Nu er der ganske meget i krisetider, som helt ubetinget er positivt. Som i tidligere tiders religionskrige står afguderne altid for fald og det sker naturligvis osse denne gang. Det første offer var som bekendt “Den Hedenske Dans om Friværdien”, som dominerede, ja vel næsten druknede, al i det mindste teoretisk mulig samtale rundt omkring i alle de alt for store nyetablerede “samtalekøkkener”. Dér postulerede ellers normalt fornuftige mennesker den efterhånden mere og mere “konventionelle sandhed”, at det sandelig kun var uhyre velfortjent, at langt de fleste mennesker (og især dem selv) selvfølgelig skulle kunne tjene langt flere penge ved blot at “bo” end ved nogensomhelst form for arbejde. På en måde, som ellers kun er set hos Carl Barks’ historie om Onkel Joakim og “Skillinger fra Skyerne” i “Anders And & Co” sad disse ganske nyligt nyrige og bladrede for de vel statistisk efterhånden noget trivelige koners vedkommende i et andet afgudslignende objekt.
Vi taler naturligvis om de dengang så populære dameblade trykt på forskellige grader af glittet papir. Hvis nogen fra en fremmed planet dengang havde iagttaget typiske danske kvinder , der forsøgte at måle sig med alle de modeller i bladene, som havde fået mere end en enkelt omgang Adobe Photoshop for at fremstå ultra-langbenede- og ditto barmfagre (ikke lange selvfølgelig, blot enormt store)og iøvrigt aldeles pletfri, ville dette rumvæsen vel have troet, at der var tale om et ækelt komplot mod den almindelige kvindelighed. Det var det vel også, og det er ganske uforståeligt, at ingen af de nu åh så oplyste kvindeforeninger med de mere end halvgamle havgasser og rødstrømpe-koryfæer som Gieserne, Kvinfo-Elisabeth og alle de andre aldrig sagde et pip. Nå. de har nok haft alt for travlt hos de endnu mere fortravlede plastic-kirurger og kan vel undskyldes delvist dér i deres lettere lokal-narkose derude i privatklinikken under kniven. De var ellers ikke spor syge, de her halvgamle koner der hos den dygtige læge, de var vist blot mere end en smule syge i hovederne. Som samfundet.
Al denne dårskab blev understøttet i sin kunstige glansbilled-verden af disse idiotiske blade uden tekst og den smule der var, tjente udelukkende til at give læserne evige mindreværdskomplekser. Over alt det, som deres medsøstre tilsyneladende havde i denne syge redigerede virkelighed. Vi taler simpelthen om en så kronisk mangeårig selv-påført masochisme hos hele generationer af kvinder, og de i deres kroniske utilfredshed såmænd ligeså godt kunne have sparet pengene til kirurgen og blot skåret løs i sig selv uden bedøvelse. Som deres døtre jo så naturligvis også begyndte på sikkert inspireret af deres mødre, som altså desværre havde brugt alle pengene i husstanden på egen forskønnelse. Ikke at det hjalp spor, de var blot endnu mere forgræmmede og frustrerede bagefter. Enten over at de lignede Teri Hatcher fra “Desperate Housewives” (gyseligt) eller at de ikke gjorde (ligeså gyseligt) Ak ja, sikke glæden har huseret derude.
Det kan den så måske komme til at gøre nu, for oplagene i af disse dameblade er styrtdykket i nogenlunde samme tempo som de dengang for så længe siden trendy salgssteder for ligegyldighed forklædt som dame-tekstiler. I sidste uge kørte vi for eksempel forbi et tidligere stor-tempel her i byen, nemlig det måske allerstørste ikoniske navn af dem alle: Munthe plus Simonsen. De havde “minus 80%” og ikke blot en eneste kunde. De tider med evig søgen efter al denne udvendighed er åbenbart i færd med at holde en tiltrængt pause. Den forsvinder naturligvis aldrig helt ligeså lidt som pædofili helt kan udryddes, men alligevel er det da et sundhedstegn af de helt store. Faldet er på ganske kort tid over 20 % for hele striben af disse kvindefjendske magasiner forklædt som alt andet naturligvis. Måske det gode kvindeliv fremover kan komme til at indeholde andre komponenter end en evig utilfredshed med eget udseende, vægt, rynker og manglende “perfekt stil”. En stil, der naturligvis har været ligeså kronisk skiftende som den har været konservativt røvsyg med sin konstante fokuseren på de samme ligegyldige danske såkaldte “møbelklassikere”. Det drejede sig nødvendigvis om produkter fra under en håndfuld acceptable designere, som var aktive i under et halvt århundrede, det samme halve iøvrigt. Ve den dumme kælling, som troede, at møbelklassikere kunne være ældre end 1930-sinke! Ko!
Nå, noget tyder på at vi nu får en tiltrængt pause for denne gang. Om det så kommer til at betyde, at kvinderne bliver kønnere og gladere derude ja, det er der næppe tvivl om. Heldigvis var udgangspunktet jo heller ikke særligt godt. Bare de engang imellem ville se lidt glade ud ville alting jo blive meget bedre. Nå, heldigvis er disse kulørte kvindefjendske hæfter kommende nylig historie og det er da bestemt noget at glæde sig over. Kriser kan nu være fede nok.