Gyldne ører?

Så er vi inde i finansårets sædvanlige hektiske afslutning, og heldigvis drypper det osse en lille smule på os “degne” her i vores ydmyge virksomhed. Alligevel var den forløbne uges absolutte kommercielle højdepunkt dog ekspeditionen af et sæt ATC SCM 100 og ditto forstærker til en gammel kunde, der tillige er en landskendt professionel guitarist. Så er der squ noget ved, takker for handlen, Søren!

“Noget” er der nu osse ved denne skribents delvise koneløshed i tiden, hvor vi netop i disse dage formelt er ved at overtage land-idyllen i Vendsyssel. “Vi” betyder så mere specifikt, at denne skribent får periodisk fred til at arbejde og forfølge ungdommens dårskaber indenfor ungkarle-tilværelsen. Og naturligvis uden nogen synderlig forøgelse af alkoholindtaget, idet husets allerede beskedne lagre i den retning forlængst er udtømte. Det er jo trods alt noget nemmere at stå imod noget, når der ikke lige ved hånden længere er noget, som man direkte behøver stå imod.

Nå, men fruen har midlertidigt efterladt vores 4 hunde-kræ hos mig, mens hun reparerer pille-fyr og hestefold og understøtter knækkede bjælker og andre fornuftige og traditionelle kvinde-sysler. Imens kan jeg så endeligt høre symfonier af Sjostakovitj og Larmikovskij og alle de andre for fulde gardiner og lige den slags har været svært nu i snart 13 års parforhold, da madammen bliver direkte deprimeret af især Sjostakovitj. Hun er nu osse sådan en kært følsomt lille “skind”, men sandt er det da, at der er triste og tragiske livserfaringer nedfældet i enhver node fra denne mesters hånd. Det er vel i virkeligheden det, der gør ham til den måske allerstørste blandt alle mange store. og det er så det, der kan nydes ved realistiske lydtryk, hvilket jo iøvrigt selv på første række i Symfonisk Sal i Århus Musikhus faktisk ikke er særligt højt. Og det ved denne skribent af personlig erfaring efter fornyligt at have lyttet til Sjostakovitj´ mægtige  7. symfoni med klædeligt forstærket orkesterbesætning. På første række, forstås.

For når man ødsler alle sine penge væk på hifi er der naturligvis ikke råd til at opleve den rigtige musik. Altså hvis man nu forestillede sig, at hifi- og musik-interesse havde blot det allermindste med hinanden at gøre-det har det så OVERHOVEDET ikke. Det er sædvanligvis indbyrdes ekskluderende ting, for når den ene er der, så er der overhovedet ingen plads til den anden. og således naturligvis osse her i vores kælder i denne tid, hvor der eksperimenteres og programmeres på livet løs på vores dbx 4800 controller for at få de store skrumlede Vitavox-højttalere til at tage sig bedst muligt ud.

For når man er ægte hifitosse, så er det jo så uendeligt meget vigtigere, at andre tosser misunder ens isenkram end at nogen måtte misunde en selv for valget af selv en ganske usædvanligt skøn kone. (som denne skribent jo trods alt STADIGVÆK har, selv delvist in absentia-det bliver hun jo iøvrigt blot skønnere af)
Nå, men på trods af den fysiske adskillelse i denne tid, så blev der dog alligevel tid til lidt passende sammenstød mellem fruen og denne skribents ellers omhyggeligt kultiverede “hifi-fantasiverden” For i et kort øjeblik af hybris prøvede denne skribent i denne uge at afæske fruen et anerkendende svar omkring lyden, der var opnået på de største Vitavox. Det var umiddelbart et altødelæggende lyn af virkeligheden direkte ned i denne skribents ellers betydelige selvtilfredshed, for fruen bjæffede en udpræget kritik af især diskanten. Som i parentes i denne model går fra 1500 hz til 11 khz, altså et betydeligt område.

Det kære væsen mente, at det var, som om en dyne havde lagt sig over diskanten, hvorefter hun omgående fræsede nordover og lod denne skribent lam- og kuld-slået tilbage. Det var noget af et nyrestød til denne skribents selvopfattelse, der ellers bygger på mangeårige positive erfaringer med lytteevner. For eksempel er jeg den eneste, der blandt talrige medarbejdere og utallige kunder nogensinde har kunne høre differenstone-forvrængningen i kompressionsdrivere. Disse forårsages af bittesmå, undertiden næsten mikroskopiske træthedsbrud i membranen og passerer altså uhørt forbi for de fleste. Altså undtagen denne aldrende “Hejmdal”

Jeg var derfor ganske sikker på, at der netop IKKE var fejl på diskantenheden, og det skulle iøvrigt vise sig at være helt korrekt. Men at der så var en helt anden og endnu mere graverende fejl på systemet skulle jeg da godt nok gå en tur med hundene i går for at konstatere. Og så er vi kommet til weekendens stolteste stund for denne skribent og da især efter fruens veritable ydmygelse. For derude på turen med de 4 kræ, der tåger rundt mellem hinanden, lykkedes det for et for denne skribent med et helt usædvanligt koncentreret opbud af tankekraft intuitivt at konstatere fejlens årsag.

Og så tilbage og spændt åbne højttaleren på bagsiden med et specialværktøj, lavet af et modificet dørhåndtag, der lynhurtigt åbner den pal, der holder service-klappen. Og hurra, fejlen var fundet. For lige netop på denne højttaler sidder den tunge driver fast på hornet  med et stejlt og dermed ganske groft såkaldt “Whitworth-gevind” og masser af rullen rundt med dette 120 kg. tunge skrummel over diverse bump i måske flere årtier havde naturligvis fået enheden til i ganske betydeligt omfang at skrue sig selv løs. Faktisk var den gået næsten 2 fulde omdrejninger løs, hvilket svarer til, at exit på driver er adskillige millimeter fra hornets kompressionspunkt og spillede i stedet lystigt ud i et kort cylinder.

Nå, det var et nemt “fix” og naturligvis aldeles omgående hørbart i en revolutionerende grad. Og det var jo dejligt, ligeså dejligt som det var at vide, at min kone udøver sit skønne væsen besidder en skarp og fordomsfri hørelse.
For det var jo naturligvis på denne sidste vigtige parameter, at denne skribent fejlede så afgørende. Fordomme og forventninger står i vejen for virkeligheden osse selv om man bliver ældre, ja måske ligefrem særligt meget.
Og når man bare tilstrækkeligt meget VED og TROR  noget, så bliver det alene af disse grunde til selve sandheden. Og det så iøvrigt uanset hvor dumt det er. Ihvertfald stod den prosaiske ilde-lydende virkelighed ikke blot det allermindste i vejen for denne skribents musiknydelse indtil altså fruen kaldte det “bluff”
Godt, at jeg har hende, selv om hun  godt nok for tiden er rigeligt langt væk. Og for at minde mig om, at selv erfarne og trænede ører stadigvæk kun hører det mønster, som hjernen har valgt. For når noget intuitivt og intellektuelt er HELT RIGTIGT, så kan det alligevel sagtens være HELT FORKERT. Som altså her.