“Polle alene i Verden”

 Livet er helt usædvanligt rutinepræget her i huset her i november. Det er så ikke synonymt med kommercielt stilfærdigt på nogen måde, for vi er ved at nærme os fuld booking helt indtil jul. Og den situation har jeg med snart 38 års brancheerfaring endnu haft til gode at opleve. Så lidt godt er det midt i al den øvrige tristesse.

For husets frue er strandet  på vores farm i idylleriske Vendsyssel, der således er blevet lidt mere af det eksil, som det oprindeligt var tænkt til at være. Nu er der ingen vej tilbage for fruen, altsammen statsligt besluttet med samme logik og pludselige vilkårlighed, som dengang Wolf Biermanns pas viste sig at være permanent ugyldigt, da han skulle hjem til DDR efter en turne i BRD. Og med hensyn til almindelig myndighedsmæssig vilkårlighed og ditto folkeligt  meddeleri er vi ikke langt efter slyngelstaten .DDR. Virkeligt et mærkeligt forbillede at have i et moderne Danmark, men eksemplet er desværre alt for godt. Og så er meddelerne og stikkerne i samfundet om private fester til myndighederne ikke engang som i DDR betalte eller truede til at samarbejde og “stikke”, de gør det i Danmark ganske frivilligt og GERNE. Alt, alt for gerne.!

Ja, hvem skulle nu have troet, at danskerne var så vanvittigt gode til omgående at falde ind i rytmisk strækmarch med det ellers håbløst arytmiske og aldeles melodisk usammenhængendestatslige akkompagnement, som regeringen har disket op med? Folk er åbenbart så rædde derude, at alt, inklusive forslaget til den ekstreme nye epidemilov, meget længe forblev uomtalt og politisk uantastet. Det er ellers en usandsynlig gyser af den slags, der får alle almindeligt syge konspirationsteorier til at fremstå som ganske sandsynlige og ligefrem troværdige. Og faktisk havde end ikke DDR eller Sovjetunionen helt noget, der lignede statslige ekstraordinære beføjelser som dem, der blev foreslået i ændringen til den nyligt ændrede allerede rigeligt drakoniske epidemilov. Som jo i samme grad som Hitler efter dennes iøvrigt helt legitime regeringsdannelse i praksis afskaffer alle rodfæstede demokratiske rettigheder om individets ukrænkelighed. Vi skal vist tilbage til den jaskede lovgivning om private operatørers heldigvis kortvarige  ret til at trænge ind i private hjem for at kontrollere, om lille Jens ulovligt havde kopieret DVD-er for at se noget lignende. Vanvittigt dengang, endnu mere vanvittigt nu.

Tilbage til den grå hverdag her i hytten, som giver helt usædvanligt gunstige betingelser for fordybelse. Og heldigvis ikke udelukkende i triste, selvmedlidende tanker. selv om det da bestemt ikke er nogen ulempe, at der IKKE står en flaske bedre vodka på bar-bordet ved lyttepositionen. Sådan en forsvinder foruroligende hurtigt ved parallel åndelig indtagelse af tilstrækkeligt høj musik og jeg har ofte overvejet, om det er fordi lettere alkoholisk omtågethed ligefrem skærper sensibiliteten for lyd og musik eller måske blot døver øre-smerterne ved de de anvendte lydtryk her i perioden med lukkede vinduer?  Hvad det end er, vodkaen gør, så er den ihvertfald væk nu.

Ellers fyres der fortfarende i fruens fravær op med Shostakovich preludier og fugaer, opus 87`-et af mandens absolutte hovedværker og et værk i vægtklasse minimum med Bachs dittoer. Og til alt held er der ikke mindre end 3 ganske forskellige tidstypiske udgaver  med alene Tatjana Nikolaeva udover andre brilliante med Ashkenazy og Roger Woodward. Den sidste er foreløbigt min favorit og bestemt ikke mindst på grund af mandend ekstreme pianistiske mod. Nemlig til at spille værket godt og vel 20 minutter hurtigere end alle andre. Og det er jo trods alt en hel del med en normal samlet spilletid på godt  2 1/2  time.

Man kunne måske få det indtryk, at Woodward ville ende samme sted som alle dem, der har forsøgt at spille Ravels Bolero hurtigere og dermed har reduceret værket til en absurditet, men nej, sådan er det slet ikke. Woodwards version er ganske uromantisk og mere staccato-agtig og minder mest af alt om de par fragmenter, som Shostakovich selv indspillede af værket. Ikke at Shostakovich trods uddannelse som pianist var nogen ørn til at spille egne værker, for det var han bestemt ikke (dertil var datidens konkurrence fra utallige andre eminente sovjetiske pianister for hård) men det er tendensen..

Woodward er indtil videre toppen af poppen med Ashkenazy og den første udgave med Nikolaeva fra 1957 halsende lige efter. 

Og efter nogle timer med plingeling og fordybelse bliver der så en obligat afslutning på dagen og ensomheden og kone-afsavnet med rå americana fra Lucinda Williams`om muligt endnu mere triste univers (end Shostakovich altså). Måske hun som den allerførste forudså danskernes uendeligt triste evne til at gå i takt som en flok rotter efter rottefængeren fra Hamelns forlokkende fløjte..Og som sikkert kun ganske få mindes, så kunne rottefængerens fløjte også fint bruges til mennesker. Og det med resultater ikke meget mere eller mindre skræmmende end den danske folkelige følgagtighed overfor vilkårlige stats-direktiver….

Folke-forførelse er noget usandsynligt mærkeligt noget og især da når de forførte folk allerede ved, hvordan det i Hameln  gik med rotterne. Og i Tyskland med de “brune rotter”