Priser og prissætning

I denne uge vil vi med udgangspunkt i en aktuel nyhed forsøge at behandle vigtigheden af en fornuftig prissætning. Det vil være vores teori, at en tilstrækkelig fornuftig pris er en forudsætning for eksistensen af hifi i det hele taget. I denne sammenhæng skal fornuftig pris forstås som en tilstrækkeligt høj pris.Nu skulle man jo ikke tro, at en for lav pris til slutbrugeren kunne indeholde nogen ulemper, men det kan det sagtens. Som en biting vil vi også forklare, hvorfor en del ældre ting er så meget bedre end nyere ting: De var nemlig prissat alt for lavt,.
Traditionelt har der i hifibranchen været en, skal vi udtrykke det lidt blidt, noget lemfældig prissætning. Mange producenter har i flere årtier arbejdet sig længere og længere i retning af ultimativ konkurs ved at prissætte produkterne ud fra en betragtning om, hvad man syntes, den burde koste.
Et godt eksempel er Quads elektrostathøjttalere, både de nye og de gamle, som enhver kontorassistent med et stykke A4 papir ville kunne se med den eksisterende produktionsteknologi for firmaets nødvendige dækningsbidrag og dermed overlevelse nødvendigvis skulle have kostet det dobbelte. Hver eneste af dem over 4 årtier kostede simpelthen penge at producere.
Det vidste Peter Walker antageligt godt, men han mente ikke, han kunne være bekendt (!) at forlange mere.
Mange andre firmaer fra engelske Armstrong til danske Scan-Dyna og Rank Arena aktivt arbejdet sig mod en uundgåelig konkurs ved aldrig korrekt at estimere de reelle produktionsomkostninger. Tannoy i 1960-erne er et andet eksempel.
Regnestykket med at bestemme dækningsbidraget er ellers ikke særskilt vanskeligt. Da BMC introducerede den første Morris Mini, som ligeledes vilkårligt blev prissat til knap 500 pund, gennemførte britisk Ford en break-down analyse af den nye Mini til sidste bolt. Deres konklusion var, at det kostede godt 50 pund udover salgsprisen for BMC at producere denne model. Dette viste sig at være helt korrkt, og Englands største bilproducent tog hermed det første skridt i dødsspiralen, der som med Quad først nogen år senere endte med den rigtige konkurs.
Senere, da bogholderne overtog hifiverdenen, skete disse fejl i prissætningen selvfølgelig sjældnere. I dag er det efterhånden kun underleverandørerne til de såkaldte mærkevareproducenter, der opererer med teoretiske avancer i de lave encifrede antal procent. Således er produktionsprisen på en United, en Argon og en Philips DVD næppe forskellig, men det er udsalgsprisen til gengæld. Ikke overraskende er en United et forrygende godt køb til prisen, fordi der simpelthen overhovedet ingen avance er på den. Man kan så selv regne avancen efter på de andre produkter. Om så produktet er bedre, fordi det er billigt, er en anden sag. Det er dog ikke så billigt, at det er forsvundet endnu, som det ellers plejer at ske.
Enhver profitabel mærkevarevirksomhed i hifibranchen har en præcis kalkulation, der ganger den rå produktionspris med omkring en faktor 10 for at bestemme salgsprisen. Her plejer producenterne naturligvis med en vis ret at henvise til den høje moms, hvilket blot viser, at de kan regne noget bedre end deres kunder.  Her tager man selvfølgelig ikke den enorme tit tusindårige udviklingsproces og know-how med, som så mange producenter hævder at have investeret. Alligevel er der dog en vis margin for en skal vi sige det forsigtigt, fornuftig avance.
Det vil sige, der er beklagelige undtagelser. Nu kan man naturligvis se denne sag fra to sider, men Kim Rasmussens nye Neeper-højttalerprojekt er desværre en tilbagevenden til de ikke for gode gamle dage, hvor en for lav prissætning kunne koste livet og ofte gjorde det.
Hvis man som Ford i England i 1960-erne med Morris Mini bryder den nye Neeper-højttaler ned i sine bestanddele, er der ikke nogensomhelst tvivl om, at den rå kostpris på de indkøbte produkter i denne højttaler er mindst på samme niveau som eksempelvis en B&W Nautilus 800.
Det er prisen bare ikke, og enhver bør overfalde Kim for at få sit sæt i en fart, for det er simpelthen i forhold til de investerede råvarer et helt unikt produkt prismæssigt. Det er ikke denne skribents hensigt at ønske nogetsomhelst dårligt for den lille nye Neeper, overhovedet ikke.
Tværtimod er det mere sagen at pege på et produkt, der selv i forhold til etablerede danske referencer står som en milepæl i entusiasme. At den godt nok kun bedømt efter et kort lyt givetvis spiller fremragende er vel ikke overraskende, da råvareprisen i højttalere er af helt afgørende betydning for ydeevnen. Som altid i denne branche vil mange sikkert hævde noget andet, bogholderne ikke mindst. Der er bare næppe margin i Neepers produkter til en egentlig forhandleravance, og det bliver interessant at se, hvordan det går. Herfra ønsker vi ham alt muligt held.
Prissætning i hifibranchen er hvis vi skal udtrykke det lidt mildt en noget turbulent størrelse. Der findes vel næppe mange, der har givet fuld pris for ret mange af de såkaldte high-end produkter, og dette rabatrytteri har medført den ret paradoksale situation, at branchen er reduceret i absurd grad til et par mikroskopiske firmaer i Syd-Vest og Nordjylland og et par enkeltmandsfirmaer derudover. Disse sælger så deres egne produkter direkte til slutbrugeren til ganske gode priser. Det er jo derfor kunderne kører helt til Vestjylland, mens der ikke længere eksisterer egentlige specialiserede high-end butikker i Århus og endda knap i København. De jydske “gode priser” er måske heller ikke helt uopnåelige.
Danmark er således for den ihærdige shopper langt billigere at købe hifi i end f.eks. Norge. Til gengæld er der så ikke noget lokalt udvalg og ingen følgende fascination for den nye generation, der så naturligvis blot går i Hifi Klubben. Der koster jo tingene det, de gør.
Selv Tape Connection, der jo heller ikke i tidligere tider var nogen lysende stjerne for reel markedsføring, presses nu af internettet. Det gør alle naturligvis til en vis grad, men ingen mere end TC, der jo stadig har ryet for de laveste priser at slås med. Det kan de jo i sagens natur ikke længere have og deres forsøg på at stå for den bedste rådgivning og service ihvertfald i reklamerne er jo noget vanskelig at forene med den praktiske virkelighed.  Den var indrettet til de lave priser med dertil hørende  betjening, der matchede fint dengang. Om den gør det i dag, er muligvis mere tvivlsomt.
Til gengæld er Otto en fremragende ambassadør for firmaet, og det kan glatte mange reelle problemer ud, omend ikke løse dem. Man er dog naiv, hvis man tror, at han er mere ærlig end denne skribent ville være under samme omstændigheder. En faghandler er altid på arbejde fuldstændig som en politiker i en TV-quiz.. Altid. Vi har vel også tilgode at se en faghandler præsentere sit eget anlæg af komponenter indkøbt hos en anden forhandler…
 Man kan vel stadig huske tilbudspriserne på Denon i Tape Connection? Det var vistnok ikke fordi de var skrækkeligt interesserede i at sælge det, men de havde da vistnok noget andet, der var meget bedre. På den anden side, når man selv sår vinden med hensyn til prissætning, kommer man også ofte selv til at høste stormen.
Afsluttende må vi sige, at en fornuftig prissætning er af afgørende betydning for eksistensen af såvel producenter som forhandlere. Hvis avancen ikke er tilstrækkeligt høj, forsvinder varerne simpelthen.
I første omgang kan produkterne finde et midlertidigt fristed i en dagligstue hos en såkaldt “forhandler” et sted . Vi er selv med i denne kategori.
Den eneste redning er et stramt og følgeligt muligvis ulovligt system af stram priskontrol fra producenter og importører, som det opleves hos B&O og Linn. Det er muligt, at du som dansker jagter det gode tilbud. Vær blot opmærksom på, at kunder med en loyalitet på det niveau, vi ser i mange tråde på nettet, ikke fortjener noget reelt udvalg. De arbejder seriøst på at undergrave de allersidste mohikanere indenfor vores branche.
Det reelle udvalg er der snart heller ikke mere, selv om et par af enkeltmandsfirmaerne gungrer afsted og alt mulig held og lykke til dem. De arbejder da for sagen. At der ikke er flere tyder vel på. at der ikke er noget større forretningsgrundlag.
Ingen producent kan basere sin produktion på denne detailhandelssituation, så mon ikke en del af producenterne går den vej BMC tog med deres fejlprissatte Mini, ialtfald på det danske marked. Alternativet er, at hver producent får sit eget direkte fabriksoutlet, som vi ser under opbygning hos flere. Dette er ikke , fordi de har lyst, kun fordi de ikke har noget reelt valg i det hajfyldte og forræderiske hifimarked. Om det så bremser tilbagegangen for branchen generelt er vel tvivlsomt, men for den enkelte kan det da give lidt business 
Så er det jo spændende at se, hvor mange B&O-agtige palæer, der er plads til i gadebilledet kun med System Audio, Thule m.m.m. Denne skribents personlige gæt vil være ingen overhovedet.
Det vil sige, at branchens fremtid stadigvæk hænger på de få gode detailhandlere. Hvis man ikke hurtigt sikrer disse bare minimal indtjening ved stram styring fra importører/producenter som i Hifi Klubben forsvinder de allersidste snart. 
Hvis varen har en for lav pris, forsvinder den simpelthen, og der er ingen undtagelser fra denne jernhårde økonomiske lov.
Hvis der var nogen, der skulle have ondt af Pouls Audiobutik her, så bare rolig. Vi er heldigvis kun i hifibranchen for sjov. I den kommende tid vil vi iøvrigt bevæge os over i vores egentlige forretningsområde, den professionelle lyd.
 
PS
Nu eksisterer der jo lokale politivedtægter bl.a. angående hold af fritgående høns i bymæssig bebyggelse, men at der tilsvarende ogå skulle eksistere lokale naturlove er nyt for denne skribent. Tilsyneladende er dette tilfældet et sted i Jylland, hvor en netskribent filosoferer over et problem, der har beskæftiget de skarpeste hjerner i den senere tid.
Det drejer sig om, hvordan man kan øge styrken på en ferritmagnet ved at stakke en ekstra magnet ovenpå. Det afgørende nye her er, at denne videnskabsmand mener at have konstateret, at man skal vende magneten om, således at de to ferritringe frastøder hinanden.
Da dette er et velkendt princip ved vibrationsdæmpning mellem elementer, der ikke må røre ved hinanden, men svæver på en magnetisk “pude”, er der ikke noget nyt her.
Det afgørende kvantespring i erkendelsen af magneters natur er, at hvis man bare fører de to modsatrettede magneter tæt nok sammen, så siger det lige pludselig  “klonk” og så sidder magneterne åbenbart perfekt sammen.
Denne skribent med en del års erfaring med løssalg af højttalerenheder og endda ekstra ferritringe mener aldrig at have oplevet dette fænomen, ialtfald ikke i ædru tilstand. Nu kan man naturligvis ikke afvise eksistensen af et fænomen, bare fordi man ikke lige har set det selv.
Nu kan det ikke anbefales at eksperimentere alt for meget med skarpe skiver af ferritmagneter. Hvis man prøver at binde 2 modsat rettede ferritmagneter sammen , slipper man i bedste fald med en stor tømmerlus, når magneten vrider sig på plads i ja,surprise-surprise i en helt traditionel sammenklapning af en nordpol og en sydpol.
Som sagt er disse eksperimenter her på Århus-egnen ikke nødvendigvis af nogen universel gyldighed. Under transport af ferrimagneten til den magnetiske sydpol med overlys-hastighed kunne man forestille sig noget andet, men som antydet ovenfor næppe selv i jyske udkantsområder.
Nu er der jo som vi ved af smertelig erfaring et område i Jylland, hvor samtlige naturlove er suspenderet, ialtfald når det drejer sig om hifi. Her taler vi naturligvis om Horsens-egnen, faktisk min gamle hjemby.
Her huserer Mr. Antisilver et hemmeligt sted med et hemmeligt anlæg og sine tophemmelige venner. Hvor hen han kommer, ophører alle naturlove uden yderligere modstand. Mod den lokale udgave af Hexia de Trick kæmper alle forgæves eller har ihvertfald gjort det hidtil. Måske påvirker et særligt tyndt lokalt ozonlag bakelitten i netstik og den kosmiske stråling medfører nye mirakuløse dielektriske egenskaber.
Således kan vi  kan vi jo  ikke udelukke eksistensen i dette jyske lokalområde af små kosmiske “ormehuller”, der har andre naturlove. Det er nok her omkring, ferritmagneterne har opført sig så usædvanligt.
Selv har jeg som sagt kun fået fingrene alvorligt i klemme ved at forsøge at eftergøre den skitserede stakningsmetode. Ethvert simpelt forsøg med et stykke bagepapir, 2 magneter og lidt jernfillspåner ville nok have afsløret, at vi her er ude i en blindgyde med at forsøge at sammensmelte modsat rettede magneter, men fysik har åbenbart været et valgfrit fag alt for længe.

Ønsker og realiteter.

Efter et par uger i den mere tørre afdelig tager vi i denne uge atter engang fat på et lidt mere kontroversielt emne, nemlig sammenhængen mellem hifientusiasters drømme og verdens realiteter. Som i alle øvrige forhold er der også her en ret betydelig forskel mellem, hvordan den oftest socialt lettere handicappede hifientusiast på nettet opfatter verden til hvordan den reelt ser ud, ialtfald for denne skribent.
Vi vil tage udgangspunkt i en interessant tråd i denne uge fra hifi4all, der tilsyneladende er en lige dialog mellem et par forhandlere og en flok entusiaster om, hvad man kunne tænke sig at se i Danmark af spændende eksotiske produkter, tilsyneladende en ganske uskyldig lille ting.
Som flere gange tidligere omtalt i disse spalter er der dog et fundamentalt problem i denne kommunikation, nemlig at entusiasterne her som i mange andre nettråde afslører en fuldstændig mangel på realitetssans og forståelse for forskellen mellem tro og viden. I denne branche tror man simpelthen, at man har hørt og ved alt, fordi man har læst om det på mange tilsvarende netsites, hvor mange andre folk, der heller ikke ved noget videre om nogetsomhelst, har beskrevet ting, de ikke har hørt og endnu mindre forstår.
Nu er der selvfølgelig et element af uskyldig drengeværelsesleg over at sidde og drømme om, at en af de ægte entusiastiske hifi-importører, her Vassago og Hans Artsound, vil tage de ting hjem til Danmark, som man nu lige kan komme i tanke om, at man vistnok har læst noget godt om.
At de omtalte importører gider spilde flere juledage med en sådan “fritidssyssel” på dette forum mere end indikerer dog, at der kan være tale om en anden dagsorden. Nu er der jo aldrig noget suspekt i at ville tjene penge, heller ikke i helligdagene. En venskabelig tone er altid fin, ikke mindst for forhandleren, fordi det altid er rart at handle med ikke altfor kritiske forbrugere. Det er altid rart, hvis ens kunde har sænket paraderne lidt inden salgssituationen.
Dette er en helt generel betragtning, der selvfølgelig også gælder denne skribent. Til gengæld vil vi aldrig nogensinde påstå, at vores interesser er sammenfaldende med køberne af vores produkter, naturligvis ikke. For en start vil vi jo gerne have penge for vores ydelser. Dette med forskellige økonomiske interesser er tilsyneladende et alt for simpelt emne at komme ind på med risiko for at ødelægge den gode stemning på hifi4all. Som et af de eneste steder i verden kan du trygt spørge din forhandler om et produkt er godt, og han vil naturligvis svare ærligt. Ligeså heldigt som usædvanligt, egentligt.
Til gengæld er den fuldstændigt himmelråbende uvidenhed vi ser udstillet her helt skræmmende. Mange debatdeltagere aner simpelthen intetsomhelst om, hvad der bliver solgt i Danmark og af hvem, hvis det ikke lige promoveres på hifi4all.
 Hvis en forhandler ikke agerer på dette forum, er produktet for alle disse hifientusiastiske skribenter ikke-eksisterende. Så meget for den almindelige oplysning og proportionssansen. Man føler sig hensat til en loppekonvention på en hund på en øde ø – hold da op hvor vi bare har det store samlede overblik. Den enkelte loppe kan se hele verden, hurra og tilsammen kan de vel så se endnu mere.
 KT Radio, Audio Consult og TekniFi med mange flere må korse sig. Som med aktiviteten i den nystartede Århus Hifiklub er der en omvendt proportionalitet mellem den tomme snak og den reelle aktivitet, og hvor overraskende var det lige det var?
Nu er det jo normalt skønnet indenfor menneskelig intelligens at kunne “google” på det udvalgte navn for de vådeste elektroniske drengedrømme på “sider fra Danmark”, men nej. Langt de fleste af de foreslåede produkter har faktisk allerede en dansk distribution, men som den store åndrige Mastervol siger, så er der jo også tale om den “forkerte” distributør, altså ikke en af “vennerne”, og det dur jo heller ikke naturligvis.
Nu er det jo lidt paradoksalt, at den samme ildsjæl Mastervol fra Århus Hifiklub godt kan henvise basale tekniske spørgsmål til denne skribent, som det skete i denne uge. Åbenbart kan man ikke være bekendt at belemre guderne blandt leverandørerne med slige banale spørgsmål. Det kunne vel også være risikabelt, hvis de ikke kunne svare på dem. Det kunne man vel dog kun dårligt forestille sig i sin kættersjæl.
Realiteterne er, at de skrivende “eksperter” på mange forummer simpelthen ikke har den allermest basale proportionssans, og det retfærdiggør vel denne skribents omtale af disse som lettere socialt retarderede. Alene det, at massevis af dem troede, at Vienna Acoustics var langt de mest solgte højttalere i Danmark i en spørgsmålsrunde på hifi4all siger vel alt. Vi kan afsløre, at det er de ikke. En anelse sund fornuft ville måske også mere end antyde, at når man ikke kender andre, der har samme højttalere som en selv, men masser, der har Dali og B&O, er man måske ikke  med på en megabølge.
Når man nu ikke kommer rigtigt ud i den virkelige verden er al almindelig menneskelig fornuft suspenderet. Massevis af disse glade entusiaster er sikkert helt overbevist om, at Focus Audio laver klart de bedste højttalere i den vide verden. Der er da næppe heller tvivl om, at de spiller helt fint, tilsyneladende endnu bedre end Vienna Acoustics.
I en henseende har de ret: Det er selv for den erfarne “googler” fuldstændigt umuligt at finde en eneste pris på nogen model  i Focus Audios program i hele verden. Det gør dem simpelthen til verdens bedste højttaler for forhandleren/importøren. Selv et ellers fornuftigt prisstyret produkt som Wilson Audio er amatører her, fordi eventuelle momsforskelle  forrykker billedet. Om det så er den bedste højttaler for slutbrugeren/køberen er en helt anden sag. De gamle fundamentalister ved vel nok, hvad de skal sige.
Vi kommer aldrig rigtigt nogen steder, hvis forbrugerne på denne måde fraskriver sig enhver kritisk sans og kaster sig i armene på tilfældigt udvalgte leverandører på et tilfældigt forum. Mange gode og seriøse leverandører som PS Audio med SME og meget andet er helt usynlige i forhold til Kings nye Avid.
Heldigvis er verdens realiteter helt anderledes og den for Mastervol helt usynlige leverandør af ATC har da placeret højttalere i Statens Mediearkiv, akustiske laboratorier på Århus Universitet, massevis af studier, oplevelsesrum på Hovedbiblioteket Mølleparken, ambitiøse hjemmebiografer mmm.
I den virtuelle netvirkelighed er alt dette ligemeget. Hvis man ikke aktivt er med i en tråd har ens produkter samme synlighed som sidste års Sony Ericsson-model i en 6. klasse, altså kun noget for absolutte tabere.
Det er forresten dejligt at være en taber, for heldigvis ser verden ikke ud, som de sande troende fra nettet mener. Langt fra endda. Hvis man tror, at al rigtig hifi i Danmark sælges af en håndfuld skribenter/importører aktive på hifi4all er man noget naiv for at sige det mildt. Lige meget hvor venneløs og ensom du er, bør du finde dine rigtige venner andre steder end blandt dine hifi-leverandører. Der er altså en verden udenfor.
Den kaldes forøvrigt den virkelige verden.
 
PS
Nu er det ikke nogen nyhed, at mange hifimagasiner har store økonomiske problemer. Et af de ældste og mest omtumlede,  Hifi News, er tydeligvis efter 3. redaktørskifte på 3 måneder ude i en terminal overlevelseskrise. Ken Kessler er ude efter knap 25 år og en af verdens allermest afskyvækkende skribenter med sin kvalmende selvfedme og “subjektive kvalitetsskala” Martin Colloms er tilbage med helt forudsigelige tests af Conrad-Johnson og Krell, der mere end antyder den sædvanlige nære sammenhæng mellem annoncører, skribenter og producenter.
I andre brancher ville man kalde denne nære sammenhæng noget andet, for det er det. Tilsyneladende gælder alle kneb dog, hvis krisen er stor og akut nok, og det er den tydeligvis.
At det så giver varmen på sigt at lave denne luderjournalistik som at pisse i bukserne er klart. Det kan anbefales at købe Hifi News i disse tider. Man ved aldrig, hvornår det bliver det sidste, og det kan måske blive penge værd.
Her og nu er det ikke 10 nye pence værd.
 
 
 
PPS
Nu er det vel ikke en opdagelse helt på nobelpriskandidatniveau, at membranen på en dynamisk bashøjttaler er mindre end rammen på højttalerenheden. Ikke desto mindre huserer hifibranchens svar på den politiske korrektheds yderste vildskud med “afsløringer” af, en f. eks. en ATC såkaldt 8 tommers enhed kun er 7 tommer i membrandiameter.
Nu har de fleste vel bemærket denne indlysende sammenhæng, så man kunne vel være ligeglad med, hvad geskæftige folk med centimetermål eller måske endda mikrometerskruer måtte finde på og så alligevel ikke helt.
 Hvis det skulle være en masterplan fra højttalerproducenterne at lyve deres højttalerenheder op i en højere vægtklasse, er det da ialtfald en plan, der har samme chancer som den ville have i bokseverdenen at ville lyve sig en vægtklasse op – man ville få bank.
Således eksisterer der ikke nogen 8 tommers enheder efter disse målefundamentalisters mening med mulig undtagelse af ATC 9-tommeren, men til gengæld eksisterer der 7-tommere. Dette er ganske mærkeligt, fordi man jo skulle tro, at en chassisdiameter på 165mm ville give en noget mindre membran. En uafhængig måling af denne skribent med indlagt måleusikkerhed bekræfter denne antagelse: En 8-tommer er aldrig en 8-tommer, mens en langt mindre 7-tommer stadigvæk er en 7-tommer. Sært.
Samtidigt har disse regnemestre åbenbart opgivet at regne med de store tal, for en 12-tommer er stadigvæk en 12-tommer, selv om arealet vel nærmere er en 10-tommer og ligesådan med 15-tommerne.
Denne inkonsekvente opgivelse af enhedernes størrelse giver ganske enkelt ingen mening, og er “forbrugeroplysning” på halvabe-niveau.
Hvis man skal ændre på en velfungerende etableret konvention skal der være mening med galskaben. Den eneste mening vi her kan se, er at alle bliver nødt til lige at kikke og måle efter selv, og det er da egentligt ganske dumt.
Glæd dig over denne branches talløse geledder af Kloge Åger, talrige som orkerne i Mordors hære, der således kan belære dig om sammenhænge mellem enheders membrandiameter og deres størrelse. Endda ville de kunne konstatere, at der var en vis proportionalitet, hvis de ellers havde kunnet ordet.
Hvem skulle nu have troet, at der var en så indlysende sammenhæng mellem størrelse og størrelse.
Mest fordi det jo er det samme.
 Men kik hellere selv efter næste gang , du skal købe højttalere.
Hvis det ligner en 8-tommer, er det squ nok en 8-tommer, selv om de som sagt ikke eksisterer. Det ved den nok bare ikke selv, så den spiller såmænd nok som en 8-tommer alligevel.

Termisk kompression-et overset kæmpeproblem.

I denne uge vil vi berøre et emne, der hverken er særligt kontroversielt eller egentligt særligt spændende. Til gengæld er det særdeles fundamentalt for enhver forståelse af, hvad der sker, når en forstærker afsætter sin effekt i en dynamisk højttalerenhed. Vi vil også se, hvorfor dette helt grundlæggende elektromagnetiske problemstilling ikke behandles oftere, nemlig fordi kunderne og dermed producenterne er helt ligeglade. Det er jo alligevel kun kedelig fysik eller hvad..?
Den dynamiske højttalerenhed med sin svingspole viklet af kobbertråd på en forhåbentligt temperaturstabil kunststofcylinder, der bevæger sig i et magnetgab, er jo også en ret basal konstruktion, der efterhånden nærmer sig de 100 år. I sig selv er den ikke sindssygt spændende.
Det er til gengæld de kompromisser, som man bliver nødt til at overkomme for at få en så i virkeligheden håbløs elektroakustisk komponent til at fungere som lydgiver. I alle andre komponenter i kæden fra kilde til lyd opererer man med en god tilnærmelse til ideelle apparater. Disse dele af afspillekæden er således i stand til at gengive et bredt jævnt frekvensområde ved lave og høje effekter med en impulsgengivelse, der særdeles meget ligner et oscilloskopbillede fra en målemikrofon.
Det er en dynamisk højttaler ikke, og en væsentlig kilde til forvrængning af det oprindelige signal er den såkaldte dynamiske kompression. Dette problem grunder sig basalt i den kendsgerning, at langt hovedparten af den tilførte energi til en højttalerenhed, normalt over 95%, ender som spildvarme i og omkring svingspolegabet.
Nu kunne man vel så bare tilføre en højere effekt, men det primære problem her er varmeophobning i gabet, så grænsen for effekttålelighed er her blevet drastisk formindsket i praksis i de senere årtier. Dette er sket sideløbende med, at alskens producenter i reklamematerialer har påstået præcist det modsatte.
Denne varmeophobning i svingspolegabet ændrer for det første den elektriske ledningsevne i tråden, der udgør svingspolen. I et passivt system ændrer man jo dermed samtlige parametre for delefilter og delefrekvenser i samme omgang, i sandhed et megaproblem.
Derudover vil temperaturstigningen føre til mindre eller større deformation af basematerialet for svingspolen, således at symmetrien i enheden forrykkes. Problematisk! Endeligt vil lakken på svingspoletråden på et tidspunkt bryde i brand eller svingspolen vil knalde en vikling p.g.a. en transformatoreffekt mellem uensartet viklede dele af spolen.
Disse meget langhårede betragtninger er kun med for at sige, at det for enhver pris i en dynamisk enhed gælder om at mindske temperaturstigninger, og dette er simpelt at gøre.
Den simpleste er selvfølgelig den, som ingen benytter i praksis, fordi den koster lidt penge, nemlig at lave selve magneten af et ledende materiale. Tidligere, det vil sige indtil for 30 år siden, var langt de fleste kvalitetshøjttalere ellers lavet med disse magneter, der kommercielt kaldtes f. eks. alnico eller ticonal, fordi enhver ingeniør, der havde mekanisk erfaring på Morris 1000-niveau vidste, at det jo var det bedste.
Da de billigere ferrit-magnetmaterialer, som jo som bekendt ikke er særligt ledende, vel i virkeligheden gode isolatorer blev introduceret, var det nødvendigt at indføre forskellige lappeløsninger. Tidligere havde men haft den fordel med metallegeringerne, at de var nemme at bearbejde med stor præcision.
Det er ferrit, der som bekendt bages som en formkage i produktionen, ikke. Derfor blev man udover at man mistede magneten som køleplade nødt til anvende et større gab i magneten for at spolen ikke skulle komme til at skrabe på de noget mere lavtspecificerede ferritmagneters ujævnheder.
Nu er luft, som det kendes fra beklædningsindustrien, en fremragende isolator, så nu var varmeophobningen ved at blive kritisk. Forskellige tiltag med at ventilere spolen ved at gennembore magneten hjalp lidt ligesom det at male magneten sort  absorberede en smule strålevarme fra spolen.
Fra at have en næsten ideel dynamisk højttalerenhed allerede fra 1940-erne med enorm termisk kapacitet og uden væsentlig termisk kompression, da temperaturstigningen var ubetydelig i magnetgabet (selv om selve magneten kunne blive og blev overordentligt varm) var man kommet til det punkt, hvor temperaturstigningen og dermed den uliniære termiske kompression blev en realitet ved selv ganske moderate lydtryk.
Det gav et andet og ikke mindre problem i designet af den ideelle dynamiske højttalerenhed. Når man nu havde det svagere magnetmateriale ferrit, betød det desværre også, at den ideelle højttalerenhed ved den såkaldt underhængte svingspole blev skrottet.
Nu er det vel forståeligt for de fleste, at svingspolen i en højttalerenhed selv under belastning bør forblive i det symmetriske magnetfelt. Man får jo ikke meget ud af at have spolen udenfor feltet, skulle man tro.
Her må man tro om igen, for netop den ovenfor omtalte kritiske termiske kompression har betydet, at man for overhovedet at bibeholde en fornuftig følsomhed har måttet lave svingspolen ligeså lang eller længere (!) end magnetfeltet. At man så i samme omgang introducerer alle mulige uliniære forvrængningsformer er helt uundgåeligt. Den bedste måde er som altid at forbigå ulemperne i reklamematerialet, mens man jo så altid kan fremhæve den højere følsomhed ved meget lave niveauer og det gør man så. Man lægger så lige et par decibel eller 10 oveni for Prins Knud. At niveauforøgelsen med den lange svingspole i det korte gab så ikke længere er en lineær funktion interesserer tilsyneladende ingen.
Der findes hæderlige undtagelser på dagens marked fra Volt med deres radiale køleribber foran membranen. Da disse bliver vældig varme, gør de altså nytte. Også ATC har bibeholdt den gamle korte svingspole og kompenserer for lavere følsomhed og dermed større risiko for termisk kompression ved enestående snævre tolerancer.
Den termiske kompression er således en realitet i dagens audiofile systemer i en fuldstændigt urimelig og ikke mindst overflødig grad. Overflødig, fordi en metalmagnet ville være en simpel patentløsning på problemet og urimelig, fordi ingen entusiater tilsyneladende er opmærksomme på de allersimpleste fysiske og elektriske sammenhænge.
Som vi har set i tidligere klummer og som vi skal se i denne uges PS, er denne entusiasternes tilgang til realiteternes verden helt sædvanlig. De er endt op med pruthøjttalerenheder med lange svingspoler i et kort magnetfelt med et bredt luftgab uden nogen reel og fornuftig afkøling af spildvarmen.
Hvis det havde været et designmål at sikre maksimal temperaturstigning i svingspolegabet og dermed den maksimalt opnåelige termiske kompression må man sige, at dette er opnået. Eksperimenter med neodymium-magneter og store svingspoler (Dynaudio, godt nok i et absurd svagt magnetfelt) løser ingen probleme.
Det er bare vanskeligt for denne skribent at forstå, at denne massive ophobning af dårligdomme i moderne dynamiske højttalerenheder skal kunne kaldes et fremskridt. Og så alligevel: De er da blevet meget billigere, helt vildt meget endda. For producenterne altså.
Det er de bare ikke for dig, kære entusiast, der er de kun blevet bedre, meget bedre endda. Altså hvis man skal tro de strømlinede salgsmaterialer.
Det skal man bare ikke. Termisk kompression er muligvis det største indbyggede og ganske unødvendige problem i moderne dynamiske højttalerenheder.
Altså et problem, der er ligeså let at løse som det er at pumpe en cykel op med en fodpumpe. Næsten, men kun næsten, ligeså let som at skrive sig ud af det i brochurematerialet.
 
PS
Som en lille krølle på den senere tids diskussion om forstærkeres dæmpningsfaktor i praksis, der jo ikke er særlig høj, skal vi lige nævne et teknisk fænomen i megakiks-afdelingen, der gør al snak om dæmpningsfaktorer over 1 irrelevant for ejere af diverse højttalermodeller. Det er det udmærkede menneske Svend P., der med ledsagende billeder omtalte en mindre “modifikation” af en vistnok iøvrigt ellers udmærket højttaler fra Dali.
Nu er modifikation her i citationstegn, da det i virkeligheden drejer sig om at få lyd i højttaleren overhovedet. Der er altså tale om en såkaldt essentiel modifikation, fordi modellen her og mange andre lignende fra talrige andre fabrikanter er født med en helt utilgivelig produktionsmæssigt baseret bøf i sin layout.
Nu er loddetin jo ikke akkurat nogen superleder, men en velkonstrueret en af slagsen er da i det mindste mere langtidsholdbar end de fleste entusiaster, så det er vel for så vidt tilstrækkeligt.
Dette er desværre ikke tilfældet ved den af Svend P. afbildede højttaler. Her har konstruktøren i sin ultimative jagt efter mikrodetaljer lige glemt, at man skal sætte en forstærker til bagpå. Selve tilslutningen er løst ved at skrue møtrikken på bananbøsningen ned på printbanen på delefiltret.
Nu er printbaner jo for det første ikke jævne. så anlægsfladen er lille og møtrikken går derfor let løs. Ydermere er printbaner for det meste overfladebehandlet for at undgå oxidation. Dette beskyttelseslag er naturligvis blevet beskadiget under møtrikkens rotation og har derfor givet forbindelse.
Desværre er dette ikke nogen langtidsholdbar løsning, da oxidationen fortsætter under møtrikken og efter kortere tid giver total afbrydelse af lyden. Vi oplever en gradvis vandring af kontaktmodstanden fra milliohm til megaohm, i sandhed en vandring af dimensioner.
Nu kan man jo i denne forbindelse spørge til hørelsen hos de lyttere, der mens denne oxidation har bygget gradvist op til megaohmafdelingen, der jo skal til for at afbryde signalet, saligt har lyttet til deres vidunderlige anlæg med først 1 ohm i serie med signalet, derefter 10,20 og 100 indtil uendelig.
Nu er det jo aldrig en spøg at sætte spørgsmål ved folks hørelse, men da vi er nede ved “back to basics”-opfattelse af lyd her, altså enten er der lyd eller ikke, er det nu fristende.
Løsningen er ikke meget bedre end den basale konstruktion: En skæreskive under møtrikken river yderligere op i printbanen og skaber ny forbindelse. Så er problemet endegyldigt løst. Nå nej forresten oxidationen fortsætter jo som nævnt bare under skæreskiven. En cm. kabel loddet fra terminal til print med lidt lak over ville måske have været en rigtig løsning, men sådan er der så meget. Så skulle man jo også til at skrive reklamefristilene om den ultimative direkte kobling af terminal til delefilter om, og det da også så besværligt igen. Og så lige: Hvis det var producenternes hensigt at skabe en langtidsholdbar kontakt med den største mekaniske stabilitet, skulle man jo crimpe alting, som vi ser i den professionelle verden. En baglæns følgeslutning kan vel så afsløre, at producenten jo nok er ligeglad, og det er da helt legalt, hvis kunderne som omtalt ikke hører bedre alligevel.
Nu er der som sagt mange om budet blandt producenterne om at lave det på denne helt igennem tåbelige måde, selv de tilsyneladende så vidunderlige Vienna Acoustics er med her. Det er dog for denne skribent hidtil aldeles uset, at selv den ringeste klemterminal efter det kendte guillotine-princip eller den allerbilligste kabelsko helt kan afbryde forbindelsen, som vi ser i disse konstruktioner.
At de seriøse entusiaster så først kan høre, at der er noget galt, når musikken helt forsvinder, er vel ikke et et større cadeau til deres troværdighed i alle langt-ude debatterne om alskens hørbare fænomener.
Denne skribent ville måske endda gå så langt som til at sige, at det diskvalificerede dem, men det mener de vel nu nok næppe selv.

Heldige og uheldige helte.

I denne uge vil vi berøre den tid, hvor audioens pionerfigurer oftest var mennesker i overstørrelse. Det var der flere grunde til, men den vigtigste var vel nok, at firmaer dengang blev grundlagt på personlig kompetence og karisma. Når man ser sig omkring i dag, er det nu mere som om, at nutidens audioikoner er af en mere naturlig størrelse. En del af dem er da vist egentligt blot nogen ikke særligt vellignende skalamodeller.
 Prøv til sammenligning at forestille dig, at du skulle have et billede over dit hifianlæg af Ole Witthøft, skræmmende, ikke? Selv havde jeg et af Peter Walker fra Quad. Han var måske ikke så pæn som Ole, men han var til gengæld en rigtig mand.
 Den kommercielle sans var ofte ikke videre udviklet, men heldigt for disse pionerer kæmpede man ihvertfald på det kommercielle plan jo så ret lige, da ingen med mulig undtagelse af et par stykker vidste ret meget om forretningsteori. En hel del af audiopionererne vidste tydeligvis mindre om forretning end vores lokale døgnkiosker. Da disse kioskindehavere ikke engang kan finde ud af at betale moms, må det jo have været meget lidt.
Vi vil i dette essay kun behandle nogen hovedskikkelser fra den klassiske engelske hifihistorie. Dette er delvist, fordi jo al rigtig hifi skabt af hjertet ifølge denne skribent kommer fra England, og fordi antallet af originale tænkere og excentriske skikkelser her rigeligt rækker denne gang.
Vi vil først gennemgå et par eksempler på de uheldige helte, altså dem, der ikke fik løn som fortjent. Et af de allermest tragiske eksempler på genialitet parret med ultimativt dårlig timing vil altid være Paul Voight, grundlæggeren af Lowther.
Nu kan man jo også stille det meget relevante spørgsmål om, hvorfor pokker han investerede alle sine penge og det meste af sit helbred på at perfektionere sine fuldtonehorn, når nu kildematerialet kun var 78-ere med 250 grams nåletryk og båndoptageren ikke var opfundet endnu. At så anden verdenskrig betød stop for alle råmaterialer trak stikket ud for denne alt for tidlige pioner, som emigrerede til Canada og gik under. De, der har hørt hans produkter, er lamslåede den dag i dag, men en uheldig helt, det var han. At han så måske var den mest geniale af dem alle, gør jo ikke tragedien mindre.
En anden uheldig helt, der både havde god timing og det modsatte, var Arthur Radford. Fra slutningen af 1950-erne brød han ind det daværende førerfelt af engelske hifiproducenter, nemlig LEAK og Quad med sine fremragende forstærkere, apparater, der er referenceklasse den dag i dag. Arthur var perfektionist i nærmest absurd grad, og et studium af manualerne, naturligvis trykt på egen presse (!), er et beskæftigelse for guder. Når man ser en mere end halvrusten Quad II effektforstærker skal man blot tænke på den ovnemaljerede ækvivalent fra Radford. Der var og er simpelthen ingen sammenligning.
Selv om Radford i lighed med Harold Leak meget tidligt flirtede med de i audiohenseende håbløse germaniumtransistorer i sine produkter, var det først i slutningen af 1960-erne, hans firma fik de første tilbageslag.
Radford anede intet om transistorer, og det gjorde hans udviklingsafdeling heller ikke rigtigt. En hastigt indkaldt dansk gæstedesigner gav firmaet lidt luft med ZD-serien i 1970-erne. Desværre var rørforstærkere lige præcis i 1970-erne vel det mest håbløse kommercielle produkt, så her var timingen næsten ligeså dårlig som Voights. Firmaet overlevede dog ind i 1980-erne i en skrumpet udgave, men da rørrenæssancen så tog sit opsving og firmaet skulle blomstre, fik Arthur Radford i en ret ung alder konstateret Alzheimers. En trist skæbne for en nobel mand. So long, Little Arthur.
Inden vi nu går under i almindelig tristhed, og måske i vores stille sind kommer til at drømme om, at nogen af vores danske nutidige “stjernedesignere” måske kunne bytte plads med Radford og Voight, så er der også en del heldige helte.
Her må vi jo konstatere, at der åbenbart er en vis naturnødvendighed i mange af disse audiofirmaers success og senere næsten uundgåelige fiasko. Successen grundlægges på store visioner og jagten på den tekniske perfektion, som man ser det. Man kunne ud fra nutidens pressemateriale og reklamer få den ide, at ikke meget har forandret sig, men det har det, som vi skal se senere.
Desværre bærer denne topstyring og gammeldags stædige ledelsesform ofte firmaets undergang i sig. Hverken Arthur Radford, Peter Walker eller Harold Leak konsulterede nogensinde nogen andre om nogetsomhelst, der havde med produktion og økonomi at gøre. Det vidste de alt om. mente de. De havde jo da ialtfald alle startet fra helt små kår, så..
Den første af de rigtigt heldige helte var hifibranchens europæiske Nestor, Gilbert Briggs, grundlæggeren af Wharfedale. Han havde allerede i over 20 år vist i al sin simpelhed, at en ideel højttalerenhed skulle konstrueres omkring et kraftigt chassis med en ligeledes kraftig magnet og så lige et ophæng af stof. Han vidste jo udmærket, at skum, der allerede dengang var tilgængeligt, ikke duede efter et par år.
Man får jo let den tanke, at når man nu vidste det allerede dengang, hvad i alverden har man så brugt al den tid til som forskellige danske designere hævder de bruger til udvikling, når man så alligevel  ender  med skum. Udviklingsarbejde har det da ialtfald ikke været. Limsnifning er nok er bedre gæt, det forklarer da også en del af produkterne fra disse nyere danske “designere”
Da denne egensindige mand efterhånden kom i større og større konflikt med Raymond Cooke, den daværende chefingeniør, der ville lave billigere såkaldt “videnskabelige” plasticprodukter, solgte han for en god pris Wharfedale til den daværende offensive engelske industrigruppe Rank. Det var heldigt, for det ville være endt galt uden Gilbert Briggs som fyrtårn, og det gjorde det så i en lang dødsspiral derefter alligevel under Rank.
Den “videnskabelige” Raymond Cooke tog samme optur og endelige nedtur til konkurs som mange andre, men han falder udenfor dette emne. Han er nemlig ikke en helt.
En anden heldig helt er Harold Leak. Leak startede som Quad i PA-branchen i 1930-erne og lancerede i 1945 den første forstærker med blot 0.1 % forvrængning, den første i en lang række ” Point One “. Leak var i mange år markedsledere i formidable apparater med en helt unik samlekvalitet. En Quad er pæn, men en Leak er meget pænere. Harold Leak var en utrættelig pioner indenfor nye membranmaterialer til højttalere, især den da velkendte “sandwichmembran”, nu kun knap 50 år efter genopfundet til B&W 800 serie Nautilus. Samtidigt lancerede firmaet den første store kommercielle succes indenfor transistorforstærkere, den berømte Leak Stereo 30.
Harold var ved at blive en ældre mand med astma, og firmaets opdeling med stor geografisk afstand mellem afdelingerne var enhver logistikers mareridt. Heldigvis havde den allerede nævnte Rank-gruppe en mindre formue til Harold, som blev accepteret med kyshånd, og Harold Leak, en rigtig helt, var ude af sagaen på en lykkelig måde.
Knap så lykkeligt gik det for firmaet Rank Leak, der efter få år lukkede og slukkede efter talrige tekniske og kommercielle fusere og mærket ligger stadigvæk i hi, selv om det er ejet af Audio Partnership, som allerede ejer Quad. Vi skal nok få en bunke kinesiske produkter at se i fremtiden med engelske flag og et billede af Harold Leak. Jeg glæder mig nu ikke særligt.
Nu var Harold Leak en ordentlig mand med en svaghed for at køre i Rolls-Royce, og det er da en såre menneskelig svaghed. Til sidst vil vi behandle en anden skikkelse , som på trods af stort set alle menneskelige svagheder i sin person alligevel blev en heldig helt, selv om han overhovedet ikke fortjente det.
Vi taler om Guy R. Fountain, grundlæggeren af Tannoy. Allerede fra starten af firmaet i 1926 udviste denne mand udprægede maniske psykopatiske træk i ekstrem grad.
Til gengæld formåede han at ansætte helt unikke begavelser som Norman Crowhurst, Ronald Rackham m.m. fl., så firmaet begyndte først at miste sin kreative kraft i starten af 1970-erne. Den helt igennem uberegnelige Fountain havde uden at vide det i sit raseri afvist en tidligere føler angående køb fra Harman-gruppen, der i stedet købte JBL for en ret høj pris. Harman var faktisk en kreativ kraft dengang.
Afvisningen havde for alvor gjort Harman interesseret, og købet fandt sted et par år senere på et tidspunkt, da Tannoy i praksis var tæt på en betalingsstandsning. Købsprisen var en kæmpesum på over 1 mill. pund, så Guy trådte ind i rækken af heldige helte på trods af sine mange brister. Det fik dog ikke nogen af hans børn til at deltage i hans begravelse nogle år senere, ak ja.
Konklusionen må være, at det er helt tilfældigt, om den dynamiske grundlægger ender som heldig eller uheldig helt. Med et lederskab, der ikke tager hensyn til smålige kommercielle realiteter, er kursen under alle omstændigheder lagt til at støde på et skær. Mere forsigtige og mindre ånder ville hverken turde sejle, hvor ingen andre har sejlet før som de store gør eller skabe, hvad ikke allerede er skabt..
 Til gengæld er det så deres produkter, der fylder verden i dag med deres bogholderdesignede ting. Storheden i produktet finder man så retrospektivt på i den store genesis eller tilblivelseshistorie. Enhvert fjols burde jo nok kunne forstille sig hulheden i de store danske højttalerdesigneres historier om, hvor mange år det har taget at udvikle de enkelte produkter. Hvis storheden ligger i deres produkter, er de da vist startet om igen med brøkregning, ellers har det da vel næppe kunnet tage flere år.
 Måske starter de forfra, når deres leverandør af højttalerenheder skifter serie eller også er de ikke ret dygtige. Antageligt er de bare fulde af løgn, der jo altid vil være den billigste råvare i ethvert produkt. Vi kan jo for argumentets skyld kalde det reklame, og der har løgnen jo vide rammer. Eller den selektive sandhed, sommetider den meget selektive.
Nu er hifibranchen i dag ikke oversvømmet med store ånder, så risikoen for at kuldsejle for mangt et nystartet “entusiastforetagende”, hvis eneste grund til at starte oftest er, at man f.eks. ser et marked for højttalere formet som cigaretrør i blank aluminiumsrørfinish som Piega, er begrænset. Bare man målrettet henvender sig til et specifikt marked, skal det nok gå.
 Det er der i sig selv ikke megen karisma i, ligeså lidt faktisk som vores danske yndlingsaversion System Audio. Det er altså også noget mere risikofrit at sejle der, hvor alle andre har sejlet tidligere som vores venner her. Det berettiger bare ikke ligefrem til betegnelsen helt.
Er der så slet ingen nutidige helte? Jo, med akut fare for at blive kaldt kommercielt forudindtaget er der da Bill Woodman, grundlæggeren af ATC. Dette firma har i lighed med andre absolutte pionervirksomheder været igennem en konkurs i starten af 1980-erne og har altid helt bevidst opereret i den rene mikrobryggeri-afdeling. Lige siden Woodman omkring 1990 anklagede mange såkaldt “engelske” virksomheder for at platte med produkterne, har han været ugleset blandt kolleger, selvfølgelig mest fordi det passede. Efter flere organtransplantationer har denne stædige australier igennem mere end 3 årtier afgørende bidraget indenfor original udvikling af den dynamiske højttaler og dens brug i aktive systemer.
Heldigvis er han helt ligeglad med, hvad hifientusiaster synes om hans produkter, for i lighed med de andre store nævnt ovenfor , er han en mand med en mission, og den slags folk orienterer sig ikke efter konjunkturerne og hvad pokker skulle de dog også det for?. Hvis så verden ikke vil være med, er det dens egen fejl.  Det er rigeligt godt for mig selv og mange andre.
Ham tager vi en anden gang. Som man måske vil huske fra Jomsvikingernes Saga, er “alle helte ikke døde endnu”.
 
PS
Nu er det jo ved at blive nyere historie, da han jo vistnok ikke kloger sig på nogen fora mere, men den udødelige Kurt von Kubik vovede sig nu fornyligt ind på vores område i sin alvidenhed, der jo per definition også omfattede optageteknik. Han udtalte ex cathedra, som det vistnok hedder, når hans højhellighed Paven udtaler sig, at man optager et klaver med en hovedmikrofon og med lige lidt “surface mount” mikrofoner til at skabe “ambience”.
Nu er det næppe normal viden, at de på dansk benævnte såkaldte grænseflademikrofoner med deres krav til praktisk punktformighed pr. definition er elektretmikrofoner, altså ikke normale kondensatormikrofoner som dem, man optager akustiske instrumenter med.
Faktisk kan man overhovedet ikke mixe fælles inputs fra de to typer mikrofoner, da de har vidt forskellig klang-og impulskarakteristik.
Hvis såkaldt “viden” af denne kaliber er typisk for denne branche, så er der et stykke vej at gå til egentlig viden. Spørgsmålet er også, hvorfor i alverden nogen mennesker absolut skal kloge sig på områder, de helt tydeligt ikke forstand på.
Lige som denne skribent, vil nogen måske mene. De har da muligvis ret. Men det har Kurt ikke.

Svejseapparater eller audioforstærkere

Denne uge vil vi behandle forskellige hyppigt anvendte kvalitetskriterier for audioforstærkere. Vi vil også forsøge at vurdere de forskellige designvalgs betydning for lydkvaliteten. Her er der langtfra enighed, som denne uge med komisk klarhed har demonstreret med den store Densen-debat, eller hvad vi nu skal kalde det.
Til forskellige tider har man anvendt forskellige kvalitetskriterier på forstærkere. Måling af den harmoniske forvrængning viste sig tidligt at have overordentlig ringe korrelation med lytteresultater, således at apparater med harmonisk forvrængningsprodukter i hele procenter i mange tilfælde lød glimrende, undertiden fremragende, alligevel.
En af menneskehedens store velgørere, hvis man skal tro visse nutidige apostle, Matti Otala, beskrev en hidlil overset kilde til ubehagelig forvrængning i forstærkere, nemlig den nu alment kendte transientintermodulationsforvrængning eller TIM. Da han fandt det lettest at påvise denne ved at belaste forstærkeren med en 30kHz firkant, en aldeles absurd målemetode, der havde mindre end overhovedet ingenting at gøre med musik eller noget andet i øvrigt, så vi et sygt kapløb om at lave firkanter.
Nu er musik hverken firkanter eller trekanter, men alligevel var der et årti et krav for troværdighed i hifipressen at producenten kunne publicere et billede af denne specielle audiofirkant. Som de fleste sikkert ved, kræves der frekvensområde  langt stykke op i fiskebølgeradioområdet for troværdigt at reproducere et firkantsignal.
Dette viste sig ikke overraskende at have absolut nul relevans for kvalitetsoplevelsen af forstærkere, men inden da var bl. a. Quad, som stædigt fastholdt sund ingeniørpraksis om at begrænse frekvensområdet til fordel for absolut stabilitet, røget i unåde. Datidens altvidende Kurt von Kubik-er kunne jo påvise, at de ikke kunne “spille” en 30 kHz firkant, og det var sandt nok, og firmaet døde. Til gengæld var de nye ihvertfald lige præcis i denne henseende teknisk perfektionerede forstærkere ganske overordentligt ustabile. Det var jo også derfor, Quads designer Mike Albinson havde designet bl.a. Quad 405, som han gjorde det, altså med frekvensbegrænsning til audioområdet. Det skal jo så også lige siges, at Matti Otala ret kort tid efter reviderede sine testmetoder. Han har måske fået et tip fra Kurt von Kubik.
Nu er der jo traditionelt mange forskellige måder at realisere en audioforstærker på. Den klassiske rørforstærker levede mærkværdigvis nok i skjul for disse modeluner. Den er jo aldeles ude af stand til at gengive en firkant, og dæmpningsfaktoren, et nyt ord fra 1970-erne, er jo også sjældent over 20.
I mellemtiden rasede forskellige modebølger, bl. a. hvilken forstærker, der nu havde den højeste dæmpningsfaktor. Nu var debatten dengang ikke ret meget mindre tåbelig end i denne uge, for selv om ordet var nyt, vidste de fleste dog, hvad det betød for lydkvaliteten, nemlig kun uhyre sjældent nogetsomhelst.
Her forudsættes det almindelig skoleviden, at dæmpningsfaktoren, altså forholdet mellem forstærkerens udgangsimpedans og højttalerens ditto, allerede fra ca. 15-20 bliver helt irrelevant i forhold til impedansen fra højttalerens delefilter, der bliver den altafgørende bidragyder til den praktiske dæmpningsfaktor, der således aldrig i passive systemer bliver ret høj.
Den eneste måde at opnå en høj reel dæmpningsfaktor på, er at anvende et elektronisk delefilter og så koble forstærkeren direkte til enheden, punktum.
Mange forskellige konstruktionsprincipper føg gennem luften i disse år. Som så meget andet var det gammel vin på nye flasker. Man producerede forstærkere uden og med modkobling eller medkobling ( feedforward), og nogen var gode, enkelte fremragende og de fleste var ligegyldige. Man måtte konstatere, at god lyd kunne realiseres med mange forskellige designkriterier, en afgjort træls situation for datidens selvbestaltede guruer, som også fandtes inden internettets tid. De var forøvrigt ligeså ulidelige at høre på dengang, og en del af dem var endda de samme, som i dag  huserer på nettet, ak ja.
Der var mange forsøg, mest af hensyn til marketing, for de fleste ingeniører vidste vel bedre, på at designe forstærkeren uden tilbagekobling. De fornuftige lod det dog blive ved, at man i det allermindste anvendte lidt lokal tilbagekobling. Ellers ville selv den allerede omtalte dæmpningsfaktor let kunne blive helt umulig, og her skulle der altså en del til. Her forudsættes det bekendt, at en forstærker med tilstrækkelig lav (læs: meget lav, omkring 1) vil reproducere en højttalers impedanskurve fremfor dens frekvenskurve.
Nu kan man jo så spørge sig selv, hvorfor disse feedback-løse designs overhovedet blev lanceret, og historien var den samme dengang, som den er i dag: Den gode historie om absolut kompromisløshed. At man så samtidigt gjorde vold på alt andet var som i dag ingen hindring.
Heldigvis viste der sig en redning, som vi ser de ubehagelige efterdønninger af i dag: En forstærkers kvalitet skulle vurderes efter, hvor meget effekt den kunne levere i lave impedanser. Det kan umiddelbart lyde fornuftigt, at en forstærker skal kunne anvendes i alle belastninger, men hvorfor egentligt det?. 
Man skulle jo tro, at langt hovedparten af køberne til en kvalitetsforstærker havde til hensigt at forbinde denne til EEN højttaler, ikke 2 eller 3 af gangen til samme kanal. Som designer af forstærkere er det vel heller ikke smart at bruge alle ressourcer på at lave et endda kun delvist effektivt svejseapparat.
Resultatet er det samme. Lige meget hvor strømstærk en monsterstor forstærker med blæserkøling er, leverer den stadigvæk kun 100w i en normal højttalerimpedans.
Til gengæld betaler man dyrt for muligheden for at koble 3 ekstra højttalere på samme kanal, i virkeligheden ikke særligt almindeligt at gøre, og hvor klog er man så?
 Denne trossætning har i al sin simpelhed overlevet højt og flot til i dag, fordi den jo forudsætter en fordobling af effekten ved en halvering af belastningsimpedansen. Selv ikke altfor skarpe hifientusiaster nåede vel til addition der i 1. klasse, så her kan de fleste være med.
Det hele blev nu uhyre simpelt. Hvis en forstærker kunne levere 100 watt i 8 ohm havde den værsgod at afsætte 200w i 4 ohm, ellers var den dømt totalt imkompetent og latterlig. Meget bekvemt overså og overser man så, at rørforstærkere sjældent eller aldrig kan levere mere i lavere impedanser overhovedet ligesom McIntosh med deres autoformer vistnok er god alligevel, selv om dens effekt er identisk i 8,4,2 og sommetider 1 ohm. Helt identisk. Guderne må vide, hvordan de er sluppet ubemærket gennem nåleøjet til det accepterede audioparadis.
Også Naim med deres regulerede strømforsyninger fra en svunden tid og de nyere switch-mode apparater som Chord Electronics slap af samme mystiske grund for at blive vurderet efter disse kriterier. Ingen af disse er jo akkurat kraftværker langt udenfor deres belastningsområde. Til gengæld er de fremragende optimeret til den belastning, som et kontrolleret reaktivt system, lad os her for argumentets skyld kalde det en fornuftig højttaler, er.
Efterhånden tog hysteriet til, og man så meterlange forstærkere som Dali Gravity, Gamut m. fl. Disse eklatante brud på alle hidtidige regler om, at korte signalveje og simpelt design var en ønsket designparameter var vel toppunktet af proportionsforvrængning.
Nu er det aldrig dårligt at have en fornuftigt dimensioneret strømforsyning, men det var forunderligt at se, at spændingssving ganske blev erstattet som kvalitetskriterium af strømsving. Hvordan apparatet så tacklede den tilbageelektromotoriske kraft (EMF), ja det var jo en anden sag. Heldigvis var magnetstyrken og dermed strømstødet blevet væsentligt mindre ved indførelsen af ferritmagneter, så det gik for det meste med kun lidt rå lyd til følge.
Det er så der, vi er i dag. En forstærker, der vel angiveligt skal forstærke audiosignaler, bedømmes allerede på brochurestadiet for sine evner til at agere svejseapparat. Strengt taget er det vel ikke videre intelligent at vælge en forstærker ud fra dens unikke evner i en belastning, som man ikke udsætter den for. Når man går i Råd og Dåd for at købe en Fiskars spade, prøver man vel heller ikke, om den ville være effektiv som våben i skyttegravskrig, selv om spader var meget anvendt der. Man skal jo bare grave et hul på den bedste måde.
Som alle de andre nævnte designparametre er der heller ikke i en forstærkers strømkapacitet nogetsomhelst nødvendig sammenhæng med lydkvalitet. Til gengæld er designeren og producenten tvunget til at tage i betragtning, at man for troværdighed bliver nødt til at publicere tal for effekt, som almindelige købere kan forstå. Disse forstår som bekendt kun det, de forskellige hifiguruer med god tid på nettet har fortalt dem. Det bliver det desværre ikke rigtigere eller mere relevant af.
At det så er umuligt uden negativ udgangsimpedans at opnå denne fordobling betyder ingenting. Man er jo oppe mod folk uden proportionssans, udover altså lige, at disse vistnok ikke kræver specificeret effekt i 1 eller 0.5 ohm. Det er vistnok fordi deres gurus mesterværk af et ikke-kommercielt monster heller ikke er specificeret her. Ellers kunne man vel med samme ret have krævet det, hvis ellers man kunne have overdøvet den larmende blæser fra mesterens forstærker.
Konklusionen må være, at der er mange måder at realisere en god audioforstærker på. Det er bare ikke nødvendigt eller overhovedet ønskeligt, at den også kan bruges som svejseapparat. Efter denne skribents mening omfatter et godt design altid og nødvendigvis en fornuftig effekt, rimelig strømkapacitet, god symmetri og ubetinget stabilitet. Kun at bedømme efter et kriterium er simpelthen nonsens.
 I den professionelle branche betaler man masser af penge for at købe en forstærker med den ønskede næsten-fordobling af effekten i 4 og 2 ohm, for de eksisterer da. Det er nu fordi man gerne vil sætte 4 højttalere til hver kanal, og så giver det mening. Til gengæld bilder man sig ikke ind, at disse forstærkere spiller bedre, for det gør de ikke.
At så folk ikke ved bedre i hifibranchen er vel en slags undskyldning. At Kurt von Kubik så ikke gør, er straks lidt værre.
 
PS
Nu er det åbenbart ikke kun forstærkere, der kan gå i selvsving.  I denne uge har manden med danmarksrekord i lange og til tider ganske morsomme indlæg kastet sig ud i forsvaret for den høje dæmpningsfaktor Nu er det jo som ovenfor beskrevet  lidt vanskeligt at se dæmpningsfaktoren have nogen større mening som enkeltparameter, men det har vel bare skærpet kampen, der får et helt manisk præg.
Nu er denne skribent måske ikke i sit tidligere liv helt fri for at have benyttet lidt skarpe formuleringer, men i vores optik skrider cyklen nu alligevel under Kubikken i svinget
 Efterhånden som tråden skrider frem, bliver udsagnene fra Kurt von Kubik mere og mere skingre og menneskeligt selvdestruktive. Det er, som om en helt pseudoliv på nettet krakelerer. De anvendte øgenavne om Densen siger ikke meget om Densen men desværre ganske meget om Kurt von Kubik og hans vedholdende medløber.
 Så lang tid folk bare er imod sølv eller kobber eller operationsforstærkere er de kuriøst interessante på samme måde som den lokale landsbytosse. De er en del af landskabet, selv om de vel ikke ligefrem medvirker til at hæve grundpriserne eller øge respektabiliteten af vores hobby.
 Som denne skribent kan man også med god grund gøre grin med mange af reklamekampagnernes mere kuriøse flygtige sandheder om luftguitarer med mere. Samtidigt kan man vel også som tænkende menneske godt gætte, at hverken Densen eller nogensomhelst andre kommercielt tilgængelige produkter er fyldt med idealer udover en realistisk og økonomisk omgang med råvarerne. Her er Densen sikkert hverken værre eller bedre end så mange andre.
Til gengæld er jeg ikke overvældende stolt over at dele interesse med det hyænekor, der hyler op sammen med den nu ekskluderede, selvvalgt eller ej, Kurt von Kubik. Hvis han skulle være føreren, er jeg nu glad for ikke at være i flokken. Lige en lille dosis selvironi og et lille skvæt mindre alvidenhed ville vel også klæde den sande frelser. Selv ikke denne skribent ved faktisk alt, selv om det naturligvis kommer uhyre tæt på.
Hifiinteresse og lettere momentan psykisk uligevægt er åbenbart stadigvæk uadskillelige størrelser. Det er her en ringe trøst, at diverse forums for hestepiger åbenbart har samme tendens .
De er da i det mindste i puberteten. Det er Kurt vistnok ikke.