Så er denne skribent atter tilbage i den daglige travle trummerum, der så heldigvis aldrig bliver mere triviel end at der ganske ofte opstår uventede eller decideret udfordrende situationer. Det er måske denne iboende uforudsigelighed, der både efter godt 36 år i branchen både stimulerer og muligvis holder mig yngre end min noget fremskredne alder, hvem ved. Og hvem ønsker for alvor at finde ud af den slags? Det svarer vel lidt til at få besøg af kendte og respekterede personer, der ærligt fremsiger deres mening om ens über-hifianlægs præstationer eller ens egne analytiske evner. Ikke underligt, at den slags beskæftigelser trives bedst blandt små-sociopater idet vi i dag vil vælge en lettere eufemisme over dette for de få tilbageværende hifi-entusiasister altovervældende vigtige eksistentielle problem. For er jeg og mit nu egentligt så godt, som vi krampagtigt forsøger at bilde os ind?
Men ellers er det netop i dag tid for et prominent besøg her i hulen. Det er nemlig ikke mindre end en officiel repræsentant for DR, der har meldt sin ankomst og det er ikke engang for at kradse licens ind. Dette besøg skyldes nu ret prosaisk, at jeg jo ved særlige lejligheder osse vikarierer som skribent på andre og mere indflydelsesrige medier end denne ydmyge lille plads. Og det er så et disse eksterne skriverier, som tilsyneladende har overtydet denne mand om, at netop jeg jo må have noget på hjertet udover rigelige mængder af almindeligt aldersbetinget fedt. Vi glæder os ialtfald.
Under alle omstændigheder bliver det da hyggeligt som altid at kunne fremføre sine egentlige synspunkter uden frygt og anden social bæven og aldeles uden kommercielle bagtanker. Det er vist en af min nuværende alderdoms eneste ubetingede velsignelser. nemlig at der er visse grænser for, hvor politisk korrekt man behøver at være i sit beskedne resterende livs-span. For i dette overvågningssamfund søges der aktivt på selv den slags bagateller, der måtte fremføres af denne ellers inderligt uvigtige skribent.
For rigtigt mange andre, og det gælder både store institutioner og almindeligt små-opblæste narrehatte som dem på min gamle fødeø Endelave, der blev omtalt i sidste uge og vist osse lige har været inde og vende ganske mange gange tidligere. De elektroniske spor er utvetydige og ligeså umulige at administrere eller fjerne som denne skribents mange tidligere skriverier. Nå, men fakta er følgende: Når denne skribent uden nogen Facebook-profil (som er nedlagt af samme grund, da man ikke der har indsigt i “kikkeriet”) skriver et eller andet, så er der afregning ved “kasse 1” Og “kassen” er her min hverken vanvittigt vel-vedligeholdte eller spor interessante LinkedIn-profil.
For “vupti”, straks denne skribent f. eks. skriver “Lær Dansk”, så spotter dette godhedspolitiske kompleks`søgemaskine ytringen og pudser en manuel søger på min profil. Og DET kan man jo tilfældigvis vide ganske positivt, da man kan købe adgang til at se samtlige profilbesøg på egen profil derinde. Og hold dog bare helt kæft hvor er den slags procedurer dog blevet ren rutine snarere end dengang for nogle år siden, hvor selv en tidligere vredladen festugedirektør rasende spruttende råbte denne skribent lige op i ansigtet i fuld lokal offentlighed i vindfanget i den lokale Superbrugs. Dengang afslørede han vist ikke ganske med vilje, at han havde folk til dagligt at søge efter omtale af ham. Dengang var han den lettere paranoide undtagelse, det ville han så ikke længere have været længere.
Det betyder så osse, at jeg selvfølgelig heller ikke længere efter mine ikke videre flatterende Endelave-skriverier kan blive medlem af en Facebook-gruppe, der ellers hoster mange hyggelige barndomsbilleder. For efter at have nyoprettet en iøvrigt tom Facebook-profil til netop dette formål, har det vist sig umuligt at blive medlem af denne lukkede gruppe, som jeg ellers tidligere blev automat-indmeldt i. Man kan jo dårligt udelade den mulighed, at den, der med navns evige nævnelse måtte formaste sig til atter at lukke denne skribent ind i varmen til evig tid ville skulle leve med bebrejdelserne fra gruppens øvrige medlemmer. Da gruppen jo naturligvis tæller samtlige de uhæmmet-egoistiske små-geriatriske tilskuds-røvhuller, som tidligere er omtalt på denne plads.
Ja ja, nogen mimose er denne ellers rimeligt hårdføre skribent jo ikke, men lidt vildt er det da, at alt forvinder ind i ekkokamre, ikke blot IS-kommunikation, men såmænd osse gamle slørede sort-hvid billeder af Endelaves gamle slæbested.
Tilbage til hifien eller måske snarere manglen på samme: Denne skribent har nyligt stiftet bekendtskab med Lucinda Williams, en noget rå og raspet americana-vokalist indenfor den mere kuriøse udgave af countryrock. Og det lyder simpelthen så meget af helvede til, at jeg kom i tvivl om der rent faktisk var noget i vejen med vores kælder-Vitavoxer.
Det var der så heldigvis ikke men fægslende, DET er hun squ, dan ultimative mangel på lydkvalitet på CD-erne uagtet:
https://www.youtube.com/watch?v=7tUzhodl_rw
Hej Poul fra Poululus, en indforstået vits entre nous. Midt i det hele, et trick hentet fra retorikken: en kraftig fremhævelse manifesteres elegant ved hjælp af parenteser, fx Havde brugen af dette virkemiddel i forbindelse med "muligvis" været af samme tyngde som kanontordenen i den bekendte 1812 overture. Jeg kigger ind snarest med en postpåskeøl. Hilsen
Magister Segotius Secundus
Altid hyggeligt med et indspark fra den ubetinget mere sprænglærde del af vores læsere og bestemt ikke irrelevant-vi ses snarest!
Tjek Richmond Fontaine ud – tro du vil kunne lide det, hvis du kan lide Lucinda Williams. Og tjek også forsangeren Willy Vlautins forfatterskab ud, samt The Delines, hans seneste projekt.