I det følgende vil vi stræbe efter at træde helt usædvanligt varsomt. Vi vil nemlig afsløre en gammel kæreste og den slags er det jo forbundet med en del risiko at gøre. At hun var, er og altid vil være ganske uopnåelig ændrer naturligvis ikke ved det syndige i tanken. Naturligvis heller ikke, at denne håbløse forelskelse fandt sted længe inden den underskønne fru Olsen kom ind i mit liv, for syndige tanker behøver jo ikke realiseres for at være syndige, som Biblen allerede så rigtigt spottede det. Der er heller ingen naturlig “sidste udløbsdag” for disse tanker som for ellers de allerfleste forbrydelser ligeså lidt som der er med en flirt med nazisme så det er noget af en oplagt taber-ting at afsløre denne sandhed. Vi vil selvfølgelig netop derfor fortsætte.
Det drejer sig om en vis Miss Parker, hovedperson i en iøvrigt aldeles fremragende amerikansk TV-serie, “The Pretender” Denne rå-rygende stramtandede mørke model skabte dengang mode overalt med sit vredladne svar på alle mobil-opkald. Det lød i sin enkelthed “What!!!??” og var en kode for alle fans af denne herlige politisk noget speget-korrekte thriller-serie. Som en 1990-er prototype på en Miss Dominatrix er hun stadigvæk mere end et gensyn værd. Det skulle så også vise sig, at den underskønne kommende fru Olsen havde adskillige fællestræk med miss Parker. Ikke mindst den til tider noget bryske fremtræden. Nå, men det her er en parantes, for i virkeligheden var hovedpersonen i serien nemlig en helt anden, nemlig en fyr, som kunne blive til alting, en såkaldt “pretender”. I det ene afsnit var han luftkaptajn efter en træningsession på 15 min. og i næste hjertekirurg, en ret klog fætter altså. Det var så ham, miss Parker skulle fange, fordi han var sluppet ud fra et hemmeligt forsøgscenter med særligt begavede mennesker. Vi andre mere middelmådigt begavede måtte så nøjes med at følge miss Parker (evigt suk!) og de andre dér på TV hver tirsdag. Vi blev nu aldrig selv til noget særligt og det er vi heller ikke blevet siden. Jo, lykkelige men det er noget helt andet end hjernekirurg.
Det, at lade som om, at man er noget andet end, enhver ellers kan se, kommer tilbage i disse dage. Dengang kunne vi jo naturligvis allesammen starks se, at ham dér overlægen jo bare var vores “pretender”, for han var jo også med i sidste afsnit og hed vist Michael Weisz. Lige meget hvor meget og hvor godt han “pretendede”, så var vi alligevel mange, som straks gennemskuede ham. Det er der nok osse ganske mange, som i årenes løb måske har gjort med det danske såkaldte “rock-orkester” Big Fat Snake. Dette altid effektive og leveringsdygtige band i fest og folkelighed er det seneste årtis måske mest populære danske live-musik fænomen. Med en forudsigelighed som undergrundsbanen i Tokyo har de altid leveret varen sjældent mere og endnu sjældnere mindre. Alligevel har der været et pudsigt element i hele dette cirkus, for tilsyneladende har der her også været en “pretender” på spil. Det viser sig nu, hvor den rigtige gamle rocker Peter Viskinde, efter altid at have været med nu træder ud og smækker med døren. Nu siger han det, som alle vel altid har kunnet se. Ja det var vel derfor, at et så bredt publikum overhovedet kom til alle Big Fat Snake-koncerterne. Viskinde kalder nemlig nu bandet for “en maskine” og et “syngende fadølsanlæg” Jamen, Peter, er det dog aldrig faldet en ellers begavet mand som dig ind, at det var derfor der var så helt ubeskriveligt mange og uhyre vellønnede jobs til bandet?
Nå, det er det nu nok men så er vi tilbage ved “The Pretender” igen. Forsangeren, den allerede fra starten ganske velsyngende og endnu mere kvabset-oppustede Anders Blichfeldt og bandet har nemlig insisteret på, at det var rigtig rock, man spillede. Hvis man selv har troet på det er man da helt uhørt naiv, for familien Danmark gider ikke gå til koncerter med rigtige rockorkestre. De gad til gengæld godt gå til denne mere platte “rock-light” udgave af den ægte vare, men hvorfor man dog internt har benægtet denne ellers ret elementære sammenhæng over mere end et årti er da noget åndssvagt. Big Fat Snake har selvfølgelig været et poporkester fuldstændigt ligesom “Bamse’s Venner” Det overbeviser næppe nogen at påstå det modsatte og hvorfor skulle det dog osse det? Vi har svært ved at se, at det skulle være “finere” at spille “rock-light” end “pop-pop” som Bamse, men det mener Blichfeldt og de resterende altså. Som om man blot ved stædighedens kraft kan ændre på virkeligheden. Som jo er, at Big Fat Snake altid blot har været en “syngende fadølsmaskine” Pålidelig og fuldstændigt pisseligegyldig som egentlig kunst. Er der nogen, som nogensinde har hørt en af deres plader (som ellers har solgt fint) fra ende til anden derhjemme-vi tvivler!
Nå, det hele er forbi nu og den rigtige rocker Viskinde rocker videre nu her 10 år efter. Big Fat Snake “pretender” givetvis videre med en mere og mere blegfed Blichfeldt i forgrunden med sine dårligere og dårligere mere og mere tydelige genbrugs-jokes og påtagede rock-attituder forklædt som rigtig rock. Hvorfor ikke blot stoppe op og se sig selv i spejlet og erkende, at man altså bare er en lidt slankere udgave af “Bamse’s Venner” (endnu da) og lade være med at lade om noget så åndssvagt. Nemlig at man er rockmusiker når man blot er en kalkulerende pengemaskine. Forresten hørte vi i går en rigtig rocker, som aldrig nogensinde er blevet gammel. Han har til aldrig ladet som om, at han har været det, han er såmænd blot forblevet tro mod sine rødder. Kun få identificerer ham vel med rock-musik overhovedet og endnu færre vil vel endda betragte ham som sen mest kompromisløse “rocker” i det ellers ret kendte band, hvor han blev kendt. Ikke desto mindre var og er Sir Paul McCartney en helt rigtig én af slagsen. Mens John Lennon essentielt var en effektiv rytme-guitarist, der blot særledes effektivt “pretendede”, at han “krængede sjælen ud”, så var Sir Paul den helt ægte vare. En såre simpel mand, der bare kunne, ja han kunne slet ikke lade være. Sir Paul er evergreen-rock længe efter “pretendere” som Big Fat Snake forlængst er blevet ligegyldig historie. Og det har de vel allerede længe været, men det er altsammen ligemeget nu.