Så er det i disse dage, at hansolsorterne begynder deres cykliske sangforedrag til ganske stor fornøjelse for denne skribent under morgen-hundeluftningen. Endnu er der tale om beskedne triller af etude-karakter her i senvinteren, men snart kommer de til det mere ressourcekrævende kraftfulde (og ikke mindst risikable)pippen fra strategisk nøje udvalgte høje punkter.Livets kamp om afkom starter påny på nogenlunde samme måde som det foregår i menneskelige ægteskaber, hvor dt osse for denne skribent tit forekommer som om , at der skal en betydeligvig bevægelse til for blot at opretholde en fornuftig stilstand. Deri er fruen så ikke altid fuldstændigt enig og da slet ikke i mine udfoldede bestræbelser og sådan skal det vist osse være.
Alligevel er min egen favoritfugl på denne årstid vores stadigt for hvert år triveligere traditionelle ringduer i vores lille pæretræs-espalier udenfor stuevinduet. For efterhånden mange år siden lavde de dengang noget mindre og yngre duer deres første rede der med fuldt indkik fra de lokale husskader. Vi levnede dem ikke dengang nogen chance for flyvedygtigt afkom, men de var tydeligvis lavet af et særdeles beslutsomt og langtidsstabilt stof. Ikke alene fik de det år 2 kuld på vingerne, men det har de osse gjort alle de seneste mange år og nu er de i gang igen med lige at pynte lidt på den af vinterstormene lidt ramponerede rede. heldigvis er due-mutters krav til håndværksmæssig perfektion ikke urimelige, faktisk kan man dårligt se forskel før og efter restaureringen.
Derefter er der så blot for due-fatter at kravle på, og derefter ruge og fodre og turtle løs. Kurmageriet er tydeligvis blevet lettere rutinepræget for disse store og særdeles livsdygtige kræ, og i den henseende skal jeg jo nok huske ikke at lære for meget. Men for en mand som denne skribent, hvor fundet for snart mange år siden af en langt yngre livspartner og åndsfælle er det måske alligevel ikke så underligt, at duernes årlige trummerum virker såre bekendt. For indtil ret præcist den 15. januar 2005 havde jeg ingen intentioner om et aktivt arbejdsliv efter det fyldte 60. tyvende år.
Det skulle blive ganske anderledes og tak for det da, fru Mathiasen. og udover solsorternes sang er der da osse utallige hyggelige stunder i hverdagens trummerum. se for eksempel i går, hvor denne skribent virkeligt foik et flashback til tidligere og bedre tider. Nemlig dengang, hvor hifibutikker regelmæssigt fik besøg af overlæger og advokater og andre audio-trængende fra det bedre borgerskab. Og som uvægerligt købte noget, som de blot brugte i mange år og blev glade for uden at blive forvirrede af afgrundsdybt-stupide skriverier på diverse fora. Det var tider, var det, og bedre, JA, FOR SATAN!
Sådan en dag var det så heldigis osse i går, hvor der røg et sæt ATC SCM 100A højttalere til et hus i whiskybæltet ved Øresund. Og selv om disse højttalere koster på den anden side af 100 k, så er det slet ingenting sammenlignet med prisen på kundens nye hus derovre, ja faktisk noget under 1%. Og så er der jo rimelighed i galskaben alligevel. Men alligevel var det en kæmpefornøjelse at skulle en tur derover og det gør bestemt ikke fornøjelsen mindre, at kunden inden sin advokatbestalling såmænd var en gammel skole-praktikant hos denne skribent for adskillige årtier siden.
Nogen bliver heldigvis til noget, mens de fleste som denne skribent ikke bliver til noget videre. Og egentligt blot som ringduerne glæder sig over hverdagens velsignelser. De tidlige forårsfornemmelser fortrænger heldigvis næsten osse fortvivlelsen over at se den til enhver tids netop forløbne uges nye intellektuelle lavpunkter indenfor hifitosseriet. Fuldstændigt fornuftsstridigt i en grad, der vel længe kun med rette påkalder sig klinisk interesse. Selv om det for en enkelts vedkommende efterhånden nærmer sig det akut behandlingskrævende..
Desværre er der en kedelig bagside af disse “hifi-skadedyrs” aktiviteter på samme måde som de skide muldvarper, der undergraver vores hestefold. Deroppe i skovidyllen tager den ihærdige jæger Bettemis sig heldigvis af brodden af plagen, men de få tilbageværende hififora lægger stadig plads til de tosser, der er ved helt at tage livet af den danske hifibranche. Og hvor galt det står til i den tungere ende blev klart i den forløbne uge i en snak med en af branchens ellers relative og mangeårigt succesfulde sværvægtere. Det går simpelthen ad Helvede til og det endda sagt af en mand, der ellers i mange år har spillet med i den særlige danske udgave af hifi-spillet (den med almindelig moms-og skatteunddragelse og alternative outlets for byttevarer udenom regnskabet osv. osv.)
En branche med så mange brådne kar er selvfølgelig umulig at konkurrere med for de ordentlige og regelrette men at de sidste uhellige eksistenser ligefrem osse er pressede til bristepunktet var da en overraskelse. Men at sige, at man er hifientusiast er vel osse ved betænkeligt at tilnærme sig visse kriminelle og andre sære marginale randeksistenser, der virker diskvalificerende blandt ordentlige mennesker.
Vi mangler næsten kun en opfriskning af tosserierne fra oldtiden og middelalderen om “sfærernes musik”, der passende kan være hifiens svanesang. “Argumenterne” i de alenlange ulidelige enetaler derude på diverse fora har længe været langt hinsides argumentation, ja vel en slags “sfærernes svanesang”..
Nå, på med vanterne, der er heldigvis indløbet atter en ATC-ordre mens jeg skrev dette. Nej, squ TO:::