Lidt om forskellige “frelsere” og om, når noget bare koster alt, alt for lidt.

Nu nærmer vi os i vores lille virksomhed med veritable stormskridt den næsten arbejdsfrie periode og glæder os passende til både ferie-frihed på farmen og passende musikalsk fordybelse foran boligens forskellige audio-“husaltre”. Og de er jo i årenes løb blevet næsten på størrelse med rigtige kirke-altre og har her i huset nogensunde samme andægtigheds-skabende funktion. Denne skribent er jo trods alt af en generation, hvor musiknydelse i al væsentlighed blev ledsaget af ja, ikke rigtigt nogen anden bi-beskæftigelse udover lejlighedsvis måske lidt små-kysseri eller anden mindre offentlig,  men skumlere festivitas.

Nå, men måske heldigvis for husfreden er er det efterhånden sjældent i mere normale husholdninger end vores at se højttalere på størrelse med de allermest omfangsrige amerikanske combi-kølefrysskabe placerede ude midt på gulvet på rengøringsvenlige 100 mm. blå rulle-hjulplader-tilfældigvis det evangelium, denne skribent abonnerer på. Og når man ser skrumlerne så priser man sig naturligvis selv lykkelig over at have fået muligheden for at føre tosserierne ud i det ekstreme samtidigt med, at man selvfølgelig godt forstår fænomenets absurde sjældenhed..

For nydelsen af musik fungerer ganske glimrende uden disse uhyre store rullende “statements” i uhyre tvivlsom smag. Og det osse uden forskellige halv- og helaffældige musikere og branchemedlemmers “pippen” omkring den åbenbart katastrofale udvikling i retning af dynamisk begrænsning og kompression indenfor musikken. Disse dignitarer som Neil Young og Peter Lyngdorf burde nok bare stikke piben ind efter deres håbløse Pono-projekt for øget realisme i musikgengivelse. Alene valget af navn på produktet er da et af alle tiders mest hel-kiksede og burde måske efterfølgende mane til en vis ydmyghed hos disse ellers succesrige musikalske entreprenører. For når de åbenbart ikke kunne gennemskue den 100 % sikre naturnødvendige konnotation af varemærkets navn, så burde de nok dæmpe deres evengeliske virksomhed lidt.

Nå, det gør de så ikke, men mon ikke vi ret trygt kan regne med, at deres korstog for bedre musikagengivelse bliver nogenlunde ligeså succesfuldt som Børnekorstoget i Middelalderen. Hvor jo som bekendt langt hovedparten af de ungdommelige deltagere blev solgt som slaver til saracenerne af deres egne korstogs-fæller. Business går som bekendt frem for alt  og det er jo altid en fristende position af fremstå som det gode og det rigtiges forkæmper. Selv denne skribent vover sig undertiden ganske vist lettere frygtsomt ud på disse “vilde vover” Og hvem vil dog ikke gerne kæmpe for “den åh så gode musik”?

Ja, det vil denne skribent til en start ikke. Og hvorfor dog osse det? For til en start hører vel 95% af de rigtige hifientusiaster alligevel aldrig nogensinde musik og kommer aldrig i deres selvskabte/-suggererede nær-psykotiske permanente usikkerhedstilstand heller aldrig til det.. Og mon ikke trygt vi for resten af befolkningens vedkommende ret trygt kan opjustere disse 95% til et sted hinsides 99% med hensyn til, om folk føler , at en bedre lydgengivelse så bestemt ikke  giver forøget livskvalitet?

Og problemet er jo helt basalt og uhyre simpelt og så meget mere håbløst: For når musik-softwaren SLET INGENTING koster, så værdsættes den måske ikke overraskende SLET IKKE. For alle burde vel kunne erindre dengang de Grønne Koncerter var gratis dengang alle andre koncerter var dyre. Og netop derfor blev det allerede dengang et veritabelt mareridt for musikerne at spille for et publikum, der overhovedet ikke hørte efter bare en lillebitte smule. Og som potentielt entusiastisk publikummer var det dengang en øjenåbner af de store at se trend-sættende folk, der bare snakkede og skræppede sig igennem alle gratis-koncerterne.

Senere skulle det for dem nuværende generation af “curling-børn”, der HELLER ikke selv  har betalt for deres ellers dyre festivalbilletter vise sig at være den nye “norm” for opførsel ved live-events. Med tilsvarende antiklimaktiske situationer for de optrædende kunstnere, der på ny må ud at turnere, fordi musiksalget ikke længere nogensinde kan eller vil kunne betale deres regninger. Det er nødvendigt at turnere, men blot ikke spor sjovt længere i dette snakkende masse-hav af uinteresserede publikummere og mon ikke vi osse ret trygt kan regne med, at det fremover næppe akkurat vil medvirke til et øget kvalitets-niveau for live-musik? For hvem gider dog spille for nogen, der slet ikke gider lytte bare en lillebitte smule? Svaret må vist overdøves af selfie-generationens plapren.

Derfor forekommer det jo osse noget komisk at forsøge at opdrage en totalt tabt generation, der aldrig nogensinde selv har betalt for musikalske oplevelser. og dermed aldrig nogensinde i traditionel forstand lytter til musik Og omvendt: Når noget aldrig har kostet noget, så har det desværre heller aldrig været værdifuldt for nogen..
Musik er for en generation blevet en kilde til baggrundsstøj-ledsagelse af andre mere eller mindre tilfældige livsytringer og for alvor at tro på, at nogen nogensinde vil vende tilbage til den mere koncentrerede og dedikerede musiklytning er da naivt grænsende til det stupide. Livet er for indeværende blevet for kort til musik.
Og derfor kan en eventuel øgning den tekniske kvalitet af musikken for alle andre end småskøre ronkedorer som denne skribent plus et par enkelte andre halv- og hel-gamle fjolser  naturligvis være fuldstændig ligegyldig.
Fordi folk derude er fuldstændigt og totalt 100% ligeglade med bedre musikalsk kvalitet og i et demokratisk samfund er det vel bare at lade dem være det. Udover at jeg selv ikke fatter et gammelt fjols som Neil Young med utallige teknisk røv-ringe udgivelser bag sig “stå på mål” for bedre lyd NU..Torsk!