Ukraine og “to eat humble pie”

Efter nogen tids sygdoms-induceret slaphed er vi tilbage i forhåbentligt vanlig form. Efter de senere ugers sørgelige tilstand på denne plads kan vi jo dårligt undgå at gøre det bedre. Det er nu ikke fordi tankerne ikke fungerer i febervildelsernes vold, det er blot nogle noget løjerlige associationer, man oplever. Således var sidste weekends tur til min fødeø i mere end halv-svækket tilstand virkeligt interessant for mig-og næppe overhovedet for nogen andre. Det var som om en elektrode lidt vilkårligt berørte den blotlagte hjerne uden skal på og fremkaldte underlige minder om fortidige bedrifter og mangel på samme. Så tak, nylige og herlige halv-febrile stunder derovre på Endelave.

Nu var min barndom ganske idyllerisk og fredsommelig grænsende til det lettere dovendyrsagtige derovre. Det skete ikke ret meget, og det, der så endeligt skete, var blot gentagelser. Som det så senere skulle vise sig, at livet i det hele taget var indtil altså fru Pia lukkede sig ind. Derefter var intet som før, hverken for mig eller for Verden som sådan.
Nå, men tilbage til sidste weekend. Mens jeg småsvækket som sædvanligt vandrede ad de gammelkendte barmdoms-stier derovre kom jeg til at mindes mit sidste år på øen. Som tydeligvis var noget, som jeg havde både glemt og tydeligvis fortrængt. For det var et det år, hvor alle mine allerede uhyre få jævnaldrende legekammerater forsvandt og det såmænd fra  morgen indtil færgen kom tilbage ud på aftenen. Tilbage var der så kun undertegnede plus Ejnar, cykelsmedens søn, som altid udenfor skoletid skulle arbejde i faderens butik.

Det var der jo så ikke meget ved, men hvad der var langt mere foruroligende for lille Poul (der iøvrigt allerede var ganske stor) var det, omverdenen netop i dette år i voksede sig så endeligt stor og truende i datidens drenge-sind. Jeg må vist have været en lille og følsom fyr med alt for god tid. Som de fleste vel osse har, når de ingen jævnaldrende møder i denne formative del af livet. Så der gik lille store Poul i syvende og sidste landsbyskole-klasse og ængstedes for, hvad det fæle fastland ville kunne byde på. Det var et år så trist, at jeg fuldstændigt havde fortrængt det-altså indtil i sidste weekend.

Nu er det ret beset af uhyre beskeden almen interesse at bringe minder frem om en fjern og allerede i samtiden ligegyldig og afventende tid. Hvis det altså ikke havde været fordi de seneste begivenheder i Verden bringer samme ængstelse tilbage. Denne følelse af afmægtig venten på det fremmede  og farlige.Og det, som man udover ikke at vide noget om  heller ikke kommer til at kunne gøre meget ved.

Og nej, vi skal ikke tale om Ukraine og det er der heller ingen andre, der skal i den forudsigelige fremtid. Det og Rusland har ellers fyldt godt i diverse spin-kampagner fra både den danske udenrigsminister og fra resten af EU om fremmaninger af fjendebilleder, der selv med opbydelse af drenge- og feber-fantasierne derude på Endelave absolut intet havde med virkeligheden at gøre. Konflikten i Ukraine er og bliver ikke en national krig, blot en kleptokratisk konflikt, ganske ækvivalent  med bandeopgørene i Stockholm.

Nå, men det er slet ikke derfor, at Verdens og EU`s fokus som et “Mordors søgelys” i “Ringenes Herre” er vendt bort fra Ukraine og det ganske permanent. Det er såmænd fordi, at EU som Mordor kun kan fokusere på en ting af gangen.. Og det som nutidens Mordor nu har fået i søgelyset er noget helt helt anderledes og uendeligt meget mere truende. Det hedder Tyrkiet med sine tæt ved 90 millioner beboere. Hvoraf en del allerede er i EU og bestemt ikke dem, der heller let ville kunne integreres i Istanbul.-landtyrkere fra den anatolske højslette, som fleste i Vesten jo var og stadigvæk er.

Denne gang er det gengæld alvor, for Tyrkiet kan terminalt afgørende totalt destabilisere Europa. Og det både med den mulige “femte kolonne-lignende” virksomhed, som de herboende generationer af ikke-integrerede tyrkere allerede nu udviser og den trussel mod de ydre grænser i EU, som man fra europæisk side hidtil har forsøgt at betale beskyttelsespenge for at “sikre” Og det eneste sikre er jo, at den slags betaling aldrig hjælper. Man skulle tro, at top-diplomaterne i EU var oplært med Pixi-bøgernes moraL-total historieløshed. Og hvor alle tiltag er mulige, også de mest umulige.

For ligeså lidt, som Ukraine nogensinde i verdenshistorien har været en statsdannelse, ligeså lidt har Rusland og Tyrkiet/ottomannerne nogensinde haft blot det allerringeste fredsommelige sameksistens. Altså indtil altså nu, hvor EU`s ubegribeligt idiotiske diplomati formår effektivt at fremmane/elske begge scenarier. Altså ved at insistere på, at kleptokraterne i Ukraine skulle være væsensforskellige fra deres ligesindede på den anden side af den ret vilkårlige “grænse” til Rusland.
Nå, men vi får se, hvordan “EU-kratiet” formår at tackle denne selvskabte super-krise, som det jo er. Altså NU, det har det så ikke været før om overhovedet en krise…

Vi får se, hvad EU finder på. Og det for denne skribents vedkommende bestemt med en angst og bæven ikke ulig den dengang på den lille ud-ø. Man kan selvfølgelig håbe på, at man endelig fra EU-kleresiets side finder anledning til en forsoning med Rusland i nutidens nødvendighed, selv om det måske er lidt meget at håbe på i lyset af den nylige fortids erfaringer.
Som denne skribent ser det, er den eneste farbare vej den, som overskriftens megetsigende engelske fyndord så vel beskriver.
For siden dengang i starten af 2. verdenskrig, hvor England og Frankrig var en hårsbredde fra at komme i krig med Sovjetunionen, har historien aldrig nogensinde vist eksempler på tilsvarende idiotisk belutningstagning.

10 meninger om “Ukraine og “to eat humble pie””

  1. Sannerud skriver:
    Interessant klumme på poulsaudiobutik.dk idag. Kan desværre ikke skrive på den, men det du skriver bringer mine tanker hen på min barndom i halvfjerdserne hvor russerne var det store fjendebillede, og elsket af de yderste på venstrefløjen hjemme i vort lille dannevang. Deriblandt de mest hardcore hippi-lærer på min skole. De elskede alt hvad der var sovjet rødt. I dag elsker samme venstrefløj så tyrkerne, og sikkert deres fremmarch i Europa. Og russerne – de griner af os. Tak for lort til nutidens og datidens politikere.. Deler absolut din bekymring for fremtiden.

  2. Er du i tvivl om hvad der sker, så skriv til den alvidende Sillesen, han er (nu) også nærmest ekstremt vidende omkring Ukraine og ses sikkert privat med diverse toppolitikere i både U og DK. Fantastisk karrierre!

  3. Sannerud – det er svært at tage til genmæle over for en, der ingen stemme har. Men hvis der er nogen der har været aktive i forhold til at gøre modstand imod Erdogan, så er det faktisk venstrefløjen.

  4. Hvis man kalder den traditionelle venstrefløjssympati for kurderne for modstand mod den til enhver tid siddende tyrkiske regering uanset politik så måske. Vist ellers mest sædvanlig tom snak.

  5. Det er lidt nyt for mig, at venstrefløjen i tiden har udenrigspolitiske projekter eller visioner for samme og endnu mindre mere konkrete af slagsen. Ja ja, jeg må kikke lidt på sagerne.

Skriv et svar til Poul M Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *