Jeff Rowland Design Group

 Ind imellem springer de allermindste ligegyldigheder i øjnene på denne skribent. Og om det så et aldersbetinget fænomen eller et tiltrængt midlertidigt skjulested fra andre af menneskehedens anderledes påtrængende problemer er sværere at vide. Derfor vil vi forsøge at behandle begge emner i dag i den velkendte kursoriske stil.

Lad os starte med den mindste bagatel, da det i det mindste indeholder et ikke helt ubetydeligt komisk element omkring et fejlslagent projekt, som på barndommens jydsk vel bedst kan betegnes som ret ambitiøst projekt om  “et forsøg på at sælge lort som lagkage” Eller, måske lidt mere paradisfugleagtigt: At forsøge at sælge varen med alle forhåndenværende forlorne pyntegenstande. Og når man som den forstærker af mærket i overskriften taler om en dengang for adskillige år siden en vist indtil da uhørt opskrivning af salgsprisen i forhold til de anvendte svinebillige integrerede ICE-moduler, så skulle der åbenlyst lidt andre lokkemidler til for at få folk derude til at slippe knapt 100 af de store sedler. Og det altså for produkter, hvor indmaden næppe kostede meget mere OEM  end en brøkdel af  en enkelt af lapperne.

Det første, man som en selvfølgelighed gjorde, var som de fleste andre at lave en flot forplade. Og selv blandt andre lignende var Rowlands laser-skårne rædsel  (en helt personlig vurdering!)unik og må have kostet langt mere end alle andre chassisdele plus indmad. Sådan noget er iøvrigt helt normalt, blot mere påfaldende her, hvor Rowland så indlysende havde økonomiseret med indmaden OG det elektroniske design. Der jo med ICE mest drejer sig om kosmetik snarere end ydelse.

Den såre økonomiske omgang med råvarerne i forhold til slutprisen gav så til gengæld andre muligheder for markedsføring. Og derfor indhyrede man her i Danmark højtlønnede specialister indenfor den såkaldte “oplevelses-økonomi” for at forøge den kommende kundes oplevelse af “lækkerhed” Selv ville jeg nok have startet med at svejse toppladen fast, så ingen kunder uforvarende kunne kikke ned i kassen og blive chokerede over det pauvre indhold, men om det blev foreslået vides ikke. Men mon ikke det har været noget med matchende hvide handsker og andre ligegyldige udvendigheder, for hvordan kan nogen dog gøre det færdige ICE-modul .til Guds eget valg af hifi?

Der er så heller ikke meget, der tyder på, at der kom meget andet end mange floromvundne konsulent-ord og et gevaldigt honorar ud af øvelsen. Andre mere erfarne i branchen ville måske spagfærdigt have foreslået at have en plan for salgskanaler først, men den slags er jo svære for en konsulent at få penge for at slå op i telefonbogen. Meget tyder på, at alt endte i ingenting eller måske snarere: SLET ingenting. Og når man på Rowlands hjemmeside endnu som distributør lister “lækkerheds-kontrahentens” forlængst kuldsejlede firma, så vidner det vel ikke om nogen videre interesse. Ikke mindst IKKE fra kunderne da..

Denne uhyre ligegyldige historie rinder i hu, fordi der netop nu  kan findes en annonce på måske selveste den eneste Rowland, der blev forsøgt “oplevelses-forædlet” Om prisen er rimelig må den enkelte afgøre, selv synes jeg der er rigeligt mange nuller, men den her er nu osse blot en enkelt af utallige andre hifi-ting, som jeg ikke gad eje, selv om den var helt gratis-hvis jeg altså ikke måtte sælge sagerne. Og det er iøvrigt den tidligere distributør, (iøvrigt en ganske flink og normalt ellers kompetent mand) der sælger ud, derfor denne lille ligegyldige cirkel om tom snak om overhovedet ingenting. Den slags, som den nye hifi-økonomi er så overopfyldt af. Men tænk blot, at denne skribent undertiden keder sig nok til at sidde og glo på brugtannoncer…

Til sidst i dag vil vi linke til en del af en længere udredning, som man skulle tro var løgn. Det er den nu ikke, intet fake news her, men da godt nok en påmindelse om, at der har været en velkoreograferet drejebog til corona-hysteriet. Spring eventuelt ca 45 minutter ind i Tim Gielens video, og hvis noget forekommer bekendt, så er det vel, fordi det er det…

MONOPOLY: Who Owns the World? – “Best Documentary Ever!”

.  

“Når jeg bliver gammel,..”

 er ikke længere et både banalt og fortærsket børnerim fra Peter A. G., men en tiltagende-vedholdende og uomgængelig realitet for en 65-årig. For meget anderledes kan man vel ikke tolke, at denne skribent så skråsikkert for et stykke tid siden selvsikkert proklamerede for fruen, at vi selvfølgelig skulle holde familie-efterårsferie. Dette uden dog fuldstændigt at sikre sig styr på selv den mest kortsigtede kronologi, for jeg mente så bestemt at vide, at efterårsferien var i uge 41  Hvorfor den også så ordholdende blev afviklet og det var osse derfor, ugens visdomsord på denne plads så sørgeligt udgik.

Nu burde det måske ikke falde så naturligt for mig at henfalde til slige ubegrundede gætterier, for vi har faktisk i firmaets nyeste iterations historie ALDRIG holdt egentlig efterårsferie. Nå, men det fik vi så gjort alligevel, bare altså lidt utidigt. Men alligevel et slags vink med en vognstang om, at alderdom og deraf følgende skråsikkerhed med fordel kan suppleres med et realitets-check.

Tilbage til det med vognstænger og heste og hestevogne. Denne skribent har nemlig som sikkert så mange andre læst med på den tidligere topsvømmer Jeannette Ottesens erindringer. Ikke at denne indlysende monomane person på nogen måde i sig selv er interessant, afskyeligt selvoptaget er måske endda i den mildere afdeling. Men det der jo den slags egenskaber, der er benzin i en slidsom 16-årig ensom karriere i klorvand, udelukkende med lige dele arbejde og afsavn for alt. For så endeligt at ende med IKKE at vinde. OL-guld-målet med det hele.

Det var der så en anden, der gjorde, vinde OL-guld altså og så er det, at Ottesens erindringer bliver vedkommende, ja nærmest ubærligt påtrængende. Og at de er sluppet igennem hendes ghost-wrtiters filter er imponerende, læs blot udplukket her om Ottesens helt dybtfølte frustration over en guldmedalje-til en holdkammerat og veninde.

https://www.bt.dk/svoemning/ottesen-i-chok-over-blume-guld-saa-mange-ting-der-er-saa-fucked-up

Se, DET er selv-udlevering på den helt store klinge og tangerer vel en slags personligt landsforræderi. Og ikke mindst fortæller den vel om en helt enestående mangel på solidaritet og sympati mellem de her kvindelige modeller med bage brede som hestes. For det er jo en fysiologisk kendsgerning, at mandlige svømmere bliver kolossalt brede foroven og smallere forneden, mens kvinder bliver bredere foroven og helt vildt meget bredere forneden. Altså med undtagelse af hende Blume, der vandt OL-guldet, men hun havde så heller ikke trænet ret meget. Og som derfor ser relativt almindeligt appetitligt ud.

Men der stod så de andre bredbagede, næsten seksuelt-attraktionsmæssigt midlertidigt annullerede  kvinder og græmmede sig og tudede af frustration. Meget menneskeligt, men vist aldrig skildret før, denne intense følelse af et eget spildt ungdomsliv. Hvor selv en velvalgt kjole ikke formåede andet end nødtørftigt at camouflere en totalt van-trænet freak-krop med nogenlunde samme almene seksuelle attraktion som en kvindelig top-kuglestøders.

Det er dog meget kendetegnende for tidens tankeløshed, at journalisterne i stedet for denne sekvens har kastet sig over en erindrings-passage i Ottesens bog om hold- og træner-mobning af en anden svømmer, Lotte Friis. Og det er jo ret mærkeligt, fordi Ottesen blot konstaterer, at hun ikke selv støttede Friis. Måske heller ikke at forvente i dette syge konkurrencemiljø, hvor ethvert venindeskab udelukkende var personligt nytte-orienteret.

Friis blev især mobbet for størrelsen af sin bag, der selv i forhold til Ottesens, svarede til en en bryggerhests med vognstang og det hele  i forhold til en fuldfed spansk hests. Altså distinktioner i den absolut yderste ekstremitet af bred-skalaen.  Men altså tydeligvis alligevel en lille personlig opmuntring for de andre kvindelige svømmere i en gold og ensom triviel trænings-hverdag. Som for Ottesen altså skulle vise sig at være uden det attråede mål. Ikke underligt, at frustrationen over Blumes guld ramte ubærligt hårdt.

Næsten ubærligt hårdt er det åbenbart også for landets i egen optik mest miskendte audiofile alpetopp en vis Torben K. der opretter nye profiler overalt med et tempo som myldre-bæ hos en spædkalv. Altså mange gange-om DAGEN! At profilerne straks slettes, så snart han for hundredesyttende i hundredesyttende gangs potens-gang kolporterer sit evindelige tvangsmæssige ævl anfægter ham ikke. Og selv blandt de andre småsyge eksistenser i denne småsyge hobby er Torben her en absolut højde-badutspringer. 

Og det bestemt ikke menneskeligt eller intellektuelt, sådan fungere mono-myto-megalomane personligheder ikke, men  mere som Jeannette Ottesen baseret på hårdt dagligt slid. Og bliver livets mening ret meget mere meningsløs end konstant at oprette nye profiler på diverse fora for alle de andre, der er blevet slettet og blokeret? For at fortælle det samme idelige og ulidelige vrøvl, som som er til at kaste op over…For alle andre og dette uden undtagelse.

Til sidst i dag et link til en musikalsk favorit her i huset. Det er ganske vist en uhyre trist sang, men vi er jo i det triste hjørne i dag. Det er en version af  en sang af Ian Curtis, forsanger i Joy Division der jo tog sangen så alvorligt, at han begik selvmord inden LP-en udkom. Det er osse en slags statement. Derfor er den nu meget smuk alligevel og uikke mindst er den mandlige forsangers udtryk lige efter afslutningen nu herligt livsbekræftende og ret rørende.

Optimalt dårlig timing

 Så er denne skribent atter hjemvendt fra endnu en uforknyt gen-opdagelsesrejse til og af  barndommens ø. Og vi skal da ile med at oplyse, at Mathiasen-familiens hæderkronede og tidligere på denne plads behørigt afbildede udendørs lokum stadigvæk står autentisk. Omend den opdagelsesrejsende faktisk ikke undersøgte, om spanden var blevet tømt, dertil rækker respekten for fremmede menneskers ejendom endnu lige akkurat.. For selv de bedste selvbestaltede antropologer skal jo ikke forstyrre artefakterne.

Det er dejligt med faste holdepunkter på denne selv for udkantsområder helt usædvanligt udefra fuldstændigt destabiliserede  idyl. Hvor det for første og naturligvis også sidste gang netop i beboerforeningen er indført den triste tilføjelse i vedtægterne, at beboere på øen ikke længere behøver udgøre et flertal i bestyrelsen. Ikke at det har hjulpet meget hidtil, for de såkaldt fastboende repræsentanter har i lang tid blot været ørkesløse nylige tilflyttere. Med alt, alt for god tid til i stedet for at realisere den kanoniserede målsætning om en “aktiv Ø” har haft held til at demontere enhver sammenhængskraft på stedet. Men nu er uskylden altså røget.

Det gjorde den desværre også for denne skribent allerede på den ellers traditionelt mennesketomme tidlige morgenfærge, som jeg ellers omhyggeligt havde udvalgt. For selveste borgmesteren fra Horsens og en bunke byrødder plus diverse sommerhusejende ø-aktivister var med. Og selv om jeg naturligvis på grund af mine flerårige skriverier i Horsens Folkeblad straks troede, at det var for at retlede mig, der jo havde bestilt billet i eget navn, så var grunden en anden. Uden at det helt blev klart hvorfor var hele menageriet foranstaltet for at indvie en ny brandsprøjte til øen.

Og så kunne jeg jo ånde relativt lettet op, selv om jeg da ikke aldeles af egen vilje  fik hilst på borgmesteren. Lettelsen varede dog kun kort, da færgefartens forhåbninger om fordybelse i tanker og minder efter få minutter blev terminalt dræbt ved ankomsten af en gammel kvindelig bekendt speedsnakker. Der ganske vist er barnefødt på øen, men flyttede inden starten af skolegangen, så endnu mindre anciennitets-bestemt  legitimitet end denne skribent til at mene noget.

Nå, men hun mente nu alt muligt om det bedste for øen i den næste times tids tvivlsomme underholdning af denne tiltagende stakåndede skribent. Der fik sig en tiltrængt lang-gaber mens hun entusiastisk fortalte om alle de generalforsamlinger i øens aktivitetsforeninger, som hun skulle til denne dag. Altsammen desværre frenetiske foreninger, der kun gavner geskæftige personer og på absolut ingen måde de oprindelige beboere. Og hun satte trumf på ved glædesstrålende at berette, at hun nu som vistnok 60-årig på grund af mandens mangeårige lokale kommunale politiseren nu havde endnu bedre tid. Uha da, ilde varsler for den lille ø, havde jeg rigelig tid til at tænke, mens hun plaprede videre.

Der røg dog en afslørende lille finke af fruens fad, da hun afslørede, at hendes bror og hende ikke længere talte sammen. Den slags sker jo i selv de bedste familier, men det her er alligevel lidt specielt, fordi fruens sommerbolig ligger lige ved siden af broderens heltidsbolig-adstand 2 m.! Ifølge den vandfaldstalende madamme skyldtes striden mest, at hun syntes, at broderen var en sur bagstræberisk gammel tosse på 65, der ikke ikke til fulde fattede alle velsignelserne ved den tiltagende tivolisering af øen, som søsteren her med den ganske relative ungdoms entusiasme på 61 stod for. Han syntes vist mest, at de skulle holde op med det pis, et synspunkt, som jeg deler 100%.

At broderen, der har boet på øen hele sit liv, ikke står fuldstændigt alene med synspunktet, blev bekræftet på hjemturen, der heller ikke udviklede sig elt så idyllerisk som oprindeligt håbet. For atter engang blev denne ellers omhyggeligt anonymiserede skribent, camoufleret i shorts, Drizabone ridefrakke tyk mave og høj australsk Akubra-hat, overfaldet af flere repræsentanter for det modsatte køn. Hvis det ellers endnu er lovligt overhovedet at skrive den slags kættersk tale. De berettede om, hvordan de selv hvert år tog VÆK fra øen i den ellers traditionelt hyggelige sommerperiode, fordi de ikke kunne udstå al den forlorne festivitas.

Alt har en bagside, selv det Mathiasenske hjem på øen med det udendørs lokum. Men at forestille sig, at månedlige ankomster i sommeren af over 100 gange så mange turister månedligt som øens beboere skulle lokke flere fastboende ved sin ø-idyl er vel ca. ligeså realistisk, som at Djurs Sommerland skulle skaffe skaffe tilflyttere til Norddjurs. For bagsiden ved at betragte disse kolossale mennesketomme øjebæer som Sommerlandets forlystelser eller Endelaves havnefront undefor den alt for korte skoleferie er, at tomheden kun yderligere understreges. Og en kolossalt stor lystbådehavn på øen uden en eneste båd mellem september og maj med tilhørende servicebygning af kolossale dimensioner er dette år suppleret med et mega-misfoster af et gigantisk stort styltelignende badeanlæg. 

Den slags er tomhed med ekstra tomhed på. Og ret meget andet kan man vel heller ikke realistisk forvente, at der kommer ud af det nyeste skud på den ikke videre stolte stamme af danske hifi-fora. Og nu er det jo ikke fordi denne skribent ikke allerede for knapt 15 år siden gav løsningen på miseren, for det gjorde jeg og det uden at anstrenge mig videre intellektuelt: Skab dog et INDHOLD, som folk gider se eller lad være! Med at gøre noget som helst. 

For hvis et forum udelukkende “hoster” brugernes bavl eller sælgernes skvalder, så er det hele spild af tid. Og dertil har timingen aldrig været dårligere end nu. Og så er det iøvrigt ganske ligegyldigt, hvor ambitiøst opsat den nye side Hificentralen er. For som med det brutalistisk-kolossale mennesketomme havneanlæg på Endelave, så fortæller et ellers strømlinet brugertomt forum essentielt samme sørgelige historie: Nemlig at der ingen erstatning er for nærhed og ægthed og eftertænksomhed. Væk med fjolser og indholdstomme projektmagere og speedsnakkere. Lars forpagter, speedsnakkerens bror,  på Endelave har ret.