125 dB

I min alder er hver dag tiltagende betydningsfuld. For det første er antallet af resterende  dage som levende væsen på denne jord tiltagende begrænset, ja faktisk synes hele verden at accelerere omkring en. Ikke mindst arbejdsmæssigt markerer denne tid noget af de mest fortravlede, som denne skribent på trods af mange års erfaring og vel også deraf følgende beskeden ophobning af rutine og almindelig  fornuftig stress-håndtering har lidt vanskeligt ved at overkomme. Og så når man ligefrem som i går bliver berøvet sin musikalske underholdning her i kælderen, fordi det på grund af længere restordre blev nødvendigt at sælge en Furman P2300 balanceret strømfætter fra inventaret. så ophører næsten alt. Musikken gør det ihvertfald, selv om den denne morgen er delvist retableret, så den sovjetiske pianist Maria Judina atter kan velsigne mig med sine æteriske fortolkninger af ellers velkendte klassikere. Som efter udsættelse for  Judina bliver underligt ligegyldige , når de fremføres af ellers uhyre kapable pianister.

Det er mærkeligt, som tidsmæssige og kunstneriske referencer således kan ændres selv i min høje alder. Men heldigvis er der da nogle ting, som ikke forandres. Og også naturligvis andre ting, der måske BURDE forandres uden at vi midaldrende mennesker er helt klar til det. Og jo dermed næppe nogensinde bliver det.
Tag nu for eksempel torsdagens besøg af min gamle skolekammerat fra barndommens ø, selveste uforlignelige Hans Henrik. Lykkens og privilegiernes  og kvindernes pamfil, hvis der ellers nogensinde har været sådan en. Denne Hans Henrik er på trods af en særdeles priviligeret opvækst aldrig blevet voksen nok til at værdsætte alle de klassikere, som denne skribent har dyrket siden 1972 indenfor musikken.

I stedet er han som de sikkert fleste musikalsk gået mere eller mindre i stå i sen-puberteten. Måske der lige der opstod andre og mere presserende homonalt bestemte interesser? Måske denne skribents manglende held hos kvinderne gennem betydelige dele af livet har været den egentlige baggrund for den musikalske interesse-jeg er da tydeligvis ikke blevet distraheret af livets andre mere kødelige tilbud som Hans Henrik.

Tilbage til denne superhyggelige aften med min farverige barndomsven. En aften, der blev præget af gensyn med både musikalske minder og osse en hel masse andre uden videre almen interesse. Og så har vi vist endda rundet en hel del op.
Alligevel var det da med en vis bæven, at jeg fyrede op under de nye co-favorithøjttalere (sammen med de store ATC-er) hos min frue, de imposante Vitavox Black Nights. De fremkaldte en vis muligvis høfligt villet interesse hos HH, men det var først efter at de blev substitueret med de store klassiske Thunderbolt-horn, at det brede grin virkeligt kom frem. Et par fræsende live-guitarsoloer fra Jimi Hendrix var tydeligvis noget, der bekom manden!

Det var tydeligvis en slags sonde direkte ned i barndommens begejstring, for jeg skal da live for, at volumenknappen efterfølgende under afspilning af diverse Pink Floyd fik en helt uvant ekskursion med uret. Faktisk har jeg aldrig nogensinde selv spillet blot noget, der ligner ligeså højt, som HH gjorde i torsdags.Og en efterfølgende “logning” af niveauet med en præcisions-målemikrofon afslørerede peak-niveauer et godt stykke over 125 dB. Og selv om disse klassiske højttalere har en ret begrænset belastbarhed, så var der stadigvæk en en 6-7 dB at give af, men det blev så ikke nødvendigt. Ihvertfald ikke denne gang.

Det forunderlige var så, at det ikke engang var trættende at lytte til ved disse sindssyge niveauer. Og det vildeste var næsten, at den lydmæssige homogenitet over hele niveua-spektret var så entydig. For når noget som “Gone, Gone, Gone” fra Krauss og Plant-pladen lød grimt højt (og DET gjorde den, helt vanvittigt vildt faktisk), så gjorde den det naturligvis osse ved mikroskopiske niveauer. Som den iøvrigt osse gør på vores ATC SCM 300A-ere, der lyder den blot knapt så godt og grimt og fuldstændigt fantastisk rigtigt, når der spiller RIGTIGT højt som i torsdags.

Så skred referencen for “rigtigt højt” altså også her i min høje alderdom. Og tak skal lyde til HH for ufortøvet og helt uforknyt at bane vejen mod nye akustiske horisonter, hvor denne skribent aldrig tidligere har været.
Tilbage til Judina og Mussorgskij, mens ørerne regenerer til HH`s næste besøg.
PP Vi skulle måske lige henvise til de nylige kommentarer til sidste uges emne. Kan dog kun anbefales psykisk rimeligt stabile personager..

5 meninger om “125 dB”

  1. I øvrigt er det jo svært at indse, hvorfor du anskaffer dig disse giganter (ex biograf JBL’er f.eks), hvis du ikke bryder dig om at spille HØJT. Jeg har hørt noget om inerti, men måske de (kontrafaktuelt) egner sig bedst til afdæmpet harpespil…

  2. Ok jo, der spilles sommetider endda særdeles højt. Men selvfølgelig aldrig klassisk musik, der jo i modsætning til elektrisk musik har noget, der ligner et naturlig maksimalt akustisk niveau.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *