Hysterisk hemmelighedskræmmeri

Så spiller min nyligt afdøde kære ven  Erik Stokholm Mortensens “minde/drømme-hifianlæg” endeligt her i kælderen. Og det vil det blive ved med som en permanent minde-bavn over et ufatteligt godt menneske, som alt for tidligt blev revet bort. Og derudover var han noget så efterhånden ganske ekstraordinært sjældent som en hyggelig hifitosse. Og det endda gennem de knapt 35 år, hvor jeg havde det udsøgte privilegium at kende manden.

Nu havde han så til alt held heller aldrig nogen profil på nogen af de forskellige hifi-fora, der vel mere end alt andet får folk til at brænde fuldstændigt sammen i denne engang ellers rimeligt fredsommelige hobby. Hvor man ligefrem endda for årtier siden kunne mødes og snakke og selv erfare ting, der nu desværre kun foregår på nettet. Og at den slags aktiviteter med garanti fuldstændigt kobler ethvert fornuftigt menneske permanet “af” hifiinteressen kan man vel bedst se af den alenlange “tråd” med p.t. 779 indlæg på nerds om “Forstærkerens betydning for lydgengivelsen”.

Man kunne jo ud af ovenstående antal indlæg let få det indtryk, at der havde været tale om en spændende udveksling af synspunkter, men selv en uhyre kursorisk gennemgang af den aldeles ulideligt selvfede og totalt ubegribeligt-tågede tråd, afslører præcist det modsatte.En håndfuld debattører udveksler idiotiske synspunkter i en permanent pærevælling af pladder og overfølsomhed overfor enhver selv såre sporadisk skepsis. Og selv om “lydjørgen” er den nykronede konge af “esoteriske idiotica” (og det endda på trods af mandens flere gange nævnte 6-årige elektronikuddannelse-som denne skribent ikke kender nogen af, forsåvidt som  en civilingeniør vel kun er 5 år om det..), så er der skarpe og om muligt mere  hysterisk nærtagende konkurrenter. Der jo tydeligvis bruger hele tiden på de her smålige fjollerier om absolut ingenting.

Og at påstå, at man samtidigt lytter til MUSIK mens man offentligt skælder ud i sin ubegribelige alvidenhed er vel næsten tosseriernes zenith. Nå, men små mænd med kolossalt store egoer findes overalt-vi andre kan så blot forundres over, at at åbenbart totalt misforstået geni som “lydjørgen” aldrig er blevet shanghajet af nogen high end-audiovirksomhed. Eller osse kan man som denne skribent måske i smug glæde sig over en vis retfærdighed i denne ellers ret ulige verden…Jeg vil i stedet forsat glæde mig over alle vores McIntosh MC2600-forstærkere og ditto C33 og C40 pre-er, designet af forlængst afdøde Larry Fish. Et ydmygt elektronisk geni, der skabte store ting over mange årtier  i stedet for en opblæst narrehat!

Nå, det var jo heller ikke noget vanskeligt valg. Og det burde det jo heller ikke være at fremstå med navn og adresse i diverse diskussioner. Og den slags ville jo osse gøre det muligt bevidst at undgå de kvarterer, hvor særskilt stupide hifitosser måtte holde til. Men åbenbart er folk bare hysterisk pissebange for at stå offentligt frem-fuldstændigt uforståeligt for denne skribent. faktisk er der vel nærmest kun den nu kronisk “sammenbrændte” og i virkeligheden det noget triste tilfælde Kaj Mogensen, der nogensinde har været offentlig, udover denne skribent altså.

Og hvor aldeles “hysterisk kællingeagtigt”, det altsammen kan blive, demonstreres vel bedst på skikkelige vintagehifi.dk, hvor et ellers såkaldt branchemedlem ikke kunne  bringe diagrammer, fordi uha, o skræk o ve o klage, hans NAVN og MAIL stod på dem.
Stå da for Helvede frem som dem I er ligesom Kaj og mig-ingen sammenligning af formater iøvrigt (dertil er jeg forhåbentligt retteligen ydmyg)
Og lad det være vores jule- og nytårsønske for i år. Nemlig at folk endeligt står frem offentligt.
Og ikke mindst MØDES, men for det er det første jo ligesom uomgængeligt. Men der skal da godt nok en helt ny og personligt/ansvarlig samtaleform til.

15 meninger om “Hysterisk hemmelighedskræmmeri”

  1. Takker, Thomas, og i ligeste måde da! Navn og adresse skal der til, billede og de alt for hyppigt halv- eller hel-falske Facebook-profiler kan bruges til nada. Og det er jo som vist tidligere beskrvet ikke kun her, tingene skrider mod anonymitet, det sker osse i den offentlige debat med raketfart.
    Indenfor hifi er det blot mere komisk.

  2. Hermed min julehilsen.
    Med de bedste ønsker om en Glædelig Jul.
    Min gave til deltagere udi hi-fi debatterne består i opfordringen til at mødes face to face. Jeg har endda oplevet, at en telefonsamtale har raget kastanjerne ud af ilden og bilagt stridigheder opstået ved gensidigt at have opbygget et forvrænget billede af personen bag skriverierne. Oplevet det fantastiske i at kende mennesket bag masken.

  3. Glædelig jul også herfra! Brugen af og ikke mindst tonen på de sociale medier om det er Facebook, Nerds eller andet, er en af de store udfordringer i nutiden. Indholdet på hififora kan man selvfølgelig ikke styre eller bestemme. Vi ser tingene forskelligt og debatten på Nerds i den meget lange tråd viser med al tydelighed hvor svært det er at ændre noget. Det holder mange væk og tiltrækker kun få desværre. Håber at 2019 bliver et år, hvor folk i det mindste tør stå frem som dem de er og lige vurderer tingene en ekstra gang inden de publicerer deres holdning.

  4. Har lige stødt ind i din blog,og vil bare sige tak for en vidunderlig læsning! Godt nok kommer jeg for sent til arbejdet i dag grundet dig. Men med et stort smil på læberne .og lidt klogere. GOD JUL fra Valby // jonas

  5. Takker, Jonas, glæder mig over muligvis at kunne bidrage ligefrem lidt positivt til den unægteligt ellers noget humor-forladte verden af hifi-tosseri

  6. Og så lige en bunden opgave fra min gamle legekammerat, Hans Henrik, der jo i mange år var en rigtig "sailor" og jo naturligvis derfor har nogle alternative jule-betragtninger:
    Da vi var meget små (Poul lidt større) på den øde ø, blev jeg nådigt overladt en Airfix model af det stolte skib ”HMS Hood”. Måske et tidligt tegn på den subtile dominans, som han senere har vist sig at mestre til fuldkommenhed. I hvert fald ejede han en lignende model af det 3. riges stolthed, slagskibet ”Bismarck”, hvilket formentligt gjorde, at nådegavens offer var til at overse.
    Men det vidste jeg intet om på det tidspunkt. ”Hood” flød fornøjeligt rundt i badekarret, måske manglede der et enkelt kanontårn, men intet imod den skæbne, som overgik det i virkeligheden.
    Her vil jeg indskyde, at ”Bismarck” led en endog værre skæbne, men herom senere….
    ”Hood” var i 2. verdenskrig en noget antikveret slagkrydser, oprindeligt designet i 1916, men efter erfaringerne fra slaget ved Jylland, hvor briterne mistede 3 lignende skibe, betød omfattende ændringer i specifikationerne, at det først blev søsat i 1920, og derfor ikke havde nogen egentlig mission udover at være verdens største krigsskib, samt forskelligt PR arbejde for det britiske imperie. Det opnåede dog en vældig popularitet i den britiske befolkning. Den manglende kamperfaring kan muligvis have bidraget hertil og også dets senere endeligt, men det er dog ren spekulation fra min side.
    ”Bismarck” var tyskernes absolutte stolthed, men var fra starten martret af nidkær overvågning, hvilket betød, at det ikke upåagtet kunne snige sig ud fra sit skjulested i Norge, forbi Danmarksstrædet og videre ud i Atlanten, hvor meningen var, at det skulle sænke så mange allierede forsyningsskibe som muligt. For her lå ”Hood” og ventede…..
    Det kom til direkte ildkamp, og ”Hood” blev sænket af en træffer fra ”Bismarck”, ikke i vandlinien (305 mm armeret stål), men snarere som et uheldigt sammentræf af tilfældigheder, som under alle omstændigheder resulterede i en eksplosion i et ammunitionsdepot, formentlig opbevaringen af de hylstre, som sender de noget tunge (38 cm) projektiler afsted over store afstande. Der er forskellige teorier.
    ”Hood” knækkede midt over og sank med mus og mænd (på nær 3) i løbet af et øjeblik. Her skal man iagttage, at det 41.000 tons tunge skib i træføjeblikket bevægede sig med en fart af 31 knob igennem vandlinien, så alle omkom formentligt ikke af eksplosionen i sig selv.
    Da nyheden spredte sig, blev der igangsat en ren heksejagt på ”Bismarck”, som faktisk blev sænket, men først efter at være blevet gjort ukampdygtigt af en sværm antikverede Fairey Swordfish dobbeltdækkere, som var så heldige, at en torpedo satte dets styremekanisme ud af drift.
    Således ude af stand til andet end at sejle i cirkler, blev dets skæbne beseglet….
    Rigtigt god jul, gamle ven!

  7. Mit yndlingssamlesæt var en Vosper torpedobåd, begejstringen blev ikke mindre efter at have set ”They were expendable” med John Wayne, Ha’ hvor kan man være naiv i de unge år.
    Bortset fra det så er det endelig blevet tid til den årlige udgave af Genialos, https://www.24syv.dk/programmer/genialos.
    Selvom de deltagende i programmet sandsynligvis hverken kan høre pilottoner eller badekarskurver, som to førende High-end Guruer åbenbart er i stand til, er ovenstående program sürrealistisk nok, noget mere oplysende og ærligt end den sidste tids maraton ”Hifi-undervisning” på Nerds.

  8. Bismarck havde også en endnu større søster "Tirpitz" opkaldt efter en tysk "storadmiral". Den blev sænket i en norsk fjor, 1944 af allieret bombeflyvere. Den gjorde ikke samme væsen af sig som Bismarck, men havde enorm strategisk betydning, da den bandt temmelig stor del af "Royal navy" til de nordlige norske have.

  9. Fik ikke færdiggjort min historie om "Tirpitz", da Anni kaldte "maden er klar".
    Men hvordan admiral Ciliax med stor snuhed fik ført sin eskadre op igennem Nordsøen, må blive en anden gang.
    Desuden er vi jo nok også meget tilfredse med udfaldet på krigen.
    Hvis tyskerne havde vundet kunne man frygte vi i dag kun kunne lytte tysk Hifi og endnu værre, kunne i forestille jer det kun var muligt høre de tyske versioner af Beatles numrene ("Sie liebe dich" og "Kom gib mir deine hand", uha nej)
    Heldigvis sørgede Gud/Poul for de "rigtige" vandt.

    Poul, jeg håber for dig og din familie, Ranchen kan holde jer til flæsket og at du stadig kan kende forskel på konen og hesten.

    En rigtig hvid jul ønskes til jer allesammen.

  10. Takker mange gange. Og lige til Michael. "They Were Expendable" er faktisk en aldeles fremragende film, som sagtens tåler gensyn den dag i dag. Når John Wayne er bedst, er han i klasse med Gary Cooper.
    Ikke underligt, at min egen personlige top-hadeskuespiller, Daniel Day-Lewis, ikke kan klare Wayne. Mere forvredent-forlorent end Day-Lewis bliver det altså ikke.

Skriv et svar til Thomas Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *