“Do you believe in Jesus?”

 Nu er det efterhånden adskillige årtier siden, at denne skribent meldte dig ud af den danske Folkekirke. Ja, det er faktisk efterhånden så længe siden, at Folkekirken dengang ikke endnu havde udviklet sig til en politiserende platform for populistister og platnakker og profiterende profeter indenfor politisk korrekthed. Det var helt tilbage dengang i 1970-erne, hvor det ville have været en decideret sensation at finde en præst, der ikke både troede på Gud og samtidigt var aldeles overtydet om, at hans egen religion var alle andres overlegen. Det var andre og simplere og bestemt bedre tider indenfor tro og vantro med god plads til begge dele.

Det var da heller ikke akkurat mangel på tro på Gud, som fik denne skribent til at forlade Folkekirken. For faktisk havde samme Gud med nogen sandsynlighed været medvirkende til at redde mig engang min lille pram, tungtlastet med garn, sank. Problemet dengang var, at jeg blev fanget i de flydende garn under båden og der måtte en guddommelig påmindelse til, for at jeg kom ihu, at jeg faktisk tilfældigvis havde min dyre- og kostbare foldekniv i lommen. Den plejede ellers ikke at være med, fordi de skarpeste fiskerknive jo som bekendt er både dyre og alt andet end rustfrie.

Dernede under båden var jeg var ellers så småt ved at forlige mig med tanken om, at Margit fra 5. klasse var den eneste pige, jeg nogensinde skulle komme til at kysse og at jeg vel egentligt osse bare fulgte trop efter generationer af Mathiasener, der hyppigt gav deres personlige offer til Poseidon og gødskning af oceanernes tangskove. For vi var jo en æt af søulke, og selv om det måske forekom lidt ynkeligt for ættens renommé at være den antageligt allerførste  til at drukne på beskedne 4 m. vand, så  så det kortvarigt en smule sort ud. For nu at udtrykke det lidt mildt.

Nå, men naturligt nødvendigt for fortsættelsen af denne snart 15-årige grals-fortælling, så lykkedes det i alleryderste øjeblik at skære garnet i stykker og slippe op til overfladen uden andre skader end de betydelige på egen forfængelighed. For jeg kunne jo bare have ladet været med at tage en genvej udover det dybe med båden, der var lastet helt til kanten som barndommens sandsugere. Disse sank iøvrigt osse til bunds og endda temmeligt regelmæssigt, men da de var fladbundede  og derfor ikke kæntrede, så var de uhyre lette at hæve igen på det lave vand. Hvor de højst var sunket et par meter ned.og stadigvæk stak op for regnings/nemheds skyld..

Min forfængelighed kom sig ret hurtigt og blev erstattet af andre påtrængende interesser, som det vel gør for enhver 12-årig dreng og det korte glimt af barndommens gudfrygtighed blev senere afløst af en afgjort ulyst til at betale kirkeskat. For man kunne jo få en betydelig bunke LP-er for den valgfrie kirkeskat, så det var jo en no brainer. Og da den danske Folkekirke snart derefter udviklede sig i retning af det platte selvretfærdige  og ganske urkristeligt  ukristelige projekt, som især den lokale kristelige ypperstepræst Kjeld Holm i flere årtier stod for, var så en anden sag. For man må jo huske, at lille Poul dernede under båden HAVDE fået et ganske vist uhyre  kortvarigt glimt af en Verden hinsides, men den lignede altså ikke Kjeld Holms selvgode fjæs og hans mangeårige og utrættelige demontering af enhver mening  af kirken.

Trøsten her i alderdommen er så, at barndommens små glimt af højere magter ikke helt er ovre uanset den manglende betaling af kirkeskat i alle årene. For for ganske nyligt fik denne skribent simpelthen i søvne et drømmesyn om, hvordan man korrekt kunne beregne den reelle hornlængde i et et foldet horn. Det er selvfølgelig muligt, at dette er senfølger af salig lektor Arne Poulsens inspirerende lektioner i matematisk kombinatorik på Horsens Statsskole i 1974-75, men Gud er nok osse en mulig forklaring.

Ihvertfald vågnede jeg op og kunne præcist uden allermindste besvær beregne den foldede hornlængdes reelle resulterende  bølgeform og dermed den korrekte akustiske forsinkelse nødvendig for korrekt summeret impulsgengivelse. Og det skal så med, at dagene og årene forinden ville jeg ikke have anet, at der overhovedet var en entydig løsning, ikke engang en rimelig tilnærmelse til et optimalt resultat. Men tak deroppe og hils for en sikkerheds skyld den gamle hyggelige hønisse med de obligat smilende øjne deroppe, lektor Arne Poulsen! For måske det bare var ham, han var en aldeles fremragende lærer.

Ihvertfald er det lydmæssige resultat med vores Vitavox Thunderbolts blevet sensationelt godt. Og selv om det tilhørende filter, som er afbildet i dag, er et ganske imponerende stykke professionel brugskunst, så ER der altså stadigvæk tale om et nødvendigt 12 dB/oktav filter med en koloenorm modstand med multitaps. Fasen kan varieres, så den man maskere løbetidsforskellen mellem de akustiske bidrag, men det er så det. For det er en lidt sølle trøst at opnå et fasemæssigt sammenfald mellem enhederne, når det foregår med en resulterende løbetidsforskel  adskillige METER mellem de akustisk centre..

Men nu er alt så faldet på plads, med Guds hjælp eller ej, og det er jo en herlig ting.At det ikke altid hjælper at påkalde sig Herren er så en anden sag.Tag nu blot overskriften i dag, der for de særligt indviede er et filmcitat fra en film, der allerede i sin samtid blev betragtet som et eksempel på dårlig smag. Det var dog endnu ikke dengang i 1980-erne blevet synonymt med ostrakisering og fyring og evig fordømmelse og udelukkelse at blive set gå ind i biografen med Charles Bronson på programmet.

. Ja, det var endda dengang, hvor man uden kriminelle anklager kunne kalde sin negroide medstuderende for en brille-abe. Selv tanken er vel i dag skræmmende syndig. For man kan jo i Danmark sagtens som gammel dømt stenkastende BZ-fascist blive valgt til rådmand og Folketing, men tænk blot hvis nogen havde et billede fra en børnefødselsdag, hvor man som 6-årig havde smurt aske i ansigtet for at lege neger. Så er spøgen blevet til arvesynd, som man jo ikke kan appellere til nogen instans. Pudsigt som nutidens rettroende ateister kan bruge de bedste bidder af kristendommen for egen vinding.

Ikke at man ikke under skinhellige uhyrligt skinhellige premierminister  Trudeau i Canada alt ondt, men lige dét er squ da komisk. For som sikkert adskillige bekendt måtte den canadiske premierminister undskylde på grædende knæ for en college-spøg med lidt sværte i fjæset. For de de uendeligt derude er der uendeligt meget uretfærdighed-heldigvis KUN hos alle andre. Det er simpelt kommissærernes paradis-verden, hvor de vilkårligt fordømte er retsløse uden appelmulighed. Og hvor holdninger alene kan afvises, hvis de kommer fra de forkerte og derfor ikke passer kommisærerne.Og som vi allerede er et godt stykke inde i..

Tilbage til filmen “Death Wish 2” fra 1982 med brilliante og altid troværdige Charles Bronson i hovedrollen som selvtægtsmanden Paul Kersey. I videoen har han netop fundet sin kones morder, der unægteligt ikke finder nogen videre beskyttelse fra retfærdigheden ved at bære et stort kors. For selv om misdæderen svarer “I do”!” på Kerseys spørgsmål fra overskriften i dag, så svarer Kersey jo så “Well, you are gonne meet him” og pløkker ham et par gange.

Man kan tro på Gud og man kan som de utrættelige snakkende klasser tro, at man ved bedre end alle andre om, hvad der er godt for primært ALLE ANDRE, men der kommer en Dommens Dag.

Om ikke før, så den dag, hvor de snakkende klasser har forødt alle de andre mindreværdige eksistensers penge..Eller man som i adskillige centraleuropæiske lande efterhånden risikerer at møde en lokal Paul Kersey. Der skulle vi nødigt hen, men intet kan udelukkes i disse tumultariske tider.

Iøvrigt er det pudsigt, at medieverdenen fuldstændigt er nedsmeltet i sexistiske anklager. For det er altså mærkeligt, at ingen længere kan huske, at hele denne frigørelseskultiur med at hoppe på alt og alle i frigørelsens navn intetsteds var mere officiel og sanktioneret end netop mediebranchen. Hvor permanent fortfarende partnerbytte mellem studieværterne og politikere og interviewofre  var og er normen snarere end undtagelsen. For hvem er det lige, at feks Pernille Skipper er gift med-en sexuelt attraktiv journalist måske? Ja! Gris på gaflen på arbejdet, det har i mange årtier været mediebranchens primære lokkemad for talenter indenfor alle livets forhold. Ludere for sig selv først og for Vorherre sidst. Gud være med os alle, ludere såvel som lommetyve.

PS Som næppe mange længere husker, så havde skinhellige premierminister Trudeaus mor Margaret en simpel men ihærdig groupie-manøvre med Mick Jagger i bedste mediestjerne-stil, hvor midiestjernestatus giver vel hovedsageligt kvindekønnet stjerner i øjnene og det, der er mere prosaisk  hygroskopisk konstaterbart . Om hun blev krænket er ikke til at vide, det må man vel håbe, da det vel var det, hun ønskede; ret længe gad Jagger dog tydeligvis  ikke den efter rock-rygter rigeligt  klæbende daværende premierminister-frue.

2 meninger om ““Do you believe in Jesus?””

Skriv et svar til Thomas Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *