11 år og 7 måneder

Livet her i huset byder på lidt af hvert, heldigvis kan man vel sige. Ihvertfald når den ene del er den månedligt tilbagevendende rituelle flagrende fejring af denne og den senere fru Mathiasen første nat sammen. Skam få den, der tænker ilde herom, det VAR blot ved 04-tiden i den næsten dybeste vinternat, at Pia Dahl Olsen for første gang besøgte denne dengang noget feberplagede skribent. At tingene så straks derefter tog en hensigtsmæssig fart, så alle jubilæerne for det første kys og fremefter bekvemt kan fejres på samme dag er så en anden og heldigere sag. Og det er så tilfældigvis i dag, flaget atter blafrer i sensommer-vinden.

Af andre glæder i de sidste dage kan nævnes den endelige indvielse af et lokalt kulturelt kraftcenter, hvor vores ydmyge lille virksomhed har medvirket i leveringen af al lyd og lys. Det var en ganske stor opgave for et lille firma som vores og derfor var det en sjældent udsøgt fornøjelse at høre borgmesterens tale gengivet tydeligt og klart. Og i denne forbindelse var det så slet ikke ordene, der betød noget for denne skribent, udelukkende genkendeligheden af samme hos de mange, mange gæster. Dejligt, når noget lykkes, og endnu dejligere, når det lykkes SÅ godt!

At så alt ikke er godt overalt er naturligvis en ganske banal betragtning. Men hvor slemt tingene kan blive i løbet af næsten ingen tid er alligevel skræmmende. Og ikke mindst hvor hurtigt livet kan tage en helt uventet og meget anderledes drejning, bliver vi mindet om i eftermiddag, hvor vi skal slut-levere den sidste del af et ganske aldeles fremragende hifi-anlæg. Den slags burde jo være en sand fornøjelse og det er det naturligvis osse.

Dog er det lige i dette tilfælde tale om en gammel kunde og ven, der for kun godt et års tiden siden kunne hoppe badutspring, hvis altså ellers  manden kunne finde en badut at springe over. Sprogligt er der tilsyneladende ikke fuld enighed om, hvad sådan en er for noget, og det vanskeliggør jo unægteligt forehavendet..
Nå, det kan han så desværre ikke længere. Faktisk kan denne gamle ven selv overhovedet slet ingenting længere og har nu plejere 24 timer i døgnet. For for ganske kort tid siden blev han diagnosticeret med ALS, og nu sidder dette indtil for uhyggeligt meget nyligt menneskelige ekspres-lokomotiv totalt lammet i en kørestol med de umiddelbare og skræmmende udsigter, som denne måske alleruhyggeligste af alle sygdomme stiller i udsigt. Hvis man ikke allerede kender sygdommen og dens forløb, så skal vi opfordre eventuelt svage sjæle til IKKE at google den!

Nå, men alligevel er det naturligvis i dag en fantastisk fornøjelse at skulle ud og montere de sidste dele hos denne ukuelige mand, der endnu trods sine handicaps passer sit arbejde, som iøvrigt ingen i samme situation nogensinde har kunnet. Der er simpelthen tale om en kæmpestor ukuelighed i sygdommens slagskygge. Han tror naturligvis ikke på, at han kan besejre denne 100% dødelige sygdom, men han vil altså bare have godt og dejligt  noget ud af HVER ENESTE DAG, som han har tilbage.

Og det er naturligvis osse derfor, at når manden med ganske kort varsel for os  har tid til vores besøg i dag og først igen på fredag, så kaster vi alle dagens aftaler bort og racer derud i dag. Fordi det simpelthen er alt, alt for længe til fredag, hvor alt allerede kan være for sent. Som det jo kan både for ham og alle os andre.
Det er naturligvis også derfor, at flaget derude blafrer lidt ekstra livsbekræftende for os i dag: Fordi det vidner om både den gloriøse fortid, den skønne og osse skræmmende nutid og ikke mindst den fremtid, som få af os helt kender. Og når man så som os i dag igen kommer til at møde en af de få, der GØR, altså kender de uundgåelige udsigter, så bliver livet blot så meget mere kostbart for os alle.
Så lad os lade hver dag i livet tælle, som var den det første kærlighedsmøde dengang for 11 år og 7 måneder siden.
Hvor INGENTING kan vente til på fredag..

10 meninger om “11 år og 7 måneder”

  1. Ja, det er osse for dårligt, at vi ikke får ugens nedsabling af hififjolser! Et oplagt emne er ellers at se på H4A, hvor en unge mand på 24 år og med et anlæg det har taget ham 5 år at samle, vil vise det frem. Der går mindre end 14 indlæg før vanefjolserne Analogueman og Hermann bruger spalteplads på at komme op og diskutere, om LP er bedre eller dårligere end CD – og så kan den unge mand jo så bare sidde der, og se på to gamle støvede idioter folde sig ud i hans tråd. Med sådan en velkomst fortryder han nok han overhovedet skrev. Der findes åbenbart ingen afarter af social ansvarlighed der, ikke engang så meget pli og omtanke, at de kan tænke sig til, at de hellere må opføre sig ordentligt, ellers kommer der simpelthen ikke flere nye ind. Ville det have gået bedre på Nerds? Sikkert ikke.På Hifi4you? Næ. Det er nok bare sådan danske hobbymænd er, når de har valgt hifi som hobby. Tsk.

  2. Hehe, det kan være, at det kommer. Og det er da bestemt ikke fordi det er blevet bedre, Levesens eksempel er både forrygende og totalt-typisk

    Det andet her i teksten lå blot mere på sinde og kunne dårligt udsættes..

  3. Men derudover er Analogueman unægteligt iblandt den thalidamidhåndfuld ultimative fjolser på samtlige fora-totalt tidsspilde og på HELE TIDEN
    Og Allanowich, en håbløs "hear-say" teknisk totalt misinformeret mening om alting, jeg kaster op!

  4. En ting af gangen. For 2-3 år siden var der en kampagne hvor man kunne smide en spand isvand i hovedet på sig, angiveligt for at skabe opmærksomhed omkring ALS. Om det virkede efter hensigten er et åbent spørgsmål, så det er vel helt i orden at dedikere en enkelt blog til en måske lidt mere sober fremstilling af denne horrible sygdom.

    Diverse blogs om psykotiske lidelser på de danske hifi fora skal der såmen nok komme flere af i fremtiden. Om de så fortjener denne opmærksomhed er så også et åbent spørgsmål:)

  5. En af de mest ødelæggende personer i hifi Danmark, må uden tvivl være Kaj Mogensen.
    Han lider af forfølgelsesvanvid i stor stil. Han har de sidste par dage truet med sagsanlæg mod mr. soundsloud og får lige for tiden tjekket sin e-mail-konto igennem hos politiet, da han føler der kører en hetz mod ham. Noget han ikke holder sig tilbage med at råbe op om!
    Han er snart ikke velkommen på nogle forummer. Selv på Hifi2you hvor han sidst har debateret er han nu også blevet irettesat af Ribbontweeter.
    Det er den type dramaqueens som Kaj der ødelægger de mange hifi fora.

  6. Hmm, jeg kender Kaj fra den tid hvor der slet ikke fandtes hififora. Han står for mig som en absolut hædersmand, rolig og besindig, vidende og helt igennem i orden. Vist har han en lille forkærlighed for at vise hvad han kan og skrive på foras, og hvem har ikke det, af de læsende her? Jeg ku omvendt spørge Hr. Sorte Ravn, om hvorfor du har så travlt med at sværte Kaj? Han er i hvertfald ikke Mr. Soundcloud, han gemmer sig ikke.

  7. Det skal jeg sige dig jakob levesen.

    Jeg har ikke noget personligt imod Kaj og har debateret med ham i lang tid på Hifi4all. Han var ganske fin at debatere med.
    Men det sidste halve år er der sket noget med ham. Han er blevet en kværulant der hele tiden vil være modsat. Uanset hvad.
    Han har i en længere periode slås for sin ret til at tilsvine mikkel gige. Men nu hvor det går ud over ham selv, så har tonen fået en anden lyd.
    Det er dobbeltmoralsk af h… til.

    De seneste dages kulmination hvor han har påstået at alt og alle er mr. soundcloud og at samtlige mennesker kun er ude på at tilsvine ham, får mig til at tænke at han lider af forfølgelsesvanvid eller at det på anden måde rabler for ham.

  8. Brokkede I jer lige over at Poul skrev om en ALS-ramt ven, som trods alt stadig lever, istedet for at kommentere på et hifi-forum som er helt dødt? Så er I vist ikke meget bedre end fjolserne I gerne vil hænge ud?

  9. Jeg tror ikke du forstår alvoren Christian. Der er nogen der har skrevet noget på internettet som man er uenig i og nu skal satanen bare ned med nakken! Så kan det godt være der er andre problemer i verden, men de må altså træde til side, for det her er fanme vigtigere!/s

Skriv et svar til Poul M Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *