge, som vi elskede næsten ligeså meget som at kikke ind i sprækkerne i væggen til pigernes omklædningsrum. Sprækkerne var altså dem i væggen. De andre så vi vistnok aldrig rigtigt, men vi kunne da drømme, og det gjorde vi. Ligesom vi gjorde om Marantz. Jeg fik godt nok aldrig en, men jeg har da senere skåret mig ganske fælt på en, den monumentale 1060, en af datidens superforstærkere på 2 gange 30 watt, og så var det endda de rigtige “Marantz-watt” kendt fra de dengang revolutionerende effektive reklamer.
 
 Han må have været god, ham Fritz Sø, for snart var han mangemillionær og kørte i Mercedes. Det gjorde min onkel, som var tømrer, godt nok også, men Fritz` var ikke en udkørt taxi årgang 1965. Den var ny og den var stor, dog lige knapt så stor som Simon Spies`. Rejser var åbenbart bare bedre, men Spies var nu også en sjælden multibegavelse ligesom hans studiekammerat fra Regensen Mogens Glistrup. Når man kikker på nogle af disse Marantz-bestsellere nu det meste af en menneskealder senere, forstår man desværre alt for godt, at man her var vidne til et af de første eksempler på en forskel mellem produktionspris og salgspris, som minder en del om kabelbranchen i dag. Med andre ord var der tale om noget kodylt mekanisk bras solgt for rigtige penge. Masser af penge, alt for forbandet mange penge.
 
Den elektriske kvalitet og samleditto var helt typisk for datidens landeplager Rank-Arena T-4000 og Scan-Dyna 2000, det vil sige på det afgjort jævne efter datidens standard. Disse blev dog ikke solgt som hifi. Det var nu ikke i sig selv så dårligt, og de fleste af disse gamle radioer kan såmænd nok spille i dag 35 år efter. Til gengæld var kvaliteten af kabinettet på Marantzerne med elendigt forarbejdede skarpe kanter og håndtag monteret i metal undertiden med selvskærende skruer (!) og med åbne omskiftere, som garanterede funktionssvigt umiddelbart efter datidens lovpligtige 1-årsgaranti simpelthen katastrofal. Det sikrer med 100% sikkerhed mod, at nogen af disse apparater uden idiotisk kostbar vedligeholdelse har overlevet til i dag. Og så behøver vi endda ikke at nævne en anden stilistisk fin, men ergonomisk håbløs detalje som det vandret monterede tunings-hjul. For selv ganske fiffige primater som denne skribent betragter sig, er en samtidig sidelæns bevægelse af hånden kombineret med en lille cirkelbue med pegefingeren stadigvæk i dag ganske svær. Sikken en ven.
 
Blandt de øvrige apparater i Fritz Søs imperium var også den engelske Ferrograph-båndoptager, et skal vi sige det interessant bekendtskab. Der er næppe mange drenge fra dengang, som ikke stod aldeles bjergtaget tilbage efter at have hørt en Ferrograph Series Seven spolebåndoptager på 38 cm/sekund på de sjove 22-cm. spoler (som man naturligvis ikke kunne købe) spille de 16 minutter, som var spilletiden på et bånd. Hvordan i alverden Sø så nogensinde fik et eksemplar til at spille i flere dage uden alvorlige funktionsfejl er et stadig ikke løst mysterium, for normalt blev den filtpude med skumbagside, som pressede båndet ind mod tonehovedet, aldeles klistret til efter ganske kort tid (minutter). Samtidigt var der tale om en samlekvalitet som en af alle tiders mest katastrofale bilmodeller Austin Allegro, så det var en rigtig entusiastmaskine. Allerede dengang må hifientusiaster have haft nogen af de kim i sig, som senere blev til en besættelse af eksotiske kabler og polerede sikringer og anden grænsepsykotisk affærd.. Et gensyn med sådan et apparat fra ens drømmespors-fortid i dag vil øjeblikkeligt resultere i en aldeles akut søgen efter den nærmeste nærgenbrugsstation. Paradise lost i lighed med gensynet med de allerfleste gamle skolekærester, for ikke alene drømte denne skribent om dem, han fik faktisk også nogen. Ikke nogen kærester ganske vist, men op til flere Ferrograph-er. Det hjalp da lidt en tid.
 
Derimod var de klassiske Quad-apparater FM 3, 33 og 303 fremragende eksempler på en fantastisk omhu med produktionen. Enhver, som ser dem den dag i dag, vil ikke kunne undgå at blive betaget over den omhu og den akkuratesse, som er blevet lagt for dagen. Der er simpelthen tale om små kunstværker, og designet holder den dag i dag. Enhver kan iøvrigt også se, at disse apparater er glimrende eksempler på ikke-produktionsmodnede ting. Der er som med samtidige modeller fra for eksempel Radford tale om ting fra en svunden tid. Man havde simpelthen overhovedet ikke kalkuleret forbruget af arbejdstid i samlingen ind i produktet. Det havde Julian Vereker fra Naim åbenbart også opdaget, for han greb tingene an på en radikalt anderledes måde. En rigtig ven eller hvad?
 
Nu har vi et tidligere emne strejfet Naim-historien, men her er der blot at minde om, at dengang i deres danske storhedstid promoveret af en anden af de legendariske skikkelser, nemlig min tidligere chef, blev de synonymt med helt ekstrem kvalitet. Der må have været tale om dygtigere sælgere end undertegnede ( det var det nok), for mage til bras har denne verden simpelthen aldrig set. Kassen bestod af et metalsvøb, som blot var “wrappet” omkring apparatet som vita-wrap om en ostemad og så derfter nittet sammen i bunden. For og bagplade var lavet et det tyndeste blik, som man kunne finde og man havde åbenbart ledt ganske længe, for DET var tyndt!. De anvendte DIN-stik var som mange andre engelske apparater naturligvis ikke DIN-normerede, men de var nok billige. Senere opstod der godt nok en vel-orkestreret kult fra Naim om, at disse skodagtige DIN-stik med massivt overhør på tape-indgangene på en eller anden måde var bedre på grund af en mere optimal impedans og stelvej, men det er vist ligeså absurd pladder som det er at sige, at man i dag synes, at disse apparater var gode.  Endnu et kedeligt gensyn med vennerne. Jeg var naturligvis også selv en mangeårig bruger af Naim. I dag er de fængslende i samme omfang som hende der kassedamen i Sverige.
 
Et andet erhvervsmirakel i 1970-erne, som for denne skribent var de allermest formative år, var Audioscan og deres Gamma-højttaler. Her var der tale om et rigtigt “first” i denne branche. På forunderlig vis havde man opsporet en obskur bulgarsk producent af højttalerenheder, hvoraf den ene var en elendig kopi af en Kelly-bånddiskant, og bassen var en elendig kopi af, ja i virkeligheden ikke rigtigt noget, for det var uden nutidens iøvrigt urimelige konkurrence datidens allerringest designede og dårligst producerede bashøjttaler.  Her var selv en SEAS 25 TV-EW kongen med hensyn til fleksninger og kontrol, og DEN var altså dårlig, SEAS-en altså. Den var faktisk så dårlig, at denne skribent i årevis havde et sæt med op til flere af slagsen med en af de diskanter, som faktisk overhovedet ikke kunne spille diskant, den bredt anvendte SEAS 87 H. Det var nu ikke så mærkeligt, da det faktisk var en mellemtone, men det vidste designerne muligvis ikke. Lars Goller gik stadigvæk med ble-bukser dengang og skulle først langt senere frelse civilisationen, som vi kender den.
 
Jeg ejede naturligvis også Gammaen, som havde suppleret med en mellemtone, som helt udenfor konkurrence var den allerelendigste, denne verden nogensinde har set. System Audio, gå hjem og vug!  Da man senere erstattede den med en Peerless-model, som ellers kun blev brugt i lavpris-fjernsyn, var der tale om en revolution i retning af ekstrem kvalitetsforbedring. Denne Gamma er nok en af de gamle venner, som jeg allerhelst har villet glemme. Det lykkes også i lange perioder af gangen, og det ville måske også være gået, hvis ikke en fyr på et debatforum for helt nyligt nævnte en Gamma-bas som helt ideel til et eller andet obskurt formål og endda citerede et totalt Q for denne tudsegamle enhed med 2 decimaler. Det er der mindst et par problemer ved. Faktisk kunne han ligeså godt have angivet det totale Q med 30 decimaler eller blot nærmeste hele tal, resultatet er vist kun i hovedet på beregneren og har absolut intet at gøre med den målelige virkelighed. For det første var Thiele-Small parametrene jo ikke opfundet dengang, og desuden var enhederne så uens, at ethvert gæt forsåvidt er lige godt.
 
 Desuden blev de bløde i membran og ophæng som en anden af datidens kendte mærkevarer, de tykke, bløde tyske flødekarameller fra Grenz-Bazaren. En anden vanskelighed i nutidens beregningsarbejde er desuden, at hovedparten ef spiderne, altså de gule centreringsfjedre, ikke var limet på overhovedet, og så bliver regnestykket altså ændret fra umuligt til fuldstændigt umuligt. Man må nok tale om en såkaldt akademisk forskel her, men i en ordentlig videnskabelig gennemgang som denne må den naturligvis med. Det er pudsigt, at der kan herske så stor forskel på minderne om Gamma-enhederne, som det åbenbart er tilfældet, men faktisk blev alle pigerne fra min gamle folkeskoleklasse da vistnok også gift. Der er åbenbart aftagere til alting og alle synspunkter, og vi var vel strengt taget heller ikke særligt kritiske med hensyn til piger den gang. Ikke hvis vi skal dømme ud fra vores omgang med højttalerne, slet ikke endda.
 
Pigerne var dengang noget mere kritiske og sikkert med en vis ret, for de fleste var ganske utilnærmelige for os dumme drenge omend ikke for den første den bedste sommerturist. Der var lidt af den kendte sang “Veras Vinterven” over de somre. Åbenbart kan dog  ethvert minde, nok så dårligt, over tid blive godt. Det er det her altså blot ikke blevet for undertegnede. Gamma var noget monomentalt bras, som heldigvis er blevet ædt af lossepladserne for mange år siden og godt det samme. Det mest fantastiske fra dengang er næsten, at man fra Audioscans side nævnte, at denne nye mirakel-højttaler under færdiggørelsen havde været med som monitor på en dansk plade. Man oplyste desværre ikke hvilken, men sikke dårlig den må have været, så man finder den vel en dag på samme losseplads. V,i blomsten af den kritiske ungdom, labbede naturligvis sådan noget i os. Audioscan var jo en af de første blandt senere mange selvbestaltede venner i branchen, som man havde og sikke en ven!
 
Dagens sidste gensyn med de gamle venner omhandler succesproduktet Hafler. Allerede dengang var selvbyggerfeberen en død sild, og det havde den forresten været helt siden Heathkit i 1960-erne og de allersidste skvalp med Josty Kit og de fabelagtige Clive Sinclair-kits i starten af 1970-erne. Her kunne man da i det mindste bygge noget helt revolutionerende og nyttigt som for eksempel et digitalur eller et eksempel af datidens supercomputer, som udover alle 4 regnearter sågar kunne lave procentregning. Det var noget vildt, og Hafler var altså med i denne allersidste selvbygger-dønning.
 
Strengt taget var det nu ikke det allerbedste oplæg for en success. Den første forforstærker DH 100 var selv med tidens nødvendige nøjsomhed ( det var under Anker Jørgensens skal vi sige det alternative økonomiske politik) ikke et prangende produkt. Ud over at være ubeskriveligt grim og ergonomisk kikset, var den lydmæssigt aldeles håbløs. Det samme var den matchende effektforstærker, selv om ergonomien her var lidt bedre. Der var jo blot en enkelt dårligt fungerende afbryderknap, selv om det er en lidt sølle trøst. Til gengæld var timingen for disse Hafler-produkter perfekt. De blev nemlig lanceret i den første start på “tweak”-perioden, som flere årtier senere kulminerede med de polerede sikringer.
 
Enhver bumsedreng købte disse byggesæt og gik straks i gang med at tweake løs. Der var god plads i de halvtomme kasser, og der var potentielt også ganske meget at rette op på fra det temmeligt sølle lydmæssige udgangspunkt. Det blev dog aldrig ret meget bedre, selv om dansk “High Fidelity” havde en hel serie om disse “modifikationer”. Det startede en hel feber blandt entusiaster om at forbedre alle mulige andre produkter nu man mente at være blevet nærmest ingeniøruddannet efter at have læst de vistnok 3 artikler med mange fine billeder.
 
Denne udvikling førte som bekendt ret snart til, at ikke blot er samtlige Hafler-apparater aldeles ubrugelige i dag. Det er ikke fuldstændigt overraskende, for det var de også dengang og iøvrigt også langt inden de overhovedet blev samlet. Desværre er talløse andre apparatersom indtil videre alle de EAR-forstærkere, som vi har set, ramt af samme “modifikationsbølge” Når man kunne samle et iøvrigt nærmest færdigsamlet produkt som en Hafler-forstærker, mente talløse folk, at de åbenbart var bestemt til noget større., og det er vel ret almenmenneskeligt. Al dette monumentale storhedsvanvid, hvor talløse klassiske kvalitetsprodukter blev smadret af amatører i en tid, som mindede om Talebans sprængning af de afghanske Buddha-statuer, er naturligvis ikke Haflers skyld. Han var blot på det rigtige sted på et kommercielt helt rigtigt tidspunkt, som desværre var et helt forkert sted i alle andre henseender. Gensynet med Hafler vil altid være forbundet med starten af denne skændsels-epoke, som vi endnu befinder os i i dag.
 
Gensynet med de gamle hifi-venner var altså ligesom gensyn med andre gamle venner lidt af et koldt gys i denne uge. Det, som føltes godt og rigtigt den gang, viste sig for det meste at være helt katastrofalt dårligt og helt forkert. Nu var proportionerne naturligvis anderledes, og en tur op ad ens egen barndoms allerstejleste bakke på cykel i dag viser også dette. Nu er der selvfølgelig også visse problemer ved at konstruere en stejl bakke på en ø med en maksimal højde på 8 m over havet som Endelave, mit fødested, men man var da i det mindste en selvbestaltet ekspert på elektronik med udviklet kritisk sans. Troede man da i det mindste.
 
Det var man bare ikke, viste det sig, ligesom de allerpæneste piger heller ikke altid var ret pæne, selv om de var piger, æstetikken havde allerede dengang trangere kår på landet end i byerne. Eller vennerne ret venlige for den sags skyld. Det hele var vist bare “The Big Chill”

Produkter, distribution og det modproduktive salgsarbejde.

I denne uge vil vi til en afveksling behandle noget, som er så indlysende simpelt, at kun ganske få åbenbart har indset det. Vi vil simpelthen forsøge på vores sædvanligt høje akademiske niveau at vise, hvordan sammenhængen bør være mellem producenter og deres succesfulde tilstedeværelse på markedet. Her er der nemlig ganske ofte tale om salgsstrategier, som nok ikke ville kunne få 03 efter den gamle karakterskala på Handelshøjskolen.  Blandt dem, som tilsyneladende ikke har forstået noget overhovedet, er alt fra små bolchebutikker med strategisk sans som et tøffeldyr til multinationale megakoncerner med milliardomsætning.

 Der er selvfølgelig også den ganske vist søgte mulighed, at denne skribent ikke har fattet et pip, men døm selv. Hvis det skulle vise sig, at vi får ret, skulle vi måske tilføje “Strategisk planlægning” på vores sortimentside. Som vi ser det, burde der være et marked for sådanne tjenester. Der er ialtfald ofte en ganske slående mangel på sammenhæng mellem produkter og salgskanaler, og flere af eksemplerne bærer præg af lige dele ønsketænkning og manglende realitetssans, bestemt en kedelig cocktail, hvis man altså skal leve af det.
 
Vi vil som udgangspunkt aflive det synspunkt, at hvis et produkt er godt nok, vil det altid finde et marked. Med mindre det er det eneste aktuelle og fremtidige produkt på et marked som for eksempel Apple-computere er der intet produkt, som kan få et marked for sig selv. At Apple overhovedet eksisterer i dag skyldes jo også udelukkende, at den særdeles restriktive amerikanske monopollovgivning faktisk i praksis dikterede det. I en overhængende kritisk periode var Apple simpelthen totalfredet vildt. Det er ikke normalt, som vi skal se.

Enhver ønskedrøm for en producent er som Apple at beherske alle led fra produktion til slutbruger, men her er der allerede fra starten massevis af problemer. Som de allerfleste handlende, som har nogen stabil eller blot perifer berøring med Skat ved, koster det nemlig penge at sælge varer, masser af penge. Det betyder sjovt nok, at de eneste i elektronik- og musikbranchen, som har råd til at styre salgskanalerne, er små til mellemstore firmaer som Linn, Bang&Olufsen m. fl. Nogen af dem gør forresten et fremragende og veltilrettelagt langsigtet salgsarbejde, hvor der eksisterer et rimeligt mix mellem producentejede salgssteder kombineret med mere eller mindre frie forhandlere. Disse sidste opererer så naturligvis indenfor ganske faste rammer.
 
Denne fremgangsmåde er ikke mulig for større firmaer som Sony og Philips. Sony har dog ellers tidligere annonceret, at man ville åbne en mængde “Sony-Superstores”, men for denne skribent er det et ganske godt eksempel på et helt ultimativt modproduktivt salgstiltag. Selv et minimum af økonomisk viden kan vist afsløre, at når man sammenblander produktion, distribution og salg på denne måde uden at have salgsapparatet intakt fra starten, har man simpelthen underskrevet sin egen kommercielle dødsdom. Den eneste måde at omstøde denne dødsdom på er simpelthen som Bang&Olufsen at være i stand til at sælge alle varerne selv, hvis det skulle blive nødvendigt. Når denne trussel faktisk er en reel mulighed, kan den nemlig nøjes med at forblive blot en trussel, og så kan man som Bang&Olufsen spare en del penge, og det er da fint nok.
 
Dette er en del sværere for store firmaer for at sige det mildt, for de er nemlig blevet store, fordi de har diversificeret sig på mange markeder. Hvis de skal kunne sælge alle varerne selv, skal der ganske enkelt helt urealistisk store salgsenheder til, som ingen producent har råd til og det er da forresten også tvivlsomt, om der er nogen mening i at samle alle aktiviteterne hos for eksempel Sony under et tag.. Der er da muligvis også et par stykker hos Sony, som har tænkt lidt over tingene, for de store templer er da hidtil udeblevet, selv om der faktisk er kommet mindst et enkelt Sony-Center. Der har åbenbart været en planlægger, som ikke ville tabe ansigt..
 
Nu er det selv på vores bolche-niveau ganske indlysende, at man ikke kan sammenblande distribution og salg, men det er det langtfra for alle. Vi ved selvfølgelig godt selv, at end ikke verdens muligvis bedste højttaler ATC sælger sig selv, og hvis vi skulle komme i tvivl, kan vi jo se på vores salg i Københavns-området gennem en kollega. Den blev jo heller ikke solgt overhovedet inden vi tog over, og dengang var de såmænd nok ligeså gode, højttalerne altså. Når man som distributør selv sælger, er der naturligvis kun uhyre få om overhovedet nogen, som gider røre produkterne. Man må gøre det hele selv, og hvis man ikke kan forstå det, er der næppe nogen behandling, som hjælper.
 
Nu er det faktisk ikke engang på dette niveau ret mange, som kan se det modproduktive i at forsøge at være distributør, når man nu selv sælger til slutbrugerne. For eksempel har den lokale Tannoy-agent selv varerne til salg i butikken, og så kan vi vel spå en forholdsvis begrænset interesse hos mulige kunder blandt andre forretninger. Faktisk vil grossistsalget lige i dette tilfælde nok være begrænset til de ganske få tilfælde, hvor det har vist sig helt umuligt at overtale kunden til noget andet. Det er sjældent tilfældet, kan vi da afsløre. Faktisk har vi indenfor de sidste 24 år ikke oplevet det. Der er nu massevis af andre, som gør det samme som vores ven Tannoy-agenten. Deres gennemslagskraft er givetvis også noget begrænset.
 
Andre modproduktive foranstaltninger kan være at indføre overflødige mellemled i distributionen. Overflødig betyder her, at der simpelthen heller ikke engang i de gode gamle dage var plads til disse grossister. I dag er situationen kun ændret til det værre, men måske vil man bare ikke lære. Det burde ellers være ganske simpelt, mest fordi spillet har været spillet tidligere af  de samme aktører. At man tabte i Trivial Pursuit sidste gang og forresten også de sidste 117 gange var nok også bare et tilfælde. Der er lidt cirklende akvariefisk over de her cykliske bevægelser. Ikke så frygteligt klogt, men ganske underholdende at se på.
 
I gamle dage kunne de fleste i elektronikbranchen for eksempel købe Ortofon-pickupper og Sennheiser-mikrofoner hos producent/distributør. De få, som ikke kunne, kunne til gengæld købe dem hos storgrossisten Rudolph Schmidt. Det gjorde de bare ikke, fordi avancen herved blev alt for lav. Det hjalp jo heller ikke, at denne lave avance så samtidigt betød, at Rudolph Schmidt på grund af ringe salg heller ikke lagerførte produkterne, for hvad skulle det dog nytte. En ting burde være klar: Dette ekstra led var håbløst for alle parter.
 
Det skal også siges, at Ortofon senere drog den ganske logiske konsekvens, at man selv solgte direkte til alle forhandlere, og det forekommer ret fornuftigt, og grossisten blev helt overflødig. Sennheiser gjorde med etableringen af salgskontorer i hele Norden noget ganske andet. De gjorde nemlig fuldstændigt det samme, som vi havde set tidligere. De nedskar nemlig drastisk antallet af forhandlere, og bl. a. denne virksonhed faldt som offer her. Det er nu ikke vores hensigt at klynke her, overhovedet ikke. Vi respekterer naturligvis Sennheisers valg. Til gengæld håber vi så også, at de tilsvarende respekterer vores ret til at more os over det nye grossistarrangement helt a la fortiden.
 
 Sennheiser har nemlig helt i overensstemmelse med fortidens synder etableret en lokal grossiststruktur, som vel er noget af det bedste eksempel på modproduktiv økonomisk virksomhed ialtfald i denne branche. Som tidligere den lokale elektriker kunne få sig en Sennheiser-hovedtelefon med reduceret avance, således kan vi naturligvis også handle hos disse grossister. Desværre kan hverken vi selv eller grossisterne leve af det, ligeså lidt som man kunne tidligere, så vi har naturligvis takket nej. Det gør grossisterne nok også en dag.
 
I nutidens markedssituation forekommer sådanne tiltag noget komiske. Hvis man vil have en vare har det jo aldrig været lettere eller billigere og da slet ikke med Sennheiser. Der må være en del af konkurrenterne, som får sig et billigt grin her, og vi har da endnu heller ikke set sådanne tendenser brede sig. Vi spår heller ikke ligefrem, at det vil ske. Hvis man vil være tæt på sit marked er det vel heller ikke det allermest oplagte på denne måde samtidigt at isolere sig fra det.
 
Sommetider ser man også i små virksomheder eksempler på, at blot en mistanke hos de eksisterende forhandlere om, at der måske er tale om et skjult direkte fabriksudsalg eller salg fra grossisten et sted med lynets hast dræber salget af de berørte produkter hos de normale forhandlere. Man kan således sagtens forestille sig, at Gamut-salget andre steder påvirkes negativt af, at Hifihusets ejer arbejder freelance for Gamut. Nu er lige præcist det her jo ikke nødvendigvis modproduktivt, da noget af salget formodentligt blot flyttes, men kan dog være en reminder om, at den blotte mistanke om sammenblanding af produktion, distribution og salg er det mest modproduktive, som findes. Hvis man ikke er sikker på, at man kan klare alt salget selv, skal man altså lade være.
 
Vi har i dag behandlet nogle af de simple sammenhænge mellem produktion og salg. Vi har set, at kun ganske få behersker hele fødekæden, og at det kræver en ekstrem distributionskontrol. Hvis man som Sony, Philips, Sennheiser m. fl. for eksempel leverer hovedtelefoner såvel til radiobranchen som til computerbranchen, kan man naturligvis med 100% sandsynlighed regne med, at man aldrig får kontrol med nogetsomhelst. Det sikrer brancheskridningen naturligvis. De fleste har da også klogeligt opgivet, men altså ikke alle åbenbart.

Det er, som om man tror, at der er nogensomhelst sammenhæng mellem distribution og kontrol. Måske forestiller man sig, at man blot fordi man selv distribuerer overalt, vågner man pludselig op og har fuld kontrol med det hele. Det er der naturligvis ikke, som enhver kan overbevise sig om ved blot at tænke på, at Philips, Sony og langt de fleste andre store i praksis altid selv har distribueret deres produkter. Det har ikke givet dem større kontrol end deres egne fragtmænd, måske endda snarere lidt mindre. Så lang tid selv store multinationale firmaer ikke kontrollerer, hvem deres allerstørste grossister sælger deres varer til, forbliver alle drømme om kontrol, ja drømme.
 
Den anden helt sikre måde at få problemer på, er at sælge direkte, enten åbenlyst eller lidt mere i det skjulte. Resultatet er som nævnt det samme, nemlig at alle andre naturligvis holder op, og sommetider er blot en mistanke nok.
 
Det allermest modproduktive i denne verden er dog noget, som man ser både blandt lokale kolleger og store multinationale firmaer: Den store ønsketænkning. Man tror tilsyneladende, at en virksomhed blot defineres af de produkter, som man producerer eller distribuerer. Når man bare selv er overbevist nok om egen og produkternes fortræffelighed, skal det nok gå, så kommer kunderne af sig selv. Det er skønt at have sådan nogen kolleger. Vi ved nemlig selv godt, at man ikke ”bare” skal gøre det ene eller det andet, man skal gøre det rigtigt.
 
Hvordan skal man så sælge varer? Ja, som allerede den amerikanske præsident Theodore Roosevelt bemærkede, er det meget hensigtsmæssigt “to carry a big stick”, hvis alle lokkemidlerne for at sikre et stabilt salg slår fejl. Alternativt kan man jo sælge dem selv, så ved man jo også, at det bliver gjort ordentligt. Det gør vi selv, men vi ved godt, at det som alle valg samtidigt er et fravalg. Vi ved som med ATC også kun altfor godt, at selv ikke det allerbedste produkt sælger noget som helst, hvis ikke forhandleren har den fornødne kvalitet. Der er ikke andre muligheder for os end at gøre det selv. Andre træffer andre valg, og nogen af dem er såmænd fornuftige nok. Langtfra alle, men nogle.

Rørforstærkere: Principper, design og lyd.

På opfordring vil vi i denne uge behandle principperne bag rørforstærkere. Det er jo et emne, som massevis af mennesker har meget dybt rodfæstede meninger om, uden at der ret tit er tale om andet end ukvalificeret pladder. Der er således mange entusiaster, som til enhver tid vil sværge på, at rørforstærkere har et eller andet, som ingen transistorforstærkere overhovedet kan opnå. Deri er vi iøvrigt enige, fordi et rør lyser på en anden måde end selv ATC´s mange lysdioder, men derfra hører enigheden nu også op. At så mange nyere producenter i deres rørforstærkere tilstræber en aldeles ukorrekt “rørlyd”, som faktisk er umulig at opnå i en transistorkonstruktion, er en helt anden sag. Den tager vi lidt senere.

Helt basalt er en rørforstærker helt fra starten en helt anderledes ting end en transistorforstærker. For det første kræver blot anvendelsen af et eneste rør i et apparat 2 helt separate strømforsyninger til selve røret. For at et rør, uanset om det er et forforstærkerrør eller et effektrør, kræver det blot for at virke en stabil, typisk 6.3 V glødespænding blot for at sikre, at elektronstrømmen overhovedet kan foregå. Denne glødespænding er allerede fra starten et problem i mange apparater, fordi der er tale om en ret kraftig strøm og dermed tilsvarende magnetfelt omkring forsyningskablerne til rørenes sokler. De nyere praktiske layouts her tyder kun alt for ofte på, at kun få har læst om disse helt simple sammenhænge.

Derudover kræves der en højspændingsforsyning til rørene på typisk 300-400 V. Denne er noget nemmere at etablere, og nu har vi altså ved hjælp af disse to strømforsyninger et virksomt rør. Principielt er der altså ingen forskel på rørs og transistorers egenskaber som forstærkende elementer udover den nødvendige anvendelse af disse 2 spændinger for at “aktivere” røret. Ialtfald ikke, hvis røret skal bruges som forforstærkerrør, hvor der kun er tale om variationer i spændingssving.

Det er der til gengæld, hvis røret skal bruges i en effektforstærker, for her kommer den helt principielle forskel på rør og transistorer frem. Rør er nemlig tæt på ideelle til at lave store, endda ganske let enorme spændingssving, men til gengæld er de ganske dårlige til at generere strømsving. Nu er Ohms Lov heldigvis opfundet, så som i andre af livets forhold, kabelbranchen her naturligvis undtaget, kan man ved hjælp af en passende transformator omtransformere disse store spændingssving med lav strømstyrke til den meget lavere spænding, som en almindelig lavimpedant højttaler efterspørger. Ved denne transformation opnår man så ganske simpelt i samme ombæring på elegant naturvidenskabelig vis den nødvendige kraftige strøm, idet spændingen jo falder, mens strømmen stiger tilsvarende.

Der er andre principielle forskelle på anvendelsen af rør og transistorer, og den vigtigste er den forøgede varmeudvikling i rørforstærkere. Selv om de fleste transistoriserede forforstærkere kører ren klasse A eller ialtfald ret tæt på, er varmeudviklingen i en tilsvarende rørforstærker på grund af de ekstra forsyninger nødvendigvis en del højere. Det giver et andet problem, som naturligvis de allerfærreste producenter af rørforstærkere overhovedet nævner, nemlig termisk støj.

Sagen er i sin gribende enkelhed, at enhver passiv komponent altid vil støje mere ved en højere temperatur, så hvis man vil have en rørforstærker til at forstærke svage signaler som mikrofoner eller pickupper, er der simpelthen ingen anden udvej end af benytte samme trick i indgangen, nemlig benyttelsen af en transformator. Herved opnår man det fornødne spændingssving uden den tilsvarende forstærkning af støjen. Nu er denne teknisk ideelle løsning naturligvis ikke universelt udbredt, fordi det koster penge, mange penge. Til gengæld er der næppe indtil 1980 lavet et eneste professionelt rørbaseret apparat uden transformatorer i indgangen, så den allerstørste del af verdens kvalitetsindspilninger er altså kommet kommet disse små højtudviklede metalklumper. Tilsvarende nedsætter man jo så i samme ombæring de ellers urealistiske krav til de anvendte rørs følsomhed for mikrofoni, dvs lydinstråling direkte i de forstærkende deles mekanik.

Nu har vi altså efterhånden skitseret det indre af en rørforstærker som en varm kasse med let støjende komponenter og kapacitet for enorme spændingssving. Som tidligere nævnt er det dog nødvendigt for at få den til at virke på en højttaler, at man anvender en transformator i udgangen, og her kan man vist roligt tale om, at der ikke er enighed om noget som helst.

Nu skal det siges, at anvendelsen af transformatorer i udgangen ikke er noget specifikt for rørforstærkere. Som bekendt anvender McIntosh en såkaldt “autoformer”, som lidt populært sagt er en halveret udgangstransformator. Den sikrer resten af elektronikken mod de uundgåelige tilbageelektromotoriske strømstød fra højttalerne, så den ikke behøver at skulle absorbere dette stød momentant med en absurd dimensioneret strømforsyning. Derudover anvendes transformatorer næsten universelt i udgangen på effektforstærkere i professionelle installationer med lange kabeltræk, men det er en helt anden historie.

I en rørforstærker er denne transformator til gengæld nødvendig, selv om verden da har set en ikke altfor vellykket undtagelse. Det er vist ikke for meget at sige, at den allerstørste del af hemmelighederne i enhver røreffektforstærker ligger i design og fabrikation af denne nøglekomponent. Det er simpelthen den allervigtigste komponent og samtidigt den, som vel allermest har bidraget til, at så mange taler om den såkaldte attråede “rørlyd” At det så i virkeligheden for det meste skyldes netop en måske endda med vilje fejlkonstrueret transfomator er en helt anden sag.

Udgangstransformatoren er altid den allermest kritiske del i enhver rørkonstruktion. Det er naturligvis for meget sagt, at man blot behøver en god transformator, men hvis man ikke har en, kan et ellers glimrende design gå ad Pommern til. For at en transformator skal kunne overføre lave frekvenser, skal den være fysisk stor og for større effektoverførsel skal den være endnu større. Det behøver den godt nok ikke være for at kunne overføre et stort frekvensområde opefter, men til gengæld bliver det vanskeligere at designe meget store udgangstransformatorer, fordi de forskellige tab i transformatorens viklinger tiltager ved højere frekvenser. Samtidigt ser man meget ofte ganske store fasedrej i transformatorerne imod de højere frekvenser. Det medvirker til fundamental ustabilitet og en tendens til selvdestruktion af mange rørforstærkere, hvis der ikke er tilsluttet en højttaler.

Nu er det jo ikke ensbetydende med, at det er umuligt at designe og fremstille en udgangstransformator, som kommer ganske tæt på det perfekte. Begge dele er dog lige svære, og man nøjes normalt med at opfylde et helt tredje krav, nemlig at denne praktiske transformator skal være billig at fremstille. Det har ikke så meget med størrelsen at gøre som med den omhu, som er nødvendig for i produktionen at opnå tætte og helt ensartede viklinger, og her kommer de allerfleste naturligvis til kort.

Det har absolut intet at gøre med produktionslandet. Selv ved produktion i Kina er der formidable problemer. I en nylig test i Hifi News af et nyt Tim de Paravicini-designet Quad-apparat lagde man endda fra producentens side ikke skjul på, at den allervigtigste parameter i Tims design af de nødvendige transformatorer var en simpel produktion. Mon vi ikke kan forvente en typisk frekvensbegrænset rørlyd fra disse apparater?. Ydermere er det jo nødvendigt at operere med 2 sæt viklinger på højttalersiden, fordi forstærkeren skal kunne drive både 4 og 8 ohms højttalere, og det kræver yderligere pålidelighed og uhyggelig ensartethed i produktionen.

Nu skal man ikke tro, at alt det ovenstående betyder, at man ikke kan lave en i praksis ideel transformator, for det kan man nemlig godt. Ideel i denne henseende betyder godt nok p.g.a. den uundgåelige ohmske modstand i transformatoren i forbindelse med den ligeledes uundgåelige kapacitet, at dæmpningsfaktoren i praksis næppe kan blive over 20-25 i 8 ohm. Det er dog også i praksis nok.

Til gengæld kan frekvensområdet ved korrekt design sagtens være ganske imponerende, måske fra 2 Hz (principielt jo ikke fra 0 hz) til 100khz plus minus 0.5 dB med absolut stabilitet. Os bekendt er der dog for tiden kun en enkelt producent med transformatorer i denne kvalitet, men vi kan tage fejl. Til gengæld giver udgangstransformatoren som nævnt immunitet mod højttalerens såkaldte ”back-electro motive force-EMF”. Det giver mulighed for overordentligt enkle kredsløbstekniske løsninger i forstærkerens driver-trin og naturligvis også i selve forforstærkeren. Nu er enkelhed i elektronik jo ganske ofte en god måde at sikre god lyd, selv om man ikke må tage fejl af komponentantallet i apparatet. En enkel løsning kan således sagtens kræve massevis af komponenter, men det er en helt anden sag til en anden dag.

Det er en udbredt misforståelse, at begreberne single-ended og push-pull har noget at gøre med rørforstærkere specifikt. Man kan sagtens konstruere en transistorforstærker som single-ended, ligesom man som nævnt ofte designer professionelle udgangsforstærkere med udgangstransformatorer. Det er til gengæld korrekt, at single-endede rørforstærkere har en særlig rørlyd, som de ganske få single-endede transistorforstærkere ikke har. Alle single-endede effektforstærkere har en væsentlig lavere effektivitet end tilsvarende push-pull, hvor et eller flere rør deles om signalets ene halvperiode. Den lave virkningsgrad med et udgangsrør til hele perioden, giver for det meste en absurd lav effekt i single-endede rørforstærkere, oftest kun et par watt, med mindre man bruger kæmpestore senderrør til brug i radiostationer.

Det ser man godt nok undertiden, men for at udnytte disse rør kræves altså spændinger på ofte langt over 1000 volt i apparaterne, og det begrænser udbredelsen noget. Enhver, som har set et af disse gigantiske rør svigte på nært hold, har fået et rør-knæk for livet. At så også udgangsimpedansen med singleendede rørforstærkere kommer op på op til flere ohm betyder jo så tillige, at denne ellers glimrende forstærker foruden ingen effekt at have i stedet for at reproducere højttalerens tiltænkte frekvenskurve med faktisk ganske stort held forsøger at afspille højttalerens impedanskurve i stedet for. Til dynamiske højttalere er disse apparater tæt på at være ubrugelige, selv om visse af dem spiller glimrende, dog for det meste med uacceptabel egenstøj, for det meste i form af brum. Hvis man så samtidigt forsøger at parre disse laveffekts-monstre med ultraeffektive højttalere, er man altså selv ude om de uundgåelige støjproblemer.

Det turde være klart af ovenstående, at man godt kan konstruere en ultrastabil og særdeles kraftig forstærker med rør, og denne kan have et mere end tilfredsstillende frekvensområde. Samtidigt kan den have fuld effektbåndbredde i hele frekvensområdet, og der kan kun yderst få transistorforstærkere være med uden problemer. Udgangsimpedansen er godt nok ikke altfor høj, men skønnes dog at være høj nok. Ved hensigtsmæssig transformatordesign i ind-og udgang kan en rørforstærkers støjdata godt være særdeles tilfredsstillende uden dog helt at nå de allerbedste lidt køligere transistorforstærkere.

Hvad så med lyden? Ja, som nævnt en gang tidligere har vores helt Tim de Paravicini fra EAR altid hævdet, at han sagtens kan lave det samme med såvel transistorer som rør. Hans absolutte topsæt er forresten et transistorsæt med transformatorer i både mellemforstærkertrin og udgang, altså topologisk identisk med hans rørforstærkere. Nu står han sikkert temmelig alene med det synspunkt, for de allerfleste andre har vel hørt rørforstærkere, som helt umiskendeligt lød som rørforstærkere. Det er blot Tims og naturligvis også vores egen mening, at de lød som rør, fordi de var fejlkonstruerede.

Rør lyder nemlig ikke som rør i en rigtig konstruktion, overhovedet ikke. De lyder blot korrekt, og det er noget ganske andet. Det gør de allerfleste rørforstærkere bare ikke, og mange har vel hørt de første livsfarlige Edison-rørforstærkere. Det er vel nærmest prototypen på et kikset design, men sikke det lyder af rør. Den har både absurd lav praktisk effekt, bittelille frekvensområde og komisk høj harmonisk forvrængning. Nu er forvrængning jo ofte i rørforstærkere (men langtfra altid) den ørevenlige lige harmoniske slags, som giver en varm lyd. Korrekt er det dog ikke, men foretrækkes ligesom siliconebryster af mange-måske i virkeligheden de samme? Hele generationer af danske audiofiler har vel også mere eller mindre hele deres rør-opdragelse fra møderne med de forskellige inkarnationer af Audio Innovations- apparaterne med rør i en fin bue på en spejlglasforplade, så man kan dårligt bebrejde dem disse fordomme.

Efter denne skribents mening baseret på et par årtiers sammenligninger er der ikke nogen nødvendig sammenhæng mellem, om lyden produceres af transistorer eller rør. Begge kan ved korrekt design give absolut fremragende resultater, og de konstaterede forskelligheder kan ikke med nogen rimelighed relateres til så simple ting som forskelle mellem de forstærkende elementer. Vi har altid haft både det ene og det andet princip sat til skiftevis i vores forskellige setups, og alle er da særdeles velkomne til at prøve at danne sig deres egne meninger. Den korrekt designede rørforstærker lyder ikke af rør overhovedet. Den lyder nemlig overhovedet ikke af noget som helst. Næsten ikke i alt fald og da i alt fald ikke af rør.

Dette er muligvis en skuffende konklusion for de mange kommende rørentusiaster, men ikke desto mindre er det altså sandt, ialtfald for os: Det er kun en dårlig rørforstærker, som lyder af rør. Hvis du vil have sådan en, er der altid massevis til salg brugt. Måske er der en grund til det, men hvad den er, kan vi naturligvis ikke vide. Den sandsynligste er jo nok, at den lyder af rør. Det gør rigtige rørforstærkere nemlig slet ikke.