Beklager det åndelige og fysiske fravær..

men denne skribent har netop tilbragt et par superhyggelige dage i England med en god ven med videregående studier af nogle af mine allerældste interesser. Og osse lige lidt presserende business. Ja, det er ligefrem tale om den slags, der ligger i den udprægede præ-pubertære tid, nemlig dengang mænd var mænd og den fremmeste blandt disse var den navnkundige “Battler” Briton. For de knapt så affældige som denne skribent, en stærkt tiltagende gruppe heldigvis, så var den evindeligt uforfærdede “Battler” på trods af altid urimelige odds den britiske flyverhelt over alle de mere prosaiske som Mick Mannock og alle de andre af  af de øvrige bedste af “de få”.

“Battler” var top-helten i barndommens små sort/hvide tegneserier og selv blandt de mange renfærdige britiske helte i blade som “Kampflyverserien”, “Spion X-13” m.v. var “Battler altid bedst. Man kom lidt til at holde af fyren og han havde i modsætning til skolekammeraterne altid tid til at lege. Med  ikonisk-klassiske bemærkninger som “Tag, den, Fritz, og den!” blev manddommens (relative siger fruen!) beslutsomhed grundlagt allerede derude på barndommens  lille ø. Og det gode ved det er så, at disse barnlige erfaringer sikkert osse har medvirket til at bevare barnet og barnligheden i denne skribent her til den nu høje alderdom, hvem ved?

Nå, men der stod jeg og Niels så på den tidligere RAF-base i Duxford og gloede på alle flyene i den imponerende udstilling deroppe. Eller stod og stod, vi gik i mange timer mellem de ganske langt fra hinanden beliggende hangarer, mens vi sugede indtryk.
Nu har jeg selv tidligere været der med min frue, der dog løb tør for interesse noget inden denne skribent. Det var heldigvis i kærlighedens yngre dage, så jeg nåede at se det meste inden hun bjæffede sit nu uhyre velkendte “Nu er det nok”. Det må have været derfor jeg slet ikke i flyverkommandoens kontrolrum bemærkede, at al lyd og kommunikation blev gengivet korrekt skrattende og ret uforståeligt af aldeles autentiske højttalere af et mærke, der engang såre betog denne skribent. Og som vi stadigvæk har i soveværelset, da det var de allerførste højttalere denne skribent anvendte til den afgørende kurtideringsadfærd overfor den (skulle det vise sig) ikke så forfærdeligt hverken bly eller knibske frk. Dahl Olsen. Nok herom.

Ganske korrekt, lige der var der en hel bunke Tannoy-højttalere monteret bag den traditionelle faste forplade, hvor den eneste udgang for lyden var det kunstfærdigt udskårne diagonale Tannoy-logo. Og så var det lige et øjeblik, hvor barndommens drømme og fjollerier blev forenet med mand- og alderdommens ditto. Drømme om barske mænd og barske højttalere blev præcist der forenent. Et uhyre stort øjeblik for denne skribent, selv om vi nok ikke med nogen rimelighed kan forvente, at intensiteten sådan uden videre vil kunne mærkes af ret mange andre.

Det var så weekendens personlige oplevelse af  et liv oplevet i et splitsekund, hvor alle dets mærkelige del-komponenter pludseligt passede helt uventet godt sammen. Et kæmpestort øjeblik for mig omend et uhyre bittelille et af slagsen for den samlede menneskehed.

Nå, inden vi begiver os om bord i bunkerne efter de seneste 3 dages fravær, så en servicebemærkning: Fra i dag vil vi som tidligere forvarslet asap slette alle indlæg herunder, som ikke er med navngivet og identificerbar afsender. Vi vil benytte lejligheden til det nu, hvor der ellers iøvrigt hersker en vis fordragelighed, men det er vel osse det mest oplagte tidspunkt skulle man synes?
Eller som Wikke og Rasmussen udtrykte det så rammende i “Russian Pizza Blues”: Det rigtige øjeblik, det er altid NU! Så det er det altså så.

De lettere psyko-labiles legeplads?

Så er vi atter tilbage på “fabrikken” med den sædvanlige herlige bunke af ordrer. der skal effektueres. Og nu tillige osse KAN, da kunderne atter har åbent, så der bliver en del hurlumhej i dagens lange løb. Det uhyre prosaiske problem for mange af vores store offentlige kunder er det ganske simple, at det er nødvendigt at levere personligt, da det interne post-system er adskillige dage om den sluttelige aflevering, hvis vi sender. Som alle vores “kollega-renter” gør, fordi de ikke er gearet til andet.

