Verdens bedste…?

Nu er hifi-hobbyen i sin sværere klinisk-febrile form efterhånden i hovedsagen blevet et provinsielt fænomen. Ordet “provinsielt” bruger her i sin mere oprindelige betydning med bi-betydningen “enfoldig”, for ingen normalt tænkende mandsperson burde vel egentligt kunne påstå, at han har verdens bedste hifianlæg. Dertil er musikgengivelsen i hjemmet trods alt så inderligt kompromisfyldt og af en så tvivlsom kvalitet, at ingen, professor Tournesol med sit akustiske høre-rør ikke undtaget, ´sagtens, altid og 100 % jan høre forskel på den oprindelige akustiske begivenhed og den reproducerede. Hifigengivelse ligger LANGT fra det perfekte.

Derfor kræves der en ganske betydelig (og altså sædvanligvis provinsiel) indskrænkethed at driste sig til at påstå, at ens eget hifisystem er i stand til at afsløre detaljer, som ingen andres ditto formår. Og netop derfor er det selvfølgelig det, der sker overalt derude i den ganske provinsielle udørk, når folk diskuterer hørbarheden af alskens voodoo-tilbehørsfis. For når andre ikke kan høre det samme som en selv, så må der jo tydeligvis være mangler i samtalepartnerens system. Tanken om, at det er en selv, der er på glat-is og er faldet som mæleløse ofre for kreativ//skruppelløs markedsføring fra Ansuz og Nordost og Zensati og alle de andre falder dem naturligvis ikke ind. Og derfor er tilbehørsmarkedet naturligvis en rent skammeligt “tag selv-bord” fra enfoldige mands-sjæle på lige fod med cremer til koner. Den eneste forskel er vist, at der normalt forekommer visse kliniske tests på cremerne, der viser, at de ihvertfald ikke direkte skader.

Sådan er det så slet ikke med hifi, der er ren vrøvl og skamløst optrækkeri dagens uorden. Ingen tilbehørspoducenter  dokumenterer noget som helst af den sikkert ganske enkle grund, at alt deres ævl og  snak er totalt udokumenterbart. Alt er snak og tomme påstande uden substans.
Det værste er så, at omkring hørbarheden af ikke-dokumenterede tweks og kabler og alskens andet ligegyldigt godtkøbskram hersker der tæt ved paritet mellem de “troende” og de “vantro” (de sidste er her passende dem, der kun tror på noget, når det med normale videnskabelige kriterier kan konstares/ altså ikke falsificeres) En fortsat afstemning på pinkfishmedia giver dette skræmmende resultat.

Derfor må vi naturligvis osse revurdere vores betragtninger omkring high end-hifiinteressen som en ren, enfoldig provinsbeskæftigelse. For så stor er provinsen trods alt ikke, selv om vedholdende hifitosser i Jyllands og Sjællands vestlige og sydlige områder fylder forbløffende godt op statistisk i vores egen analyse af forumdeltagernes geografiske placering. De må osse findes i hovedstadsområdet, og jo, det gør de osse. Som en direkte pinlig tråd på hifi4all fornyligt til fulde demonstrerede. Mest pinligt var det vist, at ingen benævnte manden som idiot.

Nu har vi en ca. en mia. gange på denne plads konstateret den afgjort manglende sammenhæng mellem formel uddannelse og kvaliteten af almindelig menneskelig fornuft og dømmekraft. Konklusionen forekommer ganske simpel: Hvis man er en egocentreret nar, når man påbegynder en akademisk uddannelse, så er man den samme nar, når man er færdig. Man kan sagtens bestride sit arbejde kvalificeret, man bliver blot aldrig bedre eller klogere på sig selv af det.

Nå, men tråden på hifi4all hed “Verdens bedste?”, hvor folk blev opfordret til at komme med bud. Ret hurtigt gik forslagene forudsigeligt fra det, som folk engang dog havde hørt til noget, der mest lignede hjernelamme forslag på at droppe navnene de dyreste produkter. Sådan lidt i retning af “Er en Bugatti eller en Koenigsegg bedst?” idet vi vel kan formode, at langt de færreste har prøvekørt en eller langt mindre begge 2? En ganske kuriøs debat om noget, som alle havde en mening om, fordi de havde læst sig til en uden iøvrigt at fatte noget.

Frem sprang så som trold af en æske en vis civilingeniør Lars Boman Madsen med en anderledes radikal tilgang til lydkvalitet. Han udtalte nemlig ganske klart og tydeligt, at lige netop HAN simpelthen havde verdens bedste hifianlæg-et sikkert glimrende system baseret på Quad ESL63 suppleret med DSP og subwoofere. Som så tilfældigvis minus DSP er det samme, som denne skribent har spillet på i årtier. Og som jeg selv på denne plads har skrevet op for mange år siden og fremhævet højttalerens enestående impulsgengivelse.Der så desværre tydeligvis ikke gør det helt for perfektion og da slet ikke for denne skribent, der forlængst har solgt alle de engang akkumulerede elektrostater.

For problemet med lydgengivelse i hjemmet er jo STADIGVÆK det forbandede problem, som JBL`s chefdesigner Greg Timbers sagde det, at der stadigvæk er mange mulige fortolkninger af det perfekte lyd-tema. Og Gregs eget livslange bidrag med en stor organisation i ryggen var langtfra det sidste ord i nogen sag mente osse Timbers selv.
Anderledes med Boman Madsen. Han mente i al urimelig ubeskedenhed, at ingen nogensinde havde hørt et instrument eller en stemme korrekt gengivet altså med mindre de havde besøgt ham. Og hvis den slags påstande forekommer søgte eller vidtløftige, så er det naturligvis, forde de er det!
For manden formåede på trods af erkendelsen af, at musikgengivelse i hjemmet ALDRIG kunne nå den originale akustiske begivenhed ikke at kombinere simple kendsgerninger bedre end en af lim-damerne på sin gamle arbejdsplads, Peerless. Dem med skod-højttalerenhederne med presset blok-chassis som varemærke og intet at byde på ellers end laveste pris..

For når en højttaler SLET IKKE lyder som sit musikalske forlæg, så er der ikke noget, der længere ER eller KAN VÆRE bedst. Alt er håbløse kompromisser men at kalde noget bedst er simpelthen rent idioti.
Her i huset kæmpes der en fortsat kamp for at forbedre lydgengivelsen, men selv denne skribent er altså ikke i stand til at udnævne husets bedste system blandt eller ganske mange ganske glimrende. Og det skyldes naturligvis, at de allesammen er aktive og behørigt processerede mht. eq. og delay osv. osv. og faktisk allesammen spiller helt fint med fornuftigt optimeret transientgengivelse. Dog uden blot på den allermindste måde at spille ENS.
Hver for sig afslører de elementer i kildematerialet, som ingen af de andre systemer gør. Og som Quad -erne HELLER ikke gjorde. og vice versa.
Og sådan er det jo bare når noget er så kronisk uperfekt som hifigengivelse. Og at tro noget som helst andet er altså enfoldigt grænsende til det rent idiotiske!
Det bedste er virkeligheden og ingen musik-mekanisk gengivelse ligner altså bare det allermindst eller kan selv i heldigste tilfælde forveksles. Og det er ikke fordi den menneskelige hørelse er særligt superfremragende, som Lars Boman osse fremturer med og det iøvrigt i absolut INGEN henseender)det er fordi gengivelsen bare ikke andet end middelmådig på selv det bedste hifi-anlæg.
Og selvfølgelig derfor det er sjovt at rode.

“Hvorfor er amerikanerne så skøre med religion?”

Nu bliver der ikke kikket meget TV på denne matrikel. For trods fruens regelmæssige fravær i det vendsysselske, (der alligevel intet ændrer statistisk, da hun aldrig ser TV), så er det uhyre begrænset, hvor meget denne skribent glor på vores skod-skærm. der iøvrigt ikke er , aldrig har været eller nogensinde kan blive i “sync” mellem billede og snak. Og hvis nogen ønkser et velment r¨d om hvilket iøvrigt forlængst forældet og desuden udgået TV, som de ALDRIG skal købe, så står vi gerne til rådighed.

Men når der så endeligt BLIVER kikket TV, så er det for tiden den kontinuerlige genudsendelses-cyklus for Gud ved hvilken gang af den noget skematisk-konstruerede engelske hverdagsflugt-krimiserie “Death in Paradise”. Der for morgenappetittens heldige skyld på atter en triviel  infusion grovvalsede havregryn har den ganske appetitlige brune model Sara Martins i en hovedrolle. Og da der jo er hedt i Caribien, så ifører denne smarte brunlige model sig alskens tætsiddende og kropsnært kluns i én uendelighed, så man både føler sig en smule smådum OG noget manipuleret.

Nå, men der sidder man så og glor alligevel, mens der gufles gryn og man(d) atter engang glæder sig til afsnit 1 af seriens rigtigt, rigtigt mange afsnit, hvor Martins optræder i en minimal bikini. Et absolut kunstnerisk højdepunkt, som vores revisor da osse uden betænkelighed af nogen art straks fremhævede. Endda uden synderlig opfordring.

Nå, men heldigvis stopper TV-tidsspildet så osse normalt der. For det allermeste altså, for ind imellem ser man jo lige noget bevidstløst efter, hvad der måtte være på den til tider programmæssigt pudsige kanal K. Der jo faktisk undertiden indeholder tydeligvis tilfældigt indkøbte programmer fra fremmede lande med helt uhørte og -sete vinkler på historien. Toppen har indtil videre udovre ganske mange glimrende franske dokumentarprogrammer været den store delvist animerede russiske skildring af landets Store Fædrelandskrig. Den, der ellers traditionelt kaldes 2 verdenskrig.

Det russiske program var for denne anerkendt lidt gamle faghistoriker absolut “gefundenes Fressen”, for aldrig har jeg da nogensinde set mage til afbalanceret og selvkritisk visuel historieskrivning. Her i Vesten kan man vist ikke engang endnu kalde feltmarskal Montgomery for det, som han var. Nemlig en totalt forfølgelsesvanvittig egocentrisk nar uden ringeste forståelse for hverken taktik eller strategi eller blot de allermest rudimentært-behørige hensyn til mandskab. Og derudover en total kujon, der aldrig tog ansvar for nogen af sine ofte katastrofale beslutninger.

Nå, den slags betragtninger skal vi ikke ind på i dag. Men helt undgå at berøre idiotiens mangel på kontemporære begrænsninger kan vi så heller ikke. for overskriften i dag er ikke en spøg, men helt alvorligt et af dagens programmer på DR K. Og alene titlen udstiller jo den snakkende klasses og medieverdenens sande fortvivlede situation: For nej, der er IKKE tale om et slet skjult angreb på alle de ANDRE skøre religiøse bombetosser med burnus. Nej nej, det her er blot et af de rituelt som med min yndlings-serie gentagne hjernelamme angreb på USA. Der er ingen refleksion over hvordan religionen få hundrede meter fra hvor denne skribent huserer og i det meste af resten af den vestlige Verden VIRKELIGT viser sit “skøre” uvæsen med terror og vold og undertrykkelse. Og de ser ikke engang særligt kristne ud, men sådan er der så meget. Til gengæld færdes de altid i flok osse selv om de endnu heldigvis ikke helt er mange nok.

Nå, men de er tydeligvis alligevel rigeligt til at bestemme debatten, selv om Verden da heldigvis bevæger sig i en sundere retning, hvor jeg atter selv med sindsro vil kunne stemme på mit traditionelle parti ved næste valg efter en flere årtilang pause.Der kom ligesom noget afgørende i vejen for denne skribents barnetro på Socialdemokratiet-de hed/hedder Auken, Nyrup og Thorning-Schmidt. Nå, men det er heldigvis historie.

Det er de radikale så heldigvis osse, for mens denne skribent så IKKE stemte på Socialdemokratiet på grund af en af “spild-personerne” ovenfor i spidsen for partiet, så lavede mit gamle firma faktisk som vist tidligere nævnt lyd for den dengang ikke engang valgte Morten Østergaard. Og hvis det på nogen måde har været medvirkende til mandens valg til Folketinget, så vil jeg gerne offentligt  gøre afbigt. For selv blandt mange selvfede stupide hensynsløse karriere-politikere i Tinget er han da i absolut topklasse. Man gjorde tydeligvis en lille dreng stor  fortræd og da allermest ved at gøre ham til partiformand.

Nå, men heldigvis (for HAM, bestemt ikke for almindelig fornuftig rimelighed!) får han selv med sine værste sproglige skæverter større frihed i de danske medier. Tag nu for eksempel hans nylige stupide og potentielt dybt injurierende betragtninger og en “rød/brun alliance”, der jo ret beset burde koste ham mandat og lederskab. Men nej, som med religionens svøbe, så kan man sagtens operere med parallelle virkeligheder, hvor dens ene normalt ret skikkelige manifestation i USA sagtens kan lægges for frådende had, mens andre anderledes aktuelle og ikke mindst lokale manifestationer af samme åndelige galskab.

Så derfor får  Morten østergaard naturligvis lov til at slippe af den ellers selv-lavede farverige “krog”, som han havde hægtet sig på i sin totale foragt for al folkelig fornuft. For medie-vennerne ville jo aldrig for alvor give ham den ellers velfortjente offentlige korsfæstelse, som fjolset fortjener. I stedet får han lov at sidde og snakke op af døre og ned af stolper om, at farvevalget vistnok bare var tilfældigt og ligeså godt kunne være gul eller grøn.
Nå, men heldigvis har denne skribents nylige personlige helt Mette Frederiksen endeligt indset, at en regering afhængig af Østergaard er totalt selvmord. Og hurra for det da.

Måske Verden ligefrem er blevet et bedre sted at være+ det kan ikke ganske udelukkes, se blot de idylliske billeder fra Vendsyssel her: