De rigtige spillemænd.

I dag vil vi forsøge at skildre nogen af de allerstørste i en disciplin, som man vistnok ikke kan lære, hvis man ikke har et helt sjældent talent. Det drejer sig om begrebet “spillemand”, som vel nok kan defineres som en musiker, som spiller noget eller spiller på en måde, som ingen andre kan gøre efter. Det har således ikke noget at gøre med nogen enestående teknisk dygtighed hos dem, som flytter grænserne for det musikalske udtryk, men dygtige, det er de. Det er blot til noget helt andet, nemlig til at skabe det, man kalder en enestående musikalsk oplevelse. Enestående bliver den især, fordi ingen andre kan gengive den og det kan den rigtige spillemand iøvrigt heller ikke selv. Ellers var han nemlig ikke spillemand. Det drejer sig nemlig om helt og fuldt at spille musikken i øjeblikket, og det kommer jo aldrig tilbage. Den rigtige spillemand spiller kun i øjeblikket, det er det, som gør ham så sjælden. 

Eller hende for den sags skyld. I dag vil vi nemlig starte med en temmeligt overset pianist, som dog i sin tid var en af de mærkeligste eksistenser i den klassiske musik. Hun kvalificerer sig som en af avantgardekunstens allermest alternative eksistenser under de mest repressive forhold, og så spillede hun endda udelukkende traditionel klassisk musik. Sådan da. I en tid med daglig livsfare for alle med blot den allermest minimale afvigende adfærd var denne pianist både jøde, vegetar, dyb religiøs mystiker, gik klædt som den sindssyge aldrende russiske digter Tolstoj i gammelt slidt bondetøj og var fuldstændig apolitisk. Alle tingene var hver for sig ganske farlige, for det foregik for en stor del under Stalin-tiden, og pianisten var Maria Judina. Alligevel overlevede hun uden problemer alle disse akutte farer på en måde, som man må forundres over. Hun var nemlig på en gang Stalins absolutte yndlingspianist og samtidigt så kunstnerisk selvbåren, at det aldrig senere blev brugt af nogen mod hende, og det er helt usædvanligt i sådan et samfund, men nu var hun jo også usædvanlig. Hun var nemlig den arketypiske spillemand m/k. 

Nu var der ganske mange teknisk brilliante pianister i datidens Sovjetunion, næsten ligeså mange, som der var skakspillere, en anden kulturel statusbeskæftigelse, men der var kun én Judina. Den samtidige sovjetiske komponist Dmitrij Sjostakovitj, som vi tidligere har nævnt i disse spalter, var muligvis den, som allertydeligst beskrev Judinas mesterskab. Han var selv en mere end habil uddannet elitepianist, men når Judina spillede hans præludier og fugaer kom der simpelthen en myriade at mærkelige og samtidige melodier frem, som Sjostakovitj ikke havde anet var i hans musik. Det forunderlige ved det var så, at det aldrig var de samme melodier næste gang hun spillede stykket. Denne helt exceptionelle spillemand kunne naturligvis ikke genskabe en situation, som allerede var fortid, og det forsøgte hun givetvis heller ikke. 

At høre hende i dag sammenlignet med andre fremragende pianister fra næsten samme tid som Tatjana Nikolaeva er en helt særlig oplevelse. Judina spiller hverken hurtigere eller langsommere end de andre, hun får simpelthen universet til at spille nogen melodiske sammenhænge oveni den musik, som alle de andre ser. Om hun er teknisk bedre end så mange andre er tvivlsomt, men det betyder altsammen ingenting. Hun er alletiders måske allerbedste pianist, og alle burde prøve at høre et stykke musik, som de tror de kender, gengivet af denne vidunderlige spillemand. Vi kan allerede nu oplyse, at verden ikke er den samme bagefter og det er musikken sjovt nok heller ikke. 

Nu spillede Judina vistnok aldrig nyere rytmisk musik, men det kunne hun nu sagtens have gjort. Det er der nu mange af dem, som ellers er betydelige tekniske mestre i den traditionelle klassiske musik, som ikke kan, selv om de så frygteligt gerne vil. Et tidligt komisk eksempel var den glimrende klassiske guitarist John Williams, som i bandet “Sky” med al ønskelig tydelighed viste, at han nok skulle holde sig til det let støvede traditionelle repertoire for klassisk guitar. Det er ikke meget bedre at se en ellers fin violinist som Nigel Kennedy eller en knapt så fin en som vor hjemlige Kim Sjøgren gøre sig håbløst til grin i det mere populære og folkelige repertoire, hvor de kommer op mod dem, som rigtigt kan. En af disse rigtige mestre er David Swarbricki, en anden af de helt store spillemænd. Oprindeligt spillede Swarbrick, som han ret smart kaldte sig, denne englænder med polske rødder, mest bas og mandolin, for han startede nemlig i det, som dengang svarer til “røvballe”-musikgenren i dag, altså den folkelige og festlige spillen til fest i MANGE timer af gangen. Det er det, som nogen steder kalder “ceilidh”. Det er forresten pudsigt derved, at rytmen aldrig spilles på slagtøjsinstrumenter, men altid på guitar eller klaver, alternativt spinet(!) 

Der var således masser af tid til at øve sig på det instrument, som han måske bedst af alle i den spirende elektriske folkemusikgenre kom til at beherske, nemlig violinen. Han blev nu aldrig ret god teknisk, og det var altid en kilde til betydelig morskab hos de irske “hardhittere” indenfor den traditionelle folkelige violinmusik som bl.a. Sean Keane fra irske “The Chieftains” Keane var tidens måske mest brilliante violinist indenfor den efterhånden ret stiliserede og en smule kedelige irske folkelige kunstmusik, som var blevet skabt på basis af den traditionelle folkelige musik. Det var den arketypiske spillemand Swarbrick nu ligeglad med, og med sand dødsforagt kastede han hele sin musikalske energi ind i at genskabe denne lidt ferske musik i den form, som han måske mente, den oprindeligt var spillet. Resultaterne var chokerende. Der opstod lynhurtigt en iskold fjendtlighed fra de traditionelle kredse næsten ligesom da Bob Dylan begyndte at spille elektrisk på “Blonde on Blonde” 

I det trendsættende orkester “Fairport Convention” blomstrende denne lille mand, som mest lignede en karikeret skovtrold, så grim var han nemlig, op som verdens bedste violinist i denne genre. Det var han udelukkende i kraft af de traditionelle spillemandsdyder i et et stramt spillende orkester, hvor de andre med trommeslageren Dave Mattacks som samtidens måske allermest rytmisk præcise percussionist forsøgte at følge Swarbrick ud over melodiske grænser, som aldrig var blevet forceret, ihvertfald ikke siden musikken var skabt. Nogen af liveoptagelserne med Fairport fra de tidlige 1970-ere demonstrerer en græseoverskridende Swarbrick spille med en energi så rasende i et så opskruet tempo og en så slående nødvendighed, at verden aldrig er blevet den samme siden. Desværre holdt den allerede da svagelige Swarbrick og hans hørelse ikke til disse udfoldelser, så derfor blev han snart tvunget til at trække sig tilbage. Det var en tragedie, men vi vil gerne slå et salg for denne lillebitte mand, som gav verden en ny standard for violin. Han indrømmede gerne, at han ikke spillede særligt godt, og det lykkedes ham heller aldrig at spille den samme melodi igen uden store ændringer, men han var naturligvis ligeglad. Det betød bare ingenting, og hvorfor i alverden skulle det dog også det. 

En anden spillemand af den traditionelle type er Alison Krauss, som de fleste nok i dag kender som sangerinde. Det var hun nu oprindeligt ikke, selv om hun da sang på alle sine plader allerede fra starten. Det var blot ikke særligt bemærkelsesværdigt dengang, men det skulle det så sandeligt blive. Det var nu som vidunderbarn på violin Krauss blev kendt i en af de mere kuriøse genrer af den traditionelle amerikanske folkemusik, nemlig bluegrass. Bluegrass er i nyere tid blevet udklækningssted for mange store virtuoser, men som nævnt er det at være virtuos ikke nok til at blive spillemand. Virtuos blev hun meget tidligt, men hun sprang først ud som spillemand langt senere, da hun også var blevet sanger. Til gengæld var der tale om et gennembrud så klart, at alle kunne se det. I spidsen for sit band af ellers uhyre kompetente musikere “Union Station” er hun en så lysende stjerne, at alle de andre falmer. Blandt alle virtuoserne var der kun én spillemand, nemlig Krauss, og det kan ses. 

Alle, som har set live-DVDen med “Union Station”, vil altid huske Krauss ikke blot som den standardsættende vokal men måske allermest for de gange under koncerten, hvor hun spiller på sit gamle instrument, violinen. I de glimt ser man Krauss spille med en energi og et rytmisk drive, som om hun er besat. Der er simpelthen tale om blitzglimt af den rigtige spillemand, som udelukkende opererer i øjeblikket. I den sammenligning blegner selv verdens så langt største dobro-virtuos Jerry Douglas, ellers den største blandt de andre store stjerner. Ikke underligt at Krauss og Douglas har arbejdet sammen over flere årtier. Hun kan nemlig noget, som den tekniske perfektionist Douglas ikke kan. Hun er nemlig ikke blot en virtuos, men noget helt andet og større, og det har helt givet ført Douglas videre. Den yderste grænse kommer han dog ikke over på samme ubesværede måde som Krauss, men mindre kan også gøre det. 

Den sidste spillemand i dag er en jazzmusiker, som udover at have været død i næsten 40 år også er den stadigvæk bedst sælgende indenfor jazzgenren i Norden. Det hjælper selvfølgelig også en del, at han ikke spillede nogen kendt traditionel form for jazz og at virtuoseriet er så fremragende, at kun få lægger mærke til det. Det drejer sig om den svenske piano-legende Jan Johansson, som selv i en verden af improvisation og ihvertfald angivelig spontanitet satte helt nye målestokke. Han udviklede simpelthen en stil, som var så besnærende enkel og så alligevel så helt skæv og anderledes, at han den dag i dag spilles overalt. Dvs ingen har nogensinde forsøgt at spille ligesom Johansson, og det kan man godt forstå. Når man hører første nummer “Utenmyra” fra pladen “Jazz på Svenska” kan man sagtens forestille sig, at ingen og heller ikke Jan Johansson selv nogensinde kan spille det igen, så skævt og helt øjeblikkeligt/spontant er det. De få parallelle udgaver af enkelte numre, som findes, er da også så forskellige, at man kun med stort besvær kan høre, at der er tale om samme nummer, og det er det jo forresten heller ikke. 

Som Bing Crosby før ham formaliserede Jan Johansson denne enestående musiceren i den måde, han lavede sine pladeoptagelser på. Crosby var jo kendt som “One-take Bing”, som altid gennemførte optagelsen i første forsøg. Nu var Crosby en djævelsk dreven og dygtig entertainer, men nogen spillemand var han ikke. Til en start kunne han nemlig helt problemløst levere den samme præstation igen og igen. Det kunne de fleste af dem, som Johansson spillede med, som Georg Riedel på bas, Rune Gustafsson på guitar m.fl også sagtens, men det hverken kunne eller ville Johansson. Derfor insisterede han på, at alle optagelser så vidt muligt skulle gennemføres i første forsøg. “Øvningen” bestod mest i, at man snakkede om, hvordan de enkelte skulle spille, men derefter var det alvor. Herfra var der ikke nogen som vidste, hvad der kom ud af det, før det var ovre og der ingen vej var tilbage. 

