64 år not out

Nu skal man naturligvis som hastigt aldrende allerede ældre mand naturligvis ikke glæde sig særligt over at bevæge sig endnu længere ind i risiko-gruppen for Corona, men som en vittig hund engang bemærkede, så er alternativet anderledes skræmmende. Så hyggeligt at være her endnu her på min fødselsdag. Mærkeligt, men jeg husker min egen salig far som MEGET ÆLDRE på samme alder, faktisk lidt en gammel tudse…

At så hele min barndom derude på det alleryderste næs på den alleryderste lille ø  i særligt enestående grad har forberedt mig såre godt på disse dages isolation er så ganske heldigt. For mens sikkert de allerfleste andre er ved at gå op i familie-limningen over at skulle tilbringe al den kvalitets-tid sammen, som de vist ellers altid officielt har eftersøgt, så er det helt anderledes afslappet-lykkeligt  her i Casa Mathiasen 1 på min fødselsdag.

For opvæksten på Endelave har permanent fjernet enhver forventning om nogen større formel fejring af noget så banalt som éns fødselsdag. Og når man aldrig har haft holdt en egen børnefødselsdag i sin folkeskoletid eller for dens skyld været med til en, så er det svært at blive spor skuffet over den relative isolation her på Åbyhøjvej i dag. Og hvem skulle nu have troet, at en til tider rigeligt ensom og begivenhedsløs barndom skulle kunne give fin dividende i dag? Nå, men det kan den altså og om ikke andet, så lærte en barndom med uhyre få kammerater én at få det bedste ud af begge dele. Nemlig både kammerater OG ensomhed, faktisk en helt fin cocktail. For så kan man både være socialt stjerneklar, når det er nødvendigt-for det lærte man jo selv, fordi de chancer, som der var for socialt med skolekammerater og feriegæster, DEM skulle man tage.NU!.

Samtidigt lærte jeg så, at ensomhed ikke er andet end en kærkommen mulighed for fordybelse i alt det, som den ofte alt for overfladiske sociale trummerum normalt står i vejen for. Og at jeg har annammet denne lærdom ses vel bedst af, at jeg i dagens anledning måske udover at min frue måske kommer forbi fra sit vendsysselske heste-eksil, allermest glæder mig til dagens forventelige forsyning af et par trætromler med verdens måske allerbedste signalkabel, Gotham GAC-2 AES Ultra Pro.

Det er simpelthen første gang, at denne skribent har hørt en ganske vist uhyre beskeden lydmæssig forskel fra det hidtil universelt anvendte Mogami 2549. At der så er gode kabel-konstruktionsmæssige grunde til den lille forskel er så heldigt nok, for meget voodoo er der bestemt ikke tale om. Bare ingeniør- og produktionsmæssig omhu, der dog medfører den astronomiske pris af knapt 100,- m. Og dermed er det naturligvis heller ikke helt fair at sammenligne med et kabel som 2549 til under en tyver. Der iøvrigt allerede er aldeles fremragende og har været high end studiestandard i årtier..

Tilbage til vores lille virksomhed, hvor der er “business as usual”.

10 meninger om “64 år not out”

  1. Tillykke med dagen. Kan se at vi er lidelsesfæller, jeg er vokset op i relativ fattigdom langt ude på landet. Sjovt nok føltes det ikke så langt ude dengang som det gør i dag.

  2. Tillykke med fødselsdagen, Poul.

    Signalkabel. Hmm, ja, har ikke et linesignal mellem Cd og forstærker, men et BNC/coax kabel. Om der er forskel på sådan et i hifi sammenhæng, ved jeg ikke. Som elektronik mand i sin tid, brugte vi en del BNC, coax da det var i CATV/antenne branchen. Der havde det stor betydning for signal kvalitet at det ikke var noget billigt juks der blev monteret. Her er der selvfølgelig også tale om HF signaler. De kan være følsomme for kvalitet/design/håndværk. Om det har samme indflydelse på hifi, tvivler jeg på.
    Familien er samlet, alle 4, i hvert vores rum 🙂 Alle arbejder hjemmefra, enten med skole opgaver eller arbejde. Vi mødes dog til kaffe og kage i køkkenet 🙂
    Sidder selv med en stor del af de danske fiberforbindelser. Prøver at holde styr på arbejdet bliver udført korrekt ude i virkeligheden. En vital del i disse tider.

    Kipper med flaget og ønsker en god dag.

  3. Til Michael: For så vidt lokum i gården og intet rindende vand eller centralvarme udover selvfølgelig jævnstrøm indtil mit 15. år jo ikke indikerer materiel overflod, så var det en særdeles lykkelig og kærlig barndom uden afsavn.
    Til Kenneth: Takker og rart at vide, at der er nogen, der er på vagt i disse tider. Og nej, kabelforskellene indenfor audioområdet er i modsætning til HF-teknik få og små, men lige netop dette Gotham-AES/EBU kabel er eksorbitant godt skærmet, og det kan osse i praksis gøre en forskel. Ikke stor, bestemt ikke, men den er der. For en pris, der dog i forhold til den anerkendte voodoo-økonomi er mikroskopisk..
    Og til Lars: Takker, vi ses snart derude og fruen sang omtalte klassiker af fuldeste hals tidligere på dagen.

Skriv et svar til Poul M Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *