Dynamik og debat

Ethvert hifiårti har sine modeudtryk. Tilsyneladende er det så uendeligt svært at beskrive lyd, at den menneskelige hjerne kun allerhøjest magter at bruge et par enkelte udtryk af gangen. Engang for længe siden var det eneste kvalitetskriterium perspektiv. Dette var i minihøjttalernes epoke i 80-erne, hvor små højttalere med mikrobafler spillede rundt om sig selv som i denne tidlige digitalalder, hvor perspektiv i indspilningerne parakdoksalt nok druknede i gatede trommerog anden digital dårligdom. Dette kaotiske udstrålingsmønster fra højttalere er først i nutiden med diverse rund/sidestrålende systemer blevet endnu værre.
Som bekendt skrider den menneskelige erkendelse frem, og gamle dogmer forkastes. Nutidens absolutte kvalitetskriterium er tilsyneladende DYNAMIK.
Alle diskussioner drejer sig om denne eksplosive dynamik på megakulsort eller bare almindelig sort baggrund, tilsyneladende afhængigt af, om man bruger de rigtige hifi-sikringer. Nu er det etbenede tusindben som bekendt konge i de benløse tusindbens rige, men dynamik er altså efter denne skribents mening et udtryk, der kun har særdeles tvivlsom værdi.Den såkaldt dynamiske højttaler er den helt store anstødssten her. For at ordet dynamik har nogen egentlig mening, skal det system incl. kilder, forstærker og højttalere, der testes, kunne gengive en genkendelig impuls, altså både en korrekt amplitude og en korrekt varighed. Her forudsættes det bekendt, at selv moderat prissatte elektroniske komponenter ikke bare kan gengive en impuls, der ligner ganske meget, men tillige selv under belastning en firkant, der da ser noget firkantet ud. Her har vi det helt store problem, der gør megen debat forvrøvlet til det ulidelige.
For en del år siden var der en test af studiomonitorer i Studio Sound, på daværende tidspunkt et respekteret blad. Det var mig bekendt den sidste gang, hvor et stort antal mærkevarer i den helt dyre klasse fik lejlighed til at vise, hvor uendeligt langt fra perfektion den dynamiske højttaler var og er. Impulsresponsen var så håbløs, at det i praksis kunne være svært at genkende den absolutte polaritet. Kun en højttaler bestod med flyvende faner.Den kunne endda levere en næsten perfekt båndbreddebegrænset firkant, der som bekendt mere ligner en trekant. Ingen af de øvrige kunne levere noget, der var genkendeligt selv for analytikere, der arbejdede med radiotedetekktion af intelligent liv i rummet, altså folk i den abslotte topklasse i gætteri.
Denne højttaler var konstrueret som målemikrofonerne. Her forudsættes det bekendt, at mikrofonteknologien vel kan betragtes som færdigudviklet for godt 50 år siden. Det var naturligvis en Quad ESL af den gamle slags. Det er iøvrigt fantastisk, at kun uhyre få, der hører denne højttaler bruger ord som dynamisk om gengivelsen. Det fortæller vel næppe noget om højttaleren, kun om folks ubegribeligt begrænsede ordforråd.
Hvorfor nu denne indledning? Simpelthen fordi det har lidt eller ingen egentlig mening at bruge ordet dynamik som det eneste beskrivende ord for et hifisystem, ganske enkelt fordi intet dynamisk højttalersystem formår at gengive dynamik i noget, der bare ligner høj troværdighed. Optagelse af en simpel guitar og lidt vokal i et studie gengivet uden kompression på diverse tyske højttalere med komponistnavne vil afsløre dette på et mikrosekund. Derfor er det i bedste fald indbildning og i værste fald det, der er værre, at man i endeløse debatter om elektroniks dynamiske formåen bedømmer alt på højttalere af et princip, der tillader en indsigt i musikken som en blind mand, der vakler rundt i en rosenpark. Man kan få en fornemmelse, man ved bare ikke af hvad. Og så er vi endda slet ikke kommet til lektionen om den termiske kompression.
Dette forhindrer naturligvis ikke at den skamløse brigade af Kloge Åger fremturer med deres pladder. Hvis man insisterer på at beskrive lydindtryk uden tilstrækkeligt analytisk udstyr, uden sproglig formåen og uden fælles referencerammer udover en butik i Odense, så er enhver debat dømt til at gå som den  om den hørbare betydning af sikringer.Det letteste er altid at lytte sammen og etablere et fælles sprog. Prøv at forestille dig, at du skulle beskrive fornemmelsen af at holde om et pigebryst for første gang, ganske svært ikke?.Tilsyneladende begrænser denne sproglige fattigdom ikke tilsvarende på nogen måde folks evne til at beskrive lytteindtryk med nogenlunde samme langtidsholdbarhed som ekkoet af en gøgs kukken.
Vi har for en tidligere klumme fået ros for at påpege, at fora kan blive for brede. Det bør også nævnes, at alle foreninger og arbejdspladser kan forpestes af en enkelt eller ganske få personer, som får alle til at fortryde, at de blev medlem. Således er det også på begge de danske hififora, hvor ganske få tågehorn med lange fristile præger alle de større tråde. Enhver kan vel genkende navnene. Selv vores gamle kritiker Spencer ser ud til at være i vildrede, og det kan jeg da sagtens forstå.
Find på nogle andre ord end dynamik eller køb en elektrostat. Ellers har dine udsagn overhovedet ikke nogen mening.
 
PS
 I sidste uge fik vi læst og påskrevet af 3DX. Som man kan se, har vi lært at opføre os pænt i denne uge. Dog vil jeg lige påpege, at blandt de professionelt anvendte tweaks er det vigtigste mindst en gang om året at hive alle stik ud og sætte dem i igen. Således kunne man godt tro, at 3DX- produktet Kontak på hans hjemmeside solgt til den forudsigelige pris af et par hundrede (de, der ikke kan høre det brokker sig ikke) har en anvendelse. Nu er fjernelsen af oxid på typiske messingben ikke en okkult videnskab. At det skulle kunne gøres ved at påføre olie er vel ligeså sandsynligt, som at mirakelkluden Swiffer kan bruges på indtørrede æggetallerkner. I stedet kunne man gå i Føtex og købe en flaske Brasso, alternativt en Silvo til forsølvede forbindelser. At det virker, ved enhver bedstemor. Hvis man så også husker at afklippe alle nøgne kobberkabler også i netstik mindst en gang om året, så har du ganske billigt, ca 30 kr. , opgraderet dit system. Dette er et tweak, der dur.
Du kan jo også prøve at købe samme voodoofirmas Shaktis mirakuløse stenklump fra et sted så hemmeligt, at det var nødvendigt at henrette alle, der havde nogen viden om oprindelsen og virkning. Derfor er der heller ingen, der senere har kunnet forklare, hvad den skulle gøre godt for.
 
PPS
En velunderrettet branchekilde har påpeget, at låget på en Rega er lavet af polycarbonat, ikke som berettet af plastic. Jeg er næsten ked af at afsløre den åbenbart hidtil velbevarede hemmelighed, at polycarbonat ER plastic, ligesom perspex,osse kaldet acryl, er det. Moralen må være, at hvis man ikke selv ved nogetsomhelst, så er man den bedste til at belære andre. Denne klummes skribent ville for eksempel uhyre nødigt være Milu, Miju, Kim Petersen eller andre af sværvægterne i dagens debat for bare en dag. Dertil rækker vores evner og viden desværre ikke. Heldigvis for alle sagesløse ved vi det godt selv, da det ellers ikke forekommer at være nogen hindring. 
 
PPPS
Sidste uges lovede indslag om sammenblanding af økonomiske interesser på danske netfora er blvet overhalet indenom af en tråd, startet omkring denne ydmyge skribent. Med hensyn til Thomas Sillesens invitation til os om at sponsorere Hifi og Musik vil vi ydmygst takke nej. Producenter og forhandlere bør under ingen omstændigheder involveres økonomisk på såkaldt uafhængige fora. Så er de jo ligesom ikke uafhængige længere, eller er det mig , der er åndssvag? Tænk ikke blot at eje en udstilling, men også et såkaldt uafhængigt forum. Som vi har udtalt tidligere, når noget er for godt til at være sandt, er det fordi, det er løgn. Pouls Audio Butik betaler heller ikke for negativ omtale, underligt, ikke?

Ugens emne Hold da helt KEFt

Denne uges emne er en ekskurs udi den tidlige anvendelse af alternative materialer i hifibranchen. Nu var videnskaben i halvtredserne ikke udviklet til plat a la Sillesen Gizmo-CD-er. Plastfolie havde ifølge vores bedste viden debuteret som membranmateriale i højttalere i 1955, men der fungerede den blot som base for pådampning af metal.Ja, der var tale om Quads første elektrostathøjttaler. Alle vidste jo, at efter  årtiers udvikling var det bedste membranmateriale fiberrig papirmasse p.g.a. et gunstigt kompromis mellem lav masse og høj stivhed.
Dette ændredes brat i de allertidligste 60-ere, hvor et vigtigt syndefald skete. Det da særdeles velanskrevne engelske højttalerfirma Wharfedale, ledet af Gilbert Briggs, havde ledet populariseringen af hifi som interesse og ingen var i tvivl om, at magnetflux, altså magnetstyrken i gauss, ikke at forveksle med den samlede flux i maxwell, var det altafgørende for en højttalers transientgengivelse. Selv om vi bliver lidt indforstået tekniske her, må vi huske på, at det var en tid, hvor det var en agtværdig hobby at interessere sig for hifi for overlæger og ingeniører. Folk vidste således, hvad de snakkede om, og man kunne ikke som producent slippe af sted med at tale om luftguitarsfaktorer og andre okkulte fænomener eller lave fuldstændigt hjælpeløse musikvideoer uden musik eller musikalitet, som vi ser i dag hos mindst en enkelt producent. Enkelte må vel have set den.
Det var Raymond Cooke, den tidligere udviklingschef hos Wharfedale, der som den første startede hifiens dødsspiral. De første højttalere fra KEF var bemærkelsesværdige på flere måder. Han mente, at man skulle indføre videnskabelighed i udviklingen af højttalere, bestemt et beundringsværdigt synspunkt. Hans svar var desværre bare at bruge materialer fra emballageindustrien, der som bekendt er vældigt testede mht. optagelse af aroma, lidt ligesom den senere så kendte opfinder Klifoth, der senere genopfandt spånpladen. Det var bare ikke nødvendigvis gode materialer til højttalerenheder.
 KEF`s første højttalere var bygget op omkring den senere kendte B 139 ovale bas og en 52mm diskant , senere benævnt T 52. Alene det, at bassen var lavet mere end 10 tommer på den ene led for at spare skat og dermed penge var noget suspekt og bestemt ikke teknisk begrundet og blev ikke efterlignet af andre. Til gengæld har generationer af audiophiler straks kunnet genkende denne højttalerenhed, og når mange brugte den, så måtte den jo være god.
 De var epokegørende derved, at bassen var lavet af polystyren, datidens hitechmateriale,som ikke var let eller stift men til gengæld så billigt, at man kunne smide det væk efter brug i papkasser, mens diskanten var lavet af et plastmateriale benævnt melinex, som hverhen var stift eller let eller blødt. Man fik således en højttaler, hvis transientgengivelse var middelmådig på en god dag, og hvis diskantgengivelse var både skarp, begrænset i omfang og urimeligt retningsbestemt. Faktisk var det et tilbageskridt i samme omfang som centerhøjttalere med flere bas-mellemtoner, der også fungerer som vor skoletids søjlehøjttalere, bare i den forkerte retning.
Følgerne var faretruende. Bl.a. på grund af brugen af keramiske magneter, som var billige kombineret med brug af ekstremt billige plastmaterialer udkonkurrerede KEF mange langt bedre leverandører af enheder. Ingen tænker naturligvis på Rega her.
 Efter ansættelsen af den tidlige computerpioner Laurie Fincham som udviklingschef gik KEF over fra at være leverandør af angiveligt forholdsvis ensartede, men aldeles underlødige produkter til tillige at tilbyde computerparrede løsninger, der også omfattede delefiltre. Dette var ikke af lyst, men mest fordi de såkaldt højteknologiske enheder var helt håbløst uens på grund af amatøragtig halvmiddelalderlig produktion. For overhovedet at få enheder og filter til at virke sammen, blev man således nødsaget til at måle alt op og så parre dem efter bedste evne, vel ikke nogen langtidsholdbar løsning. Således måtte licensproducenter af LS3/5A højttalere allerede fra starten konstatere, at mellem 60 og 90% af de leverede enheder var ubruelige. Faktisk lykkedes det aldrig for nogen producent af eftergøre de 2 BBC-prototyper, da man selv ikke efter omfattende søgen fandt nogen enheder, der var ligesådan, ak ja. 
 KEF løste alle disse problemer på en måde, der viste sig holdbar for senere producenter af hifi. Man brugte nemlig bare uanede ressourcer på at overbevise alle om, at KEF var et ubegribeligt højteknologisk produkt, og når alt andet ikke lød ligesådan, var det jo nok fordi, disse andre producenter ikke var videnskabeligt nok baseret. Marketingbilleder af enorme bunker computere og gamle mænd i kitler understregede denne seriøsitet. At man stadigvæk bare lavede lavprisenheder af højst uensartet kvalitet var som i vore dage absolut ingen hindring for budskabets udbredelse. En Densen-sag med en masse fine blå elektrolytter kan enhver jo osse se har en ganske gevaldig indbygget musikalitet, og at man naturligvis ikke anvender mange små kondensatorer til lavpris for at spare på de store dyre. De små er jo så frygteligt hurtige.
Nu varer intet evigt, og på et tidspunkt tyder noget på, at KEF og Laurie Fincham faktisk kom til at tro på deres selvopfundne naturlove. Det er overraskende, da begge var videnskabeligt uddannede, men desværre såre menneskeligt. Firmaet gik konkurs sammen med en anden engelsk pioner Celestion og genopstod med lidt skævere øjne. Celestion havde forresten opfundet den foreløbigt mest ultimativt idiotiske diskantmembran lavet af kobber. Kobber korroderer let og er enormt tungt. Man kunne også have valgt bly eller wolfram, men det er foreløbigt ikke sket. Ideen er ellers hermed fri.
Mange producenter har taget KEF`s materialevalg op. Ingen vil indrømme, at det har noget med økonomi at gøre. Prøv bare at ringe til Dynaudio og spørg, så vil du få en endeløs strøm af nyreligiøst prægede begrundelser for deres højteknologiske løsninger. Dette er fint nok fra et markedsførings og produktionssynspunkt, det har bare ikke meget at gøre med korrekt lydgengivelse eller bare stræben efter dette at gøre efter denne forfatters ydmyge mening.
KEF var en pioner den i forstand, at man aldrig nogensinde tilstræbte en effektiv elektromagnetisk kobling i højttaleren. Dette er indlysende for enhver, der har repareret eller bare leget med f.eks. en B 110 eller en B 300-enhed. Da magnetgabets størrelse står i omvendt kvadratisk proportionalitet med den elektromagnetiske kobling er en undersøgelse af en KEF- enhed en gyser. Der er en nødvendig god plads i magnetgabet til at montere en dårligt forarbejdet skæv svingspole. Det er ikke underligt, at transmission line-princippet fik et dårlig ry, man brugte nemlig altid ubruelige B 139-ere. Senere viste PMC, hvordan det skulle gøres.
KEF blev en pioner i valg af membranmaterialer og en udpræget negativ en af slagsen. Senere tog store ånder som Ole Witthøft og System Audio denne udvikling til nye højder med også at anvende plast til selve højttalerchassiset. Dette var naturligvis ikke bare plast, og markedsføringen blev ledsaget af et tæppebombardement af pseudotekniske forkortelser for dette nye supermateriale. Det havde man jo lært af KEF. Dog mener vi ikke at have set Ole i kittel endnu, men det kan jo komme.
Bare man dog var blevet ved med kun at bruge plastic til det, det var beregnet til. Det var altså bare ikke ligefrem højttalerenheder, men det er lige meget idag, skaden er sket. De billigste vandt, ikke fordi de var bedst, men fordi de var billigst, sådan som det vistnok også sker med dåsetomater.
 
PS Denne klumme har fået en pendant på Hifi og Musik. Al skribentvirksomhed i denne branche bør opmuntres og hilses velkommen. Der er vel bare lige den lille slange i paradiset, at man fra en ansat på et site med mere end perifer tilknytning til en dansk producent af luftguitarer vel ikke kan forvente de helt store badutspring. Mogens skriver nu vældigt godt, blot får vi vel at se, om emneområdet også omfatter andet end kommercielt sund hyggesnak. Dog vil der altid være en mistanke om en skjult kommerciel vinkel, og hvordan kan det være anderledes. Lars Larsen er da også hørt sige ganske pæne ting om Jydsk Sengetøjslager, og det er da også rimeligt nok.
 
PPS
Vi har fået en velnok berettiget kritik for et lidt voldsomt ordvalg i sidste uges emne. Al snak om analsex i sidste uges PS var begrundet i et ønske om at påpege denne uhellige alliance mellem producenter og site og anmeldere. Nu rager det ikke mig, hvem der boller hvem hvor. Blot kan det aldrig være i slutbrugernes interesse, at anmeldere er betalt af producenter, direkte løn eller ikke. Arla kan vel heller ikke forventes at foretage en strengt neutral sammenligning af egne produkter med dem fra Thise Mejeri.
Når man så samtidigt ser noget, der ligner plantede angreb på andre danske producenter på det konkurrerende forum, her Gamut, som ikke har nogensomhelst begrundelse og kun kan være af interesse for få udenfor det konkurrerende forum, ja så må vi være på vagt.  Pouls Audiobutik sælger forresten hverken Densen eller Gamut, og vi er ganske græskkatolske, hvad folk køber, bare der er åbenhed. Her ser det faktisk lidt skidt ud, som vi vil undersøge i næste uge.

Myter i Hifi part 1

Efter sidste uges oplevelser med de finske råbekor på diverse netfora er det denne uge tid til fordybelse. Vi vil forsøge at behandle diverse mere alternative tiltag til lydforbedring, der har det tilfælles, at de endda er særdeles billige i fremstilling. Dette afspejler sig naturligvis ikke i salgsprisen, vi er jo i hifibranchen.
1. Tape og dupper.
Engang var der en mand, der hed Peter Belt. Han var efter vores bedste overbevisning den første i denne pudsige branche, der påstod afgørende at kunne fintune rumakustikken med små sorte stykker isoleringsbånd og små selvklæbende dupper. I en iscenesættelse, der ikke lod diverse åndemanerudsendelser på TV det mindste efter, kravlede denne lidt korpulente mand rundt på en trappestige og ændrede totalt folks liv med sine besværgelser. Som en ekstra bonus havde disse revolutionerende rumakustiske modifikationer en ekstremt høj WAF-faktor, fordi ingen kunne se de små mikrodutter og endnu færre udover den glade køber vel kunne høre det.
Efterhånden som tiden gik og den almindelige folkeoplysning skred frem, blev det tydeligt for de fleste, at denne tilgang til lydforbedring måske var tilsat mere end en mikrodosis af mellemfolkelig humbug. Nu kunne enhver efterhånden indse, at disse tarvelige stykker tape, der kom i en genluk plasticpose, naturligvis var det rene fup og fiduser. Verden var på vej til at blive et bedre sted at leve.
Tilbehørsbranchen evaluerede de indhøstede erfaringer og kom op med en løsning: Pænere indpakning og mere eksotiske materialer. I stedet for at tilbyde selvklæbende pakketape i små stykker tilbød man så i stedet små stykker Banzai-træ eller hvad det nu hed drejet af en meget gammel håndværker, lidt i stil med mange dyre japanske pick-uper. Når så manden døde, og det gør 90-årige plus jo sommetider, havde man sit scoop. Ved hjælp af en emballage angiveligt lavet af helligt tempeltræ fra den yderste rand af Fusijamas krater havde man nu et helt anderledes effektivt salgsargument. Virkningen var godt nok stadigvæk den samme, men den opfattede værdi hos kunden var mangedoblet. Nu kunne man da under heldige lysindfald se, hvad man havde brugt sine mange sorte overarbejdstimer på at betale. At man stadig ikke kunne høre det betød mindre. Ens eneste ægte ven hifihandleren uden bagtanker havde jo sagt god for sagen. Diverse cones og andre halvengelske ord  ( scones ? ) er trængt ind i hifidagligdagssproget i takt med, at den almindelige sunde fornuft er forduftet og kendskabet til Ohms lov er blevet henvist til sin rette plads, nemlig historiens skraldespand. Alt blev fortolket af din ven hififorhandleren, der vel gjorde ved dig, som diverse halvfede yogier gjorde ved deres unge storbarmede, godtroende og kærlighedshungrende disciple. Undertiden undrer jeg mig over, hvorfor jeg ikke var med, angst for potensproblemer vel nok.
På dagens markedsplads findes der masser af disse mirakuløse hjælpemidler, der må få mangen en seriøs hardwareproducent til at slå opgivende ud med hænderne og overveje at melde hele befolkningsgrupper til politiet for udvist lemmingeagtig stupiditet. Hvorfor egentlig bøvle med at lave mere vellydende produkter til døve mennesker?. Måske fik Tannoy ideen her til sine nyere produkter…
Da man allerede havde fået sit MIT-kabel med drejeknap til lyshastighedsregulering var verden vel fuldendt, men nej…enter
2. Den magiske CD!
Det menes, at Gryphon var blandt de første til at lancere et produkt, der efter sigende skulle kunne tilspille samtlige led i hifi-kæden og samtidigt afmagnetisere hele skidtet. Nu har det altid været en kilde til denne forfatters undren, at man skulle kunne afmagnetisere umagnetiske og ikke mindst ikke-magnetiserbare materialer og hvordan man undgik, at højttalerne røg med i købet. Åbenbart har de elementære naturlove alligevel ydet en mere værdig modstand mod dette volapyk, for jeg har ikke hørt om nogen global afmagnetisering.  Ikke desto mindre kunne alle, der havde betalt for CD-en og mødt den karismatiske Flemming Rasmussen straks høre forbedringen. Vi andre, der havde fået den gratis, var tydeligvis ude af stand til at værdsætte et sådant produkt. Her gik man jo og troede, at den eneste måde at afmagnetisere på var den samme som at magnetisere, nemlig at bruge en fuckin stor elektromagnet, tydeligvis en håbløs videnskabelig blindgyde, som designet af kæmpedovendyret var i dyreverdenen.
I nyere tid er der kommet lignende produkter på markeder, f.eks. det forrygende Densen-produkt. Nu skulle man måske tro, at et så banebrydende produkt kunne patenteres, men hemmelighedskræmmeriet omkring den præcise formulering af det mystiske magiske støjsignal står vel i vejen. Man må forestille sig head honcho Thomas Sillesen stå og råbe `Gud er stor!` ind i en mikrofon, vel lidt i lighed med mullahen og de halalslagtede kyllinger ved samlebåndet. Derefter processeres sproget igennem en oversættelsesmaskine a la den fra Mars Attacks! så velkendte til lokale sprog og dialekter for at give den optimale virkning på lokale elnet. Som det er de fleste bekendt, er der jo forskel på lokale elektroner, manner, jeg tror vi skal ind i tilbehørsbranchen.
Jeg har aldrig testet dette vidunderlige produkt og har heller ikke snarlige planer om at gøre det. Meningsløst tidsspilde er ikke en favoritbeskæftigelse for denne skribent.
 Psykoakustik er en vidunderlig ting, og gør det til et veritabelt tag-selv bord for foretagsomme forretningsmænd. Det er jo ikke dem, der sælger magisk antirynkecreme, der er åndssvage, det er kvinderne. Heldigvis har vi mænd tydeligvis ikke meget at lade dem høre, som ovenstående vel illustrerer med al ønskelig tydelighed.
Moralen må være, at hvis man skal blive rig i denne verden, skal man sælge noget, der er pissebilligt at lave, let at sende med posten og ikke alt for dyrt. Så er der også mulighed for at undgå, at de få, der rent faktisk lytter og ingen forskel kan høre, brokker sig alt for højt. At produktet så sagtens kan være varm luft på dåse gør jo kun råvarerne billigere, lidt a la Rega, kan man vel sige. Hvis man så yderligere kan presse mirakelmidlet ned i CD- format er lykken gjort alene i portobesparelser, fordi man så kan sætte prisen yderligere op. Næste mirakelmiddel er vel kun et download-klik borte…
 
PS
Vi er blevet bebrejdet og tydeligvis med en vis ret for at skrive lidt for akademisk. Det er desværrre en konsekvens af for mange år på diverse højere uddannelsesinstitutioner. Der arbejdes på sagen. Dog vil det være lidt optimistisk at forvente, at vi nogensinde helt kommer til at matche stilen  på vores yndlingsfora.
 
PPS Ugens griner er som så ofte før sakset på de ufrivillige vittigheders holdeplads, nettet. Her er der ytret vældig stor bekymring om, at forhandlerne, disse kære og uegennyttige mennesker og hififolkets bedste venner og velgørere, skulle nægte at stille testemner til rådighed, hvis de ikke var sikret en rimelig, positiv eller forudsigelig test af sympatiserende testere. Det er da ligegodt for åndsvagt at forvente, at der kommer nogetsomhelst neutralt eller læseværdigt ud af dette spytslikkeri. Hvor spændende er det lige det er at læse en test plantet af importøren ? Antageligt ligeså interessant som at læse en Rega Apollon – tråd masterminded af Bent Medlyd. Hvis importøren ikke vil stille ting til rådighed til en uvildig test, kan det da for helvede kun skade ham selv. Markedsføring uden omtale i medierne er jo ikke ligefrem let. Fordi man bliver bollet i røven af nogen, behøver man jo ikke selv at forfalde til røvslikkeri. Med mindre man kan lide det, forstås. 
Vær ganske rolig, den bedste test er den, der provokerer og irriterer.Hvis testen så bliver lidt for tåget eller selvmodsigende er der som med disse spalter blot en mulighed tilbage: Lad så for helvede være med at læse det !.

Små hunde kan også bide

Det kan til tider være ekstremt underholdende at følge den såkaldte hifidebat på diverse fora. Hvis ikke det var fordi det er en for alvorlig sag at overlade til umælende og usikre idioter, ville vi jo også bare holde os væk og forfalde til den sædvanlige akademiske analyse. Som hundeejer er der dog noget, der straks falder i øjnene ved debatformen på begge de danske netfora. Alle erfarne hundeejere ved, at den mest farlige hund er den bange og usikre, og så er det iøvrigt ligemeget hvor lille og stupid den er. Hvis derimod hunden går rundt med højt løftet hale har den fundet sin plads og føler sig sikker. Læg mærke til, at denne hundens sikkerhed netop indebærer, at den altid vil opsøge andre hunde for at opsøge nye indtryk. Den er nemlig ikke bange for nye erkendelser og dufte. Dog behøver den ikke gå helt tæt til psykopatiske kræ. Den har jo ikke noget at skulle bevise overfor de adfærdsvanskelige.
Hvorfor nu denne fabelagtige indledning? Ja, ugen har jo budt på en ganske vist ikke særligt klart disponeret test af kabler, som har bragt mange af de mindre sikre mennesker på banen med fuldstændigt forskruede personlige angreb. Hvis disse troende kabelapostle havde været mere sikre på deres mantra ville en mindre irrationel adfærd være forventelig. Der gælder tydeligvis en anden kodeks for acceptabel opførsel, når de musikalske lidenskaber sættes i kog. For den vantro lægmand må det være komisk at se disse lynching-lignende adfærdsmønstre fra diverse på overfladen antageligt relativt socialt velfungerende mennesker. Civilisationens fernis er hos dem tydeligvis malet på med samme omhu, som mange af disse mennesker udfører deres håndværk til daglig.
Denne forfatters tese er, at mange af disse menneskers automatreaktioner er helt hundeagtige derved, at de af manglende selvsikkerhed opsøger den store pøbel af ligesindede såkaldte entusiaster. Man er tilsyneladende efterhånden kun entusiast, hvis man kan udvise en fuldstændig ligegyldighed overfor enhver rimelighed og proportion, og flere debattørers indlæg ligner til forveksling begyndende grænsepsykotiske tilfælde.
Hvis der havde været tale om en bare nogenlunde normal adfærd, skulle det vel svare til den pæne villaejers stilfærdige rysten på hovedet over den nye nabos Edward Scissorhands-designede nye buske. Hvis man selv er sikker på, at man enten kan høre forskel på alle kabler i alle længder eller alternativt som denne forfatter, at forskellene er få og små og primært forårsaget af visuelle stimuli, kan det da for helvede ikke få ens pis i kog, hvad der står i en måske lidt mere end halvtåget såkaldt test. Hvis man derimod er bange og usikker og måske i sin krybdyrhjerne fornemmer, at ens bedste ven hififorhandleren måske har lokket lidt rigeligt ligesom den østeuropæiske prostituerede med et par ekstra tjenesteydelser for ussel mammon, ja så er det jo bare med at komme ud på gaderne eller alternativt nettet med et frådende raseri, der ikke lader de muslimske folkemængder noget efter.
Nu er netkommunikation om lydindtryk jo under alle omstændigheder en noget sølle erstatning for den ægte vare, muligvis endda endnu ringere end de faste sexhjælpemiddelannoncer på Jyllandspostens sportsside. For udenforstående kan interessen vel efterhånden som tidligere beskrevet forekomme lige lidt agtværdig for begge dele. Som det muligvis er enkelte bekendt, er denne forfatter bestemt tilhænger af den personlige kontakt og samvær for overhovedet meningsfyldt at udvikle nogensomhelst i den personlige lydopfattelse. Lidt ligesom sex iøvrigt, hvor denne klummes forfatter så vidt mulig tilstræber den ægte vare eller ialtfald noget der ligner. Man kan jo heldigvis efterhånden meget med gummi.
At sidde og råbe på diverse netfora er begyndelsen til enden for disse. Elementet af hobby og i bedste fald livslang interesse vil forsvinde for altid. I andre interessegrupperinger som f.eks. biler har man da i det mindste haft den sunde sans at kunne skille tingene ordentligt ad. Brian Achmed og alle de andre kunder hos T. Hansen i deres Cerwin Vega-univers har jo heller ikke nogen kommunikation med samlere af MG Midgets med originale læderhjelme. Man bliver nødt til at se i øjnene, at der ikke er noget, der er sandt for andre end en selv og det måske kun for en kortere periode endda.  Al kabeldebat på førforhistorisk kølleniveau vidner kun om manglende sikkerhed hos de deltagende parter, det ville resultere i øjeblikkelig aflivning af min hund, hvis den debatterede med andre hunde på dette niveau.
Personligt mener jeg, at det er en kommerciel dødssejler at samle diverse interessegrupper på et altfor bredt forum. I en debat vil det tydeligvis ikke komme meget udover den laveste fællesnævner, og det kan vel kun overrraske ganske få. Det er muligt, at man for annoncørerne kan fremvise talløse brugere, men en simpel analyse af hifi4all og dets brugere nu og for et år siden afslører få gengangere. I stedet for den store smeltedigel er der tale om en brug og smid væk-tilstand, hvor kun de ægte idealister eller særligt påståelige og hårdnakkede dummernikker overlever i et miljø med mange stedkendte rovdyr.  Tilstanden bliver lidt som i det sydlige Sudan, hvor læger uden grænser opererer på diverse røverbaroners og bare almindelige sadisters hjemmebane. At tendensen så tillige på flere fora så samtidigt i stigende grad går på at udveksle frygtsomme erfaringer med at parallelimportere diverse videoudstyr på et præpubertært niveau giver jo næppe heller et større annonceprovenu.
Personligt gad jeg godt se blindtesten af kabler, som jeg selv har deltaget i talrige gange. Den kommer bare aldrig så lang tid usikre menneskers hele eksistens er bundet op på dedikerede musikrum med horribel akustik i friværdiens hellige navn. Inderst inde ved de jo godt, at det ofte lyder af helvede til, men hvem vil indrømme, at hundredetusindvis af kroner i ombygning er spildt ? Så hellere være den aggressive og udfarende part i det første og bedste hundeslagsmål om ting, som vores egen Folmer Hund bare ville gå uden om med højt løftet hale.
Hvis man ikke passer på fra moderatorernes side på disse fora, kan det være, at selv Bent fra Medlyd på et tidspunkt vil ophøre med at foreslå folk at købe et Rega plastprodukt i en tråd om ekstrem-hifi. Selv om Rega vel er en slags eksponent for ekstremisme i sin helt egen kategori, er det jo da ikke ligefrem i kvalitet. Denne sidste tænkte situation ligger nu nok desværre lidt langt ude i fremtiden.
 
PS Ugens store begivenhed på hifi4all er, at man også kan agere som privatperson, når man nu tilfældigvis er forhandler. Det er lidt vanskeligt at forstå for undertegnede. Det er vel bare lidt småsvært at forstille sig, at dronning Margrethe skulle kunne skrive til de grå sider i Ugens Rapport som privatperson. Man forbliver altså den samme indeni uanset gevandter. Købmænd er altså købmænd, også efter lukketid. Det kan endda være være, at de har et par rigtigt billige kasser øl.
 
PPS Man må også sige, at de sidste rester af respektabilitet i hifiinteressen i ugen har været under skarp beskydning. Åbenlyse trusler om vold er føget omkring, men de rette troende har naturligvis ikke ikke mistet modet eller genvundet dømmekraften. Man kunne måske undre sig over, hvad man skal med moderatorer, når de ikke ser denne helt nye variation af den opsøgende sælger, endda medbringende et par venner. Om noget er det da grænseoverskridende debat. Sikke lidenskaber musikken kan sætte i gang.
 
PPPS Vi er blevet bebrejdet, at vi ikke deltager i debatten på hifi4all. Grunden burde være indlysende beskrevet ovenfor. Det betyder ikke, at vi skyer debat, langtfra. Vi er jo i modsætning til langt de fleste ikke spor anonyme, og vil da gerne overbevise alle om ATC og EAR-Yoshinos fortræffeligheder. Det er blot ikke alle, der er parate til at lytte, og det er fint med os. Bare de så ikke forventer, at vi gider høre på dem.
Vov!

Frem og tilbage er ikke lige langt

Denne uge vil vi dykke ned i hifi-annalerne og beskrive et trist kapitel, nemlig nedturen for Tannoy. Nu er der vel nok en del derude, der tror på, som de fik at vide af deres hifipusher, nemlig at man købte sig ind i en stolt tradition a la Morgan sportsvogne ved at anskaffe Tannoy. Intet kunne være mere forkert, som det også på forunderlig vis i den seneste tid er anerkendt af Tannoy selv, indirekte ganske vist.
I 50-erne og starten af 60-erne var Tannoy den arketypiske engelske repræsentant for, at højttalere som en selvfølge skulle være faselineære og have en symmetrisk spredning. Den symmetriske spredning var en konsekvens af designprincippet, mens faselineariteten var en konsekvens af genial kombination af asymmetriske filterstejlheder i forbindelse med anvendelsen af Ticonal G magneter, der fysisk bliver ganske lange. Naturligvis anvendte man også plastkondensarorer, hardwiring og autotransformatorer for induktionsfri diskantniveautilpasning, for enhver vidste, at det var det bedste. Denne ganske indlysende ingeniørpraksis er stadig ligeså sjælden som gejrfugle, se blot B&W og Vienna Acoustics med mange flere fra dagens serier.
Membranerne købte man som også de fleste i dag fra det tyske firma Kurt Muller. Membranen undergik efter ankomsten en særdeles langvarig og omstændelig udtynding af fibre for at give en reflektionsfri og langtidsstabil terrminering. Endelig monterede man det hele på et massivt chassis.
Kombinationen af alt dette tætkoblede metal i forbindelse med håndjustering af centrering gav en helt enestående termisk kapacitet og en fremragende transientgengivelse. Resultatet var en meget dyr, men færdigudviklet dynamisk højttalerenhed, forfinet i små detaljer over 25 år.
I forbindelse med en brand i 1973, et udsalg af arvesølvet til Harman og borgerkrig i Zaire blev situationen pludselig en ganske anden. Hele Tannoy blev flyttet til Glasgow, og for et 50 år gammelt håndværksfirma var det døden. Det afholdt ikke Tannoy fra at lancere de evigt forbandede HPD- enheder, som meget godt beskriver hifiens nedtur, selv om det som alle rigtigt triste historier ikke stoppede her. Angiveligt brugte man stadigt magnetmaterialer som tidligere, men realiteten var en ganske anden. Mangelen på kobolt betød, at de første koboltfri AlNiCo legeringer så dagens lys hos Tannoy. Resultatet var skræmmende. Den helt komiske mangel på magnetstyrke blev kun matchet af enestående håndværksmæssig uduelighed, og resultatet var en skrigende diskant a la piezohorn kombineret med en bas så slatten som den da så populære Gamma Monitor. Myten om, at gamle AlNiCo- magneter taber feltstyrke lineært over tid kan stamme herfra. Disse såkaldte magneter  har nemlig aldrig været kraftige nok til at holde en skruetrækker fast.
 Efterhånden gik man så over til langt svagere keramiske magneter som alle andre, men det før så stolte foretagende bibeholdt blot den tidligere delefiltertopologi, godt nok i en noget degraderet printudgave og en connector kendt fra elektriske legetøjstog. Der var blot det ved det, at de flade keramiske magnetskiver ikke blot ikke havde nogensomhelst termisk kapacitet. Fasen var heller ikke længere korrekt, da hornet var blevet drastisk forkortet. Vi endte altså med et produkt, hvor alle komponenter var totalt degraderet, og med lyden var det næsten værre. De tynde membraner på SRM og SGM- serierne gav bas i den absolutte letvægt, opbrydninger i sværvægtsklassen og gav Tannoy et fortjent ry som leverandør af lyd i den øretrættende ende. Samtidigt var kantophænget limet på med en lim, der hærdede, således at membranen knækkede af, i sandhed et lokalt minimum for god ingeniørpraksis. De efterfølgende plasticmembraner, f. eks. i  D 700 var tunge, den mekaniske præcision ringe og selv om det forekom umuligt, fleksede de endnu mere end forgængerne. De billigere modeller blev snart produceret i Ungarn og senere lidt længere østpå, og blev efterhånden Karl Heinz Fink designs i mekanisk kvalitet, der vel kan sammenlignes med IKEAs klap-sammen kasser. En æra syntes forbi. Et planlagt ambitiøst forsøg på at relancere en SuperDual enhed designet af Mark Dodd, en brilliant ingeniør, faldt til jorden i dette uambitiøse udviklingsmiljø,  og Dodd forlod firmaet. Det eneste håndgribelige resultat blev en plasticstøbeform til at lave såkaldt Tulip Waveguide horntragte med tolerancer i den tidligere så kendte Lada-klasse, som endnu hjemsøger mange Tannoy-produkter.
Efterhånden gik det op for Tannoy, at man da vist engang havde lavet noget, der var bedre. Man begyndte faktisk at producere de gamle enheder igen til deres absolutte topmodeller, ( ikke Kingdom-serien, det er en anden mere sørgelig sag ), men uden nogen sammenligning i en kvalitet præget af ikke altfor stor håndværksmæssig kunnen. Husk, vi er jo i hifibranchen, og her kan man altså i high end ikke få alverden for de sidst spenderede 50.000,-. Resultatet var dog skræmmende meget bedre end de tidligere årtiers katastrofale tiltag og faktisk ganske godt. Endeligt kunne man købe et sæt Tannoy Canterbury til en pris af omkring 100.000,- , der lydmæssigt kom i nærheden af et par heldige HPD-er, omend ikke i Monitor Gold-land, langt fra endda. Selv i HE-inkarnationen er der langt igen. Æres den, som æres bør: Det er altså alligevel en bedrift at anerkende, at årtiers såkaldt udviklingsarbejde har været fuldstændigt spildt og nytteløst og lige til at skylle ud i lokummet. Selv den oprindelige fasekompensation, som man endda selv havde latterliggjort i fremskridtets navn, blev efter kun knap 60 år søgt patenteret under det pejorative tilnavn pepperpot. Det var lykkeligt, at Ronald Hastings Rackham, bagmanden bag Tannoys dual concentric højttaler fra 1947, nåede at se disse tegn på renæssance inden han døde. Blot synd, at renæssancen ikke bed sig bedre fast. I denne verden er der måder at lave en højttaler på, der er indlysende og uomtvisteligt  rigtige. Tannoy Monitor Gold blev en milepæl tillige med visse JBL og Altec 604 8 G. Verden blev aldrig den samme siden. Og nej, de senere sete såkaldte JBL reissues har altså ikke bare ganske lidt at gøre med de oprindelige ud over en noget lignende dimension.
Det er heldigt for den nuværende såkaldte high end industri, lad den så være så blodfattig den være vil, at så få af deres potentielle kunder nogensinde har hørt eller kommer til at høre sådanne klassikere. De er nemlig for størstepartens vedkommende forlængst forsvundet til Japan. Den enestående oplevelse, det er at høre en stor højttaler designet og finpudset over en lang årrække af geniale og ydmyge konstruktører, hører til en svunden tid. Og nej Ole Klifoth og Ole Witthøft, at finde på smarte navne og være pioner i plasticchassiser henholdsvis kvalificerer altså i denne skribents optik ikke helt til denne betegnelse. Til gengæld er det tilsyneladende en holdbar overlevelsesstrategi i Rega-land, lidt a la livskvaliteten for menneskene på Abernes Planet.
Dette er vældigt heldigt for hifiens skruppelløse købmænd, der så kan kolportere deres underlødige produkter i dette vidensmæssige vakuum. Det er også heldigt for disse nutidens hifihalvguder, at mange af deres kunder er ligeså gudsjammerligt ukritiske og uvidende som de selv er selvbestaltet idealistiske. Det er vist noget af det, der også kaldes synergi eller måske snarere symbiose. I Middelhavet findes der f. eks. en fisk, der svømmer op i røven på søpølser, og det er vist noget af det samme, taget i røven bliver man i hvert fald. Som præsident Truman sagde : Give them Hell !.
 
PS
Man kan finde visse Tannoy HPD med Gold-chassis, der er gode nok, og husk, her taler vi om mulige tolerancer for de mere uheldige på plus minus 25 dB i frekvensgangen. De senere anvendte  plastmembraner falder blot fra hinanden på grund af forkert limvalg, og nej, det hjælper ikke at rotere enhederne. Alle Tannoy-enheder med centreringsfjeder er helt upåvirkelige af membranens vægt mht. holdbarhed. 
 
PPS Ugens griner er, at ingen anmeldere tilsyneladende har bemærket, at den massivt markedsførte Tannoy såkaldte replica Autograph højttaler har ligeså lidt at gøre med den ægte vare, som Royal Classic har med rigtig øl. Hvornår er et massivt full range horn blevet sammenligneligt med en mikroskopisk basreflekshøjttaler til computerbrug ? O tempora o mores.
 
PPPS Vi modtager iøvrigt gerne forslag til emner, som dette skrivende orakel kan belyse med flittig brug af sin lyssværds-machete. Dumheden har jo slået rod som bjørneklo og er endnu sværere at udrydde. Det skal dog ikke afholde os fra at prøve lige som Gimli i Ringenes Herre, der også mest elskede de håbløse odds.