hvis hver eneste lykkelig dag med den skønneste af alle kvinder, fru Mathiasen, var totalt uforglemmelig. Det er den iøvrigt osse, men hvad hjælper dog alligevel det, når denne hastigt tiltagende affældige bare ikke kan huske dagene længere. De seneste 10 år fremstår som en slags kontinuerlig “lykke-grød” uden særskilte pejlemærker af kærligheds-løshed. Som ikke længere at kunne glæde sig til sommerferien, fordi man er arbejdsløs..
Hm, der er tydeligvis ikke noget, der er så lykkeligt (selv ikke lykken selv!) der ikke rummer en bittelillesmule ulykke i svøb.Nu ved jeg, hvordan rigtigt rige mennesker har det, når de jo dårligt kan nå at glæde sig til nogenting, fordi de jo bare kan anskaffe sig sagen aldeles omgående. Og så nok kærligheds-betragtninger for denne dag. Det er blot principielt noget svært at forbedre perfektion, selv om det da bestemt er til at leve med.
Helt, helt anderledes var det så heldigvis tidligere, og HVOR anderledes alting var, er kommet tilbage til denne skribent så sent som i går. Da var vi nemlig i Søvind efter en megabunke magasiner (og nej, det var IKKE af den slags, som salige “Slåbrock Band” betegnede som den slags “min mand tog med i bad”) Nej, det var naturligvis gamle “High Fidelity”-blade Der var vel en 500 stykker, en veritabel guldgrube af ligegyldig information, om noget der måske ikke engang rigtigt var, dengang det burde have været.
Nå, ikke desto mindre er de nu sjove at bladre i, ikke mindst de skønne forsider med de herligt ukorrekte bare bryster. Ikke hver gang, måske ikke engang særligt tit, men uforglemmelige alligevel, når de så var der. Hm., jeg må have været yngre dengang, og måske man osse bare kommer til at tænke på, at Hanne Lyngfeldt og alle de andre smækre sild mere i dag er blevet en slags (silde-)”skuder” for nu føre bogstavrimene ud i det lidt mere absurde.
Ikke desto mindre er det forunderligt at sidde og læse mange af magasinerne fra 1970-erne og 80-erne , for det er simpelthen forbløffende tit, at jeg kommer til at forestille mig præcist, hvad der skete lige dengang bladet kom. Måske jeg blot igennem det meste af mit liv har oplevet alt, alt for lidt?Jeg føler mig lidt som en patient under en hjerneoperation, der ved hjælp af lidt manipulation af elektroder på den blottede hjerne.lige pludseligt kan huske alt det, som man forlængst troede glemt. Og som man da bestemt osse havde glemt, fordi der bestemt ikke var noget særligt at huske på.
Nå, ikke desto mindre sidder jeg så her denne morgen, og tager på min egen lille tur igennem et næsten forløbet liv. Der er sådan lidt mindelser om den netop om på disse mandage genudsendte hollandske TV-serie “In Europa”, der osse blitzer øjebliksbilleder. Op det sjoveste er næsten, at ganske mange af den hollandskes series afsnit er næsten ligeså forglemmelige som de minder, som gensynet med “High Fidelity”-bladene giver. Man kommer ganske klart til at huske, at hverdagene tydeligvis var hverdage osse dengang, fordi de nærmest var mindeværdigt ligegyldige. Tydeligvis derfor, jeg havde glemt alt om dem indtil i går.Det var som bekendt osse tiden inden Pia Mathiasen og den deraf følgende kontinuerlige strøm af lykke.
Nå, jeg må vist bare i gang med at glemme tiden inden Pia Mathiasen igen, men først må jeg lige huske mere præcist, hvad det er, som jeg skal glemme. Og for at opnå det er det jo en skøn pligt at genlæse disse blade fra dengang kabelhysteriet slet ikke var begyndt. Ja, man kunne vel ikke engang som ingeniør uden at få grineflip forestille sig et kabel, der hedder “Synergistic Research ACCELERATOR”, som vi ser til salg i dag. Wroaamm!
Nå, det kan man vel heller ikke i dag, der er vist ingen teknisk funderede personer bag de danske mirakelprodukter som kablerne fra Zensati og Dyrholm og de andre. Vist mest bare en slags charlataner…Det var vist et sidespring på ganske samme måde som hele tilbehørsbranchen er hifibranchens garanti for selvmord i almindelige fornuftige menneskers agtelse..
Nå, det var så et sidespring til sidespringet, jeg har ikke mere tid nu, hverdagen kalder højt og indtrængende. Og bladene osse naturligvis!