Michelin og Pirelli og ellers først igen på søndag!

Først dagens triste meddelelse: Vi er først tilbage på denne plads engang i løbet af søndag. Vi bliver nemlig nødt til arbejde lidt med vores hjemmesides øvrige tilbud, og der er en større om-forandring undervejs. Men altså: Vi ses igen søndag!

I mellemtiden kan vi så opfordre måske især “husarerne” til at underholde sig på lidt alternativ vis. Sjovt ord, det dér “husar”, der jo oprindeligt var en ganske faktuel betegnelse for en militær-rytter. Særligt kendte her i landet er naturligvis de såkaldte “Blå Husarer”, kendt fra adskillige danske lystspil og i en lidt mere “mørkt-tintet” skurkerolle, som den danske provisorie-konseilspræsident Estrups håndgangne mænd. Estrup var heldigvis det nærmeste, Danmark i nyere tid er kommet til en “lomme-dikatator” og han huserede “husarede?” heldigvis inden begrebet “koncentrationslejr” overhovedet blev opfundet. Lige i den retning var englænderne absolutte pionerer, og de første lejre blev oprettet lige inden forrige århundredskifte i Sydafrika under boer-krigen.

Det er iøvrigt en pudsig historisk kendsgerning, at det stadigvæk hedder “boer-krigen”, når det nu ellers var englænderne, der angreb de oprindelige hollandske be-BOERE. Nå, englænderne vandt som bekendt til sidst, primært efter opfindelsen af koncentrationskejrene, hvor tusindvis af kvinder og børn omkom, måske ikke imperiets “stolteste stund”, som Churchill senere formulerede det (godt nok om “Slaget om England, men alligevel, den unge Churchill var ellers med ved slaget ved Mefeking under boerkrigen og blev taget til fange. Hans senere flugt er en af krigens mere spektakulære historier) Endnu en ganske ligegyldig affære har måske i virkeligheden sat endnu større aftryk i eftertiden, nemlig det såkaldte “Slaget ved Spion Kop” Det var en eklatant engelsk nederlag i klassisk inkompetent sen-imperiestil i bakket terræn mod letbevæbnet boer-milits. Dette ubetingede nederlag på “the Kop” er nemlig blevet tilnavnet til den engelske fodbold-storklub Liverpools´ fans, som hedder, ja altså “the Kop”. De er altså sære, de englændere, hvorfor dog ikke fejre sejrene i krigene? Disse er ganske vist langt færre end nederlagene, men i imperietiden var de britiske sejre til gengæld altid TIL SIDST i krigene og dermed havde man jo ligesom vundet…

Næsten ligeså sære som vi danskere, som insisterer på at stave “husar” med ét “s” når der nu ellers ikke er nogen tvivl om, at dette oprindelige ungarske ord dernede fra “pusztaen” bør gengives med 2 stk., altså “hussar”, som det hedder på samtlige andre europæiske sprog. Nå, vi er danskere og har dermed ret. Ihvertfald har vi “ret” til at studere at interessant “hussar-fænomen” og vi beklager dagens lange indledning. Det skylden den ret simple kendsgerning, at der ikke er ret meget “kød” på dagens egentlige emne og det ganske bogstaveligt. Vi skal nemlig om kalendere, den slags, som hænger rundt omkring på de af verdens autoværksteder, hvor der ikke er alt for mange fundamentale muslimer blandt personalet. Vi skal her advare om, at vi vil referere billeder af mere end halvnøgne kvinder og det har jo på en lokal teknisk skole her i landet tidligere givet ballade.

Atter i år kommer nemlig den ja altså ÅRLIGE kalender (nok netop derfor) fra dækfirmaet Pirelli, og den kan man studere på JP´s hjemmeside. Mærkeligt at man ikke osse på papir-udgaven af avisen bringer dette særdeles interessante billedmateriale, men vi vil tillade os at gætte på, at man ikke tør. Billederne af topløse modeller i troipiske omgivelser er ellers vældigt appetitlige hvis man altså er til det (og det er vi da) men er alligevel ganske bemærkelsesværdige. Billederne er nemlig DYBT DISKRIMINERENDE og det er underligt, at den ellers kritiske JP ikke har fanget denne pointe. Alle de afklædte modeller er nemlig lige høje har nemlig samme størrelse bryster og det sidste er ikke fordi det vente og venstre bryst er lige stort. Nej, samtlige modeller på denne kalender passer ligesom fordums plastiuc-indpakkede “fjer-kræs” lørdagskyllingen helt ind i samme emballage. Her altså BH, hvis de altså havde haft en på, det har de så for kalenderens udbredelse og betydelige popularitet så ikke.

Det vil sige, vi opererer med bryster i B-størrelse og det simpelthen uden nogen undtagelse. At tænke sig en totalt homogeniseret kalender og derudover er alle pigerne vist også mørkhårede. Nu har vi ikke haft tid til at forske i tidligere tiders Pirelli-kalendere eller måske er “tid” ikke det helt rigtige udtryk. Under researchen i dag fik jeg nemlig en på skallen af fruen, som var usædvanligt tidligt oppe mens jeg ivrigt studerede løs, og selv den mest ihærdige forskning kan jo lide disse alvorlige tilbageslag. Godt nok med flad hånd.. Enhver sand original forskning støder tydeligvis på en vis håndfast modstand…
Ihvertfald er det diskriminerende ikke alene overfor alle de andre og anderledes yppigt udstyrede eller blot anderledes kvindelige modeller derude, næh det er ikke mindre diskriminerende for alle de bryst-fixerede mænd. Som for eksempel alle englænderne, hvor en traditionel undersøgelse blandt mænd placerede størrelsen af bryster som absolut attraktion nr. 1, mens “intelligens” kom nede på 17.pladsen. Det her særdeles “ikke-repræsentative” udvalg af kvindelige formerer altså i den veritable “fuglebryst-klasse” (som ikke inkluderer de såkaldte “kropduer”..)
Nå, vi må se om vi uset kan luske til computeren for at nær-studere den nye kalender fra dækfirmaet Michelin, hvis der er en, men det er der nu nok. Måske der er lidt mere kvindeligt mellemskært kød på den historie, i det mindste er den traditionelle Michelin-mand fra reklamerne jo noget mere trivelig. Ak ja, vi beklager al den videnskab i dag men nogen skal jo gøre det!

“Født med en guld-ske i munden!”

Når man som os har en teenagedatter i huset, er der jo visse daglige udfordringer udover alle de alment menneskelige som at huske blomster til konen og alle de andre ting, som man netop derfor sikkert konstant glemmer. Nu er opdragelse af både hunde og børn problematisk i det absurde, og ret mange regler gives næppe, vi har ihvertfald ikke noget endegyldigt bud. Vi har dog et enkel ting, som vi aldrig selv vil udsætte vores datter for. Det hed i gamle dage med overskriften en “guldske” Siden dengang er betydningen nok skredet en smule, for dengang var udtrykkets betydning nærmest synonymt med ordet “misundelse” Det er det ikke længere, endda overhovedet ikke. Selv om det jo burde være naturligt at misunde folk med guldskeer i munden, når man som denne skribent aldrig har ejet én og langt mindre haft én i munden.

Sådan var det ikke i de gamle dage. Der var det ganske naturligt at misunde den “lukkelige Pamfilius”, der havde råd (eller rettere, forældrene havde haft) til at knægten kunne købe en spritny Kreidler Florett-knallert, verdens dengang hurtigste, med en topfart på hele 225 km/t. Det vil sige, det var vist blevet målt på en bane nede i Tyskland et sted, den plomberede og dermed voldsomt “kastrerede” danske udgave kunne kun knapt køre 30 km/t, men det var alligevel den, alle raske drenge ønskede sig brændende. Underligt at denne pruttende knallert kunne blive kult, men det kunne den. Alene det, at den dengang i ikke-pristalsregulerede kroner kostede ligeså meget som en bilforsikring i dag nu 35 år efter, tyder på den ekstreme “tyve-tækkelighed” Vi drenge attråede denne Kreidler næsten endnu mere end det nyeste nummer af “Ugens Rapport” med de seneste billeder af den danske erotik-dronning Vivi Rau, som nok i dag er blevet bedstemor. Nå, det var hun altså ikke dengang, endda overhovedet slet ikke mums og vi drenge havde slet ikke fantasi til at forestille os, at hun overhovedet nogensinde teoretisk ville kunne blive det. Til gengæld havde vi så rigeligt med andre fantasier, men det er nok overflødigt at dvæle for meget ved dem. Ingen af dem drejede sig dog om guldskeer så vidt jeg husker. Men misundelige på børnene med de rige forældre, det var vi!

I løbet af et par år forsvandt attraktionen for os drenge overfor Kreidler Florett-en til gengæld på mystisk vis, og den mere lokale udgave af Vivi-Rau-erne vandt tilsvarende i interesse. Selv børnene af de “rige svin”, som det med god marxistisk folkelig jargon hed dengang, havde trods alt kun sjældent råd til at give deres forkælede møgunger en bil, det ville jo næsten heller ikke have været til at bære for os andre. Nå, der var naturligvis masser af ulighed stadigvæk, dog skulle ungerne med “guldskeerne” altså stadigvæk gøre lidt for sagen selv. Det holdt dem jo trods alt lidt “skarpe” og det gavnede dem garanteret. Som så mange andre ting, ja i virkeligheden det allermeste, så er det her naturligvis gået voldsomt tilbage. Eller frem eller både frem og tilbage, alt andet end godt.

Hvor galt det kan gå, oplevede vi i en tidligere bolig. Der oplevede vi nemlig, at nutidens unge med “guldskeerne” simpelthen risikerer akut kvælning. DET var nyt men burde vel ikke have været det. Det nye var vel i virkeligheden blot, at i den kollektive danske “bolig/velstands-psykose” indtil 2008 blev alle som en selvfølge rige og allermest rige blev de af ingenting at lave. Eller som den gamle protestsanger Benny Holst udtrykte det i min egen ungdom blev alle de allerede velhavende “…rige uden at lave noget” Derfor kunne velhavende danskere som en selvfølge købe både en by-investeringsejendom og 2 spritnye tyske sportsvogne på en og samme gang. Det var tiden men tiderne skifter som bekendt. Desværre skulle det vise sig, at menneskene også skiftede men det var til gengæld ikke med tiden, og så har vi jo for alvor problemerne. Problemet var denne gang selve “guldskeen”

Og så er vi tilbage i “børn og unge-afdelingen” igen i vores lille opdragelses-svada i dag. Problemet var i sin rørende enkelthed det samme som ved al hold af domesticerede husdyr: Man gjorde simpelthen dyrene (og de unge) FULDSTÆNDIGT UDE AF STAND til at klare sig selv. Hvor meget skade man gjorde bliver mere og mere klart, men vi kan da skimte visse fælles-træk med de dovne og inderligt spolerede mellemøstlige sheikh-sønner fra oliestaterne: Mennesker uden “drive” eller nogetsomhelst andet og tjenestefolk til at tørre sig i røxxn. Mennesker uforberedte på selve livet som den håndfodrede kattekilling i det forladte sommerhusområde. Hvor det ellers lige gik så godt.

Det gør det så som bekendt ikke længere, og det gjorde det allerede ikke dengang for disse forkælede børn. De fik godt nok lov til at “sole” sig i forældrenes nye åbne sprortsvogn, men det skulle så også vise sig at være deres eneste rigtige adgang til “en plads i solen” De var nemlig blevet “kastreret” ikke mindre effektivt end min barndoms Kreidler Florett, både socialt og ambitionsmæssigt. Ungerne fik som en selvfølge en forældrebetalt jordomrejse på et års tid for at forberede dem på et liv, hvor forældrene fortsat stod til rådighed med bolig i den nye ejendom. Efter et år i luksus og lediggang forekom en dansk uddannelse med almindelig flid og slæb naturligvis ikke voldsomt tillokkende, og frafald var næsten nødvendigt. Frafald oplevede disse unge så også fra deres gamle venner (sikkert på samme måde som saudiske sheikh-sønner) fordi de gamle venner uden sølvske så det som en naturlig ting at LAVE NOGET for at få noget. Eller uddanne sig eller et eller andet andet, at spille computerspil hele dagen fordi man kunne viste sig at være absolut “minus-status” Det var ellers lige det man efter hjemkomsten viste sig allerbedst til, uheldigvis.

På samme måde som det straks viste sig at promenere i den åbne tyske sportsvogn, hvis plads som “kusse-magnet” blev overtaget af Smart-kabinescooteren. At skulle ringe efter en mekaniker til den kollektive vaskemaskine kunne være et månedlangt projekt for “guldske-drengene” og blev iøvrigt kun løst ved, at en af kammeraterne ringede efter en mekaniker. Hvorfor denne tidligere ven iøvrigt af almindelig lede ved “ladheden” holdt op med at være ven eller blot bekendt. Så meget ondt gjorde man ved fuldstændigt hæmningsløst at forkæle de unge, at man kan nære en berettiget tvivl, om mange af disse priviligerede børn overhovedet nogensinde får en uddannelse. Ikke nødvendigvis fordi de er særskilt dumme (selv om ligefrem særskilt klog heller ikke er fuldstændigt dækkende) men fordi de som den forkælede killing i det nu tomme sommerhus-område SIMPELTHEN ALDRIG HAR LÆRT AT FANGE MUS.
Det værste er så næsten, at de spolerede unge her ligeså lidt som kattene nogensinde får tid til at lære det. Ja, de kan ikke engang imponere tøserne længere i forældrenes dyrekøbte biler. Vanvittigt dyre biler, som så alligevel skulle vise sig at være ganske billige i forhold til de anderledes dyre lærepenge, som man betalte for at kvæle sine børn med den forbandede guldske! Og kommer til at betale så længe man kan.

Tak, Johnny!

Nu er vi måske sommetider unødigt sparsommelige med “roserne” her på siden, ja, fruen i huset ville måske nok udstrække dette til ALTID. Derfor vil vi i dag gøre en absolut undtagelse og hylde en skribent, som vi ellers sjældent læser. Manden hedder Johnny Harboe og skriver normalt (vistnok altid, vi har aldrig ellers set hans navn nogen steder) om heavy metal-musik. Vi “skimmer” sommetider lige hans skriverier uden dog at tage noget videre ad notam, da vi allerede længe har vidst, at det eneste rigtige heavy-band naturligvis er Mötorhead, heja Lemmy!! Indtil nu har vi vist nærmest ubevidst betragtet Johnny Harboe som en slags “bekvemmeligheds/letvægts-skribent”, men dér har vi for en sjælden gangs skyld taget forfærdeligt fejl. Han er nemlig skide-hård og det endda uden nitte-bælter og alting!

Harboe har nemlig begået den bedste boganmeldelse, denne skribent nogensinde har læst. Nu HAR jeg rent faktisk læst en hel af slagsen og en del har da været bemærkelsesværdige og enkelte absolut fremragende. Harboe tager dog alligevel prisen. Den bog, han anmelder, er skrevet af en lokal deltids-musiker og-journalist, Martin Blom Hansen. Manden er mest kendt for i nærmest utallige år i det lokale musikalske miljø at se særdeles “mellemfornøjet” ud i et vel efterhånden med rette anerkendt blues-band. Nu skal “anerkendt” her vel med rette præciseres til at betyde “underkendt” af publikum, ellers spildte Martin nok næppe tiden som forfatter. For det gør han så sandelig!

Martin Blom Hansen har åbenbart “begået” en kriminalroman selv om den ifølge anmelderen vist mest burde “anmeldes til politiet egen bemærkning red.)” for lallende amatørisme. Som Harboe bemærker: “Fra det øjeblik bogen åbnes, går det ned ad bakke” Tak for kaffe, skal vi da sige herfra, Det uddybes på fineste og særdeles anskuelige vis: “Persontegningen er helt igennem svag og karikeret..Således taler alle karakterer med den samme stemme som den alvidende fortæller, og det vel og mærke i en opstyltet og dumsmart tone” Tak for ENDNU mere kaffe, det er altså godt gået, Harboe! Nu er denne skribent en lille smule hæmmet af et vist tidligere personligt kendskab til Martin Blom Hansen, og nogen absolut sprængfarlig “humørbombe” er han vel ikke akkurat. Det kunne måske betragtes en nødvendig forudsætning for at blive en succesfuld blues-musiker, men det er tydeligvis ikke en tilstrækkelig forudsætning..

Alligevel er det åbenbart en nærmest kriminelt ringe kriminalroman. Blom Hansen har i nemlig i stedet for at lade folk kikke på sit bras “…rådført sig med musikere og guitareksperter..” og der findes endda en udførlig liste bag i bogen, hvis nogen altså nogensinde skulle komme så langt. Nu er det ikke hverken menneskeligt diskvalificerende eller dumt at have en halv-sygelig interesse for guitarer (denne skribent bor vel i en lignende retning selv i et veritabelt glas-hus) men havd i alverden det har med en kriminalroman at gøre er da et godt spørgsmål. Som vist kun besvares med “Absolut ingenting!!”

Johnny Harboe slutter noget lakonisk med at konstatere, at forfatteren “..også kunne have snakket med bare én (herligt, herligt, Johnny!) der har forstand på litteratur. Så havde man måske opdaget, at kapitel 7 mangler” Og så er vi ikke engang kommet til det, som Harboe med rette kalder for “bogens ufrivilligt morsomste sammenligning” Man må altså osse sige, at der ryger man altså baglæns ned af pinden i fugleburet, som papegøjen Andrea vist engang udtrykte det. Af krampelatter forstås. Blom beskriver nemlig en af personerne således: “En kraftig, lyshåret mand med overarme som Skipper Skræk” Som Harboe tørt bemærker mens vores læsere lige justerer billederne af Skipper Skræk og hans veninde Olivia i deres kollektive erindring: “Undskyld mig, men er det ikke Skipper Skræks underarme, der er imponerende?” Jo, det er det, overarmene er blot tændstik-tynde pinde. Det er altså en virkelig falliterklæring for en forfatter at forsøge sig med ellers indlysende eksempler på sproglige “blomster” fra tegneserierne når man nu (heller) ikke aner en pind om dem. Eller om hvordan man staver Gloria Gaynor eller Luc Besson.

Ak ja, inden vi helt lader denne hjælpeløse forfatter slippe i dag skal det med, at han heller ikke hverken kan stave eller ret-skrive selv velkendte kulturpersonligheders navne, som Harboe bemærker det. Det er altså bemærkelsesværdigt, da Martin Blom Hansen faktisk driver et privat kommunikations-og journalistik-bureau. Nu ved vi selvfølgelig ikke positivt, om han tager penge for det, men indicierne kunne tyde på noget i den retning. Harboe slutter sin anmeldelse med den sikkert ganske fornuftige opfordring:”..tilbage i øvelokalet!” Ikke at det sikkert hjælper alverden ligeså lidt som passionen for guitarer førte til nogetsomhelst interessant indenfor den musikalske karriere. Lige her hjælper det gamle “fyndord” “skomager, bliv ved din læst” ligesom heller ikke. Når man som Martin Blom Hansen her tydeligvis slet ikke har nogen læst er det altså ganske svært at være skomager.

Næsten ligeså svært som det er at være forfatter. Harboe giver 1 narrehat af 6 mulige, sikkert for det udviste mod ved at turde udstille sig selv og sit makværk på denne formidable måde, anderledes kan vi næsten ikke læse det. Bravo, Johnny og et stort “buh!” herfra til blues-manden Martin Blom Hansen. Det eneste gode ved hans bog er vist udover den fine anmeldelse, at nu har han da VIRKELIGT fået grund til at have “the blues”. Men på den anden side, hvem har dog også nogensinde hørt en glad og bredt smilende jubel-neger synge “the blues”
“Stående, voldsom og langvarig applaus” herfra, som det tidligere hed i referaterne fra de sovjetiske partikongresser. Til dagens helt i skysovs, Johnny Harboe. Tak skal du have!

“Sacrifial bearings” og andre ofre.

I de seneste par dage har vi her i huset læst den danske historiker Bent Jensens bog om det sovjetiske terrorregime og dens mange milloner ofre,”Gulag og Glemsel”, som undertegnede måske burde have læst lidt før. Ikke fordi der er noget nyt i den, heller ikke fordi den er skrevet godt, endda særdeles langtfra. Det er faktisk et de heldigvis ganske få værker, som får den helt umulige bestseller-forfatter Dan Brown med det ubegribeligt håbløst-sludrevorne “Da Vinci”-univers til at se helt fornuftigt velskrevet ud. Her skal der altså virkelig mangel på litterær kvalitet til, og DEN leverer Bent! Indholdet er der nu ikke noget i vejen med, og en ting jo godt være rigtig, selv om den bliver gentaget 100 mill. gange til kedsommelighed, som det sker her i Jensens bog. Som fortæller om frygtelige skæbner og forfærdelig dumhed. Ikke mindst fra vestlige iagttagere, hvoraf alt for mange så alt for meget og alligevel ingenting forstod. Eller blot valgte at holde kæft med det ubærlige, som de så.

Senere socialistiske folkeparti-helte som greve Kai Moltke får et særdeles skidt eftermæle, naturligvis helt fortjent. Ja, Kai var rigtig greve og ikke kun den ved juletid udbredte “fedte-greve” og ville være blevet slagtet af bolsjevikkerne med garanti hvis han altså have været russer. Moltkes senere apologetiske skrifter er i modsætning til Bent Jensens sproglige makværk med et væsentligt indhold ganske det modsatte: Et velskrevet forsvar for det ganske uforsvarlige uden nogen selvransagelse eller blot elementær omtanke. En anderledes voldsom, men nu ikke voldsomt UFORTJENT skæbne fik som tidligere berettet et tidligere dansk medlem af Folketinget, den gode stalinist, Arne Munch-Pedersen til gengæld og det ganske fortjent skulle man mene. Han gik jo til grunde i Stalins fængsler. Til ingen nytte ganske vist men trods alt alligevel nok mere, end han ville have gjort i Danmark. Nu er det ikke positivt bevist, at det var hans rival , den senere så elskelige “folkepartist”, Aksel Larsen, som direkte stod bag henrettelsen, men en del tyder på, at han ihvertfald ikke trak i den anden retning. Forskningen på dette prekære område er så vidt vides Ikke-eksisterende, men Aksel ville særdeles nødigt have rivalen Arne hjem. Han fik sin vilje og Arne sin vel ikke helt ufortjente bekomst. Mens han til sit sidste åndedrag i sin celle tilbad den gode fader Stalin, ak ja, hvor mange jøder var så dumme ved døren til gaskammeret at bede for Hitler…

Bent Jensens bog er fuld af billeder og den menneskelige fornedrelse er kvalmende. Alle nødvendige ofre for en helt unødvendig sag eller bare ofre. Der er dog en lille behagelig “krølle” på hele denne opsummering af uendelig grusomhed. Langt hovedparten af alle bødlerne på alle planer endte nemlig selv i “terror-hakkemaskinen” og det gjaldt samtlige ledere af det hemmelige politi (kaldet Tjekaen, GPU, KGB m. m.) efter grundlæggeren Dzjerzinskij, som døde ganske uforskammet tidligt. Både terror-cheferne Jagoda, Jezhozv og Berija blev henrettet ligesom over 90% af de folkemorderiske officerer (som marskal Tuchachevskij m.m. fl.), hvis eneste aktive militære kampe havde været mod deres egen befolkning. Som de brutale svin i en svinesti, som brutalt bider halerne af de andre svagere svin og alligevel ender de alle som medisterpølse til jul. Det var muligvis regimets eneste retfærdighed men så må man jo nøjes med at glæde sig over det. At den således “åd sine egne”!

Nu er undertegnede jo faktisk cand. mag. med hovedfag i russisk, men dengang hørte vi nu ingenting om Bent Jensen. Han var nu ellers også aktiv dengang, men blev forsøgt “tiet ihjel” af alle gode mennesker dengang, der som i dag allesammen mente det samme. Lidt noget andet, godt nok, for eksempel at al religion var “opium for folket” og ikke blot kristendommen, faktisk også islam, ja tænk blot! Ihvertfald på de forskellige udgaver af Slavisk institut på landets universiteter, hvor den kritiske forskning selv med dagens standard virkeligt var en vits. Den lokale institutbestyrer Thomas Petersen tog muligvis prisen som det mest intense “spild af menneskelig plads” i sin stadige fastholdelse af, at Sovjet sandelig var en fuldendt demokratisk stat. Heri blev han ivrigt sekunderet af en anden mageløst ukritisk opportunist, Ole Nørgaard, som senere på ubegribelig vis gjorde karriere på Statskundskab. De gjorde naturligvis aldrig op med deres fortid, det var der nemlig ingen, der tvang dem til, underligt nok. De var muligvis ikke landsforrædere (de blev da ihvertfald aldrig anklaget), men “akademiske forrædere”, det var de! Den ene er nu heldigvis død og den anden “mimrer” blot, sikkert som Arne Munch-Pedersen om, hvor m eget ret han havde.

Nu er begrebet “forskning” jo et spændende begreb. Nu håber vi bestemt herfra, at mit eget universitetsspeciale aldrig findes frem, for det var ret beset noget bras. Endnu værre var dog værkerne af min censor dengang, og det var IKKE fordi mit eget speciale blev uretfærdigt bedømt. Eller rettere, det gjorde det givetvis, karakteren blev nemlig alt for høj! Anderledes med censor, professer Knud-Erik Rosenfeldt fra København. Allerede dengang i den ukritiske ungdom (man var jo selv akademiker og med i flokken på trods af visse gryende tanker..), så var Rosenfeldts disputats bemærkelsesværdig. På overfladen så det måske fornuftigt nok ud. Hele hans historie gik nemlig ud på at bevise eksistensen af et såkaldt “hemmeligt kancelli/embedsværk” bag Stalin, der således skulle være de egentligt skyldige. Hvis det lyder fornuftigt er det fordi det er helt ubegribeligt dumt.

Jamen hov, vil nogen måske sige, var det ikke sådan den døende Arne Munch-Petersen tænkte dernede i hullet? Jo, det var det, og hele Rosenfeldts disputats er ganske enkelt bygget på et solidt fundament af INGENTING overhovedet! DER VAR NEMLIG OVERHOVEDET INGEN KILDER TIL NOGETSOMHELST, nul og nix! Der eksisterede simpelthen ikke så meget som en eneste linie, der kunne hverken bevise eller modbevise noget som helst. Det hele var blot RENT GÆTTERI indenfor en ganske ligegyldig problemstilling og med åbningen af arkiverne i Rusland efterfølgende viste det sig at være lige akkurat det, som censor Rosenfeldt havde påvist. Jo, der var nogen, der udførte Stalins ordrer, jamen der kan man da bare se, skød og dømte han virkeligt ikke alle selv? Nej, det havde han ikke gjort og Rosenfeldt fortsatte med at have ret på samme urimelige måde som Thomas Petersen og Ole Nørgaard havde. Fordi ingen kaldte denne akademiske “bluff” ved det rette navn. Det var ellers det, det var og kunne kun eksistere i en “akademisk boble” af total mangel på elementær kritisk sans. Og det gjorde den så indtil Bent kom. Ikke at det ændrede alverden desværre.

Nu er kritisk sans måske blot ikke særligt udbredt og selvkritisk sans ganske givet endnu langt mindre. Tag nu for eksempel en vis Tom Fletcher, som i 40 år har lavet pladespillere. I forbindelse med den nyligt afholdte hifi-messe i København er der lagt et video-interview på YouTube med et interview (eller måske rettere blot en uendelig ligegyldig humørforladt enetale på 10 minutter af Fletcher) HVOR kedelig den er bevises vel af, at 1. del har 10 gange så mange hits som den sidste og mon ikke det kan tolkes lidt i retning af, at 9 ud af 10 af de sagesløse, der har “klikket start” på del 1 ikke har set til uendelig ende? Det er nu altsammen ligemeget og sikkert snart osse ligemeget for Fletcher selv, der ligner en delirisk kemo-kur i sidste stadium. Og så ikke helt alligevel..

Efter altså omkring 40 år i pladespiller-branchen har Tom Fletcher nemlig opfundet det såkaldte “sacrificial bearing”, som åbenbart er et pladespillerleje med indbygget “slubren” i. Eller osse skulle det være lavet af andre materialer end alle de ellers talrige og vidt forskellige, alle altid har benyttet. Tænk blot at kunne finde den eneste rigtigt variation i noget, som alle andre ellers har varieret i én uendelighed for at spare penge..Denne gang er det blot for LYDENS SKYLD, hurra hurra! 

Nu kunne intervieweren måske have spurgt, hvordan Fletcher først nu efter altså 40 år har kunnet indse, at “selvopofrende” lejer skulle være sagen fremfor blot ordentlige lejer, (som han jo med grund altid ellers også selv har benyttet) men det fatter den unge fætter naturligvis ikke. Der stilles heller ikke spørgsmål ved et nærbillede af en Fletcher-pladespiller med en skal vi sige det forsigtigt noget pudsig “op-og-ned”-bevægelse af fittings og tallerken. 
Stadigvæk, det mest mindeværdige ved det her interview er i god “tråd” med resten af dagens tekst den ret enkle: Selv den mest indlysende usandhed forbliver den uantastelige sandhed indtil nogen påpeger, hvor idiotisk det hele er. Som altså aktivt at fortie et regimes ufattelige grusomheder og acceptere “sacrificial bearings” som andet end det plat, det er. Hvorfor ikke bare bruge det til forhjulslejer i biler eller i pickup-arme når det nu så skidegodt og rigtigt? . Dumt, dumt at tro på, som dengang på Slavisk Institut i Århus, hvor institutbestyrer Thomas Petersen glædestrålende forklarede det fuldendte sovjetiske demokrati. Leonid Breznjev havde nemlig fået hele 113% af stemmerne i sin valgkreds, en rekord som slog selv en anden despot, Mugabes blot sølle 98% Tænk at nogen kunne tro på noget så dumt og næsten osse denne ellers ubegribeligt begavede skribent. Det må nok have været det, der dengang “kick-startede” de forhåbentligt mere spændende betragtninger, som kommer til udtryk på denne side.
.Det var så hvad vi havde valgt at bringe i dag om “ofre”

Regnskabets time og jo, Jan Eskildsen, der er osse noget til dig i dag!

Så er der atter dukket et interessant regnskab op. Underligt tidspunkt, normalt offentliggøres regnskaberne jo først meget længe efter de er aflagt og sommetider en hel del senere end diverse love ellers tydeligt specificerer. Nå, det skyldes jo naturligvis altid og uden nogen undtagelse, at disse regnskaber ikke ligefrem er bemærkelsesværdigt gode grænsende til det egentligt katastrofale. Derfor kan vi da nu godt lige kaste et enkelt blik på det her…
Jamen hør-hov, der står jo “P. M. Audio” på det, og der er både overskud og dividende til ejerne og alting og egenkapitalen er særdeles positiv og voksende og hvad kan man næsten ellers ønske? Jo, muligheden for at sige tak til vores talrige kunder derude efter en november, som uden sammenligning har været den bedste i vores firmas efterhånden ganske lange historie og en december, som tegner om muligt endnu bedre. Nu synes vi ikke selv, at vi ligefrem kommer sovende til resultaterne, men uden alle vores trofaste gamle og nye kunder ville intet jo være muligt. Derfor skal der naturligvis herfra lyde en enorm tak til alle jer derude, som har muliggjort det her. I al beskedenhed håber vi så også, at vi derude har gjort en lille forskel for jer.

Nu er det jo begyndende juletid, og derfor kryber der undertiden en lille “drillenisse” ned i denne forfatter. Vi har jo en erkendt svaghed for hifi her i huset og dermed osse øje for alle de menneskelige dårskaber, som dens udøvere demonstrerer derude på de andre fora. Overfor denne sides mere normalt-begavede og almindeligt fornuftige læsere vil vi lige benytte lejligheden til at undskylde for de sommetider temmeligt indforståede skriverier i den anledning, men vi kan altså ikke lade være. Efter gårsdagens alenlange tema om indavl havde vi nemlig “plantet” en lille uskyldig bemærkning om ja altså hifi. Helt forventeligt blev den overbragt til hifi4all, det eneste rigtige danske hififorum (det siger så ikke alverden, DET skal siges!) af en vis Jan Eskildsen. Nu er det befriende at folk underskriver sig med rette navn, og Jan fortjener bestemt anerkendelse. Ikke fordi han citerede os, (det er nemlig aldeles ligemeget), men for sin enorme flid og fantasi. Vi sidder simpelthen og små-griner ved tanken om, hvordan vores gamle ven Jan i dag (altså i går og så mange andre dage) vil forsøge at formulere, at der OVERHOVEDET ingen grund er til at læse det pladder, som denne forfatter har skrevet. Hvorefter han naturligvis altid citerer vores side i ALENLANGE PASSAGER.

Alene tanken om, hvordan han møjsommeligt staver sig igennem vores hjemmelavede teorier om kvinder og køer på Fur og den mulige forveksling for særskilt indavlede mænd får det næsten til at krible i lilletåen. Skide drillenisse og stakkels Jan! Sikke dog meget han må stå igennem for at blive så ægte forarget og sikken fantasi han hver gang udfolder for at undferstrege, hvor ligegyldigt det vi skriver er! Imponerende flid, virkeligt. Nå, iøvrigt skal vi lige i al korthed i dag arbejde lidt videre med vores erfaringer med JBL og Crown. Ikke fordi det nødvendigvis er særligt interessant, det er nemlig ca. ligeså uspændende som at beskrive en industriproduktion af rugbrød eller remoulade. Eller altså lige spændende, ikke alverden forstås. Nu har denne skribent faktisk hørt ganske mange Crown-forstærkere på ganske mange højttalere, både MacroTech, PowerTech, D-serien og talrige andre serier uden at blive overrasket. Kun en enkelt gang er vi blevet en smule overraskede, nemlig over den Crown Studio Reference 1, som vi købte af interesse og forøvrigt uden at lytte til den. Vi checkede blot, at den kunne sige noget i begge kanaler.

Det kan den så stadigvæk og spiller faktisk rigtigt fint. Det er nu langtfra verdens bedste forstærker (selv om har både købt og betalt den og det plejer jo ellers at forøge lydkvaliteten en hel del) og her i huset har vi mindst en halv snes, der nok spiller bedre. Den spiller nu rigeligt godt nok til, at den p.t. står og “motionerer” vores nye JBL Olympus S8R. og det er vældigt fint. Faktisk overraskende godt. Alle de andre og da især de billigste Crown-forstærkerserier har altid mest brillieret ved at være robust konstruerede. Ellers har lyden været af fuldstændig normal professionel standard, det vil sige, at de i en snæver vending allesammen har kunnet bruges til at “skære i glas” , så fælt har det lydt. Det er der ikke det mindste overraskende i, sådan lyder alle konkurrenterne nemlig også. 

At noget er en såkaldt “industri-standard” som ikke mindst Crown MacroTech-serien var i Danmark for et godt årti tilbage fortæller ligeså lidt om den reelle lydkvalitet som det gør at rugbrødet er fra Kohberg. Nemlig at forstærkeren spiller konstant og at man ikke bliver syg af at æde brødet. Det betyder så ikke, at man IKKE bliver syg i hovedet at høre på forstærkeren eller bliver led og ked af ligegyldigt industri-rugbrød. 
Nu kunne man osse tro, at der i vores karakteristik af JBL 4412/4412A (især den sidste) som “pruthøjttaler” lå en afstandstagen, men det er slet ikke tilfældet. Produktet var nemlig ganske gennemsnitligt godt til en ganske overordentligt lav pris, blot omkring 3500,- incl moms i udsalg. Det er blot alt, alt for lidt at betale for sådan en relativt stor højttaler, hvor den eneste udvikling i teknologi har været produktions-teknologisk. Omsat til almindeligt dansk betyder det blot, at man for enhver pris har bestræbt sig på at lave produktionen billigere.

Det er der naturligvis ikke noget negativt i, sådan er tingene blot, og da særligt på et hastigt skrumpende marked, som markedet for studiomonitors allerede dengang i starten at 1990-erne var. Når et marked stagnerer eller “klapper sammen” må man sætte priserne op eller produktionsprisen ned, andre valg gives ikke hvis man vil forblive på markedet. JBL er der stadigvæk så svaret er ret entydigt. 
En helt anden diskussion er så omfanget af besparelser og de kedelige konsekvender. Lad os tage den døssyge men skidebillige skumkant. Selv dér kunne der spares og det blev der! Nu var JBL en af pionererne i at anvende skum til kantophæng på højttalerenheder, og dette skum har en desværre kedelig tendens til “rådne væk” til det rene pulver. Med 4412 og fremefter lykkedes det dog at gøre det endnu langt ringere. En hel af de gamle kasser fra 1960-erne virker stadigvæk fint med skumkanter, men det gør simpelthen INGEN af 4412-erne og frem. På ikke meget over 5 år falder det her forbandede lort simpelthen fuldstændigt fra hinanden og reparationen løber op langt over den oprindelige salgspris.
Udvikling? Overhovedet ikke, AFVIKLING er vist nærmere det rette ord. 

Symbiose på Fur

I min tidlige skoletid kom der en flok be-kitlede mænd til Endelave Skole med et særegent formål. Inden vi behøver at inddrage Mulder og Scully i jagten på disse mærkelige måske inter-galaktiske væsener skal det med, at der blot var tale om psykologer fra Horsens. Det var inden (lige akkurat inden, men alligevel) den moderne psykologis gennembrud, så man må vel regne forsigtigt med, at de kunne deres kram. Dette skulle jo snart ophøre, men det er en helt anden historie. Den hvidkitlede gruppe var kommet for at undersøge hjernerne på Endelave Skole. Heldigvis for denne sides senere eksistens kunne disse undersøgelser finde sted, mens hjernerne sad inde i skallerne hos os elever. Det var ellers en spændende undersøgelse.

Inden vores læsere straks springer til den konklusion, at undersøgelsen drejede sig om en særskilt super-intelligent elevflok på den lillebitte skole (en nærliggende tanke når man læser denne skribents utallige visdomsord) så må man lige “spise brød til” Undersøgelsen gik nemlig ud på at finde ud af, hvor DUMME vi var og resultaterne overraskede forskerne. Vi var nemlig ganske normalt begavede og end ikke undertegnede kunne trække afgørende op. Selv min meget dumme eneste klassekammerat Ejner, verdens dummeste dreng, var åbenbart ikke helt dum nok til at os to kombineret blev dummere end gennemsnittet…Mærkeligt i betragtning af hvor enestående dum han var men nu var han jo osse den eneste. Nå, gennemsnittet må have været lavt i Danmark dengang. Eller rettere, det var det visse andre steder, MEGET lavere.

Det var faktiskderfor disse mystiske mænd med deres notesblokke var kommet til Endelave. Man havde lige præcist dengang dengang udklækket en i virkeligheden helt fantastisk idiotisk teori, som man ville efterprøve. Man havde nemlig på den lille ø Fur i Limfjorden konstateret, at eleverne i skolen deroppe simpelthen var landets absolut mindst intelligente. Nu er dumhed jo pr. definition ikke den dummes egen skyld og det var det heller ikke dengang. Derfor søgte man naturligvis forklaringer i miljøet, og det, datidens skarpeste hjerner havde forudsagt var, at den svage begavelse på småøer nok skyldtes manglende iltning af hjernen. Nu lyder det måske dummere, end det er, men det er nu måske også noget dumt til at starte med. Dengang drak man nemlig på disse øer i modsætning til på fastlandene stadigvæk det, man geologisk kalder “overfladevand” Dette vand er ikke blevet filtreret gennem jordens kalklag, og indeholder derfor masser af nitrater fra kunstgødningen. Det var så det man mente var den egentlige årsag til landets højeste andel af elever i hjælpeklasser, som man havde konstateret på Fur. 

Nu kunne man måske lettere have ringet til Horsens Svineslagteri og spurgt, om svinene fra Endelave var mindre og mere vantrivelige end dem fra fastlandet og man kunne måske også forsigtigt have spurgt om, hvorfor denne skribent allerede som 14-årig var 1.85 (ernæring og højde hænger normalt uløseligt sammen, som alle såkaldte militære “lægdsruller” viser), men det gjorde man ikke. Det ville naturligvis også have været alt for nemt. Resultatet ville have været det samme, og psykologernes hypotese viste sig at være eminent fladpandet. Mest fordi den egentlige lå så lige for. Fur var nemlig en ø uden besøgende og dermed det ideelle sted for indavl. Ingen turister ved deres fulde fem ville nogensinde frivilligt til tage til Fur og dermed var “nyt blod” i den sikkert allerede længe indesneede “ø-genetiske pulje” udelukket. Fur var et rigtigt hul og det er det naturligvis stadigvæk, øl eller ej.Helt anderledes på herlige Endelave og denne skribent er naturligvis det fremmeste eksempel. Kræves der flere beviser?

Blev psykologerne så klogere? Det ved vi ikke, ikke meget tyder på det. I den fortsatte debat om det stigende fravær i visse vestby-skoler i Århus forekommer det analytiske apparat heller ikke at være “tunet” helt ind på de sandsynlige problemer. I stedet søger man videre som dengang på Endelave med “manglende iltning af hjernen som følge af nitrat i vandet” Lad os tage et socialdemokratisk byrådsmedlem, som mener, at det stigende fravær er “Elevernes råb om hjælp” Inden vi nu spørger om, hvordan han lige er nået frem til det, skal det med, at han selv er lærer uden at det dog kan ses af det han skriver. Det er nok en del år siden han har haft “fingrene nede i den varme grød” Heldigt for ham, forplumrende for debatten.

Til gengæld har han tydeligvis været på talrige kurswer og lige ud af ærmet ryster han simpelthen årsagerne til det stigende fravær: “Sociale årsager i hjemmet, sociale årsager i skolen, psykiske problemstillinger, kognitive/udviklingsmæssige problemer samt faglige årsager” Læs lige den her smøre igen og se, om du kan få nogen mening i det. Derudover synes vi herfra, at vores byrådsmedlem mangler den indlysende “sociale årsager på cykelstien” nu når ellers både skole og hjem er dækket ind, hvorfor udelade denne sidste mulige kategori? Nå, vi skal nok ikke spøge med denne dybe videnskabelighed ligeså lidt som vi skulle dengang i starten af 1960-erne på Endelave.

Problemstillingen er vist ellers temmeligt identisk med dengang på Fur. Deroppe var der blot ikke andre muligheder for avl, her har folk rent faktisk et valg, som de så blot ikke foretager. Ihvertfald ikke i retning af genetisk sundhed, for gentagne fætter/kusine-ægteskaber er testet i royale europæiske familier gennem tusindvis af år uden nogen videre succes. Dumheden og sygeligheden og medfødte skavanker eksploderer på samme måde som hofteleds-dysplasi nødvendigvis gør i de mest populære hunderacer. Hvor svært er det at forudse? Ikke ret svært for denne skribent, men noget sværere at håndtere i praksis tilsyneladende. Derfor prøver man som dengang at dække over enkle problemstillinger med komplicerede værktøjer, som blot forplumrer alting.

Blev det så bedre oppe på Fur? En lille smule gjorde det faktisk og det endda ret hurtigt , nemlig dengang den voksende population af Puch-maxier muliggjorde, at Fur-boerne kunne tage “uden-øs” til høstfester. Der på fastlandet kunne de jo ved selvsyn overbevise sig om, hvor meget pænere pigerne var end de dumme køer derhjemme, hvoraf en del efterfølgende faktisk viste sig at være køer. Helt hurtigt gik denne genetiske blanding naturligvis ikke, drengene på deres Puch-maxier havde vel heller ikke nødvendigvis fuldstændigt “frit valg” blandt de mest attraktive fastlands-piger, men lidt skete der. De er nu stadigvæk noget dumme deroppe og det er de vel et par hundrede år endnu.

Nu ved vi ikke, om hifi-skribenten Kim Olsen kommer fra Fur, men det kunne han nu ellers godt gøre. Som en lille krølle på gårsdagens historie om fanatisme springer Kim nemlig ud som mulig Fur-bo. I et ganske eksempelløst morsomt indlæg om valg af forstærker til en bestemt JBL-højttaler, nemlig den noget latterlige prut-højttaler 4412, skriver Kim nemlig i fuldt alvor, at den eneste forstærker, der lyder helt rigtigt med denne højttaler, er en ganske bestemt model af Kims andet fanatisme-projekt, nemlig Crown. Påstanden om, at lige netop denne forstærker spiller helt perfekt med denne højttaler, er næsten på Endelave-psykolog niveau. Ikke alt for højt altså.

Ingen højttaler i hele verden er naturligvis udviklet omkring nogen bestemt forstærker og da slet ikke en allerede udgået model. Som iøvrigt lyder ad Helvede til i samtlige sammenhænge. Sådan virker industrien simpelthen ikke og hvis man skulle mangle bevis skal man da blot prøve at sammenligne JBL 4412 med efterfølgeren 4412A. Det logiske spørgsmål her ville så (hvis man accepterer Kims noget grinagtige påstand) hvilken specifik forstærker den nye model så er udviklet “omkring” Den lyder nemlig FULDSTÆNDIGT anderledes på ALLE forstærkere og HELT SINDSSYGT meget dårligere end den første, som heller ikke var ret god.
Det er muligvis menneskeligt at søge en dybereliggende mening bag tilsyneladende ganske banale sammenhænge. Der er blot sjældent nogen og da især ikke, når den enkle forklaring allerede rigeligt rækker. Symbiose? Nej! Indavl! Ja!

Så er den ged vist rund-barberet!

Nu vil nok enkelte af vores efterhånden urimeligt mange læsere (urimeligt mest i betragtning af denne skribents uhyre beskedne evner) nok kalde undertegnede for “fanatisk” Det kan vel være, men i sammenligning med de rigtige fanatikere er jeg nu blot en sølle amatør. Nu har det ikke altid været sådan, jeg har jo bevisligt været en lidt for ukritisk støtte af et kendt engelsk højttalermærke tidligere, men de “fejl” har jeg afsonet og -svoret i tidligere tekster, og senere er det kun blevet bedre. Ikke rigtigt godt, men en hel del bedre. I det hele taget er kritisk tænkning en absolut mangelvare, og rigtig SELVKRITISK tænkning sjælden som det, der på engelsk passende hedder “hen´s teeth”

Derfor vil vi i dag starte med et af de konstaterede tilfælde af fornuftig selvkritisk vurdering, som vi lige kan komme i tanke om, nemlig for n.te gang vores gamle JBL. Vi synes nemlig ikke, at JBL spiller godt, og hvis man skulle være i tvivl, kan man jo blot lytte til en 4333 eller vores egne 4320. Normalt ville det jo være en epokegørende erkendelse i hifi-kredse denne, nemlig at ens eget system ikke var i det allermindste “runner up” til verdens allerbedste, en tendens der forstærkes af 2 ting. Nemlig at man tilfældigvis selv har det og dermed har betalt blodpenge for skramlet-det er vist i virkeligheden kun 1 ting så? Ikke desto mindre synes vi trods besiddelse af 4 køleskabs-store JBL-skrumler ikke, at JBL spiller godt. Problemet er i sin enkelthed, at det gør kun det ene sæt, det andet er absolut rædselsfuldt, og hvilken konklusion kan man så drage, næh vel?

Til gengæld spiller vores 40 år gamle Olympus S8R absolut guddommeligt, men det ændrer desværre ikke ved, at man godt kunne efterlyse en klarere linie i JBL´s produktprogram. Så ville det jo være meget nemmere at være “fan” i stedet for nu, hvor man bliver nødt til at lytte efter. Eller bedre, lade konen gøre det, det har vi naturligvis gjort inden vi skrev det her. Det er ganske det samme med den forstærker, som p. t. driver vores Olympus, nemlig en Crown Studio Reference 1, som osse spiller overordentligt fint og vældigt stramt. Den spiller nemlig slet ikke som en Crown, og det er det allerbedste ved det. Noget af det allerværste indenfor PA-lyd er nemlig netop Crown, hvor især deres MacroTech-serie er så ganske ubeskriveligt skærebrænderagtigt forfærdeligt rædselsfuld, at selv ellers stabile lydmæssige bundskrabere som Dynacord og QSC sættes til vægs. PA-lyd er naturligvis ikke principielt anderledes end hifi, men det er normalt alt for kostbart at lave noget, der er stabilt og lyder godt. Eller rettere, det er det ALTID, det var nok derfor Crown holdt op med at lave den ganske velspillende Studio Reference 1 . De andre og klogere producenter begyndte nemlig aldrig på sådan noget “fis”, som blev en salgsmæssig “fuser”. Naturligvis, hvem ønsker dog reel lydmæssig kvalitet, Crown gør ligeså lidt i dag som alle andre, og derfor er vi naturligvis ikke fans her heller. Men sikke dog den gamle Ref. altså kan!

Fan bliver vi heller aldrig af den netop af vælgerne vragede endnu fungerende rådmand, den radikale Peter Thyssen. Nu er det nok tvivlsomt, om manden rent faktisk er helt så dum, som det, han siger, men det ville nu heller ikke være godt. Manden har ganske vist osse lavet fornuftige ting, men de afgjorte “skæverter” er nu noget i overtal. Nå, han er heldigvis nyere kommende historie og denne intense følelse af lettelse understreger han selv i noget, der vel passende er en slags “afskedssalut” a la kanon-batteriet Sixtus, der jo også hyppigt fyrer løs ganske uden mening lige ud i luften. Med samme løse krudt som Thyssen. Normalt opererer man jo med den uhyre fornuftige kommunale praksis, at de folkevalgte som Thyssen politisk skal kontrollere de kommunale embedsmænd og institutioner, en nødvendig demokratsik kontrol.

Faren bliver så til gengæld ganske akut, når den folkevalgte som en slags albino-udgave af Robert Mugabe alt, alt for tydeligt identificerer sig med det kommunale apparat. Nu er han ganske vist ikke ikke sprunget ud som afrikansk “kleptokrat” men identifikationen er altid første trin. Som han siger og sig og sine: “Vi (!!!) accepterer kun det, som vi mener stiller kommunen bedst.Alt andet har ikke sin gang på jorden (skulle nok have været “Jorden” red,) Sådan en “salve” er simpelthen noget salig Lenin kunne have sagt inden han sendte sit udenomsparlamentariske politikorps “Tjekaen” og dens leder Dzerzinskij ud på atter et likviderings-projekt. De vidste også, hvad der var over og ganske særligt UNDER jorden.. Det er mærkeligt, at ingen har bemærket denne uhyre bemærkelsesværdige rådmands-kommentar, for den er da virkeligt problematisk i ekstrem grad. Nej, Peter Thyssen, din skide opgave er (endnu og kun i kort tid, heldigvis) at udøve politisk kontrol og ditto styring, intet andet. Den anden holdning fuldstændigt nødvendig og legitim for alle de kommunale chefer, blot ikke for dig. Du har simpelthen bare siddet der alt for forbandet længe og vil blive savnet nogenlunde ligesom ja, her lader vi lige en kort tid censuren tage over.Det ville ellers friste svært at konstruere en sætning indeholdende ordene både “byld” og “røv” men det gør vi naturligvis ikke.
Nej, vi er ikke betingelsesløse fans af særligt mange ting her i huset, det er vist et af de mere uundgåelige livsvilkår. At blive voksen!

Og så lige dagens absolutte hifi-griner: I forbindelse med det danske blad High Fidelitys død har et norsk tidsskrift meldt sig på banen som “frelser”. Nu kunne man jo forestille sig, særligt gode tilbud til forsmåede abonnenter, men med tilstrækkeligt taknemmeligt publikum (læs: uhyre ukritisk) kan mindre tydeligvis sagtens gøre det. Det eneste som de lover er nemlig, at de muligvis vil gøre brug de danske (og altså helt ærligt ikke overvældende fremragende skribenter-hvorfor gik det ellers galt kunne man spørge) fra det nu afdøde blad. Det er jo i virkeligheden OVERHOVEDET INGENTING, blot en lettere “gribbe-lignende” aktivitet over det næppe endnu kolde kadaver.
Markedsføringsmæssigt er der intet galt, det rigtigt idiotiske består kun i at “labbe” dette indlydende marketing-tiltag i sig som nogetsomhelst andet end det, som det er. Nemlig et helt legitimt forsøg på at tjene penge. Godgørenhed, “my ass”! og hvorfor skulle man dog også være godgørende, når folk alligevel er dumme nok….”Hvornår kommer næste nummer Gunnar?” (citat!) (det norske blads redaktør red.), vi kan næsten ikke vente eller få hænderne ned af begejstring over dit blad. Hifi-entusiaster, ak ja!

Vi udsætter lige lidt!

I dag har vi simpelthen ligget og snuet lidt for længe til rigtigt at kunne nå alting. Derfor bliver det her en ren nødudgave selv om årsagen er ganske overordentlig glædelig. Vi har nemlig fået nye højttalere, jubii! Eller nye og nye er måske så meget sagt, det drejer sig nemlig om et par ikke alene kommodestore (det er de fleste af vores højttalere allerede) men også direkte KOMMODELIGNENDE. De ser faktisk ret ømme ud som de står der på deres latterligt lave sokkel med deres grinagtige trægitter foran. Som om de havde noget at skamme sig over.

Det har de nu ikke, disse herlige gamle JBL Olympus S8R fra 1970, slet ikke endda. Sammenlignet med vores ligeså gamle JBL 4320 Studio Monitor (det står der på dem, så det må vel passe) ja, der er der bare ingen sammenligning. De nye spiller nemlig skidegodt, det gør de gamle ikke og det endda overhovedet ikke bare det mindste. Denne gang var fruen med på hifibesøg i kongernes Jelling og selv hun kunne på stedet høre, at de lød bedre. Ikke godt, blot bedre end dem vi havde, så ind i Opel Omegaen med dem! 

Som i de fleste af fruens domme var denne også korrekt. hvor godt de i virkeligheden lød fik vi dog først øre for i går, hvor vi havde forbandet travlt. Derfor blev det noget sent og denne forsinkelse kører så videre her i dag. Jeg mener dog aldrig nogensinde at have hørt den seneste plade med Alison Krauss og Robert Plant lyde helt så RIGTIGT som på vores nye Olympus. Det lyder simpelthen uhyre eminent fremragende på sådan en helt autentisk ubehagelig måde. Og HØJT, HØJT, HØJT! heldigvis meget højere end mere ubehageligt, undskyld den noget alternative sætningskonstruktion. Al den gamle “hype” om den forlængst udgåede 2-tommers gamle JBL driver Model 375 var altså fuldstændigt korrekt. Denne pragtfulde gamle ingeniørsag af en højttalerenhed, som allerede dengang i 1970 nærmede sig 25-årsalderen i produktion, demonstrerer vel bedre end alt andet, hvad der er sket siden. Svaret er det samme, som dengang Anders Ands nevø Rup i en skoletime blev spurgt om navnet på et stort ocean. Rup svarede korrekt ved ikke at sige nogenting, det korrekte svar var STILLE-havet…

Hvilket i al skyndsomhed bringer os over til det århusianske skolevæsen, som jo som det øvrige samfund har sine problemer. Nu havde vi egentlig tænkt at lave en dybsindig analyse af det stigende fravær i visse århusianske skoler, men det kommer måske en anden dag. Dog vil vi lige berøre et par ting, som de seneste dages dækning i JP ikke lige har bemærket. 

Baggrunden er ellers ganske alarmerende. Eller også er den ikke, det er faktisk svært at vide. Avisen ved det ihvertfald ikke. Alting burde jo ellers være ganske klart, når man opererer med et begreb, der hedder noget så tilsyneladende uanfægteligt objektivt som “kritisk fravær” Man kommer jo straks til at tænke på den i de spæde atombombe-dage med Uran-isotopen Uran-235 at tænke på begrebet “kritisk masse” Lige dengang betød det det nu ganske objektive, at når den kritiske masse, dvs en vis størrelse af uran-klumpen så var der, så sprang bomben og det lige med det vuns! Nu er det ikke fordi vi vil anfægte de statistiske reultater, mest fordi vi ikke kender dem og vi gider for den sags skyld heller ikke forske synderligt i det. 

