Så er denne skribent atter hjemvendt fra endnu en uforknyt gen-opdagelsesrejse til og af barndommens ø. Og vi skal da ile med at oplyse, at Mathiasen-familiens hæderkronede og tidligere på denne plads behørigt afbildede udendørs lokum stadigvæk står autentisk. Omend den opdagelsesrejsende faktisk ikke undersøgte, om spanden var blevet tømt, dertil rækker respekten for fremmede menneskers ejendom endnu lige akkurat.. For selv de bedste selvbestaltede antropologer skal jo ikke forstyrre artefakterne.
Det er dejligt med faste holdepunkter på denne selv for udkantsområder helt usædvanligt udefra fuldstændigt destabiliserede idyl. Hvor det for første og naturligvis også sidste gang netop i beboerforeningen er indført den triste tilføjelse i vedtægterne, at beboere på øen ikke længere behøver udgøre et flertal i bestyrelsen. Ikke at det har hjulpet meget hidtil, for de såkaldt fastboende repræsentanter har i lang tid blot været ørkesløse nylige tilflyttere. Med alt, alt for god tid til i stedet for at realisere den kanoniserede målsætning om en “aktiv Ø” har haft held til at demontere enhver sammenhængskraft på stedet. Men nu er uskylden altså røget.
Det gjorde den desværre også for denne skribent allerede på den ellers traditionelt mennesketomme tidlige morgenfærge, som jeg ellers omhyggeligt havde udvalgt. For selveste borgmesteren fra Horsens og en bunke byrødder plus diverse sommerhusejende ø-aktivister var med. Og selv om jeg naturligvis på grund af mine flerårige skriverier i Horsens Folkeblad straks troede, at det var for at retlede mig, der jo havde bestilt billet i eget navn, så var grunden en anden. Uden at det helt blev klart hvorfor var hele menageriet foranstaltet for at indvie en ny brandsprøjte til øen.
Og så kunne jeg jo ånde relativt lettet op, selv om jeg da ikke aldeles af egen vilje fik hilst på borgmesteren. Lettelsen varede dog kun kort, da færgefartens forhåbninger om fordybelse i tanker og minder efter få minutter blev terminalt dræbt ved ankomsten af en gammel kvindelig bekendt speedsnakker. Der ganske vist er barnefødt på øen, men flyttede inden starten af skolegangen, så endnu mindre anciennitets-bestemt legitimitet end denne skribent til at mene noget.
Nå, men hun mente nu alt muligt om det bedste for øen i den næste times tids tvivlsomme underholdning af denne tiltagende stakåndede skribent. Der fik sig en tiltrængt lang-gaber mens hun entusiastisk fortalte om alle de generalforsamlinger i øens aktivitetsforeninger, som hun skulle til denne dag. Altsammen desværre frenetiske foreninger, der kun gavner geskæftige personer og på absolut ingen måde de oprindelige beboere. Og hun satte trumf på ved glædesstrålende at berette, at hun nu som vistnok 60-årig på grund af mandens mangeårige lokale kommunale politiseren nu havde endnu bedre tid. Uha da, ilde varsler for den lille ø, havde jeg rigelig tid til at tænke, mens hun plaprede videre.
Der røg dog en afslørende lille finke af fruens fad, da hun afslørede, at hendes bror og hende ikke længere talte sammen. Den slags sker jo i selv de bedste familier, men det her er alligevel lidt specielt, fordi fruens sommerbolig ligger lige ved siden af broderens heltidsbolig-adstand 2 m.! Ifølge den vandfaldstalende madamme skyldtes striden mest, at hun syntes, at broderen var en sur bagstræberisk gammel tosse på 65, der ikke ikke til fulde fattede alle velsignelserne ved den tiltagende tivolisering af øen, som søsteren her med den ganske relative ungdoms entusiasme på 61 stod for. Han syntes vist mest, at de skulle holde op med det pis, et synspunkt, som jeg deler 100%.
At broderen, der har boet på øen hele sit liv, ikke står fuldstændigt alene med synspunktet, blev bekræftet på hjemturen, der heller ikke udviklede sig elt så idyllerisk som oprindeligt håbet. For atter engang blev denne ellers omhyggeligt anonymiserede skribent, camoufleret i shorts, Drizabone ridefrakke tyk mave og høj australsk Akubra-hat, overfaldet af flere repræsentanter for det modsatte køn. Hvis det ellers endnu er lovligt overhovedet at skrive den slags kættersk tale. De berettede om, hvordan de selv hvert år tog VÆK fra øen i den ellers traditionelt hyggelige sommerperiode, fordi de ikke kunne udstå al den forlorne festivitas.
Alt har en bagside, selv det Mathiasenske hjem på øen med det udendørs lokum. Men at forestille sig, at månedlige ankomster i sommeren af over 100 gange så mange turister månedligt som øens beboere skulle lokke flere fastboende ved sin ø-idyl er vel ca. ligeså realistisk, som at Djurs Sommerland skulle skaffe skaffe tilflyttere til Norddjurs. For bagsiden ved at betragte disse kolossale mennesketomme øjebæer som Sommerlandets forlystelser eller Endelaves havnefront undefor den alt for korte skoleferie er, at tomheden kun yderligere understreges. Og en kolossalt stor lystbådehavn på øen uden en eneste båd mellem september og maj med tilhørende servicebygning af kolossale dimensioner er dette år suppleret med et mega-misfoster af et gigantisk stort styltelignende badeanlæg.
Den slags er tomhed med ekstra tomhed på. Og ret meget andet kan man vel heller ikke realistisk forvente, at der kommer ud af det nyeste skud på den ikke videre stolte stamme af danske hifi-fora. Og nu er det jo ikke fordi denne skribent ikke allerede for knapt 15 år siden gav løsningen på miseren, for det gjorde jeg og det uden at anstrenge mig videre intellektuelt: Skab dog et INDHOLD, som folk gider se eller lad være! Med at gøre noget som helst.
For hvis et forum udelukkende “hoster” brugernes bavl eller sælgernes skvalder, så er det hele spild af tid. Og dertil har timingen aldrig været dårligere end nu. Og så er det iøvrigt ganske ligegyldigt, hvor ambitiøst opsat den nye side Hificentralen er. For som med det brutalistisk-kolossale mennesketomme havneanlæg på Endelave, så fortæller et ellers strømlinet brugertomt forum essentielt samme sørgelige historie: Nemlig at der ingen erstatning er for nærhed og ægthed og eftertænksomhed. Væk med fjolser og indholdstomme projektmagere og speedsnakkere. Lars forpagter, speedsnakkerens bror, på Endelave har ret.
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Hej Poul.
Djurs Sommerland ligger i Syddjurs kommune. Den står og stråler, hånende 50 meter fra kommunegrænsen til Norddjurs, som må nøjes med stoltheden over de to biblioteker som kommunen råder over.
Vh
Lasse. Din gamle maler bosiddende i Syddjurs