“Anderson shelters”

Det er jo ikke alle mennesker forundt ligefrem  at få noget opkaldt efter sig og kun for endnu færre, at begrebet ligefrem lever videre længe efter ophavsmandens død. Om der så længere er mange, der aktivt   mindes dette mageløse metalliske makværk indenfor civilforsvar er så af mindre betydning. Folk læser jo ikke bøger længere og færdes nødigt udenfor egne facebook-korncirkler med begrænset  grænsende til nul eksponering for nye tanker. Eller i virkeligheden nok tanker overhovedet. Ny ellers indlysende erkendelse har næppe nogensinde haft så svære vilkår som i dagens inderligt åndeligt luddovne landskab.

Tilbage til vores “Anderson shelter”, der vel med nogen rimelighed kan betegnes som 1930-ernes ækvivalent til nutidens administrative svøbe, mundbind. Altså et regerings-initiativ på at løse et problem, som næppe nogen af brugerne med blot en minimal omtanke ville kunne tage alvorligt eller for pålydende.
Et “Anderson-shelter” er opkaldt efter den ellers sikkert uhyre hæderværdige engelske førkrigsminister for såkaldte “air raid precautions”, Sir John Anderson. Og man må i denne sammenhæng lige huske at komplimentere englænderne for ganske lang tid inden udbruddet af 2. verdenskrig ikke mindst indenfor udbygningen af både “skygge-fabrikker” og ditto infrastrukturelle elementer for at skabe nødvendig redundans i opretholdelsen af produktion og vitale statslige funktioner. Det var et trin, som Nazi-Tyskland først kopierede i slutningen af 1943, og som givetvis reddede England. Selv om det måske i virkeligheden mest (eller ligefrem udelukkende)  var Hitlers tilfældige skift i ekspansions-fokus mod øst, der gjorde den afgørende forskel…
Tilbage til Andersons “shelter”, der formelt bestod af meget simple og endnu tyndere plader af bølgeblik, som var tiltænkt for civilbeskyttelsens skyld at blive gravet ved i folks haver, sådan en slags lav overdækket skyttegrav. Tanken (eller hvad man nu lige skal kalde det i dette tilfælde) var så, at man ved luftalarm ufortøvet skulle forlade sit hus og spæne ud i sikkerhed i shelteret i baghaven. 
Nu må man så lige huske, at disse tynde bølgeblikplader faktisk var så tynde af indlysende ressourcemæssige hensyn (de blev nemlig udstedt i adskillige millioner), at det højst-kalibrede projektil, som bølgeblikken gav en rimelig, omend ikke total, beskyttelse mod, var et spidshagl fra en luftbøsse. IKKE på klos hold forstås. Og det vel nok næppe overraske nogen, at dette våben ikke var blandt tyskernes hyppigst anvendte. Selv en forkølet småkalibret karabin kunne skyde igennem bølgeblikken  på over 500 meters afstand
Der var så den yderligere komplikation ved disse “shelters”, at de typisk blev nødtøftigt gravet ned der i de mikroskopiske storbyhaver, hvor man normalt dyrkede grønsager og dermed nødvendiggjorde et betydeligt forøget behov for konvojeret fødevareimport. England har jo som sikkert de allerfleste bekendt ikke siden starten af 1800-tallet været selvforsynende med fødevarer. I sig selv en uhyre forudsigelig nødvendig komplikation.
Der var så også det lidt større strukturelle problem ved værdien af disse “shelters” blev afgørende decimeret af, at de stod indenfor et lille encifret antal meter fra de hyppigst “semi detached” rækkehuse, som beboerne ellers boede i. Og dermed behøvede man ikke være certificeret byggekonstruktør for at se, at selv med visse brugeres omhyggelige forsøg på lægge sandsække hen over taget (en afgjort øvelse i finmekanisk føling for at undgå, at taget kollapsede af sandsækkenes vægt alene), samtidigt gjorde dem til en potentiel dødfælde. For blot en velrettet tilfældig tagsten ville uundgåeligt fløjte gennem bølgeblikken eller værre, kollapse taget over de ulykkelige bygmestre dernede i hullet med katastrofale følger.
Og selv om enhver idiot burde kunne se, at det til enhver tid var både bekvemmere og ikke mindst sikrere at forblive i egen seng og ikke risikere lungebetændelse i en potentiel fugtig grav i haven, så kortsluttede panikken over truslen om luftbombardement tilsyneladende alle kritikere. Lyder det bekendt i disse tider? Tilstrækkelig angst får selv vanvittige projekter til at forekomme fornuftige, for folk har åbenbart i panikkens stund behov for at se handlekraft fra myndighederne-uanset hvad og hvor absurde de måtte være.
Og så er vi tilbage i nutiden, hvor der så vidt jeg ved ingensteder har været de ellers ganske indlysende rituelle afbrændinger af de mundbind, som allerede fra starten blev dokumenteret af ca. samme minus-virkning på epidemien som disse “shelters” havde på antallet af bombe-dræbte. Unødvendige dødsfald af andre sygdomme i åndedrættet har antageligt både nu og dengang væsentligt oversteget antallet af “reddede”  Ingen ved det, for ingen har undersøgt det, og ingen kommer med nogensinde til det.
Det gjorde man så heller ikke , undersøge, altså, med virkningen af Anderson-shelterne. Og i stedet for nøgternt at vurdere det kolossale ressourcespild og idioti i shelter-projektet, så indgik disse uhyre karakteristiske blikplader i stedet i det folkelige narrativ om den stoute engelske civile modstans-og sammenhængskraft. Og det er vel osse der, i al sin himmelråbende meningsløshed, vi skal rubricere mundbindene. Nemlig som en meningløshed, som er så vanskelig at indrømme, at vi hellere finder på en mening. 
Nå, men udover det, så kan man jo altid bruge lidt bølgeblik til et hønsehus eller et højbed, mens mundbindene med ubegribelige mængder mikroplast nok vil være med os til evig tid uden helt tilsvarende nytteværdi. Men mærkeligt, at danskerne mæleløst  gik i mundbinds-takt flere dage efter beslutningen om afskaffelsen. Fascismen har vist optimale vækstbetingelser i vores kritikløse land, hvor Facebook-udskamning forlængst har fortrængt den nødvendige debat.
Og så lige til sidst tilbage til vores egen elektronik-branche. Og så alligevel slet ikke-den slags vil vi nødigt forbindes med. Fornyligt gik netbutikken Hifi Freaks endeligt efter mange års støt kuldsejling endeligt på røven. Man kan gisne om, hvorfor de fortsatte med butikken  år efter år, regnskaberne for de seneste mange år skal man nok ikke kikke altfor kritisk i med mindre man vil såre undres. 
Nå, men nu er Hifi Freaks så genopstået, ganske vist med en adresse hos et et advokatfirma med et vist ry (ikke nødvendigvis det bedste) og som storefront for en kinesisk butik. Det får så være, men noget mere bemærkelsesværdigt er det vel formelt, at der allerede gives kolossale rabatter på produkter, der med absolut statsgaranti ALDRIG NOGENSINDE tidligere har været til salg i Danmark. Visse af modellerne er nemlig slet ikke til levering endnu og har aldrig været det  Men alligevel fyger det rundt med rabatter på både 30 og 40% uden at nogen tager sig af den slags længere.
Hifibranchen er altså en sjov én. Bilka eller Elgiganten ville næppe slippe afsted med den slags helt hæmningsløsheder, selv om de da bestemt ikke er engle. Langt snarere tværtimod. 
Men alligevel kunne kritikløsheden altså blive meget værre end selv den værste pessimist ville have kunnet forestille sig, både dengang og i dag…
PS Og så må jeg lige som tidligere EMT-ejer af både adskillige 927 og 930   kommentere på en EMT-tråd på Vintagehifi.dk. Og det kan ikke hjælpe, at en vildfaren  teologisk professor fremdrager en tilfældig tekst fra en manual. En klassisk EMT MC-radiofonipickup kræver ubetinget en HELT SPECIEL RIAA-konfiguration af den indbyggede. Hverken niveau eller nødvendige krav om belastningsimpedans ligner NOGETSOMHELST andet indenfor pickups, der nogensinde har været på markedet i de seneste  60 år.
Så nej, hvis den passer til en EMT, så passer den ikke til en ikke-EMT. Slet overhovedet ikke!

6 meninger om ““Anderson shelters””

  1. Anderson Shelters, tynd bølgeblik?

    https://www.andersonshelters.org.uk/construction.html

    Et kort opslag på denne side angiver tykkelsen til 2 mm, samme side nævner at der produceres Anderson Shelters i dag (til hvilket formål dog?) med en tykkelse på 0,7 mm.

    På de fotografier der er, kan man se at de også var galvaniserede.

    Denne video understrejer vigtigheden af at får gravet shelteren ned, og vigtigheden af de 13" – 15" jordlag omkring de fritstående sider og top.

    https://www.youtube.com/watch?v=azJVy9FSqCU

    Så ligefrem en katastrofe? Det er der ikke noget der tyder på. Jeg stiller gerne op i skydeteltet bag en 2 mm jernplade. Om så der er spidshagl i luftbøssen.

    At englænderne skulle omkomme allerede under byggeriet er da helt tosset. 2 mm sammenspændt korrugeret stålplade er stift. Såmænd bare min erfaring fra 70ernes arbejde i jernindustrien.

    "en velrettet tilfældig tagsten ville uundgåeligt fløjte gennem bølgeblikket eller værre" Skaffer gerne 1 stk. 2 mm plade. Du kravler op på tagryggen af dit hus og tager fat. Det skal nok blive morsomt, vi annoncerer det, og så kan de nærmeste følgere af bloggen her få et underholdende frikvarter.

    Der er mange historier i omløb. Den engelske historiker Simon Webb fremfører at forkert brug af artilleri som luftforsvar kunne have medført op til 30.000 omkomne under Blitzen af London. Men det er jo nemt at komme med teorier, især på 80 års afstand.

    Med venlig hilsen.

    Kristian Larsen

  2. Nu led det engelske civilforsvar da masseproduktionen af shelterne rigtigt tog fart af akut råvaremangel, så langt hovedparten af de producerede var ikke galvaniserede eller 2 mm. tykke for den sags skyld som modellerne fra fredstiden havde været. Og næppe nogen var forskriftsmæssigt monterede/nedgravede pga indlysende pladsmangel. Og langt de fleste blev iøvrigt tidligt efter krigens start leveret uden fittings og værktøj og var dermed mest bevendt som symbol på handlekraft. Som de samtidige Nissen-huts er der kolossal forskel på kvaliteten og tykkelsen af materialerne . og de bedste står fint tilbage i dag af begge typer. Iøvrigt ændredes korrugeringen hurtigt i forbindelse med materialebespareserne, nødvendiggjort af ubådskrigen, til almindeligt tyndere bølgeblik Men nej, selvfølgelig kan man ikke skyde et spidshagl igennem selv 1 mm. Men det var til enhver tid sikrere at blive i sin seng i huset, evt suppleret med et såkaldt "Morrison Shelter", som osse mest var af marginal værdi. Det var så iøvrigt osse det, langt de fleste londonere lidt væk fra havneområderne gjorde. Det, eller undergrunden.

    Man kan altid diskutere den moralske værdi af det britiske luftforsvar under Blitzen, men man kan ikke diskutere effektiviteten. For der er så vidt jeg ved endnu ikke konstateret et eneste tilfælde, hvor antiluftskytset ramte et eneste tysk fly. Hvilket jo heller ikke ville være forventeligt med blind skydning op i luften uden hverken velegnede granater med "proximity fuse" eller nogen effektiv højdemåling og endnu mindre radarkontrol af mere uundgåelig grund. Til gengæld døde der ret naturligt en del englændere af de granater, som hovedløst blev fyret af op i mørket.
    Civilforsvar er mange ting.

  3. Efterskrift

    Har læst videre, og de beskrivelser jeg har fundet trækker i mange retninger. Forvent derfor ikke at der fremkommer et clou, der nailer en bestemt påstand, eller med syvtommersøm slår et eller andet fast.

    Der er en generel anerkendelse af at regeringen svigtede befolkningen.

    Derefter skilles vandene. Nogle mener at en del af Londonerne blev i deres huse som følge af fatalisme der udtrykkes i tanken om at “Unless it has me name on it, it won’t git me,” følgen var at: "Shelter discipline, despite years of publicity on effective civil defence precautions and sensible air-raid behaviour, was surprisingly lax. Every night of the bombing thousands of people chose to defy the threat by remaining out in the open, or in bed, or in their front parlours, and every night a fraction of them were killed." og det oven i købet for dem der havde adgang til beskyttelse. "Solly Zuckerman was so puzzled by this phenomenon that he set up an investigation in 1941 based on interviews with civil defence personnel to discover whether the bombed population was unnaturally fatalistic or else “apathetic or careless of life”, but he could find no answer that satisfied him".

    https://www.historyextra.com/period/second-world-war/the-dangers-of-the-blitz-spirit/

    Det regeringskritiske synspunkt fremtræder tydeligt her.

    http://www.bbc.co.uk/history/british/britain_wwtwo/blitz_01.shtml

    At regeringen troede at hvis arbejderklassen først far kommet under jorden (deep shelter mentality, blev det kaldt) så ville den blive der, og samfundet gå i stå. Det betød at brugen undergrundsbanen ikke var planlagt, men en følge af at befolkningen besatte den. Bekrivelser for opførelser af murede beskyttelsesrum var så dårlige at over tid blev ubrugelige. Alt imedens havde den britiske overklasse selv flytttet familierne ud af byen. Til og med betød regeringens propaganda om en befolkning der tager den med ro – hvem husker ikke billedet af manden der står opslugt i et bombet bibliotek – at folket reagerede: "In response, on the evening of 15 September 1940, about 100 people burst into the Savoy Hotel, on the Thames Embankment, demanding shelter"

    Til slut en kommentar til at de her shelters blev leveret uden skruer og møtrikker. Hvis nogen af dine kilder nævner det som et stort problem må de være skrevet af den gruppe som i Niels Hausgaards stratifikation kaldes "de bogligt begavede". Lige hvad angår gevind tilhører jeg gruppen af "udpræægede praktiske begavelser" idet jeg allerede inden konfirmationen skar rørgevind. Så gevind her jeg set nok af. De møtrikker der er brug for her, kan laves af et stykke fladjern. Gevindstykker af rundjern, gammelt og rustent, om det er det der fås. Med andre ord, den lokale cykelsmed, vvser, gør det selv mand, kunne lave dem, bare de passede så nogenlunde i hullerne. Mit gevindskæreri betød i øvrigt at en familie blev befriet for kakkelovn, og løbesod der havde plaget huset siden krigen. En anden vi kendte fik toilet. Dermed blev alle fri for at skulle ud af stuen, over gården og ind i stalden for at finde en ledig bås, så man ikke satte sig bag en ko.

    Og så ikke et ord mere.

    Mvh. Kristian larsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *