Størrelse, pris, identitet og andre problemer.

I denne uge vil vi forsøge at forske lidt i den identitetsforplumring, som langt de fleste producenter helt frivilligt har kastet sig ud i. Det drejer sig simpelthen om mangel på gennemskuelighed i deres sortimenter. Det er faktisk et ganske alvorligt problem, som mange af de store gamle mærker har fået sig, fordi, som allerede salig Briggs fra det engelske firma Wharfedale bemærkede, når man forvirrer sine potentielle kunder, så køber de absolut ingenting. Det er denne bevidste forvirring, som vi vil behandle i dag, og det er faktisk ganske underholdende, fordi det er så aldeles gennemført idiotisk. For mange producenter skulle man faktisk næsten tro, at forretningsstrategierne var opfundet af undercover-agenter i konkurrenternes sold, de i gamle dage fra engelske MI 5 og 6 så kendte “muldvarpe”. Man får ialtfald det klare indtryk, at der må ligge et djævelsk forbryderisk mastermind bag mange af opsplitningen af de mange modelrækker hos mange producenter, men der er vel også opstået en betydelig arbejdsløshed blandt de rigtige “muldvarpe” efter afslutningen af den kolde krig, så måske alle firmaer blot lader sig styre af konkurrenternes så veltrænede medarbejdere i egne rækker? Det kunne ihvertfald se ud, som om mange gør. 
  
I gamle dage var tingene som altid dengang ganske simple, men dengang var verden jo også, som Steen og Stoffer har dokumenteret, i sort/hvid.. Tingene og sammenhængene var faktisk så simple, at selv Bang & Olufsen kunne være med. Der var helt enkelt hos alle producenter en nødvendig sammenhæng mellem størrelse og pris på højttalere og en lignende på forstærkere. Jo højere effekt et apparat havde, jo dyrere var det uvægerligt, og for andre apparater som tunere og kassettebåndoptagere kunne man så altid regne med, at numrene fulgte med forstærkerne i pris. Det var simpelt, og det var en stensikker recept på kommerciel succes, fordi folk kunne forstå det. 
  
Nu var det naturligvis heller ikke dengang nogen entydig sammenhæng mellem størrelsen og prisen på højttalere generelt, men det var der til gengæld indenfor samme producent. Den mindste B&O-højttaler var samtidigt den billigste og den allerdyreste var helt naturligt samtidigt den allerstørste, så der var ikke så meget at tage fejl af i forhold til statusværdien. Større VAR bedre og ikke mindst dyrere, og alle fulgte samme recept, både Tannoy, Marantz, Crown/Amcron, JBL, Sansui, Technics og talløse andre. Det blev jo også for mange hjulpet af, at rigtigt mange producenter kun havde ganske få modeller i en enkel progressivt stigende prislinie med ensartede trin på. Det sikrede, at ligemeget hvor man steg på, vidste man altid, hvor i hierarkiet man var, og havde jo så altid noget at stræbe efter. Når man for eksempel havde en JBL 4311 kunne man jo altid drømme om en 4331, en 4333 , en 4343 eller slutteligt en 4350. 
  
 Hvis man havde den største var der ingen Kloge Åger, som med nogen ret kunne hævde, at man ikke havde den bedste. Størrelsen og watt-antal var simpelthen blandt hifientusiasterne som haleføring i hundeflokken  entydig og letforståelig-man vidste, hvor man var, og man vidste, hvor man skulle hen: Større højttalere og flere watt. 
Nu er det åbenbart en naturlov, at man i kortere geologiske perioder ser dyr og elektronik udvikle sig skal vi sige det noget ukontrollabelt som den irske kæmpehjort, hvis gevir blev så kæmpestort, at dyret ikke kunne komme omkring.. Som i tidligere tider kæmpeøglerne og senere de gigantiske nu uddøde pattedyr så vi også ikke mindst på datidens receiverområde en kæmpevækst ikke meget mindre end en mammut i dyreverdenen med en gigantisk Pioneer som vistnok toppunktet, inden denne boble faldt sammen igen. Det er først i disse tider, at vi ser et fornyet kapløb i samme receiversegment, denne gang godt nok surround, men vi nærmer os vist også nu toppen af galskaben. Der var altså en øvre grænse for størrelse, og efter JBL Paragon, JBL 4350 og (godt nok noget senere) den helt monstrøst vanvittigt store Gamut-forstærker på størrelse med en dybfryser) var udvikling i denne retning ikke længere muligt. geviret var blevet for stort og bredt. 
  
Selv om der allerede i 1980-erne blev moderne blandt visse grupper med mindre, men ihvertfald ifølge dem selv mere identitetsskabende systemer, var der dog stadig en klar rangfølge mellem alle apparater i en producentserie. De kraftigste forstærkere og de største højtalere var stadigvæk bedst og dyrest, og det gjaldt også for kongen af de små og særdeles slet samlede blikæsker, nemlig Naim. Her skulle man godt nok finde det højeste modelnummer, men det gik endda. Dette gjaldt stadigvæk også helt uden undtagelse i den professionelle branche, selv om en af de store operatører, nemlig JBL, her gennemførte noget, som de nok ikke vidste ville blive dødsstødet for den civilisation, som de kendte. Man indførte nemlig i den semiprofessionelle verden den nye M-serie af højttalere. Ved introduktionen var vi mange som højt grinede over, at JBL på den måde prostituerede sit gode navn og rygte. Det havde de nu godt nok allerede gjort nogle år tidligere med deres såkaldte Radiance-serie af såkaldte hifi-højttalere, men den var på grund af indlysende latterlig ydeevne ikke blevet taget alvorligt. JBL-skiltet var nu også noget lille. 
  
Nu var M-serien med sin tonstunge men uhyre vandopløselige kasse af papir-MDF og højttalerenheder i den ende af kvalitets-vægtklassen, hvor selv drenge- thaiboxere har vanskeligt ved at pine sig ned, heller ikke noget godt produkt. Det betød dog ikke, at det ikke blev solgt, men det betød til gengæld, at andre og langt bedre JBL-højttalere i den rigtige professionelle serie, som var langt bedre, ikke blev det, fordi de var meget mindre. Folks automatreaktion afskaffede man ikke bare sådan lige, men til gengæld afskaffede man så sit eget professionelle marked, ja det gik faktisk så hurtigt, at det nok har mindet om katastrofen i kridttiden, da dinosaurerne forsvandt. Det gik en tid lidt bedre på markedet for professionelle studiomonitorer, men da der først blev lanceret en serie store og billige modeller, forresten produceret i Danmark, mange med enheder fra et andet medlem af Harman-gruppen, Son Audax, gik det forrygende hurtigt. 
  
 Det professionelle publikum, nu helt forvirret som påpeget af Briggs, anskaffede ikke blot ingen nye JBL-monitors, de afskaffede med lynets hast alle dem, som de havde købt. Istedet blev finske Genelec kongen i en periode, fordi de i det mindste efter den allerførste gøgeunge S 30 da havde forstået, at større højttalere med højere numre var bedre end de små med de lavere. Kommerciel succes var allerede dengang nært forbundet med en klar identifikation af kundernes åndsevner eller mangel på samme. Vores venner på Hifi Musik ville nok have brugt ordet “acute” oversat til det gode danske ord “akut” om lige denne præcise identifikation. Alene det at folk købte den nye tids modehøjttalere fra Genelec var vel også et ultimativt bevis på monumental eller i det mindste selektiv døvhed, måske ligefrem akut? 
  
På samme tid gik der tilsyneladende panik i mange, men heldigvis ikke alle de professionelle forstærkerproducenter. Nu er det professionelle marked i virkeligheden ikke ret stort i forhold til konsummarkedet, som enhver jo kan sige sig selv, men hvor lille det i virkeligheden er, overrasker altid de allerfleste. Datidens “giganter”, som altså var vældigt små, som Crown/Amcron, Electro-Voice/Dynacord, Crest m. fl. begik simpelthen den kæmpebrøler at opdele deres hidtil meget basale og overskuelige modeller i selv for fagfolk helt uigennemskuelige modelserier. Det er faktisk noget mere skæbnesvangert for salg af kvalitetsprodukter, end det måske umiddelbart ser ud, og det burde de smarte salgsstrateger indenfor Harman-gruppen og den daværende Mark IV-gruppe, som var de største dengang, nok have kunnet regne ud. Man havde jo nemlig allerede fornyligt fuldstændigt mistet sit traditionelle marked for studiemonitorer og den største del af det traditionelle PA-marked igennem lignende markedsføringstiltag, og nu skulle forstærkerne altså følge efter. Gilbert Briggs fik altså ret igen-igen. 
  
Recepten for disse mulige “muldvarpe” som må have været i andres sold var helt enkel: Man gjorde det simpelthen aldeles umuligt for kunderne at gætte, hvad en modelserie kostede. Ikke alene var der ingen sammenhæng mellem pris og effekt, der var heller ikke bare den allermindste progression i skamrosen i brochurene mellem de forskellige uigennemskuelige modelserier. Når man ikke får nogensomhelst opfattet merværdi ved at vælge den dyrere model eller blot kommer til at tvivle bare det allermindste, køber man jo altid den allerbilligste. Det var så bare sjældent en Crest eller en Crown, og selv om det var, gjorde man det sjældent 2 gange, så ubeskriveligt ringe var de. 
  
For argumentets skyld kan man jo prøve at klikke ind på Crown i dag og prøve at gætte med. Det er nemlig ligeså svært i dag grænsende til det umulige blot teoretisk at finde et argument for, at det dyreste skulle være bedst. Det har jo så også medført, at den fremragende Reference-serie er udgået, for hvordan er det lige, at man gradbøjer adjektiver, som allerede er i superlativ for den billigste serie igennem 5 ekstra led? Den billigste serie lød til gengæld helt ubeskriveligt grimt, og det gør den forresten stadigvæk. Måske endda lidt værre. Ikke underligt, at de gamle producenter blev lette ofre for en hel ny bølge af lavprisprodukter fra Kina. Selv ville vi i dag aldrig drømme om at sælge en Crown. det er nu også ganske let at undgå, da heller ingen vil købe dem. 
  
Nu skulle man jo ikke tro, det kunne blive meget værre, men det kunne det faktisk godt, en hel del værre. Jeg var endda selv involveret i det projekt, som få år senere dræbte Europas og måske endda verdens største daværende højttalervirksomhed, nemlig Jamo. Det var nu ikke mig selv, som gjorde det, men et lokalt reklamebureau. Udgangspunktet var ellers i disse valgtider ganske letforståeligt: Man ville være alt for alle, men i stedet blev man til ingenting for nogensomhelst. Det er jo politisk hverdag og den succesfulde fremgangsmåde kaldes vistnok godt “politisk håndværk” Jeg selv deltog som hovedrystende konsulent i det ambitiøse projekt, som i sin enkelthed gik ud på, at et gigantisk katalog indeholdt tæt ved en fantasilion forskellige modeller. Jamo ville nemlig som den produktionsmæssigt suveræne virksomhed, som den var, vise, at man øjeblikkelig i sit utroligt smidige produktionsapparat ville kunne tilfredsstille alle kunders behov. For at guide folk igennem denne labyrint havde man så forsynet kataloget med noget, som mest lignede et psykologisk test i allerbedste damebladsstil, som man selv skulle gennemføre. Her kunne man helt selv plotte ind, hvilken livsstil man var til (en rigtig griner dengang og denne sektion i kataloget kan i dag formodentlig fremkalde øjeblikkelige epileptiske anfald selv hos ikke-epileptikere, så sjov er den), musiksmag m. m.  
  
 Det var nu meningen, man skulle tage det helt alvorligt, og korrekt gennemført kunne man så med videnskabelig sikkerhed blive hjulpet til at finde lige præcist den højttaler blandt adskillige hundrede modeller, som man ialtfald ubevidst psykologisk længe havde drømt om. For de ganske få, som overhovedet kom så langt i denne personlige test, kan det næppe være kommet som andet end en stor overraskelse at se sin åbenbare drømmehøjttaler. Der var simpelthen tale om en reklamemæssig galskab så massiv, at den aldrig kan slås. Der var ingenting i vejen med Jamos produkter. Kunden havde bare ligeså svært ved at manøvrere sikkert rundt mellem alle de røde, gule og grønne prikker med tilhørende underprikker og små og store bogstaver i brochuren, at konen i smug sikkert har smidt det ud, fordi hun meget rimeligt må have antaget, at der var tale om en særligt lusket form for porno i dette ellers så smukt glittede brochuremateriale. Som bekendt gik Jamo i praksis i betalingsstandsning inden de blev opkøbt af Klipsch, og en epoke startet af tømrer Jacobsen var blevet nyere dansk erhvervshistorie. Det var da vist det, man kan kalde en lettere kikset reklame, faktisk en hel del værre end de andres lettere ugennemsigtige produkter og priser. Vi skal vist tilbage til det store kollektive selvmord i Jonestown for at opleve noget lignende, her betalte man altså bare reklamebureauet for at begå noget, der lignede overlagt mord, en slags halv-kollektivt selvmord, hvor dog kun den ene døde, selv om nogle i Jonestown vistnok også blev hjulpet lidt på vej. 
  
Nu findes der jo altid ganske enkelte dinosaurer, der som skildpadderne og krokodillerne overlevede denne forvirringens tid. Så forskellige firmaer som ATC og Cerwin-Vega fulgte den simple og gamle recept, hvor en højttaler, som var større, naturligvis var dyrere og bedre. Andre som JM Lab kører et modelprogram, som ikke lader Crowns meget efter i mangel på almindelig gennemskuelighed, men de har dog vistnok ikke indført Jamos gamle personlighedstest, ikke endnu, ihvertfald. Dagens morale er den helt simple, at ligegyldigt hvor godt og vel-distribueret et produkt er, skal kunden stadigvæk have en helt klar fornemmelse af, at han får noget helt specielt. Denne produktets merværdi skal være så tilstrækkelig simpel og forudsigelig, at han let kan forklare andre, præcist hvad der gjorde produktet til noget særligt, og dette er som nævnt noget vanskeligt for de allerfleste. Som vi ser hos for eksempel Gamut, kan den mest geniale fod og det mest banebrydende kabinetdesign endda findes i den billigste højttaler, og det skal man vist være psykoakustiker for at begribe. 
  
Det er noget nemmere for os selv og ATC. Der er størst nemlig bedst. Det er jo heldigt, for det er altså til både at se og forstå og så er det jo endda rigtigt heldigt, at det tillige er sandt. 

Horn, åbne bafler og forskellige teknologiske misforståelser.

I dag vil vi som lovet vende tilbage til lidt mere normale emner. Vi vil i dag behandle forskellige muligheder og problemer for de forskellige alternativer til lukkede eller basrefleks-højttalere. Selv om de allerfleste højttalere i dag jo er netop basrefleks eller lukkede er der jo ikke nødvendigvis nogen naturlov, som siger, at det ikke kan være anderledes. Det kan det nemlig godt, men som vi skal se, at der aldrig nogen muligheder for at omgå naturlovene, som den navnkundige professor Våsenstrøm opdagede i Anders And-bladene. Vi kan love, at emnet vil være ganske tørt efter et par mere kosmiske uger. Til gengæld vil vi som altid prøve at udfordre den konventionelle visdom. Som i film af David Lynch er virkeligheden nemlig ikke altid helt, som man skulle tro, selv om mange siger og tror det. Det er faktisk lidt ligemeget, hvor mange, der siger det, det bliver det nemlig ikke nødvendigvis rigtigt af.
 
Rent kronologisk er hornhøjttalere naturligvis ældst, så dem tager vi først i dag. Nu ved vi godt nok ikke, om den allerede fra den græske antik så kendte mand Stentor med den kraftige stemme, som lagde navn til begrebet “stentor-røst”, benyttede en tragt eller blot havde usædvanligt store hænder, som han kunne holde op foran munden. Ialtfald er det en meget tidlig opfindelse, at man kan forstærke en lyd ved at sætte en tragt af en temmeligt vilkårligt form op foran munden. De fleste tror sikkert, at man derved blot samler lyden sammen og kaster den i en bestemt retning, men det er ikke helt korrekt. I virkeligheden er alle virkningsfulde horm en såkaldt “akustisk impedanstransformator”, som omformer et højt tryk i et lille område omkring kilden (munden eller højttalerenheden) og ændrer dette høje tryk til et lavere tryk ved at koble det til en større luftmængde.
 
Alle horn er således helt passive komponenter, og der findes ingen højttalere, som ikke er egnet til hornladning. Der findes heller ikke engang nogen, som er særlig velegnede. Det nærmeste, man kan komme er vel nok, at nogle enheder er uegnede uden nogen hornladning. Her taler vi naturligvis ikke om egentlige kompressionsdrivere for brug i mellemtone-  og diskantområdet, som jo er hermafroditisk gift med det nødvendige horn.
 
Som vi senere skal se med problemerne omkring valg af højttalerenheder til brug på en åben baffel betyder dette naturligvis ikke, at der ikke findes en mængde misforståelser omkring hvilke elektriske og mekaniske egenskaber, såkaldt “velegnede” højttalerenheder til horn har. Dette skyldes nok mest, at folks abstraktionsniveau er noget lavt, for fakta er simple. Allerede Kirsten Walther som Yvonne i “Olsen-Banden” viste jo, at man kan hornlade selv særdeles skingre stemmer, og hun var da vist ellers ikke for klog. Ikke i filmene ihvertfald. Alt kan altså hornlades, men det lyder bare sjældent godt. Hvis man skulle være i tvivl, kan man jo gå på udstilling og lytte lidt i dette efterår. Alle spørgsmål om total “Q”, nedre resonansfrekvens og max. slaglængde er forresten helt ligegyldige med horn. Selv ret højresonante enheder er nemlig ikke den begrænsende faktor for dybbasgengivelsen, det er selve det akustiske horn altså selve tragten. Alt kan simpelthen bruges, og man får ikke nogetsomhelst ud af en lang slaglængde, snarere tværtimod.
 
Det fundamentale problem omkring horn er altid, at det ikke er foreneligt med selv en elastisk fortolkning af begrebet store højttalere at lave et acceptabelt bashorn. Det er ellers ganske nemt, og al matematikken er lettilgængelig og ikke-patenteret. Dertil er den nemlig alt for gammel, og alle patenter er forlængst udløbet.  Desværre er det et uløseligt problem, at hornets længde og ekspansionrater nødvendigvis står i direkte sammenhæng med bølgelængden på den ønskede nedre grænsefrekvens. Denne bølgelængde er allerede ved 50 hz godt 6 meter, og selv om man tidligt forsøgte sig med både halv- og kvartbølgehorn (halvbølgehornene er voldsomt ulineære, kvartbølgehornene bliver nærmest en slags kiksede basreflekshøjttalere), kan intet andet end et stort lige horn bruges i den ideelle verden. Allerede tidligt forsøgte man sig naturligvis med at “folde” hornene i retning af en dårligt udført kasseformet udgave af den fra B&W så kendte gamle originale “Nautilus”-højttaler. Hvorfor der forresten aldrig er nogen, som har udnyttet dette ellers allerede fra posthornet kendte hornladningsprincip i højttalere er forresten underligt. Ligeså underligt, som at der skulle være nogen fordele ved et langt sylepids kammer bagved diskant og mellemtone i nyere B&W-højttalere og hvad har det lige med “Nautilus” at gøre? Ingenting er vel her at runde op.
 
Den eneste praktisable måde at lave et horn langt nok til bare at opnå en vis acceptabel bas i et acceptabelt kabinet, er at begrænse antallet af foldninger (af hensyn til lyden) og placere hornet i et 3-dimensionelt hjørne og derved udnytte væg og gulv som forlængelsen af hornet. Derved kan der opnås anstændig dybbas med det store horns helt unikke fordel, nemlig friheden for resonanser i en indespærret luftmængde, som plager alle mere eller mindre lukkede systemer. Den klassiske Klipschorn og Tannoy Autograph er fremragende men desværre også temmeligt enestående eksempler på denne “hjørne-kunst”. Alt andet end hjørner er simpelthen ikke stort nok, som de seneste årtiers ellers bedsre forsøg fra engelske Living Voice med deres “Air Scout” og “Air Partner” viste. I den mere vittige ende kan man jo eventuelt prøve at lytte til en af de lokale guruer, nemlig Tommy Hørning og hans “revolutionerende” hornhøjttalere, hvis man ikke skulle tro på det her. Efterhånden er det jo også blevet noget mindre nødvendigt at udnytte hornladning, da der er blevet masser af billig forstærkerkraft til rådighed, men korrekt realiseret er et gigantisk stort horn stadig muligvis det allerbedste. Det skal blot ikke være uformet som de Tannoy Westminster, som denne skribent tidligere havde. Der havde man nemlig absurd nok lavet en ganske stor kasse (ikke stor nok, meget langt fra endda, men alligevel), som netop hverken kunne vinkles mod lyttestillingen eller overhovedet stå i et hjørne. Designeren må simpelthen have været lettere retarderet. Han havde ihvertfald ikke forstået, hvorfor man få år tidligere havde lavet den rigtige Autograph, selv om det ellers burde have været helt indlysende.
 
Diskant og mellemtone kan man sagtens hornlade uden nogen problemer, fordi bølgelængderne her jo er ganske korte, men der er der i nutiden straks noget vanskeligere at se den egentlige mening med. Alle mellemtoner og diskanter i de allerfleste højttalere er jo allerede fra starten rigeligt følsomme til de anvendte basser, så yderligere hornladning giver kun lidt mening udover at gøre højttaleren særdeles retningsbestemt, vel ikke nødvendigvis en ønskelig parameter. Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke findes massevis af skulpturelle horn-orgier i plexiglas, plastic og højglanspoleret aluminium, som alle har et publikum. Dette publikum skal dog være opmærksom på, at matematikken omkring hornladning jo desværre foreskriver, at ligegyldigt hvordan man kombinerer ekspansionsrater og ditto geometri (konisk, hyberbolsk m.m.) tillades kun for blot rimeligt lineær frekvensgang og ikke altfor høj forvrængning kun operation over ganske få oktaver. Der er således ikke nogen mulighed udover den kommercielle selvfølgelig (den er der jo desværre altid) for at realisere et fuldtonehorn og i virkeligheden knapt nok et 2-vejshorn. Udover det er der overhovedet ingen mulighed for at manipulere frekvensområdet i de dybere oktaver under hornets nedre grænsefrekvens, fordi der simpelthen ingenting er at manipulere med, så det gør jo enhver udvikling helt umulig. Når først DSP spiller fallit, er man jo i nutiden som bekendt ilde stedt. DSP er til gengæld noget lettere at realisere i næste afsnit, nemlig de forskellige baffel-højttalere.
 
En mere populær måde at lave højttalere på i dag end den klassiske hornladning er den ellers næsten ligeså klassiske såkaldt “åbne baffel”. En åben baffel er ellers normalt betragtet det tidligste forsøg på at undgå akustisk kortslutning mellem højttalerenhedens for- og bagside, men man skal dog her huske, at de allerfleste åbne bafter faktisk er kasseformede, med eller uden bagplade. I dag får man jo det indtryk, at en baffel er en flad plade, men allerede helt tidligt var det jo klart, at man med fordel kunne folde baflen som et meget fladt “U” for at få bedre bas. Baflens virkning var jo helt enkelt bedre, jo længere enheden sad fra kanten, men det har man naturligvis glemt i dag. Til gengæld er baflen i modsætning til hornet ganske let at DSP-behandle, og det gør den naturligvis populær blandt ingeniører, og især er acryl et populært materiale at lave bafler af. Måske fordi man vil vise, hvor åndssvagt det kan gøres, for ret meget ringere materiale er da svært at forestille sig, balsa-træ her bestemt ikke undtaget.
 
Alle tiders bedste åben baffel-højttalere er som alt andet i denne verden ganske gamle. Det drejer sig om en fremragende gammel Wharfedale sandfyldt baffel beregnet til hjørneplacering. Her er der altså ikke tale om et hjørnehorn, men blot om, at væggen er bagsiden af baflen. Den er således ikke spor lufttæt og der er ikke nogen af ulemperne fra lukkede eller ventilerede systemer fra  senere tider. Den over 10 cm tykke monster-tunge baffel minder heller ikke om senere tiders visuelt halv-pornografiske flexende acrylorgier, til gengæld dur den. Helt fremragende godt, faktisk, men nu havde man også simpelthen taget de allerbedste enheder, som man overhovedet producerede og det var dengang som i dag en stensikker recept, som ikke helt opfyldes ved at købe de “dyreste Peerless”. De er til gengæld vældigt populære hos nyere designere, og der findes adskillige forums helliget netop disse enheder, ak ja.
 
Åbne bafler skal altså som alt andet her i verden helst være store, men da de ikke kan være det, kan det til gengæld være temmeligt ligemeget, hvilke enheder man benytter akkurat ligesom det kan i hornhøjttalere. Enhedernes totale Q og resonansfrekvens er betydningsløse, fordi baflerne alligevel aldrig kan bringes til at spille en bas, hvor selv ikke en Celestion-guitarhøjttalerenhed ville kunne være med. Iøvrigt indeholdt de første kombinationer af åben baffel-bas med bånd mellemtone/diskant fra en ellers højtprofileret dansk producent såmænd blot oprindeligt en ditto instrument-højttalerenhed fra engelske Richard Allan. Det er dog ønskelig med en fornuftig slaglængde, men det er heller ikke engang noget uomgængeligt krav. Det betyder heller ikke ret meget, hvor lineær frekvensgang enhederne har, for det skal jo alligevel kompenseres og selv om man kompenserer løs er resultatet langtfra lineært alligevel. Det vil sige, det kan naturligvis blive helt lineært ligesom alle højttalere kan equalises til amplitudemæssig linearitet, godt nok ikke altid med noget hørbart resultat til følge. Desværre er resultatet også her med den åbne baffel helt ubrugeligt.
 
Til gengæld er det praktisk, at enheden ikke kan slå helt i bund, da det tit deformerer svingspolen. Alle diskussionerne om særligt velegnede enheder til brug på åben baffel kulminerende med det vistnok hidtil tåbeligste forslag, nemlig en bulgarsk skod-bas fra Gamma, er altså helt ude i hegnet. Man kan benytte Peerless XLS-enheder med 5 cm. slaglængde og man kan benytte gamle Altec-enheder beregnet til el-bas med en lineær slaglængde på 3 mm.  Det eneste uomgængelige krav er sjovt nok noget, som midt i regnen af ligegyldige parametre for den ideelle enhed, som fyger rundt i cyberspace, er såmænd enhedens termiske kapacitet og termiske kompression. Har nogen iøvrigt set lige disse parametre diskuteret? Vi har ikke.
 
For at få nogensomhelst reel bas ud af en åben baffel i nutidens absurde ministørrelse kræves der ganske enkelt en modkompensation af det basområde, som med den lille baffel ruller helt absurd tidligt af. Her er vi tilbage til de allersimpleste naturlove atter en gang som så mange gange før. Kompensationer i størrelsesordnen 24 dB pr. oktav er altså heavyweight for alle højttalerenheder og så kan det altså være ligemeget, hvor stor slaglængde enhederne har. som det hidtil mest tåbelige misfoster, nemlig Gradients såkaldte subwoofer til Quad ESL 63 med al ønskelig tydelighed viste. De høje “klonk!”-lyde, når disse ellers vistnok udvalgte (prismæssigt sikkert-de var RIGTIGT billige)  Peerless-enheder bundede ved lydtryk langt under ESL-63´ kapacitet, er ikke lige denne branches allerstørste stund. Brug trygt alle mulige enheder til åben baffel-højttalere, det har man nemlig altid gjort tidligere i de første 50 år af den dynamiske højttalers eksistens og hvis du skal kompensere elektronisk, så brug dog en enhed, som kan holde til det. Den bedste og allermest velegnede er simpelthen den, som kan holde til mest effekt, og så er den forresten ikke længere. Dette simple tweak er næsten ligeså godt som simpelthen at gøre baflen større. Så kan du nemlig meget billigere enheder.  Det er iøvrigt sært, at kompensation i form af for eksempel feed-back eller feed-forward i forstærkere i store mængder entydigt fordømmes, mens helt overdrevet og skadelig equalisering i åbne baffel-systemer åbenbart er helt fint. Det er en pudsig verden, som vi lever i og sikke gode ingeniører vi har. Desværre i helt andre brancher åbenbart…
 
Der er forresten en sjov krølle på historien om den åbne baffel. Da man allerede for vældigt mange år siden begyndte at benytte først basrefleks og senere lukkede højttalere (naturligvis passende benævnt “infinite baffel”), opdagede man jo hurtigt et helt nyt problem, nemlig vibrationer i højttalernes paneler. Den oprindelige baffel skulle jo nemlig ikke behandle den store trykophobning i kabinettet, som nu blev normen. De fleste løste delvist problemerne ved at skrue højttalerens bagplade på og ikke stramme skuerne alt for meget. Det gør Harbeth forresten stadigvæk i dag med enkelte af deres modeller. Derved “dumpede” man en del af resonanserne i kabinettet der, hvor den gjorde mindst skade, nemlig på bagsiden af højttaleren. Langvarige tests hos BBC resulterede i monitorhørhøjttalere, eksempelvis hos en licenstager som Lockwood, hvor der med vilje var lanceret talrige kontrolleret sammenskruede samlinger i kabinettet for at mindske det hørbare resultat af disse voldsomme trykophobninger. Dette var faktisk en direkte følge af overgangen fra den forholdsvis ukritiske (store) åbne baffel til basrefleks/lukkede systemer, som var helt anderledes problematiske mht vilde vibrationer.
 
 Det allersjoveste i denne lille sidehistorie er så, at danske Gamut i deres billigserie Phi benytter et skal vi sige det lidt tilsvarende “trick” for at bryde kabinetresonanserne op. Man fræser nemlig en fure i kabinettet, og det har formodentlig en vis virkning  i retning af resonansspredning. Denne virkning har enhver strukturel svækkelse af kabinettet, som der her i virkeligheden er tale om, på den ene eller den anden måde. At man så måske laver furen lige præcist der, hvor man gør af designmæssige grunde er en anden sag, for selvfølgelig kunne man sagtens have gjort det meget bedre, hvis man havde kikket lidt på det originale BBC-patent eller Harbeth i dag for den sags skyld. Denne engelske udgave kan man desværre blot ikke kaldes noget smart. Til gengæld virker den sikkert bedre. Vi korrigerer lige for arveprins Knud: Den virker helt sikkert MEGET bedre. Til gengæld har Gamut da vistnok heller ikke søgt om patent på denne “opfindelse”, og det er nok ikke noget tilfælde ligeså lidt som de har med den ellers angiveligt “geniale” fod på samme højttaler. Det forstår man også godt.

De store spørgsmål, som aldrig stilles.

Det er den ukendte amerikanske komponist Charles Ives med værket “The Unanswered Question”, som i dag er vores udgangspunkt. Vi vil dog gå endnu et skridt tilbage og behandle nogle af de store og indlysende spørgsmål, som aldrig bliver stillet. Mange af spørgsmålene er faktisk så indlysende, at de forlængst burde være stillet, mens andre muligvis er en smule mere kontroversielle, men ikke meget. Fælles for dem allesammen er dog, at svaret på det ustillede spørgsmål er ganske indlysende. Det er måske derfor, det ikke er blevet stillet, men som vi vil se, er det desværre ikke så simpelt.
 
Første gang denne skribent blev konfronteret med en virkelig trussel mod den vestlige livsform, som tilsyneladende gik helt uden nogensomhelst omtale, var, da jeg som barn første gang så plasticflyvere i samlesæt, som ikke var i skala 1:72. De var nemlig meget store, sommetider endda 1:24. Nu kræver det muligvis lidt forklaring, at dette skulle være en ukendt trussel mod civilisationen, som vi kendte den, men det var det. Alle vi raske drenge, som spiste Foska-havregryn hver morgen, havde jo over mange år brugt alle vores jule-og fødselsgaver til datidens proto-playstation, nemlig plasticflyver-samlesæt fra Airfix og Revell, og vi havde en respekteret interesse. Det vil sige, det havde vi lige indtil de japanske aggressorer og imperialister lancerede deres alt for store byggesæt uden nogen respekt for det gamle skala-format. Derved gik der simpelthen noget i stykker i os.
 
 Der var noget helligt ved den gamle skala, som kun vi forstod. 7 er jo som bekendt et helligt primtal i mange kulturer og det var 2 jo næsten også. Det nye format var jo alene derfor helt forkert, men ingen stillede alligevel spørgsmålet om, hvordan man kunne tillade sig at ødelægge barndommen totalt for en hel generation af drenge, som sad tilbage med deres små fly i den helt rigtige størrelse. De blev som Chip i Disneys juleshow, som ellers var tilfreds med sin nød, helt latterliggjort af Chaps gigantiske nød og de alt for store flyvere. Man gjorde talløse drenge fortræd, og det var japanerne, der gjorde det. Det var ædende ondt, men ingen gjorde noget ved det, og vi blev nok voksne før tiden. Det var måske det ondeste af det hele.
 
Efterhånden som vi blev ældre, blev vi konfronteret med en hel utrolig mængde af store, ustillede spørgsmål. I elektronikverdenen har der altid været et par absolutte højdespringere, som vistnok kandiderer til de mest komiske ustillede spørgsmål. De værste er vel, at både Naim og Restek kan slippe af sted med blot at sige, at højttalerkablerne ved begyndende ustabilitet ledsaget af horribel varmeudvikling i forstærkeren enten bare kan byttes om eller alternativt forlænges. Vi opererer her helt oplagt med apparater, som efter alle andre kriterier simpelthen er defekte, og som kun kan bringes til at virke nogenlunde, hvis man belaster dem helt entydigt gunstigt og endda noget heldigt. Her er der naturligvis heller ikke nogen, som stiller nogen spørgsmål. I et nyligt tilfælde blev en ejer endda så stolt over det hurtige svar,her fra Restek, at han stolt publicerede det modtagne svar. I stedet burde han måske have undret sig over, at en så tåbelig lappeløsning overhovedet blev foreslået, nemlig at han skulle prøve at bytte om på højre/venstre-højttalerkablerne. Det mere nærliggende ustillede spørgsmål ville her have været, hvor den nærmeste genbrugsstation var, hvor han så straks kunne køre sit tyske chrom-affaldsprodukt hen.
 
Nu burde det jo ikke være en overraskelse at få at vide, hvor lidt råvarerne koster, som vi ellers har været inde på talrige gange tidligere. Ind imellem er der dog tilfælde hvor spørgsmålene bliver så påtrængende for denne skribent, at vi næppe heller selv tør stille dem.Således hedder verdens allerbedste oilskins-jakke i fuld længde R.M. Williams, men selv her blandt verdens bedste er der en slange i paradiset. Reklamerne fortæller om det helt udsøgte imprægnerede lærred, som er brugt. Man er reklamemæssigt helt oppe i stratosfæren sammen med forlæggene fra Sytem Audio m. fl. Desværre er prisforskellen fra en kort til en lang model kun knap 30,- i udsalg, og i  lyset af, at der skal bruges dobbelt så meget materiale til den lange model, kan råvarerne jo næppe være særligt dyre, faktisk nærmere næsten gratis. Dette uløselige og unævnelige spørgsmål bliver hermed henlagt. Vi er vist blevet tørret lidt..
 
Nu har vi altid vidst, at USA er et voldssamfund, ja man har vel aldrig rigtigt hørt andet. Sandt er det da også, at risikoen for at blive myrdet i USA i forhold til Danmark i gennemsnit er en faktor 5 større, dog med meget store regionale forskelle. Alle ved jo også, at det amerikanske voldssamfund har aflivet adskillige præsidenter, faktisk ialt 4, selv om nok kun uhyre få kan nævne dem. Det er vistnok helt galt derovre i USA, selv om det rent faktisk er helt identiske eller endda lavere mord-rater end i de nye østeuropæiske EU-medlemsstater. Det spørgsmål stilles naturligvis heller ikke, om ikke bare Danmark er et usædvanligt smørhul, som det kunne tyde på. Til gengæld er der nok ikke ret mange, som ved, at Sverige faktisk er godt på vej op på USA´s niveau med hensyn til mord. Vi kan godt få fornemmelsen af, at med en myrdet statsminister og ditto udenrigsminister er Sverige vist egentligt en del foran USA i denne dårlige statistik. Med hensynstagen til forholdet mellem befolkningerne skal vi jo op på 35 dræbte statsoverhoveder i Sverige med samme forhold, og det er dog en del. Nu er det ganske vanskeligt at trænge ind i beregningerne af de svenske mord-statistikker, som kan tolkes helt fra en lavere mordrate end i Danmark helt til flere mord end i store dele af USA. Sikkert er det dog, at Sverige er et eksplosivt spirende voldssamfund, men hvorfor spørges der aldrig om, meget mærkeligt.
 
Nu har det afrikanske kontinent altid været særdeles gådefuldt, men der er dog et par gåder, hvis løsning burde være til at finde ud af, hvis man altså havde stillet de rigtige spørgsmål. For denne skribent er den allerstørste og mest uhyggelige gåde det paradoks, at man som journalist altid uden spørgsmål viderebringer tal for HIV, som enten lige pludseligt er faldet eller blot ikke stiger. Begge dele er nemlig lige umulige, desværre. I tilfældet Uganda var det bl. a. jublende danske hjælpearbejdere, som viderebragte de glædelige oplysninger om, at HIV-hyppigheden pludselig var aftaget fra over 30% til under 10. Nu kræver det jo ikke nogen længere sundhedsvidenskabelig uddannelse at fastslå, at den eneste måde at opnå den her glædelige statistik på er, at de smittede afholder sig totalt fra sex og iøvrigt sætter sig ned og dør i en fart. Det er nok et lidt overdrevet heldigt scenario, især fordi bl. a. den sydafrikanske præsident jo er kommet med gode råd om, at gamle afrikanske helbredelsesmetoder også kan helbrede AIDS. Hvorfor i alverden der ikke er blevet stillet spørgsmål ved disse tal fra journalistisk hold er helt fantastisk, og det er åbenbart heller ikke faldet nogen ind at kalde præsident Mbeki for århundredets løgner, selv om han da kandiderer til det.
 
At den almindelige journalistiske standard nok ikke ligefrem er stigende, ser vi også i HIV-statistikkerne fra andre dele af Afrika, for eksempel det sydlige Afrika. Her har den officielle statistik i langt over et årti været, at omkring en trediedel af befolkningen er HIV-positiv. Desværre er det nok ligeså sandsynligt, at epidemien er stagneret, som at man kan inddæmme en influenza-epidemi i vores del af verden. Hvis man ikke ændrer folks seksuelle adfærd, og det har man jo ikke gjort, er det naturligvis helt urealistisk at tro, at nogetsomhelst kan stabiliseres. Når en trediedel er HIV-positive er halvdelen og  to trediedele det uhyre kort tid derefter. Den eneste grund til, at pesten i middelalderen kun kostede mellem halvdelen og en trediedel af befolkningen livet var jo, at folk døde for hurtigt til at nå at smitte andre. Det gør HIV-ofre som bekendt ikke, og tilsyneladende er den afrikanske HIV endda en mere virulent version. Spørg hellere om, hvornår alle er HIV-positive i en befolkning, det ville nok være mere relevant Det spørgsmål hører man sjældent formuleret, nå nej aldrig! Det fjerner jo ligesom også enhver nytte af langsigtet hjælpearbejde, for der er jo ingen fremtid overhovedet, men det mener den vestlige hjælpeindustri naturligvis ikke. Så ville de jo være arbejdsløse og skulle hjem igen og måske ligefrem til at begynde at betale skat af deres løn, fyda!. Alle investeringer i disse lande er dog forlængst ophørt, så nogen ved det åbenbart godt.
 
Når man som efter Khmer Rouge i Kampuchea konfronteres med en million eller flere ofre i store bunker, kan selv den mest tungnemme journalist se, at der har været tale om et folkemord. De samme journalister overvejer derimod ikke, om Robert Mugabe og hans “partisaner” og “krigsveteraner” i Zimbabwe måske i virkeligheden er ligeså slemme eller måske endda værre. Vidnesbyrdene er ellers ganske utvetydige. Der er bare ikke tale om centralt beliggende bunker af lig, så historien eksisterer ikke som medienyhed. Sandheden er ellers ekstremt uhyggelig. Særdeles autoritativt statistisk materiale peger nemlig på, at den forventede levetid i Zimbabwe er gået fra at være Afrikas længste til at være den korteste. Vi opererer simpelthen med en halvering af den forventede levetid, og den falder stadigvæk. Denne ulykkelige statistik gør uden nogen sammenligning Robert Mugabe til alle tiders folkemorder med en mulig undtagelse af tidligere hændelser på Påskeøen, hvor alle inklusive kongen selv døde. Den rekord kan jo allerhøjst tangeres, selv om de absolutte tal var temmeligt meget mindre.
 
 At halvere levealderen i Zimbabwe svarer jo selv for den ikke altfor matematisk kyndige til at slå halvdelen af landets befolkning ihjel, hverken mere eller mindre, men det har tilsyneladende ikke afstedkommet andet end små rynker i panden hos iagttagere. Mugabe passerer i fin stil tidligere ellers suveræne massemordere som Stalin (10-20% af befolkningen myrdet) og Pol Pot (omkring 30%). I den sammenligning blegner den ellers ikke voldsomt sympatiske Slobodan Milosevic unægteligt noget, og han blev endda anklaget og næsten dømt for folkemord, indtil han altså lige døde under retssagen. Et mord er naturligvis et mord for meget, men Mugabe har altså slået 6 mill. ihjel og han er sluppet fra hver og et af mordene. Hvorfor vides ikke, for spørgsmålet er aldrig blevet stillet.
 
I sin ungdom var den store amerikanske skuespiller Marlon Brando noget mere atletisk end det massive kødbjerg, som han udviklede sig til i den sidste halvdel af sit liv. Det var jo bare som stor og tyk, han blev mest kendt.. Alene hans fremtræden forhindrede ham dog i at blive taget helt alvorligt af alle europæere, for som alle ved, er fedme jo et tegn på mangel på kontrol over det allersimpleste, nemlig hvor meget man spiser. Man er altså en temmelig ynkelig person, hvis man er svært overvægtig, og da Brando tillige var amerikaner, var han derfor temmeligt grinagtig. Der er dog en enkelt undtagelse fra denne regel, og det er faktisk ganske signifikant. Det drejer sig om filminstruktøren Michael Moore, som for mange såkaldt “oplyste” europæere er blevet adopteret som nærmest sådan en slags “æres-europæer”.

Denne ærestitel har haft signifikante fortilfælde i den nyere europæiske historie. Som det vil være enkelte bekendt, udnævnte selveste Adolf Hitler nemlig sine allierede japanerne (der er de igen, dem, som myrdede min ungdoms skalamodeller, forbandede skævøjer) til “æres-ariere”. Godt nok var der strenge fysiologiske krav til det ariske udseende i ideologen Rosenbergs aldeles forvrøvlede race-teorier, men selv med en særdeles elastisk formulering faldt næppe mange af datidens bittesmå og hjulbenede japanere ind under det ariske ideal-glansbillede. Det var jo noget inden vitaminpillernes tid. Iøvrigt ligeså lidt som tilsvarende tvivlsomt ernærede engelske minearbejdere ville have gjort, men de blev heller ikke spurgt. Om det så ligefrem er et værdigt fortilfælde som “æres-europæer” er måske tvivlsomt, men det er det eneste, som vi kender til. Indtil Michael Moore, altså.
 
Nu er denne skribent ifølge fru Olsen på ingen måde undervægtig, men Moore er altså i en helt anden kategori. Hvis han ikke havde været “æres-europæer” ville man jo have været tilbøjelig til at afvise ham som person blot på grund af hans formidable overvægt. I sådan et tilfælde ville det naturligvis have været “typisk amerikansk”, men det er det altså slet ikke her, overhovedet ikke. Der stilles vistnok heller ikke et af alle tiders allermest indlysende spørgsmål til dette veritable flæskebjerg, om han nu ikke er ked af ikke at have instrueret den amerikanske dokumentarfilm “Supersize Me” Så vidt vides er han heller aldrig blevet spurgt i forbindelse med sit seneste epos “Sicko” om det syge amerikanske sundhedsvæsen, hvordan han selv har etableret sin sygeforsikring. Som det er almindeligt kendt, kan man jo ialtfald i Danmark ikke blive forsikret overhovedet, hvis man blot er i nærheden af at være så fed som Moore. Det kan man næppe heller i USA, men spørgsmålet er som så mange andre aldrig nogensinde blevet stillet. Det kunne ellers have været vældigt interessant, men det er vist mest et tegn på en journalistisk standard, som er mindst ligeså syg som det amerikanske eller danske sundhedssystem. Og forresten stiller man jo slet ikke spørgsmål ved vennerne. Det er vist heller ikke længere helt så politisk acceptabelt som tidligere at sige, at man hellere vil se “The Bourne Identity” end en dødssyg fransk kunst-snakkefilm instrueret af Eric Rohmer. Han er jo en af vennerne, godtnok en meget kedelig en.
 
Der er massevis af andre ustillede spørgsmål, som vi er sprunget over i dag. Blandt et af de mere aktuelle er plakaten med Helle Thorning-Schmidt, som med malede øjne så dybe og udtryksløse som det dybeste sted i Stillehavet, Marianergraven, påpeger, at hun er “for velfærd” Nu er det jo heller ikke rigtigt noget, som man kan være imod. Der findes nemlig sprogligt overhovedet ikke nogen negation af ordet velfærd, så det er særdeles svært at være imod, faktisk altså teoretisk umuligt. Hun er nok bare mere “for”, altså “for-for” end alle de andre som kun er “for”. Svaret på dette spørgsmål kendes heller ikke, for hun er aldrig blevet spurgt. Ligeledes er det heller ikke lykkedes for os at finde nogen, som har stillet spørgsmål ved et andet lokalt fænomen her i bydelen, nemlig et såkaldt “rehabiliteringscenter” for personer, som lider af muskelsvind. Underligt nok findes der ikke et tilsvarende center for alle mulige andre ligeså kroniske, uhelbredelige og uundgåeligt fatale sygdomme som blødersygdom og mange andre hurtigt invaliderende og dødelige sygdomme. Ordet “rehabilitering” er da et et dejligt positivt ord efter en blodprop, hvor det kan nytte noget. Det er blot ikke overvældende relevant ved visse sygdomme, men sådan er der så meget. Ingen har åbenbart spurgt, hvordan man kan rehabilitere en såkaldt muskelsvindler. Det er ellers nok nemmere at spørge om end at udføre, nok endda en hel del lettere. Det er til en start muligt.
 
Det var, hvad vi havde valgt at bringe af de spørgsmål, som aldrig blev stillet og som nok desværre heller ikke bliver det efter at dette publiceres. Vi ved ikke helt hvorfor, men vi har da en mistanke. Det burde ellers være helt ligetil, men det er sådant noget bare aldrig.

De allerstørste helte.

I denne uge vil vi behandle begrebet helte. Helte kommer i alle størrelser, men det mere problematiske er, at man i offentlighedens forståelse kan blive helt uden at det heltemodige på nogensomhelst måde adskiller sig fra det, der for andre i lignende eller helt identiske situationer blot er en eftermiddag på arbejdet. Som det vil fremgå, har vi valgt at omtale enkelte personer, som vel næppe nødvendigvis er helte i den almindelige forståelse, men de er altså helte for os. Nogen af dem er glemt, enkelte eksisterede muligvis endda kun i fantasien og tit kun i snævre kredse, men det var altså tilfældigvis mine kredse.
 
Hvor problematisk og tilfældigt det kan være, om man bliver helt eller ikke, så vi fornyligt ved nødlandingen i Ålborg lufthavn af Bombardier-flyet med det defekte landingshjul. Der er vistnok ingen, som i noget medie har benævnt den koldblodige pilot som nogen helt, og det kan han vel strengt taget heller ikke være. Da han så vidt vides hverken var muslim med løfte om talrige jomfruer i Paradis eller for den sags skyld havde en faldskærm som kabinebagage, havde han strengt taget ikke andet valg end at forsøge at lande flyet. Det gjorde han iøvrigt med overdreven koldblodighed og dygtighed og har givetvis gamblet på, at landingsstellet holdt længe nok til, at han kunne bremse med propellerne. Det gik som bekendt ikke, men det var der også taget højde for. Her er der tale om en dygtig pilot, men altså ikke en helt.
 
En helt af de helt store blev til gengæld en anden pilot, Stefan Rasmussen fra SAS. Som enkelte sikkert kan huske, lettede han med et allerede fra starten temmeligt overiset fly, og det blev ikke overraskende værre, og det lykkedes kun med nød og næppe at lande flyet igen. Som piloten i Ålborg havde Rasmussen heller ikke selv nogen faldskærm. Han havde altså heller ikke noget valg, ellers en nødvendig forudsætning for normal heltestatus i den vestlige kulturforståelse. Nu kommer denne forfatter fra en familie af søulke i mange generationer, og overisning er jo ikke akkurat noget, som kommer pludseligt. At det kan gå hurtigt er en anden sag, men det kommer ikke uventet.

Luftkaptajn Rasmussen blev øjeblikkeligt efter denne sin store heltedåd landspolitiker, selv om det kan være svært for undertegnede overhovedet at forstå, at en mand med så beskeden dømmekraft omkring flyvedygtighed under isforhold kunne blive helt, men det blev han altså. Til gengæld fløj han vistnok aldrig igen, ihvertfald ikke i cockpittet. Det har været en kilde til stor undren, at alle medierne hoppede med her, når nu alle fakta ellers var helt tilgængelige. Isen var jo for en start på flyet inden det overhovedet lettede. Helte kræver åbenbart udover selve gerningen et heldigt sammenfald af medie-konjunkturer, og det havde Rasmussen. Det kunne måske ligeså godt være blevet en alvorlig sag for grov forsømmelighed, men hans mediestatus gjorde ham åbenbart usårlig som selveste Superman. Hans senere liv tjener ham dog til ære derved, at han tydeligvis har tænkt en hel del over denne hændelse, men altså heldigvis nede på jorden.
 
Ovenstående viser jo, at helte altså ikke er noget helt objektivt. I andre virksomhedskulturer som blandt søens folk skal der en del mere til for at blive helt. Selvfølgelig findes der ekstreme antihelte som Joseph Conrads “Lord Jim” og kaptajnen fra “Scandinavian Star”, hvor kaptajnerne viser sig at være de allerstørste kujoner, men det hører dog heldigvis for sikkerheden til søs til de absolutte sjældenheder. Det er dog temmeligt svært at være en rigtig entydig helt i søulkenes verden. Det hjælper ikke engang rigtigt at gå ned med sit skib. Det gjorde den engelske admiral Tom Phillips ellers med sit skib “Prince of Wales” efter at det var blevet angrebet af japanske fly under 2. verdenskrig, og det er sket masser af andre gange. Det hjalp desværre ikke meget på hans eftermæle som en tapper fiasko og klodrian. 
 
Det problematiske her er simpelthen, at en kaptajn indtil for helt nyligt i flåden under kamphandlinger simpelthen havde en stiltiende, underforstået pligt til at gå ned med sit skib. Det var nærmest en del af jobbeskrivelsen kunne man få indtryk af, uden at man måske ligefrem nævnte det i jobsamtalen. Søhelt blev man kun ved at vinde søslag, og det sætter jo visse naturlige grænser for antallet af helte, for så mange slag var der heller ikke. Det er tilsyneladende samtidigt underforstået, at kun ledende personel som admiraler og kaptajner kunne blive helte. Resten af besætningen sejler åbenbart bare med som sådan en slags halvblinde passagerer. Der er vist ikke nogen, som kender en styrmands-helt igennem hele historien udover mig selv altså. Min egen far var nemlig styrmand. Der er vel næppe heller mange, som kan huske andre navne end Tordenskjolds fra dennes skibe, men han var jo ellers en rigtig helt. Han vandt jo. Det gjorde hans besætninger åbenbart ikke på helt samme måde, men han var jo en kvik fyr, så måske har han spænet rundt mellem roret og alle kanonerne selv. Han blev endda så stor en helt, at der blev “sjunget” om ham.
 
En anden slags helte kan være opfinderne af specielt succesfulde våben. Heltebegrebet omfatter altså andet end heltemodige gerninger. Alle kender vel Kalashnikov og hans automatgevær, og han blev da “Sovjetunionens Helt”. Større blev det ikke derovre, og han trækker stadigvæk fulde huse overalt i verden ligesom i Danmark tidligere deltagere i “Hit med dansen” kan det, så det er altså stort. Alligevel er det langtfra alle, som har bidraget til skabelsen af et våben, som ellers har vundet krigen, som i dag huskes. Skaberne af atombomberne blev allerede tidligt personae non gratae, og selv ikke en ultimativ helteskikkelse som Slim Whitman huskes vel i dag. Det var ellers hans musik med den artistiske jodlen, som i Tim Burtons film “Mars Attacks!” fik de sadistiske marsboeres hoveder til at eksplodere. Nu skulle man tro, at sådan en dåd ville blive husket, men nej. Det er åbenbart ikke engang nok at redde verden.  Whitman fik aldrig den heltestatus, han vel egentligt fortjente, og sådan går det åbenbart tit, også udenfor fiktionens verden. Det kommer vi til lidt senere.
 
En anden  og sikkert fuldstændigt glemt helt er Clark Kent. Nu var han ikke en hvilkensomhelst Clark Kent, der er nemlig tale om den mangeårige læserbrevsredaktør i ungdommens danske udgave af tegneserien “Superman” Hans heltestatus burde ellers være indlysende.  Hvis man da formoder, at han har valgt sit job frivilligt, kæmpede han simpelthen i mange år en aldeles ulige, men enestående tapper retræte- kamp mod os spidsfindige drenge, som konstant konfronterede Clark Kent med uigendrivelige paradokser og problemer i opretholdelsen af Supermans hemmelige identitet. Vi drenge stod jo stærkt, da vi hver uge kunne læse på lektierne i de nye blade og finde nye skarpe vinkler. Alene det, at Kent kunne forklare, hvordan den ellers usårlige Superman barberede sig om morgenen, når nu intet bed på hans skægstubbe, var heltemod af høj klasse, og vi drenge var lamslåede. Hvilke super-gode svar!. Læserbrevsredaktør Kent indrømmede godt nok aldrig overfor os drenge, at han var Superman, men det må han nu næsten have været med de geniale svar, han hver eneste uge diverterede os drenge med. Han var en rigtig helt, var han, en rigtig superhelt. Ligesom andre samtidige var det i den tidlige ungdoms univers som for eksempel krigsheltene Battler Briton og David Holden, den kendte spion X-13. Helt rigtige fuldblods-helte helt uden forbehold.
 
Selv om Superman godt nok voksede op i Midtvesten i USA, var han med sin fortid på planeten Krypton jo ikke amerikansk født, og kunne derfor ikke blive præsident. Det var nok derfor, han ikke blev det ligesom Arnold Schwarzenegger heller ikke kan blive det. En anden overset helt, som faktisk blev præsident, var Ronald Reagan. Som helt havde han ellers alt imod sig og det skal vel nok også siges, at kun ganske få procent eller måske promiller af læserne her sikkert vil give os ret i, at der er noget særligt heltemodigt ved Reagan. Det kan der selvfølgelig også være noget om, og så alligevel ikke. Alene det, at han altså var en vaskeægte amerikaner gør ham jo også overordentlig suspekt som heltemateriale. Er der egentlig nogen, som kan nævne en eneste amerikansk helt, nej vel? Der har nu ellers været en hel del, og en af dem var altså Ronald Reagan. Måske.
 
Nu faldt Reagans præsidentperioder sammen med det såkaldte alternative sikkerhedspolitiske flertal i det danske Folketing, som blev ledet af store ånder som socialdemokraten Lasse Budtz og andre would-be kollaboratører. Alternativ kan man nok også med en betydelig ret kalde disse principløse politikeres omgang med sandheden. Aldrig tidligere siden den rigtige sønderjyske kollaboratør og dyrlæge Fritz Clausen har vi været så tæt på den landsforræderiske kant. Det var en skændslens epoke i Danmark, hvor adskillige politikere plejede usædvanlig intim omgang med Sovjetunionen, ikke mindst Budtz selv. Godt sekunderet af dennes tidligere arbejdsplads, DR, blev seerne tæppebombet med udsagn om denne  farlige”gale cowboy” og “B-film skuespiller” I dag kan vel kun få danskere overhovedet komme i tanker om nogetsomhelst andet om Reagan. Misinformation lever sommetider for evigt. Det varer ihvertfald til i dag, og de små ændringer i DR i forhold til gengæld er ubetydeligt kosmetiske. Hvis de overhovedet er det.
 
Man kunne måske ellers se Reagan som et frisk pust i USA, ligesom DASF-formanden Anker Jørgensen havde været i Danmark, men det gjorde man selvfølgelig ikke, hvad skulle man dog med nuancer. Reagan var  ellers ikke den klassiske politiker-mangemillionær som Kennedy, men havde såmænd været formand for Skuespillerforbundet. Folkelig gennemslagskraft kunne tydeligvis være charmerende i Danmark, men naturligvis blot forræderisk i USA. Dobbelte standarder var åbenbart dobbelt så godt. Det var måske denne evne til at se igennem plottet i et manuskript, som for denne skribent gør Reagan til den ultimative helt i nyere tid. Faktisk tyder en hel del på, at Reagan slet ikke var politiker, men til gengæld forstod han sig på uretfærdighed i verden. Mange vidnesbyrd fra de talrige rejser peger utvetydigt på en mand, som ikke tålte eller accepterede uretfærdighed, når han så det. Det plejer politikere jo som bekendt ellers ikke at tage så højtideligt, men det gjorde Reagan. Han snakkede bare ikke om det som Gore og Clinton, han gjorde det simpelthen.
 
 Ingen tog nogensinde Reagan i personlig bedragerisk bekvemmelighed som Gore, der køber aflad for sit helt sindssyge personlige energiforbrug ved at købe energikvoter billigt af fattige lande, og så gør det jo som bekendt ikke noget. Ligesom at blive jomfru påny ved en plastisk operation, nemt og bekvemt. Reagans verden var præget af faste principper og hans snak om “Ondskabens Imperium” Sovjetunionen var ikke blot snak. Han mente det givetvis helt alvorligt, og hans stadige insisteren på at opretholde presset mod Sovjet fik det sovjetiske system til at nedsmelte som Tjernobyl et par år tidligere. Det tacklede præsident Gorbachov forresten ligeså klarsynet og kompetent som han senere iagttog imperiet kollapse totalt, og det siger jo ikke alverden. Intet andet end denne stadige indsats fra USA ville have kunnet få dette politiske og økonomiske misfoster til at styrte i grus, men det gjorde det altså helt overraskende for alle.
 
Hans største øjeblik kom i 1978 ved Brandenburger Tor i Vest-Berlin med hans ord “..Mr. Gorbachov, tear down this wall” Mod udenrigsministers Bakers råd og til bestyrtelse for alle de vesttyske regeringsrepræsentanter skitserede denne simple mand, hvad han syntes var rigtigt. I den danske presse blev han naturligvis komplet latterliggjort på passende vis, men han havde forstået noget, som ellers ingen nogensinde havde kunnet forestille sig. Han havde kunnet høre græsset gro og handlede derefter. Han havde været en ægte helt, fordi han havde stået fast på sin overbevisning. Det er sandsynligt, at dette var medvirkende til, at befolkningerne i Østtyskland startede den bredt funderede folkelige opstand, som skabte helt kaotiske og ikke-kontrollerbare situationer blandt alle østblokkens indre grænser. Han havde muligvis ikke andre ting, han virkeligt mente, men det var også nok. Allerede det at have én ægte overbevisning er jo dog også en mere end den normale danske politiker. Nej, alle danske politikere.
 
 Naturligvis tildelte den danske oplyste presse heltebetegnelsen til Gorbachov, men han var jo heller ikke amerikaner, så det faldt helt naturligt. Gorbachov forstod helt tydeligt godt nok ingenting af, hvad der skete, og det gør han iøvrigt heller ikke i dag. Hvis han havde forstået det, er der meget der tyder på, at han ikke ville have accepteret det. Ihvertfald fortryder han vistnok det hele i dag, noget sølle og noget sent. Der var en vinder og en taber, og Gorbachov var selv ikke med den allermest elastiske brug af ordet nogen helt, blot en temmelig impotent og ineffektiv skurk. Ingen har vist nogensinde taget den utvivlsomme ære for sammenbruddet af Østblokken og næppe nogen har vel endda hævdet at have haft nogen forudanelser om begivenhederne. Ingen andre end Reagan altså, men han holdt det helt for sig selv og han var ligeglad med æren. Han var faktisk så ligeglad, at han aldrig senere tog æren for nogetsomhelst. Han havde blot gjort det, som han så som sin pligt. Han forsvandt ud på sin ranch og det var det. En rigtig helt, den allerstørste. Ham og så Gary Cooper i Fred Zinnemanns udødelige western “High Noon” (Sheriffen) Ligheden er slående: Cooper fik Grace Kelly, og Ronald fik Nancy og det var det. Sluttekster. Som Alan Ladd i “Shane” og Clint Eastwood i “Pale Rider” var han en mand uden nogen særlig klar fortid og overhovedet ingen fremtid. De forsvandt bare og rejste ikke rundt som Clinton for at fortælle alt om alting, selv om Clinton selv aldrig gjorde nogenting. Åh jo, en smule gjorde han jo. Han sigtede bare knapt så præcist og målrettet som Reagan.
 
I dag har vi sejlet lidt rundt i fiktionens og virkelighedens verden, og vi mener at have påvist, er der er temmeligt flydende overgange. Helte er ikke noget objektivt. Nærmest identiske situationer kan tilsyneladende helt tilfældigt medføre heltestatus samtidigt med, at en livslang dedikation til en stædig kamp for det, som man tror er rigtigt som Reagan gjorde; kan i denne del af verden sagtens medføre kronisk skurkestatus. At han vandt til gavn for os alle er helt ligemeget for de mennesker og medier, som skaber eller styrter helte i deres egen snævre selvforståelse. De har jo ikke selv nogen principper, så de forstår måske i virkeligheden slet ikke begrebet. De kan bare ikke ændre ved, at Reagan blev den allerstørste helt, skarpt forfulgt af Clark Kent, Battler Briton og alle de andre. Dem kan de forresten heller ikke ramme. Hverken superskurke eller utallige tyskere med både kryptonit, Messerschmitter og Schmeissere fik ram på dem, ja de sårede dem ikke engang rigtigt.
Det var de største helte.