Resultaterne taler for sig selv og rækker fra eksotiske elektroniske værker til genindspilninger af middelalderviser og nyere skillings-populærviser frem til mere traditionel jazz. I alle numrene er der tale om den lethed, som man kun kan opnå, når sikkerhedsnettet er helt væk. Det svarer lidt til at træne til at blive soldat med rigtige skarpe skud. Det giver en helt anden intensitet at vide, at øjeblikket er nu, men det rører naturligvis ikke den rigtige spillemand. Han spiller jo alligevel altid på samme måde alligevel. Aldrig tidligere i musikhistorien har så mange instrumenter været samlet på et sted og er blevet trakteret på så mange forskellige måder. Blandt Jan Johanssons egne favoritter, som han som den ægte spillemand naturligvis spillede selv, var udover klaveret den gammeldags knapharmonika, håndklap, akustisk guitar,hammondorgel, gammeldags trædeorgel, tamburin, glockenspiel m.m.m. Den glæde ved opdagelsen af en helt ny musikalsk verden er indlysende i alle Johanssons plader. Ingen kommer dog i denne henseende helt på niveau med den rekordhurtigt optagne ” Musik Genom Fyra Sekler” Al Johanssons kunst er kondenseret i dette tilsyneladende så enkle værk. det er det forresten også. Så enkelt, at ingen har kunnet gøre det før eller siden. 

I dag har vi behandlet en musikalsk verden, som er langt udover alle de musikalske arbejdsmænd, som der som i alle andre brancher er langt flest af. Der er mange andre spillemænd end dem, som vi har nævnt naturligvis, men vi håber da, at vi kan inspirere enkelte til lige at give nogen af dem her i dag et lyt. Vi kan dog allerede nu advare om, at det er vanedannende til det øjeblikkeligt smitsomme at prøve det. 
Som enhver ægte spontan kunst altid er fra disse rigtige spillemænd. 

De intellektuelle og Dansk Folkeparti

Engang for adskillige år siden udtalte professor Morten Thing i en ellers uhyre banal forelæsningsrække i DR, at den intellektuelle altid pr. definition var i opposition til det til enhver tid bestående system. Denne situation var allerede på daværende tidspunkt godt nok allerede blevet nogen anløben, men ikke desto mindre har det faktisk været sådan en gang for endda ikke alt for længe siden. At det ikke er det længere kan enhver jo overbevise sig selv om, men det kommer vi til senere. Og nej, det er ikke kun det intellektuelle establishments problemer med religiøse udfoldelser, som har givet ridser i lakken. Det er faktisk meget værre. Det handler om at investere noget af sig selv som intellektuel, og der kommer balladen. Når ingen investerer, kommer der heller ingenting ud af det, og det er denne problematik, som er ugens emne. Det handler om intellektuelt svigt og intellektuelle skvat. 

I middelalderen var alle intellektuelle jo pr. definition gejstlige, da der ikke blev undervist i andet på universiteterne. Det kan måske være svært i nutiden, hvor man kun har information fra makværker som “Da Vinci Mysteriet” at forestille sig det raseri og den vildskab, hvormed datidens intellektuelle konfronteredes med det daværende klerikale establishment. Mange af de kontroversielle emner kan i dag forekomme trivielt komiske, men i virkeligheden var de næppe værre end diverse venstrefløjsfraktioner i 1970-erne, som kæmpede mindst ligeså indædt og uforsonligt om den korrekte udlægning af marxismen. Det var dog en tid, hvor al intellektuel aktivitet var tæt forbundet med religiøse udfoldelser, og hvor alle tanker kunne være kætterske og dermed farlige. Tiden skulle komme igen, som vi antyder med et fortælleteknisk virkemiddel fra Dan Browns bestseller. Læs den igen og få kvalme! 

Med renæssancen og de friere tanker ser vi for første gang i historien noget som ligner vores billede af intellektuelle som kritiske fornyere i opposition. Nu var der stadigvæk ikke tale om fritænkere i den betydning, at alle de intellektuelle som Galilei, Michelangelo, Thomas More m.m. fl. ikke var troende, for det var de. Mange af datidens intellektuelle stod til gengæld for afgørende fornyelse af samfundstænkningen, hvor også de nye naturvidenskabelige landvindinger var en del. At de intellektuelle stadig levede et farligt og udsat liv bevises jo af Galileis nærdøds-oplevelse under rettergangen, mens More jo rent faktisk mistede hovedet efter udgivelsen af sit værk om det ideelle samfund “Utopia”. Det var også uden kirkens almagt ganske overordentligt risikabelt at være intellektuel. 

Efterhånden blev det litteraturen, som blev det vigtigste element i den udvikling af samfundsforståelsen, som var ved at ske. Der var som med Holberg ikke nogen adskillelse mellem accepteret historieskrivning og ren fiktion, og det var der forresten ikke helt op til omkring 1850. En meget stor del af samfundsdebatten og udviklingen af det spirende demokrati foregik således blandt intellektuelle i ren romanform. Det kan måske være vanskeligt at forestille sig i dag, men dengang betød en kontroversiel roman meget mere end samtlige datidens aviser lagt sammen. Krige kunne blive erklæret som for eksempel den amerikanske borgerkrig, som næppe ville være blevet brudt ud, hvis Beecher Stowes bog “Onkel Toms Hytte” aldrig var blevet skrevet. Grækenland ville heller aldrig være blevet befriet i starten af 1800-tallet, hvis den engelske digter Byron ikke havde involveret sig. Det var ikke længere helt så fysisk farligt at være intellektuel, selv om Byron godt nok døde dernede. 

Det statslige establishment begyndte at anvende datidens ganske vist spæde forsøg på spindoktorer, men de blev aldrig rigtigt taget alvorligt, for man opfattede heller ikke dengang intellektuel virksomhed med statsstøtte som sand frihed. Det var det jo da heller ikke, som en af datidens udvalgte officielle hofpoeter, Alfred Austin, viste med al ønskelig tydelighed. Denne ynkelige digter blev håbløst til grin overfor en samtidig sand intellektuel som Oscar Wilde, som dog var så meget i modsætning til samfundets konventioner, at han gik i hundene. Som fortaler for et kompromisløst og alternativt liv lever han dog stadig. 

I tiden efter 1. verdenskrig bliver det til gengæld mange steder ganske overordentligt risikabelt at være intellektuel igen. I den nye Sovjetunion begyndte man tidligt at censurere alle upassende intellektuelle ytringer og forsøge at “opfinde” rettroende statsfinansierede intellektuelle. Ganske signifikant for nutiden var der nu aldrig nogen, som tog disse alvorligt. Man kunne jo ikke være statsfinansieret intellektuel, som sagen om den senere nobelprisvinder Sjolochov viste. Det kunne man heller ikke i Nazi-Tyskland, hvor selv en ellers stor kunstner som filmmageren Leni Riefenstahl nogensinde opnåede accept, og der er vel heller ingen, som kan huske nogen intellektuelle, som kæmpede for Franco i den Spanske Borgerkrig. Til gengæld kan mange nok huske den danske digter Munch-Petersen og Garcia Lorca, som ikke gjorde. Intellektuel kunne man altså kun være, hvis man var i opposition, selv om det mange steder var helt umuligt. Der var der så blot ingen intellektuelle. 

Efter 2. verdenskrig og omkring 50 år frem fik vi så en situation, hvor det både var helt uhørt spændende at være intellektuel og mindst ligeså spændende at følge dem. Det blev simpelthen en gylden tid, hvor der blev tænkt alle mulige forskellige alternative tanker og hvor det endda opstod veritable krige på ord mellem forskellige intellektuelle grupperinger. Aldrig nogensinde tidligere havde der været et så bredt spektrum af valgmuligheder som denne tid, hvor læselysten eksploderede overalt i den vestlige verden. Det blev ligefrem moderne i Danmark at læse det litterære tidsskrift “Heretica” (meget tidstypisk navn naturligvis) og man kunne personligt involvere sig i fejden mellem den danske forfatter Martin A. Hansen og hans indædte fjender. Det var jo også en tid, hvor de intellektuelle ikke blot var i konflikt med det omgivende og etablerede samfund. Det var også en tid, hvor der herskede almindelig enighed om, at alle religioner var helt passe og at simpel oplysning kunne fjerne den sidste rest af “vantro” (altså tro) Det skulle jo blive helt anderledes, selv om de første tyrkiske indvandrere var kommet til Danmark. Det var jo iøvrigt også for at arbejde. 

På det litterære plan var der nu allerede fra den helt apolitiske Leif Panduros tid ved at udvikle sig et klima, som senere skulle vise sig at være skæbnesvangert. Måske indoktrineret af den politiske venstrefløjs krav fra 1970-erne om “at tage parti” blev det efterhånden ugleset at være erklæret borgerlig. Der var ved at komme en slange i det intellektuelle paradis. Den frie tanke var ved at blive begrænset, og det var endda kun den allerspædeste begyndelse. Det ramte for eksempel den danske forfatter Henrik Stangerup og også en af datidens allerpopulæreste forfattere Thorkild Hansen. Derimod var det endnu god tone at hylde den store sovjetiske forfatter Solsjenitsyn, selv om han nok var lidt for religiøs for datidens intellektuelle. Nok var der ved at opstå et begreb som politisk korrekthed, men enhver intellektuel var dog stadig ateist og helt uforsonlig overfor alle dogmer og religioner. Uha, det blev anderledes. 

Fra 1980-erne var der efterhånden ved at opstå visse begrænsninger i den frie intellektuelle aktivitet nogenlunde samtidigt med, at alle Jaffa-mærkerne forsvandt fra de israelske appelsiner. Måske er det mere end et sammenfald, for det var begyndelsen på en tid, hvor den intellektuelle aktivitet tog et afgørende dyk. Man kan vel ligefrem tale om et svigt, selv om det endnu kun var i sin vorden. Man kunne jo for eksempel stadig kræve alle religiøse og politiske bånd på det intellektuelle udtryk fjernet, og både den sovjetiske fængslede dissident Sakharov og Salman Rushdie fik ubetinget støtte som de arketypiske frie tænkere, som de jo var. Det forekommer som længe siden, men det er nu kun godt et årti. 

Nu er det jo ikke en dansk opfindelse at være politisk korrekt. Som bekendt er det en trend, som oprindeligt kommer fra USA, uden at dette dog vist har fået nogen videre omtale i Danmark, men til gengæld er det gået hurtigt her. Det har simpelthen fuldstændigt og fundamentalt ændret forholdene for al intellektuel aktivitet. Det ses tydeligt af, at alle tidligere litterære fejder og alternative opfattelser er helt forsvundet. Man har simpelthen med et eneste slag fjernet enhver eksistensberettigelse for de traditionelle intelligensbærende grupper. Den eneste sande intellektuelle aktivitet for tiden består i at gøre grin med, at kulturministeren hedder Brian, og det er jo ikke meget at byde ind med. Det er sket samtidigt med, at den danske samfundsstruktur er rystet af parallelle strukturer som aldrig før, og der er sikkert en sammenhæng. Det hedder vist angst. 

Nu er det ikke første gang, at der har været forsøgt alternative samfundsformer. Tvind og Det Ny Samfund plus en bunke østasiatisk inspirerede religiøse kollektivformer har jo tidligere budt ind med andre muligheder, men det er jo ikke der, de tidligere så frie intellektuelle bor længere. Hvis man ser nyere danske film og studerer de danske romanudgivelser ser man unægteligt et kæmpestort tomrum. Væk er alle skæve og alternative vinkler og i dag ville selv Onkel Danny (Turell) vel være en slags freak. Han var ellers ikke noget særligt i sin tid, men det ville han være nu. Der er tilsyneladende ingen uenighed at spore blandt nutidens danske intellektuelle overhovedet, og det er jo ikke videre foreneligt med nogen frie tanker. Så er de jo ihvertfald ikke frie længere, og det er de nok heller ikke. Det var det her med angst igen. 

I det seneste årti er der simpelthen opstået en så massiv berøringsangst hos mange vestlige intellektuelle, at der er tale om et massivt svigt. En stor del af det er naturligvis forbundet med den nyreligiøse renæssance, som helt har ændret alle fjendebilleder. Traditionelt har det været helt straffrit at håne de især amerikanske “sekter”, og selv afdøde Natasja svinger sig helt op på det. Underligt nok nævner hun ikke noget om de såkaldte “æresdrab”, men det er der heller ingen andre danske intellektuelle, som gør. Nu er der naturligvis heller ikke nogen fysisk fare ved som en anden moderne kunstner at vise billeder af katolske præster, som piller ved kordrengene. Homoseksualitet blandt mænd vel altid været udbredt på drengekostskoler, i fængsler, klostre og lignende, ja måske endda blandt deltagerne på lange kamel-karavaner, men det er altså noget afgørende nyt, at man sagtens kan snakke om det ene, men end ikke kan antyde det andet. Den intellektuelle har simpelthen stækket sig selv og har gjort det helt selv. Selv den dummeste gås i en park-sø, som heller ikke kan flyve, har altså ikke stækket sig selv, det har parkbetjenten altså. 

Hele Muhammed-krisen i Danmark viste med grafisk tydelighed, at den samlede danske intellektuelle stand havde udspillet enhver rolle og troværdighed. Ingen stod fast på nogensomhelst fundamentale frihedsrettigheder, da det kom til stykket, og det gør de forresten stadigvæk ikke. At være intellektuel i dag er et “statement” som at abonnere på en økologisk kasse frugt og grønt fra “Årstiderne”, mens man medvirker i diverse underholdningsprogrammer i TV og bor enten som Rifbjerg i Spanien eller har sit på det tørre i den moderniserede idylliske landejendom. Derfor er man naturligvis ikke i stand til at tænke nogen kontroversielle tanker i dette nye miljø, hvor én eneste ytring kan komme til at medføre permanent livsfare og politibeskyttelse. Derfor er det jo ikke særligt overraskende, at ingen intellektuelle har påpeget det helt uhørt vanvittige i, at tidligere integrationsminister Rikke Hvilshøj stadig trues og lever under hemmelighed og politibeskyttelse. Det burde ellers have været en selvindlysende intellektuel pligt og var det jo også tidligere. 

Allerede den tyske forfatter Heinrich Böll talte om, at “angsten åd sjælene op” Det viste sig også at gælde de intellektuelle i nutiden i ganske mange lande, da det kom til stykket, og i Danmark gik det helt galt. I løbet af blot et årti gik alle uden undtagelse fra at være udtalte og nærmest militante ateister til helt uhørt at acceptere alle former for religiøsitet. Det vil sige, de mere ufarlige og ellers ganske uskadelige som “Faderhuset” og andre kristne udtryksformer får stadig på hatten, men alle de rigtigt farlige og umiddelbart truende bøjede man sig for. Blot truslen var nok til at ændre et samfunds intellektuelle struktur., virkeligt skræmmende! 

Hvem skulle nu have troet, at de sande intellektuelle i dag er Dansk Folkepartis vælgere, men sådan blev det altså. Der er jo ihvertfald ifølge vores oprindelige definition ikke rigtigt andre muligheder. Som Galilei er de truet af det herskende samfund og latterliggøres overalt. Det er endda næppe mange steder i den umiddelbart forestående juletid helt stuerent at sige, at man altså stemte på dem til sidste valg og at sagen med den britiske lærerinde og bjørnen Muhammed altså burde lære folk et eller andet helt fundamentalt om civilisation eller især mangel på samme. De investerer noget og det er ikke ganske ufarligt. 

Til gengæld er det helt fint at sige, at man har læst den seneste bog af Rifbjerg eller at man lige har læst noget i Politiken, men nok ikke, at man altså var med i sidste uges demonstrationstog til fordel for den samme lærerindes ytringsfrihed overfor helt vilkårlig middelalderlig justits. Nå nej, sådan et tog var der heller ikke, selv om de samme gamle intellektuelle nok var med i den første pro-Rushdie demonstration næsten helt tilbage i renæssancen, altså der for mere 10 år siden. Dengang ikke alle intellektuelle stemte på Dansk Folkeparti. Det var der vist ikke rigtigt nogen, der gjorde, men det var altså dengang. 

Fra at være samfundets elite og avantgarde er de danske intellektuelle i dag blevet reduceret til en flok hjerneløse zombier, hvor det eneste punkt på dagsordenen er øget kulturstøtte som samfundets trofaste og domesticerede lænkehunde. Man er ikke engang uenige nok til at kræve f.eks kun mere til forfatterne, alle står blot kollektivt sammen om mere til alle. Ikke engang så kontroversielle synspunkter luftes længere, at al kunst måske ikke er lige godt eller nødvendigt. At stikke hovedet langt frem er blevet erstattet af en konstant dukken sig. Da Galileo Galilei pro forma afsværgede sine kætterske tanker for at undgå bålet beholdt han dog sine meninger. Det problem har moderne danske intellektuelle ikke. De har ikke nogen, det er nemlig alt for farligt og ubekvemt. De har sikkert ret, men det er altså selve meningen med at være intellektuel. 

Milepæle.

I denne uge vil vi kort berette om denne skribent og nogle af de største lyttemæssige oplevelser, som formede livet. Det var ikke fordi de allesammen var fremragende eller blot gode, langtfra, men alligevel var heldet med mig. Det lykkedes nemlig ret tidligt at blive bekendt med en mængde forskellige såkaldte lydidealer. Dengang kunne man med betydelig ret tale om rigtige idealer, mens situationen i dag er en hel del mere speget. For nu altså at sige det lidt mildt. 

Jeg er født på Endelave, en lille isoleret ø med dengang omkring 250 indbyggere, hvor færgen sejlede om morgenen og om vinteren for det meste først kom tilbage om aftenen. Skolen var en landsbyskole med 7 klasser, 3 lærere og 20 elever, når bølgerne gik højt. Der var altså ikke meget basis for nogen Endelave Hifiklub, selv om vi nok alligevel let ville have kunnet opnå samme aktivitetsniveau som den nuværende Århus Hifiklub, nemlig absolut heller intet. En skolefest kunne dengang afvikles med den magtfulde forstærker på et par watt fra en Beocord 1100 spolebåndoptager sat i “pause” tilsat en højttalerenhed fra en radio fra en jævnstrømsradio fra krigens tid, godt nok den seneste. Ikke radioen, krigen forstås. 

Det var måske i dette lys ikke underligt, at mit første rigtige stereoanlæg i 1972, en Beomaster 1200 regnestok-radio med et par usigeligt blodfattige Beolit 901-højttalere og en Tandberg 1600-spolebåndoptager, blev en ren åbenbaring. Den faste loudness-kontrol hævede bas og diskant til et acceptabelt niveau, men sikrede så også, at man havde et system, hvor frekvensgangen afhang utroligt meget af lydtrykket, da loudnessen var fast. Det har nok allerede været der, hvor denne kommende audio-kætter sprang ud, for ret hurtigt blev den ellers velanskrevne Beomaster (fik endda en særdeles positiv test i High Fidelity dengang) udskiftet med et veritabelt powerhouse årgang 1973, nemlig den ganske fornuftige Goodmans One-Ten. Forsynet med et par SEAS byggesæt med 2 stk. 10.tommere, (som forresten er temmeligt identiske med dem, som selv i dag bruges i Audionotes højttalere til mange tusinde-dengang var de blot med alnico-magneter, ak ja) 

Det gav en udpræget “engelsk” lyd, selv om Goodmann-en godt nok var lidt rå. Det var SEAS-erne med den udmærkede mellemtone 87H til gengæld ikke. Det var godt nok de samme enheder, som blev brugt i en af alle tiders største danske højttalerbestsellere, nemlig den verdenskendte Dynaco A-25 med den revolutionerende “akustiske ventil” ( en vistnok lidt mislykket basrefleks eller alternativt bare en lidt utæt kasse), men det blev den nu ikke bedre af. Ikke til at spille diskant ihvertfald, hvor den nok var fejl-castet lidt, da den var temmeligt værdiløs over 8-10 khz, men sikke engelsk det dog lød. 

Nu mange år efter var det faktisk en lydgengivelse, som var mange klasser bedre end det allermeste af det, som står rundt om hos folk nu om dage, men det var de sammenbyggede DUX-anlæg med matchende Dux-højttalere allerøverst oppe på den obligatoriske bogreol med akustikregulering fra Lademanns Bogklub nu også. Det var jo trods alt dengang en hobby, som blev dyrket af fornuftige mennesker. Det skulle jo blive noget anderledes. Det er måske svært at sætte præcise negative milepæle, men mon ikke et godt gæt ville være, at verden begyndte at gå af lave med alt kabelhalløjet, startende med det flettede forstærker-killer-højttalerkabel Monitor Audio fra Audioscan over PCC-OCC Hitachi-halløjet fra Hifiklubben. Kan nogen huske disse milepæle i pseudovidenskab? 

Dengang blev der afholdt snesevis af hifiudstillinger hvert år overalt i landet uden nutidens trusler om det ene og det andet, og en af dem blev såmænd endda halvårligt holdt i Horsens, min hjemby. Det var der, jeg for første gang hørte Quad-elektrostater med materiale afspillet på en Ferrograph-spolebåndoptager. Det lød godt nok noget underligt sammenlignet med de lystigt buldrende SEAS-er derhjemme, men der var jo ikke mange mikrosekunders tvivl om, at det var sådan det skulle lyde. At jeg først en del år senere fik råd til disse klassiske radiatorer har dog aldrig døvet indtrykkene denne dag i 1975. Det der var godt dengang mht højttalere er jo desværre relativt såvel som absolut en hel del bedre end i dag. Det skulle dog blive bedre endnu, ialtfald for en tid. 

Dengang herskede JBL i alle hifiklubber over hele landet, og guderne skal da også vide, at de havde betydelige kvaliteter. Desværre var de alt for dyre for denne skribent, men alligevel tog vi senere samme år, 1975, til Vejen, hvor der også dengang var en stor årlig udstilling. Kan man næsten forestille sig noget, som man ville kunne udstille i Vejen i dag. Trailere til at hente øl i Tyskland måske? Nå, men dengang var der altså en stor hifimesse, hvor tilfældet spillede denne skribent et grimt puds, som skulle komme til at trække lange spor i hele branchen. Det blev nemlig den egentlige grund til, at jeg en del år senere startede i radiobranchen. Jeg ville nemlig gerne være i stand til at købe noget, som jeg ikke havde råd til. Det var der vel ikke noget særskilt ædelt ved, men jeg ville simpelthen have det, som jeg dengang hørte for første gang. Det var nemlig TANNOY! 

Dengang var Tannoy som omtalt i et tidligere emne sammen med JBL for en ganske kort bemærkning en del af Harman-koncernen, og derfor udstillede man disse 2 fabrikater side om side. Efter en imponerende demo af datidens drømmehøjttalere for alle de savlende drenge (selv om undertegnede var blevet en ganske stor dreng på 19), nemlig JBL L-200 (som var fæle) og L-300 (som var fremragende) m.m.m., spillede man så pludselig på et sæt uanselige småkiksede kasser, i eftertidens klare lys velnok et sæt Arden. Det må have været et sæt enheder, som man har haft liggende fra inden Harman overtog firmaet, for det lød ganske usædvanligt fremragende. Der var tale om en projektion og klarhed, som ingen af de ellers uhyre slagkraftige JBL kom blot i nærheden af. Det var faktisk så godt, at man slet ikke ville spille på dem senere, da det åbenbart var JBL, som var slagvaren, men minderne forsvandt ikke. 

Kort tid derefter bragte High Fidelity en byggeartikel om netop disse højttalere, og det betød, at den anselige sum på 3500,- en efterårsdag i 1979 blev overrakt til fragtmanden for et par Tannoy HPD-byggesæt. Der var tale om 10 måneders husleje og en lang sommerferie fra universitetet brugt på havnearbejde, så det var gennemtænkt. Troede jeg da i det mindste. Desværre havde man åbenbart solgt alle de allerældste enheder fra før Harman overtog i 1974, for der var godt nok en del forskel på de her enheder. Den ene spillede dobbellt så højt som den anden, mens den lavtspillende heller ikke ligefrem spillede blot noget, som lignede diskant. Heldigvis kunne jeg på de praktiske tonekontroller delvist kompensere, så det gik endda. Det var jo vistnok også engelsk kvalitetshåndværk her i denne tid, hvor Austin Allegro og Metro herskede sammen med den originale “Prince of Darkness”, nemlig den engelske producent Lucas med de notorisk upålidelige billygter. 

Allerede året efter blev det dog tydeligt, at der var ugler i mosen, da et udlån til Jydsk Telefons laboratorier afslørede, at mine enheder var akkurat ligeså håbløst forskellige som deres egen indkøbte referencemodel. Det kunne have været enden, men heldigvis havde Tannoy efter Harman-tiden netop lanceret de nye Super Red Monitors. De måtte være bedre, så dem måtte jeg have. Det var de nu ikke, skulle jeg opdage, men da var jeg allerede startet i radiobranchen, så den erkendelse kom en hel del for sent, men på det tidspunkt var jeg jo også blevet akademiker, så det var vel blot, hvad man kunne forvente. Klarhed i tanke og konsekvens er jo sjældent en del af noget akademisk studie og da slet ikke for mig selv. Når man ser sig omkring nu var vi vist ikke værre end gennemsnittet. Desværre. 

Dengang i starten af 1980-erne var tiden med store højttalere allerede ved at slutte. Det var dog stadigvæk en stor oplevelse at høre et sæt aktive KEF KM1, som ellers blot var en ret tilfældig blanding af de allerede dengang for undertegnede helt håbløse bextrene/plastic-enheder fra KEF parret med en bunke Quad 405-moduler. Det lød nemlig enormt meget bedre end man havde kunnet forestille sig, så allerede dengang gik det op for undertegnede, at aktiv drift vist var vejen frem. Selv disse lavprisenheder spillede ved denne udstilling utallige klasser bedre end den nyeste JBL 4435-topmodel, som blev præsenteret på samme messe. Branchens deroute var vist allerede begyndt. 

Utallige eksperimenter med Tannoy-enheder førte ikke rigtigt nogen vegne, men det gjorde det til gengæld den dag, en lokal selskabsmusiker gerne ville bytte sine særdeles grimme højttalere til noget mere kompakt (æret være dit minde, Kaj Schrøder, hvor du end er!) Efter 10 år uden fronstof og med masser af vandstænk på det helt solblegede pap dukkede der et sæt klassiske Monitor Gold op. Det var et formativt øjeblik af de store at genhøre lyden fra den allerførste demonstration i Vejen i 1975. Straks røg den møjsommeligt ophobede bunke af nyere Tannoy ud og ind kom det produkt og den lyd, som oprindeligt havde vakt den seriøse hifi-interesse. Det havde næsten taget 15 år, men det havde været værd at vente på. Det var en milepæl ikke mindre end den første demo, mest jo fordi det var det samme. Full circle. 

Det var allerede tidligt blevet klart for vores helt, at højttalerne var altafgørende for god lyd. Man kunne lettere købe pladespillere ud fra data, mente jeg, og så skulle man jo blot montere en SME-arm, datidens ubestridte standard. Det var der nu også en hel del om, skulle det vise sig. Udviklingen fra den allerførste ERA over Fergus Fons til Linn LP 12 var mest i retning af, at de sidste var lidt vanskeligere at få til at tilbagekoble. Ikke egentligt vanskelige, den første var bare helt urimeligt let til det. Den første Linn købte jeg af min senere chef, så den har jeg ikke længere, men dengang syntes jeg vist, at både ham og den var fine nok. Det var de nok også, bare ikke nær så fine som den allerførste Garrard 401, som jeg dengang fik for 200,-. Hvorfor de andre ellers velrenommerede pladespillere ikke spillede sådan var mystisk. Alle havde jo ellers sagt, at Linn var det bedste, og visse dummernikker siger det endda den dag i dag. Det passer bare ikke og det gjorde det altså heller ikke dengang. 

I forhold til den ret statiske pladespillerlyd uden store kvalitative højdespring lige bortset fra den første SME V-arm i 1987 var der til gengæld tale om mange milepæle i pickupper. Endelig var der her tale om et felt, hvor produkterne rent faktisk blev bedre. Muligvis ikke helt så meget, som de blev dyrere, men bedre ikke destomindre. I en del år spillede jeg på en Pickering XSV 3000, som også i dag ville have været en fin pickup. Derefter stod der i mange år Decca på pickupperne, da man jo nu var blevet en kritisk færdiguddannet cand. mag. og dermed vidste, at alle engelske produkter var de allerbedste, og intet var jo mere engelsk end Decca. Udover at de kun på ganske få plader kunne spille den yderste rille på grund af den absurd lave frihøjde havde de bestemt deres styrker. Det var helt givet et formativt øjeblik at høre slagtøjspladerne fra Erato på sådan en fyr i forhold til alt andet. Det var nu ikke fordi det lød godt, lige det her gjorde bare. 

Det var dog ret klart, da jeg hørte en Ortofon Concorde MC 200, at magnetiske pickupper var en blindgyde. Den første MC 2000 var det største spring, mens turen videre over 3000, 5000, 7500 og massevis af SPU-er har givet en vis udvikling. Der er dog intet, som står som en afgørende milepæl så klart som den aften, hvor denne skribent med nervøst rystende fingre måtte have hjælp til at montere sin allerførste MC 2000 af sin gode hifiven Peter. Ellers var det aldrig nogensinde gået godt. Man må jo også huske, at det var dengang, man rent faktisk mødtes for at høre musik og drikke øl. Hvis det lyder gammeldags er det jo nok fordi det er det. Alle krumspingene efter denne første Ortofon “Super-pickup” har været småting. Lige den aften væltede der er verden af vellyd ud af højttalerne, måske den allerstørste milepæl af dem alle. 

Ret hurtigt i 1970-erne var der for denne anglofile audiofil blevet dømt totalt Quad, fordi det altid siden mødet med den første elektrostat på Bygholm Parkhotel i Horsens i 1975 havde stået en helt speciel aura omkring dette fine produkt. Det var nu ikke fordi forskellige udskiftninger fra 303 til 405 og 520 i årenes løb gav de helt store spring, men nu beskrev Peter Walker jo også en god forstærker som “a straight wire with gain”. Det har nok passet, for det er først nu mange årtier senere, at undertegnede fik en rigtig “aha-oplevelse” med den første af mange ATC SCA 2-forstærkere. Forstærkere havde vist bare allerede omkring 1970 nået et stade, som faktisk var rigtigt fremragende. Trinene siden har ihvertfald nok været mange, men de har tit været noget små. 

Tidligere kunne man jo som beskrevet ganske let komme til at høre de dyre og eksotiske ting lokalt, men i de nye tider omkring årtusindskiftet var tingene blevet helt anderledes. De aktive ATC-højttalere havde altid været seværdige og interessante for undertegnede på alle messerne, men allerede dengang gad Woodmann ikke spille musik på de efterhånden degenererende hifimesser. Snart derefter gad han iøvrigt ikke engang deltage, en såre menneskelig holdning, som vi fuldt ud deler. Han mente, at hvis folk ikke med det blotte øje kunne se, at hans højttalere var bedre, kunne de rende og hoppe. Det gjorde de fleste så, men ikke undertegnede. 

Vi besluttede os nemlig til at vove pelsen og købe en bunke af de her højttalere hjem, som ingen af os havde hørt. Der var atter tale om et øjeblik, som altid vil blive husket. Der sad vi 6 mand og hørte på små og store ATC-højttalere, som så tydeligt som aldrig nogensinde før afslørede graden af opvarmningen af elektronikken. Det var så godt, at vi for allerførste gang helt glemte at drikke øl, så det gjorde vist ikke kun undtryk på mig. Resten er jo historie, men sikke en. Det var rent held og så måske alligevel ikke, måske blot et lykkeligt tilfælde. Det var ialtfald ikke sket de foregående 15 år og det er heller ikke sket siden. 

Denne gennemgang af milepæle i hifihistorien for denne skribent er nødvendigvis gengivet i kortform. Der var naturligvis mange andre øjeblikke, hvor jeg bildte mig ind at høre store forbedringer. Ret kort tid derefter viste det sig dog uvægerligt, at der var tale om fri fantasi. Det må andre indenfor branchen også have oplevet, for mange branchemedlemmer, som startede dengang næsten samtidigt med undertegnede har haft succes med fantastiske produkter. Ikke gode, blot produkter indeholdende en overdosis af god fantasi, men måske er forretningintelligens genetisk koblet til navnet Ole. Det er da tydeligvis ikke til navnet Poul desværre. 

Det ændrer ikke ved det faktum, at der trods et langt hifiliv er store milepæle, som man altid vil huske. Tiden var en helt anden dengang. Heldigvis. Det eneste som er tilbage i dag er minderne og kærligheden, og det er jo også noget. Åh ja, og så lige Bill Woodman og hans produkter .