Meny i Dronninglund

I dag vil vi berette om uendelig kedsommelighed og ditto tilsyneladende uudtømmelig idealisme. Det er næppe en fuldstændigt sandfærdig historie, men der er dog visse uomtvistelige kendsgerninger indflettet i det ellers både noget flagrende og måske ligefrem mere end selv almindeligt menings-forstyrre narrativ.

Vi vil dog starte i køledisken i Meny i Dronninglund, der er vores absolutte favoritindkøbssted, når vi er på vores vanvittigt idylleriske  fritids-farm i det østvendsysselske. Og dagens foto illustrerer et erhvervs-eventyr, af den både mindre betydelige og endnu mere gennemtænkte slags. For uden at denne skribent selv i de både sødeste og vådeste drømme nogensinde har set sig selv som nogen synderlig erhvervsmæssig succes-historie, så har vi da ligegodt i næsten 4 årtier kunnet leve fornuftigt af gesjæften. Uden at Maseratierne eller blot kørekost for denne skribent akkurat har nødsaget udvidelser af carportene. Gamle Vitavox-er er der til gengæld blevet rigeligt råd til, selv om det måske er en noget ringe trøst- det trøster nu så rigeligt denne skribent, og det får vel række..

Tilbage til de gode spot-tilbud på Endelave-flødeost, selv om ordet “godt” mest her dækker den i forhold til absolut alt andet i butikken latterligt lave pris. Der naturligvis så langt fra kan dække omkostningerne og det er slevfølgelig netop derfor, at denne skribent endeligt i forløbne weekend forløb sig til at købe et par af disse i mellemtiden “sidste salgsdags-ramte” produkter. Vi støtter nemlig såre nødigt producenten af råmaterialerne til disse iøvrigt aldeles håbløst-ligegyldigt smagende prut-oste (og det er fordi de simpelthen ikke smager af en prut eller noget andet for den sags skyld) Ren fad of flad spild af tid!

Producenten er noget så sjældent som en dyrlæge på en iøvrigt ellers produktionshusdyr-fri ø, en vis Karsten Kragh Hansen, der ellers mest i årtier  har ernæret sig ved kreativ omgang med det idiotiske tilskudsrytteri, der udfolder sig indenfor relativt velhavende  Horsens kommunes omgang med sin eneste rigtige ø. Vi har tidligere behandlet de i forhold til kommunens øvrige beboere urimeligt forfordelte og uhyre priviligerede øboeres succes med bare at stille sig op med hænderne strakt ud. Og det vel og mærke med en enklave/Endelave (kunne ikke lige lade være, den lå jo lige til “hug”!), hvor gennemsnitsalderen forlængst har passeret de tres med støt kurs opefter. Priviligerede gamle mennesker, der kender de rigtige indenfor systemet-kvalmende!

Tilbage til dyrlægen og hans nu forlængst kuldsejlede osteeventyr. For som omtalt på denne plads er det efterhånden en hel del mere end et halvt år siden, at dyrlægen på Endelave slagtede sine sidste jerseykøer, der ellers angiveligt var den eneste “kilde” til denne altså nu ellers lettere antikke flødeost her. Og et godt bud er det vel, at producenten  af denne mejeritekniske ligegyldighed, Barrit Mejeri, har sagt stop for idiotien med at markedsføre et SÅ ligegyldigt produkt. For en kommerciel kikser, DET har det været og behøver vel næppe noget yderligere bevis end prissætningen her i et udpræget udkantsområde i Danmark.

Nå, intet er tabt her udover muligvis troen på, at Barrit Mejeri måske har spillet med helt åbne kort i den påståede proveniens af produktet. For hvordan man i praksis kan drive selv en mindre mejeri kan vente på en tilfældig mælketankbil med blot en sjat mælk i for at starte en specialproduktion er logistisk noget ude i hampen. Sådan er der vist bare så meget man ikke skal tænke over indenfor økologien som her..Bare penge ud af lommen og DEN slags støtter vi altid gerne, når den selvbestaltede ø-konge Karsten Kragh Hansen er involveret! Og det selv om flødeosten her er en seriøs kandidat til titlen af verdens  både fladeste og fadeste.

Ellers er alt ved det gamle på min føde-ø. Og selv om der netop er flyttet et gammelt par til øen er det måske lige det mindste belæg for som den lokale skod-sprøjte, Horsens Folkeblad at sige, at befolkningsfalds-kurven ligefrem er knækket. Det er nemlig bare en gammel bekendt fra min egen barndomstid, der er flyttet derover, vist mest for at bo ved siden af sin mor og hvordan i alverden han har fået konen med på den vist ellers ikke vanvittigt indlysende eller synderligt lokkende ide er en gåde. Måske hun bare er ligeså kedelig, som han er? Det må da håbes.

For kedelig, DET var Peter Nymand, som manden hedder. Eller rettere, det var han da gennem de ganske mange år, hvor vi delte sommerbarndom på Endelave. Aldrig nogensinde ville han nogetsomhelst med nogen af os andre på øen, ikke bare en eneste enkelt lillebitte aktivitet ville denne mærkelige dreng være med til. Og at han igennem alle senere år ikke blot har nikket en eneste gang til denne skribent tæller heller ikke videre positivt i denne skribents lommebog. En gennemført kedsommelig person. Idet vi for argumentets klarheds skyld bekvemt udelukker muligheden af, at det er denne skribent, der er det!

Nå, men nok var Peter ekstremt kedelig, men helt dum eller totalt tilpasnings-udygtig er han så tydeligvis ikke. For se blot, straks efter sin tilbagekomst til mors (og iøvrigt osse mormors, det er nemlig moderens barndomshjem) kødgryder har Peter meldt sig under kræve-korpsets faner. Fom beboerforeningen kræver nu tidligere færgeafgange, så periodiske Pendler som Peter selv (der nu er blevet lokal foreningspamper) og vistnok en enkelt anden med periodisk tilknytning til arbejdsmarkedet endnu da kan få optimale forhold. Som de jo iøvrigt næppe behøver siden de nu er gået på del- eller hel-vis aftægt. Under alle omstændigheder et ubeskriveligt spild og spørgsmål om kort tid, da der ellers ingen erhvervsaktive pendlere er længere med denne tudsegamle øbefolkning.

Idealisme er tydeligvis noget helt andet og noget alternativt noget derovre på min gamle fødeø. For hvis man virkeligt havde ment noget ,med det, så ville det da have været uendeligt meget mere fornuftigt at have tidligere færgeafgange dengang der endnu fandtes udenøs skolebørn. For i mere end 50 år inden de sidste børn forsvandt fra dette for dem uudholdelige  reservat af velholdte pensionister er samtlige skoleelever HVER DAG gået glip af første skoletime i skolen på fastlandet.
Nå, den slags bagateller er helt ligegyldige i sammenligning med den utrolige personlige tilfredsstillelse, som det må være for min barndomsbekendt Peter at kunne bryste sig af at ville pendlerne det åh så godt. At det så tilfældigvis osse er synonymt med at gøre det godt nærmest udelukkende for ham selv fortæller vel mere end ord om mandens kolossale personlige format.
Indenfor kedsommelighed og almindeligt “ø-cirkusseri” desværre.. Noget tyder på, at allerede lille Poul var lidt af menneskekender…

3 meninger om “Meny i Dronninglund”

  1. I 68'ere styrer bare for vildt, så det vel ikke den store overraskelse at din bardoms bekendt har lidt godt gammeldags kommunalt "influence". Altså på den helt igennem unikke, top-fede, og top-egoistiske 68'er manér, som har fået et udtryk direkte i kontrast til den oprindelige ide.
    I er for i øvrigt lidt hårdt ramt for tiden på østkysten af disse egoistiske tåber, både øst og nord for den fædrende Ø.

  2. Hej Poul

    Der er noget du ikke har opdaget midt i din beskæftigelse med urtidshøjttalere og længsel efter tiden hvor Tannoy var Tannoy.
    I dag handler det om at være med på en bølge. Og det er (var) dyrlægen. Bølgen handler om lokale råvarer. Der er ikke et kogeprogram i tv uden lokale råvarer besynges i højen sky. De er altid købt ved stalddøren og er meget meget bedre end alt andet, for slet ikke at tale om alt det skidt der kommer ind over landets grænser.

    Du vil også opdage, når du er færdig med at rydde ukrudt og rømme laderne at der på alle gårdbutikker findes et utal af lokal marmelade, krydderriblanding, saft o.s.v. Når man en gang for nysgerrighedens skyld har givet 40 kr for 150 g THYA marmelade bliver det sikkert derved, og så står de håbefulde undrende tilbage når bølgen er drevet over.

    Men medens det står på er alle glade, også de der måske har været med i den del af det offentlige der kan tænkes at yde tilskud. De har været beskæftiget og sikre på at de var med til at gøre noget godt – for andres penge.

    Man kan næsten komme til at tænke på den grønlandske Puisi skandale hvor 50 mio kroner forsvandt i et projekt hvor en amerikaner havde lovet at kunne sælge sælkød som pølser i Kina. Alle var med på bølgen indtil det stod klart at der intet hold var i noget som helst.

    Med venlig hilsen

Skriv et svar til Kristian Larsen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *