Erik Ejegod

Nu kan man dårligt overvurdere den generelle uvidenhed i det danske nutidssamfund og desværre smitter den slags usikkerhed af på for eksempel folks standpunkter omkring stat og coronapolitik. Og alt muligt andet selvfølgelig osse. Og når ens usikkerhed bliver stor nok, så søger man som i alle samfund ligesindede eller familier i klan-lignende konfigurationer. Og det kan jo være i alle henseender, allermest tydeligt i valget af bopæl, hvor vel ingen velbemidlere nogensinde på trods af egen uendelig tolerance overvejer at flytte ind et sted, hvor naboerne til højre og venstre hedder Achmad og Muhammad. Så er man for det første sammen med nogen af sin egen slags, og når flokken bare føles stor nok som for den lillebitte sild i den store synkront-svømmende sjælløse sildestime, så er man jo noget. Og ikke mindst helt fri for selvstændige tanker. Og den slags er tydeligvist i de senere årtier ganske effektivt avlet ud af den danske befolkning, vel ikke mindst takket være et historieløst og aldeles evne-løst uddannelsessystem. Og hvis man skulle være i tvivl om problemets alvor, så tænk blot på alle journalisternes plapren omkring resultaterne af det nylige kommunalvalg. For reglen denne gang på samtlige de statsstøttede medier, som denne skribent frekventerer, at næppe en eneste journalist formåede at skelne mellem det ellers ret elementære begreb procent og det bestemt ikke spor synonyme procent-POINT. Så når et parti gik tilbage fra 10 til 5 % af stemmerne, så havde partiet selvfølgelig mistet 5 % af stemmerne mente de ikke akkurat særligt matematik-belastede journalister. Det er første gang, vi er sunket SÅ dybt! Nu er journalistik jo ikke akkurat nogen akademisk uddannelse uanset uddannelsens nyere “klædninger” og ingen klassisk mellemtekniker-uddannelse (som det jo ret beset er) kan jo skabe mirakler med et tilstrækkeligt sølle substrat af langt hovedsageligt piger, der vist bare mest vil være noget uden helt at vide hvad. Og det til gengæld for enhver pris uden at vi kan andet end gætte på, hvordan rækkefølgen af køns-krænkelserne lige var, da den nuværende TV2-chef fru Morten Stig Christensen første gang blev TV2-praktikant hos ja, gæt hvem. Og man kan vel vove den påstand, at det næppe er fruens intellektuelle kraftpræstationer indenfor journalistik, der har bragt hende til magtens tinde, da vist hendes eneste og dermed største bidrag til mediehistorisk ikon-status var produktionen af et par gode bud på det værste nylige luder-TV med behørig nærmest røv-slikkende leflen for den kendte. Her var der tale om programmerne “Baronessen flytter ind” og “Danmarks næste topmodel”, begge med den decideret afskyvækkende baronesse Caroline Fleming i den absolutte hovedrolle. Det værste ved de her procent-sammenblandinger, der jo ikke blot er en petitesse, men en mangel på proportion af mest menings-forstyrrende, er så, at ingen læsere vist rigtigt har reageret. DET ville være sket tidligere og skete i vidt omfang for 4 år siden, hvor mange journalister fik læst og påskrevet. Ikke denne gang, et indlysende simpelt analytisk værktøj er væk i en matematik-løs tid uden tilsvarende bare simpel logisk tænkning. Det er vel osse derfor man kan opleve, at ellers skikkelige mennesker straks umiddelbart kan gå til angreb på denne skribent som trumpist og sølvpapirshar straks min vægren mig angående vaccination luftes. For når ens tænkning udelukkende defineres af ens egen klan i det letforståelige dikotomi “os versus dem”, så er samfundets sammenhængskraft vel reelt klappet sammen. For som med Trump så kunne man enten være FOR (og dermed en latterlig taber-røv) eller være IMOD (og dermed et højerestående væsen) uden at det åbenbart faldt et eneste af medierne ind på trods af daglige hånekampagner mod manden og ikke mindst hans familie, at anti-trumpisterne måske i virkeligheden var en endnu større pøbel-trussel mod demokratiet end Trump selv. Tilbage til det der med familie og klaner og almindelig søgen mod flokkens tanketomme tryghed. Og ikke et ord om corona her. Manden i overskriften var en af ganske mange mere eller mindre “ægte” sønner af den sidste danske rigtige vikinge-konge, Svend Estridsøn. Erik Svendsøn (som han iøvrigt ikke hed, da han var søn af en en af kong Svends officielle friller) var dog den af Svend-sønnerne , der efterlod sig det bedste eftermæle, da han blev konge. Om det så skyldes manden ejegodhed eller bare heldige høst-år vides ikke, det så langt sandsynligste er det sidste. Og ikke mindst nåede Erik at dø inden han nåede at ruinere Danmark med et planlagt korstog, ellers en hyppig foreteelse i de tider. Altså alt ialt en ejegod fyr, selv om forstavelsen “eje-” jo bare en forstærkende artikel for “-god” uden selvstændig mening. Det tidligere udtryk Erik “Egode” om manden var udover OSSE at være en senere betegnelse måske osse mere betegnende for alle herskere, det der med “ego” Nå, men kong Erik endte med god presse efter sin død og blev dermed Ejegod. Sådan er det så ikke længere, nu redigerer herskerne dagligt pressen og ingen politikere har tid eller spor lyst til at vente på historiens dom. Dommen, DET er noget, der afsiges og omhyggeligt fra politisk side redigeres hver eneste dag. Prøv for eksempel blot nogenlunde nødtørftigt at sammenligne mediernes portrætter af landsmoderen i disse dages medier i forhold til for en måneds tid siden i mink-sagen. Billederne portrætterr ikke længere den selvretfærdige hystade (P.S.: Bestemt ikke en enestående politisk træk ved MF, mere bare et magthaverisk kendetegn) , som alle ellers kunne se på TV. Nu er vi tilbage til det tidligere officielle, mere servile, billede af statsmisteren, behørigt afbildet nedefra fra undersåtternes nødvendige og genkendelige position. Så er klan-strukturen atter retableret og enhver selvstændig tankevirksomhed atter både unyttig og næsten landsforræderisk. Og den eneste rigtige ven er myndighederne, så mon ikke vi kan påregne en eksplosionsagtig stigning på 112 i dag med klager over manglende snerydning? Hvis man skal tage bestik over den nylige hækkeklipnings-sæsons psykopatiske klage-kaos kan vi i denne nye klankligs-epoke se frem til stigende splittelse mellem ellers hidtil nære. Og tiden efter Efrik Ejegods korte regeringstid blev desværre alt andet end ejegod. Vi får se med Mette Ejegod.

Den spirende fornuft

 Nu er denne skribent ikke akkurat nogen hedspore, når det drejer sig om at drage ellers indlysende og efterhånden påtrængende nødvendige konsekvenser af tingenes tilstand. For nu er tiden for denne vel egentligt basalt menneskelige ækvivalent til en “dødis-klump” med hensyn til åndelighed og upåvirkelighed at selv langvarige ugunstige påvirkninger ved at være ovre. Så nu er vores JP-abonnement som muligvis tidligere annonceret  opsagt efter en hel del årtier. Og dette skete øjeblikkeligt, efter at avisen på lederplads havde udtalt særdeles ufromme ønsker om forøget institutionel klapjagt på de efterhånden få sidste vaccine-kættere, der ikke mener, at verden nødvendigvis er af lave, fordi flertallet er overtydet om det efter snart 2 års massiv promovering af elementær dødsangst. 

Og hvor vanvittigt vidt denne helt elementære fremmedgørelse mellem mimik-løse mennesker er kommet, ses vel næsten bedst af, at selveste Jyllands-Postens redaktør for sundhedsstof proklamerede sin omvendelse som “bind-troende” Det var nu mest mundbind for denne menopause-model, der var blevet det nye “sort” for maskebeklædte  mormor her. Nu må det med, at hun måske  bor på et af de mest risikable arnesteder for snart sagt alle verdens pandemier hidtil Men måske ikke akkurat for hun holder til på den lille idylliske ø Bogø i det smålandske øhav. Hvor selv influenzaen har trange kår i ø-isolationen.

Så fæhovedet her med betydelig eksponering for vældigt mange andre midaldrende koner vil altså permanent fremover iføre sig mundbind, en ganske skræmmende tanke og da ikke mindst for børnebørnene, der må vænne sig til, at den formummede westernhelt “Sorte Maske” er blevet barnepige. Vel ikke underligt, at livskvaliteten blandt ungerne har taget et gevaldigt dyk med den slags personlige projekter indenfor personligt udviklings-tosseri. Nå, men mon ikke det er legitimt at regne med, at der er tilflydt denne “avis-influencer” en rigelig udenomslig godtgørelse i hendes personlige virksomhed. For hvis hun ikke er blevet betalt for dette ubetaliligt komiske indslag, så er det da næsten endnu værre…

Nu er man som hundelufter priviligeret ved dagligt at møde mange forskellige mennesker, og i vores park er der en del indenfor sundhedssystemet, der lufter både hunde og anderledes synspunkter end dem, der finder fremme i medierne. Faktisk har vi ikke mødt andre synspunkter blandt de hundeluftende læger end noget, der er ret identisk med det her:

https://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/professor-undrer-sig-har-svaert-ved-at-se-at-corona-er-samfundskritisk/9005065

Sådan er der så meget, men sagen er vel efterhånden, at det er blevet praktisk umuligt for mange fundamentalistiske vaxxere nogensinde at kunne ændre selv de mest fornuftsstridige af deres synspunkter. De har simpelthen fjernet sig for meget fra almindelig sund refleksiv fornuft til at kunne trække det i sig igen. Og der er etableret splid og permanente fjendskaber i både familier og blandt ellers sammentømrede venskaber over noget, som ingen mening giver. Men som der så heller ikke længere er nogen tilbagetræknings-strategi for. 

For når man længe nok har luftet sin egen bandsat indestængte vrede og sine indesneede synspunkter, så er man endt på samme permanente plads som osse det store flertal af hifitosser, der osse tror på ikke meget mindre fornuftsstridige virkninger af kabler og små træ-sandkasser og vanvittigt fantasifukdt prissatte farveladekabler fra et enkeltmandsfima uden nogen formel faglighed  ude på landet med alt for forfærdeligt meget mere, så er løbet ligesom kørt. 

For næppe mange midaldrende  mænd om overhovedet nogen tør vel indrømme overfor konen, at hele det overflødige hifi-tilbehørscirkus, som man(d) næsten livslangt har abonneret på, bare var ca. ligeså reelt som de andre daglige meddelelser i mailen om den pludselige uventede gevinst af 20 mill. Euro . Og det endda i et spil, hvor ens egen  eneste indsats oftest er eksistensen af ens egen mail. Måske lige et afkast i den mere usandsynlige ende eller hvad..

Ja ja, når man en gang har bekendt sig til hysteriet, uanset hvilket-corona eller hifi, så fanger bordet åbenbart åbenbart for de allerfleste. Og jo mere, man selv måtte komme i tvivl om holdbarheden af ens egne fordomfyldte synspunkter , jo mere hadske bliver så udfaldene mod .de andre. Og det værste i dagens situation er vel næsten, at jagten på de sidste kætterske uvaccinerede kun kan standses af myndighederne-iøvrigt en fuldstændig parallel til myndighedernes effektive indgreb mod folkets heksejagter, der osse viste sig selvforstærkende i folkesjælens angste kloak-substrat.

Nå, vi kan da glæde os over, at visse aviser efterhånden lægger plads til synspunkter a la det i dag citerede. Og som med andre tidligere svøber som “kronisk træthedssyndrom” så KAN den slags pludseligt forsvinde som Hitchcocks sorte fugle. Lad os håbe, det snart sker-inden det sker igen!

.

0.1 mm.

 Denne skribent vil håbe, at alle har haft et godt valg, det har vi nemlig haft i vores husstande. Omend der stadigvæk skal en stak decader af procenter, for partiet til,  inden Verden bliver et bedre sted at være. På den kortere bane må vi så håbe, at Verden allerede er blevet lidt bedre ved at hende her IKKE er blevet valgt, for mage til hjernelamt medie-stunt skal vi da godt nok kikke forgæves i vejviseren efter:

https://stiften.dk/artikel/vi-kan-stadig-ikke-se-vores-b%C3%B8rn-i-%C3%B8jnene-n%C3%A5r-det-g%C3%A6lder-klima-s%C3%A5-nu-har-jeg-klippet-h%C3%A5ret-af

Og selv om fruens forsøg KUNNE have været værre (hun kunne jo have efterlignet Ono og Lennon i badekarret), så har hun da ikke akkurat medvirket til at øge byrådets anseelse andet end NEDAD..Nå, men hvad kunne man forvente af denne yhyre tilpasningsdygtige kvinde, der efter som byrådsmedlem at have stillet op som formandskandidat for de lokale radikalere, måtte indkassere en øretæve af dimensioner. Hvorefter denne moderne opportunistiske politikertype straks efter operation radikal banke-kød  meddelte, at hun lige pludseligt på alle punkter var og vist altid havde været en rettroende socialdemokrabat. Og følgeligt ufortøvet  skiftede stol i byrådet. Principper eller total principløshed..

Ellers går det løs med de helt små ting denne dag, hvor vores virksomhed ellers har fået en gevaldig kapital-injektion, faktisk den største i firmaets historie. Det er nu ikke fordi vi akkurat har tiltrukket hverken lokal venture-kapital eller er blevet opkøbt af Vanguard eller Blackrock, det har en mere prosaisk sammenhæng med den nylige gevaldige ophobning af paller med ATC. Der jo så er ved at finde sine rettere ejermænd til stor glæde for den ellers noget overraskede fru bogholderinde, der havde måttet se firmaets kapitalreserver gevaldigt udtyndet.

Nu er alt så godt igen, og der bliver forhåbentligt osse tid til at lege lidt med et af firmaets seneste underholdnings-objekter indenfor digitalt legetøj, en XTA 448 speaker-controller. Denne har nemlig en for denne skribent hidtil ukendt feature derved, at dens regulering for den i vores store hornhøjttalere aldeles vitale tidsforsinkelse mellem enhederne, kan varieres i trin på ikke mindre eller mere end sensationelle 0.1 mm. Se, DEN slags er mums for selv store trivelige og noget mere end almindeligt midaldrende drengerøve, der derved kan tune tidsforsinkelsen mellem sektionerne  ned til det reneste absolutte ingenting. JAAAAHH!

Lidt mere prosaisk kunne man så måske indvende, at alene det at skulle finde en bashøjttalers akustiske centrum dernede et sted i det julekringle-lignende kræmmerhus af en papmembran vel er sin sag, måske jeg på trods af faktuel bedrevidende måske ikke burde være særligt opstemt. Men det ER jeg altså over dette stykke angelsaksiske præcisions-værktøj og glæden ved at kunne blive dreng igen. Beundret af betagende kvinder! Og den slags falder vi vel alle i og for engang imellem.Selv om vi undertidsen som mænd bliver noget til grin-eller værre: selv aktivt medvirker til at blive det!

For eksempel er denne skribents eneste oplevelse af, at konen i døren har kommenteret ændringer i lyden ,været dengang, hvor jeg første gang havde etableret vores Furman balancerede strømforsyning. Aldeles ukorrekt, skulle det vise sig, uden at der iøvrigt kunne findes andet end en indlysende logisk forklaring om elektrisk og tekninsk jord på miseren. Har alle andre brugere virkleigt intuitivt kunnet installere den korrekt, eller er der bare mange, der ikke har en kone? Nok nærmest det sidste.

Ihvertfald stod de lydmæssige problemer i at anvende Furmanen uden effektiv jord i kø, og det i en grad, at man skal være hifientusiast for IKKE at kunne høre det straks. Som jeg så altså ikke lige havde bemærket inden fruens sønderlemmende kommenarer. og passende vurderinger. Noget var galt, HELT galt! Nå, men heldigvis endte det altsammen godt, og selv fruen måtte som den kære skeptiske skabning hun er, indrømme forbedringen efter den KORREKTE installation af Furman 2300 og 6900. Værre med mig selv, der kunne høre forbedringen længe inden og noget aggraveret af, at der udelukkende var tale om en kolossal forringelse i den oprindelige udførelse.

Ja ja, vi mænd er ikke for kloge, heller ikke en ellers nyforelsket nordjyde på nogenlunde samme alder som denne skribent. Denne første burde måske skrue lidt ned for hifitosserierne og op for charmen i stedet, for i vores fælles alder ved man aldrig, hvornår det er sidste gang, man får chancen. For nogetsomhelst!

Nå, men selv om jeg ikke husker megen hifi-tweakeri om overhovedet noget i mit eget sidste kurmageris første adskillige år, så kører manden her, som vi jo for eksemplets skyld kan kalde Kaj, videre med de mere lyssky og onani-lignende skumle mandlige aktiviteter i hifihulen. Hulens, det inkluderer jo squ da mig selv med mine 0.1 mm.! Nå, men denne nyforelskede “vinter-hare” fortsætter tydeligvis sine hjemlige pillerier. Og det ses vel bedst eller måske nærmere værst af, at han glædestrålende refererer, at den såre attråede på trods af åbenbart ikke videre hyppige besøg straks spontant bemærker i døren, at det da da lyder meget bedre end sidst. 

Om det så er fordi Kaj har glemt at sende hende blomster eller hun gerne vil have nogen NU, er svært at vide og vel osse statistisk uvedkommende. Men en sikkert osse mere end midaldrende model af en kone med en akustisk hukommelse på mange dage, der straks bemærker en substitution af et USB-kabel, er måske at trække den lidt rigeligt med hensyn til troværdighed. Hun forsøger vist bare at være lidt flink og hun er tydeligvis klog nok til at kende de små svagheder hos gamle tosser. Og du skal nok heller ikke ubetinget tro på hende, når hun begynder at rode diverse størrelser af forskellige andre endnu mere uvedkommende og personlige ting.

Det er altså en lidt sølle hobby for lidt sølle mennesker, den her hifi. Måske jeg i stedet skulle stille op til byrådet, selv om konkurrencen der med hensyn til søllehed jo måske er lidt hård fra hende “hår-damen”..

..

Strøtanker uden videre nødvendig sammenhæng eller måske mening

 Disse mørke årstider har vist altid i menneskehedens historie  kaldt på forsødende elementer og denne altid både begavede og beskedne skribent besidder trods alt mange menneskelige træk. For eksempel kan man altid glæde sig over, at Vitavox langt om har fået færdigstøbt nye nødvendige adaptorer til vores nyligt erhvervede 8-celle 220 Hz horn. Det bliver en glædens dag, når vi kan montere hele hurlumhejet på de ligeledes nyligt indkøbte originale kip-beslag.- et produkt i den bedste angelsaksiske Meccano-tradition Simpelthen den traditionelle legetøjs-indfangning af kommende ingeniører, Det var inden verdens børn blev blødagtiggjort og begrænset intellektuelt af Lego-klodserne.

Verden og tankerne kunne flyve ubegrænset med Meccano-legetøjet, mens de klumpede klodser vist mest tjente til at begrænse almindelig tankevirksomhed. for alting passede jo sammen og ingenting gjorde jo rigtigt alligevel, fordi ingen nok så flot afbildede konstruktioner på kartonen på trods af  kassevis af klodser nogensinde rigtigt kom til at ligne noget. Og i den henseende var Lego jo interessant for dem, der ikke rigtigt kunne finde ud af noget, hvilket jo var og ikke mindst ER så langt de fleste. Mens de få, der kunne noget, jo alligevel ikkevar kommercielt interessante Anderledes med Meccano, der udstilledes både børnenes  evner og mangel på samme på smerteligste vis. Og så var det jo forøldremæssigt sikrere at give Lego som gave, da trods alt de fleste børn incl. certificerede sinker med supervision  jo med nogen øvelse kunne sætte et par klodser hjælpeløst sammen. DYGTIGT!

Og at det var tanketomme  Lego, der vandt her i landet, ses vel bedst af den akkumulerede tankevirksomhed omkring den åbenbart genopdagede største svøbe siden den Sorte Død, coronaen. Alene det, at nærmest ingen indtager et både/og-synspunkt, men langt de fleste  kører ren Facebook-raseri af hidtil vist usete dimensioner mod vi andre småtskårne mennesker, der mener, at sagen måske er mere både røget og speget end mediernes konstante  katastrofale katastofe-messen.

Tag for eksempel de publicerede daglige smittetal og det bare en tanke  til en start. For er det mon det reelle antal smittede, som man klinisk  har konstateret samme dag med den herlige PCR-test med dens helt vilkårlige resultater? Måske, men med det uhyre begrænsede antal teststationer for tiden er det nu ganske svært at forestille sig, at man blot nogenlunde pålideligt (måske ikke den bedste betegnelse for en PCR-test) skulle kunne opfange et større numerisk antal end tidligere med daglige testtal på 3-5 gange flere end nu. Og hvorfor har halvdelen af landets indlagte med Corona i længere tid udelukkende været indlagt på Fredericia Sygehus? Og hvorfor er der ikke p.t. mere end en håndhuld indlagte i hele Østjylland? 

Ja, der er mange paradoksale spørgsmål derude, som ingen søger eller ønsker besvaret., hvor de uvaccinerede udstilles som folkefjendtlige ansvarsløse pariaer. Det vil sige, det er jo ikke rigtigt, for BØRNENE, der jo i hele menneskehedens historie har været de helt afgørende bærere og katalysatorer af samtlige sæsonafhængige virussygdomme, er jo ikke skurkene. Selv om det jo ikke mindst i tiden er dem, der bærer ved til smittebålet af svøben. Og at tro, at man med 100% vaccination med en forlængst  forældet vaccine  af samtlige voksne ville kunne komme nogen sæson-virus til livs, når børnene stadigvæk spreder virus i vildskab, er da godt nok åndssvagt. Ren begrænset “Lego-tænkning”

Og nej, børn skal bestemt ikke vaccineres både skadeligt og virkningsløst  mod corona, men at så mange i deres syge hønsehjerner så fornuftsstridigt formår at se bort fra de sande “smittesprednings-skurke” og i stedet kollektivt falder over de voksne uvaccinerede er da ligegodt mystisk. Sig mig, har folk ikke selv haft børn derude, der på denne årstid traditionelt bragte alverdens tyndskid hjem fra institution og skole?

Nå, sådan er der så meget, som jeg ikke forstår. Heller ikke, at ingen derude tilsyneladende reagerer på ellers både indlysende og ikke mindst offentlige statistikker omkring en galopperende prisstigning på utallige varer, der p.t. kommer til at betyde en årlig inflation på omkring 30 %.. Og mon ikke den aktuelle prisstigning på byggematerialer som træ på 300% trods alt vil være en slags realitetscheck for mange derude, selv de coronamæssigt mest tankebegrænsede.? Og Deutsche Bank skal vel osse have et lille provenu oveni  for det ganske nyligt optagene statslån på 500 mia..Og så er vi ikke kommet til den bebudede grønne omstilling endnu-OVERHOVEDET! 

Ja, de tanker, sommetider kunne man ønske sig dem hen, hvor peberet gror.. Nå, det er jo aldrig for sent at blive alkoholiker, og underligt nok rækker 80 kr. stadigvæk til en helflaske brilliant vodka. Så det skulle man måske prøve. At man så fra myndighederne med stor opbakning fra uvidende forældre barsler med at forhindre salg af enhver alkohol til nogen under 18 afslører vel samme manglende tankevirksomhed som omkring coronaen.. For hvor svært er det dog at få storebror eller andre til at købe ind med fortjeneste. Eller alternativt få sprutten fra den sædvanlige mørkhårede muselmand på scooter-altid den pålidelige leverandør af små prikkede pastiller?

Verden er af åndsformørket lave og det danske homogene pligtbårne samfund er fuldstændigt kuldsejlet ud i separate ikke-forbundne facebook-råbekamre. Og enten tror man blindt på sundhedsmyndighedernes anvisninger uanset hvor vanvittige og/eller fejlagtige og ikke mindst hysterisk modsigende, de har været, uden så meget som en eneste forkølet selvstændig tanke-eller alternativt noget helt andet.. Og det ER altså skræmmende at se i avisernes kommentar-tråde  med hvilken rutinemæssig selvfølgelig afsky, alle selv ret uskyldige kommentarer til tidens corona-politik affejes med anklager om nærmest landsforræderisk inkompetence hos de tvivlende.

Aldrig har så mange danskere vist været ubetinget hengivne overfor magt og myndigheder i en tid, hvor de selvsamme myndigheder med kronisk lukkethed og vilkårlihed og almindelig misinformatiom. vel aldrig har fortjent tiltroen mindre. I sandhed mismods-mørke tider.

Til sidst i dag en lille tiltrængt opmuntring fra verndes måske bedste og ihvertfald mærkeligste pianist, uforlignelige Maria Judina:

Jeff Rowland Design Group

 Ind imellem springer de allermindste ligegyldigheder i øjnene på denne skribent. Og om det så et aldersbetinget fænomen eller et tiltrængt midlertidigt skjulested fra andre af menneskehedens anderledes påtrængende problemer er sværere at vide. Derfor vil vi forsøge at behandle begge emner i dag i den velkendte kursoriske stil.

Lad os starte med den mindste bagatel, da det i det mindste indeholder et ikke helt ubetydeligt komisk element omkring et fejlslagent projekt, som på barndommens jydsk vel bedst kan betegnes som ret ambitiøst projekt om  “et forsøg på at sælge lort som lagkage” Eller, måske lidt mere paradisfugleagtigt: At forsøge at sælge varen med alle forhåndenværende forlorne pyntegenstande. Og når man som den forstærker af mærket i overskriften taler om en dengang for adskillige år siden en vist indtil da uhørt opskrivning af salgsprisen i forhold til de anvendte svinebillige integrerede ICE-moduler, så skulle der åbenlyst lidt andre lokkemidler til for at få folk derude til at slippe knapt 100 af de store sedler. Og det altså for produkter, hvor indmaden næppe kostede meget mere OEM  end en brøkdel af  en enkelt af lapperne.

Det første, man som en selvfølgelighed gjorde, var som de fleste andre at lave en flot forplade. Og selv blandt andre lignende var Rowlands laser-skårne rædsel  (en helt personlig vurdering!)unik og må have kostet langt mere end alle andre chassisdele plus indmad. Sådan noget er iøvrigt helt normalt, blot mere påfaldende her, hvor Rowland så indlysende havde økonomiseret med indmaden OG det elektroniske design. Der jo med ICE mest drejer sig om kosmetik snarere end ydelse.

Den såre økonomiske omgang med råvarerne i forhold til slutprisen gav så til gengæld andre muligheder for markedsføring. Og derfor indhyrede man her i Danmark højtlønnede specialister indenfor den såkaldte “oplevelses-økonomi” for at forøge den kommende kundes oplevelse af “lækkerhed” Selv ville jeg nok have startet med at svejse toppladen fast, så ingen kunder uforvarende kunne kikke ned i kassen og blive chokerede over det pauvre indhold, men om det blev foreslået vides ikke. Men mon ikke det har været noget med matchende hvide handsker og andre ligegyldige udvendigheder, for hvordan kan nogen dog gøre det færdige ICE-modul .til Guds eget valg af hifi?

Der er så heller ikke meget, der tyder på, at der kom meget andet end mange floromvundne konsulent-ord og et gevaldigt honorar ud af øvelsen. Andre mere erfarne i branchen ville måske spagfærdigt have foreslået at have en plan for salgskanaler først, men den slags er jo svære for en konsulent at få penge for at slå op i telefonbogen. Meget tyder på, at alt endte i ingenting eller måske snarere: SLET ingenting. Og når man på Rowlands hjemmeside endnu som distributør lister “lækkerheds-kontrahentens” forlængst kuldsejlede firma, så vidner det vel ikke om nogen videre interesse. Ikke mindst IKKE fra kunderne da..

Denne uhyre ligegyldige historie rinder i hu, fordi der netop nu  kan findes en annonce på måske selveste den eneste Rowland, der blev forsøgt “oplevelses-forædlet” Om prisen er rimelig må den enkelte afgøre, selv synes jeg der er rigeligt mange nuller, men den her er nu osse blot en enkelt af utallige andre hifi-ting, som jeg ikke gad eje, selv om den var helt gratis-hvis jeg altså ikke måtte sælge sagerne. Og det er iøvrigt den tidligere distributør, (iøvrigt en ganske flink og normalt ellers kompetent mand) der sælger ud, derfor denne lille ligegyldige cirkel om tom snak om overhovedet ingenting. Den slags, som den nye hifi-økonomi er så overopfyldt af. Men tænk blot, at denne skribent undertiden keder sig nok til at sidde og glo på brugtannoncer…

Til sidst i dag vil vi linke til en del af en længere udredning, som man skulle tro var løgn. Det er den nu ikke, intet fake news her, men da godt nok en påmindelse om, at der har været en velkoreograferet drejebog til corona-hysteriet. Spring eventuelt ca 45 minutter ind i Tim Gielens video, og hvis noget forekommer bekendt, så er det vel, fordi det er det…

MONOPOLY: Who Owns the World? – “Best Documentary Ever!”

.  

“Når jeg bliver gammel,..”

 er ikke længere et både banalt og fortærsket børnerim fra Peter A. G., men en tiltagende-vedholdende og uomgængelig realitet for en 65-årig. For meget anderledes kan man vel ikke tolke, at denne skribent så skråsikkert for et stykke tid siden selvsikkert proklamerede for fruen, at vi selvfølgelig skulle holde familie-efterårsferie. Dette uden dog fuldstændigt at sikre sig styr på selv den mest kortsigtede kronologi, for jeg mente så bestemt at vide, at efterårsferien var i uge 41  Hvorfor den også så ordholdende blev afviklet og det var osse derfor, ugens visdomsord på denne plads så sørgeligt udgik.

Nu burde det måske ikke falde så naturligt for mig at henfalde til slige ubegrundede gætterier, for vi har faktisk i firmaets nyeste iterations historie ALDRIG holdt egentlig efterårsferie. Nå, men det fik vi så gjort alligevel, bare altså lidt utidigt. Men alligevel et slags vink med en vognstang om, at alderdom og deraf følgende skråsikkerhed med fordel kan suppleres med et realitets-check.

Tilbage til det med vognstænger og heste og hestevogne. Denne skribent har nemlig som sikkert så mange andre læst med på den tidligere topsvømmer Jeannette Ottesens erindringer. Ikke at denne indlysende monomane person på nogen måde i sig selv er interessant, afskyeligt selvoptaget er måske endda i den mildere afdeling. Men det der jo den slags egenskaber, der er benzin i en slidsom 16-årig ensom karriere i klorvand, udelukkende med lige dele arbejde og afsavn for alt. For så endeligt at ende med IKKE at vinde. OL-guld-målet med det hele.

Det var der så en anden, der gjorde, vinde OL-guld altså og så er det, at Ottesens erindringer bliver vedkommende, ja nærmest ubærligt påtrængende. Og at de er sluppet igennem hendes ghost-wrtiters filter er imponerende, læs blot udplukket her om Ottesens helt dybtfølte frustration over en guldmedalje-til en holdkammerat og veninde.

https://www.bt.dk/svoemning/ottesen-i-chok-over-blume-guld-saa-mange-ting-der-er-saa-fucked-up

Se, DET er selv-udlevering på den helt store klinge og tangerer vel en slags personligt landsforræderi. Og ikke mindst fortæller den vel om en helt enestående mangel på solidaritet og sympati mellem de her kvindelige modeller med bage brede som hestes. For det er jo en fysiologisk kendsgerning, at mandlige svømmere bliver kolossalt brede foroven og smallere forneden, mens kvinder bliver bredere foroven og helt vildt meget bredere forneden. Altså med undtagelse af hende Blume, der vandt OL-guldet, men hun havde så heller ikke trænet ret meget. Og som derfor ser relativt almindeligt appetitligt ud.

Men der stod så de andre bredbagede, næsten seksuelt-attraktionsmæssigt midlertidigt annullerede  kvinder og græmmede sig og tudede af frustration. Meget menneskeligt, men vist aldrig skildret før, denne intense følelse af et eget spildt ungdomsliv. Hvor selv en velvalgt kjole ikke formåede andet end nødtørftigt at camouflere en totalt van-trænet freak-krop med nogenlunde samme almene seksuelle attraktion som en kvindelig top-kuglestøders.

Det er dog meget kendetegnende for tidens tankeløshed, at journalisterne i stedet for denne sekvens har kastet sig over en erindrings-passage i Ottesens bog om hold- og træner-mobning af en anden svømmer, Lotte Friis. Og det er jo ret mærkeligt, fordi Ottesen blot konstaterer, at hun ikke selv støttede Friis. Måske heller ikke at forvente i dette syge konkurrencemiljø, hvor ethvert venindeskab udelukkende var personligt nytte-orienteret.

Friis blev især mobbet for størrelsen af sin bag, der selv i forhold til Ottesens, svarede til en en bryggerhests med vognstang og det hele  i forhold til en fuldfed spansk hests. Altså distinktioner i den absolut yderste ekstremitet af bred-skalaen.  Men altså tydeligvis alligevel en lille personlig opmuntring for de andre kvindelige svømmere i en gold og ensom triviel trænings-hverdag. Som for Ottesen altså skulle vise sig at være uden det attråede mål. Ikke underligt, at frustrationen over Blumes guld ramte ubærligt hårdt.

Næsten ubærligt hårdt er det åbenbart også for landets i egen optik mest miskendte audiofile alpetopp en vis Torben K. der opretter nye profiler overalt med et tempo som myldre-bæ hos en spædkalv. Altså mange gange-om DAGEN! At profilerne straks slettes, så snart han for hundredesyttende i hundredesyttende gangs potens-gang kolporterer sit evindelige tvangsmæssige ævl anfægter ham ikke. Og selv blandt de andre småsyge eksistenser i denne småsyge hobby er Torben her en absolut højde-badutspringer. 

Og det bestemt ikke menneskeligt eller intellektuelt, sådan fungere mono-myto-megalomane personligheder ikke, men  mere som Jeannette Ottesen baseret på hårdt dagligt slid. Og bliver livets mening ret meget mere meningsløs end konstant at oprette nye profiler på diverse fora for alle de andre, der er blevet slettet og blokeret? For at fortælle det samme idelige og ulidelige vrøvl, som som er til at kaste op over…For alle andre og dette uden undtagelse.

Til sidst i dag et link til en musikalsk favorit her i huset. Det er ganske vist en uhyre trist sang, men vi er jo i det triste hjørne i dag. Det er en version af  en sang af Ian Curtis, forsanger i Joy Division der jo tog sangen så alvorligt, at han begik selvmord inden LP-en udkom. Det er osse en slags statement. Derfor er den nu meget smuk alligevel og uikke mindst er den mandlige forsangers udtryk lige efter afslutningen nu herligt livsbekræftende og ret rørende.

Optimalt dårlig timing

 Så er denne skribent atter hjemvendt fra endnu en uforknyt gen-opdagelsesrejse til og af  barndommens ø. Og vi skal da ile med at oplyse, at Mathiasen-familiens hæderkronede og tidligere på denne plads behørigt afbildede udendørs lokum stadigvæk står autentisk. Omend den opdagelsesrejsende faktisk ikke undersøgte, om spanden var blevet tømt, dertil rækker respekten for fremmede menneskers ejendom endnu lige akkurat.. For selv de bedste selvbestaltede antropologer skal jo ikke forstyrre artefakterne.

Det er dejligt med faste holdepunkter på denne selv for udkantsområder helt usædvanligt udefra fuldstændigt destabiliserede  idyl. Hvor det for første og naturligvis også sidste gang netop i beboerforeningen er indført den triste tilføjelse i vedtægterne, at beboere på øen ikke længere behøver udgøre et flertal i bestyrelsen. Ikke at det har hjulpet meget hidtil, for de såkaldt fastboende repræsentanter har i lang tid blot været ørkesløse nylige tilflyttere. Med alt, alt for god tid til i stedet for at realisere den kanoniserede målsætning om en “aktiv Ø” har haft held til at demontere enhver sammenhængskraft på stedet. Men nu er uskylden altså røget.

Det gjorde den desværre også for denne skribent allerede på den ellers traditionelt mennesketomme tidlige morgenfærge, som jeg ellers omhyggeligt havde udvalgt. For selveste borgmesteren fra Horsens og en bunke byrødder plus diverse sommerhusejende ø-aktivister var med. Og selv om jeg naturligvis på grund af mine flerårige skriverier i Horsens Folkeblad straks troede, at det var for at retlede mig, der jo havde bestilt billet i eget navn, så var grunden en anden. Uden at det helt blev klart hvorfor var hele menageriet foranstaltet for at indvie en ny brandsprøjte til øen.

Og så kunne jeg jo ånde relativt lettet op, selv om jeg da ikke aldeles af egen vilje  fik hilst på borgmesteren. Lettelsen varede dog kun kort, da færgefartens forhåbninger om fordybelse i tanker og minder efter få minutter blev terminalt dræbt ved ankomsten af en gammel kvindelig bekendt speedsnakker. Der ganske vist er barnefødt på øen, men flyttede inden starten af skolegangen, så endnu mindre anciennitets-bestemt  legitimitet end denne skribent til at mene noget.

Nå, men hun mente nu alt muligt om det bedste for øen i den næste times tids tvivlsomme underholdning af denne tiltagende stakåndede skribent. Der fik sig en tiltrængt lang-gaber mens hun entusiastisk fortalte om alle de generalforsamlinger i øens aktivitetsforeninger, som hun skulle til denne dag. Altsammen desværre frenetiske foreninger, der kun gavner geskæftige personer og på absolut ingen måde de oprindelige beboere. Og hun satte trumf på ved glædesstrålende at berette, at hun nu som vistnok 60-årig på grund af mandens mangeårige lokale kommunale politiseren nu havde endnu bedre tid. Uha da, ilde varsler for den lille ø, havde jeg rigelig tid til at tænke, mens hun plaprede videre.

Der røg dog en afslørende lille finke af fruens fad, da hun afslørede, at hendes bror og hende ikke længere talte sammen. Den slags sker jo i selv de bedste familier, men det her er alligevel lidt specielt, fordi fruens sommerbolig ligger lige ved siden af broderens heltidsbolig-adstand 2 m.! Ifølge den vandfaldstalende madamme skyldtes striden mest, at hun syntes, at broderen var en sur bagstræberisk gammel tosse på 65, der ikke ikke til fulde fattede alle velsignelserne ved den tiltagende tivolisering af øen, som søsteren her med den ganske relative ungdoms entusiasme på 61 stod for. Han syntes vist mest, at de skulle holde op med det pis, et synspunkt, som jeg deler 100%.

At broderen, der har boet på øen hele sit liv, ikke står fuldstændigt alene med synspunktet, blev bekræftet på hjemturen, der heller ikke udviklede sig elt så idyllerisk som oprindeligt håbet. For atter engang blev denne ellers omhyggeligt anonymiserede skribent, camoufleret i shorts, Drizabone ridefrakke tyk mave og høj australsk Akubra-hat, overfaldet af flere repræsentanter for det modsatte køn. Hvis det ellers endnu er lovligt overhovedet at skrive den slags kættersk tale. De berettede om, hvordan de selv hvert år tog VÆK fra øen i den ellers traditionelt hyggelige sommerperiode, fordi de ikke kunne udstå al den forlorne festivitas.

Alt har en bagside, selv det Mathiasenske hjem på øen med det udendørs lokum. Men at forestille sig, at månedlige ankomster i sommeren af over 100 gange så mange turister månedligt som øens beboere skulle lokke flere fastboende ved sin ø-idyl er vel ca. ligeså realistisk, som at Djurs Sommerland skulle skaffe skaffe tilflyttere til Norddjurs. For bagsiden ved at betragte disse kolossale mennesketomme øjebæer som Sommerlandets forlystelser eller Endelaves havnefront undefor den alt for korte skoleferie er, at tomheden kun yderligere understreges. Og en kolossalt stor lystbådehavn på øen uden en eneste båd mellem september og maj med tilhørende servicebygning af kolossale dimensioner er dette år suppleret med et mega-misfoster af et gigantisk stort styltelignende badeanlæg. 

Den slags er tomhed med ekstra tomhed på. Og ret meget andet kan man vel heller ikke realistisk forvente, at der kommer ud af det nyeste skud på den ikke videre stolte stamme af danske hifi-fora. Og nu er det jo ikke fordi denne skribent ikke allerede for knapt 15 år siden gav løsningen på miseren, for det gjorde jeg og det uden at anstrenge mig videre intellektuelt: Skab dog et INDHOLD, som folk gider se eller lad være! Med at gøre noget som helst. 

For hvis et forum udelukkende “hoster” brugernes bavl eller sælgernes skvalder, så er det hele spild af tid. Og dertil har timingen aldrig været dårligere end nu. Og så er det iøvrigt ganske ligegyldigt, hvor ambitiøst opsat den nye side Hificentralen er. For som med det brutalistisk-kolossale mennesketomme havneanlæg på Endelave, så fortæller et ellers strømlinet brugertomt forum essentielt samme sørgelige historie: Nemlig at der ingen erstatning er for nærhed og ægthed og eftertænksomhed. Væk med fjolser og indholdstomme projektmagere og speedsnakkere. Lars forpagter, speedsnakkerens bror,  på Endelave har ret.

Kaldet fra de åbne vidder

Sig så nærmer atter en en længe ventet dag. Nemlig den første dag, hvor det IKKE længere er gratis for alle at sejle med færgen den gode times tid  med med færgen til min barndoms-ø.Og dermed må man vel påregne, at ikke helt så mange tankeløse fjolser tager til øen uden at have andre forventninger end at spare billetprisen.. Altså til nogen, som næppe mange ved deres fulde fem ellers ville have valgt, hvis de selv skulle betale.

Nå, men nu er det så kun de pengestærke turister som denne skribent, der har råd. Erfaringsmæssigt styrtdykker besøgstallet efter den gratis perioden. Og det fortæller selv det sparsomst tænkeligt mentalt udstyrede  menneske med med stor undren over medmenneskene og deres blinde lemminge-adfærd. For selv nu koster en returbillet altså kun 50.-, iøvrigt identisk numerisk med prisen i de senere 1970-ere. Og lige det kombineret med ændringen i pris- OG løn-indeks siden ville jo købekraftsmæssigt svare til mindst 500 nutidskroner. Reelt er billetten altså STADIGVÆK gratis på grund af et stort tocifret årligt færgestøtte-millionbeløb fra stat og kommune. Til fordel for ak ja, 150 krævende sjæle med evindelig og pinlig adfærd som permanente fugleunger, der baserer deres liv på TILSKUD, STØTTE og FLERE tilskud. Selve livets mening forekommer det for alle de priviligerede tudsegamle tilflyttere derovre.

Til alt uheld for øen har disse selvbestaltede ø-konger fra fastlandet formået ved evindelig pression og Facebook-propaganda formået at vinde den vel ret beset noget tvivlsomme titel som “Årets Ø” Titlen er udelukkende baseret på det sommerlige topmål af tivolisering med massevis af ja, GRATIS sportsaktiviteter på stedet. Og det er ganske voldsomme tal, vi taler om. 

For alle ved vel, at Venezia er ved at blive totalt og logistisk næsten katastrofalt nedlagt af alle årets turister og det i en grad, at man fremover vel begrænse voldsomt for tilstrømningen. Og vildt er det i Venezia med et ÅRLIGT antal besøgende på ca. 18 gange byens egen befolkning. Endelave er så slet ikke i samme kategori, det er nemlig helt vildt meget værre. Alene i HVER ENESTE sommermåned ankommer der simpelthen 100 GANGE så mange turister som øens selv mest optimisk optalte semi-permanente befolkning. Og det til en servicemmæssigt og infrastrukturel veritabel “udørk”, hvor det store flertal aldrig nogensinde vil kunne købe hverken en is eller en sodavand på grund af trængsel. Sikket dog et tivoli. Og idioti i allerhøjeste potens.

Hvordan så selv den sygeste hønsehjerne så kan sætte lighedstegn mellem succes for øen og dette syge kaos er så helt uforståeligt. Og sikkert ikke mindst for de gevaldigt sultne turister, der må sejle tilbage med færgen uden at have kunnet finde hverken vådt eller tørt. Det er så heldigvis ovre nu, og jeg vil glæde mig til atter at gense de velkendte steder fra barndommen. Pudsigt nok en aktivitet, der bliver mere og mere tillokkende med tiden og den spæde præ-senilitet. Lidt glemsom har man vel altid været, men nu er det heldigvis blevet ganske legitimt.Misundelseværdig alder, hvor man ikke længere skoses for det, man har glemt, men roses for det, man trods alt kan huske..

