Måske et nyt “batch” hundehvalpe?

Måske er det blot en uundgåelig følgesygdom ved at blive gammel, men man bliver noget mere sentimental og kommet let til at længes efter ældre og mere potente dage. For eksempel dengang denne skribent og den dengang unge og vitale Folmer Hund huserede på midtbyens græsplæner og andre steder for hundetræf. Det var så  inden Pia Mathiasen blev en herlig daglig realitet, ja hun hed jo faktisk kun Dahl Olsen dengang. Og var end ikke blevet en våd drøm endnu. Det forekommer uendeligt længe siden, og er det vel faktisk osse..

Nå, men sådan er det så ikke længere. Det frie liv uden særlige forpligtelser er forlængst afgået ved døden, og det er salig Folmer Hund jo pr. definition også. Aldrig mere skal vi opleve det stædige apparat af et kræ så selvstændigt og uforglemmeligt som dengang både han og jeg v ar uden andre hensyn end til hinanden. Sikke tider..
Nå, men alting har en ende, og kræet endte jo med at svigte mig og det endda fuldstændigt. Heldigvis var det så til fordel for den skønne daværende frøken Dahl Olsen, men vores fælles kvalitetstid sammen mand og hund var endegyldigt forbi. Derfor var det også med betydelig glæde, at denne skribent belemrede den efterhånden ligeledes midaldrende Folmer Hund med en ny hund i familien, Folmers egen ætling Anton Hund.

Se, der kunne den da bare lære det, den gamle fyr. At blive svigtet af sin nærmeste. Nå, men det kloge gamle kræ valgte blot højmodigt at ignorere Anton Hund og fortsætte ufortrødent med at være ” mor-hund” Og det var først, da vi fik endnu en ætling af den efterhånden aldrende Folmer Hund, Fine Hund, at den gamle nødtvungent måtte melde sig lidt ind i hundeflokken igen. Med en helt ny gruppedynamik var det for svært for den gamle at se de andre hoppe henrykt rundt uden selv at deltage.

Det må have været både uvant og hårdt for den gamle fyr, men lidt skadefro var denne skribent dog alligevel. Dér fik kræet en dosis af sin egen medicin og fik at føle, hvordan det var at blive forladt og svigtet af sin nærmeste. Nå ,men Folmer Hund klarede sig selvfølgelig flot også under de nye forhold og var vel i virkeligheden en inspiration for mange, mig selv ikke fuldstændigt undtaget. Fordi gammelt og godt sagtens kan erstattes med anderledes og endnu bedre langt hinsides enhver tideligere forestilling.

Nå, men nu er både ungdommen og det meste af manddommen så forbi for denne skribent, og så er det ved at være sidste chance for at gå i barndom påny. Det er derfor, at vi efter ankomsten af atter en hvalp efter præmiehunden Folmer, yndige Frida Hund (som vi fik tilbage efter en landfamilies retur til hundefjendtlige karreeer i Risskov) faktisk overvejer et nyt kuld. For nok er Anton og Fine fantastiske og unikke kræ, men Frida Hund er skræmmende meget lig sin salig far. Faktisk så meget, at det seriøst overvejes at avle på den fine model.

Som reklame for projektet vil jeg forsøge at uploade et par billeder af den muligt kommende mor som reklame for projektet, som er en slags “crowd funding” Det vil sige, at når der er nok interesse efter at få en hvalp, så kører toget.
Og vi skal advare om, at billederne af Frida Hund vil være af en art, der er svært vanedannende og forhåbentligt vil give varige men og savn efter en nuttet hundehvalp.
Der så i dette heldige tilfælde osse vil blive en nuttet hund!

Hip-hip og så det lange! OBS: Nu med “heksejagt”

Nu er det ikke kun kæreste-jubilæer og bryllupsdage og andre for andre ret uvedkommende ting, som vi fejrer i vores lillebitte familievirksomhed. Nej, undertiden fejrer vi sågar osse visse direkte firma-relaterede ting, der næppe heller interesserer ret mange flere mennesker.. At vi ikke gør det særligt tit betyder naturligvis ikke, at der ingenting sker og derfor intet er at fejre. Ellers var der jo trods alt dårligt tid til at sidde her og lege. Det tyder blot på, at vores lille virksomheds strategiske plan om at leve den stille eksistens med gode og stabile forretningsforbindelser har vist sin bæredygtighed. Og da der er mange glæder dagligt og har været det i nu 33 år betyder så osse, at vi efterhånden kun fejrer de allerstørste. Men det må man selvfølgelig så osse lige huske at gøre. Især når den som i fredags ligefrem kom dumpende ned!

Og det er så det, vi gør lige nu, hvor vores lille firma har fået en ordre af en størrelse, som det og jeg selv aldrig tidligere har oplevet. Uden at afsløre alt for meget for visse branche-“kollegers” (sådan en parentes skal der med, når vi omtaler den vistnok eneste kollega, som denne skribent aldrig giver hånd igen) nyfigne øjne, så er der IKKE tale om en HEL million. Nej, kun næsten og tæt ved. Men det er nu også ganske meget for en lille ydmyg kælderbutik som vores, der ellers lever af smulerne fra de store kollegers bord. Men at vi rent faktisk lever og det endda ganske overordentligt godt siger vel osse et eller andet-godt!” Og sådan en ordre er unægteligt værd at vente på.

Nå, men tilbage til hverdagen: Livet er ikke lutter lagkage, der er jo osse tørkager, som en kendt dansk poet så rammende udtrykte det-bestemt et af de fyndord, der givet livet dybde. Vi starter nemlig forbandet tidligt i dag med at køre varer og unægteligt af den mere alternative slags: Metal-omklædningsskabe til industrien. Og hvis nogen skulle undre sig over, hvorfor vi ingen varer har på vores hjemmeside andet end de mest rudimentære antydninger af firmaets sande sortiment, så tænk blot på, hvor vi skulle have ind-placeret disse gigantiske stålskabe? Nej vel og så er det desuden osse meget lettere helt at lade være med at “liste” varerne op.

Nå, men når vi så er færdige med det, så er der guddødemig et par varebils-læs mere af sager til en større lokal uddannelsesinstitution: Kasser og flightcases og alt muligt andet og en bunke action-kameraer-måske vi skulle dokumentere dagens indsats? Og rart for denne skribent endeligt at få lidt gavn af sine tidligere erfaringer som hårdtarbejdende havnearbejder når nu der kom så forfærdeligt lidt ud af de akademiske præstationer!
Og så burde der osse kunne blive lidt tid til at lege med et par nye speakermanagement-systemer, der er kommet til for nyligt.: En dbx 4800 og en Lake LM 26 mere som supplement til dem, der kører vores store biografsystemer. Og som derfor er “urørlige” og ikke tillader almindeligt pilleri.
Og så får vi se, hvad der er bedst. Dog kan vi allerede nu afsløre, at i lighed med vores nylige test af åndssvagt dyre DA-konvertere, er de er MEGET gode begge 2!

PS. Efter sidste uges lidt spidse kommentarer havde jeg ellers tænkt på at vælge et ukontroversielt små-snakkende emne i denne uge uden ret meget hifi. Ellers tror folk jo let, at jeg er en sur gammel mand. Selv om dette er delvist modbevist i den forløbne uge, hvor jeg faktisk adskillige gange har haft besøg af den uforlignelige “Zig”, der har “for-zigret” mig om, at jeg vist er en rimeligt glad person-omend ikke fuldstændigt normal. Og hans ord har en betydelig faglig vægt.Altid rart at få sådan noget at vide, når man bestemt sommetider selv er ganske meget i tvivl om selvsamme normalitet nu osse omfatter én selv..

Nå, men helt slippe kan vi så heller ikke denne uge. Vi føler os nødsaget til at kommentere en tråd på hifi4all, der hedder “Hørning rørforstærkere?” under rubrikken “Analog lyd” I den tråd forekommer der oplagte urimeligheder af en karakter, der mere indikerer en monumental mangel på dømmekraft hos mange deltagere dér. I mangel af bedre kan man vel benævne det en slags “heksejagt light” Og vel og mærke en jagt på den slags “menneskelige vildt”, som enhver burde vide var totalfredet!

Trådstarter er ellers normalt ganske fornuftig og desuden tidligere mangeårig hififorhandler i det vestjydske, selv om han vist mest gjorde sig bemærket i forbindelse med sin sidste firmalukning. Der smækkede han noget højlydt med dørene mens han skød med afgjort skarpt mod illoyale kunder og andre fæhoveder. Nå, det var dengang, siden er vi allesammen blevet ældre. Ikke mindst dømmekraften er tydeligvis røget noget i svinget!

Historien starter, efter at Ole, som manden kalder sig og iøvrigt osse ret let kan googles til at hedde i andet end den virtuelle virkelighed, har fået sig en stor og dermed givetvis fantastisk dansk og iøvrigt ganske ukendt  rørforstærker. Det eneste, der efterfølgende viser sig umiddelbart at være genkendeligt er nyprisen på ikke ganske ubetydelige 128.000,- Og jo så lige mærket, nemlig “Hørning” Og så starter tosserierne for alvor. For glade Ole vil vide mere, MEGET mere!

Først går Ole naturligvis løs på Hørning selv og får noget varierende forklaringer på den fantastiske forstærkers genese. (vi husker igen prisen som eneste objektive oplysning om produktet) Hørning citeres for skiftevis at sige, at han selv har lavet den, at han ikke kan huske designeren og til slut, at denne vistnok er død. Det kræver vel næppe nogen “Perry Mason” her for at se, at næppe alle forkklaringerne kan være korrekte og det gennemskuer Ole osse. Til gengæld bider samme Ole sig så fast i en oplysning, der for denne skribent ellers sagtens kan være af samme sandhedsmæssige bonitet: Der skulle efter sigende været lavet 10 stk. af denne fantastiske forstærker (husk stadigvæk, at prisen stadigvæk er den eneste kendte kvalitetsparameter)

Selv ville vi nok være tilbøjelige til at mene, at denne sidste oplysning har nogenlunde samme sandhedsværdi som Hørnings øvrige ytringer, men lad det nu ligge. Ole fortsætter ufortrødent sin søgen hen over liget af en nyligt afdød kær ven (af denne skribent, altså) i det vendsysselske efter den sande konstruktør af sin fantastiske forstærker.
Og ENDELIGT, ENDELIGT lykkes det af omveje at spore en for os lokal fyr, som nogle mener vistnok med nogen sikkerhed har lavet den fantastiske forstærker. Og så er det, det her tosseri når et højdepunkt i manglende dømmekraft fra trådstarters side.

For guddødemig om ikke vor ven Ole EFTER forgæves at have ringet til den formodede konstruktør uden det mindste held (det er bare uforskammet) FORTSÆTTER med efter at have offentliggjort mandens fulde navn og adresse at efterspørge informationer om samme person. Som han altså lige har snakket med selv og har fået røret klappet på. Fordi skikkelige Poul H., som manden hedder, naturligvis ikke er bare den allermindste smule forpligtet til at spilde sin tid med idiotiske opkald om noget, som samme Poul naturligvis aldrig har SOLGT Måske ikke engang fået penge for, hvis vi kender vores “pappenheimer” ret og det altså til en start ER ham.

Nå, men den kollektive “frenzy” fortsætter. med udvekslingen af samme stakkels Pouls Linkedin oplysninger og arbejdsplads osv. Hvad Fanden skal det gøre godt for, manden gider jo ikke snakke, med dig, Ole Fjols! Måske han som så mange andre tidligere aktive i den hifibranche skulle se at få sig et hemmeligt telefonnummer og en hemmelig adresse?

Det her er da simpelthen for sygt: Trådstarter Ole får af den oprindelige “producent” Hørning det at vide, som han efter denne fremturen fortjener: ABSOLUT INGENTING Og efter at have studeret Ole videre færd forstår man da så langt bedre Tommy Hørnings svar, for enhver beskytter vel sine kilder+
Og da særligt mod tåber som Ole her, der som tidligere forhandler burde vide så langt bedre. Nå, men han har så åbenbart aldrig solgt så meget, at fortiden på samme måde indhenter ham selv.
Det kunne vi squ ellers godt have undt ham! Stop den her “hifi-stalking” straks!

Ord fra en “mavesur ultranationalist” (så nu er jeg nødt til at købe mit hifi andre steder cit.)

I dag vil vi berøre et problem, som jeg ikke helt havde troet fandtes længere på disse kanter. Eller rettere, det gør de naturligvis, men vist indtil videre mest op-koncentereret blandt mellemøstlige indvandrere, som en nylig diskussion om en tyrkisk friskole på Horsens-egnen til fulde demonstrerede. Det var en såkaldt “walk out” diskussion omkring det mislykkede tyrkiske militær (?)-kup  fornyligt, der simpelthen akut lukkede skolen, da alle kunderne forsvandt. En uge, så var det ovre. Så effektiv boykot formåede ikke engang nazisterne det efter Krystalnatten, selv om de jo bestemt ikke ligefrem var amatører. Ingen jødiske butikker overlevede ganske vist, men det tog nogen tid inden de sidste var væk. Emnet i dag er dæmonisering. Nemlig den totale dæmonisering af modparten, der umuliggør nogen som helst reel informationsudveksling og dermed fører til overhovedet ingenting. Altså fuldstændigt det samme som forsøg på ægte integration med forbud fra den ene part med ind-giftning.

Baggrunden for dagens tekst er en smule usædvanlig. Det drejer sig nemlig om en ubetydelig Facebook-notits kom for skade at skrive i forbindelse med det amerikanske valg. Det er ellers ikke noget, jeg gør meget i, jeg har så vidt jeg husker kun et par gange IALT skrevet nogenting der. Og måske jeg osse skulle have ladet være her, når nu konsekvenserne var som de var.
Nå, værre var de så heller ikke.

Nu er denne skribent jo ikke akkurat nogen mimose, som regulære læsere på denne plads naturligvis burde vide-jeg bilder mig ind, at jeg giver og tager med nogenlunde samme sind. Det er ligesom vilkårene på “ordenes slagmark” Alligevel blev jeg nu noget forundret over den pludselige udvikling, som ellers ret flagrende betragtninger om, hvad politik egentligt er, udviklede sig til. Som ellers ganske veltrænet i professionel social omgang med masser af forskellige mennesker gennem en årti-lang karriere kom det alligevel totalt bag på mig, hvor vred et menneske kan blive. Over noget, som jeg basalt set synes er ingen verdens ting andet end banaliteter. Hm., måske jeg selv har en rem af huden…?

For de forhåbentligt få, som det måtte interessere, så kan tråden ses på Facebook under “Poul Vikkelsø Mathiasen” og naturligvis øverst, da der ellers absolut ikke sker ret meget der på den side. For de forhåbentligt mange, der IKKE gider læse den ellers uhyre interessante udvikling af kommunikationen mellem denne skribent og en vis “Nicolaus”, så har vi valgt at gengive konklusionen allerede i dagens overskrift. Måske vi alligevel skal opfordre læsere til lige at “skimme”, tråden er ganske kort. Til gengæld er konklusionen skræmmende, for er der virkeligt SÅ meget had mod en  relativt almindelige halv-fallerede akademiker som denne skribent fra et medlem af “eliten” derovre  i det midtjyske?

For jeg synes da godt nok, at den på dette sted tidligere nævnte “civilisationens fernis” forsvinder lidt rigeligt hurtigt i diskussionen af noget så vidtfavnende banalt som politik, og denne gang ikke kun for denne ellers ikke videre konfliktsky skribent.. Dog vil jeg gerne acceptere overskriftens “mavesur” som præmis, sådan er det nu vist bare at blive gammel. Udover det, så må jeg også indrømme, at vi faktisk flager med Dannebrog hver måned den 15. for at fejre kærestejubilæum og bryllupsdag, så måske det er nok til i den selvudnævnte midtjyske “elites” optik til at kvalificere til at være “ultranationalist” Det må det vel være, ellers er jeg vist bare en ret almindelig dansker med en i selvforståelsen rimelig symmetrisk venden sig indad og udad i omgangen med den nye verdensorden.

Nå, men dommen fra min “samtale”-partner der på Facebook  var prompte og inappellabel: Ingen fremtidig business her i vores butik. Og DEN havde jeg godt ikke lige set komme. Ikke at vi ikke kan leve uden, et totalt provenu på 1200,- på 11 år er til at overleve, men hvad tænker manden dog på, denne ellers elskelige folkeskolelærer? Mon han i samme åndedrag checker sin lokale dagligvarebutik ud for eventuelle DF-ansatte? Eller måske han bare køber alt på nettet med rimelig sikkerhed for at medvirke til at lønne en masse østeuropæiske arbejdere, der med statsgaranti er væsentligt mere fremmedfjendtlige og uhyre intolerante overfor enhver blødsødenhed ? Altså end selv denne noget mere runde “ultranationalist”

Tjah, hvem skulle nu have troet, at denne ellers fredsommelige skribent skulle blive udsat for sådan en  vredens bredside?  Der kan sagtens være andre gange, hvor jeg har fortjent den, men enhver må så dømme , om det var helt berettiget denne gang derovre på Facebook.
Der har tydeligvis været et eller andet helt galt med debatniveauet i Danmark, og det har jo ofte været berørt tidligere på denne side. Noget tyder dog heldigvis på, at der kan være sket et tøbrud for den mellem-“danskelige” kommunikation så måske der er håb endnu?
Det håb vil jeg nære, mens jeg dog stadig lige vil forbløffes lidt over, at Carsten Jensen-dæmoniseringen af alle, der ikke ligner samme ordskidt-spand åbenbart har haft noget, der vel lidt ligner en discipel her i det midtjydske..
Den slags smitte, der engang var brunlig. Fascisme har mange alle regnbuens farver og har vist kun det fællestræk, at nogen har den indlysende og iboende ret, mens andre principielt ikke kan have ret overhovedet. Og at VORES politik er baseret på objektive fakta og derfor den rigtige. Sig mig, hvad lærer man egentligt i skolen-tydeligvis ikke nødvendigvis altid (selv)kritisk sans!
Den tydeligvis objektivt tumpede og uforstående restgruppe tjener så ikke til andet end at blive dæmoniseret. Men heldigvis altså så en korrekt og objektiv bedømmelse.Tak for kaffe!.

Lenco Clean

I dag vil vi starte med at mindes. Og osse huske at minde om den obligatoriske offentlighed for eventuelle kommentar-givere. Se, det gør næsten slet ikke ondt og burde osse hen af vejen ændre debatklimaet til det mere sobre fra dengang alle aviserne læserbrevs-skribenters fulde  adresser stod lige under deres skriverier. Det var inden verden gik af lave og landet knækkede over i de selvsupplerende selvfede og os andre. Ikke nær så længe siden, som man skulle tro, hvilket jo blot gør udsigterne endnu mere skræmmende. For hvis nogen tror, at USA`s problemer går væk ved at vælge Clinton, så kan man godt tro om igen. De vender tilbage og bliver bare værre til næste gang med en endnu større polarisering. Vildere og voldsommere og mere voldeligt.

Nå, tilbage til de rigtige minder om dengang der var noget, der hed Lenco Clean. Det var så osse dengang der endnu var noget, der bare hed Lenco UDEN Clean og allerede nu ville den vankundige læser straks gætte på, at dette “Clean” måtte være beregnet til Lenco, der var et datidens fremmeste mærker for vinyl-pladespillere-omend noget på retur og på sidstningen af et glorværdigt tysk/schweizisk mekanisk industrieventyr. Det var slet ikke tilfældet, ja måske man endda kan sige, at produktet var et glimrende eksempel på gennem-falsk markedsføring. For det første var det ikke beregnet til Lenco-pladespillere specielt (omend visse kritiske sprogrøgtere med nogen ret vil pege på, at navnet jo kunne referere til “brandet” Lenco)

Det andet var så meget mindre vederhæftigt og minder mest om nutidens hifivoodo-marked, hvor intet tilsyneladende er så åndssvagt, at man  ikke sagtens kan få positiv omtale i et af nutidens få økonomisk-nødlidende hifi-magasiner-det være på papir eller netbårent. Det var nemlig overhovedet heller ikke noget rensemiddel, det der Lenco Clean og det ikke engang ganske lidt.
Lenco Clean bestod simpelthen af en lille tyk plastic-arm, der var fyldt med en spritbaseret væske, der fulgte den rigtige pickuparm ind over pladen, mens den konstant pøsede sin væske ud, så pickuppen sejlede af sted mens skidtet på pladen midlertidigt blev opløst. Derved lettedes pickupnålens normalt svære arbejde med at skubbe skidt og støv og hundehår fra rille ril rille (og den mere umulige del: at gøre noget ved det skidt, der lå i bunden af rillen-der var jo ligesom ellers ingen steder at skubbe DET hen) Nå, men det var der så nu med Lenco Clean, fordi alt skidt og andet snask nu flød rundt i en lind sprit-suppe, mens pickuppen så kunne aftaste en sprit-ren vinyloverflade.

Hvad det så betød for nålens accelerationsegenskaber tænkte ingen på, videnskaben må vel dengang have været på et lavere stade. Eller, måske mere sandsynligt, folk havde en fysisk basisviden.
Lenco Clean var et så revolutionerende superfedt produkt, at denne skribent naturligvis ganske hovedkulds kastede sig over det som en løsning på alle vinylens forbandelser med støj og ophobning af støvbolde på nålen. Med Lenco Clean var der dømt støjfri afspilning dog med den allerede fra starten ganske distraherende bivirkning, at man ikke straks kunne spille side 2 af pladen, om dette måtte ønskes. For det tog op mod 5 minutter, inden væsken inderst var fordampet og pladen kunne vendes. Således blev afspilningen af Wagners “Der Ring des Nibelungen” en ganske særegen oplevelse med rigeligt mange pauser oveni i alle de vinylmedie-dikterede, hvor akterne på ingen måde var sammenfaldende med siderne på skiverne.

Nå, men alt går får en ende, og det gjorde Lenco Clean så osse. Det skete dengang denne naive skribent i et hifi-blad læste om den vidunderlige Decca Mk 6 (SD) pickup og sådan en måtte han straks have. Der var et par indbyggede overraskelser: På grund af den nærmest ikke-eksisterende frihøjde kunne starten af pladen på mægtigt mange LP-er IKKE spilles, fordi kanten af pickuppen hvilede på LP-ens yderste og lidt tykkere del.
Og som om dette ikke var nok, så druknede Deccaen efter ret kort tid, fordi væsken fra Lenco Clean trængte inde i pickuppens indmad med permanent brum til følge. Så slut med Lenco Clean, der måske osse på den tid var ved at vise sig at være en løsning på ét problem, der blot skabte andre. Og jeg skal love for, det gav problemer, for ganske hurtigt opdagede jeg jo, at nok havde de plader, der var afspillet med Lenco Clean, spillet ganske perfekt MEN: Måske ikke fuldstændigt overraskende, så havde alt det skidt, som på en ikke-“lencofiseret” plade havde hvilet ret harmløst i toppen af rillen (hvor nålen kunne skubbe det omkring) nu aflejret sig som sedimenter  i BUNDEN af LP-en. Hvor skidtets eneste udvej nærmest var at komme ud på pladens anden side.

Der stod den meget yngre entusiast Poul M. så med flere hundrede uafspillelige LP-plader og det har han så iøvrigt gjort indtil denne weekend. For nok har jeg ejet en Keith Monks pladerensemaskine, der dog tangerer det mest håbløse ingeniørmakværk, jeg nogensinde har set med sin lille sugearm, der kræver konstant vedligeholdelse for at suge jævnt ved hjælp af en fucking sytråd som friktionskontrol. Et gennemlatterligt produkt! Så det blev opgivet og pladerne blev bare stående som et monument over ungdommens dårskab.

Det varede så lige indtil i går, hvor denne skribent endeligt fik gang i en RIGTIG pladerensemaskine, hvor der var tænkt lidt lateralt over tingene og ikke mindst hvordan man skal suge væsken af pladen igen. Og hurra for Project VC-S, for sådan en var det..
Endeligt, endeligt kunne man rense en Lenco Clean-inficeret plade HELT og aldeles og det altsammen på under 30 sekunder pr. side. Sugearmen er simpel, men til gengæld fantastisk effektiv og al væske er væk på 5 sekunder og pladen øjeblikkeligt spilleklar og perfekt.

Og nu kan denne skribent så som i ruinerne efter Herculaneum og Pompeji gå på opdagelse i en fortid, der er totalt frosset. Det ene stad var det af vulkansk aske, det andet var så af det skide Lenco Clean, der gjorde en hel pladesamling uspillelig. Og man kan simpelthen totalt sikkert som i Italien tidsfæste den dag, det altsammen skete, da jeg dengang skrev detaljer på mine pladecovers. 15. maj 1978, det var der, Lenco forbandelsen hørte op.
Eller rettere, det var det jo faktisk først den 6. november 2016, hvor forbandelsen endeligt kunne “rulles tilbage” og hvor de første plader med klassiske EMI-superoptagelser igen kunne afspilles. Og sikke dog en fornøjelse atter at høre den muligvis allerbedste indspilning af Sjostakovitj` klavertri med Previn, Young Uck Kim  og Ralph Kirschbaum. Sublimt.Og David Oistrakh med sammes violinkoncerter med Maksim Sjostakovitj på podiet.
Tak af hjertet, Project!
Og det var så, hvad vi havde valgt at bringe af tanker om “udrensning” i dag.