Vi har altså ikke spildt tiden fuldstændigt i den forløbne uge (NU MED UPDATE !)

selv om vi er smerteligt opmærksomme på vores oplysningsmæssige “pligt-svigt” Nå, vi vil da tillade os at tro en smule på vores læseres kritiske sans i den statsbetalte mediebedømmelse af den nylige folkeafstemning, hvor valgsresultatet for denne skribent noget overraskende fortolkes som den uoplyste indesneetheds sejr over den sande humanistiske verden, der som bekendt befolket af Deadline og de snakkende klasser. Tjah, måske, denne skribent er muligvis ikke det fremmeste eksempel på nogen synderlig kritisk intelligens, men jeg er da ikke utilfreds med resultatet og da slet ikke efter interviewet her til morgen i netop Deadline med et godt bud på alle tiders tiders frådende fjende af den mest elementære  danskhed, Georg Metz. Det er en kilde til stadig undren, at den mand stadigvæk benyttes i medierne som neutralt sandhedsvidne, meget værre og mere “automat-reaktionære”  bliver folk altså ikke. Med mulig undtagelse af Bjørn Elmquist.Og Uffe Ellemann og alle de andre  Sikke dog store ånder, DR har kunnet fostre, uha da!

Nå, vi mere eller mindre almindelige danskere har tydeligvis gjort noget helt forkert ved afstemningen, synes de “helt rigtige” at mene, så for denne skribent er det da så ubetinget den største anerkendelse af af, at man selv har det HELT HELT RIGTIGE. Og når så en særdeles tydeligt uoplagt og særdeles morgen-tvær Morten Østergård samtidigt i dag som en selvfølge og et naturligt svar fra de “snakkende klasser” varsler en OM-afstemning snarest, så kommer man da til yderligere at glæde sig over sit kryds. Faktisk anede jeg ikke helt op til dagen, hvad jeg skulle stemme, men jeg har da tydeligvis valgt fuldstændigt rigtigt. Selv om jeg så til engæld bliver mindre og mindre stolt af, at jeg delvist “faciliterede” samme Mortens Østergaards valgkamp i gamle dage med udlejning af lydanlæg til Cafe Englen ganske mange gange. Jeg håber, at cafe-segmentet er stoltere over at have støttet Morten, noget kunne vel tyde på det, siden han blev valgt..

Nå, vi får se, om den almindelige provinsielt-indesneede dansker lader sig tryne af medie- og menings-eliten i dennes næste altså allerede tydeligt bebudede forsøg. Mit beskedne gæt vil nu være, at det nu nok bliver noget svært. Og med mere “Metz” på Deadline med garanti helt umuligt. Og så er altsammen måske alligevel meget godt, når selveste Metz altså kan være godt for NOGET..

Ellers er alting såre godt i vores lille virksomhed og da ikke mindst efter sidste uges installation af en ordentlig bunke højst nødvendige  nye tagsten, installeret prompte og aldeles ufortøvet af “store” Erik. Erik er en rigtig mand med nogensunde samme imposante fremtræden som hærdebrede B.A Baracus fra TV-serien “The A-Team”, bare med en anden farve. Åh jo, og så osse uden alle guldkæderne, der jo var “Leitmotif” for den store “tamp” i serien. Det er dog en oplevelse af de desværre alt for sjældne at se denne smidige menneskelige kran Erik  kaste rundt med tagstenene, og selv om denne skribent ikke endnu er at regne for en blot nogenlunde alders-svarende svækling, så er store Erik nu stadigvæk et uopnåeligt forbillede for helt rigtige form for mandighed.

Nå, jeg kan da glæde mig over, at alle de yngre og til tider meget yngre folk, der har fat i den anden ende af de tunge højttalere, som vi sommetider (og ikke mindst i den seneste uge) kaster rundt med, allesammen fra en kant puster og vakler helt vildt meget mere end denne skribent. Helt galt er det således ikke blevet endnu og det er jo ganske hensigtsmæssigt, når man nu roder med store truthornshøjttalere.

Og apropos netop det der med båthorn, så faldt handlen om en McIntosh MC2600 mere til vores lydlaboratorium netop i hak, så nu venter en tur til Polen efter kalorius, der med sine 60 kilo metal-dødvægt er både svær og ikke mindst umådeligt dyr at sende. Det bliver sjovt at trille gennem et landskab, som jeg ikke har været i siden det Herrens år 1978. Ak ja, det var tider dengang i 1978, hvor  éns akademiske karriere nærmede sig det foreløbige højdepunkt, der snart senere endnu skulle vise sig at være det ABSOLUTTE højdepunkt.. Det er nu herligt, når man kan forene den anakrofile hifi-interessse med en veritabel (gen)-dannelsesrejse.

Til allersidst i dag skal vi med stor glæde henvise til noget, som i højeste grad betager ialtfald denne skribent. Vi er nemlig faldet over en af de mest iøjnefaldende “højttaler-øjebæer”, som vi har set. En kær gammel ven i det kronisk forblæste Lemvig, Amfora Musik, sælger (eller nok mest FORSØGER at sælge-selv med betydelige regionale smagsforskelle er det her design altså noget hinsides selv den  bredeste inklusion af begrebet “smag”) en højttaler, der kaldes Alto Hurricane. Vi skal opfordre alle med akut behov for et især på denne årstid livsforlængende billigt grin at kikke på dette tydelige genbrugsprodukt fra en nylig højttaler-konkurs i det østjydske, hvor man blot klasker en ubegribeligt grim adapter-forplade på en ellers nydelig kasse. Især farvevalget er umådeligt kontroversielt hvis man altså kan skrive det, mens man hulker af grin..
Resultatet er efter denne skribents fattige mening så ubegribeligt rædselsfuldt (især detaljen med at enheden ikke engang passer helt på den buede front, men stikker lidt ud i den tomme luft er vist aldrig set tidligere)
Man kan naturligvis ikke klandre producenten for det smukke i genbrugstanken ved denne genanvendelse  af billige/nærmest værdiløse kabinetter, men det er så vist osse det eneste positive, der er at sige her om den visuelle udførelse.
Vi spår nu, at eventuelle kunder nok lige først skal “grine ordentligt af”, inden demoen påbegyndes..Men måske det kan være en kommerciel fordel at starte med allerede grinende og glade kunder, hvem ved!

Stop press! Derudover er der den sædvanlige uforlignelige julegløgg her i huset i rigelige mængder frem til jul!

6 meninger om “Vi har altså ikke spildt tiden fuldstændigt i den forløbne uge (NU MED UPDATE !)”

  1. Det er let at være enig med Poul om at Alto højttalerne er grimme. Og det er de også fordi der slet ikke er kælet for detaljer, som en mulig ejer vil irriteres over i den tid han ejer dem. De er godt nok billige, så det er nok her det ventede Trade-off er ? Synes så samtidigt at det er synd at skrive lort om dem, da det er flinke Troels som er med i baljen, men vi er vel forpligtigede til at sige hvad vi mener, også når vennerne er med i baljen? Det er synd for Alto og Troels og dem alle der i projektet, for det kunne være at de ku sælges i pænt antal, hvis de var pænere. Lige nu ligner nogle af dem forvoksede stærekasser og den går altså bare ikke drenge, ikke engang i Thy! Jeg forstår så ikke lige Leginds kommentar, hvor han griner ad den med 91 db – hvad er der galt i det udsagn? Iøvrigt skrives der om hele 95 og 99db følsomhed, det er jo lige før de kan spille uden forstærker! Men hold lige hesten, det er akkurat ligeså sjovt at læse en tråd på HIFI4ALL der hedder noget med "Hvilken DAC" og se hvordan nogle køber en kinadac hjem til billige penge, med den pudsige forventning om at den er langt bedre end de nu kendte til langt højere priser. Da det mod forventning ikke er tilfældet ved den første A-B lytning, mener man så pludselig at det nok er fordi den er kold, og ja, allerede dagen efter kan man nok høre den er ved at blive bedre. Hold da op hvor er det dejligt at se placebo-effekten arbejde i fuldt dagslys!

  2. Nu var jeg inde og kikke på Altos side, og man må vel osse trække en anelse på smilebåndet af, at man har brugt "1-1/2 år" på udviklingen af dette mirakuløse misfoster. Og måske svært helt at tro på, når man nu næppe har uanede mængder af konkurs-kabinetter.
    Eller måske man bare er lidt langsomme i det deroppe/-ovre, jeg ved da, at jeg som enfoldig øbo er!

  3. Det skal jo med som en krølle på "udviklingshistorien" her, at konkurssalget af kabinetter fandt sted for mindre end "0.5" år siden for at blive i terminologien

  4. Med de enheder får du aldrig 91 dB følsomhed over noget som helst meningfuldt frekvensområde. Alene baffelstep tabet på disse slanke kabinetter koster 6 dB. En bette højttaler der kan spille bas har altid en lav følsomhed.

    Mvh. Kris

Skriv et svar til Jan K. Legind Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *