“Gaucho”

Nu er der ikke spor galt med virkeligheden i vores lille hyggelige virksomhed. Og det er jo faktisk ganske heldigt, da det i udpræget grad er det, der er mest af og efterhånden har været det i foreløbigt 36 år og 7 dage. Alligevel er det et af årets absolutte højdepunkter at drage på den årlige “audio-pilgrimsfærd” til musikmessen i Frankfurt med den altid festlige og fornøjelige Prof. Dr. Prof. Riis. Der altid på nedrigeste vis formår at have et ekstra gradstegn på sit navneskilt og dermed “out-ranker” denne skribent, når der skal diskuteres tekniske detaljer.

Nå, denne skribent er heldigvis ikke videre diskussionslysten på denne messe med den anderledes kompetente Prof. dr. Prof. Riis. Det skyldes ganske prosaisk den kendsgerning, at denne skribent er aldeles uvidende indenfor mange af branchen mere specielle materier-ikke mindst lys og styringer og systemintegration  er rent volapyk for denne skribent. Nå, men det er det heldigvis osse for langt de fleste af både vores egne og tilsyneladende osse i måske endnu højere grad for vores kollegers kunder. Ihvertfald ser vi alt for skrækkeligt ofte systemløsninger, som ingen brugere med garanti nogensinde vil lære at betjene. Ren “teknik-porno” af den allermest brugerfjendske slags.

Nå, men hvis man så en sjælden gang har brug for dybere teknisk kompetence indenfor disse specialområder har vi heldigvis tilknyttet et par “hus-eksperter”, der aldeles frygtløst og uforknyt begiver sig ud i mere specialiserede kontrol- og sprogrammerings-løsninger. Hvilket jo så osse har den behagelige bivirkning, at denne skribent ganske afslappet kan sjoske rundt i hælne på Prof. Dr. Prof Riis dernede i Frankfurt uden megen anden tankevirksomhed end at styre peristaltikken. der vist iøvrigt slet ikke kan styres bevidst. Altså ren afslapning i n.te potens hvor n er et uendeligt højt tal, absolut et af årets absolutte højdepunkter. Udover den obligate Frankfurter- schnitzel “mit grüner Sosse”

At der så efterfølgende er en hektisk grænsende til direkte kaotisk aktivitet efterfølgende i vores lille virksomhed efter dagene i det fremmede er en anden og både mere prosaisk og heldig omstændighed. Dog er vi nu efter et par små-paniske dage tilbage i rimelig kontrol igen og måske der ligefrem bliver tid til at lege lidt med kabler her i vores værksted. Der er nemlig netop ankommet et par hundrede meter Gotham Cable fra Schweiz, der fremover vil blive anvendt i samtlige egne hifi-installationer. Grunden? Det hedder “GAC-2 AES Ultra Pro” og selv en ældre mand som denne skribent kan naturligvis uden vanskelighed høre forskel på det hidtidigt anvendte aldeles fremragende  Mogami og så dette nye fund. Fordi naturligvis noget, der hedder “ultra pro” jo nødvendigvis må være MEGET bedre end blot et vilkårligt prosaisk 4-cifret nummer, som Mogami anvender på samtlige deres produkter. Og den slags er naturligvis umiddelbart hørbart for enhver uhildet og objektiv hifientusiast.

Ellers bruges der osse en del kvalitets-kone/kæreste-tid på vores idylleriske landsted befolket af heste og kat og ca. en million vilde pipfugle af alle slags og størrelser. Det har sin særlige attraktion at betragte årstidernes kolossale variation af arter på vores store foderbræt, der sluger ikke mindre end 2 liter solsikkefrø pr. dag. Netop nu er både stære og kærnebidere og stillidser og grønsiskener og kvækerfinker på plads efter længere tids fravær.
Og når man så sidder der i selskab med sin smukke frue med morgen-teen, så skal der jo osse lidt musik til , der passer til lejligheden. Og lige der er det obligate musikvalg weekend efter weekend sjovt nok et gammelt hit indenfor hifi-reference, som jeg må have hørt utallige gange på udstillinger og privat. Det var ialtfald et fast indslag overalt i massevis af år i 1980-ene, når det gjaldt om at præsentere et hifianlæg fra sin bedste side.

Det er nu ikke fordi jeg overhovedet kan huske det mindste af indholdet på denne datidige reference-plade og det er der åbenbart en tydelig grund til. For ikke alene kan jeg ikke huske nogensinde at have hørt “Gaucho” med Steely Dan DENGANG nu, nej jeg kan ikke engang fra weekend til weekend. For som en akvariefisk, der efter en tur rundt i bowlen ser en helt ny verden, så oplever denne indrømmet begyndende affældige skribent hver eneste gang numrene på “Gaucho” som helt nye og aldrig tidligere hørte. Og det hver eneste gang  weekend efter weekend, hvor pladen agerer som lydtapet. Og lige netop den rolle udfylder pladen aldeles perfekt.

For mage til perfekt MUZAK har jeg da godt nok aldrig hørt-fuldstændigt ligegyldig ufarlig og ikke-passioneret plingeling-musik. Totalt overflødig og ligegyldig “musik” med en om muligt endnu mere søvndyssende vokal af Donald Fagan. Ikke underligt, at bandet ret hurtigt blev opløst, faren for at et eller sandsynligvis flere at medlemmerne i bandet skulle falde i dyb drømmeløs søvn under deres egne koncerter må have været overhængende. Og det er naturligvis denne totale mangel på indhold og kant, der går den her som anden muzak aldeles perfekt at vågne op til . Og naturligvis kun, hvis man er en endda særdeles langsom morgen-starter..

Og så kunne det alligevel blive endnu værre og endnu mere søvndyssende. Og selvfølgelig stadigvæk og måske direkte derfor et veritabelt hifi-superhit. For “sangeren” (i mangel af bedre betegnelse) Donald Fagans soloplade “The Nightfly” var på trods af sin vist uslåelige status som alle tiders musikalske “lang-gaber” osse et hifidemo-hit. Ja, er det vel ligefrem endnu siden det nyligt er genudgivet i en særlig audiofil udgave.

Det er både usigeligt ynkeligt og trist, at voksne mænd nu i flere generationer sidder og hører på det her mageløse musikalske makværk. “Musik”, hvis eneste sande anvendelse er at fungere som ufarligt lyd-tapet under en ganske gradvis opvågnen. Til gengæld er det en rolle, denne plade udfører så langt bedre end det vistnok første forsøg indenfor den diskretere del af musikken-Erik Saties såkaldte “Møbel-musik” Der i forhold til uendeligt stillestående Steely Dan er et rent orgiastisk “Valkyrie-ridt”  i sammenligning.

Derfor starter Steely Dan selvfølgelig osse den kommende lørdag. For bare man ikke lytter, så går det endda helt usædvanligt fint. For enhver dag er ny og det er “Gaucho” osse for den skrivende  guldfisk her i sin  stabile støtte  stilstand af åndløshed. Tænk at sådan noget skodmusik endeligt skulle finde sin både naturlige og nødvendige anvendelse