Mere til- og afspilning

I disse dage arbejder vi nærmest i døgndrift. Selv efter velfortjent fyraften fortsætter sliddet. Vi er i færd med at beta-teste et par tidlige eksemplarer af en ny sjov DAC, den profesionelle Lynx Hilo. Den er bl. a sjov, fordi den på sin trykfølsomme skærm kan illudere et analogt viserinstrument. Det der i min tidligere radiohandlertid i Radiohuset Expert hed et “blafro-meter” Derudover er dette elektroniske VU-meter af nogenlunde samme visuelle imponator-effekt som det i 1980-erne nærmest herostratisk berømte “oste-spil”, det med “gufferen”, klap-klap-klap! Det ser helt urhøne-komisk ud, men derudover virker de vældigt fint, disse Lynx Hilo. Hvis ellers de havde været helt samlede ved ankomsten.

Hvordan de så lyder kan vi naturligvis ikke sige noget om. Ihvertfald ikke til de rette hifi-troende, dertil er den forgangne tid til den postuleret-nødvendige tilspilning af apparaterne naturligvis ikke gået. Og så kan man jo intet sige-siger man! Det mener vi nu sagtens man kan. Det første apparat ankom forrige lørdag og nr. 2 i går middag, og allerede efter ca. 5 minutter lød de fuldstændigt ens og det på trods af, at det første har været tændt lige siden, endda i det tiltænkte og fikserede “akustisk/elektriske miljø”, hvor den fremover skal “bo”. Blot mærkeligt at den anden efter så kort opvarmning lød fuldstændigt ligesådan, måske der som visse obskure russiske teorier om vands “hukommelse” har fundet en interaktiv apparat-konstruktionsmæssig eller telekinetisk-elektronisk tilpasning sted. Det lyder i lyset af andre gængse hifi-hypoteser blandt tosserne faktisk rimeligt sandsynligt.

Nå, men vi glæder os da naturligvis alligevel. Ikke mindst fordi al den konventionelle “hifi-visdom” siger, at ligegyldigt hvor godt, noget er (eller dårligt, men det er der intet af det, man selv har købt som er!), så bliver det altid meget bedre over tid. Nu abonnerer vi som enkelte måske bekendt ikke ganske betingelsesløst til denne teori om, at i morgen lyder alting bedre. Vist mest fordi det er i morgen, andre grunde angives sjældent udover at elektronikken i de ellers for deres superhurtighed indkøbte vist skal falde til ro. Hm., mon osse disse halvfede ældre hifi-entusiaster mener, at de selv med ledigggang og tiltagende “vommet” magelighed selv bliver bedre og bedre. Elskere forstås og konens betænkelighedsrynker (måske hun husker på hvilket fjols hun har giftet sig med) forsvinder, fordi “flæsket er blevet spillet til.

Måske, sandsynligheden er vel ca. den samme for at “audio-nirvana” altid først ligger ude i fremtiden. Der ligger den osse altid bedst når det lyder så meget ad Helvede til i dag, ja faktisk så meget, at man bliver nødt til at skrive på diverse fora om det døgnet rundt. Hej, Stefano, husk nu din pille i dag, det svigter vist ellers lidt for tiden, og hifibranchen har brug for flere folk som dig! Ikke nødvendigvis verden, blot branchen!

Og vi går da ud fra, at hvis folk VIRKELIG var tilfredse med lyden, så ville de vel LYTTE, al skriveriet er vel blot for at dække over egen usikkerhed. Det er noget helt andet med os her, vi har masser af tid, da vi med så nye apparater naturligvis ikke kan lytte endnu. Eller nogensinde overhovedet, det eneste man altid kan være sikker på er jo alligevel, at alting er bedre i morgen. Med ganske samme rimelighed som at billedet på ens nye fladskærmsflimmer naturligvis blever bedre og bedre efterhånden som årene går. Hm., mærkeligt, denne påstand har jeg forresten aldrig hørt, den forekommer ellers ganske rimelig. Idet allermindste ligeså rimelig som den anden DAC-tilspilningsting her..

Og så er der alligevel noget, som undertegnede fatter endnu mindre af. Nemlig hvordan ejere af rørbestykkede apparater kan “subskribere” på alle disse flyvske tilspilningshypoteser. For med rør er det jo ligesom en klassisk el-glødepærer: Når først der på uhyre kort tid (minutter)er sket den irreversible mekaniske tilpasning/vridning af rørets mekaniske komponenter, så går det kun TILBAGE med ydeevnen. Det eneste og dermed højeste, som man kan drømme om er vist, at denne ældning mod ubrugelighed går så LANGSOMT, som muligt. VENDE, DET gør processen aldrig. På samme måde som med de herlige gamle højttalere, som vi omgiver os med. De bliver aldrig bedre end de er i dag. Fuldstændigt på samme måde som vi heller ikke selv gør. Hvor osse alt er gennemsnitligt: Man er lidt slappere og MINDRE skarp end man var i GÅR og lidt MERE end i MORGEN.

Mennesket er altså et meget, meget dumt dyr og ingen er vel dummere end den “klogeste” hifientusiast, som fatter så lidt af menneskets unikke evner til selvbedrag. Vi kan ihvertfald ikke komme i tanke om nogen. Åh jo, måske den stupide nætsværmer, der bliver ved med at cirkle i stadig mindre cirkler omkring den brændende fakkel. Indtil den slutteligt (selv)brænder op i sin rituelle “dødedans” Hør-hov, der er vist slet ikke tale om en cirkel-bevægelse så, nå, men derfor går det galt alligevel uanset Euklid og Pythagoras og Platon og Aristoteles uanset om man tror på “Sfærernes Musik” eller ej. Den ene tåbelæighed matcher vel den anden.

Hvor alt “hifi-selvsving” altid uundgåeligt ender-helt galt. Fordi det som nætsværmeren ikke kan andet, heller ikke den formår at lande rettidigt og nyde musikken og mørket! Og den naturligt støt faldende høre-evne, der fordamper som elektronerne i et radio-rør. Ren “one way traffic”, det her.
Det gør VI til gengæld, nyder lyden til hel-fulde mens vi tilspiller vores ører og dette sidste er jo naturligvis ganske let. Ja, man KAN vel i virkeligheden slet ikke lade være. Og så går alting så da uendeligt meget lettere.
Derudover en Lynx Hilo en fantastisk DAC. Siger den højeste autoritet i huset, min kone.