Hvad ved vi om en mega-bunke tilbehør til action-kameraer?

Svaret til spørgsmålet i overskriften er naturligvis det såre prosaiske:”Ikke alverden, men forhåbentligt nok!” Det er helt sikkert derfor, at denne højt værdsatte og gode, gamle kunde overgiver ordren til os. Fordi vi nemlig godt gider sidde og “fedte” lidt her fra morgenstunden med et herligt sammensurium at stort og småt, i denne ordre på flere sider, der skal samles fra en hel bunke forskellige kilder. Og det helst hurtigt..

Når man som denne institution indenfor uddannelses-udvikling beskæftiger sig med teknikkens mere bizarre udkantsområder, er der altid et betydeligt element af udfordringer i det for alle leverandører. Vi vil vælge at tro og håbe, at det er derfor VI får opgaverne. Fordi vi altid elsker at gå udenfor de slagne og fortrampede veje. OG både gider de små og de store ting…
 Faktisk ret hyggeligt at sidde og “små-fedte” her fra morgenstunden, og glæden ved at skulle aflevere det pr. sædvanligt cykelbud er betydelig. De er nemlig så forfærdeligt flinke deroppe på “Bjerget” Nå, men derudover er der så meget, at vi faktisk ikke behøver lave mere i dag, altid stimulerende at vide. For så går alting efterfølgende så uendeligt meget lettere..Ligesom man får alle de attraktive tilbud, når man allerede HAR en kæreste..Ellers får man intet..!

Nå, for lede, så kom der nogle helpaller ATC, vi må vist ufortøvet gå i gang med at få dem ind fra regnen. Vi vender tilbage senere i dag med dagens egentlige emne, som var (manglen på) “hifi-etikette. Det, med at man til evig tid mener frit og gratis  at kunne kontakte alle, der nogensinde i deres liv har haft berøring med et hifi-produkt. Uanset om både firmaet og  manden er ophørt eller forlængst har skiftet branche.

Denne morgen..

..starter med et besøg på en lokal super-højtprofileret statslig virksomhed, hvor denne skribent skal kloge sig på området “elektrisk støj” Eller rettere sagt, naturligvis hvordan man UNDGÅR det morads, man for tiden har arbejdet sig ind i. Og man har åbenbart allerede indkøbt sig (antageligt efter at have rådført sig med diverse fora eller hifi-forhandlere) en eller anden PS Audio-dims til at regenerere den tilførte strøm. Som om der i Danmark var særlige problemer med hverken spænding eller AC-frekvens og som om almindeligt “sner” kunne løses på denne måde.

Ikke at vi opfatter opgaven som let, men umulig er den bestemt heller ikke og mindst af alt ikke så umulig som det tidligere (ikke)-løsningsforslag.  Rettidig omhu i udbedringen af stel-problematikken i eksisterende  forbindelser på kryds og tværs mellem balancerede og ubalancerede apparater med ekstra tilfældige stelforbindelser mellem apparaterne igennem metalliske rackskinner er en møjsommelig proces, der dog med garanti vil frigive en PS Powerplant eller hvad det nu er til det, som sådan en kan bruges til. Nemlig INTETSOMHELST i områder med et anstændigt el-net som ikke kan gøres både bedre og simplere på andre måder. Og så er det for alvor svært at begrunde brugen af sådan en ellers fin “fætter”

Og så for lige at komme særdeles berettigede indvendinger i forkøbet: Nemlig dem om, hvorfor i alverden vi dog her i huset har 2 stk. Furman P-6900 super-duper hi.spec (relativt da) spændingsstabilisatorer i huset når der nu er så lidt at stabilisere? Jamen det har vi primært for på lovlig vis at 2 stk 16 amperes inputs 230V ind hvert sted..
Derudover har vi stadigvæk masser af støj her i kælderen, mens den ovenpå er fuldstændigt forsvundet. Den resterende i kælderen er blot ikke længere forårsaget af “forkert strøm”, nej, den fremkaldes af små-støjende blæsere på vores Lake LM26 speakermanagement-systemer PLUS lige det ekstra “skud” af reststøj fra store forstærkere, der står og “små-koger” lidt direkte tilsluttet til forfærdeligt følsomme kompressions-drivere med følsomheder på 111 og 114 dB er der rigeligt støj på for de allerfleste. Nå, til alt held stiger støjen så ikke, når der gives “lidt havre” på volumenknappen og når man så efterfølgende skruer ned igen er hele verden alligevel blevet så meget mere stilfærdig end lige der for lidt siden, at man ingenting kan høre alligevel. Og dermed er et mindre problem forsvundet fuldstændigt.

Nå, vi kan nok ikke regne med, at dagens opgave bliver helt så let at løse, men vi skal nu nok få “skovlen” under den. Hvilket lige her på “sidstningen” minder mig om historien om manden med det støjende hestehegn, der klagede sin nød til den danske hifi-verden. Da han tydeligvis ingen brugbare inputs fik til løsningen af sit enkle problem, så gik han efterfølgende i gang med at finde løsninger på en total omlægning af sit el-net. Og der er han er vistnok strandet endnu, og det kan man måske godt forstå. Ikke mindst fordi de råd, som han fik omkring “jording”/”ikke-jording” af det kommende elnet  i helt usædvanligt grad selv for hifi-fora var ubrugelige. Især vrøvlet omkring, at “jorden” jo var en fælles skraldeplads for alskens støj på nettet og derfor burde undgås var vel i virkeligheden den ja, ALLERSTØRSTE støj på netop (inter)nettet!. Mon ikke vi ret trygt kan regne med, at “hestehegns-gutten” er kørt fast, det ville vi nok osse selv have været ud fra kvaliteten af de givne råd..

Sagen er jo den relativt simple, at hvis ikke der anvendes en tilstrækkeligt lavimpedant lokal jord, så virker langt de fleste af de lovpligtige EMC-støjfiltre i nyere apparaters net-indgang dårligt eller overhovedet ikke. Hvis man så til gengæld har en sådan rigtigt god jordforbindelse, så er man ved korrekt elektrisk installation efterfølgende fuldstændigt klar til at gå i gang med den eneste rigtigt effektive elektriske foranstaltning efterfølgende. Den, der har været anvendt overalt i manuelle telefoncentraler i over 100 år.Løsningen her har noget med ordet “balance” at gøre. Og ikke engang DET hjælper på det med hestehegnet, men det er der så noget andet og langt, langt billigere, der gør

Nå, vi må vist bare i gang med i praksis at vise, hvor forfærdeligt kloge vi er, når det kommer stil stykket. “Guleroden” i denne sag er så, at vi intet får, hvis vi IKKE kan, så mon ikke vi så NETOP kan?  Og hvis ikke ville vi aldrig indrømme det, det siger vel sig selv.

Bag nyhederne.

Inden vi om et øjeblik skal i gang med at samle lydanlæg til Fysisk Institut på det lokale “undervisitet”, så lige en skyndsom betragtning over den danske nyhedsbranche. Ikke den sædvanlige skattepligtige udgave, DR osv. , den er simpelthen så utroværdigt/ligegyldigt røvsyg i sin evige “journalister-interviewer-andre-journalister” eller ligegyldig snak med de samme forudsigelige ligegyldige “hof-eksperter”, at det er ligemeget. Man kommer i disse tider uvægerligt til at sidde og sammenligne de danske elektroniske nyhedsmediers troværdighed med den allerførste replik fra filmatiseringen af “1864”, som man undertiden “zapper” forbi. Osse der skærer replikkens overbevisningskraft (eller naturligvis den totale MANGEL på samme) så meget i ørerne, at det er en gru. Blot et forunderligt tilfælde, at ligegyldigt hvornår man zapper forbi, så er det lige slemt. Det er ellers helt andre steder i manuskriptet, er det virkeligt altid så slemt? Lad mig lidt frygtsomt sige, at jeg ikke har mod til at efterprøve “tesen” og se et helt afsnit, statistikken er nok for mig her!

Nå, men så længe vi endnu har “60 Minutes”, så går det vel endda. Selv om dette journalistiske “flagskib” tydeligvis ikke længere kan være pensum på landets journalist-uddannelser, så er det squ en “lise” at kvalitet! Og det plejer vores lokale århusianske papir-avis osse at være i sit lyserøde finanstillæg, der tit fortæller ting, som ihvertfald denne skribent ikke vidste. Selv om dette så ikke nødvendigvis gælder for ret mange andre måske, så er den squ da meget god. Den er den så bare ikke helt i dag..

For hvad er det lige, der er sket med det indtil fornyligt ifølge de elektroniske nyheder noget sensationelt udråbte  vistnok 3. største danske firma, OW Bunkers? Der er vist nogen her, der har læst om muligt mindre på lektierne end sædvanligt omkring størrelsesforhold i erhvervslivet.. Ja, det er ganske vanskeligt at sige, men lad os da forsigtigt herfra gætte på, at vi slet ikke har set hele omfanget af den her sag endnu. Denne skribent tror simpelthen ikke en skid på, at stenrige finansieringsselskaber og ejere og bankforbindelser klapper kassen i og kører “Bunkers-butikken” her konkurs for relativt beskedne 750 mill. kr, som skulle være tabt på oliepris-spekulationer . Det giver simpelthen NUL MENING, at ingen involverede partnere og ejere på nogen måde forsøger af “afdække” deres økonomiske  risiko for et firma, der for kort tid siden havde en markedsværdi på godt 5 mia. kroner. Forholdet mellem tallene giver absolut ingen mening i sig selv. Og så er der nødvendigvis en forklaring et helt andet sted, mere irrationel end finansen trods alt heller ikke, selv om billedet af “hovedløse høns” jo heller ikke altid er ganske misvisende.

Der er vel kun derefter en mulig forklaring: Den her svindelagtige/fejlslagne spekulation i Singapore er kun en lillebitte del af de totale problemer i butikken, siden ingen af parterne overvejer at redde firmaet fra konkurs. Normalt vil man jo i et så kolossalt stort problemkompleks af økonomisk nært sammenvævede ting på internationalt ALDRIG som det allerførste gribe til konkurs. Det tager jo nødvendigvis ganske lang tid at få overblik over den økonomiske katastrofes omfang.

Nå, det har det så ikke taget her, her har samtlige involverede uden særlig betænkning trukket stillet for OW Bunkers med ledsagende kolossale omkostninger for alle.
Konklusionen må være, at OW Bunkers må have været et totalt bundråddent foretagende, siden så mange så hurtigt er blevet enige om så meget efter blot kursoriske kik i butikken og bøgerne.
Og se, DET er jo da en anderledes artig sag end blot en lokal fejlslagen spekulation til (relative) småpenge,, som vores lokale erhvervsjournalister måske ikke helt følger til dørs i dagens avis.
Men mon ikke vi kun har set starten her..

Osse mærkeligt, iøvrigt, at ingen kæder Carlsbergs kolossale  nuværende  og potentielt 100% tabsgivende aktiviteter i Rusland sammen med firmaets værdi. For på samme måde som OW Bunkers sidste år havde over 2/3 af væksten i “butikken” koncentreret i Singapore-filialen, så forekommer Carlsbergs “kasten alle æggene i samme kurv” i Rusland måske heller ikke som det aller-fremmeste eksempel på “økonomisk rettidig omhu”..

Det ville jo være skønt,,..

hvis hver eneste lykkelig dag med den skønneste af alle kvinder, fru Mathiasen, var totalt uforglemmelig. Det er den iøvrigt osse, men hvad hjælper dog alligevel det, når denne hastigt tiltagende affældige bare ikke kan huske dagene længere. De seneste 10 år fremstår som en slags kontinuerlig “lykke-grød” uden særskilte pejlemærker af kærligheds-løshed. Som ikke længere at kunne glæde sig til sommerferien, fordi man er arbejdsløs..

Hm, der er tydeligvis ikke noget, der er så lykkeligt (selv ikke lykken selv!) der ikke rummer en bittelillesmule ulykke i svøb.Nu ved jeg, hvordan rigtigt rige mennesker har det, når de jo dårligt kan nå at glæde sig til nogenting, fordi de jo bare kan anskaffe sig sagen aldeles omgående. Og så nok kærligheds-betragtninger for denne dag. Det er blot principielt noget svært at forbedre perfektion, selv om det da bestemt er til at leve med.

Helt, helt anderledes var det så heldigvis tidligere, og HVOR anderledes alting var, er kommet tilbage til denne skribent så sent som i går. Da var vi nemlig i Søvind efter en megabunke magasiner (og nej, det var IKKE af den slags, som salige “Slåbrock Band” betegnede som den slags “min mand tog med i bad”)  Nej, det var naturligvis gamle “High Fidelity”-blade  Der var vel en 500 stykker, en veritabel guldgrube af ligegyldig information, om noget der måske ikke engang rigtigt var, dengang det burde have været.

Nå, ikke desto mindre er de nu sjove at bladre i, ikke mindst de skønne forsider med de herligt ukorrekte bare bryster. Ikke hver gang, måske ikke engang særligt tit, men uforglemmelige alligevel, når de så var der. Hm., jeg må have været yngre dengang, og måske man osse bare kommer til at tænke på, at Hanne Lyngfeldt og alle de andre smækre sild mere i dag er blevet en slags (silde-)”skuder” for nu føre bogstavrimene ud i det lidt mere absurde.

Ikke desto mindre er det forunderligt at sidde og læse mange af magasinerne fra 1970-erne og 80-erne , for det er simpelthen forbløffende tit, at jeg kommer til at forestille mig præcist, hvad der skete lige dengang bladet kom. Måske jeg blot igennem det meste af mit liv har oplevet alt, alt for lidt?Jeg føler mig lidt som en patient under en hjerneoperation, der ved hjælp af lidt manipulation af elektroder på den blottede hjerne.lige pludseligt kan huske alt det, som man forlængst troede glemt. Og som man da bestemt osse havde glemt, fordi der bestemt ikke var noget særligt at huske på.

Nå, ikke desto mindre sidder jeg så her denne morgen, og tager på min egen lille tur igennem et næsten forløbet liv. Der er sådan lidt mindelser om den netop om på disse mandage genudsendte hollandske TV-serie “In Europa”, der osse blitzer øjebliksbilleder. Op det sjoveste er næsten, at ganske mange af den hollandskes series afsnit er næsten ligeså forglemmelige som de minder, som gensynet med “High Fidelity”-bladene giver. Man kommer ganske klart til at huske, at hverdagene tydeligvis var hverdage osse dengang, fordi de nærmest var mindeværdigt ligegyldige. Tydeligvis derfor, jeg havde glemt alt om dem indtil i går.Det var som bekendt osse tiden inden Pia Mathiasen og den deraf følgende kontinuerlige strøm af lykke.

Nå, jeg må vist bare i gang med at glemme tiden inden Pia Mathiasen igen, men først må jeg lige huske mere præcist, hvad det er, som jeg skal glemme. Og for at opnå det er det jo en skøn pligt at genlæse disse blade fra dengang kabelhysteriet slet ikke var begyndt. Ja, man kunne vel ikke engang som ingeniør uden at få grineflip forestille sig et kabel, der hedder “Synergistic Research ACCELERATOR”, som vi ser til salg i dag. Wroaamm!
Nå, det kan man vel heller ikke i dag, der er vist ingen teknisk funderede personer bag  de danske mirakelprodukter som kablerne fra Zensati og Dyrholm og de andre. Vist mest bare en slags charlataner…Det var vist et sidespring på ganske samme måde som hele tilbehørsbranchen er hifibranchens garanti for selvmord i almindelige fornuftige menneskers agtelse..

Nå, det var så et sidespring til sidespringet, jeg har ikke mere tid nu, hverdagen kalder højt og indtrængende. Og bladene osse naturligvis!