De udpræget små glæder..

Denne regnfulde morgen ville jeg egentligt have skrevet om Facebook, anonymitet og almindelig anstændig debat, men allerede nu kan jeg se, at det næppe vil kunne lykkes med blot nogen rimelighed. Dertil er jeg vist for både almindeligt indigneret og en smule rådvild overfor, at ingen tilsyneladende stiller det ellers indlysende spørgsmål: Hvem er der overhovedet, der gemmer sig bag de mere og mere omhyggeligt orkestrerede byger af debat-angreb eller forsvar for det både forvarlige og det aldeles forsvarlige. OG ligeledes det både højst angribelige og det allerhøjst uangribelige. 

Og nej, NemID er en ren narresut og til at lukke op og skide i her, for personerne bag profilerne er jo særdeles ægte-man aner bare ikke, hvem det er, som de er på arbejde eller blot sendt i byen for. Og så er det helt ligemeget. Mit bedste bud er, at man som i så mange andre henseender må tilbage til de bedre gamle dage med Vitavox og den slags, hvor man som nødvendigt optagelseskrav indtil for ganske nyligt i avisernes læserbreve måtte op med fuldt navn OG adresse. Så kan man lettere sortere omhyggeligt koordineret politisk løgn fra almindelige dumheder. Og hvis man skulle være i tvivl om, hvor langt den eksploderende officielle misinformation og påvirkning går, så kunne man have studeret tossernes holdeplads, det næsten hedengangne Nationen! på Ekstrabladet. For selv dér myldrede det pludseligt frem med akademikere på arbejde i forsvar for det oftest helt uforsvarlige. Påvirkningsagenter i bedste klassiske kommunist-stil, bare med en anden herre..

Sådan er der så meget, som vi små bønder (ejer jo som måske nævnt 3.6 ha.) ikke aner om politisk agurkesalat og ditto rævekager. Og vi har da ellers en ræverød familie på vores ejendom. Der til alt held faktisk ER ræve med rævehaler og alt andet dertil tilhørende. I stedet må vi denne regnfulde morgen hengive os til mere beroligende småsysler, og ingen kan vel være mindre end denne morgens. 

Vi er nemlig i gang med at erstatte den ellers både hjemmelavede,  billige OG ikke mindst, velfungerende vippe-løsning for de store Vitavox-horn med en ægte og officiel løsning fra selveste Vitavox. Og selv om det bliver vemodigt at se den afbildede uhyre både stabile og finjuster-bare løsning, lavet med de tilgængelige sager, der lige var ved hånden, så bliver det nu fint med korrekte oh ikke mindst autentiske Vitavox-løsning med rigtige vippearme og sager. Selv om man lige her på sidstningen selvfølgelig passende kan imponeres (muligvis mst personligt) af min egen fungerende  løsning med en grov grovjustering (JBL-hornet), en finere grovjustering (de 2 ruller Advance tape)  plus endeligt en egentligt finjustering med det bastante og kun lidt komprimerbare  skummateriale fra originalemballagen til selveste landminen Vitavox S3.

Iøvrigt har vi fjernet vores kommentar-sluse igen.

Den lille orm

 Nu er der ingen, der har sagt, at livet skal være let, men derfor kan det jo sagtens være det alligevel. For udover den almindelige årstidsbetingede grønne optimisme, så må vi som med den nylige beklagelige “sluse” på kommentarerne som med  corona vel vænne os til, at sygdom er mange ting. Det bedste er selvfølgelig, at årsagen til  “slusen”ikke praktiserer længere og det værste og næsten ubærlige er, at han har gjort det..

Tilbage til forårs-fryden. Tag for eksempel  den betydelige begejstring i går, hvor længere tids ulidelig spænding blev udløst, da fruen endeligt (og vistnok ganske frivilligt)  lod sig lokke til at lytteteste vores nye dobbelte Vitavox-systemer i kælderen. På med fruens absolutte favorit, “Ella og Louis” fra denne skribents glorværdige fødeår 1956 og så var det bare med at forsøge at aflæse fruens fornemmelser for suveræn elektromagnetisk musiceren.

Resultatet var som altid fra den kant både kompetent og overraskende. For hun medgav helt frivilligt, at mængden af hidtil uhørte mere eller mindre musikalske mikrodetaljer var helt enormt meget større end fruens favoritter ellers, Tannoy Monitor Gold 15 i Lockwood Major boxe. Faktisk mente min uhyre fornuftige frue, at det faktisk blev lidt for meget at det gode med al denne mikrodynamiske udpensling  og egentligt nok ville foretrække Tannoyerne. Se, DET er en frue af den helt rigtige slags, der formår at bevare sin stærke og ranke personlige integritet samtidigt med, at manden bevarer sin illusion om egen hifi-mæssig storhed og teknisk/akustisk intelligens. Tak, Pia!

Tilbage til den typiske små-psykotiske hjemlige hifiverden. Hvor der trods tilsyneladende ultimativ tilfredshed med de til enhver tid eksisterende reultater  egen lyd-initiativer altid vil gnave en lille orm. Nej, ingen hentydning tilsigtet her! Tag nu for eksempel den tvivl, der pludseligt opstod ud af det blå hos denne skribent over, om mon en MC2 Audio S800 blot var en lidt billigere, men ellers identisk  udgave af MC2 Audio S1400? Det lyder måske søgt, men i den professionelle audiobranche har der i årtier været fremstillet iøvrigt helt identiske produkter, hvor blot en slut-programmering har “fortalt” det pågældende apparat, om det er en stjernedyr  kompressor eller en rumklang. Eller et simpelt trådløst mikrofonsystem eller en af dets dyrere eller meget dyrere fætre. Eksemplerne er legio og en uundgåelig konsekvens af, at apparaters produktionspris og elektronikindhold  alt for skrækkeligt ofte INTET har med slutbrugerprisen at gøre .

Så det var med nogen bæven, at jeg løsnede skruerne på coverne på et sæt af de efterhånden ganske mange (noget mere end et lille tocifret antal..) MC2 Audio S-forstærkere, der benyttes i vores demoer. Og der var jo osse den skrækkelige mulighed, at den lille S800 på blot 475 watt/kanal var et uægte barn af den større S1400 på 775 watt, hvor alle kvalitetskomponenterne blot var sparet væk. Altså en kastreret S1400, gys!

Sådan viste det sig så heldigvis ikke at være. Helt. For der var da i det mindste et par evidente forskelle. Der så måske ikke fuldstændigt overraskende vidne om, den større model nok var den oprindelige, for der manglede et par større elektrolytter på printet på S800. Og, til alt held, osse et par sæt udgangstransistorer og et par andre indlysende ændringer, heriblandt en anden transformator og ensretter. At den lidt mindre transformator i S800 (begge er endda helt usædvanligt store)  så heller ikke som ellers omtalt (og som det er tilfældet i S1400) er afskærmet med mu-metal er så lidt ligemeget.

Alt ialt altså tydeligt, at prisforskellen på S800 og S1400  afspejler fornuftige og uhyre reelle og reslistiske forskelle i investeringen af råvarer, puha, hvilken lettelse. Og sjovt, som en sådan lalleglad forårs-begejstring ligefrem som corona kan smitte, for vi solgte ligefrem en S800 i går. Et overraskende salg baseret på  næppe meget andet end personlig ægte begejstring-alle tiders allermest virksomme salgsmæssige overtalelsesmiddel..OG samtidigt udløst  uhyre lettelse over almindelig redelighed fra producenten.

Tilbage til den mere prosaiske hverdags-verden og dens opgaver med at flytte kasser til diverse høj- og -efterskoler og lidt lytning til noget, der, hvis det blev udgivet i dag, naturligvis ville drukne i alskens foruroligende-velorkestrende shitstorme. Det er dem med “bagbordsindianere” og “istanpulere” og alle de andre uforglemmelige sprogblomster. Nyd dem inden det inappellable absolutisk-fascistoide tankepoliti tager dem. Og mon ikke de allerede er forbudt i Norge, hvor selv private ytringer i hjemmet  kan retsforfølges. Tæn, hvis man kom til at grine!

Blot bemærkelsesværdigt, hvor meget jeg synes jeg ligner Rislund. 

Det forudsigelige og det helt uventede

 Efterhånden som man i tiltagende omfang bevæger sig mod livets uundgåelige slutfase som mimrende mæleløs gamling (selv om jeg vist trods alt ikke er der helt endnu), så skulle man jo tro, at det ville være rart med et skud ny indsigt engang imellem. Og det er netop sådan et tilfælde, som vi vil berette om lidt senere. At det så måske ikke er direkte muntert, måske mere misantropisk, trækker jo da ikke fra den nye erkendelse, som denne skribent trods alt har erhvervet.

Ellers er alt ved det gamle derude i det danske misinformations-samfund, hvor et par dage helt uden konstaterede dødsfald med corona til alt held kan peppes op i det store selvforstærkende  mediecirkus med foruroligende forlydender om, at der vistnok et sted i det tropiske  Indien er konstateret  en forøgelse af  tilfældene af en ganske vist i årtusinder velkendt såkaldt endemisk alvorlig svampesygdom blandt corona-ramte. Og da svampeinfektionen i lighed med den hidtil nu mere velkendte også her i landet kendte fatale kødædende bakterie til alt (medie) held giver skræmmende akutte symptomer, så kan den naturligvis bruges til at booste angsten i svage slave-sjæle. Som der jo har vist sig at være skræmmende mange af.

Heldigvis kan man altid finde noget at være hunderæd for, blot man tættekæmmer verden nok. Ikke mindst den omtalte kødædende bakterie, der jo ellers ligefrem kostede en fremtrædende dansk medie-mand livet efter et ellers uskyldigt cykelstyrt i Storvorde, burde måske få mere fremme. Ihvertfald end en endemisk tropisk svampesygdom, men sådan er proportionerne så underlige i disse tider.

Tag for eksempel den nyligste kronik i JP, der under normale omstændigheder næppe ville være blevet optaget. Det vil jeg ihvertfald være optimistisk nok med hensyn til den nylige fortid til at antage..Heldigvis for forfatterne er det her nye tider, hvor det bedste og ikke mindst nemmest-forarbejdelige (læs: NUL tankevirksomhed hos mediemedarbejderne) er at bringe katastrofestof. Og atter engang er det den indædt-hadbesatte professor Hans Jørn Kolmos, der står for de tvivlsomme løjer. Kolmos er altid leveringsdygtig i katastrofale tidninger om de sidste dages umiddelbare komme, og har derfor ( på trods af længe at have været emeritus) været flittigt brugt, når samfundsoptimismen og den almindelige livsglæde var ved at boble lidt vel (og politisk tydeligt uønskeligt) rigeligt). 

Denne gang er Kolmos´ hadske kroniske og livslange udbrud mod det danske landbrug om den mulige viruseksplosion af både pandemiske og bibelske dimensioner, som manden ser i det danske svinehold. Som har været mandens primære akademiske aktivitet at hade-altid! Indtil de nylige gunstige  katastrofe-medvinde for manden begyndte at blæse var det nu godt nok ikke virus, det gik ud på, men bakterier og brug af antibiotika. Men da manden vel antager, og sikkert med betydelig ret, at danskerne i disse tiltagende tanketomme tider i kronisk panik-angst for pressen og misinformanternes seneste pandemiske katastrofe-scenarier jo nok næppe vil kunne kende forskel, så ruller kronikken.

Ifølge Kolmos lurer der i dansk landbrug  et sandsynligt og måske ligefrem uundgåeligt endemisk potentiale med hensyn til en virusepidemi, der vil få de  samlede 10 plager i Ægypten til mest at minde om en forårsforkølelse. Hvordan det så lige hænger sammen med den etablerede kendsgerning, at samtlige covid og influenzaepidemier igennem den skrevne verdenshistorie er udsprunget i samme geografisk uhyre afgrænsede område i i det sydøstligste Sydøstasien er tydeligvis en akademisk “smutter” For når man som Kolmos hader nok, så helliger det alle midler, også de måske decideret videnskabeligt uvederhæftige.

Væk fra det trivielle og forudsigelige og tilbage til det erkendelsesmæssige nybrud, som denne skribent oplevede i sidste uge. Først lidt baggrund: Som videnbaseret virksomhed og vel en efterhånden gennem snart 5 årtier omhyggeligt honet faglig kompetence og tiltagende (ikke nødvendigvis til-TALENDE) professionalisme, så spørger alle mulige mennesker om alt muligt og umuligt. Od det er ganske hyggeligt at svare, også på kommercielt aldeles uvedkommende spørgsmål selv om det samtidigt er trist er erkende, at tilsyneladende ingen andre har kunnet svare på de oftest uhyre enkle  problemr, der præsenteres. Tydeligvis en branche i en tiltagende-terminal entropisk tilstand af uendelig uvidenhed.

Nå, denne retræte-kamp for faglighed har nok næppe mere udsigt til succes end Holger Danske havde held med maurerne i Rolands-kvadet. Og den tipskupon er jo ligesom spillet med resultatet “Maurerne: 1-De Kristne 0” Men sejren ligger vel i selve kampen, ikke nødvendigvis i sejren.. 

Tilbage til vores eget Rolands-kvad. En gammel bekendt, der bemærkelsesværdigt nok aldrig har handlet så meget som et bananstik i vores virksomhed trods professionel studie-aktivitet OG ikke mindst geografisk nærhed (300 m.). Nå, man kan ikke tvinge selv voksne børn til at lege sammen, hvis de hellere vil lege med andre, no sweat. Alligevel henvendte denne professionelle musik-spiller sig i forbindelse med nogle kroniske støjproblemer i et nybygget studie, og jeg gav ham et par muligheder til systematisk fejlsøgning. Og gik i alderdommens tiltagende naivitet ud fra, at han ville købe det af os.

Nå, men det gjorde han så ikke og fred da osse være med det. Hvis det altså ikke lige var fordi, at manden guddødemig henvendte sig igen, fordi den billigere løsning som advaret herfra næppe ville løse alle problemerne. Og det vidste han alene derved, at han allerede havde købt det herfra foreslåede økonomi-apparat andetsteds. Til aldeles samme pris som vi havde tilbudt den til.  Her i den professionelle ende er Thomanns priser PRISEN nemlig. Så nu ville han så godt spørge om han ikke lige kunne låne den lidt mere anonymiserede løsning, som jeg havde antydet. For så ville han måske købe den.

Til det var der kun det at svare. “Nej, aldrig nogensinde” For en ting er at trække på ens ekspertise professionelt én gang, og så ikke engang gide købe den til den samme pris hos den, der har ekspertisen og kan kontaktes-iøvrigt tillige uden for normal butikstid. Sådan er det ikke akkurat med det iøvrigt udmærkede firma Thomann.

Noget helt andet er det at gøre det igen i samme anledning efter at man har købt andetsteds. At der så var en tvingende prosaisk forklaring på mandens gen-henvendelse (nemlig at mandens favoritbutik først kunne levere efter sommerferien mens vi havde den vederkvægende og effektive dims på lager) gjorde vel kun vores heltemod større.

Og fuck de 10 k, som vi måske havde kunnet tjene, lige de her principper for anstændig kundeopførsel fraviger vi ikke. Og i smug vil vi da glæde os over, at han med garanti ALDRIG NOGENSINDE vil få held med at fjerne støjen effektivt med tilslutningen af blot denne dyre Furman alene i en studieinstallation. Det kræver både omfattende teknisk og ikke mindst særdeles specifik viden og praktisk erfaring, og manualen og de tilgængelige informationer på nettet er aldeles utilstrækkelige og misvisende og potentielt livsfarlige. Og jeg taler her om en lang og besværlig læreproces.

God fornøjelse og ikke mindst held og lykke derude, Tue! Det får du brug for. Og godt nok ærgerligt, at studiet er ubrugeligt indtil da. Det kunne så nemt have været anderledes.

Corona-pas og strækmarch

Denne skribent forsømmer aldrig mulighederne for personlig grundforskning i den utrættelige og fortsatte søgen mod nye sandheds-horisonter. Tag for eksempel den forgangne solrige og varme og sågar stille weekend, hvor der blev bedrevet feltstudier/hundeluftning i det traditionelle fest-centrum for unge mennesker, Botanisk Have. Og der ventede på trods af den lokale sprøjtes tydeligt plantede (læs: geskæftige stikkere af alt og alting) skriverier om støj fra fester i parken et gedigent chok.

For på trods af, at vores  uselviske”fact finding mission” foregik allersidst på eftermiddagen, så var der ikke blot vindstille, der var dødsens stille i det hele taget. Man kommer unægteligt til at tænke på Rachel Carsons gamle miljø-bestseller  om “Silent Spring” Denne gang var forgiftningen blot ikke sket ved miljøgifte, men nok mere et produkt af selve den syge danske slavesjæls umådelige hidtil skjulte potentiale. Der var simpelthen ikke en eneste lyd af nogen livsytring, der på nogen måde kunne forekomme naturlig på denne ellers traditionelt  herlige overstrømmende årstid. Hvor safterne jo som jeg mindes ellers steg med højtryk som nysnittede ahorntræer i alle, unge som gamle. Derfor, de gamle traditionelt havde massedød på denne årstid, mens de unge arbejdede med glæde på at reproducere det store selviske gens fortsatte mangfoldighed.
Sådan var det så ikke denne gang. Ikke et eneste forkølet musikalsk pip fra en eneste diminutiv blutoothhøjttaler eller blot mennesker, der lo eller drak øl. Alle de adskillige hundreder i den store park lå musestille og tavse og værst af alt, tilsyneladende uden at huske på alle  tidligere år i menneskehedens historie med den noget mere naturlige  kønslige socialisering. Der jo ligesom særligt hører denne årstid til-men altså blot ikke i år. Selv forældrene tyssede til tider på de små børn, når disse kom til at småhvine lidt, mens de hoppede på de uhyre kedelige (men helt givet sikre) kommunale gummimåtter. Det er også en trist “first” for denne skribent.
Og så er det, at man kommer til at tænke på alle de teenagere, der er godt i gang med at miste 2 hele års seksuelt og socialt og ikke mindst kammeratligt samvær. Og det er altså for denne gamle mand her en noget større gyser, end at der i tiden dør 1-2 urgamle mennesker med corona. Og disse formative år med famlende forsøg på at finde ud af formalia og praktikalier omkring sex og sager og også egne muligheder og evner desangående mindes jeg ja som væsentligt vigtigere end ja ALT andet! 
Ja, det var såmænd vigtigere end selv ellers det vigtigste i livet-hifi! Og retrospektivt ville jeg såmænd gerne have byttet hele mit hifi-isenkram væk i gymnasiet for at få fornødent held med den mest attråværdige pige, som jeg hidtil havde set. Og denne tingenes triste tilstand ændrede sig ikke i mine universitetsår, hvor jeg osse ville have gjort det samme offer for at få mere held med en anden fantastisk kvinde. Som jeg dog havde lidt mere held, ihvertfald i biblsk forstand,  med end hende fra gymnasiet, blot ikke nær nok. Jeg ville osse gerne have givet min ene testikel i bytte for at have haft samme kvindekærhed som ham Hans Henrik med bakkenbarterne. Han fordybede sig misundelsesværdigt-ildevarslende heller aldrig rigtigt i denne substitutions-hobby-for selve livet.
Sådan magede tingene sig så ikke, så i stedet voksede hifien som substitut for mere væsentlige livsytringer og begge testikler forblev på deres plads, Og de sidste blev kun luftede i den funktion, som naturen havde tænkt dem anvendt, i et noget mindre omfang, end fantasierne ellers rigeligt rakte til. Sådan har ungdomslivet vist været siden den unge Werther og Philip Portnouy: Meget piberi og ikke så meget “hole in one”
At det sidste så ikke akkurat bliver nemmere i vores tids krænkelseskultur, dét der med som ung mand  at “hone” sine seksuelle teenagefærdigheder, når man ikke et par år er i fysisk nærhed med de attråede, så er der dømt “huk” fra Blåvands Radio. For én ting er det at være en fumlefrederik, når man er 16, men at udvise de samme håbløse håndværksfærdigheder indenfor “det dybe arbejde” overfor det modsatte køn  som 18-årig er altså både en gevaldig “turn off” for tøserne OG værre: En potentiel personlig katastrofe for den unge mand, som mange med garanti aldrig vil komme ud over. Og som vil give livslang præstationsangst. Sex er jo noget skrøbeligt noget.
Og så gør det jo naturligvis heller ikke tingene lettere for de store drenge, når en ellers ganske nydelig ung pige siger til Ekstrabladet i dag , at hun sandelig da ikke skal begynde i fitness igen, fordi “..der er så mange kropsvæsker og kontakt..” Og der er hun desværre ikke alene, rundspørgen i avisen afslører alt for mange af hendes forskruede slags. For anderledes er det vel ikke rimeligt at karakterisere mennesker, der allerede som helt unge er totalt fremmedgjorte for selve livets mest elementære sekret-sammenhænge? Eller har ladet sig skræmme til det.
Så bedre med den gamle ven og støtte i al kønslig modgang, hifien.Og samtidigt skal jeg da huske at glæde mig over, at vi i går til en god hifiven, der ellers er prominent medlem  i en større hifiklub, solgte ikke mindre end 3 stk. MC2-forstærkere, der jo har fortrængt alt andet på disse kanter.
Men selv ikke indenfor hifi er tingene længere, som de var engang. Nu er det så ikke som med de unge tragisk, at festlighederne er dampet af i den forudsigelige fremtid, for lige akkurat formaliseret samvær  omkring vintagehifi, som det foregår i det dedikerede forum, er altså for røvkedeleigt. Og det har altså en vis vægt, når det fremsiges af denne allerede rigeligt røvkedelige skribent. 
Jeg har uegennyttigt som altid frekventeret én enkelt komsammen i dette forum og kedede min røv i laser. Desværre var jeg cyklet til Hald Ege med vådt tøj til følge og måtte henslæbe tiden med at vente på, at min skønne kone alt for mange ulidelige timer senere kunne hente mig. Det var første og sidste gang, jeg var til vintagetræf  og heldigvis så mange år siden, at jeg faktisk havde glemt eller snarere fortrængt det. Visse minder forsvinder jo ikke helt så hurtigt, som man kunne ønske det og må have lidt hjælp..
Nå, men nu er der sandeligt osse gået corona-syge i det kommende bittelille arrangement for de patetiske tosser indenfor det officielle forum. For på trods af, at det afholdes i private landlige og ikke mindst uhyre rumlige  omgivelser i Thy, så er der guddødemig deklameret frisk corona-pastvang for deltagelse. Og naturligvis osse explicitte krav om striks overholdelse af samtlige vilkårlige myndighedskrav. Og det for et privat arrangement, hvor flertallet antageligt har fået gammelmands-vacciner..Hifi er altså en syg substitutions-hobby. Og det både for mere fornuftigt menneskeligt samvær OG selvstændig tankevirksomhed.
Og lige til sidst en anden observation af  idiotisk styring af affærd, der for alle implicerede burde medføre decideret mistro til systemets visdom: Jeg gik forbi indgangen til en vuggestue, hvor der ved indgangsdøren var skiltet, at forældrene under ingen omstændigheder måtte bevæge sig indenfor indgangsdøren. Men de unger, som forældrene havde slæbt derhen og rituelt kyssede på gensyn, , DE måtte naturligvis gerne komme ind. Med godt med nyligt mor-savl overalt i ansigtet.
Tjah, hvad skal man næsten sige-for folk rettede sig squ efter det! Boniteten af det folkelige substrat for fascisme her i landet er tydeligvis svært at overvurdere…