Almindelig ubehjælpsomhed

 Så er det ved at være tid til i betydeligt omfang at nedskalere aktiviteterne i vores lille virksomhed et par uger efter et hårdt år. Hårdheden har nu kun bestået i en eskalerende grad af aktivitet, så det er til at leve med. Men nu osse dejligt at have lidt kvalitetstidtid med madammen og masser af Vitavox-truthorn. I et eller andet forhold, som jeg naturligvis ikke er fuldstændigt herre over.

Ellers skal jeg huske at glæde mig over, at folk ikke længere forekommer at blive helt så paniske grænsende til det ligefrem helbredsskadelige ved at læse den tilsyneladende uendelige føljeton om corona-verdenen. Der har ellers været og da givetvis stadigvæk et helt medie-industrielt kompleks i færd med at orkestrere et katastrofescenario med nye truende mutationer. 

Jamen hallo, når selv denne skribent forrige marts kunne udbrede sig så selvsikkert om den allerede dengang for alle tænkende mennesker indlysende sandhed, at corona var et permanent livsvilkår uanset hvad, så kan det jo ikke have været svært. Eller..? Det er nu ikke nødvendigvis fordi medierne ligefrem gør noget for at forcere nogen normalitet i samfundet. Og det kan blive så grinagtigt, at man næsten ikke kan få luft, hvis vi må citere grosserer Brodtgaard fra Monrad og Rislund igen.

I sidste uge var der for eksempel en længere  hyppigt citeret AFP/Ritzau-historie om den åbenbart håbløse corona-situation i Bangladesh. Sommetider må man åbenbart lidt rigeligt langt  fra både Europa og virkeligheden væk for at finde noget virkeligt truende og farligt. I sidste måned var det jo Indien, hvor en kombination af en endemisk geografisk uhyre begrænset livsfarlig svampelidelse med skrækkelige symptomer blev brugt til at give corona-skrækken lidt ekstra nødvendig kolorit. Nødvendig brugt her, fordi her i landet sker der jo ikke rigtigt noget.

Og det allernemmeste pressestof er jo uden sammenligning bevidstløst at printe allerede ganske bevidstløse nyhedstelegrammer. Tag for eksempel historien fra Bangladesh, der selv efter teoretisk af have været igennem 3 journalistiske redaktioner alligevel forbløffede ja, åbenbart ikke mange udover denne skribent. Historien var ellers både lang og detaljeret om flugten fra hovedstaden i Bangladesh, Dhaka i forbindelse med corona. IKKE en flugt FRA corona, den slags kan man ligesom ikke i et landbrugsland med en befolkningstæthed på over 1000 mennesker pr. km2. Det vil dige, at man bor TÆT TÆT TÆT og i praksis langt tættere end i nogen storby.

Nej, flugten fra Dhaka skyldtes udelukkende truslen for mange arbejdere fra landet om at blive lukket inde i Dhaka ved en nedlukning uden udkomme. Så langt så professionelt-journalistisk loyalt udover at man måske i samme omgang vel kunne garantere, at denne exodus fra et smitteområde til samtlige dele at det lillebitte land (kun 3 gange større end Danmark) i sig selv ville negere enhver effekt at nogen nedlukning. Med mindre altså det hele var et forsøg på indefor en måned at opnå praktisk flokimmunitet.

Nå, dette ellers enestående indlysende problev forblev uomtalt,, men historien fortalte lettere kriblende  frydefuldt om dagens dødstal med corona i Bangladesh på 112, der var det højeste dødsantal hidtil derude.O skræk o ve o klage, som Anders And og Sonja Rindom så hyppigt udbrød. For hvis de 112 døde skulle have været skræmmende og fremmende for vaccinationskampagner af endnu ufødte børn her i landet , så må man jo som selv rudimentært uddannet matematiker tage sig til hovedet.

For med den fart, den åbenbart derude noget affældige “Mand med Leen”havde, så ville corona først gøre kål på hele Bangladesh`nuværende befolkning om et godt stykke tid. Faktisk et endda MEGET godt stykke tid, ret præcist godt 500 år. Og de 500 år medtager endda ikke den ellers antageligt sikre kendsgerning, at dødeligheden vil falde kraftigt efter at de svageste i populationen jo formodes at være dem, der ryger nu, så de 112 formodes at være et absolut maksimum.. Der er vel ca. den samme naturgivne nødvendighed ved forløbet derude, som atr fiskefileterne forsvinder først på et fad med blandet smørrebrød. Og at de trælse med steg altid levnes.

Derudover skal der osse pustes lidt ekstra her i ferien, fordi det meget snart er ved at være tid til at rode rundt med flere tons Krell-forstærkere og alskens andet  fra et dødsbo efter en kær ven. Det bliver på alle måder hårdt at rydde op i et langt vel-levet hifiliv..

Nu er denne ubetydelige virksomhed her jo ellers tæt på at være absolut markedsledende i en  enkelt disciplin uden at det dog i dagligdagen ellers ligefrem er opmuntrende. Vi taler om markedsføring, hvor vi mest brillierer ved at være selv blandt kreativt inkarnerede dværge indenfor disciplinen at være særskilt håbløse. Eller hedder det kæmper her? 

MEN: Heldigvis kan man i denne begyndende ferie-kedsomhed faktisk finde eksempler på nogen, der vel muligvis er ENDNU ringere. Tag for eksempel denne her perle af en sublimt-effektiv “indtrækker” og et monumentalt markedsførings-mesterstykke. Og altsammen med uhyre rettidig skelen til minimering af omkostningerne ved markedsføringstiltaget:.En tyver ex. moms er jo trods alt ikke alverden for de fleste selv mindre virksomheder

https://www.facebook.com/endelave.grill.cafe

Det er, som enkelte muligvis kan spotte, den ambitiøst-storladne minigolf-konkurrence for børn med opulente præmier . Hvad skal man næsten sige+ -“Jeg kan næsten ikke få luft” Vi er blevet inderhalede.

PS: Den skide grill har nu slettet sin konkurrence-den er jo trods alt osse afviklet, men jeg skal for enkelte sent tilkomne repetere:

1) Deltagerprisen var 25,- pr snude 2) Vinderen fik slik for 50,- 3) Nr. 2 og 3 fik slik for 25,- 

Rigtigt god sommer!

Socialkonstruktivisme og paddle-boards

 Der er bestemt forsonende træk ved at blive en gammel tudse som denne skribent efterhånden er blevet. Men at det skulle blive så let ikke længere end ikke i sine vildeste feber-mareridt blot at ønske sig en smule tilbage til en ny ungdom i nutiden er da nådigt nok. Og man ved, at man er virkeligt gammel, når end ikke en gen-oplevning af egne tvivlsomme (omend i den “tintede” erindring sommetider rigeligt rosenrøde) bedrifter igennem et langt levet liv længere lokker.

Det allerbedste ved ikke længere at være ung og ihærdig er vel de mere afdæmpede  ambitioner om nærkontakt med det modsatte køn  Som der så ikke længere er nogen af, selv om dyreverdenen vist ikke har synderlige problemer med at skelne og menneskeheden  ej heller indtil den seneste halve generation. I løbet af skræmmende kort tid er køn blevet til noget, som man blot rutinemæssigt kan vælge til og fra. Det ene eller det andet eller det syvogtyvende eller de uendeligt mange afarter, af  som måske nådigt nok for de unge  ikke er blevet opdaget endnu. Eller med et kvalmende nutidigt udtryk fra krænkelseskulturen. “italesat”

Og naturligvis er det ikke blot det ellers hidtil ukrænkelige køns-begreb, der er under pres. Også alle de dertil normalt henførte mere eller mindre kønsbestemte menneskelige egenskaber skrives ud af historien med en hast, der må forbløffe tænkende mennesker. Som det seneste års tid så har demonstreret rigeligt tydeligt, at der ikke er mange af. Tag for eksempel den igangværende lyn-nedlægning af det seneste års ellers hurtigst voksende industrielle succes-historie, nemlig de utallige teststeder. En multi-milliard forretning for de få derude i skattely, betalt af de mange-uden at kny.

Og DET er jo egentligt mærkeligt, for med en officiel udgift til test og kontrolposter på utallige uddannelsesinstitutioner   på nogle milliarder ugentligt (antageligt ikke anslået for LAVT og stadigvæk anslået 10% af det samlede danske statsbudget  anvendt ud i test-luften)), så kan man dårligt undgå at undre sig over, hvad forskellen lige er på situationen nu og dengang galskaben startede. For blot et par måneder siden. Ingenting er vel det mest dækkende udtryk her. Men det tænker ingen over før de skal i gang med at betale alle skattely-milliardærerne. Og måske ikke engang til den tid.

I det hele taget er det vanskeligt at overvurdere den fortsatte folkelige følgagtighed overfor urimelige love og disses rene tosserier, som der er sket i det seneste gode års tid. Tag for eksempel den mest læste nyhed på Stiften over adskillige dage:

https://stiften.dk/artikel/politiet-sender-patruljer-p%C3%A5-vandet-paddle-surfere-ramt-p%C3%A5-pengepungen

Tjah, hvad skal man næsten sige-med en enkelt brilliant undtagelse blandt kommentatorerne tager alle læsere det her nyindførte idioti for totalt pålydende og ligefrem rimeligt. På næsten samme måde som nylige klager fra en lille halv snes superpriviligerede beboere ved Botanisk Have havde held til delvist at totalt  få forbudt musik i parken. Dette reelt småfascistoide krav om de manges totale underkastelse for de priviligerede få kunne man jo tro ville møde modstand. Den slags var jo aldrig nogensinde gået for blot få år siden. MEN: I byrådet har først  Enhedslisten og nu osse DF stillet forslag om at forbyde AL musik i hele byen. 

Så hvor skulle man som fiktiv “ny-ung” dog så gå hen, når venstre- såvel som højre-fascismen har fundet fælles fodslag? Mod selve livet ligefrem. Det vil kun fremtiden kunne vise, lad os håbe på lidt undommelig oprørstrang mod denne kvalmende dyne af de privilegie-blindes  frelsthed og selvretfærdighed.

Ellers er livet herligt og tiden er nådig mod vores lille virksomhed. Heldigvis har den moderne videnskab så ganske fornyligt fundet en forklaring på fiaskoer, som altid er god at have i baghånden. Nu skal det lige med, at denne skribent ikke i mindste måde er tilhænger af den idiotiske, men vanvittigt faretruende socialkonstruktivisme, der hærger overalt, MEN: I et nyligt studie fandt man alligevel en årsagssammenhæng, som indtil videre for denne skribent står som noget af det akademia-dummeste, som jeg trods mange andre lignende tiltag har set.

Studiet viste entydigt, at når kvindeligt ledede opstartsvirksomheder fejlede, så var fordi disse “female founders” havde for lille netværk. Mulighederne for, at kvindernes ideer blot var lamme fra starten eller blot solidt baseret på tom tarm-luft, som mange osse mange mands-ledede demonstrerer, faldt tilsyneladende ingen ind. Heller ikke, at nogen af kikse-kvinderne måske bedst ville have kunne maksimere deres personlige potentiale ved med skiftende held at lave kaffe i kantinen. Fiaskoen var ihvertfald på ingen måde deres egen fejl.

Om det var anderledes eller mere af det samme for mandligt ledede opstartsvirksomheder viser studiet desværre ikke noget om, det ville som sagt ellers være rart at have det i baghånden som en tilforladelig universel bortforklaingsmodel for egen uformåenhed.. For selv om mange nye virksomheder i deres pressematerialer er decideret kvalmende i kønslig- og klimamæssig korrektheds-jargon, så kan mændene nu sagtens være med. 

Tag for eksempel den her pressemeddelelse, som selv den mest rudimentære sproglige reduktionisme vist lynhurtigt kan afkode til det rene kyniske  “mund-lort”, som nogen tydeligvis har lært på Copenhagen Business School eller lignende. 

https://nerds.dk/node/50

Det er det stadigvæk uhyre bemærkelsesværdigt ved denne tekstlige kraftudfoldelse, at ingen har fortalt forfatteren, at han da fuldstændigt fucker sig selv og sine næsten kvalmende alenlange  beskrivelser af egen klimamæssig fortræffelighed ved i sidste del utvetydigt og ganske umisforståeligt at fortælle den VIRKELIGE grund til at skifte leverandør. Som Åge Brodtgaard altid så korrekt udtrykte det: “Jeg kan næsten ikke få ludt” Her mest af grin.

At så verden derude og klimaaftrykket måske i virkeligheden ville være allerbedst tjent ved slet ikke at fremstille disse vel næppe ligefrem decideret tidløst-stylede rædsler er så en anden sag til en anden dag.

“Anderson shelters”

Det er jo ikke alle mennesker forundt ligefrem  at få noget opkaldt efter sig og kun for endnu færre, at begrebet ligefrem lever videre længe efter ophavsmandens død. Om der så længere er mange, der aktivt   mindes dette mageløse metalliske makværk indenfor civilforsvar er så af mindre betydning. Folk læser jo ikke bøger længere og færdes nødigt udenfor egne facebook-korncirkler med begrænset  grænsende til nul eksponering for nye tanker. Eller i virkeligheden nok tanker overhovedet. Ny ellers indlysende erkendelse har næppe nogensinde haft så svære vilkår som i dagens inderligt åndeligt luddovne landskab.

Tilbage til vores “Anderson shelter”, der vel med nogen rimelighed kan betegnes som 1930-ernes ækvivalent til nutidens administrative svøbe, mundbind. Altså et regerings-initiativ på at løse et problem, som næppe nogen af brugerne med blot en minimal omtanke ville kunne tage alvorligt eller for pålydende.
Et “Anderson-shelter” er opkaldt efter den ellers sikkert uhyre hæderværdige engelske førkrigsminister for såkaldte “air raid precautions”, Sir John Anderson. Og man må i denne sammenhæng lige huske at komplimentere englænderne for ganske lang tid inden udbruddet af 2. verdenskrig ikke mindst indenfor udbygningen af både “skygge-fabrikker” og ditto infrastrukturelle elementer for at skabe nødvendig redundans i opretholdelsen af produktion og vitale statslige funktioner. Det var et trin, som Nazi-Tyskland først kopierede i slutningen af 1943, og som givetvis reddede England. Selv om det måske i virkeligheden mest (eller ligefrem udelukkende)  var Hitlers tilfældige skift i ekspansions-fokus mod øst, der gjorde den afgørende forskel…
Tilbage til Andersons “shelter”, der formelt bestod af meget simple og endnu tyndere plader af bølgeblik, som var tiltænkt for civilbeskyttelsens skyld at blive gravet ved i folks haver, sådan en slags lav overdækket skyttegrav. Tanken (eller hvad man nu lige skal kalde det i dette tilfælde) var så, at man ved luftalarm ufortøvet skulle forlade sit hus og spæne ud i sikkerhed i shelteret i baghaven. 
Nu må man så lige huske, at disse tynde bølgeblikplader faktisk var så tynde af indlysende ressourcemæssige hensyn (de blev nemlig udstedt i adskillige millioner), at det højst-kalibrede projektil, som bølgeblikken gav en rimelig, omend ikke total, beskyttelse mod, var et spidshagl fra en luftbøsse. IKKE på klos hold forstås. Og det vel nok næppe overraske nogen, at dette våben ikke var blandt tyskernes hyppigst anvendte. Selv en forkølet småkalibret karabin kunne skyde igennem bølgeblikken  på over 500 meters afstand
Der var så den yderligere komplikation ved disse “shelters”, at de typisk blev nødtøftigt gravet ned der i de mikroskopiske storbyhaver, hvor man normalt dyrkede grønsager og dermed nødvendiggjorde et betydeligt forøget behov for konvojeret fødevareimport. England har jo som sikkert de allerfleste bekendt ikke siden starten af 1800-tallet været selvforsynende med fødevarer. I sig selv en uhyre forudsigelig nødvendig komplikation.
Der var så også det lidt større strukturelle problem ved værdien af disse “shelters” blev afgørende decimeret af, at de stod indenfor et lille encifret antal meter fra de hyppigst “semi detached” rækkehuse, som beboerne ellers boede i. Og dermed behøvede man ikke være certificeret byggekonstruktør for at se, at selv med visse brugeres omhyggelige forsøg på lægge sandsække hen over taget (en afgjort øvelse i finmekanisk føling for at undgå, at taget kollapsede af sandsækkenes vægt alene), samtidigt gjorde dem til en potentiel dødfælde. For blot en velrettet tilfældig tagsten ville uundgåeligt fløjte gennem bølgeblikken eller værre, kollapse taget over de ulykkelige bygmestre dernede i hullet med katastrofale følger.
Og selv om enhver idiot burde kunne se, at det til enhver tid var både bekvemmere og ikke mindst sikrere at forblive i egen seng og ikke risikere lungebetændelse i en potentiel fugtig grav i haven, så kortsluttede panikken over truslen om luftbombardement tilsyneladende alle kritikere. Lyder det bekendt i disse tider? Tilstrækkelig angst får selv vanvittige projekter til at forekomme fornuftige, for folk har åbenbart i panikkens stund behov for at se handlekraft fra myndighederne-uanset hvad og hvor absurde de måtte være.
Og så er vi tilbage i nutiden, hvor der så vidt jeg ved ingensteder har været de ellers ganske indlysende rituelle afbrændinger af de mundbind, som allerede fra starten blev dokumenteret af ca. samme minus-virkning på epidemien som disse “shelters” havde på antallet af bombe-dræbte. Unødvendige dødsfald af andre sygdomme i åndedrættet har antageligt både nu og dengang væsentligt oversteget antallet af “reddede”  Ingen ved det, for ingen har undersøgt det, og ingen kommer med nogensinde til det.
Det gjorde man så heller ikke , undersøge, altså, med virkningen af Anderson-shelterne. Og i stedet for nøgternt at vurdere det kolossale ressourcespild og idioti i shelter-projektet, så indgik disse uhyre karakteristiske blikplader i stedet i det folkelige narrativ om den stoute engelske civile modstans-og sammenhængskraft. Og det er vel osse der, i al sin himmelråbende meningsløshed, vi skal rubricere mundbindene. Nemlig som en meningløshed, som er så vanskelig at indrømme, at vi hellere finder på en mening. 
Nå, men udover det, så kan man jo altid bruge lidt bølgeblik til et hønsehus eller et højbed, mens mundbindene med ubegribelige mængder mikroplast nok vil være med os til evig tid uden helt tilsvarende nytteværdi. Men mærkeligt, at danskerne mæleløst  gik i mundbinds-takt flere dage efter beslutningen om afskaffelsen. Fascismen har vist optimale vækstbetingelser i vores kritikløse land, hvor Facebook-udskamning forlængst har fortrængt den nødvendige debat.
Og så lige til sidst tilbage til vores egen elektronik-branche. Og så alligevel slet ikke-den slags vil vi nødigt forbindes med. Fornyligt gik netbutikken Hifi Freaks endeligt efter mange års støt kuldsejling endeligt på røven. Man kan gisne om, hvorfor de fortsatte med butikken  år efter år, regnskaberne for de seneste mange år skal man nok ikke kikke altfor kritisk i med mindre man vil såre undres. 
Nå, men nu er Hifi Freaks så genopstået, ganske vist med en adresse hos et et advokatfirma med et vist ry (ikke nødvendigvis det bedste) og som storefront for en kinesisk butik. Det får så være, men noget mere bemærkelsesværdigt er det vel formelt, at der allerede gives kolossale rabatter på produkter, der med absolut statsgaranti ALDRIG NOGENSINDE tidligere har været til salg i Danmark. Visse af modellerne er nemlig slet ikke til levering endnu og har aldrig været det  Men alligevel fyger det rundt med rabatter på både 30 og 40% uden at nogen tager sig af den slags længere.
Hifibranchen er altså en sjov én. Bilka eller Elgiganten ville næppe slippe afsted med den slags helt hæmningsløsheder, selv om de da bestemt ikke er engle. Langt snarere tværtimod. 
Men alligevel kunne kritikløsheden altså blive meget værre end selv den værste pessimist ville have kunnet forestille sig, både dengang og i dag…
PS Og så må jeg lige som tidligere EMT-ejer af både adskillige 927 og 930   kommentere på en EMT-tråd på Vintagehifi.dk. Og det kan ikke hjælpe, at en vildfaren  teologisk professor fremdrager en tilfældig tekst fra en manual. En klassisk EMT MC-radiofonipickup kræver ubetinget en HELT SPECIEL RIAA-konfiguration af den indbyggede. Hverken niveau eller nødvendige krav om belastningsimpedans ligner NOGETSOMHELST andet indenfor pickups, der nogensinde har været på markedet i de seneste  60 år.
Så nej, hvis den passer til en EMT, så passer den ikke til en ikke-EMT. Slet overhovedet ikke!

Kinesiens land

Mærkeligt som mediernes fokus skifter i disse tider. Det, der er alle tiders største truende, vel nærmest uundgåelige, katastrofe den ene dag er totalt glemt den næste. Hvad blev der for eksempel af den uhyggelige indiske corona-relaterede svampesygdom, der med en dødelighed på uhyre tæt ved hvislende vished på 100%(for nu at blive i klassisk Tintin-terminologi, dengang med “Vishnu hvislerne”?  Ja, den må vist bare som Hitchcocks “Fuglene” være fløjet uforklarligt væk igen. Og hvad den ellers uhyggelige, men så godt og vel velkendte endemiske svampåesygdom egentligt havde med corona at gøre og hvorfor de sorte fugle hakkede (som svampen) øjnene ud på uskyldige ofre, er umuligt at sige. 

Ude af medie-øjet og dermed helt væk er den ialtfald. På samme måde som ingen af de medier, som jeg frekventerer, har skrevet nogetsomheslt om hverken det indiske og især da ikke det kinesiske vaccinationsprogram mod verdens vistnok værste sot nogensinde. Der turde ellers være en del at skrive hjem om, når det nu som en banal faktikalitet drejer sig om halvdelen af Jordens befolkning. Men lad os kort konstatre, at de altså IKKE gør som os. Men næh nej. her i Danmark har vi nok at gøre med at puste de farlige senfølger af corona-eksponering op. Og det ganske uden hensynstagen til helt elementære engang eksisterende videnskabelige krav om blot statistiske beviser.
Tag for eksempel her i Østjylland, hvos vist omkring 800 har rapporteret alvorlige senfølger. Og det er altså ikke af vaccinationen, den slags statistik er mere gedulgt, da hverken myndigheder  eller sundhedsstyrelser påtager sig nogetsomhelst ansvar for eventuelle bivirkninger af vaccinationer. Og man kan vel ret trygt regne med, at statistikken dermed ihvertfald ikke på nogen måde overdriver eller vel blot nogenlunde præcist afspejler mulige senfølger af vaccinationen.
Til gengæld gives der så anderledes “frit lejde” til i vildskab at rapportere om de indtil videre ikke statistisk underbyggede eller klinisk forklarlige følger af at have haft corona. Her gives der vel i virkeligheden nærmest indirekte incitament til at rapportere alskens aktuelle dårligdomme og vel osse bare almindeligt “ondt i livet”: Kronisk trærhed, manglende koncentration og almindelig nedtrykthed og social marginalisering. At så disse symptomer ikke behøver nogen somatisk forklaring, men er et uundgåeligt menneskeligt , heldigvis normalt periodisk, livsvilkår og vel rammer alle i kortere eller længere perioder uanset eksponering til hverken corona eller kopper er en anden sag.
Det er tilsyneladende ikke faldet den undersøgende overlæge ind, at almindelig social isolation for yngre mennesker  i længere tid med tiltagende trælse forældre og fjernt fra socialiseringen på diverse uddannelser, så rigeligt forklarer den konstaterede psykosomatiske tristhed og manglende energi.. I stedet fortolkes den normale periodiske manglende livslyst og almindeligt “ondt i livet” hos yngre mennesker så i en sygdoms-forståelsesramme, som er helt unødvendig. Og jo mere man publicerer omkring senfølger, jo flere vil man finde og hvis man officielt blæser problemet nok op (som man gjorde med bivirkninger med vaccinationer mod livmoderhalskræft hos unge piger) så vil langt de fleste unge opleve alvorlige senfølger. Direkte grænsende til det egentligt invaliderende uden at der behøver behøver at være tale om andet end smerten ved at leve..
Og selv nu i dag  her over et år efter min egen sygdom eller hvad man nu skal kalde den, så er jeg da stadigvæk både uhyre slap og kan med lidt anspændelse af følelsen i kroppens største organ (huden) sagtens føle mig både gammel og vissen  og decideret udslidt. Om det så bare skyldes, at jeg har sovet lidt dårligt i varmen eller blot er blevet et år ældre er svært at sige, men iøvrigt en mere end rigeligt dækkende forklaring. For ganske uanset om en population af  unge og yngre mennesker har været syge eller ej, så vil man med absolut sikkerhed kunne finde en ganske stor (omend tidsmæssigt mht spørgsmålet i tid)meget varierende og flygtig gruppe, der har ondt-nok!. Hvis man altså bare spørger-nok! Eller, bedre, allerede fra starten oplyser om mere eller mindre imaginære sygdomme. Her bør man altid mindes det såkaldte “kroniske træthedssysgdom”, der engang havde kolossal udbredelse. Og faktisk fint dækker min egen situation i dag. I mangel af bedre-eller værre!
Til slut i dag skal jeg lige elaborere lidt på en nylig tekst om Fyne Audio og deres fantastiske skotske højttalere-med britiske flag på og alting. Jeg gjorde dengang ikke det ellers hverken svære eller syndeligt opfindsomme, nemlig  lige at slå firmaet op i registret “The Companies`House” Derfor drog jeg den næppe fuldt korrekte konklusion, at firmaet i deres dyreste højttalere til hundredetusindvis af beskattede kroner simpelthen brugte en helt gængs Beyma-diskant. Det er næppe hele sandheden, og det skal jeg starte med at beklage. 
Dandheden er nu ikke spor bedre, mange ville nok endda sige værre,, for opslaget viste en samlet medarbejderstab i foretagendet på mellem 10 og 12 personer, incl. direktionen.  på 5 personer. Og med det antal og en ifølge firmaet omhyggeligt personligt monitoreret og kontrolleret  produktion af langt det meste af modelprogrammet i Kina, så er vi altså tilbage med den nødvendige konklusion, at der simpelthen ikke er folk tilbage til at producere nogetsomhelst selv i Skotland. Og i den henseende er det jo ikke spor anderledes end det var efter 2015 på flere medarbejderes tidligere arbejdsplads Tannoy. Hvor man jo i de sidste mange år heller intetsomhelst producerede. Man skruede bare kinesiske enheder i indonesiske kasser i mærkets luksusmodeller for at kunne skrive “Made in Scotland” bagpå.. Og så var man iøvrigt 45 ansatte til DET! Fyne-alt for mange høvdinge og ikke rigtigt nogen indianere..
Så nej, intet tyder på, at nogen har indkøbt en Beyma-diskant og klistret den bagpå en egen bas. Alt tyder simpelthen på, at man har ladet Beyma lave hele enheden udfra det nødvendige rationale, at man ingen folk har i butikken til at gøre det selv. Eller nogetsomhelst andet for den sags skyld. 
Et handelsfirma som så mange mange andre, blot med lidt lånte fjer og flag-som Tannoy . 
Om det er særskilt ynkeligt må den enkelte afgøre, men fordi noget er almindeligt kan det jo sagtens være trist.Og hvad skal det så hjælpe, at kun det meste kommer fra Kina, når resten alligevel ikke kommer fra én selv?