Nordjydsk nytår

Synsvinkler og perspektiver ændrer sig unægteligt gennem et menneskeliv. Se nu blot nytårsaften, hvor en yndet syssel i egen barndomstid på den velkendte ud-ø var at luske ned til det lokale gadekær med den faderlige haglbøsse-muskedonner under armen. Det skulle naturligvis ske efter mørkets frembrud, men det var osse ganske let i en tid, hvor sneen var hvidere og dybere ligesom somrene uvægerligt var solrige og særdeles sommerlige. Den nedrige plan var så at skræmme alle de utallige ænder dernede i gadekæret til at skabe det lydtryk af “anderlig” skræppende utilfredshed, som ens ikke-eksisterende midler til indkøb af knaldfyrværkeri lod tilbage at ønske.

Og højt, DET blev det, når de mange hundrede ænder i det lillebitte kær højlydt luftede deres højest berettigede utilfredshed., ja en hel del højere lydtryk skabtes derved end selv affyringen af datidens uopnåelige “Rolls-Royce-lynkineser”, det såkaldte “Blaa Lyn” ville have kunnet præstere. Det have været vanvittigt skægt, vi gjorde det ihvertfald i adskillige år og ialtfald var det billigt, npår man nu blot kunne negle det fædrene ophavs patroner tillige med geværet.

Noget anderledes og mere ængsteligt forløb denne nytårsaften til gengæld. For for første gang sad fruen og alle de 4 hunde og jeg i vores vendsysselske skovhus med udsigt ud over hestefolden. Og nu var perspektivet et helt, helt andet. Nu var barndommens lyster til skrallebang ganske afløst af den senere middelalders ænstelse om hvorvidt krikkerne og de øvrige kræ kunne udholde lysglimt og alskens uvant knalden og bragen. Det er jo ikke akkurat et ideelt nytårsaften-scenarie at se hestene ryge igennem hegnet i fuld panik-galop ind i Dronninglund Storskov.

Nå, men det skete så heldigvis heller ikke denne aften, hvor dyrenes største kilde til berettiget ængstelse med garanti har været smitten af begyndende panik fra os mennesker. de stod blot og sov troskyldigt ude på folden, flot illumineret af de ganske vist heller ikke vanvittigt nærgående glimt fra fyrværkeriet. Så alt ialt altså en ganske rolig aften og nat i den nordjydske idyl, hvor vi dog lige fik tid til et sidste koloenormt  læs affald ned til vores nye ven på Dronninglund Genbrugsstation med ønsket om et glædeligt nytår.

Nu mangler vi vist nærmest kun en 5-7 ture med skrammel den dobbelte hestetrailer ned til den flinke mand, og så er alting lige pludseligt blevet helt fint igen. For selv om denne skribent omhyggeligt har manuduceret madammen i nødvendigheden af at “nyde processen” ved at overtage vores landlige idyl, så har jeg ikke selv fundet blot den allermindste anledning til at efterleve dette sikkert ellers ædle princip. Jeg har simpelthen knoklet på som en åndssvag hele dagen dag efter dag det allermeste af den tid, jeg endnu har været deroppe. Ja. ret præcist al den tid, hvor gengbrugspladsen har været åben PLUS den tid hvor jeg udenfor deres åbningstid har kunnet pakke traileren ekstra fuld, så vi kunne holde udenfor genbrugspladsen, præcist når de åbnede.
Måske ikke helt urimeligt, når madammen påpeger, at jeg ikke efterlever mine egne principper blot det allermindste.

Nå, men heldigvis kan jeg så alligevel tage en slags revanche for al det det her arbejdsraseri, for alt tyder på, at denne skribent i morgen vil kunne installere et Vitavox Thunderbolt-højttalersystem i vores årshusianske forstadslige hifi-stue med hjul og alting og et kolossalt stort 15-cellers horn ovenpå. For når konen er ude, så kribler de underligste lyster…
Og derudover skal vi da kun ganske lidt forsinket ønske alle vores læsere og kunder et velsignet nytår!