  I mellemtiden skal vi så for dem, der måtte være allergiske for naturens frilufts-fristelser henvise vores eventuelle læsere af mere hysterisk katastrofe-observans til et uhyre ansvarligt og velplanlagt hifi-arrangement. Troede faktisk ikke, at der længere fandtes vaccine-gammeltroende derude, der ligefrem kræver ENTEN  test eller vaccinationsbevis OG samtidigt krav om afstand ved arrangementet. Det er sådan lige rigeligt dobbelkonfekt her inden juletiden. Selv ville jeg nok føle mig alt andet end egentligt velkommen, mens andre måske kan boltre sig som kåde kyllinger under disse essentielt inderligt ufestlige forhold. Men hifi er tydeligvis en alt for alvorlig sag til at lade glæden  få alt for frit løb. Selv om idiotien mest minder om den nylige restriktion om at tage mundbind på i kirken, når man skulle synge “salig er jorden” 

Men folk må jo gøre hvad de vil som her i hjemlige omgivelser, gik tanken dog blot den anden vej overfor vi andre vantro. Men mon ikke det forbliver et fromt uopfyldt ønske at få jydske deltagere til Svebølle med tog. For selv en uhyre amatøragtig trainspotter som denne skribent mener da at kunne se, at turen dertil går over Københavns hovedbanegård og så tilbage med regionaltoget mod Kalundborg. Ikke akkurat en hyppig foreteelse.En dagrejse fra lyset ind i mørket under fængselslignende forhold..

Held og lykke dog derude i den klinisk korrekte koreograferede kedsommelighed! Og husk endeligt,. INGEN begejstringsudbrud med følgende livsfarlig produktion af mikroskopiske dødbringende væskepartikler.. Hvorfor man så skulle bruge formuer på dyrt hifi lader vi lige ligge..

https://nerds.dk/node/64

Blegfede bløddyr

Når man bliver ældre bliver det efterhånden en sjældnere og sjældnere festdag af få post. Altså fra reelle sider, forstås, for mængden af dubiøst-generøse tilbud fra mellemøstlige mæcener og nederdrægtige nederlandske lotterier og andre indlysende skurkagtige sider er der rigeligt af. Selv om der muligvis kan være et element af lotteri i dagens elektroniske brev. Det er nemlig fra Statens Serum Institut

Nu har jeg ingen videre intention om ufortøvet at åbne skrivelsen fra SSI, selv om den selvfølgeligt kan vise sig at indeholde et betydeligt pengebeløb. Det er dog nu nok næppe til mig, men nærmere til den farmaceutiske industri, så jeg vil nu nok vælge at passe her. Og forblive en af de syndere, der tilsyneladende som en permanent pestbyld truer alle de vaccinerede  til evig tid-et absolut “first” i den epidemiske historieskrivning.

I stedet vil jeg vedblive med at forundres over den indlysende totalt manglende nyhedsværdi for medierne i den i efterhånden mange uger særdeles tydelige numeriske opskruning af Danmarks ugentlige dødstal. Et tal, der p.t. ved simpel interpolation skyder langt forbi 10.000 ekstra døde på årsbasis. Vi kan så for de rettroende “vaccinister” håbe, at ekstra-tallet udelukkende omfatter kreperede sølvpapirshatte, selv om dette syge begreb vel nok snart vil blive henvist til sprogets skraldeplads. For den forsinkede kritiske omtanke er heldigvis på fremmarch derude hvis man skal tro kommentarerne på mediernes Facebook-sider. Hvor den tidligere eneherskende udskamning helt har mistet momentum. Vi får så se, om accelerationen af mer-dødsfald fortsætter. Vaccinens frelsende effekt er noget mærkeligt noget.

Nå, men så må man jo finde noget andet og nogle andre  at klage over. Tag for eksempel den forløbne uge, hvor vores nabos børn sent på eftermiddagen holdt en lille komsammen i deres carport med uha, MUSIK. Se, den slags kan man ikke længere have her i vores velfriserede parcelhuskvarter, så NU skulle der altså klages i vildskab. Der forefindes ingen tilgængelig statistik for, hvor mange opkald til 112 der blev registreret i denne forbindelse, men antageligt ganske mange.

Der var nu heldigvis ingen på vores egen vej, der bemærkede eller tog anstød af denne ellers i lang tid aldeles uhørte menneskelige uhyre traditionelle livsudfoldelse men nu har svinehundene derude vejret morgenluft. Man mindes næsten sekvensen i den geniale film “Picassos Eventyr” i forbindelse med udbruddet af 1. verdenskrig. Derfor kom der hele korteger af klagere fra et kvarter flere hundrede meter væk, hvor lydtrykket (der allerede var uhyre moderat her i nabohuset-sammenligneligt med højrøstet tale i intensitet) næppe har kunnet høres over duernes kurren. Disse sidste klages der så osse over i vildskab, det siger vel næsten sig selv.

Nå, men heldigvis for klagerne kan den menneskelige hørelse fint decifrere information langt under et andet forstyrrende middelniveau, så som jeg tilfældigt fik at vide af en fag-kollega, der var blandt de selvbestaltede støj-selvtægtsmænd med beboelse omkring 300 m. væk, så kunne man høre, hvilken musik der bleve spillet. Ja, man kunne sågar i glimt genkende teksten. Jamen er det ikke forfærdeligt, mente dette fjols af et blegfedt bløddyr, der tillige kunne berette, at hans børn ikke kunne sove.

Recepten for det sidste turde ellers være simpel: Idioten kunne jo have lukket vinduet her i den begyndende efterårskølighed, men næ nej, hellere skabe selvsvings-hysteri blandt ungerne i sin fascistoide selvretfærdighed omkring, at absolut intet må kunne høres udefra i hans blegfede bløddurs-paradis. Ikke underligt, at der i dette område under vores daglige hundeluftning hersker en dødlignende stilhed. Tragisk for nutiden, endnu mere ildevarslende for selv elementær livsudfoldelse for fremtiden.

For nej, selv for os blot 5 m. væk fra støjkilden var niveauet nogensinde over 75 dB i spidserne  Og det i fri synslinie. . Og det vil så sige, at bag minimum 20 stk brede hække og massive træer har vores professionelle audiokollega  Henrik Blegfedberg og hans fascistoide krænkede slæng  her altså måttet udholde et lydtryk, som en beslutsom blåmejse kan præstere. Ham har vi måske ikke fuldstændigt overraskende helt permanent fravalgt som leverandør. Den slags skal man ikke fodre, så langt hellere blåmejserne. Udover at han altså er rigeligt fed i forvejen…