“Når jeg bliver gammel,..”

 er ikke længere et både banalt og fortærsket børnerim fra Peter A. G., men en tiltagende-vedholdende og uomgængelig realitet for en 65-årig. For meget anderledes kan man vel ikke tolke, at denne skribent så skråsikkert for et stykke tid siden selvsikkert proklamerede for fruen, at vi selvfølgelig skulle holde familie-efterårsferie. Dette uden dog fuldstændigt at sikre sig styr på selv den mest kortsigtede kronologi, for jeg mente så bestemt at vide, at efterårsferien var i uge 41  Hvorfor den også så ordholdende blev afviklet og det var osse derfor, ugens visdomsord på denne plads så sørgeligt udgik.

Nu burde det måske ikke falde så naturligt for mig at henfalde til slige ubegrundede gætterier, for vi har faktisk i firmaets nyeste iterations historie ALDRIG holdt egentlig efterårsferie. Nå, men det fik vi så gjort alligevel, bare altså lidt utidigt. Men alligevel et slags vink med en vognstang om, at alderdom og deraf følgende skråsikkerhed med fordel kan suppleres med et realitets-check.

Tilbage til det med vognstænger og heste og hestevogne. Denne skribent har nemlig som sikkert så mange andre læst med på den tidligere topsvømmer Jeannette Ottesens erindringer. Ikke at denne indlysende monomane person på nogen måde i sig selv er interessant, afskyeligt selvoptaget er måske endda i den mildere afdeling. Men det der jo den slags egenskaber, der er benzin i en slidsom 16-årig ensom karriere i klorvand, udelukkende med lige dele arbejde og afsavn for alt. For så endeligt at ende med IKKE at vinde. OL-guld-målet med det hele.

Det var der så en anden, der gjorde, vinde OL-guld altså og så er det, at Ottesens erindringer bliver vedkommende, ja nærmest ubærligt påtrængende. Og at de er sluppet igennem hendes ghost-wrtiters filter er imponerende, læs blot udplukket her om Ottesens helt dybtfølte frustration over en guldmedalje-til en holdkammerat og veninde.

https://www.bt.dk/svoemning/ottesen-i-chok-over-blume-guld-saa-mange-ting-der-er-saa-fucked-up

Se, DET er selv-udlevering på den helt store klinge og tangerer vel en slags personligt landsforræderi. Og ikke mindst fortæller den vel om en helt enestående mangel på solidaritet og sympati mellem de her kvindelige modeller med bage brede som hestes. For det er jo en fysiologisk kendsgerning, at mandlige svømmere bliver kolossalt brede foroven og smallere forneden, mens kvinder bliver bredere foroven og helt vildt meget bredere forneden. Altså med undtagelse af hende Blume, der vandt OL-guldet, men hun havde så heller ikke trænet ret meget. Og som derfor ser relativt almindeligt appetitligt ud.

Men der stod så de andre bredbagede, næsten seksuelt-attraktionsmæssigt midlertidigt annullerede  kvinder og græmmede sig og tudede af frustration. Meget menneskeligt, men vist aldrig skildret før, denne intense følelse af et eget spildt ungdomsliv. Hvor selv en velvalgt kjole ikke formåede andet end nødtørftigt at camouflere en totalt van-trænet freak-krop med nogenlunde samme almene seksuelle attraktion som en kvindelig top-kuglestøders.

Det er dog meget kendetegnende for tidens tankeløshed, at journalisterne i stedet for denne sekvens har kastet sig over en erindrings-passage i Ottesens bog om hold- og træner-mobning af en anden svømmer, Lotte Friis. Og det er jo ret mærkeligt, fordi Ottesen blot konstaterer, at hun ikke selv støttede Friis. Måske heller ikke at forvente i dette syge konkurrencemiljø, hvor ethvert venindeskab udelukkende var personligt nytte-orienteret.

Friis blev især mobbet for størrelsen af sin bag, der selv i forhold til Ottesens, svarede til en en bryggerhests med vognstang og det hele  i forhold til en fuldfed spansk hests. Altså distinktioner i den absolut yderste ekstremitet af bred-skalaen.  Men altså tydeligvis alligevel en lille personlig opmuntring for de andre kvindelige svømmere i en gold og ensom triviel trænings-hverdag. Som for Ottesen altså skulle vise sig at være uden det attråede mål. Ikke underligt, at frustrationen over Blumes guld ramte ubærligt hårdt.

Næsten ubærligt hårdt er det åbenbart også for landets i egen optik mest miskendte audiofile alpetopp en vis Torben K. der opretter nye profiler overalt med et tempo som myldre-bæ hos en spædkalv. Altså mange gange-om DAGEN! At profilerne straks slettes, så snart han for hundredesyttende i hundredesyttende gangs potens-gang kolporterer sit evindelige tvangsmæssige ævl anfægter ham ikke. Og selv blandt de andre småsyge eksistenser i denne småsyge hobby er Torben her en absolut højde-badutspringer. 

Og det bestemt ikke menneskeligt eller intellektuelt, sådan fungere mono-myto-megalomane personligheder ikke, men  mere som Jeannette Ottesen baseret på hårdt dagligt slid. Og bliver livets mening ret meget mere meningsløs end konstant at oprette nye profiler på diverse fora for alle de andre, der er blevet slettet og blokeret? For at fortælle det samme idelige og ulidelige vrøvl, som som er til at kaste op over…For alle andre og dette uden undtagelse.

Til sidst i dag et link til en musikalsk favorit her i huset. Det er ganske vist en uhyre trist sang, men vi er jo i det triste hjørne i dag. Det er en version af  en sang af Ian Curtis, forsanger i Joy Division der jo tog sangen så alvorligt, at han begik selvmord inden LP-en udkom. Det er osse en slags statement. Derfor er den nu meget smuk alligevel og uikke mindst er den mandlige forsangers udtryk lige efter afslutningen nu herligt livsbekræftende og ret rørende.