Måned: februar 2021

 Nu er det vanskeligt at overvurdere den kollektive  historiske uvidenhed blandt moderne danskere selv blandt alle de andre af det danske uddannelsessystems absolut mindre glorværdige resultater. Og dette naturligvis ikke mindst fordi de til enhver tid siddende magthavere under alle styreformer af al magt forsøger at forme og direkte definere  historien, så den bedst kan bruges i nutidens svinske politik. Og intet kan vel for den nuværende danske regering vel være nemmere, når nu få eller ingen har nogen historisk viden-OVERHOVEDET! Og selvfølgelig netop derfor vil vi i dag starte med en absolut politisk hædermand fra forden forlængst forsvundne fortid.

Manden hed Marius, eller faktisk rettere, Gaius Marius. Men som næppe nogen bekendt var der så få benyttede fornavne dengang i det gamle Rom (som jo så altså var ganske nyt endnu, forsåvidt at det endnu var en republik, ganske vist i smeltediglen), at man normalt simpelthen udelod dem. Altså blot Marius.Dengang (og endnu heldigvis i nogen modstrid med nuværende dansk politisk praksis) var det politisk praksis at udnævne en mand til såkaldt “konsul” i stunder, hvor landet stod i særskilt våde. 

Og det må man sige, at Rom gjorde dengang i det næstsidste århundrede f. Kr., hvor både kimbrere og teutoner og numidere og pirater og alskens andre tvivlsomme godtfolk hærgede Rom. Og en lille politisk indskudt bemærkning: Mon vi danskere egentligt har sagt passende undskyld og ydet økonomisk afbigt til de italiske stammer for vores landsmænds daværende nordsitalienske ofre? For både kimbrere og teotonere havde et afgørende dansk islæt uden at nationaliteter endnu ellers var andet end skønsomme og tilfældige overbygninger over et stammefællesskab. Lidt ligesom Danmark i dag er i færd med at udvikle sig til regionale fremfor nationale fællesskaber.

Nå, men Rom var på røven og udnævnte Marius til i praksis diktatorisk hærfører, som skulle gøre kål på de invaderende barbarer. Endnu en indskudt bemærkning: “Barbarer” er vel i tiden blevet dem, der ikke umiddelbart kan indpasses i det gode og lydige danske fællesskab med mundbind og nytteløse massetest og anden vilkårlig myndighedsakivitet? Ja, enkelte af dem går endda ud på isen i en eller mange tusindårig tradition, som myndigheder for første gang har forbudt.  AL FÆRDSEL og OVERALT uden at vist ellers er druknede ved at drysse igennem isen i historisk tid. Sådan noget bestemmer man vist mest, fordi man KAN. og i god tråd med dagens forslag om at forbyde al rygning på stranden-vistnok ikke fordi statsmagten har aktuelle planer om at at tillade nogen særlige badeaktiviteter. For som bekendt anmeldes selv 6 vinterbadere på en lang badebro samtidigt til politiet i vildskab. Til sikkert stor glæde for myndighederne, der må mærke en sælsom semi-seksuel kriblen ved tanken om mulighed for endnu mere kontrol  i det kun alt for villige mæleløse folke-substrat. 

Marius, Marius: Han viste sig at være en hidtil uset effektiv politiker og general og blev genvalgt demokratisk (sådan romersk-relativt, men dog nok med mere end det  uhyre nødtørftige demokratiske islæt ved det seneste formandsvalg i de Radikale) hele 6 gange.indtil videre er det her blot triviel oldtidshistorie, men derefter indtraf der en sensationel udvikling. Matius trak sig ganske  frivilligt tilbage fra Roms mest magtfulde position og genoptog sin tidligere karriere som godsejer-simpethen den første og så vidt min vaklende gammelmands-hukommelse mindes, den eneste ledende politiker, der helt frivilligt trak sig tilbage på toppen. Og eventuelle indvendinger om George Washington vil kunne imødegås sagligt. 

For den rå magt har ingen politisk farve, politikerne kan hedde Boris Johnson eller Mette Frederiksen eller Idi Amin,  og er et uimodståeligt afrodisiakum for mennesket. Og det gælder i hidtil uhørt grad alle i det nuværende danske “politisk-industrielle kompleks” Som vistnok er et udtryk, som denne skribent helt selv har opfundet i dagmed en smule skelen til Eisenhower og det daværende “militært-industrielle2 af slagsen. Det “politisk-industrielle” har dog bevaret de oprindelige latinske rødder fra “industria”, selv om det oprindelige udtryk måske har rigeligt mange positive konnotationer for en reelt set uhyre negativ og skadelig politisk aktivitet: Nemlig med alle tænkelige magtmidler og spin og fortielser at forme en fremtid baseret på rå kontrol. Og igen, det her er ikke politisk parti-specifikt, for magt avler naturligt mere magtbrynde hos alle altså med undtagelse af konsul Marius. Der helt unikt i historien helst var den foruden. 

Og som en sidste krølle på dagens magt-historie en opfølgning på en berettiget kritik af et nyligt emne omkring en vis “Bent”, der selv blandt de mæleløst fårede følgere af den danske statsministers omhyggeligt spindoktor-orkesterede personkult for mig sår som særskilt ynkelig. Og for det fik jeg måske ikke helt ufortjent kritik. For jeg udelod dengang en væsentlig del af historien. Manden står nemlig for mig som et symbol på det værste ved at give små mennesker magt. Og så meget mere ynkeligt bliver det for mig, når man i alderdommens afmagt bliver den røvslikker, som man i sine manddomsår krævede af alle andre.

For Bents far var som vist nævnt og dermed  bekendt kaptajn på færgen til min føde-ø. Han var en ganske lille og uhyre kedelig og ekstremt selvhævdende mand- måske forårsaget af, at han ingen egentligt positive sider havde. Det vil sige udover altså at have fritid til hvert år at etablere en nødtørftig badebro, ret skal være ret. Måske han alligevel i sin lille selvhævdende krybdyrhjerne kunne mærke beboernes afgjorte afstandstagen til ham. Ikke at forveksle med respekt, Folk gad bare ikke snakke med ham, fordi alle hans sætninger indeholdt mindst ét “jeg” Ups, det lyder næsten bekendt på denne plads?

Det eneste, der gjorde hans ulidelige brovtende væsen til at udholde for min salig far og de andre søfolk var, at den lille kaptajn rådede over det ultimative magt-middel. Nemlig retten til at skrive i folkenes søfartsbog, der var søens svar på den daværende lovkrævede  tyende-bog for tjenestefolk. Der gav man simpelthen erbejdsgiveren og dette tilfælde kaptajnen hånd- og halsret over deres ansatte og magthaverne kunne med en negativ udtalelse og et pennestrøg ødelæggede ansattes fremtidmuligheder permanent og ikke mindst inappellabelt.

Det var selvfølgelig også derfor, at ingen af de andre søfolk inklusive min far kunne sige noget til, at den første mand overbord efter færgens ankomst typisk var den lille opblæste skipper, der skulle hjem til den ventende aftensmad. Mens de andre endnu havde en eller typisk adskillige timers hårdt arbejde med af losse sække med manuelle spil og sækkevogne. Aldrig en eneste gang fik den lille skipper igennem næsten 40 år beskidte hænder, for man var vel skipper med magten til at skrive i den obligatoriske søfartsbog. En ynkelig og tyrannisk lille mand med alt, alt for meget magt.

Og det er i det lys, at mine kommentarer om skipperens søn skal forstår. For med sine måske ikke fuldstændigt ubegrænsede nedarvede åndsevner og ditto sociale færdigheder udviklede sønnen sig til en berygtet sømands-tyran på talrige bekvemmeligheds-flagende skibe på de store have. Hvor han givetvis udfoldede sine betydelige honede og nedarvede talenter som ulidelig chef for ansatte, der bare intet andet valg havde at at fortsætte sejladsen . Som min salig far. Altså indtil den dag, han som næsten 50-årig sagde op, hankede op i familien og flyttede og fik arbejde på landjorden. Og aldrig afmønstrede, han gik bare. Væk, en rigtig mand og min far..

Men nej, jeg kan ikke lide den ynkelige gamle Mette Frederiksen-medløber derovre og det har jeg aldrig kunnet. Og selv om det nok ubønhørligt lå i kortene, at Bent personligt ville udvikle sig i retning af sin far kunne man måske have håbet på noget bedre end en klon..Kønnet formering giver normalt bedre resultater men måske substratet har været for ringe.

Sådan bliver barndommens fjendebilleder så forunderligt aktuelle nu her i min egen alderdom..

 Dagen i dag er som alle andre dage her i huset en jubilæumsdag, omend ikke aldeles hel-rund. For det er i dag  præcist 16 år og en måned og en dag siden, den kommende fru Mathiasen kom på besøg i ungkarlehyblen i Samsøgade, hvor hun blandt andre måske mere mindeværdige “traktementer” tillige blev udsat for musikalske lækkerier, afspillede på mindeværdige Lockwood Major-højttalere drevne af EAR 549-forstærkere. Og det må have faldet i den kommende frues smag forsåvidt som hun er der endnu. Og ligefrem har bortført de selvsamme Lockwood-boxe til sit personlige heste-refugium i det vendsysselske.

Anderledes med Esoteric Audio Research 549-erne, der for mere end et årti siden blev afhændede tilllige med et betydeligt tocifret antal af andre EAR-produkter som en hel bunke 509-ere, 549-ere, en stak 529-ere, 516-ere og som de små-mugne citroner i pølseenden, vores EAR 912-ere og EAR Acute-er. Især de sidste 2 modeller blev der udgydt såre tørre tårer over. Og jeg mindes engang tidligere at have diverteret med fruens velgørende gøren grin med denne skribents betydelige betagelse over lyden fra  de dengang 2 stk nyindkøbte EAR 912-forforstærkere. Der så snart blev afløst af forundring over egen egne til ubegrænset selvbedrag, for at mene, at de i blot en enkelt henseende skulle være bedre end de indtil da i et årti anvendte ATC SCA2-forforstærkere, var da dybt godnat. For mage til tåget og udefineret lyd i forhold til det tidligere (og iøvrigt STADIGE) krævede en betydelig selvbedragerisk indsats. Der til alt held kun kunne mobiliseres en kortere tid-måneder.

Det hjalp hurtigt på betagelsen, at de fine nye EAR 912 med blafro-metrene viste sig temmeligt upålidelige. Ja, faktisk måtte begge en tur tilbage til producenten indenfor den første måned for at udbedre hovedparten af en mængde katastrofale fejl, der jo ligesom ikke burde have været mulige i spritnye apparater til RIGTIGT mange monter. Nå, men med vores udførlige og møjsommeligt kompilerede fejl-retteark lykkedes det næsten. For blafro-metrene blev aldrig helt gode for så vidt som at tidskonstanterne for udsving aldrig blev identiske og at metrene desuden var af så mådelig kvalitet, at de aldrig på trods af påtrykning af mono kunne bringes til at lave ens udslag. Der røg tilliden til designer Tim de Paravicini simpelthen.

At der så også adskillige gange havde vist sig potentielt brandfarlige fejl i andre af de EAR-effektforstærker, som vi som daværende kortvarige distributør osse solgte, gjorde blot beslutningen om at løbe skrigende væk fra EAR-skidtet lettere. Især et par mere end almindeligt effektive Tjernobyl-lignende katastrofale transformator-nedsmeltninger med dryssende lameller fjernede lige den sidste tilbageværende sparsomme begejstring.

Alligevel er det med et lille stik i hjertet, at denne skribent nu læser om designeren bag EAR, Tim de Paravicinis, død. For i et sidste forsøg på at snakke lidt med Tim om vores bøvl og tvivl, aftalte vi at besøge ham på hans virksomhed. Og det blev en fuldstændigt ekceptionel dag med et samvær med ham for mig og min kone, der strakte sig over mere end 14 timer. Tim var en frembrusende, ja nærmest overvældende “larger than life itself”-figur. Han var skiftevis dødssygt irriterende og heldigvis oftest formidabelt spændende vært og vi havde den fornøjelse at blive inviteret hjem til Tim og hans udadtil alt andet end flamboyante japanske kone Oliva.En mere af Tims slags på samme matrikel var heller ikke en sikker recept på ægteskabelig lykke og de så lykkelige ud.

Det blev dog hurtigt under besøget selvindlysende klart, at jeg godt kunne glemme alle mine efterhånden ellers velfunderede indvendinger omkring kvaliteten af mandens produkter, som vi ellers smerteligt havde mærket i vores professionelle virke. Og når en transformator smeltede var det som når Nicholas Bendtner brændte en chance aldrig og kunne umuligt teoretisk være nogen fejl på deres side. Det var uvægerligt brugeren eller afleveringen, det var galt med. Ikke nødvendigvis noget videre interessant fundament for et professionelt distributørforhold, der da også i al fredsommelighed straks derefter af denne ellers engang såre anderledes illusions-rige  skribent  blev lagt på hylden. Uden at jeg dog helt havde personligt mandsmod til nogensinde at konfrontere vores gode vært med den egentlige problematik. Kald det kujoneri eller professionel respekt, begge dele er legio.

Til slut over bygen af udvalgte cognacer ud på de sene nattetimer diverterede Tim med noget, som han sagde han ikke havde spillet på for nogen andre. Og det tror jeg gerne, for der var ikke mange kommercielle bagtanker i den let brummende fritliggende fuglerede af livsfarlige og “højspændte” komponenter, angiveligt selve prototypen på den første EAR 509 fra 1970-erne. Og at han som højttaler spillede på en interimistisk linearray, bestående af 3-tommers Monacor-højttalerenheder fra den afgjorteste økonomiklasse gjorde lytteindtrykket ikke fuldstændigt fantastisk. 

Det får så være, alle er vi jo lykkelige i vores selvvalgte tro, og selv om Tims lyd ikke ganske for mig helt levede op til (som i OVERHOVEDET ikke!) hans anprisninger, så må jeg jo erkende, at jeg ikke selv nødvendigvis er anderledes, i i min lovsang over det nyeste “craze” her i hytten, de store Vitavox-horn. Der jo heller ikke ligefrem er alles favorit te-kopper, selv om mange lyttere falder baglæns ned af stolen. I visse henseender er de uden sidestykke, i andre mere gennemsnitlige.

Det, der til gengæld overraskede selv en dengang temmeligt erfaren branchemand som mig selv var dog, at Tim på spørgsmålet om, hvorfor i alverden han dog ikke forlængst havde kommercialiseret sine Monacor-søjlehøjttalere med skodbillige enheder, som han var så betaget af, svarede: “De bliver alt for dyre” Hm., der faldt blåren fra denne skribents øjne i forhold til high end hifi og dens hyppige råvareindhold, hvor man som med udgangstransformatorerne i EAR 890 sparede sig direkte ind i en potentiel brummende brandfare. 

Heldigvis kørte vi videre til ATC og kunne heldigvis der ved vores første af en lang række senere  personlige besøg konstatere, at der heldigvis endnu var og er nogen, der er anderledes nådige i mere anstændigt forbrug  råvarer i forhold til salgspriserrne. Og selv om vi stadigvæk er stolte over at repræsentere ATC og forlængst er ophørt med at distribuere EAR, så mindes vi stadigvæk den unikke dag med Tim og Oliva. R.I.P .

 så dagens visdomsord må desværre udgå.

 Atter en herlig morgen med hundeluftning i godt 10 graders frost i shorts, hvilket afstedkommer visse forundrede blikke. Om forundringen skyldes ren betagelse over de hvide og uhyre maskuline lange ben er muligvis tvivlsomt, men gloet, DET bliver der! Og som Oscar Wilde så rammende sagde det i en muligvis lidt søgt analogi, så “..there is only one thing worse than being talked about, and that is not being talked about” Og de nyfigne blikke står det jo heldigvis en selv frit for at fortolke som beundrende..

Ellers er det svære og sære tider, hvor ellers normalt folk, som man måslke ellers betragtede som relativt normalt-begavede, “springer ud” som rene, ikke-fravænnede,  pattebørn igen.  Tag nu for eksempel ham her, der dog blot er en af forfærdeligt mange, der måske er gået lidt rigeligt i “småbørns-mode”.i disse for landet åbenbart så terminalt-truende tider. Bent, som han hedder, var ellers i sit arbejdsliv en sikkert ret fornuftig maskinarbejder og tillige beboer på min fødeø, endda i min egen skoletid. Han gik vistnok ud af 7. klasse, dengang jeg startede i 1., så som “store Bent” indgød han jo lille Poul en vis beundring. Så simpelt var livet jo dengang.

Sådan er det så muligvis ikke helt længere, for efter mange ture derude på verdenshavene er samme Bent så som laksene vendt tilbage til den selvsamme plet, hvor han blev født. Simpelthen sit barndomshjem derude på den lille ø, antageligt med ca. samme instinktive små-morbide hensigt som laksene, nemlig at dø der. Og det skal han naturligvis have lov til. Lidt små-nostalgisk er jo selv denne ellers sædvanligvis rimeligt klarttænkende skribent. 

Alligevel er det deprimerende at se vel-voksne mennesker som Bent her gå helt amok i almindelig ukritisk skolegårdsjargon-igen. Det var dengang, der var nogen, der var søde, og nogen, der var dumme, og de sidste skulle man kanøfle. Og derudover var der ingenting ind imellem, en herlig problemfri og totalt ukritisk tid, hvor mobning ikke alene var accepteret, men direkte blev opmuntret af vores lærer på den lille landsbyskole. Der som tidligere nævnt mest bestod af det pædagogiske affald, som ikke kunne finde job andre steder. Og at “dele og herske” var for disse lettere analfabetiske lærere synonymt med at lade mobberiet gå sin skæve gang, det var nemlig det letteste. 

Nå, men skolen er væk nu og dermed er mobberiet det vel også. Skulle man tro, men anderledes er virkeligheden desværre, for læs blot med her i Bent Sørensens offentlige nyhedstråd. Det er for denne skribent simpelthen skræmmende læsning og fortæller om en primitiv idolisering af det første det bedste politiske fabrikat af veritabel “modermælks-erstatning” for en velvoksen mand.

https://www.facebook.com/profile.php?id=100024440443009

Selv billederne af den store leder er omhyggeligt  redigerede og tintede rosenrøde som en gammel Hollywood-film. Eller evigtunge Kim Il-Sung, der jo osse som en moderne udgave af vor helt Oscar Wildes “The Picture of  Dorian Gray”forblev purung indtil han døde. Faktisk ubegribeligt, at en så nærmest radioaktivt-strålende smilende kvinde som hende på billedet både kan være blevet skilt og sent gift igen. Og at ligheden med hendes mere prosaiske fremtræden på TV måske ikke akkurat er slående på disse næsten helgenportræt-agtige billedlige konstruktioner, rører tilsyneladende ikke vor ven Bent her. For som en hjælpeløs mågeunge hugger han blot efter den røde plet på moder-mågens næb, andet er der ikke i hele verden. Og det er der så stadigvæk ikke for denne nu godt 70-årige mand. 

I det hele taget skal man ikke undre sig over noget længere, Og man bør ikke læse de ting, som Bent linker til, for mage til skolegårds-sludder skal man da lede længe efter. Og hele verden er så forfærdeligt fuldt af den slags for tiden. I stedet kan man , måske inspireret af en af homofilens tidlige martyrer,  forfatteren Oscar Wilde, tænke sig tilbage til en mere naiv og uspoleret fortid. Faktisk helt tilbage til starten af dette årtusinde, altså for mere end end et årti siden.

Det var dengang, det endnu kunne være god og gængs sociologisk videnskabelig teori at mene, at de storbyer, der i særligt grad formåede at tiltrække homoseksuelle, ville blive morgendagens kreative og økonomiske kraftcentre. Tesen var, at når man(d) som homoseksuel var befriende befriet for trivielle tidsforbrugende og ikke kreative sysler som børnepasning, så ville man langt bedre kunne realisere sine kreative sider. At så det måske mest var en forsimplet interpolation af den traditionelle bøssoide mandlige total-dominans indenfor modeverdenen er en anden sag. Det bemærkelsesværdige var, at i en ganske nylig fortid inden LGBTSR-problematikkerne åd enhevr fornuft faktisk kunne slippe afsted med videnskabeligt at hævde sådan noget. Og vel og mærke uden ostrakisering eller en tur på hjul og stejle.

For ingen snakkede dengang om de lesbiske kvinder som særskilt kreative atter attraktive for de bøssoide monopoler. For slet ikke at tale om alle de andre nyopfundne betegnelser for alskens mindre eller måske særligt mere personlige realisations-projekter. Hvor alle vil være noget helt specielt uanet hvor såre almindelige og trivielle de måtte være. Og sikkert især da..

Tilbage til den ugentlige føljeton, store musikalske øjeblikke. Omkring 1970 rejste den uforlignelige bluegrass-pioner Earl Scruggs rundt med sine 2 sønner for at opdyrke nye musikalske græsgange. Og på den tur besøgte famlien den uforlignelige skønne sangfugl Joan Baez. Som var en kvinde, der i helt sjælden grad formåede at “blitze” sine omgivelser med sit lammende smil og udstråling.

Det virkede ihvertfald på Scruggs-familien her, og det er et herligt intimt musikalsk øjeblik af stor intimitet. Især den fremragende guitarist Randy Scruggs til venstre for Baez, der kun er 16 år gammel, kan næsten slet ikke bære hendens nærvær og må konstant slå blikket ned. Det varer så lige indtil Baez` imitation af Bob Dylan, hvor han fniser som en skoledreng. Prøv gerne at se det hele, det er det værd!