Ja, sådan er dele af Verden endnu så herligt personlige, og mon ikke den forbliver sådan en rum tid endnu? Det kan for mange være svært at give en god personlig kundepleje, og det kan skyldes flere ting. For det første kan man have ansat medarbejdere så stupide, at man med fordel for effektiviteten kunne have ansat orangutanger direkte fra trætoppene. Og for at opnå den fuldendte synergi i  effektivitet kan man så anskaffe sig et internt system så håbløst, at orangutangernes evner så rigeligt rækker.

Tag for eksempel det på mange måder iøvrigt ganske velfungerende danske (??) postvæsen. På hjemmebanen fungerer det faktisk ganske fint med en enkelt undtagelse i foråret, hvor en iøvrigt ikke forsikret forsendelse til 25.000,- forsvandt i en postbil på vej til sorteringen. Det ved vi positivt, fordi chaufføren, der så forhåbentligt efterfølgende har fået sparket, kvitterede for den uden iøvrigt nogensinde at give den videre. Håber, at “hans” Manley er eksploderet op i skallen på fjolset!

Vi havde osse en noget pudsig oplevelse med samme “u-væsen” for et par år siden, hvor vi modtog en pakke fra Australien (eller rettere, det gjorde DE, altså Posten. Efter lidt hurlumhej frem og tilbage med betaling af told og moms forsvandt pakken simpelthen HELT og aldeles derovre i abernes paradis. For dog efterfølgende efter godt et ÅR heldigvis at dukke op igen. Altså hos AFSENDEREN i Australien uden at postvæsenet iøvrigt på nogen måde anerkendte erstatningsansvar, hverken for porto (DYR!) eller varer iøvrigt.

Lyspunktet var så, at pakken i det mindste ikke var blevet stjålet som altså den anden fornyligt, men det så vist osse det eneste. Anderledes positivt endte det så i den forløbne uge, hvor en pakke fra USA på trods af omhyggeligt fuldt reglementeret påklistret faktura udenpå pakken blev tilbageholdt. Og så startede den fra Australien-pakken så kendte udsigtsløse karrusel igen.

Først efterspugte man fra posten faktura og betalingsdokumentation, som prompte blev sendt. Så gik der nogle dage, og så efterspugte man denne gang kun fakturaen. Begge dele prompte gensendt. Så gik der atter et par dage, og så efterspurgte posten så betalingsdokumentionen. Mærkeligt, når nu begge dele var på samme mail omhyggeligt forsynet med sagsnummeret i “hovedet”.

Dette gentog sig så yderligere i 2 hele omgange, hvorefter denne skribent efter 100 års ventetid endeligt kom igennem til en behjertet medarbejder, der i løbet af nul komma fem klarede problemet, tastede afgifterne, fik penge og straks sendte, så pakken landede her næste dag. Alt var fint lige indtil vi fik denne mail fra posten, og det altså først EFTER varen var landet her.:
VI SKAL BEDE OM NOGET MED VAREBESKRIVELSE PÅ OSSE
Med venlig (!!?) hilsen
Maixxxx
Privatimport.

Og nej, de store bogstaver er en verbatim kopi af mailen fra den vel ikke videre høflige post-abe her, der tydeligvis ikke lige havde gidet checke (helt i lighed med de andre personer indblandet i denne lille affære), at der var sendt ialt 8 registrerede fyldestgørende mails tidligere. Og at hele sagen forlængst var lukket. Men kæmpe-cadeau herfra til den rare post-medarbejder, der så problemet og løste det. Idet der ellers ALDRIG ville være sket nogetsomhelst med nogenlunde samme sikkerhed, som at en “post-abe” nok næppe tilfældigt ville kunne skrive Shakespeares samlede værker ved tilfældigt at taste løs.

Nå, men alt endte godt, og vores nye  JBL 2490H-driver pryder nu skrivebordet som et minde om den vitale menneskelige faktor i alle tosserierne. Og som er den del, vi selv forsøger at konkurrere på og visseligt med et vist held!
I mellemtiden kan vi så sidde og kikke på hififora-fjollerierne i deres terminale krampetrækninger. Det gør efterhånden næsten fysisk ondt på denne skribent at se de sidste få psykolabilt-sølle eksistenser derude og deres latterlige selv-overvurdering og pinlige prikkelighed.
Og så er vi slet ikke kommet til intrigerne blandt de sidste få, der kører helt af sporet… Utroligt, at en så bittelille numerisk del af menneskeheden kan rumme en så kolossalt stor procentdel af fjolser og andre halv-aber.
Eller måske de sande hifitosser allesammen bare arbejder ved postvæsenet? Det gjorde den gamle “anmelder” (i mangel af mere dækkende pejorativt udtryk) K. S. Møller da så vidt vides.
Manden, der for mange årtier med sine skøre skriverier  bankede det allerførste store søm i hifiens ligkiste.

Lee Hazlewood

I den seneste uge har det været ganske svært at lege hifi her i huset. For det første har det været den kommercielt bedste uge i adskillige år (og det siger altså en del!) og arbejdet tager trods alt en stor del af dagen, omend det så afgjort kan være ganske fornøjeligt. Men det andet, der er kommet i vejen for den fortsatte udvikling af hifi-nydelsen, er til gengæld ganske prosaisk. Det er nemlig lidt ankommet en god stak gode gammeldags CD-plader med musik i alt andet end hifi-referencekvalitet. “Kunstneren” eller hvad man nu skal kalde denne lille ubehagelige mand, er den for de nu allerfleste aldeles ukendte Lee Hazlewood. Han var ellers en mand, der huserede på hitlisterne samtidigt med, at årets Nobel-pristager Bob Dylan skrev de sange, der nok har givet prisen (uden at denne skribent dog overhovedet fatter hvorfor)

Nå, men mens Dylan mange og lange sange, så skrev Hazlewood langt færre og ganske meget kortere. 3 minutter er længe for den gamle DJ Hazlewood. Ikke at der ikke blev udtrykt meget på de 3 minutter: Check for eksempel den noget kryptiske tekst på Hazlewoods “Some Velvet Morning”, der ikke i andet end længde lader Dylans “Desolation Row” noget efter i fortolkningsmuligheder. Ikke at det gør dem særskilt interessante, men det er en pudsig sang og Hazlewood en pudsig sanger med sin vokale “comfort-zone”rækkevidde på ikke meget over en halv oktav. For selv med en omfattende inklusion af mindre til endnu mindre  sangtalenter i den samlede menneskehed, så fanger man næppe Hazlewood. Men til gengæld  havde han så noget, som ingen andre blot nåede til sokkeholderne.

Hazlewoods timing  var fremragende grænsende til det enestående og er helt oppe at “ringe”  sammen med mestrene  Sinatra og Bing Crosbys ditto, og det giver sangene en formidabel spændstighed, der fint bærer hjem  osse i dag. Udover en særdeles lukrativ musikalsk karriere igennem næsten 5 årtier var samme Hazlewood iøvrigtr en ganske overordentligt selvisk og ubehagelig mand. Derved adskilte han sig nok næppe fra alle sine datidige og nutidige branche-kolleger, men han havde det helt at være på toppen inden der fandtes nogen kvælende politisk korrekthed. Han lagde ikke blot den allermindste smule skjul på, at hans absolutte favoritdisciplin indenfor musikken var at “tutor” (for nu ikke at fortolke alting hele tiden) unge sangerinder. Et af de tricks, der virkede allerbedst for ham og som iøvrigt stort set forsørgede ham resten af livet) var, da han “tutorede” Nancy Sinatra.

Franks datter havde uden nogen succes ellersværet aktiv i årevis, men det var først, da Hazlewood sagde til hende, at hun skulle synge som en “..14 year old, who fucks truckers” at hendens karriere tog fart. Starletten med lillepige-stemmen  Nancy og brumbassen Hazlewood skabte store hits, og selv ikke alle sangene var af samme kaliber, så var hovedparten squ gode, ja decideret fremragende. Som altså denne weekend har demonstreret til fulde her i huset. Og det selv om fruen i huset har lidt svært ved helt at se bort fra, hvilken kedelig ka´l Hazlewood var. Ikke noget af tiden-HELE tiden og det overfor hvemsomhelst. Altså en sand kunstner med succes.

Udover at være sangskriver og sanger og charmør var Hazlewood også pladeproducer, men da han havde så rigeligt travlt med de første 3 ting (særligt den sidste i denne tid, hvor den bestemt ikke klassisk smukke og midaldrende  Lee havde sit absolutte zenit indenfor tiltrækningskraften overfor unge modeller), så gik det lidt rigeligt hurtigt med at lave plader. Så der er bestemt ingen auditive “snapse” iblandt sangene, der vel alle snildt  kan rubriceres i kategorien mellem “OK” og “ret rædderlig” Ikke at det dog betyder blot det allermindste for nydelsen af musikken,  hans prioriteringer skinner tydeligt igennem produkterne og er både rimelige og uhyre forståelige.

