Nu er denne skribent ikke nogen synderligt aktiv teatergænger-længere (det har nemlig været anderledes dengang fribilletterne hang noget løsere på træerne, end de gør nu) Nå, men det med fribilletterne er nu delvist selvforskyldt, efterhånden gad jeg trods den altså bestemt ikke urimelige pris ikke længere at benytte dem som det osse gik med alle de massevis af fribilletter til både den forlængst hedengangne Midtfyns-Festival og sågar den noget mere levedygtige ditto i Skanderborg, som næsten heller aldrig blev benyttet. Og dermed tørrede alle disse iøvrigt heller ikke ligefrem akut-livgivende kulturelle kilder efterhånden ud.
Da min kone sjældent læser det, jeg skriver (eller hører efter noget af det ellers skrækkeligt fornuftige, som jeg siger), så kan jeg vel godt her afsløre, at mine sidste (ikke en fejl for SENESTE, nej SIDSTE) teateroplevelser har været dem, hvor der i programmet har været lokket lidt for “husarerne” med lidt passende solarie-brunet nøgent ungpigekød. Sådan er det vist bare at blive ældre, prioriteringen bliver mere en slags “pubertær” Ellers måske vender det vigtige i livet blot tilbage..
Normalt har det dog kunnet forsvares med at have en kunstnerisk kant, al den ellers kant-løse bløde nøgenhed, for ellers ville de vel ikke vise det frem? Eller ville de blot for simpel økonomisk vinding? Måske, eller måske bare nøgenheden har haft en kunstnerisk nødvendighed. Sådan noget er heldigvis så svært at adskille, at det jo fortjener et selv-syn. Til eksempel var denne skribents absolut sidste teaterbesøg på det århusianske tungt-støttede teater Svalegangen, der engang var en “stolt svane”(ikke en slå-fejl) for det engang så udbredte eksperimenterende teater. Hvad det var, som de eksperimenterede med, vides ikke længere udover teater-arkæologiske kredse, men at de er holdt op, DET er klart, mere herom lige om lidt.
Dengang for vel nok et års tid siden blev fruen og jeg vistnok lokket at genboerne og emnet, der var om besættelsen (eller hvad man nu skal kalde almindeligt sanseløst voldeligt hærværk, at kalde det en “besættelse” er vel lige i den medløberiske ende af neutralitetets-spektret)) af Hjardemål kirke. Som teaterstykke var det ikke blot hjernedødt, det var tillige tomhjernet og postulerende og plat. Nå, men i det mindste for denne skribent blev det det i det mindste delvist udholdeligt af de indlagte obligate nøgenscener, udført af ganske vist uhyre dilettantisk-spillende, men ganske appetitlige ungmøer.
På trods af det var det nu en lise at opleve afslutningen på dette hjernelamme makværk af et teaterstykke. Det var umuligt denne aften at forestille sig, at noget kunne være værre eller mere sølle økonomisk kalkuleret, men alligevel skulle denne skribent for en enkelt gangs skyld tage fuldstændigt fejl. For Svalegangen slår tilbage, denne gang med noget, der umiddelbart ligner en tilbagevenden til dengang teater VAR farligt og banebrydende. Denne gang har man valgt et emne, som man fra teatrets side venter sig megen mammon af , for så vidt som man allerede inden ur-opførelsen taler vidt og bredt om mulighederne for at lave en mere eller mindre permanent turné med stykket i skoler landet over. Emnet er religiøs fundamentalisme og dens skadelige følger i folkeskolen, bestemt et værdigt emne, må man sige.
Altså hvis det ikke lige havde været fordi, at dette totalt tandløse teater havde valgt at belægge sit sprængfarlige emne med det vel retteligen i Danmark både usandsynlige og eksempel på en fundamentalistisk KRISTEN elev, der vist skulle skabe ravage. Det sygeste her er ikke engang, at man som sikkert i selvforståelsen selvfedt debatskabende teater så tydeligt træder udenom de virkelige problemer med religiøs fundamentalisme i folkeskolen. Selv om det jo er noget ynkeligt SÅ tydeligt at vælge IKKE at se det umiddelbart indlysende, men i stedet at behandle et problem, der iøvrigt ALDRIG NOGENSINDE i Danmarks-historien har eksisteret. Vi ser altså en iøvrigt ganske uhellig (u-HEDENSK?) kombination af kujoneri og almindelig uvidenhed.
Nu er der vel ikke umiddelbart noget uforståeligt i kujoneri overfor den VIRKELIGE fundamentalistiske fare, men det er eddermaeme ynkeligt at camouflere sin bekymring med et angreb på noget, som man ved ikke vil forvare sig. Udover det, så har den danske folkeskole ALDRIG nogensinde omfattet de mest indremissionske kristne, der som deres værste modstykker i dag aldrig ville drømme om at sætte deres kære børn sammen med de dybt vantro. Vi taler altså om total historieløsned kombineret med kujonagtig stupiditet, næsten ligeså slemt, som da man fra de sikkert samme “snakkende klasser” karakter-angreb mod den nye videnskabsminister for sin prisværdigt erklærede åbne tro på Kristendommen. Ham turde man roligt sig frådende over i selvretfærdighedens evigt renfærdige navn
Nå, vi får så se, om de samme kredse tør skyde med samme skyts mod en eventuelt kommende muslimsk videnskabsminister. Hvis man skal gætte ud fra teater Svalegangens valg af inderligt ufarlige, men til gengæld uhyre kalkuleret-lukrativt emne, så er svaret nok desværre NEJ..
Det er et sådant repertoire fra teatrets side, der gør mig decideret stolt af at være blevet “teater-dropper” Luk lortet!