men denne skribent har netop tilbragt et par superhyggelige dage i England med en god ven med videregående studier af nogle af mine allerældste interesser. Og osse lige lidt presserende business. Ja, det er ligefrem tale om den slags, der ligger i den udprægede præ-pubertære tid, nemlig dengang mænd var mænd og den fremmeste blandt disse var den navnkundige “Battler” Briton. For de knapt så affældige som denne skribent, en stærkt tiltagende gruppe heldigvis, så var den evindeligt uforfærdede “Battler” på trods af altid urimelige odds den britiske flyverhelt over alle de mere prosaiske som Mick Mannock og alle de andre af af de øvrige bedste af “de få”.
“Battler” var top-helten i barndommens små sort/hvide tegneserier og selv blandt de mange renfærdige britiske helte i blade som “Kampflyverserien”, “Spion X-13” m.v. var “Battler altid bedst. Man kom lidt til at holde af fyren og han havde i modsætning til skolekammeraterne altid tid til at lege. Med ikonisk-klassiske bemærkninger som “Tag, den, Fritz, og den!” blev manddommens (relative siger fruen!) beslutsomhed grundlagt allerede derude på barndommens lille ø. Og det gode ved det er så, at disse barnlige erfaringer sikkert osse har medvirket til at bevare barnet og barnligheden i denne skribent her til den nu høje alderdom, hvem ved?
Nå, men der stod jeg og Niels så på den tidligere RAF-base i Duxford og gloede på alle flyene i den imponerende udstilling deroppe. Eller stod og stod, vi gik i mange timer mellem de ganske langt fra hinanden beliggende hangarer, mens vi sugede indtryk.
Nu har jeg selv tidligere været der med min frue, der dog løb tør for interesse noget inden denne skribent. Det var heldigvis i kærlighedens yngre dage, så jeg nåede at se det meste inden hun bjæffede sit nu uhyre velkendte “Nu er det nok”. Det må have været derfor jeg slet ikke i flyverkommandoens kontrolrum bemærkede, at al lyd og kommunikation blev gengivet korrekt skrattende og ret uforståeligt af aldeles autentiske højttalere af et mærke, der engang såre betog denne skribent. Og som vi stadigvæk har i soveværelset, da det var de allerførste højttalere denne skribent anvendte til den afgørende kurtideringsadfærd overfor den (skulle det vise sig) ikke så forfærdeligt hverken bly eller knibske frk. Dahl Olsen. Nok herom.
Ganske korrekt, lige der var der en hel bunke Tannoy-højttalere monteret bag den traditionelle faste forplade, hvor den eneste udgang for lyden var det kunstfærdigt udskårne diagonale Tannoy-logo. Og så var det lige et øjeblik, hvor barndommens drømme og fjollerier blev forenet med mand- og alderdommens ditto. Drømme om barske mænd og barske højttalere blev præcist der forenent. Et uhyre stort øjeblik for denne skribent, selv om vi nok ikke med nogen rimelighed kan forvente, at intensiteten sådan uden videre vil kunne mærkes af ret mange andre.
Det var så weekendens personlige oplevelse af et liv oplevet i et splitsekund, hvor alle dets mærkelige del-komponenter pludseligt passede helt uventet godt sammen. Et kæmpestort øjeblik for mig omend et uhyre bittelille et af slagsen for den samlede menneskehed.
Nå, inden vi begiver os om bord i bunkerne efter de seneste 3 dages fravær, så en servicebemærkning: Fra i dag vil vi som tidligere forvarslet asap slette alle indlæg herunder, som ikke er med navngivet og identificerbar afsender. Vi vil benytte lejligheden til det nu, hvor der ellers iøvrigt hersker en vis fordragelighed, men det er vel osse det mest oplagte tidspunkt skulle man synes?
Eller som Wikke og Rasmussen udtrykte det så rammende i “Russian Pizza Blues”: Det rigtige øjeblik, det er altid NU! Så det er det altså så.