Ja, weekenden har næsten været alt for god, så tiden til at studere hifi-fora har været begrænset. Men da vi jo ikke “hoppede på” maddingen/limpinden trods ihærdige opfordringer  sidste uge, så må der vel lige en lille krølle på i dag.
1) Hvorfor kan man ikke drive en butik med brugt hifi i Danmark? Ja, det er et godt spørgsmål, som det er en gåde, hvorfor ingen af debattørerne overhovedet kunne finde den ellers enkle løsning på.: Der er 2 problemer  og de er begge og hver for sig totalt dræbende: hvis en forretning køber en vare af en privat, så skal forretningen pålægge moms. Og DERUDOVER hænger den forretningsdrivende på den almindelige private købelov med normal garanti og pis og papir.
Er det mærkeligt, at  der ofte ses mere alternative brugtsalgs-veje med lavere beskatningsgrad?

Til sidst skal vi da more os lidt over det sjove forsøg på at puste lidt liv i nerds.dk`s debatforum. Helt tilfældigt og uhyre heldigt er der lige kommet en spritny bruger på, der næppe ganske tilfældigt kalder sig “DensenNerd” (hvordan man så iøvrigt kan være DET) Og vupti, så er der atter gang indenfor alle mulige og ganske tilfældige emner igen derovre. For man må sige, at ham “DensenNerd” er ude med “spredehagls-bøssen” i bedste Onkel Joakim-muskedonnerstil som han krampagtigt snakker i øst og vest for at generere lidt trafik.
Sig mig, at der virkeligt ingen, der kan se igennem denne tilsyneladende tilfældighed?
Svaret blæser vel i efterårsvinden for nu delvist at blive i Nobel-pristager Zimmermanns tekstunivers…
PS: Og så en lille korrektion til Nrik/Henrik, teknik-“redaktøren” på Nerds: Det var aldrig hverken målet eller muligt at tage en enkelt LS3/5A og parre den med en vilkårlig anden enhed. Det var osse derfor, der på BBC´ lagre hurtigt hobede sig mængder af “u-parrede” enheder op, fordi makkeren var død og den udtrykkelige ordre fra BBC  var IKKE at bruge tilfældige umatchede LS3/5A

En invitation

Efterhånden er denne ældre skribent næsten totalt holdt op med at se nyheder i TV. Og helt og fuldstændigt de danske.  Livet er simpelthen blevet alt, alt for kort (ihvertfald den hastigt svindende resterende del af det) til at gide se på monotont- og ensidigt-koreograferede “interviews” fra teleprompterede studieværter med deres ditto-udstyrede såkaldte “udsendte” kolleger. “Udsendt” betyder oftest og ganske bogstaveligt, at de står UDENFOR det sted, hvor “begivenhederne” formodes at finde sted. Det må være sådan en slags visuel støtte til (hifi?)-tumperne derude, så de kan følge lidt med i verdens gang uden iøvrigt at høre efter.

Og høre efter den journalistiske tomgangssnak her, DET er vi holdt op med her i huset for efterhånden mange år siden. Ikke at det ikke er vigtigt at opsøge nyhederne, det er blot vigtigt IKKE at gøre det på de danske elektroniske medier. Al anden nyhedssøgning er til gengæld at foretrække og det andet behøver på ingen måde at være spor godt for at være meget bedre.
INTET bliver nogensinde forsøgt perspektiveret af DR og TV2. INGEN ser den ellers ret oplagte sammenligning i, at blot denne WEEKENDS “Grand total” af døde og livsfarligt kvæstede i diverse bandeopgør, nogenlunde svarer til ditto igennem mere end 25 års rockerkrig. Vel egentligt ellers en sjov betragtning i denne ikke spor sjove verden under fortsat udvikling..

Ligeledes kan der vel mønstres blot én eneste dansk journalist gennem de seneste godt 50 år, der blot nogenlunde neutralt eller blot en smule værdifrit har kunnet omtale nogensomhelst republikansk amerikansk præsidentkandidat. Den slags stoppede ganske entydigt med “Ike” Eisenhowers afgang i 1961, hvorefter al dabsnk nyhedsdækning tilsyneladende gik ud på for enhver (uhyre tvivlsomt begreb, det her!)  “journalistisk sandhedspris” at få valgt den til enhver tid opstillede demokratiske præsidentkandidat. Det har været og er en regel aldeles uden undtagelser.. Lidt sygt!
Mærkeligt nok gælder denne fundamentale fordom blandt de danske licensfinansierede mediearbejdere kun USA, for både i Tyskland og Frankrig og sågar oftest Storbritannien dyrkes overhovedet ikke samme syge politiske partiskhed. Måske fordi man trods alt bliver nødt til at forudsætte som i det mindste for de allerfleste delvist bekendt, at vesteuropæiske politikere på tværs af alle partiskel har MEGET MERE til fælles med HINANDEN end med deres egne vælgere. Ja, muligvis kan det ligefrem rundes op til ALT og INTET for de allerflestes vedkommende.

Anderledes med ganske åbenbart mere eksotiske USA, hvor den danske journaliststand endnu hævder en helt entydig bedrevidende civilisationsopfattelse, hvor selv den forlængst bandlyste “Tintin i Congo” må se sig overhalet. Ingen i standen har nogensinde for alvor haft tvivlens nådegave om der dog ikke blot er en eneste formildende ting ved republikanerne, siden de amerikanske vælgere så stædigt nægter at følge det danske medie-aristokratis gentagne råd. Tiden har ikke ændret rådene, kun tonen, der til gengæld er blevet så meget mere skinger. Ihvertfald har danskernes råd blot medført, at kun helt præcist hver ANDEN gang, de har valgt præsident siden 1960 har de åbenbart valgt rigtigt. Sikke dog dumme og uoplyste, amerikanerne må være, måske det er derfor, man så gerne fra dansk side vil oplyse dem om deres vankundighed. Sådan lidt ligesom de særdeles klart formulerede deciderede KRAV fra danske meningsdannere om, at englænderne øjeblikkeligt skulle stemme om omkring deres udtræden af EU . Udover egen frådende rethaveriskhed blandt alle de helt “rigtige danskere-altså dem, der IKKE flager med Dannebrog) om det overlegne moralske aspekt af det europæiske projekt, så var afstemningen vist nok osse ugyldig, fordi så mange unge skulle have stemt FOR forbliven i EU. En sælsom demokratiopfattelse, skulle man vel mene, men når man for licensbetalte midler har RET, så fortrænger denne naturligvis alle andre hensyn. Og ingen undrer sig. Og det kan man så såre undre sig over.

Så derfor ser denne skribent kun danske nyheder som en del af “zapperiet” og det kun i den brøkdel af et sekund, som er reaktionstiden hos 60-årige. Det er nok derfor, jeg har så forfærdeligt god tid til at glo ørkesløst på de forskellige hifi-fora-fordi jeg ikke spilder tiden. Lyder måske lidt dumt eller hvordan?
Åh jo, ingen er vel helt perfekt. Og det er måske i den lidt sene erkendelse af det, at vores lille virksomhed fremover vil indføre som en fast “vinter-event”, at fra kl. 15 hver fredag i de kommende måneder vil vi holde en uformel ugeafslutning med lidt bægerklang af kaffe, øl og sodavand ledsaget af lidt høj musik. Altså sådan nærmest bare en hifi-snakkestue, forhåbentligt rigeligt suppleret med mere almindeligt/fornuftige mennesker fra vores egentlige virke i den professionelle verden.
Vi føler dog i nogen lighed med tydeligvis den samlede danske journalist-stand omkring USA, at vi har en presserende “hifi-civiliserende byrde” med almindelig oplysning af de stakkels ensomme fortabte hifi-sjæle, der måtte være derude.
Engang var det ganske normalt at mødes med ligesindede, i dag er det den absolutte undtagelse, og den tingenes ulykkelige tilstand vil vi da gerne forsøge at rette lidt op på.
Altså, på gensyn fredag fra kl. 15! Og håber at se dig, Sonny!

En dansklærer har på opfordring fra et andet forum påpeget visse stave- og grammatikalske fejl på denne side. Lige netop stavefejl er der nu ikke tale om (dertil er denne skribent alt for meget ef den gamle diktat-skole)-de givetvist korrekt-konstaterede fejl skyldes nu udelukkende hastværk uden blot den allermindste korrekturlæsning.
Lidt ærekær er vel selv den mest æreløse!

Og vinderen er:

Det er ikke, fordi vi har syltet resultatet af den nyligt bebudede “giganternes lyttetest” (ihvertfald i den vigtige henseende “pris”) mellem vores 2 relativt  nyligt erhvervede reference-DACs, Bricasti M1 og Weiss DAC1 Mk.3. Det har dog været usædvanligt vanskeligt at finde lejlighed og ikke mindst tid til den nødvendige kalibrering af referenceniveauer for at gennemføre vores strengt videnskabelige enkelte blindtest.

Nå, men i går eftermiddags blev der så endeligt på konens kommando gennemført den længe ventede test. Og det var bestemt med nogen usædvanlig bæven fra denne skribent. Siden hun første gang kortvarigt hørte den da spritnye Weiss med et medfødt, noget uhåndterligt, +27 dBu reference-output og øjeblikkeligt “dissede” den, har der jo været berettiget tvivl, om denne sammenligning overhovedet var rimelig. Ja, selv denne skribent er ligefrem kommet i tvivl, for fruen plejer bestemt ikke at tage fejl i disse auditive materier. Og det gjorde hun naturligvis heller ikke denne gang.

Nå, men efter niveau-kalibrering og behørig visuel afdækning af alt, hvad der ville have kunnet påvirke denne strenge test i uvidenskabelig retning, så indtraf det store øjeblik, hvor fruens dom skulle falde. For videnskabeligt inklinerede skal det med, at hifi-tossernes sædvanlige argumenter med, at deres koner skulle have sagt, at det nyindkøbte isenkram bare lyder meget bedre end det gjorde før, jo sædvanligvis indeholder den kedelige “bias”, at konerne så forfærdeligt ønsker sig et helt andet sted hen (fuldstændigt ligegyldigt hvorhen, tandlægen næppe udelukket), når hifitosse-partneren begynder at fiske efter anerkendelse for sit nye hifi-kabel med absolut zero-effekt.

For hvad i alverden skal hun svare: At det er godt, med fare for at fjolset fremturer med at købe mere af voodoo-skramlet? Eller sige sandhenden: Nemlig at der absolut ingen forskel er med fare for akut ægteskabelig krise? Nå, men den slags umulige situationer sætter kloge mænd som denne skribent sjældent deres ægtefælle i og vel endnu mere selvsagt sjældent sig selv i. Faktisk kun, når det er direkte påtvunget som altså her. Pia Mathiasen kan være en barsk moster!
Nå, men der sad denne skribent så og klikkede løs på fjernbetjeningen, mens fruen fandt sine allerførste panderynker frem i sin koncentrerede lytning. Det var vel en slags godt tegn, syntes ialtfald denne skribent, for så faldt Weiss-en da tilsyneladende ikke ganske igennem som først frygtet.

Nå, men efter lange og mange udsættelser for “små-klikkene ” mellem kilderne faldt fruens dom: DEN her er den bedste! Og det var den, og det synes jeg osse selv, at den havde været, mens jeg havde leget med isenkrammet inden madammen kom hjem. Ja, faktisk var det ganske påfaldende, hvor stor lydforskellen var på de der apparater med listepriser på mellem 70 og 80.000,- Fruen beskrev lyden på vinderen som “både langt blødere” og samtidigt “langt mere detaljeret” end kombattantens.

Og allerede nu vil den opmærksomme læser måske af ordvalget kunne se, at fruens og min favorit så ganske ubetinget var den nye Weiss DAC1 Mk. 3, det er simpelthen en rigtig “konge-konverter”, som får selv en Bricasti M1 til at lyde “let mumlende” og der skal altså noget til, skal vi hilse og sige! En vinder i det selskab er altså en ægte og stor vinder!
Nå, men straks efter var tronskiftet fuldendt, og nu troner Weiss-en så ovenpå sammen med det store ATC-system, mens Bricastien er blevet forvist til husets nedre regioner. Hvor den bestemt osse kan bruges og da ikke mindst nu, hvor der er opstået langt bedre muligheder for at lytte til musik hernede på min arbejdsplads i dagtimerne.

Normalt overdøver musikken her i kælderen med en komfortabel margin  dørklokken, men til alt held har vi med tilbagekomsten af den sidste ætling af salig Folmer Hund, nemlig Frida Hund, fået en supplerende vagtpost på denne vigtige plads. For som tidligere små-isoleret land-hund fortæller Frida Hund med sin ihærdige bjæffen, at der er besøg, og det betyder jo så, at man kan sidde og larme ganske vildt i den sikre forvisning om, at det lille hundekræ nok skal fortælle, hvornår der er tid til en pause.
Så det vil vi gøre og det osse selvom vi altså kun har husets næstbedste DAC som kilde…