De er jo under alle omstændigheder ligeså ligegyldige for konklusionerne her, som alle statistikker altid er. Det såkaldte “kritiske fravær” er nemlig en FULDSTÆNDIGT VILKÅRLIGT fastsat størrelse, vistnok 18.7 fraværsdage pr. år. Eller osse noget andet, det er faktisk fuldstændigt ligemeget, størrelsen er ganske “arbitrær” som vi gamle matematikere ynder at sige det. Den ville have haft en vis objektiv mening, hvis det var grænsen for, hvornår man smed snøblerne ud af skolen, men det gør man jo alligevel ikke.

Og så tilbage til den egentlige historie, som burde være en skrækhistorie. JP beretter nemlig med store bogstaver, at det sjove begreb “kritisk fravær” er FORDOBLET på visse århusianske skoler i løbet af de seneste 2 år. Det fortolkes naturligvis som om fraværet er fordoblet, men er det nu det. Selvfølgelig er det ikke det.

Denne syge sproglige abstraktion “kritisk fravær” betyder naturligvis blot, at FRAVÆRET ER FORØGET UDOVER EN VILKÅRLIGT FASTSAT GRÆNSE, intet andet! Det betyder i al sin sørgelige enkelthed, at et øget fravær på måske 0.42% vil tippe balancen på skoler med allerede meget fravær fra det temmeligt “ukritiske” til det uhyre KRITISKE. Giver det her mening? Naturligvis ikke, man kan KUN operere med ABSOLUT FRAVÆR, ikke med “kritisk fravær” Hvad man til enhver tid regner for kritisk er altid tilfældigt og kan ikke underkastes nogen statistisk beregning. Vi er vist tilbage i skoletidens uforståelige forskel på “procent” og “procent-point”, ganske svært at huske, ikke? Og så langt sværere at forstå…

Nå, derudover refererer avisen nu en fornøjelig kommentar fra en vis Poul Lundgaard Bak, som er såkaldt Sundheds- og Trivselschef i Århus Kommune. Det må det egentligt være et fedt job, sikke en masse glade mennesker han dog må have omkring sig hver eneste dag, som han kommer dér som selveste Julemanden med de glade tidender. Om mere sundhed og trivsel! Han mener, at social ulighed bærer ansvaret for det store fravær på indvandrerskolerne, måske ikke fuldstændigt overraskende og han fortsætter: “Det er et udtryk for det samme, som man kan se på mange andre parametre, nemlig forskel i menneskers grundlæggende livsvilkår” 

Nu ved vi ikke, om han selv lavede denne finurlige grammatiske fejl “grundlæggende” men analytisk er det her vel ikke akkurat i “sværvægts-klassen” Hvis man som denne chef accepterer en fordobling af “problem-børnene” så burde man vel også som minimum kunne fastslå en fordobling af PROBLEMERNE derude i ghettoerne. Hvor lige præcis denne numerisk katastrofale stigning i andelen af “kritisk fravær” har sin sociale rod er interessant, for havde er det da lige , der er sket derude? Ikke noget videre er vel det sandsynligste svar, ikke ret meget positivt og næppe meget mere negativt.
Det mest alarmerende er vel egentligt, at når man råber vagt i gevær over noget der ellers er ganske alvorligt på en så grinagtig måde, så afskærer man sig selv for at forstå nogetsomhelst. Simpelthen fordi de analytiske værktøjer er helt ude i Hampen (midtjydsk landsby red.) Så meget for den objektive statistik, ak ja!

Dumme mænd og kloge koner

På engelsk findes der er ganske herligt ord, der hedder “Aftermath” Ud over at jeg mener at kunne mindes, at et af Rolling Stones albums fra deres guldalder faktisk havde denne titel, betyder det vist mest bare “efterspil” Det lyder ligesom bare bedre på engelsk, mest som sådan en slags “School´s Out for Summer” (for nu at blive blandt populærmusikkens absolut eviggrønneste evergreens) med dens bibetydning af “slut med matematikken” Det engelske udtryk betegner ligesom bedre en afgørende “finalitet”…Som alle dødsfald altid er, også “bladdød”

Derfor har vi da smugkikket lidt på de forskellige små-pip af reaktioner på lukningen af det danske blad High Fidelity. Der har ikke nogen steder været ret mange og blandt de få har der ganske forudsigeligt været endnu færre, som har været særligt interessante. Det har vist mest gået på, at det på en eller anden underlig måde skulle være trist, at der i Danmark nu ikke er flere hifi-blade. Underligt i betragtning af, at indholdet af bladet i så mange år har været sammenligneligt med den redaktionelle del af det husstands-omdelte gratis-magisin “Vi med Hus og Have” Nul komma nul dut for at være præcis. En læsning af det allersidste nummer på biblioteket i går bekræftede kun det betimelige i dette “blad-dødsfald” Sikke mange mennesker på bladets “kolofon” som i den grad overhovedet ingenting har lavet. Helt vildt mange, over 15 så vidt jeg husker.

Nu har nok næppe alle fået løn udover lidt “bonus” i forbindelse med anmeldelserne, men nogen har sikkert, og med nogenlunde samme fortjenstfuldhed som direktørerne i EBH og Roskilde Bank. Nå, nok om det, det er jo blot ligegyldig nyere historie nu og har vel i det mindste ikke som de andre krak påført den almindelige skatteyder ublu udgifter. Oplagene på bladene har jo alligevel i mange år været så lave, at der vel er visse grænser for, hvor meget man overhovedet kan akkumulere af gæld hos trykkerierne. En smule held i uheld. Til gengæld misunder vi så ikke de nu arbejdsløse skribenter, som skal ud på et tiltagende kritisk arbejdsmarked og skal søge arbejde med den “ballast” af ligegyldigheder, som deres skriverier i så mange år har været. En kedelig journalistisk “scrap-mappe” at vise frem som reference, vist bedst beskrevet uden s-et..

Nå, Verden går uforandret videre derude, og anderledes bliver det nok næppe foreløbigt. At ét fordummende blad forsvinder betyder selvfølgelig ikke, at selve DUMHEDEN gør. Efterhånden som man bliver ældre forekommer denne dumhed efterhånden at være en mere og mere integreret del af det, man normalt normalt forstår ved at være mand. Som jo er de eneste, der er tåbelige nok til at abonnere på tåbelige hifi-blade. Desværre gælder dette også for denne skribent selv om der er visse grænser. Ikke for selve dumheden, men selvfølgelig for, hvor meget denne skribent ønsker at udlevere sig selv, lidt selvkritik har vi vel. Eller selvcensur nok nærmere.. Derfor vil vi begrænse os til den beviselige “hifi-dumhed” hos denne skribent. Den beviselige del er jo osse den, der er vanskeligst at løbe fra!

For ikke så længe siden havde denne husstand adskillige CD-afspillere af et kendt mærke, som påny markedsføres energisk i disse tider. De var enormt dyre næsten 30.000,-, vældigt flotte udenpå og designet af en absolut brilliant engelsk designer. Eller måske, “designet” og designet var måske så meget sagt. Inde bag den flotte forkromede forplade sad der såmænd blot en kinesisk-produceret Arcam-CD med standard Sony-mekanik fra allerbilligste skuffe. Heldigvis var de jo for denne mandlige entusiast blevet “drysset med guldstøv” a la feen i “Peter Pan” og derfor lød de naturligvis super-godt. Det vil sige, det gjorde de nu kun for denne skribent. Mærkeligt at ikke alle straks kunne høre denne maskines suveræne “analoge” digitallyd. Nå, det kunne mange osse, alle mændene for eksempel. Alligevel var en “orm” begyndt at gnave lidt, for fruen plejer da at kunne høre? Det kunne hun også skulle det vise sig.

Allerede fra starten var fruen i huset mere end kritisk. Ikke overfor den ekstravagante investering, næh mere overfor resultatet. Hun syntes nemlig, det lød langt ringere end det, vi havde i forvejen. Nå, det tog undertegnede temmeligt let på og henregnede det til lettere angreb af præmenstruelt-syndrom. Mærkeligt det ikke forsvandt, men i stedet “bed sig fast” som både intra-menstruelt og post-menstruelt syndrom. Fruen syntes vist mest, det var noget bras. Hm. Nå, i forbindelse med, at en kvindelig bekendts ellers ikke vanvittigt ambitiøse Meridian-CD begyndte at drille lånte jeg så en af vores engelske “stoltheder” ud til damen. Hun måtte da kunne høre, hvor godt det lød.

Det kunne hun bare ikke, tværtimod foretrak hun noget overraskende så langt sin egen hoppende model for det nye krom-mirakel. Og så var det, at noget dæmrede for denne skribent, som jo tydeligvis havde været urimeligt forblændet af produktet fremfor lyden. FOR DET LØD JO DECIDERET AD HELVEDE TIL! Kvinderne HAVDE simpelthen haft ret. Det her produkt var simpelthen fuldstændigt håbløst og sammenlignet med en computer sat til en anstændig DA-converter var det simpelthen en vits. Som mand havde man(d) simpelthen ladet sig “snøre” helt af egen kraft. Ikke særligt imponerende, faktisk. Moralen er simpelthen, at man sommetider skal høre efter, hvad konen siger, og man skal ALTID høre efter, hvad andre kvinder siger når det så til punkt og prikke er det, som konen har sagt. Uden at vide det, en rigtig blindtest. Tilbage stod jeg så som den totale idiot jeg var, ikke voldsomt behageligt faktisk, men det var jo sådan det var! Og altså desværre bevisligt.

Siden den tid er vi blevet lidt klogere her i husstanden. Det vil sige, konen er ikke, hun har jo været det hele tiden, men undertegnede er. Men nu har hun jo heller aldrig læst High Fidelity, hun brugte jo blot sine ører, det glemte jeg til fordel for almindelig selvforblændelse. Siden den tid har jeg haft voldsom respekt for fruens akustiske domme. Når hun således siger, at vores gamle JBL 4320-monitors spiller værre end en Tivoli-clockradio, så har hun fuldstændigt ret. Med undtagelse af de altså hidtil kun ca. 3 plader, hvor de er helt fantastisk fremragende. Nå, vi har heldigvis plads til at huse diversiteten og vil forsøge lykken senere i dag med at udvide denne. Med lidt held får vi nemlig fat i et sæt store højttalere, hvor antageligt endnu færre plader lyder blot nogenlunde acceptabelt. Måske kun en enkelt er nok et rimeligt gæt! 

Dem må jeg have, jeg er jo en mand og nu ved jeg, hvor dum jeg er! Det er stadigvæk lidt anderledes derude, og i den anledning vil vi lige citere lidt fra debatten om High Fidelitys død fra hifi4all. Vi skal advare om, at der udstilles monumental mandlig dumhed og manglende grammatisk akkuratesse i middelsvær grad, but “here goes: Nedenstående skulle ses som et mandligt forsvar for at give de omkring 90,- ud i luften, som salig High Fidelity kostede.
“Hvor mange penge bruger jeres kællinger ikke på ligegyldige dameblade ??”

Ud over det umuligt/problematiske i at vide, hvor mange penge der IKKE bruges (i modsætning til hvor mange der rent faktisk GØR) er det her vel det bedste eksempel på, hvorfor denne hobby nærmer sig sin absolutte afslutning. Nej, det er ikke fordi manden er særskilt dum (det er han nu ellers nok, i næsten eksempelløs grad, platnakken), det er fordi han afskriver kvinderne. Som jo selv denne skribent gjorde engang. Det skal ikke ske igen! Fortjener jeg nu det stykke julekringle, du lokkede med, fru Dahl Vikkelsø Mathiasen?

Noget at læse!

I dag bliver vi, nok noget trættende for enkelte af vores læsere, nødt til lige et bemærke en mærkedag. Det vil vi naturligvis gerne undskylde, men når det drejer sig om et enestående såkaldt “relikt” fra en storhedstid (ligesom det newzealandske firben tuataraen med det rudimentære ekstra øje) så er det jo en mærkedag. Det drejer sig nemlig om den 3. af foreløbigt kun 3 bemærkelsesværdige magasiners indflydelse på denne skribent. Nemlig den ugentlige eller i dette tilfælde næsten-månedlige spændte venten på det nyeste nummer. Man mindes næsten lugten af tobak på butiksruden på den kiosk, mod hvis panorama-rude man stod og trykkede sin næse så flad som en grønlænders. Man kommer næsten til at tænke på, om de og de asistiske menneskelige fænotyper iøvrigt med de fladere næser simpelthen var genetisk mere interesserede i de nyeste numre? Vist egentligt et sidespring..

Den første uopnåelige kærlighed vil jo for altid forblive den støærste, og her taler vi naturligvis om den mest klassiske af dem alle, det dengang allestedsnærværende “Anders And & Co” med de rigtige gamle Carl Barks-historier og nyere figurer som jordnødde-ekvilibristen “Supermule” alias Fedtmule i sin røde undertøjs-heldragt og Raptus von And og naturligvis de irriterende fætre Højben og Vims. Dér stod man foran købmanden på fødeøen Endelave mangad aften og trykkede sin næse ganske grønlænder-flad mod ruden. For at sikre sig (formedelst det dengang i 1962 ikke ganske ubetydelige beløb af 1.25 kr.) det nyeste nummer, som frisk fra færgen ellers førast var til salg alle andre steder om tirsdagen. Hvilket privilegium at være den allerførste i den nyeste udvikling af “andologien”, som det vist senere kom til at hedde. 

Få år after kom så nummer 2, nemlig det heftigt opblomstrende og derefter allerede hurtigt derefter langsomt hensygnende (pudsigt udtryk egentligt?) blad “Fart og Tempo” med alle de belgisk-franske nyere tegneserier om racerkøreren Mark Breton med den loyale bror Jean-Pierre og ærkerivalen Steve Warson, Lucky Luke, Asterix og alle de andre senere alment kendte figurer. Forventningen var denne gang en smule mindre hver uge, fordi næsten ingen af de utallige serier blev afsluttet i det enkelte nummer alligevel. Det var pisseirriterende men serierne var til gengæld supergode og slutningen så sandelig værd at vente på. Selv om man altså kom til at vente længe, alt for forbandet længe. Trykket mod ruden var formindsket noget, men der er nu nok aftryk af næse-epitel på visse ruder endnu.

Den 3. store kærlighed var så den danske udgave af det engang så blomstrende hi-fi magasin High Fidelity. Fra de tidlige 1970-ere blev biblioteket hyppigt “gennemtrawlet” for at finde det nyeste nummer af dette herlige blad. Det var nemlig skrevet af folk, der kunne skrive og havde noget på hjerte. Ja, faktisk så meget, at man sagtens flere årtier efter kan glædes over brilliante og skarpe musikalske og tekniske artikler og så læserbreve, masser af læserbreve. Spændende og interessante og informerede og rimelige og fornuftige. Som blev besvaret med suveræn sproglig og teknisk omhu og indsigt. Også bladets hyppige besøg hos underlige entusiaster med anderledes synspunkter var absolutte journalistiske toppunkter. 

Desværre toppede High Fidelity allerede i de sene 1970-ere sammen med den generelle interesse for hifi og fra starten af firserne blev alting lettere parodisk. Nu kunne man måske tro, at det blot var denne skribent, der dengang var blevet noget tiltrængt klogere, men det er ikke hele sandheden. Ved genlæsning af samtlige de gamle numre, som undertegnede har gennemført i flere omgange (ja jeg tilstår!) er der en påfaldende udvikling allerede fra 1981 i afgjort negativ retning. Skribenterne blev simpelthen dummere i en grad, så det var påfaldende. Hele personudskiftningen dengang fandt sted, fordi de bedste af de gamle skribenter enten blev hyret til bedre stillinger i den dengang blomstrende danske hifi-industri eller startede egne virksomheder. De nye skribenter var de første endnu uskyldige prototyper på “spild-skribenter” med alt for ringe viden om tingene, endnu dårligere sproglige evner og endnu mindre kritisk sans end overhovedet ingenting. Dengang døde dansk High Fidelity for denne skribent. Resten var en lang, lang vandren mod tusmørket.

Det “stunt” har bladet så gennemført igen, nu har man nemlig endeligt lukket og slukket butikken. Man kan blot undre sig over, at det har taget over 25 år at indse hvor dårlige man var ved at gøre bladet, men stædighed kan jo være en dyd. Særligt hvis man ellers havde overvejet at gøre noget ved det største problem, nemlig at man overhovedet ingen interessante skribenter havde længere. Efter tiden med Knud Erik Læssøe-Stillings tid som redaktør og farverige dygtige kommunikatorer som Steen Michaelsen var det slut. Dødkedelige folk som Michael Madsen overtog roret og supplerede i god ånd op med skribenter af samme “bonitet” Man skulle jo nødgit ansætte folk, som var alt for dygtige og da slet ikke nogen, der var dygtigere end én selv. Det “dictum” opfyldtes til fulde, og “talenter” som Kurt Lassen og “Nis Med Kasketten” begyndte at fylde de skrumpende sider. Med absolut ingenting, ja fortyndet vand vil denne skribent nok hævde.

Det er derfor uden nogensomhelst sorg, at vi i dag afskriver dansk High Fidelity. Fordi det for så længe siden gjorde sig selv så ganske overflødigt. Nemlig dengang det holdt op med at være interessant at læse og ikke mindst at GENLÆSE, det eneste rigtige succes-kriterium for et papirmagasin. Intet andet gælder når prisen som for det anæmisk tynde High Fidelity er over 80,-
Og hvad kan de sørgelige rester af den skrevne danske rester, som nu kun findes på nettet, så overhovedet lære af dette dødsfald. Ja, de kan lære det, som vi så ofte før har råbt og skreget om på denne side. Nemlig at man skal finde nogen skribenter, som HAR NOGET AT SKRIVE OM og som har EVNERNE TIL DET. Hvis der ikke er nok relevante ORD i et hifi-magasin uanset om det sidder “på skærmen” eller er af papir, så kan man altså ligesågodt tage og lukke butikken. Som det altså er sket nu.
Med et citat fra Baz Luhrmans eneste superfilm lettere omskrevet: “Et liv levet i tiltagende talentløshed er et liv fuldstændigt spildt” For High Fidelity kom døden så lige de 25 år for sent, men bedre sent end aldrig. Ren spild af tid for alle andre end de skribenter, som blev betalt pr. skrevet ord. Uden at have noget overhovedet at skrive hjem om..